Beanstalk 07.11.2022 20:41
Af og til kom Hyun til at tænke på
ham. Ham, der gjorde ham til, hvad han var. Oftest gav det ham kuldegysninger. Som om
han åndede ham i nakken. Dog rystede han hurtigt af med
ham. Hyun ønskede ikke at tænke på. Det var ham, der havde ødelagt så meget. Ikke bare hans eget liv, men også hans kommende kone, hans familie, hans slægt, hans navn. Så mange dominobrikker var blevet væltet af den ene ting. Eller flere, hvis alle tænder talte. Der var i hvert fald mere end én tand i mærket på ham. Det forevige minde fra
ham. Derfor blev kravebenene altid dækket. Hyun gad ikke se og da slet ikke tænke på
ham.
Først hørte han ikke banken på døren. Eller jo, han hørte det, men han opfangede det ikke. Ikke med det samme. Det var først efter øjeblikke, at stenen faldt i Hyuns hoved.
Døren? Det bankede på?
Bogen blev lagt på bordet ved siden af. Sekunderne gik, før han kom igennem nabolokalet, inden han nåede til hoveddøren. Kunne han virkelig få gæster? Hvem ønskede at komme forbi? Han havde ikke planlagt noget. Eller havde han? Der var da aftaler lagt og med dagene blødt sammen, var det svært at huske, hvornår der var en aftale.
Hånden tog fat i dørhåndtaget og åbnede døren. Intet og absolut intet kunne have forberedt Hyun på sin
gæst. Stående ansigt til ansigt kun få skridt mellem hinanden var
han.
Hyuns øjne og ansigt sagde sikkert nok. For han kunne intet sige. Ikke endnu. Han stod bare der, endnu med hånden på håndtaget. Der gik lidt tid, før han endelig lod ord flyde ud af munden på ham. Og det var ikke mange. En lille håndfuld af dem, men nok. "
Hvad laver du her?"
I may look young, but trust me, darling. I'm far older than you think, sadly.