Hovedet og kroppen var bestemt ikke frisk, ikke indvendig i hvert fald. Den værste stank af sprut og røg, var blevet fjernet. Tøjet var selvfølgelig blevet skiftet, han var blevet vasket og havde sovet i nogle få timer. Solen var gået ned da han gik i seng og var stadigvæk ikke stået op, da han stog ud af sengen. 
Den kolde morgen luft og blandinge af duften af hav, havde uden tvivl hjulpet ham med at komme oven på de tømmermænd som han havde efter gårs dagens kro tur, hvor han havde taget livet af den ene øl efter den anden.

Dick havde overladt oppakningen af skibet til Charles, mens han selv holdt de samtaler, som Charles åbenbart havde sat op i løbet af natten. De unge gutter var uden tvivl gået forbi Charles, eftersom at han havde sagt at han ville kigge efter åbne job til dem. Det var ikke første gang at Charles havde stået for lasten og slet ikke den sidste, hverken på dette eller nogle af de andre skibe han sejlede med.
"Nu hvor Edmund har valgt ikke at møde op, må vi arbejde hurtigere. Vi skal have lasten ombord, inden den næste halve time" Kommanderede han med besætningen, som af en eller anden grund var en mand mindre i dag, hvilket gjorde at han selv måtte tage fat.

Han begribede ikke at folk ikke mødte op til de aftalte tider, han hadede det inderligt. Det gjorde ham så rasende inden i. Han ville ikke lade sit temperament gå ud over de andre, så han lod det ikke vise.
Charles måtte blot tage fat i kasserne og få dem læsset ombord på skibet, og få på dem på plads i lasten sammen med de andre. Egentligt havde de ikke så travlt, som han havde gjort det til, han ville bare gerne have tingene gjort. Hurtigt. 

 Juvelen, Det var navnet på den havn som tilhørte Dianthos. Og det var herfra Viktor ville sætte sejl og tage afsted på nok hans livs største eventyr. Dannelsesrejsen var kærkommen, og det gav den unge grevesøn tid til at sprede sine vinger og få sig en masse nye oplevelser i bagagen inden han skulle tænke på at gifte sig. Giftermålet kom snigende som en halsbetændelse, og Viktor var ikke klar. Ikke mindst grundet hans alder, syntes han, men også.. fordi han havde en særlig interesse for det samme køn. Ja, faktisk var han til mænd, og derfor var dannelsesrejsen den perfekte undskyldning til at slippe væk fra gribbenes blik og klør som var hans familie. De havde visse forventninger til ham, som adelige familier nu engang havde til deres børn. Men nu havde han da et helt år til sig selv - til adspredelse.

 Viktor hankede op i stroppen af sin skuldertaske, og så med store nysgerrige øjne rundt i havnen. Et par måger skreg over ham, og han kunne dufte havets noter i næsen. De mørke krøller i håret blev leget lidt med af den blide vind der kom fra havet og ramte havnen. Det føltes næsten som et helt nyt liv for ham, og han var knapt nok startet. Smilet lå håbefuldt om hans læber, og med selvsikre skridt gik han ned af havnen. Hans brune læderstøvler knasede i gruset under ham, og blikket søgte opmærksomt rundt på de folk der allerede var oppe, og nok havde været vågne langt tidligere. Viktor selv kunne mærke at han heller ikke havde sovet meget på turen herhen, men spændingen fik ham til at glemme udmattelsen. Det sitrede helt i kroppen for at komme ud på havet og opleve verden.. nu skulle han bare til den svære opgave; at finde nogen som gad at tage ham med. 

 Ikke langt fra hvor han stod, opdagede han nogle arbejdende folk som var ved at laste et skib. Et par af skibsfolkene var allerede smuttet op på skibet - så derfor nærmede han sig manden som stod tilbage på landjorden. 
 "Uhm, Halløj?" Han dukkede op bag ved manden, og lænede sig til siden så han bedre kunne få øje på Viktor, og så Viktor kunne få øjenkontakt med manden. Han havde røde øjne, og det lignede at søvnen ikke havde været god ved ham den nat - derudover bemærkede han overskægget som prydede mandens ansigt. 
"Godmorgen, min gode herre." lød det høfligt fra Viktor, som fik stillet sig mere i front til den anden. Han smilede fornøjet op til ham og rømmede sig lidt. "Jeg ville høre om De eventuelt havde plads til én mere på Deres smukke skib?" Hans blik flakkede håbefuldt og undersøgende på den ældre herres ansigt. Hvis han nu smurte lidt tykt på kunne det jo være at han fik sin vilje. 

 Viktor stod og så forventningsfuldt på den anden og havde fat i stroppen af sin taske med den ene hånd. Han var klædt i en hvid nålestribet skjorte, hvor ærmerne var opsmurte til albuerne. Udenpå skjorten havde han en lysebrun vest i uld - og bukserne var af hør, i en lidt mørkere farvet brun end vesten. Hans anden hånd klemte lidt om lærredet som han havde under armen.  

Charles havde samlet et par kasser op, for at samle de resterende, så de var nemme at få ombord, i stedet for at de stod spredt ud over kajen. Han hørte i første omgang ikke den unge knægt, som var kommet op til ham, som han havde samlet en kasse op, for at bære den hen til de andre, lige nu fokuserede han blot for at få lasten ombord. 
Han var allerede i et småt irriteret humør, efter det skænderi som Dick og ham havde haft den samme nat, og at Dick havde ment at Charles ikke kunne fuldføre et godt stykke arbejde, havde været irriterende, for sjældent havde han hørt noget så dumt.
Det var først ved hans Godmorgen at han satte kasserne ned og så på fyren. Han var ikke en han genkendte, han så for fin ud i tøjet til at han kunne arbejde på havnen, det var der ingen tvivl om.

