Endnu en gang var Rory på det sorte marked. Dette var et sted hun ofte solgte sine hælervarer eller mødte folk, som tilbød hende et job, hvor hun transporterede stjålne goder for en god sum krystaller. Af denne grund var hun også på markedet lige denne dag. Ved sit sidste møde var hun tilbudt et transportarbejde, og som belønning ville hun få flere krystaller mellem hænderne, end hun havde haft i flere måneder. Bagmændene havde sagt, at de skulle mødes præcis på dette spot, på dette tidspunkt. Det var derfor, at hun nu kiggede lidt på sine negle mens hun ventede på, at de ville dukke op med varen. Hvad hun skulle transportere vidste hun ikke, men så svært var det vel ikke at smugle en genstand med sig. Rory havde prøvet det tusindvis af gange før!

Langt om længe dukkede mændene op. Manden i midten var overhovedet, og det var også han der holdt pakken, som var det hans dyrebareste eje. Hun havde mødt ham få gange før og havde arbejdet en smule for ham. Det var dog ofte folk af lavere rank, der gav hende pakkerne, ikke overhovedet ham selv. Ved hans side var der to store mænd. Den ene lidt højere end den anden og hun var sikker på, at hun havde set det vilde orange hår før. Hun kendte dog ikke navnet på manden, men havde set ham befærde sig i de mere luskede ender af byen. Sådan et stort garn glemte man ikke lige med det samme.

Hun lænede sig ikke længere op ad muren og stillede sig nu ordenligt op. “Jamen ser man det. De har bare bodyguards med og det hele,” sagde hun med et anelse lusket blik, men samtidig sørgede hun også for, at hun ikke virkede alt for frembrusende. Man talte ikke ned til overhovedet af en undergrundsbande. “Bare rolig, pakken er sikker hos mig. Om fem dage vil den være ved Tusmørkely, ligesom vi aftalte,” sagde hun og stak hånden frem og regnede med, at han bare ville give pakken til hende, men sådan skulle det åbenbart ikke gå.

Det var ikke ligefrem uvant for Tori at blive hyret som ekstra sikkerhed, når der var handler med skumle ting, der skulle foretages. Det var en nem måde at tjene krystaller på, og om han ville det eller ej, så havde han behov for dem for at leve. Til gengæld var det ret usædvanligt, at en så højt oppe i hierarkiet personligt tog med for at overvære udleveringen. Det var også usædvanligt, at han blev betalt så mange krystaller for noget så basalt. Også selvom han var blevet bedt om at eskortere pakken med hen til dens bestemmelsessted.

Tori gik med et halvspist æble i hånden, som de nærmede sig deres mødested. Kvinden var der allerede. En kvinde han havde set før. Rose? Rosy? Noget i den stil. Han var ikke så god til navne. Han sendte hende dog et smil, som han stoppede op ved siden af overhovedet. Kvinden var nu ganske køn, men det var ikke lige der, hans fokus var lige nu; han havde en opgave foran sig, og han var blevet betalt for, at den skulle udføres, så det havde han tænkt sig at gøre. Kvindens ord fik ham dog til at droppe smilet og hæve et bryn. Havde hun ikke fået det at vide?

"Jeg beklager, frøken, men denne genstand er af ekstrem stor værdi, så du kommer ikke til at være alene på denne opgave. Jeg sender Tori med dig" - han lavede en gestus mod halvaben - "som ekstra sikkerhed i tilfælde af, du skulle løbe ind i problemer" forklarede han, inden han meget langsomt overrakte pakken til hende.

Rory bekymrede sig ikke rigtig om andres navne, da det trods alt var hendes eget der var det vigtigste. Hun genkendte dem ved deres udseende, stemmer og væremåde. Det var præcis derfor hendes hovede var blankt, da hun kiggede på den orangehårede mand. Nope, intet navn der. Det var kun håret hun ikke kunne få ud af hovedet. Han virkede dog direkte venlig mod hende, da han skød hende et smil. Underlig opførsel. Det var derfor hun ikke returnerede gestussen og blot beholdte sit normale kølige ansigtsudtryk.

Svaret på hvad han hed fik hun dog hurtigt, men det blev hurtigt efterfulgt af en meget værre nyhed. Skulle hun bruge hele fem dage med ham! Det var en skandale, hvordan skulle hun bruge fem dage med et handyr uden at rive hovedet af ham. Hvis hendes ansigtsudtryk var køligt før, var det nu blevet en anelse irriteret. Et lille krak i hendes ellers monotone ansigt. “Tak, men nej tak. Jeg behøves ikke nogen mand til at beskytte mig under nogen missioner,” afviste hun med det samme, men manden insisterede på, at denne Tori skulle med.

Rory tog fat i pakken og holdt den ind til sig. “Jeg har tidligere udført leveringer for dem uden nogen former for besvær, så derfor ser jeg ikke nogen grund til at spilde din gode mand på en opgave som denne,” sagde hun og skulede en smule til ham. Selvfølglig var det ikke hans skyld, at han kom med på slæb. Han var blot en person overmanden havde hyret. Alligevel kunne hun ikke stoppe med at være irriteret over, at hun skulle være sammen med en to meter og træls tumpe i flere dage. Alene ville hun ikke tiltrække opmærksomhed, hvis hun havde denne bodyguard med på tur ville folk med sikkerhed vide, at de var ude på ballade.

