Fangsten er i hus! Fangsten er i hus! Det var den eneste tanke Rory havde, da hun let og elegant sneg sig ud af huset. Det var en af de ejendomme, som ikke lignede meget udadtil. Faktisk var Rory skeptisk, da hun havde hørt der lå mange værdigenstande derinde. Hun fulgte alligevel op på rygtet og rigtigt nok så var der alt hvad hjertet begærede. Krystaller i bunkevis, smykker, artefakter, sølvtøj og uerstattelige genstande. Hun var helt op og køre fordi hun ikke havde haft et kup som dette i flere uger nu! Ha! Så kunne hun være ekstra god mod sig selv og købe en ordentlig middag for en på kroen. Ja, et krus øl skulle der vel også til.

Det måtte have været begejstringen over fangsten, der gjorde hende uopmærksom. Hun lagde slet ikke mærke til, at hun faktisk var blevet overvåget i et stykke tid nu. Det var meget atypisk for hende, for normalt havde hun øjne i nakken. Den var til gengæld dækket til af en kæmpe rygsæk, så måske var det en del af forklaringen. Alarmklokkerne ringede i hvert fald ikke, da hun hoppede ud af vinduet og nu gik ud på den mennesketomme gade. 

Det var nat og ikke engang månen lyste vejen op. Rory var meget svær at spotte, fordi hun var iført sine normale sorte bukser samt trøje. Rygsækken var ligeledes sort, hendes hår var sort og hendes øjne var mørke medmindre hun kiggede direkte i solen, der sjovt nok ikke var tilstede på nuværende tidspunkt. Hun lignede faktisk definitionen af en tyv. Måske var det ikke så påfaldende, at hun havde tiltrukket opmærksomheden fra en mand, som hun bestemt ikke glædet sig til at møde.

Det havde været et ganske u-glædeligt gensyn på kroen. Asbjørn, som havde passet sig selv, var pludselig blevet påtalt af nogle af sine tidligere kollager. De havde genkendt ham, trods hans lettere snuskede stil og de stubbe-beklædte ansigt. Han havde ellers forsøgt at synke lidt ned og skjule sit ansigt. Han syntes bestemt ikke om deres dømmende blikke. Efter at have udvekslet et par ord med sine tidligere venner, havde de vendt ham ryggen og efterladt ham med sin sørgelige øl i sit mørke lille hjørne. En knude vendte sig i den tidligere byvagts mave; var det mon øllet eller selv-ynk?

Inden længe rejste han sig og forlod kroen. På flugt fra fortiden, puha!

En hyggelig vandretur gennem byens stille mørke gader, det kunne uden tvivl få hans humør lidt op. Ikke? Måske ikke, men det kunne nok hjælpe ham med at blive en anelse mere ædru. 

Efter at have drejet om et par hjørner spottede han pludselig noget… uventet. Det gamle falkeblik svigtede ikke. En skygge i et åbent vindue. Den tidligere nybagt stoppede op (og støttede sig mod væggen; verden snurrede en anelse) og stirrede intenst på vinduet. Et øjeblik senere kom en skikkelse til syne. 

En tyv? En tyv! Skulle han kalde på nogle vagter? Så kunne de fange hende og… smække hende… i spjældet!! Det kunne HAN jo gøre! Nemt! Intet problem, han havde jo gjort det mange gange før! 

Et stort smil gled over hans læber. Hvis han beviste at han stadig havde dét der skulle til, for at holde byen sikker, mon ikke han så kunne få sit job igen? Selvfølgelig! 

Asbjørn satte det lange ben foran, og fulgte så stille han kunne efter den mørkt-klædte skikkelse. Hurtigere og hurtigere. Længere og længere skridt. 

Hik!

Åh nej. Det hørte de nok ikke. Kom nu, farten op!

Hik!

Pis! Okay, nu løber jeg sgu bare! 

Og, ja, så løb den fulde mand efter den mørkt klædte skikkelse - lettere vaklende, lidt zig-zag, men med stærke tordnende skridt!

“HE-hik!-Y !! DU DER!!”