"Om vi har plads?" Han satte kasserne fra sig og lod blikket glide over på den unge knægt. Han lignede en der tilhørte adlen, ikke en der arbejdede på et skib eller havnen, "Det er ikke noget underholdnings skib det her, det er en arbejdsplads. Vi transportere ikke personer" Svarede han brummende, som han lod blikket hvile på ham, inden han gik uden om ham. 
Han samlede to af kasserne op igen og gik hen til gangbroen og overrakte dem til en anden, så han kunne forsætte op på skibet og få dem på plads i lasten. Det virkede ikke til at han havde forstået beskeden, eftersom at han blev stående. 
Han lignede ikke en person som havde arbejdet hårdt i hans liv, det var egentligt fair nok, men så var et skib ikke et sted for ham.

 Viktor nikkede ihærdigt da den anden gentog ham, og håbede at manden foran ham havde taget hans forespørgsmål som en overvejelse, der ville ændre sig til at ja; men svaret var et andet han fik. Ikke et underholdningsskib, Hans læber trak sig en smule sammen ind i hinanden, inden han spidsede dem lidt. Det havde han så sandelig ikke regnet med. Hans mørke udtryksfulde bryn løftede sig lidt da den arbejdsomme mand trådte forbi for at arbejde videre. Så en blank afvisning. Men til Viktors held var han meget stædig indtil han fik sin vilje. 

 Den unge grevesøn stod og samlede tankerne imens han så fra skibet til manden der havde afvist ham. Med skosnuden, skrabede han lidt grus rundt på jorden overvejende, inden han så samlede sig i et høfligt, diplomatisk smil. 
 "Jamen hvor er mine manerer," rømmede han lidt til sig selv, men højt nok til at blive hørt, og forsatte, inden han tog et par skridt efter den anden. Han prøvede ivrigt at fange den andens opmærksomhed.
"Beklager, min uhøflighed, Hr..?" Han hævede et øjenbryn og så undersøgende op på ham for at se om han ville præsentere sig inden Viktor selv gjorde - lidt efter slap han sin strop og rakte hånden frem, "Jeg hedder Viktor Florentine af Alryss." Det unge selvsikre smil spillede på hans læber, men han var aldrig arrogant; dét opnåede man ikke noget med. "Og selvfølgelig - Jeg kan se hvor hårdt at De og Deres mænd arbejder - Jeg ville aldrig tro at dette var et underholdningsskib." tilføjede han som en smigrende bemærkning, og sendte ham et seriøst blik, så den anden vidste at han ikke lavede sjov.  

 Han tog en lille indånding gennem næsen, "Det er bare et forslag til Dem - Jeg siger ikke hvad De skal gøre..men," begyndte han og sendte ham et oprigtigt blik i det lasten blev delt rundt og taget op på skibet igen. "Jeg synes at jeg overhørte noget om at I manglede én mand?" Smilet trak lidt i hans mundvige, og han så forventningsfuldt til manden med overskægget. Hvis den anden mand kiggede væk, eller gik rundt om ham, blev Viktor ved med at sværme venligt om ham som en flue der forsøgte at få øjenkontakt konstant. "Jeg vil meget gerne være den mand." foreslog han prøvende, og hævede øjenbrynene med et lukket smil.

Der var et eller andet over den unge fyr, som nu stod foran Charles. Det virkede ikke til at han tog den afvisning som han havde givet ham til sig, med mindre at han ikke vidste hvor han nu skulle gå hen. Denne unge fyr virkede ikke som en person, som havde det der skulle til for at arbejde for Dick og Charles, eller på et skib generelt. 
Charles var ikke en person som normalt afviste personer på grund af deres udseende, men han vidste også godt hvilke personer som de kunne bruge og hvilke som ikke passede på skibet, det var også grunden til at det var Charles som stod for håndtering af mandskabet, og hverve disse. 

Han kiggede over på fyren som han stod der, og ikke virkede til at han ville rokke sig ud af flækken, før han havde prøvet igen. Han kom tilbage fra at have overleveret et par kasser til en anden, som kunne sætte disse på plads, inden han kom tilbage. "Du kan blot kalde mig Pearson" Svarede han roligt og samlede to nye kasser op, og skulle til at forsætte sit arbjede. Han lyttede til Viktor, og hans antagelser om Viktor viste sig at være rigtige, med den accent og den formulering var han ud af en dannet familie, det fortalte hans navn også, "Prøv og hør Viktor.. Du er sikkert en fin fyr, som gerne vil prøve lidt af, men den slags har vi ikke plads til her" Han kunne ikke give ham hånden, fordi at han stod med kasserne, men han havde nok heller ikke gjort det alligevel og der var heller ingen grund til ikke at være ærlig og kontant i sine ord, han skulle ikke pakke det ind. 

Selvfølgelig havde han overhørt at de nu manglede en mand, men den kunne ikke blot besættelse af en hver som passerede deres skib. Han satte kasserne ned igen, for de blev tunge at stå med, "Viktor, må jeg spørge om noget? Har du arbejdet på et skib eller arbjedet i det hele taget?" 

