Rummet stod nydeligt og rent. Det var hans hjem, så definitionen af ren var måske lidt tvivlsomt, men det var nu kun lidt støv her og nogle klæder liggende der.

Tretten år havde passeret fra da han først så hende, dog havde han holdt sig på ren sti, alt andet havde nok være uhørt. Fyrst Sephyran ville nok have spiddet ham, hvis det var. Men årene siden da, der havde mulighederne åbnet sig lidt op. Basil var kommet på fornavn med hende i første omgang, og sidenhen var de bare forblevet en form af venner, eller gode bekendte, i hinandens liv.

Han trak bukser op om livet på sig selv, en hånd blev kørt igennem håret og han så efter sin trøje fra natten før; “Havde du ikke en aftale i dag?” minimal hukommelse og interesse, men alligevel bed ham mærke i små tingene. Han så hende klæde sig selv på, “De må vente, der er ikke andet for”, lød det fra Kya, som hun hed. Kya og Basil havde set hinanden en del gange nu, men hvad der generelt foregik i hendes liv, vidste han faktisk ikke, lige så vel vidste hun utroligt lidt om hans. Så det efterlod Basil, til blot at trække på skuldrene. Han fik en trøje over hovedet som havde huller i ryggen. Vingerne havde været låst inde i nogen tid nu, men han trængte til noget frisk luft. Luften oppe over hustagene, frigjort fra det folk efterlod sig på jorden.
Basil tog fat i en stoleryg, før han begyndte at samle sin chakra og presse sine vinger ud. Det tog ikke så lang tid igen, 30-45 sekunder, men det var alligevel tydeligt at fornemme smerten han gennemgik. Han fik trådt sine sko om foden og trådt lidt omkring sig selv, for at se om noget manglede. Kya stod igen i sin kjole og var ved at sætte håret op. “Smæk døren efter dig,” sagde han, som han trådte han til terrassedørene, som havde en lille altan ud mod bygaden. Basil strakte sin ene skulder, før han satte fra og lettet let op over byhusene. Han landede på en tagryg nogle huse fra sit eget sted.

Et rygte havde lydt på , at Rubiniens ulykkesfugl kom til Dianthos, eller faktisk var det på, at hun allerede skulle være der. Han havde ikke fået lavet nogen konkret aftale om at ses med hende, ikke at det altid var lige nemt. Hun var svær at fange, så de uofficielle invitationer fungeret generelt bedre. For Basil.

Det var dog næsten utroligt at tænke på, dagen var næsten passeret for næsen af ham. Basil tog hånden til hovedet og gned kort øjnene. Kya og han havde tilbragt næsten et halvt døgn sammen, det var næsten uvirkeligt at tænke på. “Så Aaliyah, hvor mon du gemmer dig” spurgt han sig selv og så ud over byens gader og stræder som havde liv i sig. Som hver evig eneste aften. Byen var nu nok kønnest klædt i aftensolens orange skær.

Hun havde haft en generel tendens til at tease ham de seneste år. Det var dog nok kun hans opfattelse af det hele. Han var mildt sagt en sulten hund efter hvad hun havde at byde på.
I overvejelser om hvor hun kunne være, begyndte Basil at gøre sig sine overvejelser. Hvor godt kendt han hende egentlig. Ah. Hun ville nok foretrække et lille teaterstykke end at vandre omkring. Vingerne slå for sig, som han valgt at tage kurs mod teatret og landede på taget af det. Han lod sig vente deroppe, til forestillingen var forbi og alle gæsterne ville vandre ud. Han havde et godt udsyn til at se, hvem som ville komme ud derfra. Men som han kunne se dem, kunne de også se hans tilstedeværelse. Aften var alligevel endnu ung - den eneste udfordring der stod for døren, var at han nok ville føle sin sult før eller siden.

Det var ikke ofte at Aaliyah endte udenfor Rubinien eller paladsets vægge, hvor hun hørte hjemme, indtil en mand ville vise sig for hende.
Men hun havde nu bevæget sig udenfor paladset, for at opleve og for at opdage. Dianthos var altid noget andet end Rubinien, her var en hel anden stemning og liv, folk var meget mere åbne og løse i deres hverdag. Det tiltrak hende, og hun nød at befinde sig heroppe.
Det var ikke ofte at hendes fader ville lade hende tage alene afsted, og ofte havde der været en ledsager, i form af en tjener eller slave, med hende blot for en sikkerheds skyld. Det var først de seneste par år, hun var blevet fri for den slags. Hun var immervæk 27 år og kunne sagtens tage vare på sig selv.

Grunden var selvfølgelig også at hun endnu ikke havde den største omgangskreds, og især ikke Dianthos, eftersom at hun ikke havde besøgt stedet al for mange gange. Der var dog få ansigter, som betød noget og som hun vidste ville blive glad for at se hende, en af disse var Basil. 
Det var ved at være noget tid siden at hun havde set ham, og hun havde som sådan heller ikke noget bud om at hun ville komme op til byen. Hvad var chancen for at hun ville møde ham tilfældigt, når der boede så mange mennesker i byen?

Aaliyah elskede kunst og teater, hvilket var grunden til at hun besøgte teateret, næsten hver gang hun satte sine fødder i Dianthos. Kunst havde de selvfølgelig også i Rubinien, også teater. Det var bare noget andet heroppe. Det var nogle helt andre stykker.
Hun nød den følelse som det gav hende at sidde blandt publikum og modtage kunsten og efterfølge bifalde denne. 
Hun rejste sig med alle andre i salen, og lod bifaldene regne ned over skuespillerne som havde knoklet for dette, inden hun bevægede sig langsomt ud af teateret.
Hun havde ikke travlt, og det var aldrig nemt at lukke så mange mennesker ud på en gang. Hun skulle blot tilbage til sit værelse, for at nyde hvad hun blot havde oplevet.

