Et længere tungt suk forlod præstens læber, nærmest som hvis han var ved at gøre sig klar til en større udfordring. På himlen var der allerede så småt begyndt at male sig blide pastelfarvede toner på himlen, og de fleste arbejdende var på vej hjem for dagen.

Romeo havde fundet vej til 'Jahnsons Snedkeri' - hvor han nu stod og var temmelig lang tid om at tage sig sammen til at banke på og melde sin ankomst.

De havde snakket om middag dagen forinden. Men var blevet forhindret i at aftale nærmere om hvordan det således skulle foregå, da de var blevet afbrudt af Discipel Samuel som var kommet til at misforstå hele situationen. Forhåbentlig, havde Romeo viklet trådene ud, og fået afklaret med den unge discipel at der altså var tale om en frygtelig misforståelse.. og han håbede sådan at drengen ville stole på dette. Men alligevel, som så mange andre nætter, var det blot mere kul til bekymringerne, der havde afholdt Romeo fra at sove om natten.

Hvilket også var grunden til at han nu stod med røde, blodsprængte øjne og lignede en der manglede 100 års søvn. Men det havde vel også sin charme? Nervøsiteten for at komme på besøg hos Phillippe havde heller ikke hjulpet på søvnen.. og som han var på vej ud af døren, havde han forsøgt at sætte håret op i en knold for at gøre.. et eller andet ud af sig selv, men efter mange fejlforsøg, gav han op, og lod blot håret bølge langs hans ansigt som det plejede.

Phillippe fik sagt til Romeo at han bare kunne komme forbi når han ville, og det var så det der var planen.. nu skulle han så rent faktisk bare tage sig sammen, og banke på døren foran sig. 

"Okay.." mumlede han dæmpet for sig selv og forsøgte at udruste sig. Han forstod ikke hvorfor han lagde så meget i det. Det var jo bare middag! Romeo strøg håret bag ørerne, og rettede lidt i kraven på sin mørke hørskjorte og sorte uldfrakke. Under armen havde han en flaske vin.. var det ikke sådan noget man skulle tage med når man inviterede sig selv på mad? Romeo anede det ikke, da Phillippe var hans første "voksen ven" og dette var hans første venskabelige visit.

Romeo placerede endelig hånden på trædøren, og bankede tre små gange. Han forsøgte at smile muntert, men hans panderynken afslørede nervøsiteten.

Som altid når Phillippe arbejdede forsvandt omverden lidt fra ham og tiden fløj sted. Han havde fået en bestilling på træ skulptur, og snedkeren havde lagt alt sin koncentration i arbejdet. Bordet var vendt og skubbet ind til siden og stolene stod på bordet for at give mere plads på gulvet, hvor den halv store skulptur stod. På den måde var det mere plads til at Phillippe kunne gå rundt om den og arbejdede fra alle sider. 
 Det var hårdt at arbejde i træet, og Phillippe fik varmen af at bearbejde det, så det kom til at se ud som kunden ønskede det. Han havde derfor i løbet af dagen smidt skjorten han havde haft inden under lædervesten, så armene var bare og varmen noget nemmere kunne slippe fri af brystkassen. Vesten var selvfølgelig kommet på igen, at sikkerheds mæssige årsager.

 Lyden af bank ude af takt med Phillippes arbjede fik ham til at stoppe op og lytte efter om det var nogle. Han hørte dog ikke mere, og skulle lige til at forsætte med arbejdet, da han kom i tanke om hans aftale med Romeo. Var det allerede blevet så sent? Som han gik over til døren, kiggede han kort mod vinduet med et accepterede brum. 
 Døren blev åbnet med et skævt smil, og synet det mødte ham, fik det ene bryn til at løfte sig i en blanding af overraskelse og imponerethed. De gange han havde set Romeo hvor han havde været ved sin fulde fem, havde han været i præste robe.
 " Romeo, velkommen. " Hilste han, og trådte til siden så præsten kunne komme indenfor. Blikket gled ned over præsten og fik øje på flasken. De skulle da vidst rigtigt hygge sig. Det grå blik fandt den andens. 
 " Jeg var lige i gang med noget arbejde, men bare lad som om du var hjemme, jeg er færdig om lidt. " Døren blev lukket efter Romeo som han kom ind, og Phillippe gik helt ind i værksted til skulpturen. Det så ikke ud af så meget endnu. Den var stadig meget grov, men man kunne ane et eller andet væsen, det stod med noget i hænderne.

 I hvad der føltes som evigheder for Romeo, var nok nærmere et par lange sekunder før døren blev åbnet. Og i den tid havde han forsøgt at lade være med at trevle af nervøsitet. Han huskede på et han havde været her før - så det gav ikke mening hvordan han opførte sig lige nu. Men måske var det netop dét.. minderne fra tidligere på ugen sad stadig i ham - og det var jo ikke fordi han fik tid til at bearbejde det. Selvforskyldt, men der var ingen grund til at dykke ned i detaljerne. 