 "Hr. Pearson," Lød det imødekommende fra ham, som han gentog navnet, men skulle gøre det til noget høfligt. De brune øjne der betragtede manden foran sig var undersøgende, og ledte efter et snert af noget sympati, eller en svaghed der kunne få ham til at sige ja til den anden. Det var først da Pearson drejede hovedet, at Viktor ikke længere så ham ind i de trætte øjne. Brune, var de vidst. Han tog hånden nonchalant til sig da manden ikke tog imod den, men istedet begyndte at samle flere kasser op der skulle lastes. Viktor greb om sin taske strop igen med fingrene, uden at det bevidste smil falmede. 

 Det var først da Pearson forsøgte at sætte Viktor på plads med at spise ham af med endnu en afvisning, at han skiftevis stod og placerede vægten på sine fødder. Overvejende. Han svarede ikke noget til det, men stod blot og gned sine læber sammen imens han kiggede ned på sine støvlesnuder og vurderede Pearsons ord. Hvad regnede han med at Viktor ville bruge sejlturen til? Det var måske også lidt af et sats fra greve sønnen, at troppe op forventningsfuld, og regne med at han bare kunne sejle med hvad som helst, og hvem som helst hvis bare han spurgte pænt. 

 Men nu havde han altså sat sig for at det skulle være det her skib han ville med. Blikket gled rundt imens han strammede kæben tænksomt, og så rundt i havnen for en ledetråd. Det var jo heller ikke fordi han havde mange valgmuligheder lige nu - Der var forskellige både i havnen som han så rundt, men ingen af den størrelse, som han lige nu stod og fedtede sig ind på. Han skulle med Pearsons skib. De mørke, udtryksfulde bryn hævede sig afventende, og blikket mødte Pearson da han stillede ham et spørgsmål og satte kasserne fra sig. 

 "Hm? Ja da, Hr." lød det høfligt fra ham. "Spørg endelig." 
 Det forventningsfulde smil blev klistret på hans læber endnu engang; munden var lukket, så læberne blev presset en smule sammen mens han stod og sendte Pearson et blik der spillede på at han måske var ved at få sin vilje. De osede i hvert fald af selvtillid, men da manden med overskægget spurgte angående Viktors erfaring med skibe, kunne han mærke mundvigen falde ud af sin muntre facon - men det var blot ganske kort, inden han hurtigt tvang sig til at smile som hvis det ikke var af betydning. 
 "Jeg er meget lærenem, Hr. Pearson." afledte han ham med istedet, og øjnene gnitrede oprigtigt. Han kunne ikke prale af at han havde prøvet nogen af disse, men pligtopfyldende dét kunne man i hvert fald kalde ham.  

 Han vidste ærligt ikke helt hvad der var med denne unge fyr som stod ved hans side, han virkede ikke til at tage et nej for et nej, så den ihærdighed måtte han da give ham. Men det var virkelig ikke bare sådan at gå op til et skib, og spørge om man måtte sejle med. De folk som Charles hvervede var sømænd, folk med en erfaring eller hvert fald som havde et ry fra havnen om det de kunne få noget for hånden, Viktor her, kendte han ikke. 
Charles var træt efter aftenen igår og havde endnu ikke sovet ret meget, så hans tålmodighed var kort og han magtede ikke at stå med denne unge fyr, som ikke forstod den afvisning som han fik.

Der stod stadigvæk mange kasser omkring ham, hvilket betød at jo mere han stod stille og snakkede med Viktor, jo mere kom de bagud og det ville han nødig byde Dick, når han kom tilbage til skibet efter hans samtaler. I det mindste var de andre besætningsmedlemmer stadigvæk i gang med at hive kasserne ombord.
Han så ingen grund til at hilse høfligt på Viktor, selvom han nok havde gjort det ved alle andre, men han regnede ikke med at han skulle se ham igen, så hvorfor så gøre det? Lige nu var han et irriterende moment, som holdt ham fra hans arbjede. 

Han var meget lærenem? Det var bare ikke nok. Den unge mands smil var som påklistret på hans læber, han tog virkelig ikke denne afvisning til sig. Han var ihærdig, også selvom Charles virkelig ikke havde vist sig fra sin bedste side af. Men han kunne også være værre. "Jeg tvivler ikke på at du er lærenem, Viktor.. Men jeg tror ikke at du er den rigtige til skibet her" Svarede han ærligt. "Jeg beklager, knægt. Men vi har meget at se til her. Jeg bliver nød til at få lastet det sidste" Han kunne ikke stå og blive ved med at tale med ham.

 Nå, så dét virkede tilsyneladende ikke. Skuffende. Viktors smil falmede langsomt, som afvisningen kom for tredje gang - og nu stod han blot og nikkede overvejende til den andens ord. Brynene ændrede sig til en tydelig tænksom mine, en anelse forvirret over at manden foran ham ikke havde overgivet sig og ladet grevesønnen få sin vilje endnu. Uacceptabelt, og Viktor ville ikke godtage afvisningen; nu var han nået så langt. Han ville ikke lade denne change forbi gå ham. Den unge mand så frem for sig, og lod sin tunge prikke lidt til indersiden af sin kind imens han overvejede sit næste træk. 

 "Okay." Kom det fra Viktor, med en kort udånding, smånikkende, imens han ulmede. Det kunne muligvis forstås som at han havde accepteret Pearsons afvisning, men der var en undertone af beslutsomhed i grevesønnens ord. 

 Med ét smed han skuldertasken fra sig, og placerede lærredet han havde under armen op ad denne. Overskægget (Viktors nye kaldenavn til Pearson) skulle ikke stå og fortælle ham, at han ikke passede ind. Det skulle han nok få modbevist.

