Hvorfor befandt Rory sig i Rubinen? Det var et fantastisk spørgsmål, da Rory både hadede den varme temperatur og den bagende sol. Dette gjorde det umuligt for hende, at bære sit normale sorte tøj. Det var netop derfor, at hun nu var i et par brune bukser og en cremefarvet trøje. Yikes. Ikke at det hjalp meget, når den dumme sol hele tiden stod højt på himlen og kogte hendes ellers blege hud. Problemet var bare, at hun ikke var særlig populær i Dianthos i denne periode… så derfor måtte hun søge væk til helt nye territorier. Det var netop sådan, at hun var endt op i handelsbyen Balzera.

Hvad er dit er mit. Så da Rory hørte, at der var et stort bytte at finde i en af butikkerne i Balzera, blev hendes hørelse pludselig ti gange bedre. Ja okay så, hun var ikke helt sikker på hvor denne butik ville være, men finde den! Ja det ville hun da! Problemet var bare, at alle bygninger i følge hende lignede den samme. Et andet problem var, at hun fandt ud af det ikke blot var en sølle butik, men en af de mest prestigefyldte bygninger i hele byen. Hun skulle virkelig gøre det svært for sig selv, ikke?

Solen var endelig gået ned, temperaturen faldt drastisk om natten grundet manglen af skyer. Rory stod gemt væk fra bygningen sådan vagterne udenfor ikke ville få øje på hende. Planen var, at snige sig ind igennem et vindue i taget eller i hvert fald snige sig op på en af de øverste niveau, hvor hun derefter ville arbejde sig ned. Det virkede nemmere end skulle forholde sig til vagterne forneden. Klokken var nu blevet så mange, at posten skulle skiftes og nye vagter kom og tog over. I dette sekund slog Rory til og bevægede sig fra tag til tag. Nu stod hun foran det store vindue, hun blot skulle have lirket op. Okay, du har den her! Tænkte hun og begyndte på arbejdet.

For Rhaya var dette som enhver anden nat. Hun havde udset sig et mål, der skulle miste nogle værdigenstande. Her i Balzera var det efterhånden bare at trække en tilfældig seddel op ad en hat, når hun skulle vælge, for der var så abnormt mange handelsfolk, der havde alt for meget mellem hænderne, mens den almindelige person på gaden sultede. Både dem, der bare gik på gaden, og dem der boede der.
    I aften var målet en større villa, hvor en handelskvinde havde opbygget sit varelager af speciallavede smykker til kæledyr. Hun havde en ordentlig håndfuld slaver til at arbejde dag og nat på at samle leddene med yderste præcision, og selvom det ikke var den hårdeste arbejdsplads for slaver, var det stadig slaver, så Rhaya mente kun det var rimeligt, at hendes smykker blev omsat på det sorte marked for at betale for nogle andre slavers lysere fremtid som frie folk et andet sted i landet.

    Vinduet oppe på den øverste etage var den oplagte vej ind. Rhaya havde sneget sig ad bagvejen indover haven og op langs bygningen og havde siddet gemt i en trætop indtil vagtskiftet. Nu hoppede hun fra træet og over til den gulpudsede mur lige idet vagterne var ude af syne. Hun hev sig op og gik på tær rundt til vinduet. Hendes fødder var bare for at få så meget hun kunne ud af sin evne til at være musestille.
    Foran vinduet stod en skikkelse allerede i gang med at dirke vinduet op.
    "Pst," hviskede Rhaya i den tro, at det var en af hendes egne folk. "Du skulle stå klar ved hovedindgangen, så..."
   Det var ikke en af hendes folk det der. Håret havde lige et øjeblik lignet en af de nye rekrutter, men hun var elver, og de ører der var ikke spidse.
    "Du er ikke en af mine folk," hviskede hun og lagde hovedet på skrå. "Og måske heller ikke herfra. Dit udstyr ligner noget fra midterriget. Den der dirk kommer aldrig igennem karmen."
    De lavede vinduer anderledes oppe midt i landet, hvor regn og blæst rev i skodderne til de var møre. Her i sydens varme var rammerne lavet til at holde sand og støv ude, og det var nogle helt andre teknikker man skulle bruge her.

Rory var i fuld gang med sit lirkearbejde, irriteret over, at det slet ikke virkede. Det var da besynderligt, vinduerne i Dianthos gik altid op med det samme, hvis man brugte dette værktøj. Hvad var forskelligt i Balzera end i hovedstaden? Umuligt at de kunne have en bedre sikkerhed her ude i ørkenen. Hvis de havde, ville det trods alt være det eneste de havde kørende for dem. Pludselig hørte Rory en stemme bag sig. Hun stivnede i frygt for, at hun var blevet oplevet af en byvagt eller en borger med et heltekompleks. Hurtigt vendte hun blikket bagud, som faldt på en mindre kvinde. Arh træls. Hun havde håbet på, at det var hendes fantasi der gjorde hende paranoid. Mu havde hun rent faktisk en person at konkurrere med. Fedt.

