Endnu en sjældent gang havde Phillippe fundet vej til Tempelhaverne. Og også denne gang havde han brug for at få lettet sit hjerte. Men denne gang var det ikke på grund af Katarina. Nej denne gang ledte han efter en helt bestemt præst. 
 Det var et par dage siden Romeo havde fundet Phillippe vandrende fuld rundt på gaden. Hans hukommelser for den aften var hullet. Der var mange ting der manglede, men ikke nok til at Phillippe ikke kunne husk hvordan han havde været. Han var flov, over hvordan han havde behandlet Romeo. Forlegen over at have presset ham så meget. Pinlig over han havde været så sjofel. Det havde ikke været acceptable opførsel. 

 Det grå blik gled søgende rundt mellem buske og træer, mens han prøvede at få øje op Romeo. Snedkeren vidste ikke hvor han ellers skulle finde præsten henne. Det var her han havde mødt han første gang. Det var det eneste sted han vidste han kunne finde ham. Han håbede bare præsten ville snakke med ham. En hue blev vredet lidt mellem de ru hænder. Præstens hue. Romeo havde glemt den, og nu brugte Phillippe den lidt som en undskyldning for at finde præsten igen, så han kunne sige undskyld for sin opførsel. 

 Phillippe kunne dog ikke få øje på præsten nogle steder henne, han vidste ikke hvor han præcist skulle finde ham. Derfor valgte han en anden metode - nogle måtte jo hvor han var. Phillippe gik derfor over til en ung, lyshåret knægt i blå robe. 
 " Undskyld mig? " Phillippe lod blikket glide ned over knægten og mødt efterfølgende hans blik med et venligt smil.
 " Kunne De fortælle mig om Fader Romeo er her et sted? " Spurgte han, og lagde hovedet en smule på skrå. 

Samuel havde placeret sig på en af bænkene i tempelhaverne. Det var ikke så ofte han valgte at sidde udenfor, egentlig foretrak han at være inde i templet, men trangen til at få noget friskt luft viste sig alligevel engang imellem. Der lå et pergament på bænken ved siden af ham, rullet ømfindtligt sammen og sikret med et hvidt bånd i silke. Var man opmærksom nok, ville det lille stykke af et symbol være nok til at afsløre, at det var en Isari skriftrulle.

I hånden havde Samuel et andet stykke pergament. På bagsiden af dette kunne man også se Isaris symbol. Trods det ikke var varmt i vejret, havde han fundet et sted i haven hvor solen stod direkte på. Det gjorde det rimelig behageligt at sidde ude, mens han læste få af Isaris ruller igennem for ottende gang.

"Hm?" Samuel reagerede med lyden, selvom han stadig sad med næsen ned i pergament. Først da han hørte den fremmedes stemme for anden gang, rettede han endelig hoved og blik op.
"Åh, undskyld, jeg hørte Dem slet ikke. Mine tanker var andetsteds," sagde han og fandt et undskyldende smil frem, der nok blev overdøvet lidt af det lettere flove grin over sin egen uopmærksomhed.
"Hvad sagde De, hr..?" Han rullede pergamentet sammen og lagde det på bænken ved siden af det andet, inden han rejste sig. Han var stadig ikke opmærksom nok til at tænke over, at han stadig stod med det løse pergaments bånd i hånden, og ikke havde fået det sikret om rullen.

Samuel skævede kort ned over den fremmede, og kunne ikke undgå at lægge mærke til huen. Var det ikke dén han havde set Fader Romeo gå rundt med?

  Det var ikke Phillippes mening at forstyrrer unge discipel, men det viste sig han vidst var langt væk i tankerne. Phillippe lod ham tage den tid han havde brug for at komme tilbage til virkeligheden, og han lod et kort grin slippe ud med en udånding.
 " Hr. Jahnson, " præsenterede han sig og så kort ned på den andens hænder, der havde ved båndet på pergamentet han havde haft i hånden. Mon Phillippe gjorde ham nervøs? Phillippe kendte ikke meget til hvilke folk der hørte til templet, så det kunne da sagtens være han havde noget bagage. 

 " Jeg leder efter Ro.. Fader Romeo. Ved De hvor jeg kan finde ham? " Phillippe så blikket der faldt ned på huen, og Phillippe løftede den lidt op, så han bedre kunne se den, med det lille smil.
 " Han har glemt sin hue, " forklarede han,inden han rømmede sig lidt og lagde en hånd i nakken. 
 " Altså.. Hjemme hos mig, han eh var på besøg.. " forklarede han yderligere. Det lød kort som om de boede sammen eller noget, og han ønskede ikke at bringe Romeo i problemer på hans arbejde. Eller var det mere end bare et arbejde? Romeo var uden tvivl en privat mand, og han ønskede helt sikkert ikke der begyndte at komme rygter.

Samuel foldede læberne sammen og rettede kortvarigt blikket mod templet, som han tænkte. Herfra kunne man ikke se templets indgang, men han var da næsten sikker på, at han havde Fader Romeo derinde for lidt siden. Han så tilbage mod hr. Jahnson, som han lidt fumlende forklarede hvordan præstens hue var endt hos ham.
"Åh. Javel," sagde han smilende og nikkede let. Man kunne se det på Samuel; Han tænkte straks at Fader Romeo var på besøg hos den langhårede fyr, fordi han havde synder at tilstå. Det var trods alt ikke svært at se, at den høje mand ikke var uheldig med sit udseende og med en manglende evne til at modstå fristelsen, kunne det vel give lidt problemer.