Et sus gik igennem hende da hun trådte udenfor, som en af de sidste, og et par store vinger landede foran hende. Et forbavset blik havde sat sig fast på hendes ansigt, for havde hun alligevel haft nytte af en tjener eller vagt, i dette tilfælde?
Som hendes ansigt fangede personens, bredte et smil sig; Basil! Personen som hun ikke havde regnet med at se, og som hun havde kendt siden hun var ung. En mand som altid havde ladt en frisk stemning bevæge sig i mellem dem, stod nu foran hende.

Som en fin spætte kom hun til syne. Ikke som sidste mand i huset, men hun havde taget sin tid. Kvinder, tænkt han. Altid så langsommelige og interesseret i ligegyldigheder. Men dette var desværre ikke bare en kvinde. Hun var en ulykke sig selv, men hun bragte mindst lige så meget ulykke til ham.

Basil havde taget springet, men vingerne sørgede for en blød, dog præcis, landing foran hende. Overraskelsesmomentet var altid vigtigt. Det gav ham muligheden, for at se hvordan hun reageret ved hans ankomst. Men Aaliyah var mild og kær (for det meste), så selvfølgelig så hun begejstret hun. “Ser ud til, at du er uden din fars gorillaer” pointeret han, før i et snup tag lod den ene arm glide om livet på hende, stramt, tæt og dog nænsomt. “Hold fast,” der var ikke megen reaktionstid, før Basil lod vingerne sætte fra med nogle ordentlige bask.

Det var ellers ikke særlig tit, at Basil tog nogen med på en flyvetur. Men selvom hun så alene ud, kunne hun umuligt være det. Hvilken fyrste ville dog lade sine døtre vandre forsvarsløse omkring i en så livlig by. Hun kunne jo vende gravid retur, og så var alle skibe sejlet fra haven. Så ville hun være umulig at ægte borte til nogen af betydning.

Basil holdt fokusset frem for sig, hun skulle ikke nyde godt af, at han måske så på hende. Aldrig. De landede nær grænsen til den centrale bydel, beriget med alle de typer, som nok godt kunne tænke sig lidt af hende. På godt og ondt. “Stadigvæk lige så ugift som altid?” selvfølgelig kendte han svaret, men hvorfor ikke gnide lidt salt i såret, det kunne måske få hende til at være lidt mere verbal med ham. Forhåbentlig lidt fysisk. 
Blikket gled kort omkring sig, nødvendigheden i at orientere sig. De var ikke alt for mange blokke væk fra hans lejlighed, men hun kendt ikke gaderne som han gjorde, hvilket var til hans fordel. Men med duften bredte sig mellem dem, lun og indbydende. Mindst lige så forførende fræk, som Aaliyah af Kazimi.

(Powerplay aftalt og godkendt på forhånd.)

Chokket lagde sig hurtigt da hun så at det var Basil, som nu stod foran hende, hvilket virkelig ikke var noget hun havde regnet med. Hvordan vidste han at hun var i byen? Havde han små spurve rundt omkring i byen som fortalte ham ting, eller gik der rygter om hendes kommen i byen? Men uanset hvad og hvordan, så lagde chokket sig hurtigt og blev erstattet af en glæde og det viste det smil som sad på hendes læber tydeligt. Han havde chokeret hende på flere måder, men blot det at han stod foran hende var det største chok, og hun mærkede en glæde langsomt bevæge sig inde i hende. 
"Det burde jeg næsten have haft, når jeg møder mænd som dig, Basil" Hun smilede skævt og drillende, som hun gav ham lidt igen. Mere nåede hun ikke at sige eller gøre, før at han lagde sine arm tæt omkring hende, og endnu et chok blev sendt igennem hende. Hun kom med en høj latter, som hun pludselig svævede fra jorden, og inden hun kunne se sig omkring, fløj sammen med ham. Hun gjorde som han fortalte, holdt godt fast omkring ham.

Det var første gang hun var oppe og decideret at flyve med ham, det var en spændende oplevelse, næsten skrækindjagende, men hun vidste at han havde styr på det han lavede og ikke ville tabe hende. Det ville nok komme bagpå ham, når hun fortalte at hun faktisk havde bevæget sig afsted alene, for det var ikke noget han normalt havde set. Hvis hun havde været beskyttet, og hun sådan var blevet hevet afsted, så var hun sikker på at himmel og helvede var blevet ledt igennem, indtil at de havde fundet hende. Der var et eller andet specielt over dette, som han nu gav hende. 
Han havde altid været en kæk type overfor hende, og det at han ikke spurgte om lov, men blot gjorde ting, fandt hun ret attraktivt og spændende, det gav deres venskab og forhold lidt uforudseenhed. 

Hun kiggede på ham med et kækt lille smil, som de landede omkring den centrale bydel, en bydel som hun nok ikke ville bevæge sig meget i på dette tidspunkt, "Sikke en modtagelse" Startede hun små grinende, "Er det virkelig dit første spørgsmål?" Forsatte hun i en lidt drillende tone og puffede drillende til ham. Hun havde slet ikke forventet andet af ham, og det var en af de ting som hun nød ved ham. 
Hun kendte ikke gaderne som han gjorde, og hun håbede at han havde styr på situationen. Hun trådte et skridt tættere på ham og lod armene ligge sig om ham, for at trække ham ind i et varmt kram, efter at have gået så længe uden at se ham. Hun nød duften af ham, varmen som han kom med og nød blot hans tilstedeværelse. 

Som hun slap ham sad smilet på hendes læber igen og hun søgte hans blik, "Nå, hvor har du tænkt dig at tage mig hen?" Hun kiggede udfordrende på ham, første og nemmeste tanke var hans lejlighed, og det ville hun heller ikke have noget imod. Selvom hendes personlige ejendele, lå på det sted, hvor hun egentligt skulle bo de dage her. 