“Er der flere er jer!?” Udbrød Rory overrasket i sin hvisken. Selvom hun var godt og grundig irriteret nu, så ændrede det ikke, at hun ikke ønskede at blive taget af byvagterne. Hun havde godt hørt, at forholdene her var meget værre end Dianthos. Gevinsterne var derimod langt højere, så selvfølglig var der også andre etablerede grupper, som gik efter samme mål som hende. Selvfølglig. Rory havde ikke været særlig heldig det sidste stykke tid. Måske havde hun irriteret guderne, men hendes småhapserier kunne umuligt være grunden. Hun tog fra de rige og gav til hende selv. De kunne med sikkerhed undvære at give lidt til de fattige.

“Nårh. Jamen hvis du er så dygtig, hvad med du åbner det sølle vindue så,” svarede hun og nærstuderede kvinden. Spøjst nok havde hun endnu ikke trukket et våben. Hendes adfærd var ligeledes ikke aggressivt som hendes eget. Tyvene her i Rubinen var bestemt anderledes end dem i Dianthos. Måske fordi, at Dianthos havde færre steder med rigtig store pengepræmier. I Rubinen kunne man bare pege på en bygning, og så ville der nok ligge en del krystaller i et pengeskab. Rory gjorde tegn til, at kvinde blot kunne komme op på hendes side for at få vinduet op. Hun ville se med egne øjne, om hun vidste mere om faget. Umuligt. Rory mente jo selv, at hun var den bedste.

Rhaya kom med et latterfnys, da den anden kvinde udfordrede hende til at åbne vinduet. Som om det var en udfordring. Rhaya havde gjort det her i tredive år. Men fint. Den nye pige i byen skulle vist også pilles lidt ned fra sin høje hest.
"Det sølle vindue åbner ikke, fordi du rykker på den del af vinduet, der har metalstivere hele vejen ind i bygningskonstruktionen," forklarede Rhaya og hev en tynd pind af ben frem fra sin bæltetaske. I to alt skridt, der burde have givet en skraben over tagets overflade, men ikke gjorde det, var hun henne ved vinduet, hvor hun lod pinden glide ind mellem en af de farvede glasfirkanter og rudens metalramme. Metallet rystede en smule og med et lille ryk fra pinden, hev hun glasfirkanten ud og kastede den over til kvinden. "Hér, grib."

"Ting er anderledes her end nordpå, bytøs," sagde hun, mens hun vristede sin tynde arm ind gennem hullet i vinduet for at åbne haspen. Kliklyden bød hende velkommen og vinduet gik op. "Dit normale værktøj får det svært hernede, så du bør investere i noget nyt, hvis du regner med at blive. Vinduerne er én ting - bare vent til du møder din første dør."
Der var ikke noget specielt ved Balzeras døre. Rhaya ville bare gerne se, hvor meget hun kunne bilde den anden ind.
Rhaya sad i vindueskarmen nu og rakte hen på væggen, hvor hun trykkede på en magisk advarselsamulet, der var sat op for at forhindre tyve i at komme længere end til vinduet. Den ville udspyde en lammende aura og skrige på vagterne. Effektivt, hvis ikke det var blevet så populært, at alle i Balzera havde en. Også tyvebanderne. Det havde taget lige præcis en uges træning at regne ud, hvornår den opfangede bevægelse, og hvad man skulle gøre for at slå den fra.
"Og nårh ja," tilføjede hun, mens hun sænkede sig lydløst ned på gulvet. "Hvis du bliver fanget her, ryger du direkte i slavehandlen. Ikke noget med en vagtstation, du nemt kan snige dig ud af, inden de fælder en dom."

Rory brød sig ikke om, at kvinden talte til hende som om hun ikke kendte faget. Dette var hendes livsværk, hvordan hun kom gennem eksistensen uden at ende i total fattigdom. Hun havde da klaret sig godt indtil nu. Havde altid tag over hovedet, relativt nyt tøj og hun havde også midlerne til at holde hygiejnen oppe, hvilket mange i hendes fag åbenbart havde tendens til at glemme. Forskellen mellem hende ov andre tyve var, at hun ikke stjal for at finansiere sin druk. Hun var klogere end at blive afhængig af sådan et stof.

