Haven var ikke lige så frodig og farverig på nuværende tidspunkt, som den var om sommeren hvor varmen var højere og floraen havde alle muligheder for at springe ud. Men her var stadigvæk høje temperaturer, de var trods alt i Rubinien, tæt på den golde ørken - men her var rart at sidde og hun havde ikke behov for en tjener, til at vifte bag hende.
Foran hende, på et rundt glas bord, stod et stort fad med diverse frugter, en kande med vin og hendes glas foran hende var allerede blevet fyldt af den frodige væske. 

Selvom om Pompeia havde været i familien, i næsten et år nu, havde Aaliyah endnu ikke haft muligheden for at sidde med kvinden under to øjne. Hun var nysgerrig på hvordan hun havde følt den første tid i familien havde været, hvordan det var nu at skulle giftes med arvetager af Kazimi familien. Der var faktisk mange spørgsmål, som trængte sig på og hun var sikker på at de to, nok skulle få en god eftermiddag sammen.

Aaliyah rakte ud efter glasset med den røde vin og smagte lidt på, inden hun sendte Pompeia et varmt smil. "Det er dejligt, at du havde tid, Pompeia" Lød det venligt fra hende, med smilet på læberne. "Hvordan har din første tid i familien været, føler du dig taget godt imod?" Kom det nu nysgerrigt fra hende. 

Det var en sjældenhed for Pompeia at foretage sig så meget andet, hvorfor invitationen fra Aaliyah havde været en forfriskende oplevelse. Sommeren havde, for Pompeia, været et mildt mareridt. Det var temperaturer hun ikke havde drømt om. Fugtigheden havde sågar fået hendes hår til at blive en stor bold i første omgang. Selvom haven havde blomstret så rigt, var den endnu gode smuk.

Godt lænet tilbage og med benene halvt under sig, havde Pompeia fået sit glas med sig. Vinen bar den smukkeste røde farve. Der var endnu ikke blevet taget et nip af den, hun lod den blot cirkulere lidt i glasset. "Det var på tide, at jeg mødte Jontars søskende i lidt mere private omgivelser," hvorfor hun ikke havde gjort det tidligere, var svært at sige. Men bedre sent end aldrig. Aaliyah bar en generel venlighed som Pompeia fandt beroligende, det var behageligt at være i kvindens nærvær.

"Fyrsten og Jontar har været gode ved mig. Jeg må dog erkende, jeg var overrasket over Jontar i starten," det var nok mildt sagt. De to mænd var som fuldmåne og tiltagende måne, den ene var af traditionen tro, den anden løsrevet fra traditionen. Men hun havde tilpasset sig. Det var generelt blevet nemmere at omgås Jontar, end Fyrsten. "Du må undskylde jeg spørger, men du og Jontar, I har forskellige mødre, korrekt?" spurgte hun med en beklagende tone og et skævt smil. Jontar havde flere søskende end der kunne tælles på en hånd, så hvor grænsen for den enkelte mor gik, havde Pompeia endnu ikke helt styr på.

Aaliyah var helt enig i Pompeias antagelser, det var alt virkelig på tide at de to kvinder satte sig ned i private omgivelser og kom hinanden tættere og fik lært lidt omkring hinanden. Det var alligevel en vigtig ting, nu hvor de skulle være i familie sammen. "Jeg kan kun være enig. Jeg har set frem til at lære dig bedre at kende, nu hvor du er en del af familien" Hun smilede varmt til Pompeia. Hvis hun huskede rigtig, så var hun ret sikker på at der heller ikke var mange år som skilte Pompeia og hende selv, hvilket kun var en fordel. Det var måske lidt mere modne samtaler, hun kunne have med Pompeia.