Det havde hun absolut ret i, tænkte han. Men alene det, var han ikke den eneste sig nok så nogle muligheder med en ‘skrøbelig’ ungmø alene i Dianthos, langt væk hjemmefra. Men Basil syntes ikke at have set nogle fra det vanlige slæng, men igen, Kazimi-slægten skiftede nok hyppigere ud i slaver og tjenestefolk, end Fyrst Sephyran havde sex med forskellige kvinder.

En selvtilfredshed satte sig i ham, som han mærkede hendes arme omkring ham. Knurrende tæt ind til sig, det var det eller at falde, så hvorfor ikke bare føje sig lidt for ham. 1-0 tænkte han. Men havde han dog skimte lidt til hende som de bevægede sig op over tagene, se hendes reaktion. Alligevel var det tydeligt at hun virkede uberørt af at de var væk fra startstedet. Var Aaliyah virkelig så glad for at komme væk fra sin fars spioner og stik-i-rend-drenge? Eller havde hun reelt set givet ham et ærligt svar, at Fyrsten burde have sendt nogle med hende. Nej, vel?  Ah. Hun var umulig at lure, hun var ikke som at sidde sammen med andre og spille kort.

Basil fik sluppet hende om livet, og lukkede vinderne sammen bag sig, han nåede knap nok at reagere på hendes kommentar, før hun puffede til ham. Hvis hun havde været fysisk stærk eller en ork-slægt, var han nok væltet, men det var ikke tilfældet, han lod sig dog rykke i takt med hendes puf, så det lignede af noget. “Det havde nok været langt sjovere at kidnap dig, hvis du var blevet gift borte,” lød det overvejende fra ham. Det ville have været meget sjovere faktisk. Hylende morsomt. Nok ikke for alle andre involveret.

Hovedet havde fjernet fokusset fra hende, som han skulle overveje hvor de eventuel skulle få noget af spise, men som han stod ufokuseret der, mærkede han hvordan armene trak i ham, det var næsten en automekanisk handling, men hans arme fandt vej omkring hende og lod sig hvile ned langs hende lænd. “Jeg ville ikke stå der for længe, hvis jeg var dig,” jokede han. Basil var udmærket godt klar over, at han stod færre lag tøj på, end hun. Færre lag til at afholde kropsdele for at flyde frit omkring.
Basil lod hænderne blive flyttet fra hendes lænd og den begyndende form fra numsen baller. “Jeg tænkte at en bid mad ville gøre os godt,” han bad til at hun havde forventet andet. Det var næsten umuligt at holde styr på, hvor mange gange han havde indirekte forsøgt, at overtale hende til sex. Men nej. Hun gjorde det selvfølgelig ikke med ham - alle andre dog.

Ikke sagt, at han ikke ville bringe hende med tilbage til sit sted. Så var det vel bare, om der lå andre kvindelige beklædningsgenstande hjemme hos ham. Hvilket der uden tvivl gjorde. Han burde nok have ryddet op.

Hvis det havde været alle andre end Basil hun havde mødt, så havde det nok været en god idé at have haft nogle af de stærke drenge med sig. Hun stolede på Basil, med den historie som de havde sammen. Der var ingen grund til at frygte denne mand, heller ikke når han sådan uden videre greb hende og fløj afsted.
Hun havde ikke forventet andet end at se hans spontane sider igen, dem havde hun savnet. Ingen tvivl. Han var en flyvsk person, som siden hun kunne huske havde lagt små tilnærmelser, flirts og lignende ind på hende. Basil havde ofte forsøgt at skjule disse, men det fungerede ikke altid lige godt. Men at han havde den slags følelser, eller lyst om man kunne sige til hende, kunne hun ikke andet end at suge til sig.
Hun var sikker på at han nød, hvordan hun lige nu klemte sig til ham, som de fløj henover byens tage. 

I Aaliyahs øjne var Basil en fremragende mand. Han var flot, attraktiv og spændende at stå overfor. Hun nød den spontanitet som drev igennem denne unge mand. 
Han havde ofte forsøgt at ligge en billet ind hos hende, men skulle hun risikere at ødelægge deres forhold, for at lade sine, og ikke mindst hans lyster løbe løbsk? Inderst inde så havde hun en interesse, en lyst og måske en trang til ham, på en eller anden måde.

Det var selvfølgelig en befrielse at komme væk hjemmefra, opleve noget nyt og ikke mindst at se ham igen. Det var nemt at føle sig kigget over skulderen, fulgt efter eller lignende når man var på paladset og fyrsten havde øjne alle steder.
Hun kunne ikke lade være med at komme med et lille smil over hans ord, igen overraskede han hende ikke. "Det kommer slet ikke bag på mig  at du vil finde fornøjelse I det scenarie, Basil. Men du har stadigvæk en chance" Smilet blev en smule kækt som hun kiggede over på ham. Selvfølgelig havde han det, men hvor meget ønskede han? 

Krammet hun påbegyndte havde hun længtes efter, han var jo en ven som hun ikke have set i årevis. Der kunne godt gå længe mellem de så hinanden.
"Åh, Basil dog" Grinede hun småt, hun var virkelig ved at blive vant til at han, havde svært ved at tage et rart øjeblik seriøst. Men hun nød ham alligevel af den grund, "Jeg er glad for at du ikke har ændret dig" At lade hans hænder glide mod hendes baller, virkede næsten kun som noget han kunne finde på, når man stod overfor en prinsesse - og så på åben gade. "Men.. hvad siger du der sker, hvis jeg bliver stående?" Hun udfordrede ham drillende. Han skulle ikke slippe så nemt.