Kvinden kom op på siden af hende og uden besvær rykkede hun bare gladfirkanten ud og kastede Rory den. Hun kiggede en smule forvirret på den, uvidende om, hvor hun kunne lægge den hen. Altså hvis det stod til hende, ville hun ikke have rykket noget af vinduet ud fra sin plads. Hvis kvinden bare havde givet hende få sekunder mere, så ville hun med sikkerhed få vinduet op på hendes metode! Til sidst endte Rory med at lægge den bag sig, siden taget var fladt og ikke skrånede ud til siderne. Det burde ligge trygt og godt der.

“Hvad laver du overhovedet her. Det er mit mål og jeg har ikke brug for at blive belært i mit eget fag af en ørkenrotter som dig. Tak for at åbne vinduet, men vi ses. Der er mange andre steder, så find et nyt vindue du kan brække op,” sagde hun først og var ved at gå ind af det nu åbne vindue, indtil hun nævnte dørene. “Jamen, er alt også bare virkelig besværligt her,” beklagede hun sig og opførte sig rettere som et surt barn, der ikke fik sin vilje fremfor en top klasse kriminel.

Rory havde godt hørt, at det var ret primitivt ude i Rubinen, men slavehandel? Nej nej nej, der skulle en smuk og intelligent kvinde som Rory da slet ikke befinde sig! Hun kiggede med store øjne på kvinden ved hendes side. “Hvorfor gider du overhovedet at hjælpe en bytøs som mig? Huh? Hvis du prøver at skræmme mig væk fra det her kup kommer det ikke til at ske. Jeg har brug for, hvad end der gemmer sig derinde!” Sagde hun med en fast stemme og prøvede at virke upåvirket af, at hun kunne ende som slave.

Rhaya havde strakt en arm ud til siden, mens hun disarmerede magien, så kvinden ikke bare farvede ind og fik dem begge fanget. Hun skulle til at svare på spørgsmålet, da pigen blot fortsatte sine ord, og elveren ventede tålmodigt på at det blev færdigt. Sådan var de fleste byboere, hun havde mødt. Stormundede og med lange sætninger. 
"Fordi bytøser ender som slaver, hvis de ikke ved, hvad de laver," svarede Rhaya. Hun talte af bitter erfaring. "Og jeg har nok slaver at befri allerede. Jeg behøver ikke én til til listen."

Med lette trin bevægede den lave ørkenelver sig ind i husets gange. Når hun først var forbi de magiske værn, var alting meget nemmere. Så skulle hun blot undgå vagterne og finde frem til arbejdsrummene. Desværre havde de ikke haft tid til at lure vagternes mønstre indenfor, så det måtte blive nattens udfordring.
"Tro mig, der er nok til os begge herinde. Mere end du kan have på dig og nok til måneder med daglig hæling. Men det kræver selvfølgelig, at du kender en hæler," Rhaya trak på smilebåndet. "Hvis du viser dig at være god til det her, kan det være jeg giver dig et tip." 

Kvinden opførte sig helligt, som om hendes plan faktisk handlede om at hjælpe hende. Nej, der måtte være noget andet i det. Noget dybere. Folk hjalp ikke bare andre, medmindre de fik noget ud af det. Det kunne næppe være sandt, at kvinden faktisk gik op i om hun blev slave eller ej. I den kriminelle verden gik man kun op i sig selv, så at andre led under slaveri burde ikke have den store effekt på kvinden. Af en eller anden grund følte Rory dog, at hun talte sandt. Hun kunne dog ikke sætte en finger på det. “Hvis du har så travlt med at befri slaver, hvad laver du så her?” Snappede Rory og kiggede på kvinden med et anspændt blik.

Uden advarsel forsvandt kvinden ud af vinduet og Rory måtte lettere kluntet følge med hende. Bygningen var bestemt meget anderledes end dem i Dianthos. Ikke nok med, at vinduerne havde nogle sære mekanismer, så virkede layoutet helt uoverskueligt. “Fint, men ikke bliv ked af det, hvis det viser sig, at jeg er en bedre samler end dig,” svarede hun en anelse udfordrende til kvinden og så sig igen omkring. Hvor skulle man starte. Det hele virkede så uoverskueligt.