Rorys intuition fortalte hende, at der var noget rivende galt! Det var dog først da hun hørte en underlig hikkelyd, at hun opdagede hun blev forfulgt! Hun skød et blik over skulderen og rigtigt nok. Der var en gammel fulderik som var efter hende eller hendes rov. Ha! Det skulle bare slet ikke ske. Ikke hvis hun havde noget at skulle have sagt. Løsningen på problemet var blot, at sætte det ene ben foran det andet. Umuligt at han ville kunne følge med når han vaklede sådan. Rory var desuden ret akrobatisk og hoppe over en mur? Nej det kunne den ældre herre vel næppe.

Det kom hurtigt bag på hende, hvor hurtig han var til trods for sin berusede tilstand. Argh, det var den dumme taske der vejede et ton. Hun vidste, at hun havde nuppet at for meget. Ved Zaladin hvor var det træls. “Nej skrid!” Råbte hun over skulderen og så, at han nu var kommet en anelse tættere på. Tænk Rory, tænk! Arh yes! En mur. Den blev hun jo lige enig med sig selv om, at han ikke ville kunne komme over. Spørgsmålet var nu bare, om hun ville kunne nå over før han ville gribe fat i hende.

Tanken om at en gammel fulderik ville forgribe sig på hende, var slet ikke det hun var forberedt på. Så ville denne nat gå fra en af de bedste til en af de værste. Wow, hvorfor sendte verden hende også negativitet, når hun endelig var glad! “Tag og smut hen til den bar du kom fra,” halvråbte hun ud i mørket, men prøvede så vidt muligt ikke at vække nabolaget med deres postyr. Det var dog en sværere opgave som så, når man havde en stor og fuld skikkelse efter en.

"DU SCHLIPPER IKKE VÆK!" råbte han højlydt imens han tordnede afsted. En ujævn brosten sendte hans balance på prøve, og han kolliderede kortvarigt med en tønde. Der lød et højlydt brag og Asbjørn væltede kortvarigt til jorden. Adrenalin og alkohol hæmmede hans smertesans (og mange andre sanser, ærligt talt!) og han kom på benene med nærmest umenneskelig fart. "KOM TCHILBAGE!" råbte han og satte igen i fuldt gallop. Trods de sidste par måneders druk og manglende fysiske aktivitet, så fandt Asbjørn sin indre soldat frem. Musklerne i benene pumpede, hans hjerte hamrede, han kunne mærke ruset suse over sig. Intet kunne stoppe ham. Intet!

"HOLD KÆÆÆÆFT!" skreg en kvinde, der havde lænet sig ud af et vindue som Asbjørn netop var ved at passere. Hun hamrede vinduet i, og Asbjørn følte sig pludselig meget skyldig.
"Undsky--- Argh!" Han løb videre og fik hurtigt indhentet den mindre skikkelse - som han antog var en kvinde, af dømme efter stemmen. "STO-- Ahem... Stooooop!" hvislede han imens hans tordnende efter kvinden, pludselig pinligt opmærksom på hvor larmende han var. Puha, det gik jo ikke! En ordentlig byvagt skulle trods alt sikre ro og fred i byen! De grønne støvler hamrede imod brostenene og førte ham flyvende afsted; efter tyven, der skulle sikre ham sin fremtid!

En mur kom nærmere og nærmere. Havde hun tænkt sig at springe over den? HA! Intet problem. Kvinden fløj nærmest helt uproblematisk henovver muren, hvilket egentlig ikke irriterede ham. Han var jo i fin form! Det var ikke så længe siden han havde jagtet nogen igennem byen, vel? Intet problem! Han lagde mere styrke i sine ben, skubbede sig frem og formåede at ramme en imponerende hastighed. Muren kom op. Hans hånd mødte murens kolde overflade. Han satte hårdt af fra jorden og pressede sig op med armen. I et kort øjeblik fløj han nærmest! ... Men kun et par centimeter over jorden. Han kunne just se over muren i et kort sekund, inden resten af hans krop ramte toppen af murens sten. Der lød et højlydt bump og Asbjørn fandt nu sig selv hængende ind over muren, med overkroppen på den ene siden og benen på den anden. De kom ganske enkelt ikke med over i hoppet.
"Ughr..." gispede han kortvarigt, med luften slået ud af lungerne. Med fødderne mod muren, forsøgte han at klatre op. Men pludselig, med et knæk og et krak, gav toppen af muren efter og Asbjørn væltede over på den anden side med mursten og støv flyvende om ørerne.

