Rory havde makket og gjort alt for at få liget med sig. Hun havde formået at få rullet ham ind i sit eget tæppe som hun ville transportere ud fra byen, men hun konkluderede hurtigt, at hun alene ikke var stærk nok til at bære det hele. I hvert fald ikke ubemærket. Det var derfor, at hun nu havde taget en lang sort jakke over sig, der dækkede for blodpletterne, og var gået ned i Dianthos undergrund. Der ville hun sikkert kunne finde en, som ville hjælpe hende for nogle få krystaller.

Ude af kontrol var nok det bedst beskrivende ord lige nu. Han havde vundet nogle små krystaller, men personen havde ikke gidet betale sin gæld og var stukket af. Det var hvad man fik ud af, at spille med folk af alle samfundslag. Basil burde vide bedre - eller det burde han faktisk ikke. Han havde ikke givet en eneste fuck for det. Normalt betaler folk. Det var et enkel stående tilfælde. 

Så dybt umotiveret og fyldt op af træthed, fulgte han efter personen. Det havde været nemmere at flyve, men med ruten som han nu en gang fulgte, ville muligheden for at flyve være en dum idé. Ikke bare grundet møget, men stanken og kriminelle så det nok som en sjov udfordring. Så han havde bare det lange skridt foran det andet. Støvlerne pladskede forbi små pytter af vand, men det var nok også det mest støjende han gav fra sig. 

"Kan vi ikke bare få det ordnet som civiliseret mennesker?" kaldt han med en opgivende stemme, som de kom til undergrunden. Hvorfor skulle de løbe og hvorfor skulle de løbe til det eneste sted, de reelt set ikke var i sikkerhed. Hvem ville man helst tabe til. En kriminel eller en, der nok kunne finde forståelse for manglen på krystaller. Alligevel gav Basil sig til at tænke, som han gik der. Hvor tit mon de ser nogen adelige her nede? Jeg vil vædde med, at familien medlemmer af Lyset kommer hernede, ingen kan være så fornemme uden noget skidt på sig.

Han passeret flere mennesker, end først registeret, men de lod ham passere, så hvorfor overhovedet tage notis af dem. 

Okay, Rory skulle finde en person, som ikke så for mistænkelig ud, sådan de ikke ville blive stoppet af en byvagt, men samtidig skulle personen være villig til at skaffe sig af et lig. En hårfin balance som Rory med tiden havde lært til perfektion. Problemet var dog, at personerne i undergrunden ofte var kendt af byvagterne. Enten det eller også lignede de nogen kratten havde trukket med ind. Nej, hun skulle have en person, der ikke lignede en del af miljøet. 

Det var der, at hun så ham.

Han havde godt nok et lidt opgivende blik på ansigtet og lignede en der havde gået i et stykke tid, men han kunne sagtens være en person, som stod i god jord med byvagterne! I hvert fald havde Rory ikke set ham mange gange før, hvilket var et plus. Hun luskede efter ham og stod tæt bag ham, da han havde udtalt sine mutte ord. “Glem ham. Jeg tror næppe, at han er værd at løbe efter,” sagde hun med sin skarpe stemme og lagde armene over kors. Hun håbede på, at han ville stoppe op og lytte til, hvad hun ellers ville sige. Hvis ikke ville hun blot blive ved med at forfølge ham som den pestilens hun var.

“Jeg har et meget bedre tilbud til dig, som ikke kræver du skal følge en sølle tyv,” lokkede hun og blev ved med at stå relativt tæt på ham. Hun ventede blot på, at hun ville få den respons hun ledte efter. Nysgerrighed. Hvem ville ikke være nysgerrig efter et godt tilbud. Rory ville love manden guld og grønne skove for sit arbejde, men om hun havde krystallerne… det måtte hun finde ud af efter, at hun havde rodet den ældre herres hus igennem. 

Lyden af trætte fodtrin forfulgte ham tungt i undergrunden. Det var alligevel et nyt syn for ham, men intet han ikke kunne have forstillet sig ved bare at lukke øjnene i. Alle så alligevel så ensartet ud. Skumle, usoigneret, forpinte og forfalsket. Alligevel ført de deres egen verden, deres egne regler og kodeks. 