    "Hvis du samler bedst, så se det her som en jobsamtale," hviskede Rhaya med et skævt smil, mens hun listede ned ad gangen.
    Ved den første dør lagde hun sit spidse øre imod og lyttede et øjeblik, inden hun åbnede den og lod blikket glide over rummet bagved. Bare et tomt sovekammer. Forsigtigt lukkede hun døren igen og fortsatte til næste dør. Ved fjerde dør var der gevinst, og hun sneg sig ind i det rummelige kontor. På skrivebordet ved vinduet lå der en del værdigenstande allerede. På hylder og i vindueskarmen stod udstoppede dyr svøbt i de smykker, handelskvinden solgte sig rig på.
    "Luk lige døren efter dig," sagde hun sagte og begyndte at rode skrivebordets skuffer igennem. "For at besvare dit spørgsmål, så er det ikke gratis at befri slaver. Det kræver værktøj, kompetente folk og sikre steder at være. Alle de ting er jævnt dyre. Så vi tjener til dagen og vejen ved at tage fra dem, der har for meget. Endnu bedre hvis de også har slaver. Så mister de først deres krystaller, deres pæne ting, og til sidst slaverne. Men hvad laver du her? Blev byen for varm for dig?"
    Der var nogle typer gadesprog, der var ens uanset hvor i landet du kom fra. Det var ikke svært at regne ud, at Rhaya ikke hentydede til temperaturforskellene mellem midterriget og syden.

Jobstamtale? Rory havde da ikke brug for et job. Hun havde altid været selvstændig og foretrak ikke at arbejde under nogen. Det bestod, at man skulle lytte til ordrer, aflevere noget af sit bytte og arbejde sammen! Rory havde aldrig været en teamplayer, så det havde altid været mest oplagt, at hun arbejdede alene. Alligevel sagde hun intet til kvindens kommentar. Hun kunne vel sagtens sige nej, men hvis hun beholdte hende i troen om, at hun måske ville arbejde sammen med hende, så fik hun nok mest ud af hvad end dette samarbejde bestod af.

Rory havde det sært ved, at hun blot fulgte kvinden i stedet for at gå på opdagelse selv. Hver gang hun lukkede en dør, åbnede hun den igen for at tage et kig - det var jo meget sandsynligt, at kvinden havde overset noget. Hver gang måtte Rory dog lukke døren igen og indse, at kvinden havde et lige så garvet øje for værdigenstande som hende selv. Endelig fandt kvinden en dør som hun sneg sig ind af. Rory fulgte hendes fodspor og var lige ved at lukke døren, da kvinden gav hende en ordre. Som om hun ikke selv havde tænkt på det! Hun lukkede den alligevel efter sig.

“Så det her er bare et stort velgørenhedsselvskab?” Spurgte Rory en anelse kritisk. Hvorfor ville nogen sætte sin egen røv i fedtefadet for at befrie slaver, der aldrig kunne betale deres services tilbage? Gennem Rorys liv havde hun lært, at folk kun handlede ud fra sine egne egoistiske ønsker. Nej, der måtte være noget andet i det end at gøre det for “godheden i sig selv”. Der mætte være en større motivation for kvinden foran hende, men hvordan skulle hun grave den ud?

“Jeg kan godt lide vejrændringerne. Det gør det sjovere at arbejde i nye territorier. Storbyslivet og regn er ikke lige noget for mig, men jeg må indrømme at folk i Balzera er skørere end jeg troede,” svarede hun og undgik mere eller mindre spørgsmålet. Var hun kommet til Rubinen af egen fri vilje? Både og. Lige nu var hun ikke særlig populær i Dianthos, men det behøvede kvinden foran hende selvfølglig ikke at vide. Rory gik forbi kvinden og gik hen til en af de udstoppede dyr. Selvom Rory ikke gik med smykker, kunne hun se værdien i dem med det samme. Hun kom med et lille grådigt smil og rakte hånden hen mod smykket på det udstoppede dyr.

    "Sådan havde jeg det også, første gang jeg besøgte Diantos," svarede Rhaya, der havde armen begravet til albuen i skrivebordet. Noget klikkede og en af bundene i skufferne kunne skubbes til side. "Skrå tage, pft. Og folk, der arbejder henover middag. Skørt."
    En lille nøgle lå i skuffen, og inden Rhaya nåede at tage fat i den, fløj den hen og satte sig fast på hendes hud. Hun himlede med øjnene af det, men lod den sidde på sin håndryg, mens hun lukkede skufferne igen og stoppede generelle smykker fra skrivebordet i lommerne.
    "Velgørenhed hernede betyder noget lidt andet end i Dianthos," svarede hun. "Bare fyld lommerne. Der kommer til at være mere nedenunder, hvis mine kilder har talt sandt. Men nej, vi er ikke drevet af velgørenhed. De fleste af os er drevet af hævntørst."
    En lyd fra gangen fangede Rhayas øre og hun holdt en finger op foran læberne og satte sig på hug bag skrivebordet. Et øjeblik efter lød der fodtrin uden for døren, men den blev ikke åbnet. Fodtrinnede gik forbi og vendte så om igen for at gå tilbage forbi døren og væk. Hm. Vagten var ikke gået hele vejen ned for enden af gangen til vinduet, der manglede en glasplade. Så ikke særligt grundige vagter. Det noterede Rhaya sig med et lille tilfreds smil, inden hun greb et par krystaller, der lå fremme og så over på pigen.
    "Lad os smutte nedenunder. Hvis vi er heldige leder vagten os lige til de spændende ting på sin rute."