  Skødesløst gik Viktor hen til lasten der manglede at komme på skibet, og gned hænderne sammen for at gøre sig klar til at bære. Et listigt, udfordrende blik blev sendt i Pearsons retning. Udfordringen er accepteret, tænkte han afgjort. Viktor gik lidt i knæ for at få et ordentlig tag på kassen, og med et tilbageholdt, anstrengt fnys, fik han løftet den op i sine arme. Grevesønnen missede kort med øjnene da det gik op for ham hvor tung den egentlig var, men det lod ham ikke slå ud. Han skulle bare lige få balancen igen. 

 "Hvor skal den hen, Hr. Pearson?"  Spurgte han den anden nonchalant, men et lille triumferende smil, begyndte at snige sig frem om hans læber.  

Charles regnede med at det var det. At Viktor nu ville acceptere den afvisning som Charles havde givet ham og at han selv kunne komme videre med arbejdet, så de kunne få lastet det skib og komme afsted. Denne gang var der, endnu, intet forkert ombord på deres skib, så det var hæderlige kasser som skulle placeres og finde deres plads i lasten. 
Ved landgangsbroen stod en ung fyr, som krydsede kasser og inventar af, så de havde en inventarliste til den havn de ville komme til. 

Han vendte ryggen til Viktor og gik hen til fyren ved gangbroen, blot for at få en opdatering på hvor langt de var med lasten. Der stod stadigvæk kasser på kajen, men de var uden tvivl snart ved at være færdig og dermed kunne de komme videre på deres rejse og deres job. 
Der blev vendt et par ord mellem dem, som de andre medlemmer af båden blev ved med at bære kasser ombord på skibet. 
Han kiggede over på den unge fyr, da han hørte noget ramme jorden. Han havde smidt sin taske og lagt sit lærrede fra sig, Hvorfor? Charles kiggede ned i papirne endnu engang og tog sig et overblik over listen. 

Han kiggede op fra hans papirer endnu engang, som Viktor nu stod foran ham, med en kasse i hænderne som det virkede til at han næsten ikke engang kunne bærer. "Du er sgu da utrolig" Svarede han blot. Han kunne lide hans ihærdighed og hans stædighed, hans styrke skulle de nok arbjede med. "Op ad gangbroen og så følg de andre" Han ville ikke vise ham vej, nu ville han være en del af dette her og så måtte han bevise at han kunne, uden hjælp. De andre skulle nok hjælpe ham. Måske ville dette give ham den indsigt i at dette ikke var noget for ham. 
Charles gik hen og samlede hans taske og lærredet op, gik op ad broen og lagde hans ting på dækket.

 Den unge grevesøn kunne se et skift i udtrykket på manden med overskægget som han stod og så på ham - blev han mon imponeret? Ifølge Viktors verden virkede Pearson temmelig imponeret over ham. Perfekt. Dét var præcis dette han ville opnå. 

 "Huihj." Lød det, blot, luftigt fra ham af anstrengelse som han afventende stod og så på Pearson beslutte sig. Viktor bed sig let i underlæben, og smilede kækt op til ham, imens musklerne i armene strammede sig op og dirrede en smule grundet vægten. Men han var stædig, og slap ikke kassen på noget tidspunkt. Viktor trak vejret en anelse anstrengt, men forsøgte ikke at lade det vise på sig. Han kunne godt klare det her. Det var han netop igang med at bevise overfor den anden. 

 Det gav pote. Glæden, og triumfen bredte sig hen over den unge grevesøns ansigt da Overskægget fortalte ham hvor lasten skulle hen. Med en lille, halv besværet, bevægelse hankede Viktor op i kassen og fandt sit fodfæste igen.
  "Så gerne, Hr." Lød det høfligt, mens det trak i Viktors ene mundvig, og han smilede skævt. 

 Ihærdigt, for at vise sit værd, begyndte han at gå mod gangbroen. Det var heldigt at han ikke skulle gå så langt, og hurtigt fik han orienteret sig som han ankom på skibet, og fulgte trop med de andre arbejdende. Han fik stillet kassen til resten af den last som skulle med. Et forpustet lille suk, slap Viktors læber, inden han drejede om på hælen for at hente mere- men han fik hurtigt styr på sin vejrtrækning, og travede i retningen af gangbroen igen. 

 Som han småløb ud af skibet, med en påtaget drenget energi, krydsede han Pearson på vejen. Viktor sendte bare et smil hans vej, som hvis intet af dette var til besvær for ham. Men det var hårdt, og det var sikkert også hårdt at bære resten af kasserne op, men Viktors gåpåmod kunne ikke slås ud af kurs lige nu. 

 Ud af øjenkrogen bemærkede Viktor dog, at manden havde hans ting i armene, og tog dem med på skibet. Et skjult smil malede grevesønnens læber. Alt var stadig ikke sat i sten endnu, men han var 98% sikker på at han havde vundet og skulle sejle med dette skib. 

Ivrigheden var til at få øje på hos den unge Viktor, det var gået op for Charles. At han blot havde taget fat i kasserne og trodset Charles ord, skulle han have cadou for, hvis han altså kunne klare det. Charles nikkede blot til Viktor som han tog fat om kasserne, og lyttede til hvor de skulle hen. 
Styrken var ikke stor hos Viktor, det var tydeligt at han kæmpede for ikke at lade det påvirke sig, uanset hvor meget hans arme ville syre til. Det gav selvfølgelig et plus i Charles bog, men det var slet ikke overstået endnu. 