Tori havde aldeles ikke forventet nogen reaktion fra kvinden over, at han sendte hende et smil, men hvorfor skulle han ikke? Han var i okay humør, og de skulle alligevel bruge nogle dage sammen. Det ville vel blive temmelig stramt, hvis han bare var en idiot? Hendes svar fik ham dog til at trække på smilebåndet igen.
"Du må have svært ved at finde makkere, når første krav er, at de skal have en fisse mellem benene" svarede han med tydelig morskab i stemmen. "Der er jeg dog desværre nok nødt til at skuffe dig. Jeg har mange evner, men at forvandle mig til en kvinde er altså ikke en af dem." Det var helt tydeligt, at han var komplet uberørt af hendes kommentar. Han kunne dog sagtens forstå, hvorfor hun havde reageret sådan, og ligeledes hvordan det kunne se ud fra hendes synspunkt.

Overhovedet synes derimod ikke at finde nogle af deres ord morsomme; han var komplet monoton og følelsesforladt i ansigtsudtrykket.
"Denne pakke er for vigtig til at tage nogle chancer. Og det var ikke en forespørgsel. Hvis du ikke kan lide betingelserne, kan du bare frasige dig opgaven - og pengene - kan du bare returnere pakken, så skal jeg nok finde en anden, som har lyst" sagde han alvorligt og rakte hånden ud mod hende for at tage pakken retur igen.

Rory var tydeligvis ikke underholdt af den kække kommentar denne såkaldte Tori kom med. Faktisk blev hun lettere irriteret, da han fuldkommen havde misforstået hendes klageri. Det var klart når man havde mere mellem benene end mellem ørene - og Rory troede ikke på, at han havde meget at byde på der. “Hvad jeg siger er, at jeg ikke tager nogen partnere. Om det er en kvinde eller mand, er jeg ligeglad med. Jeg synes bare det er fornærmende, at I ikke tror på jeg kan klare de fysiske opgaver selv. Jeg er dygtig i kamp, hurtigere og bestemt mere kløgtig end hvem end i sender med mig.” Hun sendte et olmt blik til kæmpen med det vilde hår og rettede igen blikket på manden i midten. Okay, det måtte være en god nok tale til at få pakken selv!

Hun sukkede da overhovedet vedlagte veto og sagde, at hun skulle have Tori med sig. Så var der ikke meget andet at skulle have sagt. “Fint,” svarede hun bare med en ret tøsefornærmet stemme og lod atter blikket gå over på manden ved overhovedets side. “Jeg skal nok sørge for, at pakken når sin destination,” sagde hun til Tori, som om han ville være en større hindring end hjælp - hvilket i Rorys hovede lød meget korrekt. Nu skulle hun både holde øje med pakken og et forvokset pattebarn. Hun burde blive betalt mere siden hun nu både fungerede som smugler og barnepige.

Tori kunne ikke lade være med at smile over kvindens ord. Hun vidste præcis hvordan, man gav svar på tiltale. Det var virkelig et frisk pust i forhold til de dødbidere, han ellers var vant til - det nuværende overhoved var et klassisk eksempel på sidstnævnte. Det skulle nok blive interessant at bruge nogle dage med hende. Det var i al fald langt bedre, end hvis han skulle have håndteret en følelseskold og monoton kvinde.
"Selvtilliden fejler da i al fald ikke noget" svarede han med et skævt smil med en slet skjult hentydning om, at det så nok måtte være hjernen den var gal med. Han fandt det tydeligt morsomt, at hun ikke brød sig om situationen, og hun gjorde det kun værre ved at blive mere fornærmet.

Tori trak lidt på skuldrene over hendes udmelding. Han var blevet betalt for at eskortere hende ikke for at aflevere pakken.
"Det er også meningen. Jeg skal nok sørge for, at du når din destination" svarede han, som han krydsede armene. Hun var da virkelig fuld af sig selv, var hun altid så selvophøjet? Den attitude ville da få hende i problemer på et eller andet tidspunkt. Hvis den da ikke allerede havde.

Overhovedet var fuldkommen upåvirket af deres mundhuggeri, men ved hendes ord nikkede han og sænkede armen.
"Udmærket. Du bestemmer selv ruten" svarede han studst. Det var ganske tydeligt, at han kun tænkte i forretning lige i øjeblikket. Så vinkede han til sin anden vagt, og de vendte rundt og begyndte at gå den vej, de kom fra.
Tori sendte kvinden et smil og lavede en gestus mod hende.
"Du hørte ham. Før an" sagde han irriterende muntert.

Suk. Hvorfor kunne manden ikke bare være stum? Det ville være mere udholdeligt, hvis hun ikke skulle lytte til hans kommentarer hele dagen, i flere dage. Hun måtte virkelig havde gjort noget dårligt siden Zaladin sendte denne mand hendes vej. Små ulovligheder? Ja dem begik hun en del af, men det kunne da umuligt være nok til at blive straffet så hårdt. En mands selvskab? Ad. “Forskellen mellem os to er, at jeg har noget at have den i,” svarede hun og kom med et falsk, tandløst smil og prøvede for alt i verden ikke at rulle øjnene af ham. Hun var i en fattig periode, så det ville være endnu værre, hvis chefen tog pakken fra hende.