"Argh! Åh... For Zaladin, da!" stønnede han, og rullede rundt blandt brosten og mursten. Hvorfor var han så forpustet? Åh gud, det hele snurrede virkelig.

Aldrig havde hun kendt mage! Hvordan kunne man støje så meget UDEN at det var intentionelt! Prøvede han virkelig at få dem begge i arresten for at vække hele byen. Hun ville i hvert fald sige det hele var hans skyld - det var trods alt ham der ville få dem fanget. Ja ja, hun havde nappet noget her og der som måske ikke tilhørte hende, men i det mindste var hun diskret omkring det. Hun gik trods alt ikke rundt og forstyrrede folk midt om natten. Hvis de nu blev fanget kunne hun sige, at det hele var hans plan og hun blot var en brik. Måske endda tvunget til det! Hun var blot en smuk ung pige og han var den store stygge ulv! Ja, der var en back up plan.

Rory regnede dog ikke med, at hun behøvede at benytte sig af den, da hun med lethed fik sig selv over muren. Man skulle tro at hun havde gjort,det hundredevis af gange, hvilket nok ville være meget korrekt. Efter hun havde rystet manden af sig, gik hun i et lavere tempo og pustede ud. Arh, hvor var det dejligt at være alene i mørket uden at man blev ja—.

Muren bag hende gik i stykker.

Med et overrasket ansigtsudtryk kiggede hun om bag sig og så fulderikken ligge og rode rundt i ruinerne. Hun vidste slet ikke, hvordan hun skulle forholde sig til situationen. Den havde ærligtalt taget hende med bukserne nede, og det var ikke specielt tit at Rory blev overrasket. Aldrig, hvis man spurgte hende. For en kort stund overvejede hun at tilbyde sin hjælp, men så indså hun hurtigt, hvem hun var. Hvorfor skulle hun hjælpe en mand som tydeligvis ikke ville hende noget godt?

“Det er hvad man får, når man leger med nogen over sin liga. Tag en øl og et bad og smut hjem til dit hul,” sagde hun bestemt, men gik nu alligevel ikke fra manden før hun kunne se, at han ikke var helt død. Selvom man skulle tro det havde hun lidt af en samvittighed. Ja, altså indtil byvagterne kom og hun blev nødt til at flygte, så stod han alene med lorten.

Åh, det gjorde ondt alle steder. Havde han altid haft ondt i ryggen eller var det en ny ting? Han ømmede sig og mærkede her og der og alle vegne, for at sikre sig at intet var brækket. Armen og benene var fine. Brystet og ribbenene var en anden sag. Hans hoved hvilede på jorden og ansigtet stirrede opad. Stjernerne i himlen roterede en anelse, men han kunne ikke helt sætte en finger på om han havde slået hovedet eller drukket for meget. Han hikkede i det mindste ikke mere! Den kolde nattenluft var ved at få ham til at indse, at han nok var en anelse for bedugget til at skulle jage efter små tyve-tøser. Og for gammel.

Sin egen LIGA? Hvad mener den lille lus med det?! Jeg skal vise hende liga...!

Han skubbede sig selv op på sin venstre skulder og formåede at balancere sig selv ganske udmærket. Med sin højre hånd kastede han en sten efter hende. Den ville uden tvivl misse - han havde ikke just de beste foranstaltninger til at kaste noget som helst. Men hans muskler (trods de var ganske forslåede) fejlede ikke noget, så stenen blev kastet hårdt og voldsomt. Forhåbentlig ville det distrahere pigebarnet længe nok til at han kunne springe på hende.

I et firspring var han atter på benene og han var på rekordtid oppe på siden af hende igen. I sin løben havde han flået sit bælte fri fra bukserne, og han holdt det nu klart i sin højre hånd. I et agilt spring og med en hurtig hånd-manøvre - som han havde prøvet et utal gange før - forsøgte han at vikle bæltet om pigebarnets ene håndled. Hvis han kunne få hende fanget, så skulle han bare trække hende med til hovedkontoret, overgive hende til byvagterne... Så kunne han få en ny uniform! Lidt mad måske... Han tvang tankerne tilbage på det nuværende øjeblik. "Den eneste der skal i hullet er dig, din--- din--- møgtyv!" Wow...