Basil havde dog ladet blikke vandre omkring, ingen øjenkontakt dog. Det skulle nødig ende ud i, at han fik fornærmet dem unødvendigt eller nødvendigt. Ikke at han frygtede for sin tilværelse, tvært i mod. Han var okay med det. Som Basil havde passeret én, han ikke tog særlig notis af, trods for hendes generelle kønne ansigt, gav lyd fra sig. Fødderne stoppede op under ham, og han drejet kroppen halvt for at vende blikket mod hende, at se forbi sine egne vinger var alligevel lidt en kamp til tider. "Løbe?" gentog han med et skvæt smil og et mildt blik i øjnene. 

Hun kom med et tilbud til ham, et tilbud han tvivlede hun overhovedet kunne selv ville kunne overholde. "Og jeg ville ikke skulle følge efter en ny tyv efter at have... hvad er det egentlig dit tilbud er?" han kunne vel ikke gøre nogen antagelser. 

Basil vendte hele kroppen mod hende, og lod hænderne finde plads i lommerne. Hvis nu hun alligevel havde nogen planer om at narre ham, ville hun være nem at spidde med fjerene. 

Rory tog det ikke personligt, at manden allerede havde mistænkt hende for at være en tyv. Hun undrede sig mere over, om hun var så gennemsigtig eller om han blot gættede sig frem til det, fordi de befandt sig i undergrunden. I hvert fald lod hun ikke hans kommentar slå hende ud. Hvilken salgskvinde ville hun være, hvis en mands ord faktisk havde nogen betydning. Desuden viste han også en form for interesse, hvilket hun tog og løb med. “Jeg har brug for hjælp,” startede hun sin sætning blot for at se, hvordan han ville reagere til det. “Jeg har et stort… antikt ‘tæppe’, som er alt for tung til at bære selv… Du ligner en, der vil kunne hjælpe mig der, og selvfølgelig vil du få en sum krystaller for dit arbejde,” fremlagde Rory sin situation. Det var jo ikke helt løgn, at hun skulle have transporteret et tæppe.

Rory kiggede forventningsfuldt på manden foran hende. Mon han forstod hendes toneskift, da hun havde refereret til tæppet? Eller troede han faktisk, at hun ville have fjernet et gammelt tæppe? Det ville trods alt være et spøjst sted at spørge efter ærlig og redelig hjælp, men hvis han ikke var typen der kom meget i disse kredse, så kunne han være naiv og følge hende. Rory vidste ikke helt, hvad hun håbede på. Faktisk ville  hun bare gerne afskaffe sig liget så hurtigt som muligt. Hvem der hjalp hende, var en smule underordnet. De ville være medsammensvorne, hvis hun fik ham med på ideen. Så kunne ingen af dem stikke hinanden ryggen. Det var trods alt sådan, at den kriminelle verden foregik. 

Hvis vingerne ikke blot var for show, så kunne han vel bruge dem til at transportere et lig langt væk? Det var de færreste byvagter, der kunne fange ham i luften. Det var præcis derfor, at Rory havde valgt denne mand. Hun mente selv, at hun havde regnet det hele ud, men nu var problemet blot at få ham med på ideen. Indtil videre syntes hun da, at han virkede interesseret i hvad hun havde at sige. Hvis hun fik et afslag, ville hun bare finde en anden mand, men denne gang havde hun besluttet sig for, at han var den første og bedste.

Det forekom så suspekt som noget kunne. Hvorfor vidste han ikke helt. Men hun lignede mildest tag en klassisk snigemorder, det var nok jakken og håret som gav det udtryk. Men han prøvede at se hende an og høre hvad det var han skulle hjælpe med. Hvorfor skulle man have betaling for at hjælpe, det gjorde de da ikke i hans samfundslag, ikke på den her måde hvert fald. Men han knep øjenene en anelse sammen, da hun nævnte 'tæppe' på den måde som hun gjorde. 

Et tæppe kunne veje alt mellem 2-10 kg vel, så hvad var årsagen til, at hun ikke kunne løfte det selv. Skulle hun have noget smuglet ud af byen, hvorfor tæppet var for tungt. "Aha," lød han lidt tvivlsom i det. 