Enhver som kom ind i denne familie udefra, ville hurtigt opdage at mændene var det stærke køn i denne familie - det mente de i hvert fald selv. De var glade for familien, dem selv og det at prale med at være en Kazimi. De kunne være hårde overfor folk som ikke var i nærheden af deres status, de var generelt hårde at arbejde med, så derfor forstod hun godt de ord som Pompeia kom med. "Det er jeg glad for" Det varme smil forsatte roligt, "Jeg ved at de kan være.. Noget for sig ikke? På hvilken måde var du overrasket over ham?" Aaliyah var nysgerrig på hvordan han havde overrasket hende. Hvilken side af Jontar hun havde mødt. Han så meget op til deres fader, så han lærte uden tvivl meget hurtigt de samme standarder og holdninger. 

Aaliyah lod blikke fjerne sig fra glasset som hun havde kigget ned i og lod det glide over på Pompeia, det var måske ikke et spørgsmål som hun havde forventet, men der var ingen grund til at ligge en beklagende tone fra Pompeias side af. Det var ikke et spørgsmål som gik dybere ned i deres familie, eller hendes historie, så hun havde intet problem med et svare på det. Aaliyah lod smilet brede sig endnu engang, "Du skal ikke undskylde. Det er helt i orden, vores familie er ikke som alle andre" Kom det roligt, som et kort svar, "Men jo, vi har forskellige mødre. Min mor var fyrstens første kone, og Jontars mor er Safiya, fyrstens anden kone" Lige nu var de jo ved nummer tre kone.

Den røde drikkelse havde cirkuleret længe noget rundt i glasset, til endelige at blive smagt på. Hun erindrede den vin Fyrsten havde serveret for hende, det var bare noget andet nede i syden. Alt forekom generelt bedre. Mad, drikkelse, blomster. Men selvfølgelig var der også de mere beklagende dele af sydens levevis. Pompeia ville nok aldrig rigtig komme af med den følelse, slave behandlingen og den generelle funktion af slaver, selvom de jo fik et okay liv. En del af familien, som det blev nævnt, kunne Pompeia ikke dy sig fra at trække på smilebåndet blot ved tanken. Jontar den fandens satan, roden til alt ondt i det smileri.

Aaliyahs åbenhed kom ikke helt bag på hende, kvinderne havde vel en grundlæggende tendens til at være mere imødekommende med sådanne kommentar eller oplevelser, end mændene ville. "Han fremsatte sine ønsker for hvilken type hustru jeg skulle være. Han bad om en som kunne være hans.. ligemand, ville jeg mene er et passende ord" det var måske at sige for meget, men Pompeia efterkom jo hans ønske, så alle kunne være glade på sin vis. Men det var i mod al tradition og tro at hun overhovedet skulle være mere end bare en hustru. Pompeia rettet let på sig selv, og lod glasset blive placeret på det runde bord for sig, og tog et stykke frugt. Noget som måske kunne holde hendes ord lidt igen, som hun kunne tænke tingene igennem før de blev sagt. Omhyggelighed i ordvalget var altafgørende, ikke?

Ah, det var dog en lettelse med familien-redegørelsen. Det ville nok være Pompeias største frygt, at Jontar ville gå i sin fars fodspor på den måde - såvel med utroskab og uægte børn i massevis (rygter gik jo, selvom det ikke var noget som skulle tages seriøst). Men hun nikkede sig igennem det som en bekræftelse og taknemlighed for det.

Det måtte være svært for hvem som helst, at komme ind i denne familie udefra. De gjorde tingene anderledes i Rubinien, end i så mange andre steder i landet. Nogen ville mene at de var gammeldags, det gjorde Aaliyah måske også på flere ting, men det var nu en gang sådan de levede, og de krævede store ting hvis man skulle omvende den slags. 
Vinen som hun slyngede kort rundt i glasset inden hun tog en tår, var bedste end af de ting som de gjorde godt hernede i Rubinien. Aaliyah havde smagt flere vine, fra hele landet af og måtte altid ende ved deres egen og den hun kendte.

