Omgivelser | Socialt arrangement på Alryss' borg

Lavt i horisonten kastede solen de sidste af sine gyldne stråler ind gennem det højt hvælvede vinduesparti, så den fyldte balsal blev forvandlet til en kaskade af glimtende kjoler og glitrende brokade veste.
Tjenestefolk med sølvfade balancerende på hænderne bevægede sig rundt i et lydløst tilbud om fingermader og alkoholiske drikke, mens skjaldene sang danse indbydende sange om guder, heltegerninger og kærlighed.

Stående med et langstilket glas af den fortyndede vin stod Thalia, klædt til begivenheden i en Isenwald grøn kjole med guld detaljer. Blikket søgende efter Aleksander af Isenwald, høje velkendte skikkelse i blandt de dansende eller konverserende.
Skuffelsesstikket over manglen på broren dog hurtigtig erstattet af et imødekommende smil, ved genkendelsen af Viktor af Alryss, skønt de sjældent havde bevæget sig meget udover de obligatoriske formaliteter i ved tidligere møder.

 Det skulle nok blive en lang aften. Viktor havde håbet at familien var færdige med at holde fester for året, men der kunne tydeligvis blive presset én ekstra begivenhed ind. Det var ikke fordi at han ikke nød at se de lattermilde folk der dansede og boltrede sig i vinen, men.. idéen med ballet havde kun én funktion og bagtanke, skønt den var skjult, og det var at de unge søskende af Alryss, potentielt kunne finde sig en livspartner. Det var åbentlyst for grevesønnen, også selvom det aldrig var blevet sagt højt for dem.  

Unge Viktor var dog selvfølgelig klædt i ganske fint tøj, ikke overvældende prangende- men der var en hvis standard at opretholde. Hans hvide skjorteærmer var ikke foldet op til albuerne som han normalt ville, og denne gang havde han en livlig kravat om halsen. Den mørkebrune vest prydede dog stadig hans udseende oven på skjorten, og bukserne var i et matchende sæt med vesten. 

 Viktor var dog taknemmelig for, at med disse fester kunne han snakke med de venner og bekendte han ikke havde set længe, og i selvsamme sekund søgte hans blik efter en bestemt ung mand, med vildt hår. Dog var Marius af Isenwald ikke nogle steder at se. Desværre.

 For at skjule sin skuffelse, begyndte Viktor at hilse høfligt til gæsterne han trådte forbi, og fandt et langt glas med rødlig vin som han begyndte at sippe af imens han kørte end hånd gennem sit krøllede mørke hår.

 Den unge grevesøn følte sig altid en anelse malplaceret, hvilket var grunden til at han ofte blev til en nål i en høstak ved disse lejligheder - ganske svær at finde, svær at få øje på. Og han prøvede ihærdigt at se sit snit for hvornår han kunne trække sig uden at det blev opdaget.
 Ud af øjenkrogen fik han dog øje på én han genkendte, (tja, han kendte de fleste her), men det var Marius' grandkusine, og en ufattelig spørgelyst omkring grandfætrens tilstedeværelse, eller mangel på samme, bredte sig i ham. 

 "Jamen er det ikke Prinsesse Thalia af Isenwald." Lød det høfligt fra Viktor som han trådte hen til hende og lagde an til at løfte den unge dames hånd som en hilsen. Han bukkede sig og læberne mødte blidt hendes håndryg, før han slap den blidt og  sendte hende et muntert blik. Det hele var formaliteter. Det trak lidt i hans mundvige, som han betragtede fyrstedatteren. Hun var en smuk ung kvinde, det var tydeligt at se - men skønhed løb også i Isenwald familiens årer, havde han lade sig bemærke på flere af familiens medlemmer.

Det hørte sig ingen steder til for en ung kvinde at beglo på modsatte køn, og endnu mindre at blive taget i det på ferskgerning af den betragtede.
Thalia havde ikke som sådan dissideret været vedholden i blikket på grevesønnen, men hun havde heller ikke været nært så beskeden som det var forventet af hende. Han var trods alt ganske nydelig i sin transition fra ung dreng til en voksen ung mand. Fingrenes midlertidige forsvinden ind i de mørke krøller gjorde det bestemt ikke nemmere at løsrive blikket, før deres blikke mødtes og afstanden der havde været imellem dem svandt væsentligt.

"Viktor af Alryss." Hilste hun gentilt tilbage og nejede betimeligt. "Hvilken glæde at se Dem." Lød det ærligt, lettere rødmoset i kinderne som varmen fra hans læber satte sig i håndryggens tynde hud, inden hun kortvarigt lod det isblå blik glide forbi hans skikkelse i forventningen om et mere familiært ansigt ville tilslutte sig dem. Grandfætteren var dog ingen steder at finde. 
Jeg håber De nyder aften?" Spurgte hun derfor med en oprigtig interesse. 

Jo mere han stod og betragtede den unge prinsesse, jo flere ligheder bemærkede han mellem Thalia, og hendes grandfætter, også selvom de ikke var nært beslægtede. Eller også så Viktor bare det han ville se. Det tykke, bløde hår der var i samme mørkebrune glød som Marius af Isenwald. Thalia og Marius delte også den samme charmerende smilekurve, der strakte sig op til deres øjne og gav et glimt af deres indre lys, og skønt Thalias øjne var isnende blå var de lige så intense som Marius' grønne. Som så de lige ind i sjælen på en holdt man øjenkontakten for længe. Dette fik Viktor til at sænke sit blik forsigtigt ned til sit glas med den dybrøde alkohol. Nogen ville måske tro, at hans reaktion var udtryk for generthed, men det var ikke tilfældet.

"Prinsesse, jeg takker Dem ydmygt for Deres venlige bemærkning, og jeg er lige så glad for at se Dem." Viktor havde altid fået at vide, at man skulle tale til medlemmer af kongefamilierne med største respekt. Skønt talen var så formel og forfinet, udstrålede hans holdning og ansigtsudtryk alligevel en varme. Han mødte hendes blik igen med et ubekymret blik, og bemærkede varmen der var kommet frem i hendes kinder. Om det var ham, eller rummets temperatur der forvoldte dette, ville han helst ikke gisne om. 

Viktor nikkede til spørgsmålet, som sagde lige så meget som når man snakkede om vejret. Absolut intet - men det var mangel på bedre, og det var en opvarmning til yderligere snak. "Selvfølgelig." løj han halvt. Marius var tydeligvis forsinket, og øjnene fra hans forældre hvilede ham i ryggen som pile når de så ham konversere med det andet køn. 

"Og Dem? De har det vel ikke for varmt?" spurgte han empatisk, og hentydede til hendes røde kinder.