"Kan jeg ikke se hvad det for noget tæppe værk?" han lød oprigtig interesseret, men det kom selvfølgelig med sin skeptisme i kroppen. Var det et tæppe der havde dækket hele gulvet, hvad var årsagen til hendes magre krop ikke kunne løfte sådan noget. Basil skævede til sine vinger og til hende. Var det fordi han lignede et postvæsen der bare ville flyve fra øst og vest med pakker uden at stille et eneste spørgsmålstegn ved pakkerne. 

Dog måtte han være ærlig, han var ikke afvisende over for idéen. Han ville bare vide hvad han reelt set havde med et gøre. Hun kunne lige så godt være ærlig med hvorfor tæppet var for tungt. Han havde dog sat sine krystaller på genstande og ejendele. 

Rory mærkede en tøven i hans stemme efter hun havde fremlagt hendes tilbud. Måske var han ikke den rette til jobbet? Men hvis han sagde ja, så ville han være den hun gik med. Ingen fra Undergrunden var uskyldige. Det kunne hun selv skrive under på. Af samme grund nikkede hun til hans ord og signalerede med en håndbevægelse, at han blot skulle følge med hende. Hun var trods alt den eneste der kendte vejen til huset. Mens de gik mærkede Rory stadig det skeptiske blik fra manden bag hende. Det virkede nok en anelse suspekt, når en fremmed kvinde kom og spurgt efter hjælp til sådan et basalt job, men det var jo ham, der havde valgt at følge efter.

Da de var nået ud for huset stoppede hun op foran bagdøren. “Vent her,” sagde hun blot med en monoton stemme. Gik ind af døren og lukkede den efter sig. Hun håbede ikke på, at han ville få kolde fødder imens hun hev tæppet efter sig.

Inde i huset lå tæppet præcis som hun havde efterladt det - alt andet ville være ulogisk. Enden af tæppet tog hun fat i og trak med sig med meget besvær. Efter meget makken fik hun endelig liget, altså tæppet…, trukket med sig til bagdøren som hun åbnede på klem. “Hvor mange kilo tror du cirka, at du vil kunne løfte,” spurgte hun igen en anelse kryptisk og så studierne på ham gennem sprækken af døren. Hvis han ikke kunne bære manden selv måtte de være to om jobbet, men hun håbede nu på, at hun kunne blande sig helt ud af kattepinen.

Rory Evans. Hun var en småkriminel i Dianthos, og egentlig ikke en, Victoria normalt ville have sine øjne på, men der var et sært mønster over nogle af hendes forbrydelser. Desuden havde hun involveret sig med flere kriminelle, og hun var ovenikøbet også brudt ud af fængslet. Der måtte stikke noget dybere under overfladen, og Victoria var opsat på at finde frem til det. Normalt ville hun sende sine spioner afsted, men det kunne godt blive lidt tungt i længden med papirarbejde, så hun havde besluttet sig for selv at lave lidt manuel efterforskning. Det betød også, at hun ikke behøvede at skulle briefe og debriefe så mange.

Derfor havde Victoria nu iklædt sig noget luset kluns med en gråsort kappe ud over. Hendes hår var i dagens anledning leverpostejsfarvet, og hun havde ændret lidt på sine ansigtsdetaljer, så hun - sammen med sin anden evne - ikke ville tiltrække noget opmærksomhed. Nu handlede det så bare om at vente.

Heldigvis skulle Victoria ikke vente længe, før hendes tålmodighed bar frugt; hun spottede næsten med det samme Rory, der indledte en samtale med en mand med et par imponerende sæt vinger. Basil af Argyris? Hvad lavede han dog her? Han burde være for fin til det her område.
Fra den her afstand, kunne hun ikke høre, hvad der blev snakket om, så hun trådte roligt og diskret rundt, så hun kom tættere på dem. Noget med et tæppe? Mere fik hun ikke fat i, før de begyndte at gå, og Victoria fulgte roligt efter på behørig afstand. Ved et hus der så ud til at være i al for god stand til, det kunne tilhøre Rory, stoppede de dog op, og Victoria gemte sig lidt af vejen for at se, hvad der skete. Rory gik ind, mens Basil blev ude, og hun kom rigtignok ud med et tæppe. Problemet var bare, at det så ud til at være langt tungere end, hvad der logisk gav mening. Hun fornemmede ugler i mosen, men lige nu var det bedre at iagttage end at handle. Det var altid nemmere at få en hurtig dom, hvis hun fangede dem med fingrene i kagedåsen.