Kvinderne havde det med at være lidt mere åbne overfor hinanden, men derfor skulle man stadigvæk være på vagt overfor hvad og hvor meget man fortalte, hvert fald lige give sine ord en ekstra tanke. Det havde de hvert fald lært fra barnsben. Aaliyah lyttede til hendes ord, som hun forklarede hvad han havde ment og det kom måske lidt bagpå Aaliyah, måske kendte hun ikke sin halvbror så godt alligevel, "Ja?" Det var typisk at kvinderne var lavest i fødekæden, i forhold til mændene, så at Jontar ønskede dette, måtte vel kun være rart for Pompeia, "Det må du sikker været glad for?" Lød det spørgende fra hende, med en usikkerhed i stemmen. Jeg tror hun talte for flere af kvinderne i familien, hvis de alle kunne få det sådan. 

Af hvad hun vidste så var Jontar en person som så meget op til deres fader, så at han på denne måde ville stikke udenfor var en stor ting og noget som muligvis kunne ændre det at være kvinde i familien - selvom at hun tvivlede. 
"Hvad synes du om cermonien den anden og det at Jontar er arving?" Det var helt sikkert en stor ting at leve op til, for dem begge. 

Måden hvorpå beskeden blev modtaget på, viste at Jontar havde flere hemmeligheder og sider, end han ville give udtryk for. Pompeia holdt kort vejret, for at lade vinen varme hende indenfra. Spørgsmålet var godt, var Pompeia reel set glad for det? Det burde hun være. Pompeia lod fingrene få fat i glasset igen, før hun gav et svar fra sig: "Det må tiden vise. Han kan til hver en tid nå at ombestemme sig, vi er af forskellige oprindelse, hvorfor der måske kan opstå gnidninger," dette var en vag reference til deres tur i byen, men intet som behøvede at komme nærmere overfladen. Jontar havde håndteret det som han skulle, en leder - men også en ægtemand. "Jeg efterkommer blot hans ønsker og er den bedste version af en ligemand," det var selvfølgelig aldrig noget Jontar skulle bekymre sig om, hun var der for ham. Hvorom alt er, ville hun beskytte ham. 

Et nip af vinen blev taget, måske hun kunne få Aaliyahs indtryk af Jontar, eller bare noget viden omkring ham, noget som han ikke bare viste til gud og hver mand, kun familien. Men tankestrømmen hun var i, blev hun trukket ud af, som en fisk fra vandet. Ceremonien genlød det i hovedet. "Det var nervepirrende. Den var ganske flot, men tror ikke Jontar eller jeg kunne nyde det på samme måde, som du eller de andre gæster," alle øjne var på Jontar, han skulle reagere korrekt, vare sine standpunkt og ikke gøre noget ud af noget. "Hvad syntes du?" 

Aaliyah kendte helt sikkert ikke hans bror ind til benet, lige sådan omvendt. Der var sikkert mange ting de ikke vidste omkring hinanden, selvom de var søskende og familien altid stod tættest. Men alle havde hemmeligheder og det ville være mærkelig andet, der var bare ting som ikke alle andre burde vide. Den slags havde hun også selv. 
Men at Jontar ønskede at gøre hendes kommende hustru til en mere ligeværdig partner, var kun positivt og en anden retning end hun kendte fra hendes fader, som altid havde gået ind for at kvinder var til for at hjælpe og servicere mændene, som var højere i hieraktiet end kvinderne selv. 
"Det er klart. Men hvis det er hans ønske at gøre dig mere ligeværdig som partner, hvorfor skulle han så ombestemme sig?" Det kunne selvfølgelig altid være billede han har sat op for at gøre det nemmere, men mon dog? "Et ægteskab skal næsten indeholde gnidninger" Nu var hun ikke stadigvæk gift, men af hvad hun havde hørt og hvad hun kunne tænke sig til, så var det at blive gift med en person af en anden oprindelse, ikke altid en nem ting og kunne skabe gnidninger. "Pompeia, så længe du gør det så er der ikke meget andet du kan gøre. Jeg er sikker på at du vil blive den bedste kone for min bror" Omend at hun ikke havde talt med Pompeia eller kendt hende så længe, så var hun en behagelig og interessant person, og ikke mindst umådelig smuk. Jontar havde fundet en god kvinde, ingen tvivl.