Rory var opvokset i Dianthos, men så bestemt ikke byen som værende et velgørenhedssamfund, hvor de rige gav til de fattige. Tværtimod! Hun var vokset op på gaden, hvor hun måtte kæmpe sig til alle sine ejendele. Hurtigt lærte hun, at intet var gratis. Folk var ikke venlige for at være søde, og når de så en ung og attraktiv kvinde i en desperat situation, havde de kun en tanke i hovedet. Det handlede ikke om at hjælpe hende, men nærmere at hjælpe sig selv. Rory havde tidligt lært, hvordan man kunne bruge det til sin fordel. Derfor grublede hun stadig over, hvorfor kvinden ikke havde smidt hende ud fra bygningen. Et jobtilbud? Det lød for godt til at være sandt.

“Hævntørst? Hvordan,” spurgte hun oprigtigt interesseret i at vide, hvad hun faktisk mente. Rory kendte alt til hævntørst og vidste, at det kunne være den største drivkraft i et menneske, men hvad havde et kæledyrssmykkefirma af gøre med denne kvinde? Rory fulgte de ord som kvinden kom ud med og åbnede sin rygsæk, hvor hun kunne have plads til alle de smykker, som hun kunne bære på. Det endte med, at hun blot hældte diverse smykker deri uden egentlig at tage et kig på, hvad det var. Det hele stod og skinnede i månelyset, og hun betvivlede ikke, at det var rigtige ædelsten.

Kvinden opfangede lyden før Rory og advarede hende ved, at sætte fingeren foran læberne. Som svar sagde hun intet, men fandt i stedet dække, hvis nu at der kom en vagt ind. Hånden nærmede sig automatisk kniven, som hun havde med sig overalt, men det viste sig hurtigt, at det ikke ville blive et problem. Vagten var hurtigt væk fra dem igen og Rory kom ud fra sit skjul. “Ha, den vagt kommer snart til at miste sit job,” sagde hun en anelse overmodigt til kvinden og gik nu mod døren. For en sikkerhedsskyld lod hun øret hvile op af den, men hun hørte intet. Det var rigtigt, at vagten blot var gået videre på patruljen. Af den baggrund åbnede hun døren, hvorefter de to kvinder sneg sig ud på gangen.

    "Næppe," svarede Rhaya til kommentaren om vagten. "Hvis han er uduelig nok, bliver han nok bare degraderet til at være en af arbejderne. Eller sendt til et sted, hvor han ikke skal gå rundt for at holde øje med ting. Hun er ikke kendt for at fyre folk, hende der har det her sted. Bliver hun rigtig arrig, slår hun dem bare ihjel."
    Der var lille ændring i Rhayas tone, da hun sagde det sidste. En bitterhed. Over systemet og over de folk, der sad på toppen. Dem, der bestemte. Dem, der gjorde, hvad der passede dem. Dem, der aldrig smagte konsekvensens søde frugt. Ikke før nu. Rhaya var den konsekvens. Pis på nok folk, og du kunne vide dig sikker på at få besøg af Proteaus.
    Med musestille skridt fulgte Rhaya vagten ned ad trappen til nedenunder. Han drejede til venstre på etagen nedenunder og fløjtede, så han kunne høres hele vejen ned ad den gang, han fulgte. Rhaya lagde hovedet på skrå og tjekkede i den anden retning. Der var en dør ved siden af trappen, og den kunne umuligt føre ind til et rum. Det ville trappen ikke give plads til. Kunne det være her, nedgangen til kælderen var? Alternativt et kosteskab. Hun rakte ud og tog i dørhåndtaget. Låst. Så var det garanteret ikke et kosteskab.
    "Hele kælderen skulle være ét stort værksted," hviskede Rhaya til kvinden og gjorde et kast med hovedet mod døren. "Det vil sige råmaterialer. Det nemmeste i verden at hæle videre."
    Rhaya tog fat i nøglen, der stadig sad fast på hendes håndryg, men den flippede ind mod den anden hånds håndflade og satte sig fast der med nøglehovedet først. Med den nu frie hånd tog hun fat på midten af nøglen, men i det samme hørte hun fodtrin fra den modsatte gang, og hjertet sprang op i halsen på hende og fik magien til at hive endnu mere i metallet, så nøglen bare satte sig mere fast på huden.
    "Kamelbæ," bandede hun og så så over på kvinden. Så strakte hun hånden frem. "Her. Tag fat om nøglen og lås døren op, så hurtigt du kan."
    Så snart kvinden havde fat om nøglen, ville Rhaya skifte polen på sin magi, så den frastødte metallet i stedet for at hive det tættere på. Under pres var det den eneste del af hendes magi, der virkede nem. Frastødning var tydeligvis nemmere, når man var en lille smule stresset.