“Bare rolig du har et nemt job så. Det er spild af krystaller og tid at hyre dig, men lad os nu ikke grave mere i det,” svarede hun, men måtte så også bare acceptere, at hun ikke lige slap af med manden det næste stykke tid. Hvis hun tiede stille ville han vel også? Ingen kunne lide at snakke med en mur, men dog var der også en risiko for, at han begyndte at holde en monolog. Han lignede typen, som godt kunne lide sin egen stemme. Så var det trods alt bedre at have en sigen i, hvilken vej deres samtale gik hen.

Chefen vendte ryggen til og efterlod nu Rory med sin nye bodyguard eller vagt. Hun var ikke sikker på om han var hyret fordi overhovedet ikke stolede på hende eller om det var fordi, at pakken var alt for vigtig. Begge dele virkede lige sandsynlige, hvilket fik nysgerrigheden til at blomstre i hende. Hvad var der mon i pakken? Normalt tjekkede hun ikke, hvad hun havde på sig. Hvorfor skulle hun? Rory var blot en midtermand, som transportere ligegyldige, men ulovlige, genstande mellem folk. “God ide. Vi har trods alt en tidsplan vi skal nå,” svarede hun den muntre mand. 

Rory havde hjemmefra udtænkt hvilken vej de burde gå. De skulle helst undgå de befærdede stier, da byvagter ofte stoppede personer op for et sikkerhedstjek. Med Tori på slæb ville de med sikkerhed blive stoppet. Han blendede ikke ind i den almene befolkning ligesom Rory gjorde. Især fordi han rendte rundt med en hale og en vest, der tydeligvis ikke gjorde et godt job ved at tildække hans krop. Sådan en uanstændig beklædning ville med sikkerhed få en byvagt til at løfte øjenbrynet. Han lignede en rigtig slagsbroder med det tøj han havde iført sig og sin veltrænede krop. Ja, han var klart ude på ballade.

Tori brød ud i en langsom, falsk latter over kvindens ord. Indvendigt morede han sig dog gevaldigt over, at hun ikke virkede til at blive mindre irriteret, hvilket jo egentlig var hele idéen. Eller... hun skulle jo helst heller ikke blive træt af ham, men det virkede også som om, det løb allerede var kørt, så hvorfor ikke få lidt sjov ud af det på vejen? Og hvem vidste, måske hun ville bløde bare lidt op? Ikke at han ligefrem forventede det, men man havde vel lov at håbe?
"Nej, forskellen er, at jeg ikke skilter med det. Du har tydeligvis intet tilovers for mig eller ret høje tanker om mig for den sags skyld, men i modsætning til dig har jeg ikke et behov for at skulle bevise noget. Du kan tænke om mig, hvad du har lyst, du kan ikke sige noget, jeg enten ikke har hørt eller ikke ved om mig i forvejen" svarede han og for første gang viste hans stemme tegn på alvor. Hans mimik havde også ændret sig, siden de var begyndt at gå; hans øjne var nu ikke låst på hende, men i stedet holdt han skarpt øje med hvert hjørne og hver sidegade. Selv hans skridt var blevet så lette, så de næsten ikke kunne høres.

"Nemme jobs er nemme krystaller, så det er ofte de bedste" svarede han kækt tilbage, og selvom han tydeligt var mere opmærksom på omgivelserne, nåede han alligevel at sende hende et skævt smil.
"Må jeg i det mindste bede om dit navn?" spurgte han så. Det ville være virkelig mærkeligt, hvis han skulle rende og sige "du der" i fire dage hver gang, han skulle have hendes opmærksomhed.

Nej nu gik den helt galt. Nu gik han i gang om en monolog om, hvorfor hendes tilgang til livet var forkert og hvorfor hans metoder var ih og åh så meget bedre. Hun gad da fandme ikke lytte til en mand, der ville forklare hende, hvordan hun skulle opføre sig. Hvis hun skulle have en moralsk tale ville hun da bare gå til et tilbedelsessted. Høre om Isari, og hvordan ingen måler sig tik Gudens standarder. Det var nok lidt for sent for Rory at vælge lysets vej. Så måtte man hellere blive ved det man kendte.

“Buh hu, bare sig du ikke rigtig har noget at skilte med alligevel,” svarede hun nedladende. “Man kan alligevel ikke bevise noget, hvis man ikke har evnerne til det. Det eneste du har kørende er at ligne en stor mand, men jeg ser direkte igennem dig,” sagde hun selvsikkert og kiggede nu tilfredst lige frem på ruten. Det burde være nok til at få ham til at tie i et stykke tid. For evigt, hvis hun var heldig, men så heldig havde hun ikke været i evigheder. Måske ville han nu bare puste sig op, fordi gun inddirekte sagde at han var en stor dreng. Det var jo sandt nok, det ville alle og enhver kunne se, men hvad skulle man bruge store muskler til, hvis man ikke kunne finde ud af at bruge dem.

Hun måtte give ham ret i næste udsagn. Det var trods alt derfor, at hun havde taget dette job. Transportarbejde var ikke hårdt, når man alligevel rejste land og rige rundt. Rory havde nogle gode ben og var en hurtig løber. Hvis byvagten kom efter hende, kunne hun blot springe o’er en mur. Tori… Ja han måtte løbe igennem den eller noget. Bruge sit tykke hovede til noget fornuftigt. Det gjorde han bestemt ikke nu, da han stillede sensitive spørgsmål. Wow, han troede virkelig, at han ville kunne få fat på hendes navn. “Nej!” Svarede hun ham afvisende. Hun ville vide det, hvis han talte til hende. Det var faktisk det eneste han gik rundt og lavede.