Fingeren dansede en flikkende dans om at han skulle følge trop med hende, hvilket han helt frivilligt gjorde. Han lod hagen været tiltet en anelse op mens blikket blev mere opgivende og eftergivende i et suk. Det ville ikke undre ham, hvis han lignede en som var underdanig. Lydig og ydmygt gik han hende jo faktisk i røven. 

Men de nåede et hus og han var i et af de mere halv ukendte områder af Dianthos, men han kendte godt vejen hjem derfra. Så helt vildledt og vildfaren var han ikke. Hun bad ham vendte, en stemme så tør og følelses forladt, at det kunne minde ham om hans far. Basil trak blot på skuldren og lod hende gøre sit. 

Basil lod blikket vandre lidt omkring, indtil en bagdøren kom på klem. Det undret ham, at han ikke måtte se mere end bare det - og hende. Han skævede ned til tæppet som var rullet så fint sammen. Så fint sammen det nu engang kunnes med en menneskelig sig. Hvor mange kilo han ville men, han kunne bære, det måtte være en joke. "Kommer an på hvor tung liget inde i tæppet er," jokede han - han jokede med det helt og aldeles uvidende omkring at det var en kendsgerning. 

En hånd fandt vej til nakken og han spekuleret en anelse på det. Det burde han godt kunne slæbe på, uden problemer. "Men det ligner ikke noget, jeg ikke ville kunne bære..?" svaret han måske en smule forvirret. Hvor ville hun hen med hvor meget han kunne løfte. Det var jo ikke en vægt-løftnings konkurrence. 

Blikket på manden foran hende var en anelse kritisk, og udtrykket blev en anelse strammere, da han begyndte at tale om et lig. Havde han virkelig allerede regnet hende ud? “Jeg vil skyde på 90 kg,” sagde hun med sådan en seriøs stemme, at man næsten kunne tro , at det var tør humor, men dog var det ikke helt sagen i denne situation. Øjnene kneb sig lidt sammen mens hun kiggede på mandens reaktion. Gad vide om han troede, at hun bare gik med på hans spøg. Hun vidste ikke om det ville være for det bedre. Hvis han løb skrigende væk, ville han trods alt ikke være medskyldig.

“Hvis du er så selvsikker på, at du vil kunne bære det, så er du meget velkommen til at prøve,” svarede hun så, kiggede sig en anelse paranoidt fra side til side, men endte til sidst med at åbne døren helt op, sådan man kunne se hende og tæppet i fuld størrelse. Det var jo ikke for sjov, at manden havde spurgt om der var et lig rullet ind i tæppet, eller det troede Rory i det mindste ikke. Hun kiggede en anelse opgivende på det og derefter på ham. Måske havde hun ikke tænkt planen helt godt igennem endnu, hvilket hun burde, når hun bragte en fremmed ind i billedet. Rorys hovede havde på et seneste ikke været lige så smart som ellers.

“Jeg er ligeglad hvor det kommer hen, så længe det kommer væk. Der er for mange… minder… når jeg ser på det.” Hvad hun sagde var ikke en løgn, men måske en drejning af sandheden. Det var ikke just fordi, at hun havde mange minder med tæppet. Ikke engang manden indeni som hun kun havde mødt i aften. Hun kunne stadig ikke udstå at kigge på det og vide, hvad hun havde gjort. Problemet var ikke, at hun aldrig havde set livet forlade øjnene på en person før, men dog havde hun aldrig været skylden i det. Ikke så direkte. Det var nok også årsagen tol, at hun var så rystet, selvom hun ikke udviste mange emotioner om det. Hvad der lige var forekommet blev presset ned med alt andet. Derfor havde hun ikke udtænkt en god plan.

Han gav et ryst på hovedet af forbavselse som hun gav en estimeret vægt. Hvis det var et reelt lig der lå rullet sammen, så var der nok ikke så meget andet for .. end at hjælpe hende. Han havde tid og kedet sig. Men kendsgerningen var, at han tog hendes svar som en tør joke, tør nok til at selv sandet i det sydlige Krystalland var vådt ved siden af. Men hun lod ham se det hele for sig. 
Hænderne blev sat på hoften og han vurderet det en anelse og gav det et let lille spark for at få en idé om tykkelsen af tæppet. Men han vendt blikket mod hende, træt og halvopgivende. Han var jo allerede trukket ind i det, så hvorfor: "Der er en død ting der i, er der ikke også?" måske lidt foruroligende at Basil havde en ide om hvordan det kunne fornemmes, men han havde set døde før. 