Kvinden havde da også en måde at skylde Rorys kække kommentarer ned på. Nu skulle hun også undervises i, hvad der skete med uopmærksomme vagter. Det var da ikke hendes problem, hvad der skete med inkompetente arbejdere. Hun skulle blot have nogle hurtige krystaller og dette var en guldmine, men kvinden skulle absolut lave dette til en lærelektion. Rory havde aldrig gået i skole, så hvorfor skulle hun sætte sig på lærebænken nu. Derfor blev hendes eneste svar også bare et stræk på skulderen, hvilket kvinden næppe registrerede.

Enten var begge kvinder virkelig trænet isst felt eller også var vagten mere uopmærksom end hvad Rory først havde antaget. I hvert fald var det nemt at følge lyden af hans fodtrin, der klingede mod gulvet. Han gjorde det endda endnu nemmere ved at fløjte, hvilket til hver en tid afslørede hans lokation. Amatør. Rory fulgte kvinden idet hun egentlig ikke havde et andet valg. Hun havde jo vist hende, at hun ikke vidste, hvordan man kom væk herfra igen. Derfor måtte hun sluge sin stolthed og indse, at hun var hendes mest åbenlyse mulighed. 

Nu stod kvinderne foran en mystisk dør, som i første øjekast ikke virkede interesant, men når der var en lås på skidtet symboliserede det, at der gemte sig guldminer bag den. “Hvilke tåber bruger også penge på smykker til dyr,” sagde Rory som et retorisk spørgsmål. At der kunne løbe en kæmpe forretning rundt med dette overgik hendes fantasi. Kvinden fumlede med nøglen på håndryggen og Rory blev endnu mere utålmodig, da hun kunne høre den klikkende lyd af fodtrin. Hvis hun ikke vidste bedre ville hun skynde på kvinden, men det ville næppe gøre deres situation bedre.

Rory var ved at nå det røde felt, fordi hun kunne høre vagten komme nærmere. Hvis han så dem stå her var det ude med dem begge. Uden tøven fulgte hun kvindens ordrer, da det ikke var tidspunktet at være trodsig. Hurtigt tog hun fat om nøglen og hev den til sig med stor kraft. Så meget, at hun bankede ind i døren. I et kort øjeblik stivnede hun og håbede på, at vagten både var blind og døv, men der var ikke tid til at gå i panik nu. Rory skyndte sig at smække nøglen i låsen og fik åbnet døren op, sådan de begge kunne komme igennem. Til trods for, at de skulle skynde sig lukkede de døren efter sig mussestille, hvorefter Rory låste den indefra - bare for at være sikker.

Rummet de var havnet i var mørkt, og Rory vidste ikke om det var en god ide at tænde lyset. Vagten stod trods alt lige udenfor døren, så hvis der kom lys gennem nøglehullet var det et klart tegn på liv. I stedet fulgte Rory den smalle gangs vægge og følte sig frem med fødderne. Rigtigt nok mærkede hun nu, at gulvet forvandt under hende. “Det er en trappe,” hviskede Rory til kvinden bag sig og begyndte stille at gå ned af trappen. Hænderne fulgte stadig væggen og hvert skridt blev taget med en stor forsigtighed. Det føltes som om at trappen blev ved i evigheder indtil de atter stødte ind i endnu en dør, som også havde brug for en nøgle. 

    Rhaya gjorde som den anden kvinde og fumlede sig vej frem i mørket med fødderne. Trappen kunne være en dødsfælde i bælgragende mørke, men begge kvinder var vant til arbejdet. Ovenover dem hørtes lyden af en nøgle i døren efterfulgt af en knirken, da den åbnede. Lys fra en lanterne skinnede ned ad trapperne, og Rhaya nåede lige nøjagtigt at dukke sig ud af syne, før lyskeglen ramte de øverste trappetrin til døren videre nede. Hun ramlede næsten ind i den anden kvinde og måtte gribe efter hendes skuldre for at holde balancen. Vagten råbte noget ud i rummet bag sig, som ikke var til at høre nedefra, men det måtte  været til tyvenes fordel, for døren blev lukket og låst igen. Rhaya åndede lettet ud.
    "Det var tæt på," sagde hun. "Har du stadig nøglen? Prøv den i den her dør også. Jeg lidt for magnetisk til at holde på den lige nu." Hun gjorde en grimasse, som ikke kunne ses i mørket.
    Det kunne være rigtig praktisk, når man gik igennem en tæt befolket gade, og folks værdiggenstande fløj op til ens hænder, men det kunne også være rigtig træls, når man tiltrak ting så meget, at man ikke kunne holde ordentligt på en lille lortenøgle. Rhaya havde desværre stadig mest erfaring med sidstnævnte.