 Som døren gik op, gled Romeos blik med det samme hen over Phillippe - men synet der mødte ham, var ikke ét han havde forberedt sig på. En tilbageholdt overraskelse kunne anes i Romeos ansigt da brynene skød til vejrs og øjnene blev større. Phillippe havde tydeligvis været igang med at arbejde, for de stærke arme var bare, og blodårerne synlige. Men så var han samtidig iklædt lædervesten, som det eneste på overkroppen - og det syn gjorde et eller andet forkert ved Romeo, mere, end hvis snedkeren bare havde troppet op med bar mave foran ham. 
 Præsten havde nær tabt kæben, og der gik et sug gennem hans mave. Det alt sammen skete dog på milisekunder og da han havde taget synet af Phillippe ind, mødte han de grå øjne. Mundvigen trak sig op i små ryk til et prøvende smil.

 Det startede da godt ud. 

 Han ville sige noget, men blev mærkeligt tør i munden. Så han brummede bare med et sammenklemt smil som hilsen, og lod sig føre ind. Alt lignede sig selv, men som Phillippe arbejdede var der blevet rykket en anelse rundt for at gøre plads. Romeo kunne ikke lade være med at blive en anelse forfjamsket over at stå her igen; tankerne om ham og Phillippe der havde stået alt for tæt sammen.. 
 "Jeg tog vin med." sagde han åbentlyst i forsøget på at vifte minderne væk fra sit indre. Han måtte rømme sig. Det føltes som havde han en tudse i halsen. Det var et venskabeligt visit! Han var her for lære Phillippe at kende. Måtte han minde sig selv om. 

 Romeo skævede efter Phillippe der gik tilbage til værkstedet, og han nikkede blot. "Du behøver ikke at skynde dig." forsikrede han ham. Måske det lige kunne give præsten tid til at komme sig over de pumpede arme. Han gned sig forlegent om hagen.

 Nu stod han lidt for sig selv, og som det første satte han vinen fra sig. Romeo kunne høre Phillippe arbejde - og en lille nysgerrig stemme ville have ham til at gå ud og se på.. altså hvad han arbejdede på! - men han ville heller ikke forstyrre Phillippe når han arbejdede. Efter kort overvejelse, kunne præsten ikke dy sig alligevel. Så han trådte hen og forsøgte at lade være med at gøre sig selv bemærket som han betragtede Phillippe - der gik dog ikke ret længe før han måtte trække sig. Han satte hånden på sit bankende hjerte da han var kommet på sikker afstand af værkstedet, og sank en klump. Det var.. det.. Hvorfor var Phillippe så tiltrækkende imens han arbejdede? Det var et helt andet syn end de andre gange hvor Romeo havde snakket med ham. Den charmerende snedker.. blev med ét langt mere charmerende. 

 "Øhm -- har du tænkt over hvad vi skal spise?" rømmede han sig, og forsøgte at overdøve arbejdslarmen, og sit eget hamrende hjerte. 
 

 Blikket flyttede sig igen ned på vinen inden Phillippe så frem for sig, som han gik ind i værkstedet og tog de redskaber han havde været i gang med at bruge, op i hænderne igen. Han gik dog ikke i gang med at arbejde, og stillede sig i stedet så han lænede sig lidt op af høvlbænken og foldede armene over brystkassen. 
 "  Det kan jeg se, " Hovedet blev lagt lidt på skrå og Phillippe smilte lidt skævt. Romeo sagde han ikke behøvede at synde sig og Phillippe nikkede lidt inden han skubbede sig ud fra høvlbænken.  Han ville bare lige færdiggøre det han var i gang med. Snedkeren tøvede derfor heller ikke med at gå i gang med igen at fjerne træ lige så stille. Lyden af træ mod træ gav genlyd i det lille værksted, som træhammeren igen og igen ramte træhåndtaget på mejslen. 

 Det tog ikke mange øjeblikket før Phillippe glemte alt om omverdenen igen. han blev nærmest snæversynet på arbejdet foran ham, som han nussede om arbejdet med hammer og mejsel, små pust og blide børst med hånden. Det kunne virke næsten helt kærligt som Phillippe arbejdede om det store stykke træ, for at få former og følelser frem i det. 
 Som kom Romeos ord fra et fjernt sted, hvor lyden tog lang tid om at nå Phillippe, reagerede han ikke med det samme. Han brummede et lavt hm? da han kom i tanke om han havde en gæst, og trak sig væk fra arbejdet, og så hen på den kære præst. 
 " Altså.. " Phillippe slog ud med armene som en "se dig omkring" lignende hentydning og trak på skuldrene.
 " Jeg har ikke rigtig noget at tilbyde, med mindre det skal være grød eller tørt brød.. " Phillippe lo kort, og så på præsten.
 "Du fik jo så travlt med at forlade mig, vi slet ikke fik aftalt noget. " Brynene rynkede sig lidt, og Phillippe så lidt mere gennemborende og overvejende på præsten. Han havde måske forventet præsten havde kommenteret på tegningen nu, men han virkede upåvirket af den.
 " Du så ikke min note? " smilet blev lidt lusket, som han genkaldte den meget yndige tegning han havde lavet. 