Manden begyndte langsomt at rejse sig op, så Rory tog et skridt tilbage sådan han ikke bare ville kunne nå hende med det samme. Den aggressive tåbe tog endda en sten og kastede den mod hende. Eller det var måske pænt sagt, han kastede den en helt forkert retning, så den landede et par meter fra hende. Det fremkaldte blot et uimponeret blik fra hende. Okay, nu var hun da helt sikker på, at hun ikke gad at hjælpe fjolset. Man gik altså ikke bare og kastede ting efter folk! Det var uforskammet.

Ved at hendes blik så uimponeret på stenen var manden i mellemtiden kommet op og stå. Pludselig mærkede hun noget om sit håndled og i det næste sekund var hun viklet ind i mandens favn. Argh, han lugtede hæsligt af alkohol og dårlig hygiejne! Det her var endnu værre end arresten. Nu skulle han give slip på hende. Sådan en gammel pensionist skulle ikke rende rundt og lege helt - eller forgribe sig på yngre kvinder. Det var da skandaløst det her!

“Uh så det er dig der vil spille helt og smide mig derhen? Tro om,” sagde hun med en mørk stemme og fandt nu sin kniv frem med sin frie hånd og holdte den lige lovligt tæt på hans hals. Han kunne ikke bare tro, at hun ville gå udenom og hjem uden en kamp. Hvis det var det han var ude efter, skulle han da nok få det. Rory var ikke bange for at angribe de ældre, også selvom folkene Dianthos mente man burde behandle dem med respekt. Rory vil så slå alle haters ned ved at sige, at det var ham som startede!

Pigebarnet kæmpede og sprællede men hun var markant mindre end ham, så han havde ikke det store problem med at holde hende fast. Indtil hun trak en kniv. "Hov hov, det er lidt snyd. Ingen våben!" brummede han utilfreds; han havde trods alt ikke en ekstra hånd han kunne bruge til at have et våben klart. Det var en downside ved kun at have én arm. Ikke at der var nogle upsides... Men en kniv - især sådan en lille smørkniv - skræmte ham egentlig ikke. Måske mest fordi han ikke tænkte helt klart endnu, men han havde egentlig også prøvet det der var værre. Listen af våben, som havde haft nærkontakt med hans krop, var ganske lang. Måske lidt for lang.

"Det er meget simpelt, lille ven. Jeg tager dig tilbage til byvagernes hovedkontor. Du overleverer alle dine tyvekoster, indrømme ih-og-åh hvor slem du er, og så ryger du i spjældet i et par dage." Planen var perfekt i Asbjørns hoved. Han kunne ikke forestille sig at et barn som hende kunne være meget værd for vagterne, men det var alligevel noget at få fanget en tyv fra tid til anden. Det viste trods alt at vagterne gjorde deres arbejde, hvilket de til tider havde ry for ikke at være så gode til.
Det var desuden efterhånden flere uger siden han sidst havde fået bare en lille mængde respekt fra en anden person, så tanken om hans tidligere kollegaers og venners ansigtsudtryk, når han kom slæbende med en tyv... Ja det ville jo være den perfekte start på måneden!

"Så slip den kniv, og kom med uden mere brok!" sagde han og lod ganske enkelt ikke til at være det mindste bange for hverken hendes kniv, hendes truende stemme eller noget andet. Han var allerede langt videre i sin planlægning, og havde slet ikke tid til hendes fjollerier. "Medmindre du virkelig tror, at byvagterne ville ignorere en morder? Tro mig, straffen for simpelt tyveri er langt mildere end straffen for blot et enkelt lille bitte mord." sagde han, pludselig med en langt mere dyster stemmer. Nu talte han trods alt af erfaring. Hans tanker var ved at komme tilbage mere naturligt, og han huskede mange mennesker. Mange sager. Mange mord. "Og så endda et mord på en tidligere byvagt. Puha, de vil jage dig til dine dages ende! Det har du næppe lyst til."