Tori hævede et bryn over kvindens fornærmede udbrud. Hvad filan var der lige sket i hendes liv, siden hun hadede andre væsner så meget? Og var det andre væsner, eller var det kun Tori lige i situationen? Det var svært at regne ud, men det virkede i al fald til, at hun havde et ret stort behov for at fremstille sig selv bedre end ham. Hendes selvtilfredse mine vidnede i al fald om, at hun mente, hun havde lukket munden på ham, men det var nu ikke helt tilfældet. Han klaskede sig selv for panden med flad hånd.
"Ej pis, jeg vidste, jeg skulle have taget undertøj på!" svarede han med en alt for seriøs mine i forhold til, hvordan han mente det.
"Og ligne en stor mand? Jeg er ked af at måtte skuffe dig, men det er ingen illusion. Det her er min naturlige størrelse. Det er en sideeffekt af at træne fysisk. Og ja, nogle gange ville det være mere praktisk at være mindre" svarede han med sin irriterende muntre tone. Det var som om, det ikke rigtigt var gået op for hende, at jo mere vred og fornærmet hun blev, desto sjovere fandt han det at blive ved. Det måtte hun nu selv om, han havde til fulde tænkt sig at nyde det.

Tori trak på skuldrene ved hendes svar. Han havde egentlig ikke forventet, hun gav ham sit navn - og allerhøjst et dæknavn, hvis hun da overhovedet gjorde - men det forhindrede ham ikke i at sende hende et lumsk smil.
"Det må du selv om. Så bruger jeg bare "fiskelugt," når jeg gerne vil have din opmærksomhed" svarede han. Hans øjne var kun rettet mod hende, indtil han havde sagt sætningen færdig, derefter var hans blik tilbage på omgivelserne med ørerne spidset.

Rory gav ham et skeptisk blik og overvejede kort om han talte sandt eller det hele var spil fra galleriet. Hans stemme var foruroligende seriøs i forhold til udtalelsen. “Du har allerede svært nok ved at tage overtøj på. Så at du ikke er civiliseret nok til at have undertøj på undrer mig ikke spor.” Endte hun med at sige, men rystede hurtigt tanken væk om han gik rundt kommando. Det var da en forfærdelig tanke at have i hovedet. Godt at Rory overhovedet ikke havde haft den i hovedet!

“Ja, det er sideeffekten af ikke at have andre fornuftige ting at nå, hvis man har tid til at træne i flere timer. Det undrer mig ikke, at din topprioritet er at se pumpet ud for at skræmme modstandere væk. Hvis de kom så tæt på som mig, ville de jo kunne give et smølfespark og rende væk med pakken,” svarede hun selvtilfreds med sit comeback. “Og! Normalt når man fornærmer folk er det en tydelig indikation på at slutte samtalen. Din adfærd er yderst mærkværdig… og det var ikke en kompliment!” Skød hun videre mens de forsatte deres spadsergang gennem byens nu ret befærdede gader. Måske var den bedste taktik ikke at diskutere på åben gade, hvis man ikke ville tiltrække opmærksomhed, men Rory havde lidt slået den tanke ud af hovedet. Lige nu syntes hun bare sin makker var en dum bybums.

Den næste sætning der kom ud af Toris mund, fik Rory til at stoppe op lige foran ham og sætte sin pegefinger i indhulingen på hans bryst. “Du kan IKKE kalde mig fiskelugt din dumme bavian!” Halvråbte hun nu og lavede lidt af en scene for højlys dag. At han kunne finde på at være så respektløs overfor hende! Det var hende som skræppede af folk, og så var det deres job at modtage hendes hårde ord. Da ikke den anden vej rundt!

Tori kunne ikke lade være med at sende kvinden et skævt smil ved hendes ord. Han havde tydeligt et spilopmageragtigt glimt i øjet, da han drejede blikket mod hende. Han kunne overhovedet ikke skjule, hvor morsomt han fandt hele situationen.
"Altså, hvis du virkelig ønsker, kan jeg da godt bevise, at det ikke er tilfældet?" spurgte han tydeligt drillende. Kvinden gjorde det jo absurd nemt for ham.

"Det kommer vel an på, hvad man synes er fornuftigt?" spurgte han lettere udfordrende. "Til det, jeg normalt laver, er det faktisk ret praktisk at være veltrænet, men det er ikke fordi, jeg bruger en masse tid på at træne ved siden af. Det kommer helt automatisk" svarede han med et hævet bryn. Han undlod dog at svare på den sidste del af sætningen. Hendes små fornærmelser var efterhånden ved at blive lidt gamle, og lige nu kørte hun tydeligt i den samme rille. Kunne den kvinde overhovedet finde ud af nytænkning?
"Men du er jo tydeligt typen, der er vant til at få sin vilje og synes, at det er alle andre, der skal rette ind, så det ville jo netop være at spille efter dine regler, hvis jeg bare gjorde, som du ville have" svarede han denne gang hudløst ærligt, inden hans læber trak op i et skævt smil, som han fortsatte: "men jeg er ærligt imponeret over dig. Det er sgu svært at finde nogen med røven så højt oppe under skyerne."