 Romeos egentlige grund for at søge helle i Phillippes sovekammer, var hans ustyrlige hjerte der næsten sad helt faretruende oppe i halsen på ham. Men blev han spurgt hvorfor han stod halvgemt i dørkarmen, med ryggen til den arbejdende snedker; ville han påstå at det var grundet den trænge plads, og træsplinterne der fløj en anelse omkring, når hammeren og mejslen mødtes. 
 Det var dog fortræffeligt håndarbejde, af det han nåede at se, indtil han bare, istedet, var begyndt at stirre på armene der arbejdede og Phillippes udtryksfulde koncententration. Læberne der spredte sig når han pustede spåner væk... - Han fordybede sig virkelig med opgaven.. og Romeo havde, ufrivilligt, fordybet sig i ham. 

 Præsten lod hænderne glide i blide strøg ned over skjorten, imens han gjorde sit bedste for at ignorere følelserne og tiltrækningen der bredte sig i ham. Det var også temmelig uretfærdigt, at nu hvor Romeo havde brystet sig med at det blot var et venskabeligt visit, og en hel normal middag - at Phillippe så dukkede op i sådan en mundering. Og så sådan ud som han gjorde, når han nussede om sit arbejde. Romeo rystede på hovedet for at få det mentale billede ud af knoppen. Han var en sober, gudinde-elskende, anstændig mand.

 Romeo havde været i dybe, gentagende, tanker om hvilken slags person han var, da Phillippe afbrød hans messen. Med det samme stoppede al form for tanke, og han drejede lidt i kroppen, så han nu lænede sig op ad sovekammerets dørkarm. Præsten lagde armene over kors (som sit følelsesmæssige skjold) og tøvende, mødte snedkerens grå øjne. Men han forsøgte dog, bravt, at se væk fra de tiltalende arme, og lædervesten. 

 Som Phillippe hentydede ham til at se rundt, kunne blikket ikke lade være med at glide automatisk rundt i værkstedet. Han blev en smule forbavset - det lod til at Phillippe ikke havde noget i huset, som de med god samvittighed, kunne kalde en middag. 

 Men før han nåede at kommentere på det, blev Phillippe pludselig mærkeligt intens i øjnene, og det, hvis Romeo selv skulle sige det, gjorde ham en anelse nervøs. Han hævede et bryn, og hvilede siden af sit hovede på karmen, mens han ventede på at Phillippe afslørede hvad han tænkte på.

 "Note?" Spurgte han forundret, og overvejede det lidt. Han havde haft så travlt med at skulle tale med Fader Martin efter han havde indhentet Discipel Samuel at han aldrig nåede tilbage til præstestuen. Romeo skævede tilbage til Phillippe, men opdagede nu det luskede smil der bredte sig om snedkerens læber, og med ét, sendte præsten et tørt blik i den andens retning, og munden blev en tynd, lige streg.
 "Hvad var der på den.. note, Phillippe?" Han bed sig i kinden, og kunne mærke det summede utilpas i hans krop. Hvis han ikke havde fundet Phillippes note.. hvem havde så? Han havde helt lyst til at rende tilbage til den hellige bydel og tjekke om den stadig lå der.   

 Phillippe betragtede lidt hvordan Romeo på en eller anden måde formåede at flygte fra ham mens han stod stille. Ryggen var vendt nærmest afvisende mod ham som hun stod og gemte sig i dørkarmen. Det fik en lydløs latter til at forlade snedkeren, der tænkte, at Romeos prædiken om ikke at have syndige tanker ikke var helt så ærlig som den burde være. Hvorfor skulle han ellers forsøge at trække sig sådan, når det var ham selv har havde forslået at spise sammen? Det gad ikke mening at Romeo ikke kunne fordrage Phillippe, i hvert fald. 

 Det var ikke meningen at Phillippe fjerne fokusset på deres mad, men han var bare oprigtig nysgerrig på hvad Romeo havde at sige om tegningen. Og hvorfor han ikke havde sagt noget allerede. Det blev dog hurtigt klart at Romeo ikke havde den ringeste anelse om hvad Phillippe snakkede om, og han vendte ansigtet ud til siden med en mild latter. 
 " På dit skrivebord, " forklarede han, så Romeo bedre kunne vurdere om han bare ikke havde set den, eller om den var væk. Da han så på Romeo igen fugtede han og kløede sig lidt i skægget.
 " Bare en tegning.. " han trak lidt på skuldrene, men smilet om læberne afslørede at det nok ikke bare var en tegning. Et kort latter slap lidt ud og Phillippe løftede det bryn som læberne trak sig lidt sammen for at holde smilet lidt tilbage.
 " Så du har ikke set den.. " Han bed sig lidt i underlæben. Det morede ham virkelig, at der var en chance for en præst eller disciple havde fundet den. Mon de ville tro det var Romeo selv der havde tegnet den? 

 Jo mere Phillippe snakkede, Jo mere blev Romeos øjne intense. Mit skrivebo- tænkte han forfærdet. Det var jo ikke hans skrivebord. Det var alles skrivebord. Gud og hver mand kunne gå ind og finde den note som var tiltænkt Romeo. Det lød til at more snedkeren mere end Romeo, som langsomt følte at han var ved at gå i opløsning. 
 "Det- mrhm." rømmede han sig tungt med et suk. Han gned læberne sammen og lukkede øjnene frustreret, mens han sugede left gennem næsen. Han blev nødt til at finde ud af hvad der var på den tegning. 

"Nej, jeg har ikke set den." gentog han, i et toneleje der var mindre roligt end Phillippes. 