At han inviterede hende ud, kom måske en anelse bag på hende, men at de forhåbentlig kunne nyde en bid mad, uden al for meget useriøst, kunne hun godt bruge. "Det lyder bestemt ikke som nogen dårlig idé. Findes der nogen gode steder, som ikke er Svinet?" Hun havde virkelig ikke brug for at sidde sådan et sted, det var ikke et sted for nogen af dem. De var adelige, hun var prinsesse. "Der efter kan du måske følge mig hen til stedet, jeg skal bo? Jeg vil nødig fare vild" Hun smilede varmt og lod en hånd bevæge sig op mod hans kind, for at fjerne en tot hår og strejfede hans kind. Hun ville også meget gerne følge op på det forsømte, i mellem dem.

"En chance?" gentog han og trak på smilebåndet af hende. Skulle han nu til at ægte kvinder for at komme i kjolen på dem, eller var det et ønske om at Basil skulle arbejde sig op og fedte for hendes far. "Selv hvis jeg kom med sådan et tilbud, så ville det være et nederlag for Kazimi-slægten," der var en generel seriøsitet i det. Men det ville ikke unde ham, hvis hun ønskede sig et ægteskab, en ægtemand - en familie af sin egen. Hun var vel ved, at være på grænsen til overskreden salgsdato. 

Ønskede hun, at han ville sådan noget pjat? Lege mor, far og barn, havde Basil overhovedet sådanne fantasier. Han gav jo ikke meget for så mange mennesker. 

Hendes søde ord, blide stemme, selv det, kunne få kød til at pulsere. Han ænsede godt forbi passerende ud ved bygaden kigge lidt. Men meget skete i byen, så der var vel ikke det, de ikke allerede havde set. De så Aaliyah bagfra, det ville kun være bekymrende, hvis de kendte hende fra den vinkel af. Men hun kunne ligne hvem som helst bagfra for fremmede. "At du ikke kommer til at sove i nat," svaret han på hendes spørgsmål. Han trådte dog selv et yderligere skridt væk fra hende. Lidt anstændighed var kun på sin plads, hun fortjene at blive behandlet godt, før hun bragte ulykke til en af dem. 

Han spidsede kort ørene, som hun efterspurgte andet end Svinet. Heldigvis var byen beriget med mere end bare Svinet. Små spisesteder, overdådige spisesteder, ubehagelige som behagelige spisesteder. Et hav af muligheder. "Jeg skal nok følge dig tilbage, Aaliyah,". 

Basil indikeret med hånden, hvad vej de skulle gå, for at finde noget at spise. 

"Er du okay med at din lillebror skal giftes før dig?" som sagt, var det ingen hemmelighed at hun gerne ville giftes. Basil havde hørt hvordan hendes far havde været ude og søge. Men hun stod tilbage som en af de ældste. De talt måske ikke altid om de mest vigtige emner, men hun fortjente også at kunne benytte sig af ham, Basil, som en ven. 

Hun kunne ikke lade være med at smile over han lille gentagelse af ord, hun havde nu blot ment det i en spøg. Ville han dedikere sig til en kvinde som hende, lege familie far? "Nu må du ikke være hård ved dig selv, kære" Hvis han tøjlede den rebelske side inden I ham, så ville han kunne blive en lige så god mand som alle andre kunne. Men nu var de jo slet ikke der endnu, og godt nok så havde han været kærkommen med de pæne ord, og lidt mere, mod hende, men hun havde endnu ikke ladet ham komme helt tæt på hende endnu. Selvom hun inderst inde gerne ville opleve det.

Hun tog ikke særlig notits af de forbi passerende, da hun endnu ikke var noget større kendt ansigt på disse kanter, hvilket gjorde de handlinger som han lagde for dagen, ikke var så alvorlige. Hun havde intet imod at han kom tæt på hende, på denne måde. Det var sådan hun kendte Basil, med den her rebelske og fjollede side. Aaliyah smilede skævt til hans ord og søgte hans blik, "Det lyder næsten fristende, Basil" Grinede hun småt, som han trak sig et skridt tilbage og lod anstændigheden mellem dem, få lidt mere plads.

Normalt ville han måske blot have inviteret hende hjem til sig selv og komme med en eller anden replik, om at de bare kunne gå direkte til sagen, og selvom hun ofte havde grint af den slags, så var det en anden side af ham denne dag.
Hun vidste godt at byen rummede mange lækre, og dårlige spisesteder,  men mon ikke han havde fundet et sted som var værdige for dem begge? Den tillid skulle han selvfølgelig have. "Jeg tvivlede heller ikke på at det var noget du ville gå glip af" Drillede hun kækt, som hun kiggede på ham, inden de gik afsted, som han pegede en retning.

Aftenen var ikke helt faldet på endnu, men mørket var langsomt ved at ligge sig og tanken om at skulle bruge aftenen med ham, var ikke nogen dårlig tanke.
Spørgsmålet fik hendes tanker i gang igen, inderst inde havde hun jo håbet at hun allerede var blevet gift, for mange år siden, men hun kunne heller ikke være jaloux på sin broder. 
"For at være ærlig, så både og" Hun kiggede over på ham, som de langsomt gik ned ad gaderne, "Jeg under ham at skulle giftes. Det fortjener han. Men jeg inderst inde ville jeg da ønske, det var sket for mig mange år siden" Hun kunne sagtens være ærlig over for ham.

Det var næsten sådan en dialog, man kunne have i mellem to elskende. Ville hun smide det hele væk og bede ham om at blive? Et tegn på kærlighed, at de elskede hinanden. Men de elskede ikke hinanden. Hvis han elskede noget ved hende, var det idéen om kroppen, den skovbrand hun gemte på. I sidste ende, ville hun blot fylde brande på djævlen i ham. Basil lod det ruskes af ham. 

