Ved slutning af dalen, og dybere på landsby kirkegården. Lå indgangen til en ældre krypt som var blevet omdannet til en bolig, der tilhørte en af dalens mange vampyrer. Det som man engang kunne have kaldt et mausoleum for de døde, førte nu ned til en lille bolig med få møbler, bog reoler og andre genstande som havde i hverdagen.

Kryptens nuværende beboere stod henne ved et spejl, og var igang med lukke de sidste knapper i silkekåben som var tilpasset til vampyrens krop. Det var blot et par måneder siden at Neculai havde vendt tilbage til tusmørkedalen, og med hans retur var håbet at han kunne blive dalen i et par år uden at han igen skulle finde en ny lokalisation. Stedet havde altid være passende for landets mange vampyrer, da solen aldrig kom ned i dalen. Men det var hverken solen, dalen eller dens beboer der havde Neculais opmærksomhed. Siden hans hjemkomst havde kontakter fra hans unge dage holdt ved, på et særlig tidpunkt på året blev han igen inviteret til sammenlejet med de andre vampyrer. Et hovedpunkt i hans liv, som førte til dage med vild drikkeri og seksuel omgang. Talte af deltager var dog blevet mindre, oftest var det fordi de alle blev jaget af vrede bønder eller at genlokalisation ført til længere rejsetid, og dermed blev gruppen mindre. 

Det var indtil at forslaget om at tage gæster med kom, og der var enighed om at hvis gæsterne var enige med at deltage var de velkomne til at blive en del af festlighederne. 

Neculai drejede sig rundt og holdt blikket på hans synlige doublegænger i spejlet som han tjekkede at alle detaljer var på plads. Han var ikke den ældst vampyr i gruppe, men eller ikke nyfødt i vampyr livet. Han træk en god voksen alder som vampyr, og han lærte gerne de yngre generationer op. Dog var tanken ikke at han skulle babysit andre vampyrer i aften, han skulle have det sjovt og mødes kendt ansigter og måske nye. Da han selv fik invitation til at komme, gik der længere tid hvor Neculai overvejede hvem han skulle tage med, eller om han bare skulle komme alene. Han kom frem til at en ven eller en elsker kunne være spændende mellem de andre, da han ikke anerede hvem de tog med og dermed gik en anden invitation ud af dalen. 

Han havde dog ikke en tilbagemelding, og dermed var Neculai ikke helt sikker på om hans gæst ville komme eller ej. Med invitation havde han efterlad information om hvor han boede i dalen, og at han ville vente oppe ved mausoleets indgang. Færdig med at se på sig selv, lukkede Neculai de sidste bælt som havde hans penge pose og lomme med invitation til at komme ind. Han gik rolig op af trapperne til overfalden, og lukkede døren til mausoleet. Et par skidt videre, og Neculai sat sig på en af de ældre grave, hvor han kunne vente og se hvem der ellers befandt sig længere nede ved kirkegårdens indgang og selve landsbyen hvor livet forsat som normalt.  

Neculai behøvede ikke at vente længe før lyden at skid blev kast imod vampyren, mellem de større og tættere grave var der et echo som blev kastet i retning af hvor Neculai ventede.

Neculai smilede varmt, men skjulte nok til at hugtænderne ikke blev synlige. Han fnis kort, som han selv gik Malaketh i møde. "Mener du at mine sense for nydelighed ikke findes i hverdagen?" kom det med en drillende tone som Neculai stansede foran Malaketh og han drejede kort hele vejen rundt for at lade ham se det hele. Igen da han stod vendt ansigt til ansigt med dæmonen, kom han til smile mere. "Jeg troede ikke du havde lyst til at komme med, det er ikke den mest tiltalende ting, at skulle gå med til fest blandt vampyrer," et menneske med nok kløgt eller klogskab kunne næppe blive fristet til at komme med og risiker livet. 

Nok om det, Neculai brugt selv et godt minut på lade øjne køre op og ned over Malaketh. "Altid i rød.." sagde han kort med et eftertænksomt udtryk. "Det har altid være en god farve til dig," sagde han varmt. Med hans egen profession, så Neculai ingen ide i at går med farver. Blod vaskede ikke ude af tøj, og jo mindre synlig det var efter vask, jo bedre. 

"Vi må heller komme afsted, der er et par kilometer op til grotten hvor festlighederne forgå," fortalt han som han trådt til side og gjord tegn til at Malaketh skulle følge med. "Jeg må indrømme, jeg forstå ikke altid os vampyrer. Vi har et sammenhold, men vi bliver hurtig trætte af hinanden fordi der altid stridigheder om ejerskab over de som de drikker fra, og det leder til vi gang på gang deler os resten af året. Men alligevel vil vi gerne hinanden nok til at samles en gang hver år, hvor vi fejer at vi stadig er i live selvom der bliver mindre af os fra år til år," den territorial adfærd havde det altid med dræbe gruppen, det var kun de yngste vampyrer som holdte sammen året rundt i mens alle andre levede deres liv væk fra grotten. 

"Ah, vampyr politik," sukkede han kort. "Det var ikke emnet jeg havde tænkt mig at vi skulle start ud med, dog kommer det emne altid op.. Så fortælle mig, hvad har du lavet i mellemtiden? Jeg formoder ikke at en dæmon møde de samme sociale problemer fra folket som vampyrer gør?" spurgte han.