"Jeg tror han er inde i templet. Bare gå igennem haven i den retning til du finder trapperne, så kommer du til indgangen," forklarede han og pegede hr. Jahnson i den rigtige retning. Stadig smilende trak han hånden til sig igen og lod fingrene strejfe mod bedekransens perler, som kunne mærkes igennem det ene ærme.
"Og jeg hedder forresten Samuel, hvis du skulle få brug for mig en anden gang," præsenterede han sig til sidst.

Samuel blev stående og så efter hr. Jahnson, inden han satte sig tilbage på bænken. Han kunne ikke lade være med at smile svagt, som han gav sig til at læse videre på samme pergament som før.

 Snedkeren pressede læberne lidt sammen og følte han stod og gjorde sig selv og præsten lidt til grin med alle hans ord og dårlige forklaringer. Var det for meget han prøvede at forklare det? Det virkede dog - heldigvis - til at knægten enten ikke tænkte yderligere over det, eller var ligeglad. 
 Phillippe så i retningen der blev peget og nikkede lidt for sig selv, inden han så tilbage på ham. Blikket gled kort ned over ham, og han kunne ikke lade hver med at trække lidt op i mundvigene som han præsenterede sig selv. Det var ikke fordi Phillippe med vilje tænkte perverst, men der var bare noget over knægten. Phillippe bukkede kort i hovedet som et høfligt tak.
 " Mange tak for hjælpen, Samuel. " Et roligt skridt bagud blev taget, inden han vendte rundt og begyndte at gå mod templet han var blevet peget imod. 

 Den tunge dør blev åbnet op, og knagede lidt som den gjorde, og Phillippe trådte ind. Det grå blik gled rundt, og med det samme væltede minderne fra sidst han var i et tempel. Hvordan ham og Romeo havde haft det sjovt. Deres armlægning. Deres kys og hud mod hinanden. Phillippe sank en klump og rystede svagt på hovedet for at ryste tankerne væk. Han var her for at undskylde, ikke forsætte. 
 " Rom.. Fader Romeo? " Kaldte Phillippe som han gik længere ind i templet.

 Romeo var ifærd med at tale med en sårbar sjæl lidt længere inde i templet. Ægteskabelige problemer. Empatisk havde han hånden på kvindens skulder, og de snakkede lavmælt sammen. Man kunne se at Romeo havde et opmærksomt og godartet smil om læberne da han gav kvinden et lille klem på skulderen.

 Da han så hørte nogen kalde på sig, løftede han blikket med det samme venlige udtryk for at kigge forbi kvinden og mod stemmen der kaldte.

 Først troede han det måtte være discipel Samuel. Men, hvem han fik øje på istedet fik hans hjerte til at gå i stå.
 Phillippe?  
Romeos farve forsvandt i ansigtet da han så snedkeren stå lige så forsigtigt ved tempel indgangen. Smilet der før var på præstens læber, falmede ved chokket - ikke fordi han ikke var glad for at se ham, men det var uventet. 

 Præsten sank en nervøs klump der havde sat sig i halsen nu; tanker om deres aften forleden opstod, og hvordan han selv havde... Romeo måtte stoppe tanken brat så han ikke endte med at kravle i et hul af forlegenhed. 

 Romeo havde øjenkontakt med Phillippe og nikkede anerkendende til ham imens han løftede sin pegefinger som indikation på at han lige skulle færddiggøre samtalen der var igang, og at Phillippe gerne måtte vente. 

 Det var svært at vende tilbage til samtalen. Romeo var ivrig for at afslutte den, for nu var han kun fokuseret på Phillippe. Hvad han ville. Hvor meget han kunne huske fra sidst.. forhåbentlig ikke det hele. 

 "Må Isari give Dem tryghed og varme i den kommende tid." Lød det mildt fra ham, og han gav kvinden et empatisk, afsluttende klap på armen. De sagde deres afsked, og nu stod Phillippe og Romeo alene i templet. 

 Præsten så på Romeo med et afventende blik. Man kunne se i hans øjne at han var en smule bekymret. "Phillippe." Han foldede hænderne, og måtte tvinge sit nervøse toneleje tilbage. Han tog et par skridt mod ham, og forventede at han ville gå ham i møde.

 "Hej.. jeg havde ikke regnet med at se dig." Kom det dæmpet fra ham. Hans smil var tilbageholdende, og læberne var presset en smule anstrengt sammen imens hans blik flakkede undersøgende rundt på Phillippes ansigt. "Alt..vel?"

 De to mænd fik øjenkontakt, og selvom der var en god afstand mellem dem, synes Phillippe at Romeo pludselig så... forfærdet..? ud over at se ham. Phillippe kunne ikke helt vurdere det, men præsten så ikke ligefrem glad ud. Det stak i snedkerens hjerte, men han tvang et lille, lidt undskyldende smil på læberne og gav et nik tilbage, mens han trådte væk fra døren så kvinden Romeo snakkede med kunne få lov at færdiggøre samtalen uden at føle hun blev luret på. 
 Tanker om, hvad han havde gjort ved præsten der fik ham til at reagere så voldsomt bare ved at se Phillippe, susede rundt i hans hoved, og en knude voksede sig frem i Phillippes maven. Hænderne knugede og bred huen. Han var jo ikke sådan en mand.. Var han?