Basil kunne kun nå at åbne munden til at svar, men var alligevel taget lidt for ord. Basil var ikke umulig at læse, han virkede normalt bare så ligeglad, men nu tog hun ham med bukserne nede. Han var slet ikke vant til hendes frækhed. Det var et nyt niveau. Han lod munden glide i igen og udstødt et lille grin af nederlags irritation. "Pas på, jeg ikke tager dig på ordet," advaret han hende helt reelt. Det var næsten en invitation. 
De gyldne øjne fulgte dog hende fra top til tå. Klæderne sad selvfølgelig godt på hende, men det skjulte ikke helt hendes former. Barmen behøvede ikke være den største, for at være det mest indbydende på hende. Håret kunne have sit eget liv, det var stort, fyldigt og forfærdelige velduftende. 

Men som de begyndte at færdes stille afsted mod et lille og mageligt sted, ejet af en ældre kvinde som ikke ønskede noget som helst postyr af nogen slags. Det var ideelt til bare at sidde og slappe af. Small-talk og komme hinanden ved. Han vendte hovedet i hendes retning og så på hendes læber som de bevægede sig, hvordan ord blev dannet og strømmede ud derfra. 

"Har der været nogen, som du ville ønske, havde spurgt om din hånd?" det var for ham en intim samtale. Mellem dem. "Jeg husker den gang jeg var i Belzera, du var 14 år eller deromkring, og lignede næsten allerede en voksen kvinde dengang, ikke at du ventede på et ægteskab dengang, men blev forbedret," det var bare tanker, det som han huskede. Han havde ikke vidst at hun var 14 dengang, han kunne snildt have troet hun var bare et eller to år yngre end ham, men nej. Det var lidt kommet som et chok for ham, da han hørt hun bare var et barn. Ikke sagt, at han havde haft urene tanker, men køn var hun jo. 

Basil havde aldrig givet udtryk for at han ønskede at være hendes, eller nogens for den sags skylds mand. Han havde blot givet udtryk for at han ville have hende fysisk, var han en person som hungrede efter en familie, som hun gjorde? Hun troede det egentligt ikke. Måske skulle hun blot komme videre, åbne op og lade ham se den skovbrand, som faktisk ulmede inden i hende. Trangen til det var der.

Aaliyah kunne ikke andet end at smile og komme med et lille grin, over at det nu var hende som havde taget ham med bukserne nede. 1-1. Ofte så havde han kørt med en kækhed og en frækhed overfor hende, og nu var det på tide at give lidt igen. Den kemi de havde sammen, havde hun ikke med andre, og det var grunden til at hun nød at have ham tæt på. Hun smilede kækt over hans grin, tegnet på nederlaget. "Det kommer slet ikke bag på mig, at det er din tanke" Det kom slet ikke bag på hende, slet ikke sådan som hans øjne efterfølgende gled ned ad hendes krop. Af en eller anden grund, havde han altid haft en svaghed for hendes krop. 

Det var specielt at gå ved siden af ham og have så intim og privat samtale med ham. Det var et emne som lå tungt hos hende, og det vidste han udemærket, men blot det at de kunne tale stille og roligt omkring det, var beroligende. "Det var et godt spørgsmål.." Grinede hun kort, med en usikkerhed i stemmen. Det havde der jo egentligt ikke? Den tætteste hun havde var nok ham, og ville hun have ønsket at han havde spurgt om hendes hånd? ".. Det tror jeg ikke, hvis jeg skal være helt ærlig. Min fader har jo forsøgt flere gange, men jeg har jo aldrig kendt de mænd" Svarede hun ærligt. 
Hun lyttede smilende til hans ord, for det at han havde lagt mærke til hende den gang og stadigvæk kunne huske det, gjorde hende glad hver gang. Hun havde jo hørt det flere gange, "Det er stadigvæk helt utroligt at du lagde mærke til mig den gang, Basil"

Ingen af dem var tankelæser, det vidste han. Men det var næsten som om, at de begge holdt en score. Det var en sansefølelse, det var svært at forklare. Men han følt, at det rungede med 1-1, og han vidste, at han tidligere havde følt 1-0. 

"Du gør mig langt værre, end hvad jeg overhovedet er, Aaliyah. Du bruger ufine tricks," det var næsten et puf, men han nænnede ikke at puffe til hende fysisk. Det havde nu eller gjort hende godt. Et puf skadet ingen. Men de gik side om side, det var ikke fordi de gik væk fra det centrale, men de tog de små gader i mellem, alt for at undgå for meget fest og farver. Hun havde alligevel nok at stjæle, til a gøre en fattig mand rig. 
Det var nok mere fødderne som førte an, end han selv. Han brummede bekræftende; "Men du har jo selv mødt mænd, Aaliyah - mænd uden om din faders kendskab. Hvad med dem?" det var nok at komme tæt på, men hun må vel have overvejet dem, siden hun havde ladet sig nærme dem. 

"Du er jo ikke den sorte prinsesse af ren titel og rygte jo," smigret han hende med et skævt smil. Nogle af de flotteste smykkegenstande var sorte perler. 

Det var ikke hendes mening at gøre føle ham mindre, og hun regnede da heller ikke med at han tog det til sig, men blot tænkte at det var i en spøg. "Jeg kender dig jo, næsten for godt, Kære" Lød det små grinende fra hende, som han tog imod hans svage puf. Skånede han hende? Hun var ikke lavet af glas, men måske ville det ikke se kønt ud, hvis han slog prinsessen. 
Han styrede deres gang ned i gennem gaderne, hun ville fare vild hvis hun ikke havde ham ved sin side. Hvilket hun samtidig ville være ked af. Men lige nu måtte hun lade sig styre af ham, som de gik ned igennem små gyder og gader, for at trække væk fra hovedgaden. Var det ikke mere usikkert i de små gader? 