Tori stoppede op, som hun placerede en finger i brystet på ham. Han havde da vist lige ramt en nerve. I stedet for at se bange ud, smilede han bare kækt til hende.
"Oh? Kan man ikke rigtigt tåle sin egen medicin? Og gorilla ville være mere rigtigt, selvom jeg er en blanding af flere aber. Derfor halen" forklarede han og svingede lidt med den fra side til side. "Og! Normalt når man fornærmer folk, er det en tydelig indikation på at slutte samtalen. Din adfærd er yderst mærkværdig... og det var ikke en kompliment!" gentog han med en komplet monoton stemme, selvom han havde et drillende glimt i øjet.

Tori flyttede dog øjeblikkeligt opmærksomheden fra kvinden op til omgivelserne igen med et tydeligt koncentreret ansigtsudtryk. De var drejet ind i en gyde - Tori havde med vilje lagt kursen en anelse om efter kvindens lille optrin - og de var kun nået et lille stykke ned, da... noget havde fanget hans opmærksomhed.
"Vi har selskab" sagde han bare knastørt et halvt sekund, inden tre mænd trådte frem på hver side af dem. Det var tydeligt, at de enten havde ventet på dem eller var fulgt efter dem. Nu stod de så som en lus mellem to negle. Bygningerne på hver side var temmelig høje, så det ville nok være en kende besværligt at komme op på taget. Han kastede et blik ned på kvinden. Hun så ud til at være ret let af bygning, så han kunne nok forholdsvis hurtigt give hende et boost op på tagryggen?
"Hvor god er du i kamp?" spurgte han gravalvorligt, og selvom han før havde drillet hende med "fiskelugt," var det tydeligt, at han ikke havde tænkt sig at bruge det i en seriøs situation.

Fedt. Rory havde stemplet sig selv som abemandens omvandrende joke. Det her ville blive nogle lange dage. “Ham jeg tror alligevel ikke der er meget at se under tøjet. Det hele ligger tydeligvis i munden,” svarede hun skarpt tilbage og gav et selvtilfreds smil med kommentaren. Hvis han kunne opføre sig sådan, så kunne hun lige så godt spille med. Forskellen var dog, at hun var langt mere passiv aggressiv i sine udtalelser. Tori fandt faktisk deres interaktion sjov.

Et erhverv der krævede han var temmelig stærk? Musklerne var det eneste han havde kørende for sig, så det gav god mening, at det var dem som han spillede med. Hovedet? Ha, det var kun skruet på hovedet af ren nødvendighed. Hvis hun bankede på det ville hun nok høre en hul lyd. “Folk indser hurtigt det er nemmere at rette sig ind. Hvis du er en dygtig nok taler, som jeg er, får man altid sin vilje,” forklarede hun og ignorerede fuldstændig, at han sagde hendes røv var højt oppe under skyerne - hvad end det mente. Det var da en sær vending han havde brygget op der. Det gik godt hånd i hånd med resten af hans tilstedeværelse.

Fingeren var nu placeret på brystkassen af den tydeligt højere mand. Det var utroligt, hvordan Rory formåede at se ned til en person, der tydeligvis var højere end hende selv. “Din intelligens er tydeligvis også på niveau med dine artsfæller. Forskellen er bare, at vi ikke har lært dem at tale, fordi så skulle vi lytte til mere af det lort, som du lukker ud,” snappede hun og blev ved med at prikke ind i hans brystkasse, der var hård som stål. Selvom hun maste fingeren ind, ville det nok mere blive antaget som en let prikken fra hans side. Rory blev endnu mere frustreret, fordi han fjernede blikket fra hende. Hey! Skulle abemanden ikke forsvare sig selv!?

Stemmen var nu dyb seriøs, noget hun endnu ikke havde hørt fra hans side endnu. Det var også derfor, at hun vidste, at det var på tide at pakke stridighederne væk og tage sig sammen nu. Hånden fjernede sig hurtigt fra Toris brystkasse og endte nu ved hendes kniv hun havde bragt med sig. Ved sin buksekant havde hun også andre, mindre knive som hun brugte, når hun skulle kaste med dem i kamp. Hun vidste dog ikke om dette skulle føre til en konflikt eller om de blot havde draget alt for meget opmærksomhed på dem selv. Svaret fik hun dog hurtigt - det var ikke en tilfældighed, at de var fanget i gyden.

“God, men det får du nok snart af se,” svarede hun en anelse lavt og lod nu blikket flakke fra den ene modstander til den anden. “Har du tænkt dig at tage kampen op eller skal vi bare komme væk herfra?” Spurgte hun inden mændene ville kunne nå at høre hendes spørgsmål. Hun kiggede sig allerede omkring efter den smarteste flugtrute. Selvom hun kunne bære sig selv i kamp, så ville hun foretrække at komme væk i en fart frem for at ende skadet. Tori så stærk ud, men hun stolede næppe på, at en mand ville beskytte hende i sådan en situation.

Tori Hævede et øjenbryn ved tøsens kommentar. Hun havde da i den grad selv bedt om det...
"Vil det sige, at du gerne vil have, jeg smider bukserne?" spurgte han alvorligt med et nysgerrigt blik. Han regnede dog ikke med, at det var tilfældet, men det ville være ret morsomt, hvis han kunne få hende til at panikke bare en smule. Egentlig virkede hun for fattet til det, men det skadede vel aldrig at prøve?