Rory mærkede, hvordan hjertet var nået op i halsen af hende, da vagten åbnede døren bag den og kiggede ind. Det var på et hængende hår, at de ikke blev opdaget. Hvis Rory var ramlet ned af trappen var det ude med dem begge. At bevæge sig hurtigt, men lydløst var en del af jobbet og denne gang var de kommet afsted med det. Da døren atter blev lukket og låse åndede hun lettet op. Hun havde ikke indset, at hun havde holdt vejret i sådan en grad.

“Ja det er jo ikke fordi, at jeg har smidt den væk siden sidst,” svarede Rory til ordren, da hun var forfærdelig til at gøre, hvad andre bedte hende om. Hvis det stod til hende fulgte hun kun sine egne regler, men verden var åbenbart kommet på andre planer i dag. Rory stak atter nøglen ind i låsen og til hendes overraskelse gik døren op med det samme. Hvilken magisk nøgle var det lige? Mon den formskifter sig sådan, at den kunne låse alverdens døre op i Rubinen?

Døren var på klem, og Rory kiggede gennem sprækken for at se, hvad der mon ventede dem bag den. Dog kunne hun intet se, da rummet var mindst lige så mørk som på gangen. Fordi det var kælderetagen, strømmede månens skær ikke ind i lokalet. Rory åbnede døren en smule mere og sneg sig ind i rummet. Det virkede til, at de var alene, men man kunne aldrig være helt sikker. “Vil vi kunne tænde noget lys hernede?” Hviskede Rory spørgende til sin medsammensvorne.

    Rhaya rodede i sin lomme efter noget at lyse med. Hun havde ikke lige en lanterne i sine små lommer, men hun havde noget stof, hun kunne binde rundt om sin ene stav, og derefter stryge sin flintesten over væggen til den gav gnister at antænde stoffet med.
    "Det kommer kun lige til at holde kort, så se dig omkring efter noget andet," sagde hun.
    Stoffet var ikke vædet med alkohol, og staven var ikke lavet til at have ild for enden. Idet stoffet fængede, blev rummet lyst op. Der var arbejdsborde spredt ud over rummet med alverdens rod på. Halvfærdige smykker, redskaber og perler lå spredt udover hvert bord sammen med bøtter med guldtråd, flotte ædelsten og papirstakke med beskrivelser af, hvad der skulle nås. Et af bordene havde udstoppede dyr stående, men ingen af dem havde noget på. Det måtte være der, smykkerne blev prøvet på til sidst. Det hele var et lille samlebåndsarbejde, men der var ingen hernede. Hvor end arbejdsslaverne blev holdt, var det ikke sammen med de dyrebare produkter. Der var heller ingen døre hernede udover den, tyvene var kommet ind ad. Det måtte være det sikreste rum, udover at det var samme lås i de to døre. Praktisk, hvis man var indehaveren af foretagenet. Upraktisk, når tyvene havde fået fat i nøglen.
    "Ser du noget?" spurgte Rhaya. Flammerne var ved at æde sig igennem stoffet allerede. "En lanterne? Vokslys? Hvad som helst?"

Da lokalet endelig blev lyst op opdagede Rory, hvor stort stedet reelt set var. I mørket var det svært at orientere sig i kælderetagen, men nu hvor der var kommet lys, kunne Rory endelig se, hvor kalkuleret stedet var. Det hele lignede et produktionsbånd og hver stand havde hvert sit at arbejde med. Rory tænkte dog ikke så meget over, hvem der lavede hvad og gik i stedet i gang med at finde noget, der vil sikre dem lys i længere tid end hendes partners fikse løsning. 

Mens hun ledte tog hun få ting i lommerne, hvis hun fandt noget der faldt i hendes interesse. Selvom Rory hadede glitrende genstande vidste hun, at der var et stort marked for det i hendes hjemby. Inden hun fandt vokslyset, var hendes lommer allerede fyldt med alverdens ting. “Her,” sagde Rory kort, da hun på et arbejdsbord fandt to vokslys, et til dem hver. Hun rakte sin medsammensvorne begge lys, som hun satte ild til på samme måde som før. Nu var de endelig parat til at stjæle alt hvad hjertet begærede. Måske havde smykker til kæledyr ingen værdi for Rory, men krystallerne i salget var sørme attraktive. “Og hvad har mest værdi her?” Spurgte Rory kvinden ved hendes side, fordi hun altid ment at have noget at sige til Rorys arbejdsmetode.