"Tjo.." Svarede hun roligt, dem havde der da været nogle af, det var bare ikke mange. Hun var sikker på at han havde nydt flere kvinder, end hun mænd. "Jeg føler ikke at det har været det værd. Jeg har mødt mænd, men det er få, Basil. De har ikke været det potentiale, som jeg har ledt efter" Og det var sandheden. I bund og grund var hun måske usikker på hvad hun egentligt gik efter. Var det bare ham som gik ved hendes side, som kendte hende bedre end mange andre eller var hun ude i et liv, hvor hun lige så godt kunne pakke ideen om en familie væk? "Basil, du er den person som kender mig bedst af alle" Erkendte hun, og hun havde aldrig lukket ham ind i sit liv, ikke på den intime måde, selvom han ofte havde prøvet og altid havde været ved hendes side. 

Hun kiggede ned ad sig selv, og de sorte perler som sad om hendes hals. Han var altid smigerende. "Det er vidst til mit held så" Grinede hun lidt og kiggede på ham. Den titel havde næsten været alt over skyggende i hendes liv.
"Er det her?" Hun stoppede op foran en bygning sammen med ham, og kiggede ind ad vinduet og så en fin restaurant. 

"Dele af mig, ja" mere kendte hun vel egentlig ikke. Kun det han viste hende. 

Man værnede vel mest af sig selv, alt for at undgå at kunne blive såret på deres bekostning. Ikke sagt, at han skjulte noget for hende. Hun spurgte nok bare ikke rigtige spørgsmål i sidste ende. Der gik alligevel så langtid i mellem de sås, at det gjorde det umuligt for dem at kende hinanden særlig dybt. Det var ikke overfladisk det de havde, men det var vel i bund og grund et neutralområde af kendskaber. Hun vidste, at han godt kunne lide tanken om at have sex med hende, han vidste, hun ville ønske at hun var gift. Men de var vel mere end bare det. 

Basil lod blikket følge jorden foran sig, som han trådte frem. Selvom det var ting han på sigt ikke ønskede at høre, så lagde han gerne et øre til for hende. Det var ikke fordi mænd kom ind og ud af hendes liv. Han skulle vare sin mund for et øjeblik. Det ville være fristende at høre, om de var potentiale nok, siden hun kunne ligge sig med dem, men det var uhørt selv for ham. 
Lidt klasse havde han vel. 

De kendt nok hinanden bedst, det havde hun vel ret i. Bare ikke deres downfalls. 
Det måtte komme med tiden. 

Han stoppede op i takt med hende, og kiggede frem for sig: "Ja, det kan du tro. Det er ikke særlig.. stort, men du vil føle dig velkommen og uset," modsætninger mødes vel, velkommen men uset hang ikke rigtig sammen. Men han åbnede døren for hende og ventede hun på ville træde ind.

Det havde han selvfølgelig ret i. Der var nok meget som hun endnu ikke vidste om ham, selvom deres historie gik så langt tilbage. Og mon ikke også det var det samme den anden vej? Hun havde hvert fald ikke fortalt ham alt om sig selv. 
Det at de mødtes så sjældent, havde helt sikkert meget at gøre med det. Basil var også en anden person end hende selv, han var måske en mere rodløs person, end hende selv. Men sådan var de jo så forskellige. Men hun følte sagtens at de kunne blive tættere, og det næste skridt handlede helt sikkert om den fysiske barriere som var i mellem dem, som han længe havde prøvet at bryde. Det havde heller ikke været helt fair, fra hendes side af. 

Hun håbede ikke at hun havde trådt ham over fødderne med hendes svar. Hun ønskede ikke at gøre ham jaloux ved at fortælle, om at hun havde ladet andre mænd komme tættere på, end ham selv. Men hun ville heller ikke være uærlig overfor ham, for det var ikke sådan et venskab de havde. 
De mænd som hun havde kendt på den måde, havde ikke været potentiale til et ægteskab, ikke i hendes øjne, men en kvinde af hendes kaliber havde også lyster som skulle stilles. Hun vidste jo også godt at han så andre kvinder, og det havde hun intet problem med. De var jo hverken gift eller sammen. 
Men han havde samtidig også selv bragt emnet på banen, men hun måtte træde varsomt. 

"I disse kanter, tror jeg ikke at der er mange der vil genkende mig" Grinede hun kort og lavmælt, måske nogen ville, men ville den almene borger? "Men det ser bestemt hyggeligt ud. Jeg ser frem til det" Svarede hun ærligt. 
Hun tog ham med inden for og lod dem blive guidet hen til et bord, hvor hun satte sig overfor hende. "Hvad har vi lyst til?" Spurgte hun med et lille grin.

Selvom de gik lidt i stilhed noge af vejen, var det helt okay. Det var noget af det mest behagelige man nogengange kunne. At kunne gå bare og fornemme hinandens tilstedeværelse. Han bar den afslappede facade med perfektion, men han var generelt også afslappet, så at ånde frigivende ud, var en generel lettelse. 

Basil fulgte bag hende. Han kunne reelt set ikke se over hende, de var nærmest lige høje, måske et par centimeter til eller fra. Han havde faktisk ikke rigtig bemærket det før, at de generel så eye-to-eye i den mest bogstavelige forstand man kunne komme på. Ikke før de havde sat sig, ville han åbne munden igen, men det handlede mere om, at det ikke gav mening at snakke til hendes nakke. Han nåede at trække stolen ud til hende, før hun selv tog styringen, og han fik placeret sig ved siden af hende, ikke over for hende. 

"Jeg tænkte, at vi bare gik med en suppe med tilbehør i?" det var en let spise, nemmere at føre en samtale igennem med, da de ikke ville skulle sidde og tygge maden i småstykker. Han lagde hænderne på bordet og så hende med et skævt smil. Det var tydeligt at han var afslappet. "Jeg må spørge, hvorfor valgte du at være sammen med dem?". Hvorfor havde han ikke været 'god nok' at kaste sig ud i med. Frygtede hun at det ville have en betydning for dem eller at han bare ville misbruge hendes venlighed til det. 

Hun tog lidt det selvsikre fra ham, så han ikke var andet end jordnær og afslappet. Uden et formål. 