Snyd? Man kunne da ikke snyde nå det galte kærlighed, krig og… hun kunne ikke huske der sidste k, men det stod tydeligvis for kamp! Det eller Kselvforsvar! “Du brugte dit bælte, så jeg bruger min kniv, så er vi lige! Ellers skulle du ikke have taget den i brug til at starte med,” svarede hun hidsigt og stof stadig truende med sin kniv. Selvom hun selv følte, at hun var meget farlig, så var den gamle mand stadig ikke bange for hende. I hvert fald ikke nok! Havde han ikke et barnebarn at tage hjem til eller noget. Nej, det havde sikkert allerede mistet kontakten til ham. Man kunne jo ikke efterlade sine børn med en person, der ikke engang kunne styre sin egen krop og hoppe over en sølle mur.

“Byvagternes hovedkontor!? Øh nej tak du,” sagde hun totalt afvisende. Hun kunne ikke udstå at være spærret inde. Faktisk ville hun gøre alt for ikke at ende i arresten igen. Godt nok var det blot i et par timer hun havde været der sidst, men hun kunne ikke regne med, at Issac Thorne kom og redede hendes røv igen. Og selvom hun godt kunne blive desperat, så spredte hun altså ikke benene for alle og enhver, så den plan han havde var altså ikke godkendt, hvis den skulle igennem hende først! “Medmindre du ønsker at miste din anden arm opfordrer jeg dig til, at give slip på mig… LIGE NU,” vrissede Rory og prøvede at få den ud af hans greb uden held.

Hun kiggede lidt op og ned på ham. Hvis det var sådan byvagterne så ud, så var det da tydeligt hvorfor byen var så korrupt. “Ha, som om nogen vil savne dig alligevel. Hvis jeg bare smider dig i et krat vil ingen alligevel finde dig, og hvis de gjorde, ville byvagterne ikke bruge ressourcer på en fulderik som ingen alligevel savner! Faktisk, så ville jeg gøre samfundet en tjeneste ved at skaffe dig af vejen,” halvråbte hun direkte i mandens ansigt. Rory havde altid været skarp i sine ord, også i situationer, hvor det nok ville være en dårlig ide - ligesom denne. Hun kunne dog ikke dy sig selv fra, at prøve på at ramme en person der det gjorde ondt.

Manden ævlede løs, men løs kom hun ikke fra hans greb. Utroligt, hvordan han kunne være så stærk i den tilstand han var i. Rory prøvede forgæves på at vriste sig fri mens hun spyttede sine ord ud som var de lavet af det eneste gift. Til hendes overraskelse ramte de plet og reaktionen var tydelig at se på mandens ansigt, selv hvis han prøvede på at gemme sine emotioner. Han burde tilføje det til sin liste over ting at øve sig i. Hvis listen altså ikke allerede var for lang til, at der var plads til flere punkter.

“Der er mere hvor det kommer fra, men selv jeg bliver lidt pinligt berørt over at se end mand græde. Jeg kan dog gøre en undtagelse for dig,” vrissede hun alt imens han trak hende med sig. Hvert valg hun tog i dette øjeblik var afgørende for, hvor hun ville ende op i fremtiden. Hvis farfar tog hende med ind på stationen ville de se, at hun allerede havde været indespærret for kort tid siden. Ikke for tyveri, men byvagterne var korrupte og ligeglad med, hvorfor man blev spærret inde. Det vigtigste for dem var, at det lignede de lavede deres job, selvom det ofte var langt fra sandheden.

At føre hende hen til arresten kunne han ikke engang uden at skvatte i hendes sæk. Hvis ikke Rory var så irriteret på ham, ville hun næsten have ondt af ham. Dog havde hun knap så meget medlidenhed med folk, der ville smide hende i fængsel. Den lille krølle vil situationen var, at Rory nægtede at give slip på sine tyvekoster, hvilket betød at hun selv blev en del af faldet til trods for, at han havde givet slip på hende. Heldigvis for hende landet hun blødt idet hendes krop havde brugt mandens som faldpude. Nu var problemet bare, hvordan hun skulle få sækken med tyvekoster ud mellem ham og jorden. 

Hurtigt rejste Rory sig op og lagde foden på manden, hvorefter hun trak i sækken. Ved denne bevægelse kunne hun både skubbe ham væk, mens hun hev tingene til sig. Problemet var bare, at han var alt for tung til, at dette kunne lade sig gøre. “Så flyt dig dog!” hvæsede hun og blev ved med sin gøren selvom det ikke virkede. Hun vidste at tiden var knap, men hun ville gøre et enkelt forsøg mere. Argh, hvorfor skulle han også være så træls!