Charles fulgte Viktor med øjnene, som han med besvær bar den første kasse op på skibet. De prustende lyde fra den unge fyr, fik ham til at smile. Det var godt at se hans ihærdighed for at vise sit værd, og det hjalp bestemt også at han bed smerterne i sig. 
De andre viste ham hvor kasserne skulle stå, hvilket han også havde forventet at de ville.
Blikket fulgte ham igen som han kom tilbage for at tage flere kasser, og i mellem tiden var hans ejendele blevet flyttet op på dækket.

"Viktor, du tager de sidste to kasser og så gør vi ellers klar til at lette anker" Ingen grund til at forskelsbehandle Viktor, hvis han gerne ville vise sit værd. Så måtte han også vise det. Ivrigheden i hans løb tilbage til molen, havde vist Charles at han gerne ville. 
Dick ville uden tvivl snart komme tilbage, og så ville det passe fint hvis de var klar til at tage afsted. Charles var spændt på om Dick havde ansat de to fyrer eller sendt dem væk.

Charles fulgte Viktor som han forsatte med at bære kasser ind på skibet og han selv gik op ad gangbroen og op på dækket, for at gøre klar til afrejse. Han kiggede over mod Dick som han kom op på skibet. "Edmund er ikke mødt op hertil morgen, så vi var en mand mindre. Men jeg fat i en anden ung fyr, Viktor, som jeg havde talt med igår" Ikke at det stemte helt over ens med sandheden, men det var gav mest mening.

Rent professionelt havde han talt med de to unge herre hver for sig, gennemgået deres papir såvel erfaring fra tidligere arbejdspladser. Den ene havde faktisk vist sit at være lovende, men de var fuldt mandskab, hvorfor han havde måtte beklage til den herre, men at de ville beholde hans papir til en gang i fremtiden. Den anden der i mod, han havde absolut ingen erfaring fra andet end sejltur i nordlandet hvor han havde mistet sin fangst ved at falde overbord, skønt han havde fysikken, var der ikke nok hjernekapacitet til at ville give ham ansvaret for end at holde øje med en spandvand. Han var blevet afvist og fortalt, at han aldrig havde en jordisk chance for at overleve på et skib eller være til gavn. Nej, han ville faktisk være skyld i andres undergang. 

Ellers var morgen gået fint for sig. Forventet at kajen var blevet tømt for lasten der skulle have med, kom han som der stod en kasse og blomstede. Det tog ikke så tungt på humøret - og set bort fra at han ikke engang ænsede den spinkel unge mand som skulle kæmpe med dem. 

Ned i knæ, løft med benene og op og stå, han havde den i sit greb som det var intet andet end stor pude. Et dunk lød ligeså som han lod den blive sat. Men som han fik sat det, hørt han Charles ord. "Vi afskeder ham, det er tredje gang," men han fangede måske ikke helt det andet, for han havde behov for at danne sig et overblik. "Den ene af de unge fyre du havde henvist viste sig at være en god afløser for Edm..." han så mod Charles med et sammenklemt og skeptisk blik "Du har hvad?" - havde Charles virkelig ingen hukommelse fra natten forinde? Men der var noget som ikke hang sammen, for det modsagde samtidig hvad han havde sagt om natten. 

"Kun for denne fragt, luk for gangboren og få sat kursen med sejlvagten," så meget for en fredelig morgen. Irriteret lod han sig forsvinde ind i sin kahyt hvor kortet og aftalerne for fragten lå. Kontoret så at sige. Igen uden at ænse Viktor. Charles havde lagt en tung og provokerende sky over hovedet på Dick - igen. 

 "Ay, Ay Kaptajn." Eller hvad man nu sagde som sømand, lød det mere muntert fra ham som Pearson satte ham til at bære de sidste to kasser. Det lille håb spirede endnu mere i den unge grevesøn - der var ikke nogen modvillighed at høre fra manden længere, så det betød vel at han havde accepteret Viktors som en del af besætningen på skibet, ikke?

 Med et lille prust fik han fat i den anden sidste kasse. Han havde allerede vurderet for længe siden at det ville være umuligt for ham at tage begge på én gang, når han nu havde haft sådan et besvær med bare den ene. Dog var han begyndt at få en lille teknik i kroppen med at bære, og han kunne derfor bevæge sig en smule mere smidigt afsted denne gang. 

 Nu priste han sig lykkelig for at han ikke havde haft sin uldjakke på, for bare med skjorte og vest, begyndte han allerede at blive varm, og svede en anelse. Han var blevet fugtig om panden, og det krøllede pandehår, klistrede sig en smule fast dertil. Det måtte han få ordnet senere; hænderne var travlt optaget med at bære. Men han blev overhalet på gangbroen af en langt højere, og bredere mand end Pearson, som også bar på en kasse. Viktor skævede forbi kassen han havde i armene, og så forundret efter ham. Han forsøgte at skæve tilbage mod kajen for at se om det var den sidste kasse Viktor skulle have taget. Grevesønnen måtte dog dreje hovedet igen, for at opretholde sin balance. 
 
 Den sidste kasse blev placeret hvor de skulle, og til Viktors overraskelse, var alle kasser blevet lastet og klar. "Phew." lød det udmattet fra ham, imens han stod lidt for sig selv og rodede op i sit krøllede hår, samt tørrede panden med armen. Vinden var en smule vildere på skibet end på kajen - hvilket var kærkomment til at køle ham ned. Manden, som han vidst havde set passere ham forinden, gik imod Pearson og ham selv. Da Overskægget præsenterede Viktor, trådte han frem med selvsikre skridt og smilede høfligt til den rødhårede, muskuløse, mand. 