 " Romeo, " hilste Phillippe tilbage og begyndte at gå mod ham. Da de nåede hinanden stoppede Phillippe op - selvfølgelig med en anstændig og passende afstand til den anden. Jeg havde ikke regnet med at se dig.. Phillippe slog blikket ned, sank en klump og lagde en hånd i nakken. Det gav han en dårlig smag i munden. 
 " Njah..  " mumlede han, lidt usikker på hvad han lige skulle svare på det. Det så.. afvisende. Phillippe rømmede sig.
 " Yeah, alt er okay..  " han løftede den ene hånd og så på Romeo.
 " Du glemte din hue, " akavet blev huen rakt frem. Phillippe aldrig været så akavet og ved siden af sig selv før, han vidste ikke om det bare var på grund af hans opførsel eller på grund af lidt afvisning. Det var jo en helt normalt ting, at blive afvist. Men der var bare noget over måden Romeo afviste Phillippe der gjorde noget ved ham. Phillippe rømmede sig igen.
 " Og.. Undskyld.. " Endnu et undskyldende smil blev sendt i Romeos retning.

 Phillippes reaktion virkede nedslået, endda skamfuld. Han havde svært ved at se ham i øjnene, bemærkede Romeo - og nu fik han selv et stik af skyldfølelse. Havde han lyt for hård lige før? Eller afvisende? Det var ikke det der havde været hensigten. Afstanden imellem dem føltes større end hvad den var - for Romeo var vant til at Phillippe normalt kom tættere på ham. Så det var anderledes. Men han var også taknemmelig for det nu hvor de stod i templet. 
 "Jeg er glad for at du er okay - og.. dit ben." Han sank en klump og skævede fra Phillippes ansigt, til hans ben.

 Selvom Phillippe var gået over stregen forleden, var det ikke noget han bebrejdede den anden. Snedkeren var fuld - og tænkte ikke klart. I sidste ende havde han jo selv nydt godt af det da han kom hjem, skamfuld eller ej. Præstens ører blev røde af forlegenhed. Godt at Phillippe ikke kunne læse tanker.

 Men Romeo var oprigtigt chokeret over at se Phillippe opsøge ham i templet. Han var usikker på hvad de reelt betød for hinanden. Var de overhovedet et sted i deres relation hvor de var sådan nogle der opsøgte hinanden? Det var svært at sige.. men måske? 

 Romeo var forsvundet lidt væk i sine tanker imens han stod og betragtede Phillippe, indtil han blev slynget tilbage til deres akavede samtale ved den andens ord.

  Huen - han kom på grund af huen.

"Åh," rømmede han sig og tilføjede hurtigt; "Nå, min hue - ja." Lød det en smule febrilsk fra ham og tog imod den forsigtigt. "Tak." Han fremtvang et smil med lukket mund, og vred huen nervøst i hænderne. Var han skuffet over at han bare ville aflevere huen og ikke andet? Ja, det var han vel. Men der lod dog til at være mere som Phillippe havde på hjerte, end bare det. 

 Stemningen imellem dem fik ham til at føle sig som en teenager der havde lavet noget han ikke måtte. Han følte sig tør i munden, og sommerfuglene i maven blafrede. Hvorfor var det så svært med Phillippe? Var det fordi han var glad for ham og derfor blev alt for nervøs? Det burde ikke betyde så meget.

Og så kom undskyldningen. 
 Romeo havde mest af alt lyst til at lukke afstanden imellem dem og knuge snedkeren ind til sig. Han så så sårbar ud. Men han blev stående. Som han så på Phillippes tilbageholdte attitude, kunne Romeo mærke at han begyndte at bløde op igen - chokket var drevet ud af kroppen på ham, og hans øjne blev en smule mildere. Selvom den bekymrede panderynken tittede frem. Som altid.

 "Kom.." begyndte han dæmpet, stadig med et tilbageholdt smil, "lad os gå ind og snakke ved siden af." Der var en præstestue hvor Romeo ofte opholdte sig hvis han havde brug for ro. Han håbede sådan at Phillippe ville gå med. Præsten ville ikke bare lade ham smutte igen efter sådan en akavet samtale. Hvis man da kunne kalde det en samtale. 

Romeo gnavede sig tænksomt på underlæben, og følte sig pludselig så genert, men han måtte sige det- så han standsede sine bevægelser, 
 "Jeg.. er altså glad for at se dig. Jeg blev bare.. overrasket." Sagde han med dæmpet stemme, og tilføjede i sit sind; Og utrolig forlegen over at have fantaseret om dig, Phillippe. Præsten slog blikket ned - pludselig var hans hue noget så interessant.

 Han rømmede sig, "Nå.. men.. kom med Phillippe." Opfordrede han igen, og sørgede for at den anden begyndte gå med ham, inden han selv gik mod præstestuen. 

 Et kort øjeblik rynkede snedkerens bryn sig i en lidt uforstående grimasse, da der blev snakket om hans ben og han så undrende ned på det. Og så var det han huskede præstens hænder glide op af hans nøgne ben, smerten der forsvandt, og den summende fornemmelse der spredte sig til resten af kroppen. Phillippe rømmede sig lidt og rystede på hovedet over sig selv.
 " Nåh.. ja.. Ehm.. Tak. Jeg kan slet ikke mærke der er sket noget.. " Han var heller ikke helt sikker på hvad der var sket. Han huskede kun Romeo havde brugt noget magi på benet. Phillippe løftede blikket og mødte Romeos med et lille, taknemmeligt smil.
 Da Romeo tog huen fra Phillippe strejfede deres fingre hinanden og Phillippe sank en klump. Romeo stærke fingre der gled om Phillippe og lukkede sig lidt om ham. Endnu et forglemt minde fra deres sidste aften sammen dukkede op, og fik det kort til at spænde lidt op i Phillippes underliv. Hans kinder fik en svag rosa farve over sig, som han hurtigt trak hånden til sig og stak begge hænder op under armhulerne så han stod med armene krydset. Et forsøg på at skåne sig selv for flere minder. Phillippe slog blikket væk fra Romeo og så sig lidt omkring, blandt andet for ikke at lade følelserne og fornemmelserne fra den aften tage over. 
 " Velbekomme.. " Lød det en kende halvkvalt fra ham. Det var lige før han følte sig nødsaget til at tage et skridt tilbage. 