Aaliyah forstod udmærket følelsen som Pompeia udtrykte, de havde været midtpunktet for hele ceremonien, eller Jontar havde, men mon ikke at Pompeia havde haft den samme følelse? Nervøsiteten om hvordan Jontar ville gøre det og blive modtaget. "Det forstår jeg godt. Men jeg synes i begge klarede det flot. Vi går en spændende tid i møde, når Jontar skal til magten" Hun var sikker på at nogle ting nok skulle ændre sig, og familien måske ville blive mere nytænkende.

Blikket blev skænket en anelse, og hun lod Aaliyahs ord være det eneste der blev hørt. Alt andet blev lukket ude, det var alligevel en behagelig situation hun stod i. "Det er blot muligheder for fremtiden, Aaliyah," et lille smil var at ane. Det var ikke just fordi Pompeia og Jontar havde nogle generelle gnidninger, men presset om at hun skulle være mere og mere sydlig, kunne spænde ben for det paradis de ellers befandt sig i. "Det er mit eneste håb, at være den bedste for ham. Han er en god mand, måske lidt firkantet og stædig," men ingen var perfekte. Absolut ingen. 
Men en undren slog sig ned i Pompeia. Den smukke, kloge og velformulerende unge dame foran hende var i sine slut tyver, stod hun ikke til at skulle giftes væk? Måske det ville være et ømt punkt. 

"Det bliver formodenligt en oplevelse selv for Guderne," et lille grin forlod hende, som det var ment med et kærligt glimt i øjet. Jontar var endnu ung, uerfaren og i mange former vildledt fra hvad han selv ville og hvad hans far ville - eller sådan så Pompeia det hvert fald. "Men Aaliyah, har du en kær mand i sigte for noget ægteskab?" eller kvinde. Pompeia havde hørt de hviskende stemmer i Dianthos om mænd og kvinder sås med deres eget køn i et kærlighedsliv. 

Der var intet udadtil som viste at der var gnidninger i mellem de to, men der lå et stort pres på dem begge, eftersom at de nu inden længe var dem - eller Jontar - som skulle tage overfor Frysten, og de skulle være ansigtet ud ad til. En kvinde som Pompeia, som ikke kom fra syden eller som sikkert ikke var vant til den opmærksomhed som snart ville ramme dem, var også under et stort pres, for hun skulle nu være en god kone overfor Jontar og et godt ansigt udadtil. "Jeg er sikker på at i nok skal blive glade for hinanden, og at du vil være en god hustru for ham" Hun smilede varmt til Pompeia, som hun kunne ane det lille smil på hendes læber. "Håbet for jer, vil altid være stort" Kom det roligt fra hende, hun kunne ikke se hvorfor de ikke skulle være gode for hinanden, "Mændene i vores familie har altid været firkantet og stædige" Grinede hun småt og smagte lidt på vinen, "Men jeg tror at Jontar inderst inde er lidt anderledes, især når du fortæller at han nok ikke helt har samme syn på kvinder, som vores far" Det var altid positivt, at kvinderne kunne komme lidt mere ind i billedet. 
Aaliyah kunne ikke lade være med at komme med et lille grin over Poms over, hun var godt klar over at de var ment i spøg, men de var nok sande alligevel, det ville blive en prøvelse for dem begge, "Det er godt at i har hinanden til at støtte".

Åh, det var et stort spørgsmål som Pompeia kom med der. Et spørgsmål som hun ofte undgik og ikke håbede ville komme på bordet, men ofte så virkede det næsten mærkeligt at hun ingen mand havde, og derfor så var spørgsmålet altid lige til. Men ikke for Aaliyah, det var hende der levede et liv uden mand og følte presset fra omverden, for hun kunne se de fleste andre i hendes familie stifte familie. "Åh, det ville jeg da ønske" Svarede hun roligt og forsøgte at tvinge et smil frem på hendes læber, men det snød hun nok ingen med, "Jeg ville ønske at det var sådan, Pompeia"