Et eftergivende suk kom dog fra ham, men han trådte helt ind ved siden af tæppet og satte sig på hug over for det. "Jeg er her jo alligevel," brummede han lidt, både til hende kommentar om at han var i og åh så selvsikker. Han greb omkring tæppet så han fik det op i favnen som en det var en brud, før han rejste sig. Løftede med benene.

Hun var ligeglad med hvor det kom hen, og han skævede lidt til hende: "Forventede du, at jeg bare fløj afsted med det?" spurgt han og ventet lidt på en reaktion.  Det kunne han også godt. Men skulle det ske, skulle han havde noget andet end krystaller, men det måtte tiden vise sig for dem. Skulle de vandre igennem byen i fællesskab, eller skulle han løbe en risiko for en fremmed kriminel. 

Selvom han stod stille, begyndte hans fjer at rykke på sig og få frigjorde sig fra vingerne, hængende selvstændig i luften omkring ham. De var til mere, end bare pynt. 

Manden sparkede til tæppet, men den rokkede sig ikke en spor. Det var med til at bekræfte, hvad Rory tidligere havde sagt. De 90 kilo var nok ikke et alt for ved siden af skud. “Og hvad hvis der er en død ting i?” Spurgte Rory en anelse udfordrende. Hvis hun direkte gav ham ret i udsagnet, havde hun inkrimineret sig selv… ikke at hun allerede havde det ved at vise ham tæppet. I det mindste løb han ikke skrigende væk med retning mod byvagterne hovedkontor. Faktisk virkede han ret upåvirket af situationen og havde det selv samme trætte ansigtsudtryk som da hun mødte ham.

Inden Rory faktisk fik sagt, at der var et vaske ægte dødt menneske gemt i midten af tæppet, løftede manden det op uden de største problemer. Hm, så havde hun valgt rigtigt på det punkt. Måske stillede han en del spørgsmål, men han virkede ikke som en, der bakkede ud af noget han havde sag sig selv for. Perfekt, så kunne han bare bruge sine vinger og flyve tæppet til langbortistan. Det var i hvert fald tanken indtil han begyndte at kritisere den for øjnene af hende! Eller i hvert fald lød det som om, at han betvivlede planen hun havde lagt for sig selv.

“Ja,” svarede hun ganske kort til hans udtalelse, hvilket hun godt kunne høre, at han ikke stillede sig tilfreds med. “Til fods er der større risiko for vi bliver stoppet. Tæppet er besværligt at gå rundt med og tiltrækker opmærksomhed. Hvis du flyver med det i luften, er det de færreste som der vil kunne gøre noget. Ikke engang byvagterne. De vil først skulle finde en person der kan flyve. Til den tid vil du være over alle bjerge!” 

Absolut intet til hvad nu hvis. Skaden var sket, han havde tid, mangle på interesse og det var langt sjovere end at vandre efter en for nogle Jade. Selv kunne han dog godt se problematikken i at han hjalp hende, så kunne der være mange årsager til manden var bortkommet, noget som han gik endnu mindre op i. Det var ligegyldigt. 

Mad sin brud i favnen, lyttede han til hvad hun sagde. Hun havde tænkt det hele igennem, det var nok udelukkende grundet synet af hans vinger hun havde været så effektiv. Han trak lidt eftertragtet på minen. "Fair nok. Giv mig et sted du tænker er passende - og dit fulde navn.. og ingen grund til at lyve omkring det," kriminelle kunne lyve om alt hvis de gad, det krævede bare træning, noget som hun virkede til at besidde. 

Basil havde indvilliget i at hjælpe, fungeret som fragtmand så at sige. En oplevelse for livet, men den alene var nok også nok for sig selv. Hun havde taget ham med i faldet, det sekund hun viste ham tæppet, så det kunne lige så godt blive fulgt til dørs. Han trådte lidt mere uden for og slog vingerne ud, de fjer som havde været omkring ham vendte spidsen mod hende som han afventet hendes navn. 

Men han var klar til at lette nu. 

