Det føltes som hundrede år siden, at hun havde været i Azurien, men alligevel var alt stadig som hun forlod det. Mindre end Dianthos var det bestemt, og menneskerne var ligeledes anderledes, de var ofte fiskere, hvilket var åbenlyst, når der ikke var andet end vand omkring dem. Dog måtte hun slå sig ned og holde lav profil i et par uger indtil problemerne i Dianthos gik væk. Da, kunne hun endelig forlade flodlandet og vende næsten tilbage til Krystallandet hovedstad.

Mens hun var her kunne hun i det mindste nyde sig selv, hvilket betød, at hun opsøgte byens kro. Det tog ikke længe at finde bygningen, og hun åbnede dørene med selvtilliden osende ud af hende. Måske blev nogle blik rettet mod hende, men hun var ligeglad. Hun skulle jo holde lav profil, og dermed kunne hun ikke lave sine småhapserier ved at forføre mænd, også selvom det var en nem metode at benytte sig af. I stedet satte hun sig op ved baren og bestilte noget mjød hos krofatter, den eneste person hun havde fået øjenkontakt med indtil videre.

Hun havde ikke regnet med, at den næste person hun ville lægge øjnene på, ville være Camilles mand? Kæreste? Tidligere elsker? Det var fem år siden, at hun havde forladt Azurien, så meget kunne have ændret sig siden. Alligevel havde hun aldrig glemt den forfærdelige kvinde, der gik under navnet Camille - den værre version af Camilla. Ligeledes havde hun ikke glemt den mand som hun altid havde på armen. Godt nok var han ældre nu og lignede bestemt ikke den “lykkelige” mand hun havde set sammen med Camille, hvis man altså kunne være lykkelig, når man gik hånd i hånd med djævlen. Ved blot at rette blikket mod ham fik Rory brygget sin plan. Hun var ligeglad om Camille og ham stadig var sammen, men hun vidste Camille ville hade tanken om, at hun havde haft fingrene i en hun engang havde set som sin.

Det var en aften som alle andre, og det var ikke nogen overraskelse, at Evander var endt på kroen. Alt var bedre end at være derhjemme og høre på Camilles evindelige brok. Sidst havde hun kæftet op om en kvinde fra deres ungdom, som hun åbenbart mente at have set i byen. Rory, hed hun vist. Evander kunne godt svagt huske hende, men hun var ikke en han havde lagt synderligt mærke til dengang. Det var lige efter han og Camille var blevet gift, så han havde ikke rigtig øjne for andre end hende dengang. Meget havde dog ændret sig siden da. Charmen var fundet frem igen overfor andre kvinder, og især dem, Camille brokkede sig over. Derfor var hans nysgerrighed også blevet vakt omkring denne Rory, og han havde en klar plan om at opsøge hende.
Dovent tog han en slurk af sin øl, og ændrede kortvarigt sit ellers kolde udtryk til et charmerende smil, som blev sendt i retning af den eneste kvinde i lokalet. Der var ingen grund til at spilde tiden, han kunne lige så godt charmere sig ind hvor han kunne. Sandsynligheden for, at Camille på et eller tidspunkt ville brokke sig over denne kvinde også, var alligevel ret stor.
Dog forsvandt hans blik fra hende igen, som døren til kroen gik op. En kvinde mere, hvor heldigt! Vent lige, lignede hun ikke…? Nu var det ganske vidst mange år siden han havde set Rory sidst, men hvis ikke det var hende var det i hvert fald en, der lignede. Endnu en gang forvandlede det kolde udtryk sig hurtigt til et langt mere charmerende, som han fulgte kvinden med øjnene. Han måtte finde ud af, om det vitterligt var Rory. I givet fald, ville hans plan være så meget nemmere at føre ud i livet. Skæbnen ville endda, at hun endte med at placere sig lige ved siden af ham, som hun lagde sin ordre hos krofaderen. Da hun lod blikket glide over på ham, smilede Evander venligt til hende. Der var ingen grund til at overspille charmen fra start.
”Undskyld, men har jeg ikke set dig før?” han var godt klar over, at nogle mænd brugte den sætning som en score-replik, men i denne situation var det oprigtigt nok.