 Romeo pustede ud før han talte, "Phillippe. Hvad har du tegnet?" Hans hånd gled igennem håret i vantro. Skulle han gætte, var det noget ingen andre end ham selv burde se. Tja, nok ikke engang Romeo burde se tegningen. Men hellere ham end nogle af de andre præster - eller, åh nej, hans disciple. Han fugtede sine læber, og havde svært ved at finde ud af hvordan han skulle stille sig. Det kriblede ubehageligt i ham. 
 "Phillippe, lad være med at stå dér og le." kom det i vantro fra ham, og han rystede lidt på hovedet og gned sig i panden. "..Det er jo ikke kun mig der bruger den stue - det er for alle præsterne." sagde han gravalvorligt, og brynene skød magtesløst op i panden. 

 Bare det ikke var noget alt for slemt. Tænk hvis De andre præster troede at det var Romeo selv som havde tegnet den? Nej, umuligt. Alle kunne gå ind og ud af den stue - mistanken kunne ikke lande på ham. Han lagde armene over kors med lukkede øjne og undslap en jamrende lyd af anstrengelse. Han havde ikke flyttet sig fra dørkarmen. Phillippe.. altså!

 Snedkeren stod blot og betragte præsten lige så stille gå op i limningen. Hvad end Romeo forstillede sig Phillippe havde tegnet, var det i hvert faldt bestemt ikke anstændigt, det var han da sikker på. Men så slem var tegningen da ikke. Det kunne Romeo selvfølgelig ikke vide når han ikke havde set den. 

 Phillippe gik de få skridt der var mellem ham og dørkarmen, stadig med hammer og mejsel i hånden, og lagde den ene arm mod dørkarmen som støtte. Han så ned på manden foran ham og forsøgte at sende ham et beroligende smil. Lidt svært når han stadig var ganske underholdt af hele situationen, dog.
 " Romeo... Tag det roligt.. " han prøvede at fange den andens blik. 
 " Undskyld..  " rømmede han sig, da Romeo klagede over hans latter. Læberne pressede sig sammen inden han nikkende fugtede læberne.
 " Det var bare en tegning af.. En stærk mand med langt hår, " han trak på skuldrene og sendte ham et skævt smil. Måske ikke helt sandheden, men så godt som. Og om det bare var en stærk mand, ja det var vel op til den der så på tegningen. Hånden der hang ned langs siden havde mejslen i hånden, og som en betryggende gestus løftede han hånden op og lagde den mod Romeos skulder.
 " Det lover jeg! " Mon ikke han kunne gå ud fra at tegningen aldrig fandt Romeo igen? Og ellers.. Så er det jo en tegning af en stærk mand.. Meget tydeligt en mand.. 

 Præsten hørte godt skridtene komme ham i møde, men han blev alligevel chokeret da han så hvor tæt snedkerens pludselig stod og hang over ham. Det fik ham et kort sekund til at stivne, og blikket flakkede uvilkårligt som han forsøgte ikke at blive grebet af de grå øjne. 

 Phillippes stemme kildede ham næsten i øret da han blev bedt om at tage det roligt, skuldrene sank, og hans stramme greb han havde over kors, løsnede sig en anelse. Det var svært at være sur på ham. Ikke at Romeo var sur, han var blot blevet noget chokeret over at høre om en tegning, som han ikke kendte indholdet af. Og Phillippes beskrivelse af denne beroligede ham ikke yderligere - Romeo klemte øjnene mistroisk sammen og skævede op til snedkeren, inden han rykkede sig væk fra dørkarmen. 
"Aha." han fnøs ud gennem næsen, og lød ikke synderligt overbevist. Han rystede lidt på hovedet. Og himlede opgivende med øjnene. 

 En stærk mand med langt hår.. Romeo der før havde kigget ned på sine fødder, så nu indtrængende på Phillippe, "Tegnede du dig selv?" Et bryn hævede sig, mens han lagde hovedet på skrå. Hvis han havde tegnet sig selv.. hvad lavede han så på tegningen? Uden at kende den andens evner, og med tanke på det sjofle smil der havde tegnet hans læber tidligere, tænkte han at det ikke bare var som så. 

 Phillippe trak lidt på skuldrene med et drilsk smil om læberne. Romeo var på ingen måde overbevist og det var nok også det smarteste. Phillippe havde overvejet at være noget mere.. grov i sin tegning, men havde jo trods alt lovet Romeo at han ville opføre sig ordenligt og ikke drille ham så meget. 
 " Det ved jeg ikke.. Er jeg en stærk mand med langt hår? " For et øjeblik ærgrede snedkeren sig over ikke at have sagt flot og stærk, for han ville da gerne se hvad Romeo ville svare, men det var for sent nu. 

 Romeo fik ikke lang tid til at svare på Philippes spørgsmål før snedkeren viftede lidt med hånden, som en lad os komme videre, for det var jo slet ikke tegningen de skulle snakke om. Og når Romeo ikke havde tegningen.. Han håbede dog lidt han ville høre om det hvis præsten fandt tegningen. 
 " Jeg vil foreslå vi tager hen på den nærmeste kro, og får noget mad der. Medmindre du virkelig brænder for at spise grød.. " Phillippe trak på skuldrene og smilte skævt.
 " Grød er alt jeg kan præstere når det kommer til at madlavning.. " Phillippe var en håndværker, at bruge tid over potter og pander havde aldrig været noget han havde gjort særlig meget i. 