 Da Romeo opfordrede til at gå ind ved siden af og snakke, stod Phillippe med en meget lukket kropsholdning. Men et eller andet sted var det jo mest for præstens skyld. Phillippe sank en klump og nikke lidt. Han skulle til at gå med, da Romeo stoppede op igen. Phillippe lagde hovedet lidt på skrå og mundvigene trak sig denne gang op i et lidt mere oprigtig smil. Armene løsnede sig lidt fra deres meget låste position i armhulerne og Phillippe virkede generelt til at slappe mere af. 
 " Undskyld jeg bare sådan kommer dumpende her.. Jeg vidste ikke hvor jeg ellers skulle finde dig henne.. " forklarede ham, og begyndte at gå med som Romeo bad ham komme med. Det var nu han måtte vise præsten han altså ikke var så forfærdelig som han havde været sidst.. Han ønskede jo ikke at præsten så ham som en eller anden ustyrlig liderbuks. 

 Præstens blik mødte snedkerens i et kort sekund, derefter så han væk. "Det er fint. Jeg kan ikke forbyde dig at komme her." Romeo havde ryggen til Phillippe som de gik afsted. Han pillede ved huen i sine hænder og nu gik det op for ham hvordan hans ord kunne misforstås - så han forsatte hurtigt, "Ikke at det er noget jeg ønsker, altså." han sank en klump, og kom med et akavet kluk. "Jeg vil gerne have dig her." mumlede han videre, og hans ord begyndte nu at slå kolbøtter fordi han forfjamsket prøvede at forklare sig. De ord lød for kærlige. 
 "Jeg.." begyndte han tøvende med et lille suk, og tog sig nu sammen, ".. har ikke noget imod at du er her." afsluttede han, og sagde ikke mere. 

 I dag, ligesom alle andre dage når han befandt sig i tempel området, var han iført i sin hvide præsterobe med guldelementer. Robens ærmer var brede og luftige - men han var ellers fuldt tildækket på kroppen. Kun hans hænder, og fødder stak ud fra klæderne da han gik afsted. Det fik ham til at se officiel ud, emmende af ro og fattethed. Han følte sig dog ikke særlig rolig -for hans hjerte hamrede nervøst, og selvom Romeo selv havde taget initiativ til at tale med Phillippe - blev han i tvivl om hvad han skulle sige til den anden. 

 De kom nu ind i præstestuen - det var ikke et kæmpe opholdssted, men i det ene hjørne stod et skrivebord og i midten af rummet et stuebord af valnøddetræ. På bordet var en broderet bordløber, og en vase med liljer. På den ene side stod en behagelig sofa i naturfarver, og en lænestol på den modsatte side af bordet. For enden af stuen var en pejs, som lige nu var slukket. Væggene prydede af Isaris rolige farver, samt skrifter. 
 "Bare tag plads." sagde Romeo med påtaget venlighed, og betragtede først nu Phillippe. Det lod til at den anden ikke var lige så nervøs som da han først trådte ind i templet. Romeo måtte tvinge huen ud af sit greb - han havde brugt det lidt som et skjold - og lagde den på stuebordet, som han gik hen og tog plads i lænestolen. 

 Phillippe skulle til at tilføje, at selvom præsten ikke kunne forbyde ham at komme, kunne han godt frabede at se ham. Han ønskede jo ikke at Romeo bare så ham og snakkede med ham af pligt, hvis han egentlig bare ønskede aldrig at se Phillippe igen. Han nåede det dog ikke, og der kom hurtigt efter en forklaring om at han gerne ville have Phillippe der. Brynene lidt løftede sig som han snublede over ordene og ikke kunne finde ud af hvad han præcist prøvede at sige. Noget der fik det sædvanlige skæve og lidt drengede smil på Phillippes læber. Armene kom ned at hænge mere afslappet langs siderne, inden den ene af Phillippes hænder kort lagde sig mod Romeo skulder og gav den et klem.
 " Ellers må du sige til, " Hånden kom ned langs siden og hænge igen. 

 Med et lille, taknemmeligt nik gik Phillippe over til sofaen mens han tog den varme uldkappe af, og lagde den ved siden af sig som han satte sig ned i sofaen. Albuerne blev placeret mod knæene så han sad lænet lidt frem, og hænderne gned sig lidt mod hinanden. 
 " Ehm.. " lød det lidt tøvende og overvejende fra Phillippe der nu sad og betragtede sine hænder lidt. Det var vel ham der skulle snakke. Det var ham der var kommet for at sige undskyld..
 " Jeg eh.. føler det er på sin plads at jeg.. eh.. " Phillippe rømmede sig lidt og løftede et noget så skamfuldt og undskyldende blik og så mod Romeo.
 " ... undskylder for min opførsel.. Sidst.. " Læberne blev presset lidt sammen og han slog blikket ned igen.
 " Jeg husker ikke meget, men.. det jeg husker.. " En klump blev sunket og Phillippe så ud til siden. Han havde nydt sig selv. Nydt Romeo, selvom den anden ikke helt var med på den. Han havde været så insisterende, så pressende.. 
 " Det jeg husker, det var ikke okay.. " Blikket fandt tilbage på præsten, for at se hans reaktion på undskyldningen. Var den godtaget? Eller ønskede Romeo at de aldrig snakkede det igen, og kun så hinanden hvis det var for arbejdet? Han håbede lidt det var det første..