 Som Viktor var så vant til at gøre, rakte han hånden frem for at præsentere sig selv gallant til den anden, men hånden hang bare lidt udueligt i luften, som den lettere gnavne mand ignorerede ham. 

 Kun for denne fragt? tænkte Viktor forvirret, og skævede op til Pearson for at bekræfte om det der lige var blevet sagt var rigtigt. Han tog hånden til sig igen, da den alligevel ikke blev brugt, og gned hånden lidt i sin vest imens han rynkede panden, og spidsede læberne en smule - men han ventede med at sige noget.. til Pearson måske ville fortælle ham hvad der lige skete. 

Dick havde ingen af de to med tilbage, egentligt var de også fuldtalligt, så hvorfor så invistere i endnu et besætningsmedlem som der ikke var plads til på deres skib. Dick vidste tilgengæld ikke at Edmund var blevet væk for gud hvilken gang, og det var ved at blive trættende at stå model for. Charles hadede det inderligt. 
Han havde stået i en situation hvor han havde haft brug for flere hænder, for at få dette til at fungere, og de ville få brug for den ekstra mand på deres rejse. Uden tvivl. 
Godt nok var Viktor ikke den mest fysiske stærke person, og en af de to som Dick havde snakket med havde sikkert været bedre, men Viktor måtte bare hanke op i sig selv og vise sit værd, det var han allerede i gang med.

"Jeg var en mand nede. Vi har brug for al den hjælp vi kan for at have en fuldtallig besætning" Svarede han blot Dick. Han vidste godt at det burde være blevet vendt med Dick, men det havde der ikke været tid til. De havde allerede spildt mere tid en rigeligt, "Jeg vidste ikke om de bragte end af de andre to med tilbage, så derfor tog jeg en beslutning om at hyre, Viktor her.. Viktor?!" Han skulle ikke kalde flere gange, hvilket kun var godt, ellers kunne han næsten fortryde denne handling. "Det her er Viktor" Præsenterede han, og så hvordan den unge ivrige mand lagde hånden frem mod Dick, hvor den for anden gang i dag blev ignoreret. 

"Lad os nu se hvad han kan. Jeg skal nok få ham oplært. Han er ivrig og har et godt gåpåmod" Det var klart han kunne selvfølgelig ikke holde ham i hånden, men han havde allerede vist en selvstændighed som var kærkommen, "Men selvfølgelig, det er dit skib. Du bestemmer" Kom det blot fra ham. 
Han gik hen til gangbroen og skubbede den, sammen med en anden, op på dækket, hvor efter han fik sendt en mand ud til sejlvagten.

Det lød som dårlige undskyldninger for Dick, men alligevel vidste han også hvor meget det kunne betyde at være en mand nede. Men det var alligevel ikke noget som burde have betydning for, at han bare tog en eller anden tilfældig om bor på skibet. Men det var ikke noget han gad at tage op hvor alle kunne se med såvel høre. Viktor var et ganske robust navn, så han måtte vel give personen en lille chance. 

Men Charles fik forhindret ham i at gå helt til sin kahyt, som han præsenteret denne Viktor. Skulle Dick have en mening baseret ud fra navnet, lød det til at være en robust mand. En som havde styr på sit liv og vidste hvad han ville. Sandheden viste sig at være en grim skuffelse. For han fik vendt sig og så en standard høj, ranglet dreng med arme som kviste og hår der havde badet i det salte vand siden fødsel for at få den facon. 

Selvom hovedet var vendt mod Viktor, vendt øjnene stift mod Charles: "Det er et barn," kommenteret han som det første, men Charles ytret, at han nok skulle oplære knejten, så måtte det vel være det. "Han er dit ansvar, Pearson." 
Han vendte sig igen rundt og var klar til at forsvinde ind og tømme et eller andet i sin frustration. Mælk! 

"Jeg tvivler knejten vil få en søvn med de andre sømænd, så han får din kahyt for første nat," lidt usamarbejdsvillig var man da, nå man gav Charles rum væk til en ukendt lille dreng der nok ville vælte så snart vinden virkelig satte ind. Men på den anden side .. Charles ville så få lov til at sove inde hos Dick. 
.. Måske på gulvet, men måske Charles kunne få ham til at tø lidt op. 

 De to voksne mænd lod til at tale over hovedet på Viktor, og snakkede om ham, som hvis han ikke stod lige ved siden af og kunne høre hvert et ord der blev ytret imellem dem. Hans blik flakkede fra den ene til anden, og den rødhårede gnavpot, lød ikke synderligt begejstret over at have Viktor om bord på skibet. Hans skib åbentbart. Selvom overskægget kom med komplimenter angående Viktor, lod det ikke til at Gnavpotten tog det for gode varer. Grevesønnen havde først troet at Pearson egentlig var ejermanden af skibet, men det var så ikke tilfældet alligevel. 
 "Øh.. Hvis jeg må-" begyndte han forsigtigt uden at virke anmasende, som han blev kaldt et barn, men blev tydeligvis ignoreret. Viktor flettede næbet sammen igen og ventede indtil det blev hans tur. Det var nok bedst han ikke blandede sig. 