Man kunne sige mange ting om Kazimi slægten. Men deres børn var som sendt fra himlen. De var generelt behagelig at omgåes med. Jontar var en overraskelse. Aaliyah var en lige så stor overraskelse. Det var ikke fordi Pompeia havde tænkt dårligt om svigerinden, men man havde vel altid nogle forestillinger. Hun, Aaliyah, smed sig om med smiger, det var næsten alt for meget. Jontar kunne lærer lidt af det. (Hint!)
Der var noget i det hun sagde, som var rigtigt. Jontar var nok anderledes. "Jeg ved faktisk ikke hvordan hans syn var på kvinder førhen, men det er ikke ukendt at han har været vidt omkring. Måske han voksede op i sekundet, at han vidste han blev trolovet," det var et ærligt synspunkt og undren for Pompeia. Selvfølgelig havde hun frygtet, at han var med andre kvinder, når hun nu ikke gav ham, hvad han behøvede. Men han havde stået fast ved roet og været hendes klippe. 

Som glasset blev tippet stille, forsvandt mere af vinen i hendes svælg. Det var næsten en skam at skulle fylde glasset på nyt, men den smagte så godt. Men intet kunne vare evigt. Men Aaliyahs ærlighed og tvungne smil skar lidt i Pompeia, som for et sekundt lod brynene rynkes sammen. "Hvorfor er du ikke blevet lovet væk, eller skal du selv ud og finde én?" hun stod som en 27 årige kvinde, hun burde da have noget i gære. Ikke? 

Generelt så var Kazimi børnene meget lærd i både bøger, takt og tone. De havde altid fået at vide at det var vigtigt at vise sit bedste ud ad til, og det gjorde de så på hver sin måde, hver for sig. Men Aaliyah havde opdaget, med hendes egen historie at det altid var bedst at vise sig fra sin bedste side, hun ville ikke have at hendes uheldige side, skulle vise sig alt for meget. 
Aaliyah var en person som fortalte tingene som de var og sådan som hun så dem, og hun var sikker på at de to nok skulle blive gode for hinanden og ikke mindst et godt par, når de skulle tage over for fyrsten. "Mænd skal jo selvfølgelig tøjles, og der bliver set på dem på en anderledes måde, end der bliver set på os" Hvis det var Aaliyah som havde taget for sig og været vidt omkring, mere end hun havde, så ville hun stå i problemer op til anklerne, for det var ikke værdsat af en kvinde at være på den måde, "Men det er godt at høre at du føler at han er vokset op, efter at du er kommet ind i billedet" Det var jo et vigtigt skridt, at han steppede op og blev en mand overfor hende. 

Hun kunne se hvordan hendes eget glas stille roligt også blev tømt, som deres samtale langsomt skred frem og de kom tættere på hinanden. Ja, hvorfor var hun ikke blevet lovet væk endnu? Det var ikke fordi at de ikke havde prøvet, det havde de. Så meget at Fyrsten var ved at blive frustreret over at det ikke kunne lade sig gøre. "Ja, hvorfor er jeg ikke det?" Kom det roligt fra hende, som hun søgte Pompeias blik, "Vi har prøvet flere gange. Men ingen har ønsket at tage min hånd, eller tage skridtet" Hvorfor? Det var hun ikke helt klar over, men hun var bange for at hun bragte uheld.

De kunne komme langt med hinanden. Hvis nogen skulle være Pompeias tillidsperson og medrådigver, var det uden tvivl Aaliyah. Der var ingen tvivl. Kvinden kunne sin kram. Det var ikke noget skidt, men for mændene var det. En kvinde med ben i næsen, det var en problematik de ikke gad. Sådan havde hendes far altid sat det op. 
Kvinder skal ikke udtale sig om emner, der ikke vedkommer dem. Det betød alt andet end børn. Men Jontar havde forsikret Pompeia noget andet, så hun var begyndt på dette. Måske havde hun alle dage havde haft det, bare ikke manden der lyttet og gav hende rum til dette. 

Glasset blev fornyet på nyt, og nogle druer blev taget med i tilbage sætningen. En fræk ting blev gjort. En drue blev dyppet i vinen, før den forsvandt ind i mellem læberne. Det gjorde bare noget med smagen. Men spørgsmålet var så sandelig et ømt punkt. Det var næsten fortrydelse værdigt at have spurgt spørgsmålet. "Har ingen mand ville have dig?" Pompeia lød næsten forarget over dette, noget hun på sigt også var. "Absolut ingen mand?" spurgte hun ud i rummet, det var utroligt. "Jamen, det er blot deres tab,". 