Rory stod nu med valget om hun skulle afsløre sin identitet eller ej. Det undrede hende, at manden, hvis navn hun ikke kunne huske, kunne genkende hende. Der var sket meget på de fem år hun havde været væk. For det første var hendes hår blevet kortere og var nu i en pagefrisure. Folk sagde hun var blevet smukkere, men Rory mente det ikke handlede om skønhed, det handlede om attitude, men måske havde de fat i noget, da hun havde fået de kvindelige former hun manglede, da hun tog afsted. Det var dog ikke Rorys udseende, der havde ændret sig mest, det var hendes personlighed. Hun var blevet meget mere snu, men selvom hun var blevet mere udspekuleret, ulmede hendes had for Camille stadig.

Blikket blev vendt mod manden ved hendes side, hvorefter hun svarede: “Hm, hvis jeg mødte en mand som dig, ville jeg sikkert kunne huske dig.” Et lille smil blev placeret på hendes læber mens hun svarede. Det endte med, at hun ikke ville stå ved sin identitet for hvis det virkelig var Camilles mand, ville han nødigt have en affære med en kvinde hans kone foragtede. De mænd, der søgte kvinder udenfor ægteskabet ønskede ofte, at det skulle være så problem- og risikofrit som muligt. Derfor ville Rory skyde sig selv i foden, hvis hun allerede afslørede nu, at hun var et problem. Nej, han skulle vide hvem hun var efter. På den måde kunne hun lettere lokke ham med sig, og på den måde kunne hun stjæle, hvad der engang var Camilles. Rory ville elske at se hendes ansigtsudtryk, når hun fortalte hvem hun havde ligget med.

Ganske vidst afviste hun hans antagelse, men lyden af hendes stemme gjorde kun Evander endnu mere sikker på, at det her var Rory. Hun så ikke helt ud som dengang, hun havde ændret sig en del, men de var også alle blevet ældre. Selv Camille så anderledes ud nu, end da han mødte hende første gang.
Nuvel, hvis Rory ville lege den leg, så ville han ikke stå i vejen for det. Hun havde vel sine grunde. Hendes kommentar om ham lød som et kompliment, og han labbede det villigt i sig. Al smiger var velkommen, det betød som regel, at kvinden fandt han interessant.
”Nej, du har ret, jeg kan godt se det nu. En så smuk kvinde som du, ville jeg uden tvivl kunne genkende hvor som helst.” ordene blev ledsaget af et blink med det ene øje, nu skulle de tungere skyts i brug. ”Men tillad mig i det tilfælde at være nysgerrig, hvad laver du her i byen?” Evander rettede sig lidt op igen, så han sad ordentligt. Nu havde han hendes opmærksomhed, så behøvede han ikke være slænget halvt ind over baren længere. Om hun så ville komme nærmere eller ej, måtte være op til hende selv.

Rory kunne ikke andet end at finde hans kommentar morsom, idet de faktisk kendte hinanden. De havde aldrig været tætte, og havde måske kun mødt hinanden en eller to gange, men hendes ansigt var et glemt minde i hans hukommelse. Morskaben hun følte skinnede igennem ved hendes fnis og smil, men fra hans side ville det nok blive taget som om, at hun var blevet smigret. Ord ramte ikke Rory længere som de havde gjort som ung. Endnu en ting der havde ændret sig siden sidst han havde set hende. “Arh, du smigrer mig helt,” svarede hun med en kælen stemme og i en næsten naturlig bevægelse fik hun rykket sig hen til stolen, der separerede dem før, sådan de nu sad helt ved siden af hinanden.