Det var tydeligt at Basil kendte de små hyggelige steder i byen, Aaliyah ville aldrig selv havde opdaget dette lille fine sted. 
Her var den rette stemning, en stemning som passede dem. Der var brændende stearinlys og en varm velkomst som hun ikke følte man fandt i Rubinien.

Den sidste del af deres tur igennem gaderne, havde foregået i en næsten stilhed. Hun vidste ikke om det var på grund af deres samtale om de mænd hun havde været sammen med. Var han jaloux? Hun vidste godt at han var interesseret, men han havde jo samtidig flere andre kvinder, som han havde set. Hun ville ikke give ham følelsen af at hun kun ønskede andre end ham. Det var ikke bare lige til, for der var jo en grund.

De blev ført hen til er lille afsides bord, i en lille krog af restauranten, hvor de kunne sidde fredfyldt og tale sammen. Der var ingen grund til at føre de store samtaler med ryggen til hinanden, men blot vente til de kom ned og sidde ved bordet. Smilet på hendes læber, lod hun hele tiden være synligt.
"Suppe lyder helt fint" Hun sendte ham det velkendte varme smil, som de havde sat sig ned og talte om maden. Suppe var nemt at køre en samtale over, og var mættede.

Selvfølgelig skulle han spørge indtil det. Det var der intet forkert i, men hun ville ikke såre ham med hendes svar. Hun kunne ikke bare være direkte. Ville han føle at han ikke var god nok, til at invitere ham ind i varmen på den måde? De havde bare noget specielt sammen.
Hun tøvede småt og kiggede roligt over på ham, som han lagde armene på bordet og så helt roligt ud. Det herskede ikke samme rolighed i hendes sind.
"Selvfølgelig må du det, Basil" Svarede hun roligt, som blikket for blev på ham, "Jeg er måske blot nået til et punkt I mit liv, hvor jeg burde ligge drømmen om en mand og en familie i graven, og glemme den tanke" Det var svært at skulle indse det, for hun ville jo skuffe alle omkring sig, hvis det ikke skete. Der var en forventning til det skete. "Også har det måske været en måde at blive introduceret til den verden, og få stillet den lyst som automatisk kommer til en" Det var der intet forkert I. "Jeg ved jo godt hvordan du har haft det, og jeg har måske ikke været hel fair over for dig, men jeg har nok set dig på en anden måde, en vigtigere måde. Jeg har ikke villet ødelægge noget mellem os, nu hvor jeg har været så forvirret over hvordan jeg skulle handle i forhold til min situation, og det har jeg ikke ville trække dig ind i. Men det er nok også på tide at være realistisk og kigge ordentligt på dig, som nu sidder overfor mig." Hun håbede han forstod, det hun kom med. Hun skulle nok se på ham på en bedre måde. Se ham som han var.

De havde opnået en enighed i suppe, hvorfor Basil kiggede væk fra hende og op mod kvinden som havde taget i mod dem som de passeret forbi entre døren, han løftede hånden og indikeret først en knyttet hånd, hvor tommelfingeren lå hendeover de sammenbukkede fingre (s på tegnsprog), for der næst at indikeret to. Ingen grund til at de skulle lade sig forstyrre, når man lige så godt kunne give tegn til hvad det var man skulle have. 

Han lænede sig lidt tilbage i stolen, men lod endnu hænderne ligge på bordet. Han lyttede til hendes lange forklaring til et ellers simpel spørgsmål. Han rynkede lidt på panden, men ville ikke give hende indtrykket af, at hendes forklaring var dårlig eller en undskyldning. Men det gav ham vel noget at overveje. Tænke over. "Mhmm.." nynnede han og forsvandt lidt væk i egne tanker, selvom han så hvordan hendes mund dansede for sig. 
Basil var måske en anelse for stille, men han kunne ikke bare fyre et svar af, han skulle holde fatningen og være der for hende. Vise at de kunne være venner, uden at forvente noget af hinanden. Men det var en udfordring. 

Inden han nåde at sige noget, kom et halvdyr til dem og satte supperne, "Tak,". 

"Du skal ikke ligge den i graven, din drøm. Men du skal selv ud og finde manden eller personen som gør dig glad" lød det fra ham med et smil og et mildt blik, øjnene forsvandt dog næsten i smilet. "Jeg forstår dig godt, men sex kan godt være uden komplikationer," han talt vel af en form af erfaring. "Men du ligner mere end, som har brug for jeg er din ven, end en der prøver at komme i kjolen på dig." Det skulle tages i hendes tempo, han havde ikke spor travlt, og hvis hun havde brug for en ven, var det okay. De var jo ikke forelskede, elskende eller noget i den dur, så måske hun havde ret. Ikke at rode med det? 

Det havde måske virket som et nemt spørgsmål, men svaret havde været langt fra nemt for hende. Hun kunne jo ikke bare svare ham direkte. Selvfølgelig var det for at få stillet sine lyster og det betød ikke meget mere end det, ligesom når han fik stillet sine lyster. Det var jo en normal ting, men hun var jo bange for at han ville føle sig skubbet til side eller hvert fald tænke at han ikke var god nok til hende, for det var han. Det var der ingen tvivl om. Han var mere end alle de hun havde lagt med, men det havde hun måske ikke set, og måske bare værdsat deres venskab mere end det at se ham som en potentiel sex partner. 
Hans lille lyd gav hende ikke meget at arbejde med, hvorfor kunne han ikke komme med noget mere? Han var stadigvæk rolig i hans sind, det kunne hun se. Det var hun slet ikke. Hun vidste ikke hvad han tænkte, og hun vidste ikke om at hun havde forspildt sin chance. Men hvorfor skulle han ønske hendes krop, og hendes nærvær og så pludselig ønske det modsatte?