Sådan som de sad her og talte frem og tilbage, så kom det da lidt bag på Aaliyah, hvorfor de endnu ikke havde brug mere tid på hinanden. De klingede bestemt godt, og Pompeia havde en masse fornuftigt at bringe på banen. Det var altid rart at sidde og tale med en person, som havde noget på hjerte og kunne komme med noget til en samtale, og det kunne de begge. Uden problemer. 
Selvom Aaliyah var opvokset i et hjem, hvor mændene rangerede højere end kvinderne, så havde hun sin egen meningen, ligesom sine søstre. De var begyndt at stå lidt mere imod den tendens der havde været, selvom det var fornuftigt nok at passe på en gang i mellem. 

Hendes eget glas blev også fyldt endnu engang og hun smilede over Pompeias handling. Det var ikke noget hun havde set før. Hun havde intet imod at Pompeia havde spurgt ind til dette emne, for på et eller andet tidspunkt skulle det nok komme. Ingen tvivl der. Det var jo mærkelig at hun endnu ikke var gift. "Nu har jeg ikke været så meget med, når der skulle findes en bejler og fyrsten skulle se dem an. Så hvorfor det er endt som det er, det ved jeg ærligt ikke" Men hun havde jo sine egne tanker, det havde hun da. "Mon ikke der har været nogen? Men hvorfor de så skulle trække i land.." Det var gode spørgsmål, og noget hun selv havde svært ved at svare på, men det var frustrerende. Hun kunne ikke lade være med at smile over Pompeias ord, "Det er venligt at dig at sige det" Hun ville da ønske at hun kunne finde den rette.

Det var et ærgerligt emne at gennem går. Det var nok de fleste kvinders drøm at vide, at de var en værdig. At nogen godt kunne se sig med dem til sidste åndedragt. Men det kom ud på så meget i sidste ende. Pompeia var heldig, havde hun været lys i huden, var hun ikke blevet valgt til Jontar. Men nok om det emne. Nok om Jontar. 
Blikket blev rettet mod glasset og hun tvivlede lidt på sine egne ord. Det var ikke lige det at finde de rette ord til at muntre hende op. Men måske det alligevel var til Aaliyahs fordel. Hun stod mere fri i sit valg i sidste ende, hun kunne nok godt liste ud og leve sit liv uden sin fars kendskab - uden sine brødres kendskab. "Men noget andet Aaliyah, lad os skifte samtale emnet til noget mere.. neutralt," brød hun ind. 

"Har du rejst omkring? Har det været muligt?" for selv havde Pompeia kun set Dianthos og Balzera, og det var ikke så meget igen. Måske hun ville få mere at se når den næste fyrste var kommet til. 

Det var nu ikke fordi at Aaliyah fandt sig ubekvemt i dette emne, det var bare svært for hende at forklare, fordi hun ikke vidste hvordan hun skulle udtrykke sig igennem hende ord, fordi hun ikke vidste hvorfor at det var som det var. Om det at hun var en del af hendes mors død havde spredt en ulykke over hende og at der blot hang en forbandelse over hende, som gjorde at folk blev skræmt væk. De mænd som nu havde kendt og lagt med, selvom dette var tys tys, havde ingen problemer haft. "Hvis du har spørgsmål, så må du meget gerne stille dem. Jeg har ingen problemer ved dette emne, jeg har bare heller ikke noget godt svar på hvorfor jeg endnu ikke er blevet gift" Men hun brændte jo inderligt efter at skabe en familie, at få børn og kunne gøre sin fader stolt. "Men jeg kan godt forstå dig, min uløste kærlighed er ikke et særligt opmuntrende emne" Smilede hun varmt mod Pompeia og drak småt af vinen igen. 