Fulde navn!? Hvad skulle han dog bruge det til. Hun havde ikke engang hans fornavn! Havde han bare tænkt sig at flyve tæppet direkte hen til byvagterne hovedkontor og sige: “Hey det er Rory Evans skyld. Kom og hent hende ved boligkvarteret i det hvide hus.” Nu havde hun aldrig hørt mage! Det fulde navn ville han aldrig få lokket ud af hende, om hun så skulle finde en anden bevinget mand, der kunne transportere hendes skeletter i skabet.

“På vejen mod Tusmørkely, ikke langt udenfor bymuren er der en sump. Folk smider alverdens kattepiner derned, som de ikke vil håndtere. Det vil være et ideelt sted,” sagde hun og prøvede på at undgå spørgsmålet om sit navn. Dog blev han hængende og kiggede på hende med et blik, der bare sagde: “Ud med spyttet.”

“Cassie Jacobs,” introducerede Rory sig så efter kort tids overvejen. Om han faldt for den kunne hun ikke bedømme, men efterhånden havde hun brugt det navn så mange gange, at det bare røg af tungen. Det var samme navn hun havde brugt for at komme med manden hjem, der nu lå død indrullet i tæppet. Faktisk brugte hun sit alterego navn mere end sit eget, for hvorfor skulle hun nogensinde fortælle sin rigtige identitet til nogen. Normalt fandt de enten selv ud af det eller også måtte de bogstaveligtalt hive den ud af hende. Rory var ikke til at makke med, når hun havde sat sig noget for. Problemet var bare, når den anden person var lige så stædig som hende selv.

Det virkede ikke til at hue hende, noget han godt kunne følge hende i. Hvorfor skulle han også være så insisterende. Men han stod med liget for hende, var villig til at skaffe sig afvejen for hende uden betaling, selvom hun havde lovet andet. Hun var en fandens kriminel, kun en idiot ville tro hun betalte ham. 

Ah, hun ønskede han skulle forsvinde og bare gå til skovens næring. Hvor betænksomt af hende. Men han var ikke tilfreds, noget som han ikke skjulte. Basil betvivlede hun med alt hvad han havde, hun var jo næsten bedre til det med dæknavne, end så mange af de andre undergrundsdyr. "Hvis det er hvad du vil gå med," han trak sine fjer tilbage i vingen, på nær en. Han fik den hen til hende og fik den krydset ind i håret på hende. "Fjerner du den før jeg er tilbage, vil du kunne mærke den og mange andre i din krop," 

Basil lod vingerne sætte fra og han lettet med nogle meters højde og skævede ned til hende. Hun skulle nok være at finde igen, på godt og ondt. Om han så skulle levere hende til sumpen som hendes affald her. 
Men han fik hurtigt sat gang i farten og ville i sidste ende bare være en plet i himlen. 

Victoria havde efterhånden stået og fulgt med i samtalen et godt stykke tid, og nu havde hun en lokation for, hvor tæppet blev dumpet. Så kunne hun altid sende nogen ud for at finde det. Nu handlede det om at få styr på de to individer, men Basils skarpe fjer var lidt af en udfordring lige nu i så åbent et område. Måske hun skulle se lidt nærmere på hans families forretning? Med sådan en søn måtte de jo næsten have gang i nogle ret lyssky affærer. Rory var en helt anden snak, men det måtte hun tage, når hun havde fået lidt mere samling på tingene. Én ting ad gangen.

Victoria vendte derfor om på hælen og satte kursen tilbage mod krystalpaladset. På vejen skiftede hun sit udseende tilbage til sit normale, og kappen blev vendt, så den nu var grøn og helt ren.

Det var tydeligt, at begge parter ikke havde den mindste tillid til hinanden. Hun vidste ikke engang, hvad hans fornavn var, og han havde nok regnet ud, at hun ikke bare ville give sit navn op med sådan en lethed. De havde intet af hinanden udover et mentalt billede, men hvad skulle de bruge det til i den sidste ende. Det var ikke fordi, at de kunne anmelde hinanden til en byvagt, da de trods alt var to om tango. Han havde sagt ja til at transportere liget, hvilket gjorde ham lige så skyldig som hende selv. Altså udover Rory faktisk var den person, der havde berøvet den afdødes liv.