Hans stilhed varede næsten ved i evigheder, følte hun. Hvad tænkte han dog over? Der var dog nok ikke gået mere end et minut eller lignende, og hans tanker blev brudt som et halvdyr satte deres mad foran dem. Aaliyah kiggede smilende op, med et roligt tak, imod tjeneren, "Tak" Lød det nærmest i et med ham. 

Hun lyttede til hans ord, som han nu kom med sit svar til hende. Men problemet var jo at hun endnu ikke havde fundet den mand, der var få hun var rigtig glad sammen med. Han var jo en af dem. Han kunne altid få et smil frem på hans læber, med hans kækhed og frækhed. Han var så meget andet, end andre mænd. "Det ved jeg" Svarede hun blot med et roligt smil, "Det har indtil videre, bare ikke været nemt" Det var måske derfor at hun skulle åbne øjnene, og se hvem der sad overfor hende. "Men jeg har blot være bange for, at det skulle ødelægge vores forhold" Og det var måske en forkert angtagelse. Det håbede hun at han kunne høre i hendes stemme. Hun fortrød. 
Hvad skulle hun svare til det? Nu var hun jo ved at komme dertil, hvor hun gerne ville rode med det. "Selvfølgelig har jeg brug for dit venskab.. Men jeg har jo heller ikke ladet dig komme tættere på" 

Det tog ingen sandsigerske, at fortælle hun ikke virkede helt så tilfreds med hans manglende svar eller konkrethed over for hende. Men Basil lod sig dæmpe helt ned, lod atmosfæren samle sig omkring dem. Der var mange variabler at forholde sig til. Uanset hvor sulten han var efter, at pres hende op ad en væg, flå ballerne fra hinanden og smage hendes krop, så var hun ikke bare et objekt der kunne slukkes for. Den hungresnød hun havde sat ham i de sidste år, havde været uretfærdig og tarvelig. Men nu havde hun givet sin forklaring for sig, og han blev nødt til at se tingene fra hendes perspektiv. Det blev han altså, det var ikke bare som at spille poker eller (en krystallisk version for) Meyer. 

Normalt sagde andres følelser ham ikke noget, men hun havde luret sig nedenunder hans epidermis. Det var faktisk møg irriterende. Han ville jo ikke opnår noget, andet end at såre hendes følelser, og det var ikke et ideelt mål. Men han ønskede ikke ægteskab og det pjat som fulgte med det. Så selvom hun gjorde sit, for at udrede tingene lidt mere, lod han hende tale, endnu en gang. 

Han tog en skefuld af suppen, som han lænede sig frem til bordet igen. Den ene hånd havde forladt bordet, den havde fundet vej under bordet og lagde sig ved hendes nedre del af låret. "Rolig," forsøgt han at berolige hende. "Vi prøver at gøre det rigtige nu, men bare rolig, jeg er ikke mindre interesseret i dig, jeg skulle bare vide hvorfor." det rigtige var at tage det som det kom, lade det være op til dem begge. Intet presset eller forhastet. Det var nok også bedst, hvis de virkelig gerne ville hinanden som venner. 

"Du ved godt, at jeg faktisk ikke ved hvor du bor i Dianthos, ikke? Nok vidste jeg du var i byen, men så meget en detektiv er jeg nu heller ikke" grint han mildt. 

Det hun havde udsat ham for, havde måske været tarveligt. Hvorfor skulle han ikke være en ligeså god elsker som de andre mænd? Han ville sikkert være bedre. Hun var sikker på at han var en person, som ikke tog hensyn til at hun var en prinsesse, og dermed behandlede hende som sådan en under akten, men direkte nok skulle tage hvad han havde brug for - sådan en havde hun brug for.
Men den mulighed havde hun ikke givet hende. Hun havde lige sagt at det var på grund af forholdet de havde, og han havde givet en god grund til hvorfor det havde været muligt selvom de havde det forhold de havde. Det burde hun lytte til, og give ham den tilladelse til at smide hende op ad en væg, og tage hvad han hungrede efter, så hun kunne føle hans hænder mod hendes krop. 

Inderst inde var hun godt klar over at han måske ikke ønskede et ægteskab, og det var fair. Han havde sagt at hun ikke skulle glemme den drøm om at få en familie, men hvis de kunne udvikle deres forhold til noget som de begge kunne være tilfredse med, så ville det da kunne noget. Hun måtte lytte til hans ord, og lade tingene tage deres tørn.
Som stilheden fra hendes mund lagde sig, kunne hun gøre ham efter og smage lidt af suppen - det var jo derfor de var kommet herind. Godt nok var der meget at snakke om, men hun kunne uden tvivl mærke sin mave brokke sig over, at hun endnu ikke havde rørt suppen. Det gjorde hun nu.

Hun smilede roligt som hun kunne se hvordan han langsomt lænede sig frem over bordet, imod hende. Hun lod smilet brede sig lidt mere, som han lagde sin hånd på hendes lår. En handling hun intet havde imod. Måske skulle hun være mere rolig, som han beroligede hende. "Selvfølgelig. Jeg følte blot at du fortjente en forklaring fra min side af" Hun ville ikke blot kunne sidde og tale om de mænd hun havde været sammen med. Hun ville jo aldrig spørge ham om det samme, måske ville det gøre hende jaloux? "Men du har ret, kære. Lad os prøve at gøre det rigtige"

"Men hvordan vidste du at jeg var i byen? Jeg er jo lige kommet i dag" Det havde plaget hende siden hun havde set hende, hvordan han vidste hun var i byen. "Jeg bror oppe i den øvre by" Smilede hun roligt, og tog lidt mere af suppen, "Der er et sted som lejer værelser ud, som er overdådige" Hun vidste godt at der var mange steder som lejede værelser ud, men de fleste var for den almindelige del af befolkningen, og det havde hun intet imod - hun følte bare ikke at det var hende. Måske havde hun nogle høje standarder.