 Romeo mente at det var åbenlyst, for dem begge, at Phillippe var både stærk og langhåret. Det kom vel ikke bag på nogen, at snedkeren ville blive beskrevet sådan, skulle nogen gengive hans udseende. 
"Tydeligvis." mumlede han, og blikket hang kortvarigt ved Phillippes overarme, før han måtte se væk igen. Denne gang så han dog ikke ud til at være flov eller pinlig berørt - bare, forundrende over, at selvom Phillippe kunne lide at rykke til hans grænser, var det alligevel utrolig let at føre en samtale med ham. Altså, når Romeo ikke var ved at dø af skam eller blev forfjamsket. Så var det let. 

 Samtalen om tegningen døde hen, og Romeo måtte enten vente, indtil han kom tilbage på arbejdet, eller hvis Phillippe afslørede sig selv senere, med at finde ud af hvordan tegningen reelt så ud. Der var en grund til at emnet havde moret snedkeren så meget. 
 Præsten lyttede til den andens forslag, og tog alt ind hvad han sagde. En kro kunne være hyggelig - og smartest, det var bedre end at spise grød, men.. Romeo skævede hen til vinen som stod mutters alene på bordet, nu havde han jo taget vin med.

 "Hmm.." Han satte armene i siderne og betragtede Phillippe. Så han kunne ikke lave mad. En stærk, charmerende, langhåret spøgefuld, der ikke kunne lave mad, men var utrolig dygtig til sit arbejde. Nu havde han snart en hel liste af informationer til sit Phillipe kartotek. Romeo smilede svagt ved tanken, men tog sig selv i det.
  "Jeg kan godt lave mad til os." foreslog han henkastet og viftede lidt ud med armen. Det var ikke noget særligt, men han kunne da finde ud af mere end grød. 
 "Skal jeg tage til markedet?" Spurgte han og lod ordene hænge lidt i luften mellem dem. Han pegede med sin tommelfinger over skulderen, og fjernede ikke blikket fra snedkeren, ".. imens du arbejder færdigt, eller?" 

 En mild klukken forlod Phillippe, da Romeo ikke just virkede imponeret over han spørgsmål. Det var nok ret meget ham selv. Og Phillippe så også godt hvordan præstens blik hvilede lidt på overarmene. Noget der fik snedkeren til ganske kort at spænde op i dem. Så var der da lidt at se på. 

 Phillippe fulgte den andens blik hen på vinen. Hvis de gik ud og spise så kunne de nok ikke tage den med. Men de kunne vel drikke den når de kom tilbage. Forslaget der i stedet kom fra Romeo fik brynene til at løfte sig lidt, og Phillippe så en smule overrasket på ham. Positivt overrasket. Han takkede da ikke nej til et hjemmelavet måltid. 
 " Du kan lave mad? " Spurgte han og nikkede lidt anerkendende. Det grå blik fangede den andens grønne, og han kunne ikke lade hver med at tænke lidt på, at det virkede som et modigt sats at have Phillippe i private omgivelser, efter sidst de var i værkstedet, men han klagede ikke. 
 " Jeg er ret sikker på jeg redskaberne til at kunne lave et måltid, " var hans svar. Han skubbede sig fri af dørkarmen og lagde hammer og mejsel på bordet ved sin side inden han gik ind forbi Romeo og ind i det lille soveværelse, for at åbne karlekammerskabet han havde til at stå der inde. Skabet var fyldt med service og andet gode ting man skulle bruge for at kunne leve nogenlunde i et hjem. Det meste var Katarina der havde skaffet ham det, og selvom  Phillippe havde fundet mange af tingene latterlige og unødvendige havde de vist sig at være gode nok.
 " Her, " da Phillippe vendte sig væk fra skabet igen havde han en trækurv i hånden Romeo kunne bruge til at have varer i. 
 " Så går det måske lidt nemmere, " han sendte præsten et skævt smil .

 Det gik ikke præstens næse forbi, hvordan musklerne svulmede op på Phillippes overarme da han flygtigt hvilede blikket på dem. Ét stik af forlegenhed ramte ham i nervebanerne, da det gik op for ham at snedkeren nok havde opdaget hans blik, omend han havde forsøgt at gøre det i det skjulte. Hvilket også var grunden til at han måtte vige blikket, som hvis intet var hændt. Næsetippen fik dog en svag rosafarve.

 Spørgsmålet om Romeos evne til at lave mad, fik ham til at trække lidt ubetydeligt på skuldrene, og han vippede hovedet fra den ene til den anden side. "Jeg er ingen ekspert - men, jeg spiser da andet end grød derhjemme." påpegede han med en humoristisk undertone i sin stemme. Romeo var ingen tør snegl, bare en anelse tilbageholdt end hvad godt var.  