 Stilfærdigt stod han bare med hænderne i baglommerne, og blev mere og mere usynlig som de to mænd næsten var på grænsen til et skænderi. Men det blev dog aldrig så slemt - Gnavpotten påpegede at Viktor nu var Pearsons ansvar, og at han skulle sove i hans kahyt, fremfor hos de andre sømænd. Viktor så en anelse forvirret ud, men alligevel med en hvis taknemmelighed - da han ikke rigtig havde tænkt over sovesituationen, og at dette kunne indebære at skulle sove sammen med en masse fremmede mænd. Men selvom han var glad for at få et mere 'privat værelse', var han usikker på særbehandlingen, og hvad det ville gøre ved resten af hans tur. Han kunne nok sagtens vænne sig til at sove med de andre - han behøvede ikke at være til besvær.

 Som Gnavpotten traskede væk derfra, forlod en lavmælt fløjten Viktors læber, for at lette den akavede stemning en smule. Sikke en omgang. Var han altid så sur? I og for sig kunne han godt forstå utilfredsheden ved at være blevet ført bag lyset, men det var jo ganske uskyldigt. Viktor havde ikke i sinde at dovne den af på turen, og han var ihærdig nok til at lære det hele, så den rødhårede kaptajn behøvede ikke at dømme ham så hårdt. Han smilede skævt og rynkede panden en smule. Han skulle tids nok bryde sig om Viktor, det var han sikker på. 
 
 "Hr. Pearson, Jeg beklager meget hvis min tilstedeværelse er blevet et problem." sagde han forsigtigt, for at teste den andens humør, "Jeg må dog sige.." forsatte han, "..at jeg er meget taknemmelig for at De lader mig sejle med." han lagde sin hånd på hjertet og smilede oprigtigt til Pearson. 


Så kom han i tanke om særbehandlingen igen, og måtte hellere lige nævne noget om dette også. 
 "Jeg vil nødigt være til besvær, og De skal vide at jeg sagtens kan sove med de andre sømænd, så De ikke behøver at miste deres.. kahyt." Lød det høfligt og en anelse galant fra ham. Viktors øjne var klemt en smule sammen som hvis han havde fået solen i øjnene. Han kløede sig lidt på armen der summede af ømme muskler, mens læberne gned sig tænksomt sammen, inden han så sendte den anden et skævt smil. 
 

Lige nu virkede det næsten som om at Viktor var usynlig for både Charles og Dick, som de stod og diskuterede om hans ansættelse på skibet. Han forstod godt tankerne som gik hos Dick, for Charles havde tænkt det samme da han stod på molen. Det var derfor at han havde givet Viktor tre afslag. Men Viktor havde været stædig og selv taget ved, og det havde givet Charles en overbevsning om at han muligvis kunne et eller andet. Så måtte han finde et eller andet at sætte ham til på skibet, der var masser at lave. 

"Ja, han er muligvis ung. Men jeg tror sagtens han kan arbejde" Kommenterede han som et svar. Det var hans skib, så han forstod godt hvem han ville have på skibet eller ej, men der var en grund til at det var Charles var manden der stod for mandskabet. Men dette var selvfølgelig et sats, det var det, "Jeg skal nok lære ham op, Richard" Kom det selvsikkert fra ham, som han søgte hans øjne.
Charles havde måske tænkt samme tanke. Ingen af dem vidste hvor gammel han var, men han lignede et barn. Der var intet ondt i det, men inden han var faldet til på skibet, var det nok måske en god idé at lade ham få hans kahyt for en sikkerheds skyld. Charles var sikker på at ingen ville gøre ham noget ondt, "Det virker som en god beslutning" Det gav måske også dem en mulighed for at få snakket igennem.

Efter at Richard havde forladt Viktor og Charles, kunne han nu lade sit fokus på den unge mand. "Du skal ikke beklage. Du skal bare bevise ham at du kan arbejde" Det var den bedste måde at komme tæt på Dick. "Richard er kaptajnen og ejer skibet, så det er ham du skal overbevise" Det var han nu også sikker på at han ville. Charles skulle nok gøre sit bedste.

"Jeg tror også det er bedst hvis du bruger min kahyt, for denne nat. Så tager jeg en tørn sammen med de andre" Igen, der ville nok ikke ske ham noget, men der var andre ting som spillede ind her, så hvis han kunne få en undskyldning for at komme tættere på Dick, så greb han den. 
Der var ingen grund til at finde de store smil frem over for Viktor, selvom han havde gjort det, men lige nu skulle de afsted og få vind i sejlene. "Lad mig vise dig vej til kahytten.. Og forresten, du behøver ikke sige De til mig" Denne gang sendte han et roligt smil bag overskægget.

 "Åh." lød det overrasket fra Viktor, som Pearson afslørede at Gnavpotten altså var kaptajnen. Han så lidt i retningen af hvor den anden var forsvundet hen, og så frem for sig. Måske var det ikke helt så tabt en kamp at vinde Richards gunst, alligevel? Den unge grevesøn skulle bare blive ved med at bruge sin charme, og smigre sig ind på dem ved hjælp af hårdt arbejde og iver, som han allerede var ifærd med at gøre. "Jamen, det er så sandelig planen." sagde han med et kækt smil, og betragtede Pearson. Han lagde mærke til at overskægget i mandens ansigt, næsten dækkede hans overlæbe helt til. 

 Viktor satte hænderne i siderne og nikkede accepterende til Pearsons ord. Hvis det var sådan de ville arrangere dette, så måtte det være sådan. De kunne altid se på det imorgen, hvis det alligevel ikke gik som først aftalt. "Så siger jeg tak." kom det høfligt fra ham. Og da Overskægget påpegede at de bare kunne være dus, spidsede Viktor læberne lidt, og tilføjede, "Det er meget venligt af dem.. dig." rettede han.  Han kneb øjnene lidt sammen som blikket vandrede ud over havet. Vandet glitrede, og bølgerne dansede.
  "Vis endelig vej." Smilede han med tænderne, og fulgte med den ældre herre.