En fjer blev placeret i håret på hende og hun blev mere eller mindre beordret til, at hun skulle lade den blive. “Det lyder ikke til, at jeg har et andet valg end at lade den blive,” sagde Rory halvirriteret om en afsked inden han lettede. Inden længe var han ikke til at få øje på og Rory overvejede kraftigt at tage fjeren ud af håret. Hvem troede han hun var? En hippie? Hvis ikke hun var bange for, at hans trusler var reelle ville hun med det samme fjerne fjeren, men nu lod hun den blive i håret indtil hun vidste, at han havde skaffet sig af med liget. Imens låste hun døren efter sig og rengjorde gerningsstedet. Rory kunne nødigt have, at nogen troede han var forsvundet ved tvang i stedet for af egen fri vilje.

Selvfølgelig var Basil ikke helt uden humanitet. Liget ville ikke blive dumpet ude i en skov i en sump. Der var så mange mere humane måder at gøre det på. Så da han nåede ud over byens mur, søgte han i en anden kurs. Nærområderne til Juvelen havde mange små muligheder at tage sig af et lig på en måde han kunne gå ind for. 

Kilometerne blev hurtigt lagt bag sig, selvom liget gav en form af hindring. Men han nåede et punkt hvor han valgte at lande, fik rullet manden ud af tæppet og løftede manden op. Historien var simple: han fandt ham på vejen sydvest for Dianthos, vidste ikke hvor han hørt til og ønskede blot han fik en ordentlig begravelse. Kirkelige folk var generelt nemme og finde, og det gjorde det nemt for ham at komme af med liget. Cassie, som hun digtede sig selv til at være, ville nok ikke nyde godt af det, men mord foregik stort set hver evig eneste dag, så at han hjalp en med at få en værdig afsked, var vel hans fortjeneste. 

Turen dertil gik alligevel langt hurtigere end alle andre veje.

...

Så nogen timer senere ville han lagde samme sted som han var lettet fra. Han bankede på. Mørket havde lagt sig, så de kunne lige så godt få det afsluttet. 

Den dumme fjer i hårdt blev ved med at rykke sig eller falde ud. Det var da ikke til at arbejde, når man havde sådan en upraktisk genstand i håret. Alligevel satte hun den i hver gang den faldt ud, da risikoen for at blive angrebet af den blonde vingemand var for stor. Ifølge hende var det en unødvendig risiko at løbe, så mens hun rengjorde gerningstedet, rendte hun rundt og lignede en hippie. 

Blod var så besværligt at få ud af trægulvet, da det havde lagt der så længe, at det fuldkommen havde misfarvet stedet. Det endte med, at Rory fik anskaffet et mindre tæppe fra soveværelset som hun sagtens selv kunne transportere ind i stuen. Det dækkede da der mest åbenlyse, og Rory begyndte nu at rengøre blodstingene fra væggen. Igen et arbejde, der var langt mere besværligt end hun havde regnet med. Stadig var hun helt kold for situationen. Mest fordi, at hun stadig var i et stadie, hvor hun ikke havde indset, hvad der var sket. Oplevelsen var skubbet helt tilbage i hendes tanker. Et sort sted man skulle grave langt for at finde.

Inden hun vidste af det var manden kommet tilbage, og hun havde ikke engang nået at få taget alle de værdifulde genstande i huset. En anelse paranoid åbnede Rory døren på klem, hvor hun ganske nok så, at han var alene og uden tæppet. Derefter åbnede hun døren helt og stod i indgangen, hvor hun pointerede det åbenlyse. “Du er tilbage,” sagde hun nærmere som en konklusion end et spørgsmål. 

Døren blev åbnet klem, men så kom den mere op og han rakte hånden frem og tog sin fjer tilbage fra hende; "Mhm. Du går stadigvæk med Cassie Jacobs?" det var nok mere et retorisk spørgsmål, for han kunne ikke se det for sig, at hun ville oplyse sit rigtige navn for ham. 

For ham, kunne huset være hendes som manden, og han var faktisk ligeglad - skaden var sket. Hun fucked op, og han tog del i det. Men så fik han da det med på sit CV. Deres veje kunne lige så godt ende her, men uanset hvor stor byen var, kunne de ende med at løbe ind i hinanden igen, måske under samme omstændigheder eller nogle helt nye og mere indsigtsfulde for hvem de nok var. Skulle han hænge hende op på sit løfte eller skulle bare bare sige det var det og at hun burde være mere omhyggelig næste gang?