 Som Phillippe trådte forbi Romeo, bevægede hans opsatte knold sig med et par flygtige hår der svirpede efter sig, og ved bevægelsen, fangede Romeo, hans duft i næsen. Noter af blødt, sødt træ, som både var rig og cremet i duften; den blandede sig med arbejdssveden som sad i den anden, og gjorde duften ekstra forførisk. Der var noget beroligende, men dragende over duften- og kunne Romeo tillade sig det, ville han stikke næsen i den andens hår og indånde ham. Men det var.. meget upassende. Især for en præst. Især for Romeo! Han rømmede sig lidt for at påminde sig om at slippe tanken. Heldigvis var Phillippe allerede godt i gang med at rode efter redskaber, og præsten fulgte roligt med, og stod et par skridt bag Phillippe. 
 "Ja, redskaber ville være en god start. Men jeg kan jo altid forsøge mig med hammer og mejsel til madlavningen." han trak skævt på smilebåndet, og forsøgte at lade være med at lede efter den andens duft igen. 

 Romeo kiggede opmærksomt på Phillippe som han erklærede at have fundet noget brugbart, og som han stod og betragtede den anden med med kurven i hånden, begyndte han at smile langsomt. I et svagt øjeblik, sendte Romeo næsten et kærligt smil til Phillippe, og blev ikke rigtig tilstedeværende.  Omend det var en simpel gestus og ikke noget særligt, var der et eller andet hjemligt over at se ham holde den flettede kurv i hænderne. Noget hjemligt som Romeo savnede. Han tog sig dog hurtigt i det, og tog imod kurven med kæben en anelse strammet til. 
 Samuel havde al ret til at mistænke dem, tænkte Romeo skamfuldt. 
 "Tak." Han betragtede kurven som han tog den i hænderne, "Jamen.. jeg er tilbage om lidt, så." sagde han med et smil formet af sammenpressede læber, og skævede kort til Phillippe, før han snurrede rundt på hælen, så han kunne gå ud at tage sine sko på igen. Heldigvis var han ikke noget ud af sin frakke endnu. 

 " Altså.. jeg spiser da også andet end grød.. Bare ikke herhjemme.. " Lo Phillippe mildt. Det var ikke unormalt han spiste på kroen, for det var ligefrem ikke fordi grød var det mest indbydende at spise hver dag. 
 
 Med hovedet inde i skabet klukkede Phillippe over Romeos forslag til redskaber mens han rystede lidt på hovedet over det. Det ville nok ikke være super godt for redskaberne, men det ville bestemt se sjovt ud. 
 " Det ville nærmest være en evne i sig selv, hvis du kunne trylle bad frem med hammer og mejsel.. " Lo han og skævede kort ud på præsten. Nu han tænkte over det, vidste han noget om præstens evner?  Der var vidst noget med han kunne heale, ikke? Phillippe vendte opmærksomheden tilbage til skabet bagefter.

 Det grå blik betragtede den anden. Det blide udtryk der havde lagt sig over hans ansigt, inden det blev lidt mere hårdt i det. Gad vide hvad der foregik inde bag præstens lokker? Brynene rynkede sig kort, inden Phillippe blot sendte den anden et sklvt smil
 " Velbekomme, " sagde Phillippe som Romeo tog imod kurven.
 " Bare kom ind når du kommer tilbage, du behøver ikke banke på, " sagde Phillippe som han gik efter Romeo ud af værelset. Der var ingen grund til at skulle stå derude og vente på Phillippe kom og lukkede ham ind. Phillippe samlede hammer og mejsel op, og gik hen for at forsætte arbejdet.

 Romeo tøffede i skoene og nikkede til Phillippes opfordring. "Ja, det gør jeg." Svarede han tilbage. Endnu en hjemlig følelse spredte sig i ham, men for at sætte en dæmper for det, holdt han vejret kortvarigt og rystede det af sig. Utroligt at dét at være på et venskabeligt visit hos nogen kunne vælte ham sådan omkuld. 

 Romeo gik hen mod døren, men så sig tilbage mod Phillippe der genoptog arbejdet. Aftenen forløb sig ikke helt som han havde regnet med. Men det gjorde ham nu ingenting. Det var lidt deres ting at intet forløb som det burde. Antydningen af at smil spillede om hans læber inden han drejede omkring på hælen, "Jeg er tilbage om lidt." Kaldte han meddelende til Phillippe og gik ud af Jahnsons snedkeri.

(...) 

En lille 40 minutters tid senere havde Romeo kurven fuld af grøntsager. Kartofler, Svampe, gulerødder og løg. Han havde også snuppet noget smør med sig, samt en flaske mælk - han var usikker på hvad ingredienser Phillippe mon havde at gøre godt med, så derfor købte han bare alt hvad han skulle bruge for at være sikker. De ting der ikke blev brugt, kunne snedkeren bare beholde. Ingredienserne havde været lige til at finde, så med hastige skridt fik han fundet vej tilbage til snedkeriet. Uden at banke, trådte han ind i varmen igen. Duften af træ fyldte hans næsebor, og han smilede skævt ved det.

  "Så er jeg tilbage." kaldte han informerende, og trådte ud af sine sko. Kurven stillede han fra sig på gulvet så han havde hænderne fri til at knappe sin frakke op, som han så fint hang på en af knagerne bagefter. Næsten, helt rutineret, trådte han ind i værkstedet til Phillippe, og løftede kurven let op for at vise snedkeren hvad han havde med sig som han trådte forbi ham og hen til det lille køkken. 
 "Hvordan går det med arbejdet?" Spurgte han interesseret, men med en fornyet ro over sig, som han begyndte at tage ingredienserne op af kurven. Han drejede hovedet hen til Phillippe for at se på ham. 