Så ikke nok med, at kvinden var arrogant, hun var også mindre intelligent? Hun havde tydeligvis ikke forstået fornærmelsen, ellers var den ikke røget henover hovedet på hende.
"Eller også har du bare ikke mødt nok modstand i dit liv" svarede han med et skuldertræk. Tori havde intet imod selvtillid, men hendes arrogance var bestemt ikke noget at prale af. En eller anden dag ville karma nok ramme hende.

Tori svarede ikke på den næste kommentar, som hans opmærksomhed nu var fuldt rettet mod mændene. Hendes spørgsmål fangede dog hans ører, og han så tydeligt ud til at tænke sig om et øjeblik, mens han kiggede lidt fra side til side. Taget på den ene side var højt nok til, at han ville kunne få hende derop, uden at mændene forhåbentlig ville kunne følge med. Problemet var så bare, at så stod han med seks modstandere selv, og det var ret dårlige odds, hvis de havde våben. Det vigtigste var dog pakken, og han havde trods alt lovet at bringe kvinden sikkert frem. Blikket gled over til bygningen på venstre side, der var væsentligt højere. Der ville han ikke engang kunne kaste hende op, så det var højst usandsynligt, at mændene ville kunne forfølge hende fra den side. Tiden var ved at rinde ud for en beslutning. Uden overhovedet at spørge om lov, trådte han derfor et skridt til siden, så han endte bag hende, så han kunne tage fat om hendes hofter.
"Løb" kom det så bare ganske stille fra ham, inden han med imponerende lethed kastede hende i vejret. Han bad lidt til, at hendes smidighed kunne hjælpe hende med at lande ordentligt på taget af bygningen. Han sikrede sig dog, at hun landede på toppen af bygningen og ikke bare drattede ned i hovedet på ham, inden han stillede sig klar med hænderne løftet, tydeligt klar til kamp, som mændene nu satte farten op mod ham efter hans lille stunt. Hans mistanke blev hurtigt bekræftet, da flere knive blev trukket. Han havde dog ikke planer om at skulle dø lige her.

Sikke en dum kommentar! Selvfølglig ville hun ikke se ham smide tøjet, især når han ikke havde meget på til at starte med. Hun himlede blot med øjnene og forventede, at det ville være svar nok i sig selv. Troede han seriøst, at hun var interesseret i en mand som ham? Fy! Det skulle være over hendes lig. Hun var næsten ved at snappe af ham ved den næste kommentar, men blev hurtigt afbrudt af, at de var under angreb. Perfekt. Dagen blev også bare bedre og bedre! Alligevel var hun taknemmelig for, at Tori var der. Ikke fordi, at han kunne gøre det store, men måske løb han langsommere end hende.

Inden hun vidste af det, havde Tori pludselig gjort sig den frihed at tage hænderne om hendes hofter. Rory spjættede hurtigt med kroppen i forskrækkelse, men inden hun nåede at handle yderligere på baggrund af situationen, var hun pludselig blevet smidt op i luften. Der måtte hun virkelig tage sig sammen og tænke hurtigt, men det gjorde hun så også. Hun øjede taget og satte retning derhen. Med hendes atletik ville hun med lethed kunne lande ordenligt på det flade tag. I en elegant bevægelse landede hun på begge fødder som om, at det hele blot var en del af planen. Problemet var dog, at hun fjenden stadig havde frit udsyn til hende. For at skjule sig selv måtte hun bevæge sig højere op til et skråt tag, hvor hun kunne gemme sig på den anden side.

Rory satte retningen mod en bygning to tage fra hende. Placeringen var vanskelig, men hun vidste, at hun sagtens ville kunne komme derop. Med hurtige bevægelser hoppede hun fra tag til tag. Da hun nåede den højere bygning tog hun fat i kanten af taget, hvorefter hun begyndte at hejse sig op. Meningen var, at hun skulle gøre dette uden problemer, det ville hun da også, hvis hun var alene. Alligevel fandt en af modstandernes kasteknive frem til hende, og endte med at sætte sig fast i hendes ben mens hun dinglede fra tagrenden. At han kunne kaste den med sådan en kraft, fra sådan en lang afstand, var over hendes hoved. Det eneste tankerne hos Rory satte sig fast på var, hvordan smerten fra kniven bordede ind i hendes krop. Mest af alt havde hun lyst til at give slip fra tagrenden, tage kniven ud og have ondt af sig selv, men hun var på en mission. Det var kun af den årsag, at hun fik trukket sig selv op og gemt sig bag tagets forhøjning. 

Tori fornemmede bevægelse bag sig, og han vendte sig om lige tids nok til at se den ene af de tre finde en kastekniv frem. Han nåede dog ikke at stoppe manden i at kaste den, da de to andre samtidig kom mod ham med et par dolke. Han nåede dog at se den blive kastet i retning af Rory, og han bandede indvendigt. Han håbede inderligt, hun ikke var kommet videre til skade, men det måtte han tage sig af, når han fandt hende igen. Lige nu var han nødt til at fokusere på sin egen sikkerhed.

Som der blev stukket ud efter Tori, trådte han til siden for at undvige den ene kniv. Med en hurtig bevægelse parerede han det andet udfald, samtidig med han trykkede den anden hånd mod indersiden af mandens albueled, så han derved kunne bukke armen. Så trak han hurtigt i håndleddet med det resultat, at han førte kniven direkte ind i den første mands udstrakte arm, og han stak i et hyl af smerte. Med et smil nikkede Tori den anden mand en skalle, og en ubehagelig, knasende lyd kunne tydeligt høres, som han klokkerent ramte mandens næse med panden, og han gik med det samme i gulvet. Nu havde den sidste mand sin fulde opmærksomhed på Tori, hvilket egentlig var planen.