Som hun selv sagde, så var det et mere neutralt emne, men måske var Pompeia en mere eventyrlysten pige, end hun lige så ud til. "Jo, det har jeg skam" Hun smilede endnu engang, men var hun nogen eventyrlysten pige? Det var hun ikke sikker på. Hun befandt sig godt hvor hun var, og havde måske ikke en større hungrende følelse efter at rejse, "Ikke at jeg har været land og rige rundt, men Dianthos, Fredskile og de små byer rundt omkring, har jeg skam besøgt. Men jeg har aldrig været længere oppe. Er du en eventyrlysten pige, kære?" 

Gæstfriheden hun satte foran sig, det var alt for meget. Pompeia kunne slet ikke gøre det samme, som Aaliyah gjorde for hende. At være så åben omkring et så følsomt og ømt emne. Hun havde godt hørt vage dele af et rygte og historie. Ulykkesfugl og den sorte prinsesse. Personligt kunne Pompeia ikke sætte sig ind i det, for når hun så på Aaliyah, så hun ingen skikkelser bag hende. Hvis der havde stået en kvinde og åndet Aaliyah i nakken, ville Pompeia måske havde givet historierne noget mere opmærksomhed. Men der var intet, hun stod frigjort og ren. Det måtte de andre da have vidst, hvorfor så bilde Aaliyah andet end. Men var det Pompeias at fortælle hende sandheden. Det ville være en handling som kunne medføre konsekvenser. Hun lod et suk forlade hende i overvejelserne opgiven. Det var ikke hendes at fortælle - endnu. 

Pompeia satte sig mere til rette og sad lyttende og hørt hvad Aaliyah kunne sige om de andre steder hun havde været. Fredskile, det var alligevel et sted hun gerne ønskede at se. Men det måtte høre fremtiden til. "Eventyrlysten er så meget sagt. Jeg har set Dianthos, små dele af det og ellers Balzera. Mine forældre ønskede, at holde mig mere indedøre for at fremme mine muligheder i et muligt ægteskab," hvilket jo lykkes. Pompeia havde set det meste igennem vinduer og på afstand. Selvfølgelig ville dette komme til en lille ende, men ting tog tid. 

Det var svært for Aaliyah at vide hvad der var sket den gang med hendes mor, for hun havde ikke fået meget at vide omkring det. Hvad kunne hun også bruge det til? Det skete af og til at en moder måtte lade livet, når et barn kom til verden, af den ene eller anden grund og det var også sket for hendes. Hun havde jo aldrig kendt hende, hendes søskende kendte hende bedre end Aaliyah selv. 
Men hun havde hørt meget for det, for af en eller anden grund var det hendes skyld at det var sket og det var hendes skyld at hun var kommet til. Men efter årerne havde hun lært at leve med det, lært at bruge deres ord som et skjold, og ikke lade det gå sig på.

Der lå næsten en trang i alle til at se mere af den verden som de boede i, det gjorde der hvert fald hos Aaliyah, men det var mere om man overhovedet kom afsted? Ofte så var hun afsted med ærinder og ikke af egen fri vilje og lyst. "Mon ikke Jontar, kan vise dig mere af Dianthos og ikke mindst det land vi bor i?" Hun kiggede smilende og spørgende over på Pompeia, som hun drak lidt mere af vinen. 
Ja, det var ofte at forældrene gjorde meget for at få deres børn afsat, især her nede i Syden og Rubinien, hvilket blot var en tradition og det var der svært at lave om på. Fyrsten havde jo også prøvet så godt som muligt, at få hende afsat, men det emne havde de allerede berørt. 
"Men du er hernede fra Syden af ikke?" Hun mente det, men var dog heller ikke helt sikker. Men det kunne være en grund til hendes forældres handlinger, og grunden til at hun ikke var kommet så mange steder endnu. 

Opdagelsen, eller den manglende opdagelse, ville blive rådført med Jontar. Han måtte have en mening til dette, så for nu lod Pompeia dette ligge, men som en konstant reminder i baghovedet. 