" Vi ses!" kaldte Phillippe tilbage, inden han rystede på hovedet med et skævt smil over dem. Det kunne godt Phillippe ikke havde et godt forhold til sin hustru, og at han generelt ikke havde haft de mest solide forhold, men han var ikke i tvivl om, at sådan som ham og Romeo var med hinanden lige nu, sagtens kunne forvekslet med en mand og kone. Det var dumt, når han havde Nicola... 


 Phillippe lod sig hurtigt blive opslugt af sit arbejde, da han var alene igen, og da døren blev åbnet igen var det ikke noget Phillippe registrerede for han havde det som om Romeo alligevel lige var gået. Først da han kaldte, løftede Phillippe blikket fra sit arbejde, og så en smule forvirret mod gangen. Mens Romeo havde været væk, havde Phillippe sat sit hår op på ny, og nu havde enkelte træspåner fundet vej til håret. 
 Mens Romeo kom ud af tøjet, trådte Phillippe væk fra arbejdet og satte sig på den store værktøjskiste. Endnu en gang fik hele situationen ham til at smile, for det virkede så komisk hvordan der føles som om de var mand og kone. Det grå blik fulgte Romeo som han tog kurven med over til brændeovnen. 
 " Velkommen hjem, min egen, " ordene blev sagt nærmest flydende og rutineret, men den drilske og legende tone var tyk. 
 " Mit arbejde går fint, har du haft en god dag? " Snedkeren hoppede ned på gulvet igen og gik lige så stille over mod Romeo.
 " Intet jeg er hjemme-kys? " tungen fugtede kort underlæben, inden tænderne sank ned i læben. Der var ikke mange skridt fra kisten til brændeovnen, men Phillippe gik langsomt, som et rovdyr der havde udset sit offer, bare for at give Romeo masser af tid til at reagerer. 

 Min egen, ordene fik Romeo til at stoppe op og stivne i sine bevægelser som hjertet slog et slag over. Det var en lidt tåbelig reaktion, for han kunne godt høre det tykke lag af humor som lå bag ordene. Men alligevel, gjorde det ham en anelse varm i kinderne og blød i knæene.

 Med lettere himmelvendte øjne og et skævt smil der var trukket op i mundvigen, drejede han sig mod Phillippe, så han kunne se hen på ham. Panden var rynket, med en påpasselig mine, men han morede sig lidt ved det - også selvom han blev en smule genert. Ordene, var meget lig det en hustru ville byde sin sin mand, og ja; Romeo kunne sagtens forstå sammenligningen. Udefra set, fremstod de lige nu, meget som mand og kone. Der var bare en naturlig, hjemlig følelse med Phillippe. Han fnøs lidt, og skulle til at vende sig til ingredienserne igen, og få tankerne hen på noget andet, "Har du et skærebræt, Philly?" spurgte han roligt, og mente, at han ikke behøvede at svare på den andens 'falske kone-mand scenarie'. Men, han fik aldrig et svar, for da spurgte snedkeren, om et 'jeg-er-hjemme-kysset'. 

 Med et lille gisp, og ganske forfjamsket, gled kartoflen han havde i hænderne ud mellem sine fingre, og med et bonk rullede den hen af gulvet. Romeo skævede flygtigt hen til Phillippe, der nu nærmede sig ham, langsomt - og en anelse sensuelt. Præsten havde vendt sig i et forsøg på at standse kartoflen med foden, men det mislykkedes. Istedet, så han snedkeren an - blikket flakkede over hele Phillippe, og han turde ikke at række ned efter kartoflen som havde forladt ham - istedet, ganske forlegen, lod han sin hånd glide rundt i ansigtet. 
 "Hah.." Præsten vidste at snedkeren havde en humoristisk sans, og dette blot var endnu en hans vittigheder, men.. de grå øjne virkede så forførende at hans reaktionsevne var helt ude af trit med virkeligheden. Skulle han forsøge at lege med? Hvis det bare var for sjov det hele.. hvorfor så ikke. 
  "Mhrm." Romeo fugtede sine læber, og lo nervøst, som han prøvede at samle sig og finde på et svar retur. "Har du fortjent dét? Min kæ-" han kunne ikke få sig selv til at sige det sidste, så istedet druknede ordet i et tilbageholdt, nervøst fnys - inden han igen gned sin hånd over læber og hage med brændvarme ører. 

 Det var som luften blev tyk af et eller andet som Phillippe havde stillet sit spørgsmål og langsomt gik de få skridt hen til præsten. Romeo virkede helt rundt på gulvet, som om han ikke vidste hvad ben han skulle stå på og hvilket hul han skulle trække vejret ud af. Phillippe smilede over det og fortsatte mod den anden. 
 Romeo prøvede at lege med. Hvor langt mon Phillippe kunne få ham til at gå? Det viste sig ikke særlig langt, for han ikke kunne få sig til faktisk at færdiggøre sætningen. Det fik en let latter til at lyde fra Phillippe som han nåede Romeo. Han stoppede dog ikke op, og gik i stedet forbi han og gav han et par klap på skulderen som han gik forbi han. 