 Et lille, overrasket, jag gik igennem kroppen på Romeo da han mærkede vægten af Phillippes hånd på sin skulder. Han holdt vejret kortvarigt ved det lille klem som gav ham gåsehud, men ligeså hurtigt som hånden havde rørt ham, lige så hurtigt forsvandt den igen. Det gav ham et sulten lille savn til mere - men istedet nikkede han blot til Phillippes ord. Der var ikke noget at sige - og hvis han kendte sig selv ret, ville han nok aldrig kunne få sig selv til at bede den anden om at lade ham være. 
 Om det var ensomheden i Romeo, eller ren og skær tiltrækning af snedkeren, kunne han ikke helt finde ud af. En blanding muligvis. Han vidste bare at lige nu, kunne han ikke undvære Phillippe. Det ville han bare ikke indrømme - det virkede absurd at den følelse var kommet på så kort tid.

 De sad nu overfor hinanden, og Romeo foldede sine hænder og så på Phillippe da han begyndte at tale. Det virkede til at ordene heller ikke undslap ham nemt lige nu, og på en eller anden måde kunne han godt lide hvordan rollerne var byttet om for en stund- at Phillippe var den nervøse, og usikre; som Romeo så ofte havde været i snedkerens nærvær. Men det var en flygtig og underbevidst tanke. Derfor var der intet i Romeos udtryk der afslørede dette, og blikket var rettet tålmodigt mod Phillippe der undskyldte. Præstens bryn pegede opad, hvilket gav ham et lidt hvalpet blik. 

 Som den anden talte lænede han sig tilbage i lænestolen. Minderne om deres nat fik det til at vende sig i ham - ikke af forfærdelse, men af flovskab. Og han kunne mærke hvordan varmen fra sine ører, begyndte at brede sig ned i kinderne. Han fiflede lidt med fingrene i stoffet af sin robe, og mødte igen Phillippes grå, skamfulde øjne. 
 "Uhm." brummede han, og fugtede sine læber. Han gned sig lidt om hagen til kinden, imens han overvejede hvad han skulle sige. "Jeg var mildest talt.. overrasket." lød det tøvende fra ham, "Men.. Jeg ved også at du var meget fuld, Phillippe." Han forsøgte at løfte mundvigen op i et smil, som aldrig rigtig blev en succes imens han rynkede panden.

 Romeo rømmede sig lidt, og bed sig kortvarigt i sin pegefinger negl imens han begyndte at kigge en smule fjernt frem for sig - tænkende. Han sænkede blikket, for så at kigge tilbage på Phillippe. Et usikkert smil formede sig om hans læber, og han vidste ikke om han ville fortryde det næste han spurgte om, "Hvad kan du huske?" 
 

 " Urgh... " lød det beklagende fra Phillippe da han gjorde sig enig i at han havde været meget fuld, mens han gned ansigtet lidt med den ene hånd. Han havde haft det så dårligt dagen efter.. Og det hjalp ikke at det var ved at være tid til at besøge Katarina.. Det var bare dårlig med dårlig på.. Det grå blik tittede lidt ud mellem fingrene og han så på Romeo.
 " Men det undskylder ikke min opførsel.. Jeg var så grov.. og upassende.. Det er ikke okay, uanset hvor fuld man er.. " sukkede han lidt. 

 Phillippe lod sig falde tilbage i sofaen som en stilhed lagde sig lidt mellem dem. Hånden foran ansigtet flyttede sig ned og lagde sig i hans skød. Han kunne se præsten tænkte på noget og lod den anden komme frem til hvad end det var han søgte. Spørgsmålet der kom, fik ham til at løfte brynene, inden hovedet faldt bagover og han kiggede lidt op mod loftet mens han tænkte. 
 " Jeg kan huske jeg ville hen på bordellet.. Og så var du der pludselig.. " brynene rynkede sig lidt og øjnene smallede sig en smule mens han prøvede at komme i tanke om den aften. 
 " Jeg snakkede en masse.. Og du gjorde et eller andet ved mit ben. Jeg tror jeg havde smidt bukserne?" Hovedet løftede sig og blikket flyttede sig så han kunne se lidt spørgende på Romeo. Det var dog ikke fordi han tænkte præsten skulle forklare en hel masse og han forsatte med at snakke kort efter. 
 " Jeg kan huske.. " Phillippe rømmede sig kort og så ud lidt ud til siden.
 " ... at jeg flyttede på din hånd.. Så.. Ehm.. Ja, så du havde fat om mig.. " Romeo havde været der, så han gik ikke ud fra han behøvede at forklare mere, og fortalte hurtigt videre.
 " .. og jeg kan huske du gik.. " Phillippe trak på skulderne. Han gik ud fra han kunne huske de overordnede ting, men alle de små detaljer var væk. Han kunne også huske lidt om hvad han havde gjort da Romeo var gået, men det behøvede han nok ikke at fortælle. Den stakkels præst havde vist været udsat for rigeligt af Phillippes perversiteter. 

 Med et opmærksomt blik lyttede han til Phillippes hullede gengivelse af hændelsen, og som ordene blev sagt, begyndte Romeo at forestille sig aftenen for sig igen. Der kom et ufrivilligt ryk ved Romeos mundvige da snedkeren nævnte at de havde rørt ved hinanden - og han nikkede lidt, anerkendede til den andens ord. Han måtte se ned for at skjule sin forlegenhed. "Mhm, ja. Det var dét der skete i store træk. Ja." 