Men som de havde ladet emnet blive ledt til omverden, var det næsten umuligt ikke at få det store smil på. "Jontar? Jeg må prøve at spørge ham når vi engang er gift, det kan vel være hans bryllupsgave til mig," det hele var sagt med et glimt i øjet og en mild tone. Gaven var vel at hun blev gift, kunne hun bede om mere. Ah. Det ville nu have været rart alligevel! 
Men Aaliyah havde fat i den lange ende. Jo, hun var jo fra Rubinien af, men hun havde nu ikke nogen erindre fra den gang. 
"Det er jeg, men jeg er vokset op i Dianthos, ikke at jeg har set meget af byen heller," og alligevel var hun mere frigjort i hjemmet her. Det var vel næsten skræmmende. "Men du har været der - og nok oplevet mere end jeg har, har du set noget spændende i Dianthos, som måske kunne være tiltrængt her i Belzera?" Seværdigheder, forestillinger og mad, det var nok selv noget af det, Pompeia gerne ville have oplevet. 

Et smil gled over Aaliyahs læber, som Pompeia ord mødte hende. Jontar skulle være glad for denne kvinde, og være heldig med at de inden for få dage skulle giftes. Han kunne næsten ikke få nogen bedre kvinde end hende, hun havde meget at byde på. Ingen tvivl. "Det ville bestemt være en god gave" Jokede hun legende med i den andens lille leg. "I skal vel næsten ud på en rejse efter jeres bryllup, så mon ikke at i kunne finde en vej rundt i landet?" Hun kiggede søgende over på hende. Det ville jo være fantastisk at have en person, at kunne bevæge sig rundt sammen med og opleve den verden de levede i. Nogen gange så lod hun måske sin jalousi kigge lidt for meget op til overfladen, i forhold til det som hun ikke havde. 

"Oh, virkelig?" Lød det overrasket fra hende, for det vidste hun ikke. Men hvor skulle hun også vide det fra? Der var meget om Pompeia som hun ikke vidste, "Så er det jo næsten utroligt, at du ikke har set mere end du har" Hun sendte et roligt smil. "Åh, der er vel næsten altid noget som de gør anderledes" Hun kiggede over mod Pompeia, skulle hun passe på med hvordan hun fremlagde sine ord? "Åh, jeg er selv vild med deres teater og den måde de bruger underholdning på" Det var blot en af tingene, der var selvfølgelig mere. Men hun kunne ikke sidde og sige, at de levede mere frit dernede, hvem mon ikke lyttede ved dørene? "Men jeg synes at byen har meget at byde på, så det er et kig værd. Jeg vil skam også gerne længere op i landet"

"En hel anden ting, som kommer inden for kort tid; hvad tænker du omkring brylluppet? Er du spændt?" Det var ikke noget som Aaliyah ville gå glip af, og nu hvor hun var blevet tæt med Pompeia, så ville hun være der og opleve det.

Der var absolut ingen garanti for at de skulle ud og rejse, første plan var vel først og fremmest at fuldbyrde ægtesabet og kunne melde Fyrsten nyheden om børnebørn, drengebørn for at være helt præcis på det. Men Pompeia smilte alligevel lidt selvtilfreds over tankerne omkring det. De kunne vel godt rejse selvom hun stod med brød i ovnen.
Eller ville det være for risikofyldt. 

"ah, ja." grinte hun kort og beklagende. Det var alligevel livligt at høre om det fra Aaliyah. Teatret havde hun set, men gu om hun nogensinde skulle derind og have vilde fantasier om hvad mennesker kunne gøre med hinanden, eller mod hinanden. Ørerne var så store som elefanternes og hun tog det til sig. "Nordlandet?" spurgte hun lidt overrasket. Af en som var vokset op i varme og solskin, så var den anden ende af landet jo snedækket og kold, ville det ikke være et chok for krop og sjæl. 

"Selvfølgelig er jeg spændt, jeg stoler på Fyrst Sephyrans visioner for aften," og nok også hans forudsætninger for mange ting til følge. Men Jontar så nok anderledes på det. "Har du nogen forhåbninger til festen?" spurgt hun søgende efter nogle fuldkorn.