Igen fornemmede Tori bevægelse bagved sig, da de sidste tre mænd nu nærmede sig hastigt. Instinktivt sprang Tori en anelse op i luften, inden han sparkede bagud med begge ben på samme tid. Samtidig øgede han vægten i begge sine ben til det maksimale, og han kunne tydeligt mærke brystkassen på to af mændene give efter. Det blev dog hurtigt efterfulgt af en skarp smerte i benet. En af dem havde fået lavet et ret dybt snit i hans ene læg.

Som Tori igen var på vej mod jorden, tog han fra med hænderne, så han nu i stedet stod på hænder. Den sidste mand bag ham, rettede han så et spark direkte mod ansigtet mod, og han sank sammen efter en ret ubehagelig, dunk lyd. Så rettede han sig op, så han igen stod på benene og kiggede på den sidste mand med et skævt smil og lavede en gestus mod hans fem kumpaner.
"Så... har du virkelig lyst til at tage kampen, eller vil du slippe uden skrammer?" spurgte han, og hans smil voksede kun, da mandens øjne blev store af frygt, og han brugte ikke mange øjeblikke på at vende rundt og løbe sin vej. Perfekt, så kunne Tori fokusere på at finde Rory og sikre sig, hun var okay.

Turen op på taget gik imponerende gnidningsfrit; det var lykkedes Tori at finde et vindue lidt oppe, han kunne bruge til at klatre op ad, så han kunne nå taget. Han gav sig dog ikke til at råbe efter Rory - det virkede lidt dumt, situationen taget i betragtning - så i stedet gik han næsten lydløst i den retning, han sidst havde set hende bevæge sig i. Nu håbede han bare, det ikke ville tage al for lang tid at finde hende. Hvis hun var kommet til skade, ville det være ret kritisk at få tilset hende så hurtigt som muligt.

Vejrtrækningen foregik i korte stød. Rory havde følt smerte før, men smerte var ikke ligefrem noget man vænnede sig til i hendes verden. Hun vente sig stadig bag forhøjningen i taget i tvivl om, hvad hendes næste træk skulle være. Tre mod en, alle vidste hvem der ville vinde den kamp. Især hvis Tori ikke var klog nok til at komme bevæbnet. Med hendes smuglerøjne så hun ingen våben på ham, så hun var overbevist om, at overfaldsmændene kunne komme hvert sekund. Faktisk ventede hun blot på dem, men ingen kom. 

Rory vidste at hun burde løbe fra gerningstedet, hvilket hun havde været godt i gang med. Ja, indtil at kniven i hendes læg stoppede hende. Det var præcis et sted hun vidste, at hun ikke bare kunne trække kniven ud fra. Det lignede noget som krævede et healerbesøg, men de ville bare stille spørgsmål. Måske burde hun få Tori til at hive den ud og lappe hende sammen - altså hvis han stadig var i live, hvilket hun næppe turde håbe på. Endnu en gang havde en person der skulle “beskytte” hende, forladt hende. Pft, ikke fordi at Rory gik op i om han levede eller ej!

Af samme grund var overraskelsen stor, da hun så Tori næsten helt urørt. Først havde han forskrækket hende så meget, at hun havde hevet sin egen kniv frem og peget den imod ham. Det var lige indtil at hun indså, at det var ham. Den døde man der åbenbart stadig var i live. “Det må have været nogle forfærdelige krigere,” fik hun fremstammet. Stemmen var ikke lige så kæk som tidligere, langt fra det. Faktisk sad hun blot og havde ondt af sig selv. Holdte vejret, som om at det ville få smerten til at gå væk. Hvis man skulle have hende til at holde kæft skulle man blot udsætte hende forvold. 

Rory havde forventet, at hun ville blive mødt af et lige så køligt blik som før. Måske ville han endda more sig over, at hun endelig lukkede munden og fik en straf for sine ord. Det var dog ikke sådan at han reagerede på hendes skade, hvilket blot forvirrede hende en hel del mere. “Det er altså ikke fordi jeg er døende. Bare midlertidigt handicappet,” sagde hun og murerne var atter oppe igen. Hun forstod ikke, at han faktisk ville gå op i hendes velvære. Det måtte nærmere være fordi, at han gik op i, hvordan pakken nåede sin destination.

Det tog Tori lidt tid at finde kvinden igen. Hans nattesyn var ikke det bedste, og hans lugtesans var heller ikke ligefrem overmenneskelig. Han fik dog omsider øje på en sammenkrøbet skygge, og han sukkede lettet, da han hørte hendes stemme. Han skævede kort ned til sit ben, hvor det sorte bukseben var blevet farvet rødt af hans eget ben, og han trak på den ene skulder.
"De var ret middelmådige" svarede han i en ligegyldig tone. Ved hendes næste ord så Tori dog mere bekymret ud, og han knælede ned ved siden af hende for at undersøge hende.