 Han foldede, og løsnede sine fingre gentagende gange, og foldede endelig sine hænder igen imens de lå i hans skød. Beslutsomt lænede Romeo sig nu frem så hans albuer støttede sig på hans lår. Ærmerne gled en smule ned, og afslørede hans bare underarme. Med hagen hvilende på de foldede hænder tvang han sig til at se på den anden. Så han huskede ikke deres korte samtale omkring hændelsen som skete dengang i templet lod det til.

 Blikket vandrede undersøgende på Phillippes ansigt. Og Romeo følte at han burde udfylde nogle af de huller den anden havde i sin hukommelse. Måske ikke til mindste detalje, men bare lidt. Phillippe burde jo vide hvad han reelt undskyldte for, og ikke del elementer af det. Selvom essensen af det var det samme. Han rømmede sig lidt. 
 "Du faldt, så jeg måtte bære dig hjem. Og eh - Ja, jeg var meget overrasket over at rende ind i dig igen." Nu løsnede han sine foldede hænder for at rode i sit hår. "Jeg helede dit ben, og.. ja, du var ret beslutsom angående at der skulle ske mere end det." Han sank en klump og kunne næsten ikke få sig til at sige det næste, "Vi kyssede, og som du selv siger.. havde fat i hinanden. Det stoppede inden det udviklede sig til mere." Selvom han allermest ville sluges af lænestolen lige nu, kunne han dog påtvinge et forholdsvist stoisk toneleje. Men kinderne fik mere farve. 

 Han lo afdæmpet på trods af sig selv - akavet, "Du var fuld. Jeg bebrejder dig ikke noget." Han skjulte noget af sit ansigt i hånden og skævede hen til Phillippe. Hvis den anden vidste hvad der var sket da han tog hjem.. blodet trak sig nedaf. Når han kiggede på Phillippe, kunne han ikke lade være med at forveksle sin fantasi fra den nat, med virkeligheden. Det var ikke sket, men det havde føltes så virkeligt. Han rømmede sig lidt, og dumpede nu tilbage i lænestolen - udmattet. 
 "Isari og jeg og tilgiver dig dine synder." sagde han med lukkede øjne og hævede det ene bryn - der var en underspillet humor i hans ord - de sad jo i et tempel. Så det kunne jo sagtens sammenlignes at Phillippe sad i skriftestolen foran Romeo lige nu, og tilkendegav sine synder.

 Phillippe nikkede lidt, lettet over det ikke lød til han havde glemt alt for meget. Det grå blik flyttede sig hen på Romeo igen, og han betragtede lidt som han sad en smule uroligt i stolen. Selvom han lige havde fået at vide at han i store træk huskede rigtigt, virkede det alligevel som om der var mere til det, som Romeo sad. Og da præsten gav sig til at fortælle, satte Phillippe sig lidt mere op, så han ikke sad mere op. 
 Brynene løftede sig og Phillippe måtte kvæle en latter da Romeo sagde han havde måtte løfte ham. Det mentale billede han fik af den situation var.. komisk og det kunne umuligt have været behageligt for Romeo. Det underholdte udtryk der havde lagt sig over Phillippes kantede ansigt ændrede sig til en anstrengt og undskyldende grimasse da der blev snakket om Phillippes beslutsomhed. Det var noget rod han blev sådan når han drak.. Det havde jo også fået ham i problemer i Tusmørkely.. Snedkeren skar kort en grimasse om mindet. Han håbede virkelig aldrig han mistede sine hænder rigtigt...
 
 Phillippe sad og nikkede lidt til at det stoppede da Romeo sagde han ikke bebrejde Phillippe. Han rynkede panden lidt, som han tænkte over det. Der var ikke andre at bebrejde end Phillippe. Det var han der havde været forkert på den. Fuld eller ej.. Blikket gled overvejende ned over præsten. Han blev distraheret lidt fra sine tanker da der rigtig gik præst i Romeo, og Phillippe lo lidt.
 " Hm.. Heldigt.. Jeg skulle have vidst det var så nemt at blive tilgivet.. " Phillippe rystede smilende på hovedet over det, inden panden rynkede sig i et lidt mere spørgende udtryk. Hovedet lagde sig en smule på skrå og han så lidt overvejende på præsten.
 " Hvorfor bebrejder du mig ikke? Det var vel ikke andre end mig der var skyld i jeg var som jeg var.. " Phillippe fiskede nok lidt, for et sted vidste han jo at det ikke ville være gået så vidt hvis ikke Romeo også lidt ville have det, men han havde også brug for at være sikker. Hvis han havde tvunget sig på Romeo.. Det gav ham en dårlig smag i munden og en stikken i brystet. 
 " Og når du ikke vil være tæt på den måde.." her hentydede han selvfølgelig til deres første møde. Romeos første afvisning. Nu hvor Phillippe ikke var beruset kunne man nemmere fornemme at den surhed der havde virket til at være over Phillippe ved den første afvisning ikke havde været definerende for Phillippe. Han havde virket sur lige i det øjeblik. Måske endda langet lidt ud efter præsten emotionelt, men det var udelukkende fordi han var såret og ville have præsten til at smerte ligesom han selv gjorde.