    "Perfekt," sagde Rhaya, da vokslysene blev rakt frem.
    Hun holdt den sidste rest af flammer ned til vægen på det ene. Lige tids nok til at få det tændt, inden stoffet var ædt op og de sørgelige askerester faldt ned på det støvede gulv. Det andet lys blev tændt med det første, mens Rhaya tørrede sin stav af og satte den på plads igen i holderen ved støvlerne. Før havde hun kun set efter lysmuligheder, og ved kvindens spørgsmål, gav hun sig til at kigge rigtigt rundt.
    "Som hovedregel alt der glimter," svarede Rhaya og tog en bøtte med perler op. "De her kan også gå for en klækkelig sum. Jo mere farverige, de er, des bedre."
    Hun lod hånden glide over nogle kæder og til sin fornøjelse, hang de ikke fast på hendes hud. Det havde hun trods alt lært det seneste år med sin nye evne. Alle de dyre metaller hang ikke fast. Det var en nem måde at tage det mest værdifulde på. Selvom det var praktisk at kunne bære ting direkte på kroppen, når lommerne først var fyldt.
    "Lad værktøjet ligge," sagde hun, mens hun selv stoppede kæder og perler i lommerne. "De er ikke en skid værd. Det samme med de udstoppede dyr. Hun vil ikke have de dyre af dem hernede alligevel. Uh, det dér ligner glasperler. De går som varmt brød i Sarghos lige nu."   

Lige meget hvor man gik hen, var de rige tiltrukket af glitter og farver. Rory havde på fornemmelsen, at det hele skulle være voldsommere og mere iøjenfaldende, sådan alle på gaden vidste, hvilken status man havde. Ligemeget om det var flot eller god smag. Smykker var til for at vise, at man havde krystallerne til at købe dem. “Køberne er altid så gennemskuelige,” mumlede Rory halvt til sig selv og halvt til sin tvungne samarbejdspartner. Indtil videre havde hun ikke været en hindring for hende, så hun havde besluttet sig for ikke at tage udfordringen op. Hun havde jo ret i, at der var bunkevis til dem begge. Faktisk burde Rory have medbragt endnu en taske.

Armene skovlede godterne til sig, der glimtede i det svage lys. Rory nåede næsten ikke at se, hvad det egentlig var hun tog. Lige indtil kvinden afbrød hendes napperi. “Værktøj og udstoppede dyr er tunge. De ville alligevel ikke være besværet værd,” i hvert fald ikke, hvis man kunne have flere perler i stedet. Rory gik tættere på sin medsammensvorne og kiggede på de såkaldte glasperler. “Huh,” sagde hun sagte for sig selv, men lavede en mental note om at være på udkig efter dem. Det virkede jo til, at kvinden vidste, hvad hun snakkede om.

    "Hvis du nogensinde er her på længerevarende basis, så søg efter Proteaus," sagde Rhaya, mens hun selv var ved at fylde de sidste små lommer i sit tøj. "Du virker ret kompetent, og vi kan hjælpe dig med at lære området at kende hurtigere."
    Og sikre, at du holder dig fra de farlige områder, hvor du bliver snuppet, hvis du rapser de forkerte ting,  tænkte hun som tilføjelse, men sagde det ikke. Rhaya havde på fornemmelsen, at kvinden slet slet ikke forstod, hvor farligt det kunne være her i syden. Især for kriminelle typer på udebane.
    "Nå, hvad siger du til at komme ud herfra? Jeg har, hvad jeg kom efter."
    HVad Rhaya mest var kommet efter, var informationer om, hvor arbejdsslaverne blev holdt. Det var ikke noget, hun havde fundet, men hun havde udelukket kælderen, som både havde været det primære sted, de havde mistænkt, men også det sværeste sted at få dem ud fra, hvis det virkelig var der, de blev holdt uden for arbejdstid. Det andet mål havde været at gå derfra med så mange ting som muligt, så handelskvinden vidste, at der havde været nogen i natten. Præcis hvad og hvor meget, var ikke så vigtigt for Rhaya, så det var kun hendes held, at hun havde fået sig en dygtig medsammensvoren. Nok gik hendes del af byttet ikke til Proteaus, men det var fint nok. Alle skulle jo finde brød på bordet, og Rhaya så ofte alle i undergrunden som en del af samme familie, også selvom bandenavnet var anderledes eller folk arbejdede alene. Det var stadig de samme svin, de gik efter.