Kniven stak heldigvis ikke voldsomt dybt - en ulempe ved kasteknive var, at skaderne oftest var overfladiske - men stedet taget i betragtning, måtte det stadig gøre fandens ondt, og Tori kunne forestille sig, det ville være ret besværligt at gå.
Han lagde forsigtigt en hånd på siden af kvindens læg, som hans blik fandt hendes øjne, og det var først nu, han opdagede den mørkeblå farve. Så længe hun ikke åbnede munden, var hun faktisk ganske køn.
"Såret er ikke dybt. Under normale omstændigheder ville jeg anbefale, at vi fandt en heler, men vi er desværre under tidspres, så tillader du, at jeg fjerner kniven og tilser dit sår? Jeg vil ikke lyve, det kommer til at gøre fandens ondt i første omgang, men jeg kan lave en forbinding, der stopper blødningen og støtter benet, så du vil være i stand til at gå på det uden voldsomme smerter" fortalte han og holdt et spørgende blik på hendes øjne. Det var ganske tydeligt, han ikke havde tænkt sig at gøre noget, hvis han ikke fik lov.

Smerten var ulidelig og adrenalinen var der ikke længere, sådan hun kunne glemme den for en lille stund. Normalt brød hun sig ikke om, at der var nogen, der var sammen med hende mens hun var skadet. I sådan en skrøbelig tilstand krøb hun sig oftest ind til sig selv og gemte sig fra verden, indtil det hele var overstået. Healere var hun ikke engang en fan af, da hun havde rendt ind i nogle sketchy typer, som havde gjort mere skade en gavn. Det var også derfor, at hun kiggede mistroisk på Tori, da han begyndte at forklare, hvad han ville gøre ved hende. Var dette store mandebarn virkelig kompetent nok til at redde hendes ben? Samtidig var hun dog også bange for, at det ville falde af, hvis hun lod kniven blive i. Måske var hendes blod allerede svinet til, hvis bladet ikke var blevet renset siden sidste brug. Nej, hun skulle have den ud med det samme.

“Ikke dybt. Ikke dybt, det føles ellers som om, at den når den anden side,” ynkede hun overdramatisk og prøvede på at dreje benet sådan hun kunne se kniven, der havde boret sig igennem huden. Lige lidt hjalp det, for det frembragte så meget smerte, at hun måtte opgive at tjekke efter selv. “Bare gør det. Lad os få det overstået,” mumlede hun og bed tænderne sammen som om, at han allerede var sat i gang med den lille operation. Blikket der blev mødt til hendes svar var en anelse tøvende, men Rory svarede med et lille bestemt nik mod hendes ben, der sagde han bare kunne gå igang. 

I alt tumulten kom Rory i tanke om, at hun havde en lille lommelærke i sin taske. Hun rodede i den og fandt den alkoholfyldte genstand op. “Det er noget med man skal rense sår,” sagde hun så og rakte ham den. Under normalt omstændigheder havde hun den ikke med, fordi hun regnede med, at hun skulle have renset skader. Jo, måske kunne man sige hun skulle have renset skaderne i sin sjæl, hvad end det betød.

Tori undersøgte såret lidt nærmere, som han nikkede til hendes ord. Han kunne egentlig godt forstå, det gjorde ondt.
"Den ramte lige under knæhasen. Manden vidste tydeligt, hvad han lavede. Den er sat et sted, hvor det ville være en stor gene bare at gå selv, hvis den ikke skulle ramme særlig dybt. Det er et held, den undgik knæet. Jeg undskylder lige på forhånd" sagde han så, satte to fingre ind i hullet på bukserne, på hver side af kniven og trak. Han var omhyggelig med ikke at blotte mere hud end absolut nødvendigt.

"Tag en dyb indånding" svarede han og ventede til, hun lige netop ikke kunne tage mere luft ind. Så trak han kniven ud i én hurtig bevægelse. Det ville nok gøre Zalans ondt, men Tori priste sig lykkelig for, at den ikke sad så dybt, at den havde skadet muskler eller sener.

Tori tog lettere overrasket imod lommelærken. Han nænnede ikke helt at fortælle hende, at det egentlig bare var en myte. Hendes blod skulle nok sørge for at udskille eventuelle fremmedlegemer gennem såret.
"Jeg undskylder virkelig, men det kommer til at svide" sagde han. Så hældte han en lille smule af alkoholen på såret. Straks efter greb han igen den lille kniv og skar det nederste af sit eget bukseben af, lige under knæet. Efter at have rodet lidt, var det blevet langt nok til at fungere som forbinding. Da han havde bundet den, så han på hende med et dybt undskyldende blik.
"Jeg skulle ikke have forladt dig. Jeg havde ærligt forventet, de alle ville holde fokus på mig. Jeg tog fejl, og det er jeg virkelig ked af. Jeg har ingen undskyldning. Fra nu af forlader jeg ikke din side, og jeg tager alle de slag, der måtte blive rettet mod dig" lovede han med dyb alvorlig stemme og blik. Så rejste han sig og rakte indbydende hånden mod hende.
"Forsigtig. Prøv om du kan støtte på benet" forklarede han. Selvom han ikke havde de rigtige remedier, havde Tori alligevel været i en situation eller otte, hvor det havde været nødvendigt at tage sig af andres skader, så hans improviserede forbinding burde gerne være tilstrækkelig.
"Mit navn er Tori Stållilje. Nej, jeg forventer ikke, du giver mig dit navn, men må jeg i det mindste kalde dig Rose?" spurgte han så. Egentlig var han godt klar over, at hun vidste, hvad han hed, men det var generelt gode manerer at introducere sig selv først.