 "Og det skal lige siges.." bød han hurtigt ind, da han kunne se at Phillippe forsøgte at tilbageholde en latter ved tanken om at han havde båret ham, "Det gik strygende at bære dig hjem." en hvid løgn - det havde jo selvfølgelig været ret besværligt at transportere den større mand hjem på ryggen. Han både var højere og vejede mere end Romeo, men.. det lille konkurrencegen i Romeo ville ikke tabe ansigt - han trak mildt på smilebåndet. Inden samtalen så gik videre på det lidt mere seriøse. 

 Romeo sad stadig tilbagelænet i stolen, med lukkede øjne og hørte efter hvad Phillippe sagde. Han lagde armene over kors, og åbnede det ene øje for at skimte hen på snedkeren der så en kende forundret ud. Præsten havde forsøgt at lette stemningen en smule, og det havde i og for sig også hjulpet en anelse, men det næste Phillippe spurgte om fik ham til at undslippe en dæmpet, forfjamsket lyd og åbnede nu begge øjne. 
 Selvom Phillippe virkede fåret og useriøs til tider, så var han egentlig en klog mand. Der var ikke noget der gik forbi hans næse lod det til. "Ehm." brummede han hæst, og gned sig nu i nakken, overvejende. "Jeg kunne have været mere.. konsekvent i at få det stoppet tidligere." Han trak beklagende på skuldrende og den hånd der før var i hans nakke, gned sig nu ubeslutsomt i den anden hånd. Og så havde han også forsøgt at give igen den aften, hvilket havde resulteret i at Phillippe 'misforstod' hensigten. "Så jeg bebrejder nok også mig selv. Lidt." han smilede anstrengt med lukket mund, og brynene pegede undskyldende op. At han havde rørt ved sig selv bagefter, behøvede Phillippe ikke at vide. 

 Og når du ikke vil være tæt på den måde - Romeos hjerte sank lidt og vidste med det samme hvad han hentydede til. Selvom de havde slået hul på bylden omkring hvad der skete med dem for et år siden, så var det imens Phillippe var påvirket. Så det føltes ikke særlig forløst i sidste ende. Men nu hvor han bragte det op igen.. så kunne de lige så godt få snakket ud om det. Alle kortene på bordet - næsten da.

 "Ah.." sagde han dæmpet med en forpint grimasse, og tog en dyb indånding inden han lod luften sive langsomt ud igen. "For det der skete dengang.. Jeg vil også gerne undskylde. Phillippe. Det var ikke ordentligt gjort af mig." Hans grønne, lettere sørgmodige øjne søgte over til Phillippes grå. Hvor meget ville han give af sig selv til den anden? Kunne han åbne sig op og fortælle hvorfor han trak sig væk som han gjorde? Nej.. aldrig hvorfor. Phillippe kunne aldrig få at vide at Romeo var en forbandet varulv.  

 "Jeg tænkte meget på dig.. bagefter. Jeg ville gerne have haft undskyldt dengang.. men følte at det.." hans ord punkterede og han viftede intetsigende med hånden.

  "Mhm.." Han knugede hænderne og skød underlæben skamfuldt frem og sænkede blikket. Det var for meget for ham at se ind i Phillippes blik. "Jeg er jo præst." sagde han så istedet, og brugte sit erhverv som undskyldning, og kløede sig i panden, "Jeg troede det var for det bedste ikke at opsøge dig." Det var en del af sandheden - måske det kunne skjule den egentlige sandhed. Romeos blik søgte tøvende hen til Phillippe igen. For at se hvordan han tog hvad han sagde.

 Begge bryn blev skudt op i panden og Phillippe slap et mistroisk mh-hm ud. En mild latter slap ud mens han rystede på hovedet. Se, dét troede han ikke helt på, men han kunne heller ikke rigtig sige noget til det. Han kunne jo ikke huske det. 

 Snedkeren lod præsten tage sig den tid han havde brug for at komme til at forklare. Og da han fandt ud af hvad han ville sige, lyttede Phillippe aktivt, og nikkede lidt. Det gav da mening, men Phillippe kunne ikke rigtig få det til at passe sammen. Det lød altså ikke til Romeo var i mod det Phillippe havde gjort. Det var også sådan han huskede det, men Phillippe forstod bare ikke hvorfor han trak sig. Det virkede ikke til Romeo havde nogen anden. 
 Som Romeo snakkede videre lyttede Phillippe fortsat. Han var jo interesseret i at høre hvad den anden havde at sige. Et let skuldertræk forlod den langhårede mand, og han foldede kort læberne i endnu en undskyldende mine.
 "Det var mig der gik over grænsen.. " Han synes ikke Romeo skulle bebrejde sig selv for meget, for et eller andet sted var Phillippe selv uden om det, og han kunne bare have ladet hver med at reagere som en fornærmet teenager. 
 " Ingen grund til du undskylder.. " 
 
 Alt Phillippe hørte var bare dårlige undskyldninger eller halvhjertet grunde for hvorfor han trak sig. Der var intet virkeligt afvisende over de ting Romeo sagde. Så Phillippe tog det som en skjult hentydning til at han godt kunne tillade sig at prikke - lidt. Et skævt smil lagde sig over hans læber, og det ene bryn løftede sig lidt som en legende glimt lagde sig i de grå øjne. 
 " Men vi har jo lige afklaret hvor nemt det er at blive tilgivet for ens synder, " det var udfordrende og måske lidt opfordrende. Nu havde han lige tilgivet Phillippes synder, hvis der ikke skulle mere til, gjorde det vel ikke noget at synde lidt mere. 
 "Som præst er det vel endnu nemmere, " Phillippe satte sig lidt frem igen, og støttede albuerne på knæene. En måde at komme tættere på den anden, uden at rejse sig og gå over til ham. Så aggressiv var Phillippe ikke ædru. 