 Phillippe åbnende karlekammerskabet igen, og fandt nu skærebræt, knive og lidt træskåle. Han vidste ikke hvad Romeo skulle bruge, men nu var det lidt af hvert. Tingene satte han på spisebordet der lige nu var fyldt med bænk og stole, og han stillede sig og så på skulpturen han var i gang med. 
 " Giver du en hånd? " spurgte han Romeo, samtidig med han trådte hen til skulpturen. De måtte heller skubbe den lidt ind til siden, så de bedre kunne være i det lille værksted. Og så kunne spisebordet blive tømt fra at være fuld af møbler. Romeo skulle vel også bruge et bord til at ordne alle de grøntsager. 
  " Og så må du vel sige til, hvis du synes jeg fortjener det kys, min egen.. " kommenterede han drillende da han begyndte at skubbe skulpturen til siden. Den var ikke så tung at Phillippe ikke selv kunne skubbe den ind til siden, skulle Romeo ikke hjælpe, men når de var to kunne han vel lige så godt få lidt hjælp.

 Phillippe vandrede forbi ham med et skulderklap, og med ét sivede al luften ud af Romeo som en punkteret ballon. Måden, hvorpå, snedkeren var kommet langsomt over mod ham, havde været så intens og dragende at præsten helt glemte at trække vejret. Tingene der var blevet sagt imellem dem, var blot i humoristisk henseende - så han kunne ikke lade være med at føle sig en smule flov, ved sin reaktion lige før. Især fordi han ikke burde blive så oprevet af Phillippe.
 For at få samling på sig selv, sukkede han lydløst og lod sin hånd glide om i nakken i par meditative sekunder, mens Phillippe var ovre i skabet igen. Det hjalp på den hurtige puls. 

 Stadig, med varme ører, gjorde Romeo anledning til at hjælpe Phillippe med at flytte skulpturen til siden, på den andens opfordring. 
 "Selvfølgelig." svarede han, og forsøgte at lyde upåvirket af hvad der lige var hændt. Med det samme var han derovre og tog fat om dem, for at være behjælpelig med at skubbe dem. Det gik hurtigere når de var to; alene, så den en anelse anstrengende ud at flytte. Men det har nok ikke været et stort problem for Phillippe, for han var nok vant til at flytte rundt på tunge ting; det afslørede musklerne på armene i hvert fald.

 Den drillende bemærkning fik Romeo til at knuge lidt om skulpturen i ren og skær forfjamskethed. Men denne gang forsøgte han at fatte sig inden han gik helt i spåner. Det var bare for sjov, det var Phillippe af alle mennesker som sagde det, og Romeo kunne klare dét, påmindede han sig selv. 
 Han tog en lille indånding gennem næsen, "Det må vi jo se på, til den tid." brummede han med et skævt smil. Han forsøgte selv at bruge den humoristiske tone, den var bare mere underspillet end Phillys. Selvom han nu forsøgte at lade alt, hvad Phillippe sagde, komme ind af det ene øre og ud af det andet, hang ordene stadig lidt i ham og påvirkede hans hjerte. Det summede helt i kroppen, men heldigvis hjalp den fysiske bevægelse med at glemme dette.

  "Skal den bare derover?" spurgte han dæmpet som de fik den skubbet hen på plads, og endelig kunne begynde at få værkstedet til at ligne en 'normal' stue hvor der kunne laves mad. 

 " Jamen det vil jeg se frem til, så. " svarede snedkeren mens de skubbede den til siden. Selvom den legende tone stadig var, dar der da også et eller andet oprigtigt over Phillippes ord. Romeo så jo godt ud, med og uden tøj på. Han slog blikket væk fra den anden, og rystede næsten utydeligt på hovedet over sig selv. Han havde Nicola - troede han nok. Han havde ingen undskylding overfor halvpanteren, hvis han var sammen med præsten. Det var på ingen måde sammen situations som med Enzel. 

 På ingen tid havde de flyttet skulpturen ind til siden, og gulvet var lidt mere frit. Snedkerens blik gled lidt over det beskidte gulv og overvejede kort om han virkelig gav feje alle træspånerne sammen, men nu havde han jo gæster, så det måtte han vel. Han nikkede lidt til Romeos spørgsmål mens han fandt kosten frem.
 " Det er bare så den ikke står i vejen for os. " Phillippe begyndte at feje træspånerne ind til siden, og nikkede kort over mod spisebordet.
 " Hvis du sætter bænken over langs væggen og stolene ned på gulvet, tænker jeg godt vi bare kan bruge bordet som det står der. " Bordet var vendt så det stod med den lange side op af væggen, men når de kun var de to, burde det være fint med plads til dem. Og det hele skulle jo alligevel flyttes tilbage når Phillippe skulle arbejde videre den næste dag. 

 Mens Phillippe førte kosten over gulvet betragtede han Romeo lidt. Præsten var.. Phillippe kunne ikke rigtig gennemskue ham. Han afviste Philippe igen og igen, men alligevel følte Phillippe at han bad om mere. Hvorfor ville han ellers spise middag med snedkeren? Phillippe gik lidt i stå med at feje, og stillede med med hænderne på toppen af kosten og hagen på hænderne.