Dette skulle nok blive starten på en fantastisk rejse, tænkte han.



"Bwurhgg!" Stønnede Viktor som hans maveindhold atter forlod ham. Ikke engang en halv time efter at skibet var sejlet ud på åbent hav, kunne Viktor føle en begyndende utilpashed forme sig i kroppen på ham. Først var han blevet en anelse svimmel, men han forsøgte at lade det passere, og tappert lade sig blive vist rundt på skibet imens han undertrykkede sit ubehag. Men blot en time senere, så han sig nødsaget til at gemme sig inde i Pearsons kahyt da han godt vidste hvad klokken havde slået.
 
Grevesønnen sad en smule rystende og gemte sig inde i kahytten mens han omklamrede sig til en spand som han havde fundet ved rent held, og kastede op. Hans hår klistrede sig til hans svedige pande, og øjnene var våde fra de ubehagelig ryk kroppen gav. Hvor var det dog ubelejligt. 
 At Viktor led af søsyge, var nok det dummeste han nogensinde havde hørt - men, den unge mand havde så heller aldrig været på havet før nu. Så.. det var jo et perfekt tidspunkt at finde ud af dette på. Ironi kan forekomme. 

 Det var ikke en let affære at kaste op, og bare synet, samt lugten af opkasten fik hans mave til at trække sig sammen og yde mere til samlingen. Det var da egentlig også utroligt tragikomisk, tænkte Viktor, at han skulle sidde her og være søsyg af alle ting, når han nu havde været så stædig om at komme med. 

 Det kunne de to mænd ikke få at vide - især ikke kaptajnen! Men hvad skulle han gøre? Kaste ham over rælingen? Viktor var ikke et sekund i tvivl om at Richard, som Pearson vidst kaldte kaptajnen, kunne finde på det. Han lo lidt på trods af sig selv, inden hans mave igen så forrådte ham, og han bukkede sig sammen med et ynk. 

 

Om dagligdagen og det at være på et skib var noget for Viktor, var svært at sige, men det ville de nok snart finde ud af, når de kom ud på åbent hav. 
Han ville selvfølgelig hjælpe ham i det omfang, som han burde og skulle, men det hele afhang af ham selv. De ville gerne begge se en selvstændighed fra ham, især Dick, for ellers ville han nok blive sat af i nærmeste havn. Charles ønskede det selvfølgelig, blot så de ikke behøvede at sætte ham af. Han havde vist et gåpåmod som mange andre adelige børn ikke ville have, hvilket kun var positivt.

Det var ved at være noget tid siden at Viktor havde vist sig på skibet, godt nok var der ikke meget der skulle gøres, nu hvor de var kommet ud på hav, så at han havde trukket sig tilbage for at vænne sig til skibet, var der ingen større problemer med.
Han bankede på døren, ja indtil hans egen kahyt, og åbnede den efterfølgende. 
Han var ikke sikker på at det var et syn han havde regnet med at se, men det var slet ikke første eller sidste gang. 
Han blev mødt af en lugt som han trådte indenfor. Han gik hen og åbnede koøjet, så der kunne komme frisk luft Ind.
"Er du okay?" Hvis man ikke var vant til havet eller det at sejle, så ville de fleste være sådan her til en start. Charles satte sig i sengen ved siden af ham, "Du skal nok vende dig til følelsen"

 Døren ind til kahytten gik op, og et lille sæt gik igennem Viktor af forskrækkelse. Var spanden ikke fuld af hans eget bræk, havde han taget den på hovedet og ladet som om at det altså ikke var ham som lige havde siddet og vredet de sidste væsker ud af sin krop.. men virkeligheden var en anden, og den unge grevesøn havde ingen kræfter at gøre godt med for at opretholde en tapper, og frisk attitude. 

 Han så tydeligt utilpas på Pearson da han vandrede ind i kahytten for at åbne et vindue, som var dette blot en vanlig affære i dagligdagen for ham. Den friske luft var kærkommen, og det hjalp på den bitre stank der var begyndt at forme sig i rummet. 

 "Åh, Hr. Pearson.." begyndte han svagt, "Det viser sig.. at jeg tilsyneladende lider af søsyge." Fremstammede han og forsøgte at smile muntert op til manden gennem sin tragedie. De lyserøde læber var våde af savl, og hans ansigt var ligblegt. Der var ikke meget muntert ved den unge mand.

 Viktor trak vejret overfladisk, bekymret for at hvis han bare nærmede sig maven med sine indåndinger, ville han starte på ny med at tømme sig. Brystkassen hævede og sænkede sig hurtigt, og han klamrede spanden tættere ind til sig som han sad på gulvet med ryggen op af sengen, og benene en anelse spredt. 

 Selvom han havde det utrolig skidt, sendte Viktor et tappert smil i Pearsons retning da han sagde at han ville vænne sig til følelsen, "Selvfølgelig, selvfølgelig gør jeg det. Giv mig et par timer." Forsikrede han den anden, men i forsøget på at lyde selvsikker, peb han bare istedet som grimassen ændrede sig brat til et af forfærdelse og han vendte hovedet mod spanden igen og spyttede. Der kom heldigvis ikke mere syre op nu.. han sukkede, og stønnede udmattet.