 Samtalen ville køre i ring hvis begge mænd blev ved med at trække torv om hvem der skulle have skylden mest. Så istedet nikkede Romeo en smule forpint og så ned på sine hænder i sit skød. Han gnavede sig lidt i kinden. imens skyldfølelsen gnavede lidt i hans hjerte. Det var ikke okay hvordan Romeo skjulte dele af sandheden, og Phillippe skulle påtage sig det meste af skylden. Men han kunne ikke være ærlig med dette. Hverken at han havde nydt Phillippes berøring, og måtte tage det med sig hjem til en absurd fantasi, eller hemmeligheden om sin forbandelse. 

 Romeo blev revet ud af sine tanker da Phillippe brød stilheden, og, forvirret hævede han øjenbrynet og så afventende på den anden. Hvor ville han hen med det? Han kunne dog se en gnist der tændte i de grå øjne, og hans skrøbelige hjerte slog et slag over til ordene der forlod snedkerens læber. Det føltes næsten grænseoverskridende når Phillippe lænede sig frem, også selvom der stadig var en klar afstand imellem dem ved hjælp af bordet. 

 Den anden ville kunne se Romeos adamsæble boppe en smule ved den langsomme klump han sank. "Ah," han forsøgte at trække i mundvigen til et prøvende smil, "Som præst har man et ansvar, og derfor bør man ikke sætte sig i situationer hvor man skal bede om syndsforladelse bagefter." han rømmede sig lidt. Det var noget han klart skulle blive bedre til. For at beskytte sig selv endnu mere, lagde han sit ene ben over det andet, og armene var igen lagt over kors for at lukke sig selv mere af i et håb om at hvad end den anden nu pønsede på eller sagde, at han ville kunne stå imod det. 

 Det var nærmest helt intenst som Phillippe betragtede hver lille reaktion Romeo kom med. Hvordan han reagerede kunne jo fortælle meget. Ting præsten måske ikke ønskede at fortælle. Phillippe var selvfølgelig ikke ude på noget som sådan, men når den anden var så afvisende uden egentlig være det, var det svært ikke at prøve og pille det lidt fra hinanden. 
 Tænderne sank lidt ned i underlæben og øjnene smallede sig overvejende ved Romeos ord. Som om Phillippe skulle tænke over hvad han synes om dem. Om han kunne acceptere dem. Da han så endelig nikkede var det også med et lille skuldertræk.
 " Hm.. okay.. " blikket gled over præsten og da det løftede sig igen, var det for at finde Romeos.

 " Så hvad er situationer hvor man skal bede om syndsforladelse? " spurgte han nysgerrigt. Han kunne vel lige så godt finde ud af om der var nogle måder at komme uden om "reglerne" på. Brynene rynkede sig tænkende.
 " Og er der forskel på om er præst eller en almindelig borger? " Phillippe vidste selvfølgelig godt nogle af de ting han gjorde der krævede syndsforladelse. Som altid at være Katarina utro.. Og så var der selvfølgelig Nicola.. Phillippe var dog ikke sikker på hvor det var med dem. Nicola var jo nærmest skredet efter at have sagt at kærlighed ikke var nok for deres forhold.. Phillippe slog blikket lidt ned på hænderne. Han kunne godt huske hvorfor han ville hen på bordellet den aften. Og det var godt Romeo havde stoppet ham.. 

 Romeo kneb øjnene sammen ved Phillippes ord for at afkode om dette var en ny fælde. Det var ikke til at vide med Phillippe, men præsten mistænkte at det nok ikke var hvad der indikerede en synd, som den anden var interesseret i, men at der istedet måtte være en bagtanke ved spørgsmålet. 

 "Kunne du tænke dig lidt te?" spurgte han afvigende og rejste sig brat op af stolen. Selvom hans bevægelser antydede anspændthed, havde han en påtaget ro over sin stemme. Næsten for rolig. Uden at høre svaret, gik han hen og fandt en tepotte, og noget vand. Der var en kogeplade over pejsen hvor han nu stod og begyndte at tilberede te til dem. Brynene var koncentreret, og han tænkte længe over hvad han skulle svare den anden. Så han startede ud med det nemme først; "Almindelige borgere er lettere at tilgive. Da Isari elsker alle sine børn." svarede han med omhu, og havde stadig ryggen til Phillippe imens han holdt sig beskæftiget med teen. "Som nævnt før, har præster et ansvar og er et forbillede for den gængse borger. Selvom Isari er tilgivende, skal vi som præster, ikke mindst borgere, ikke udnytte dette" Han rystede lidt på hovedet og kiggede sig over skulderen for at se på Phillippe. Med garanti var denne snak ligegyldig for manden med det lange hår. 

 Vandet begyndte at koge, og Romeo klemte næseryggen med sine fingre. Nu til det lidt mere plagsomme spørgsmål. "Joeh." tøvede han, og kunne mærke at han blev underligt nervøs. Endnu en panderynken arrangerede sig med de andre. 
 "Ting man har dårlig samvittighed over." startede han blødt ud med, "Store som små." Han sank en klump. "Utroskab, tyveri, jalousi, begær for ting og personer du ikke burde begære." Åh hvor havde de begge dog syndet. Romeo håbede virkelig at Isari kunne tilgive dem, ikke mindst ham selv. Han pillede uroligt ved ærmekanten, og forsigtigt prøvede han at skimte hen på snedkeren ud af øjenkrogen, uden at dreje hovedet.