“Det var på tide at komme ud og opleve verden. Jeg er ikke typen, der bliver det samme sted alt for længe,” svarede hun halværligt til hans spørgsmål. Han behøvede ikke ligefrem at vide, at hun blev jagtet ud af Dianthos på grund af sine kriminelle handlinger, eller at hun havde valgt at komme tilbage til Azurien, fordi hun havde tråde at redde ud. Generelt var der ingen, der helt vidste, hvad Rory gik rundt og spekulerede over. Et aktivt valg hun havde taget for mange år siden. Dog valgte hun altid at holde sig så tæt på sandheden, når hun kunne, men det var mest fordi det var svært at holde styr på alle løgnene. “Og hvilket bedre sted at starte end Azurien. Er du selv rejsende?” Spurgte hun selvom hun udemærket kendte svaret i forvejen.

Umiddelbart virkede det som om kvinden blev smigret af hans kommentar, og Evander kunne ikke helt undgå at smile lidt for sig selv. Hans charme virkede endnu en gang præcis, som den skulle. Hendes ord bekræftede da også at det var tilfældet, og det faktum at hun rykkede sig tættere på understregede det blot endnu mere tydeligt. Interesseret lyttede han, som hun besvarede hans spørgsmål. Så hun var omrejsende, interessant. Og ganske belejligt for ham, for så var der større mulighed for, at Camille ikke bare uden videre rendte ind i hende. Ikke at Evander som sådan gad bruge energi på at skjule, hvad han rendte og lavede med de her kvinder, men det passede ham nu også ganske fint at hun ikke ligefrem holdt til i samme by som dem, sådan permanent. Der var i forvejen rigeligt med kvinder i Azurien, som Camille ikke brød sig om.
 
Blidt rystede han på hovedet af hendes spørgsmål. ”Nej, det kan jeg ikke ligefrem prale af. Jeg holder mest til her i området, eller på havet for at fiske.” med en vant bevægelse løftede han kruset op og drak en slurk af det kølige øl, inden han igen vendte sin opmærksomhed mod hende. ”Tillad mig at være nysgerrig, hvad laver du så, når du rejser sådan rundt? Jeg mener, noget skal der jo til for at kunne skaffe mad og et værelse at sove i.”

Det var en skam at et attraktivt mandfolk som ham skulle spilde resten af sine dage med en heks. Utroligt at hans hår ikke allerede var blevet gråt eller havde mistet alt livslysten, hvis han skulle lytte til hendes evige jammer. Rory ville sågar kalde det for selvpleje at hoppe ud fra en bro eller forfalske sin død, hvis det betød man kunne undslippe dæmonkvindens greb. Stakkels mand, hvad skulle der dog blive af ham? Heldigvis var det ikke Rorys problem. Hun kunne blot fryde sig over, at han ikke lignede en helt i hegnet, hvis hun skulle gennemføre sin plan.

“Så må det jo betyde, at du kender alle de gode steder her. Jeg ville elske at have en til at vise mig rundt,” svarede hun begejstret mens hans læber omsluttede sig kanten af kruset. Selv valgte hun at efterligne hans bevægelse, hvor hun tog et lille sip af sin egen. Fuld måtte hun næppe blive, men hvis han troede hun var beruset, ville han nok se hende som et nemmere offer som skørtejæger. Ja, for hvem brugte aften her, hvis man havde en yndig kone siddende derhjemme?

Det næste spørgsmål, som forlod hans læber som en anelse bag på hende. Hun kunne jo ikke ligefrem sige, at hun brugte sine dage på at forføre rige mænd, bryde ind i huse eller lave simpelt lommetyveri. Et hurtigt svar forlod hendes læber. “Årh det har du ret i. Jeg er ret priviligeret, når det angår mine rejser. Min familie ejer en båd, hvor de ofte fragter varer frem og tilbage. Nogle gange sætter de mig af ved en destination, og henter mig når det næste skib kommer ind,” forklarede hun. Sandheden kunne næppe komme på tale. Rory havde ikke nogen nævneværdig familie, og måden hvorpå hun var kommet herhen var at snige sig med ombord på en fragtbåd. Hvordan hun havde formået det, måtte Guderne give svar på.