Gående rundt i undergrunden, havde Luna efterhånden gået i flere timer. Der var stille, men jo længere hun kom ind i mørket kunne hun høre noget. Undrende gik hun i retningen af lydene. Det var en høj larm, og hvor den kom frem, var hun usikker på. Måske der var fjender i nærheden? hun bed tænderne sammen. Inderst inde håbede hun ærligtalt ikke, at der var fjender i undergrunden. Jo tættere hun kom ind i mørket, jo mere spændt og lidt nervøs blev hun. Men da hun kunne se arenaen gik det op for hende, hvad der skete. Årsagen til den høje larm, var sikkert fra de skrigende folk som heppede på dem som kæmpede. Aldrig havde hun været her før, så hvordan ville de tage imod hende, hvis de faktisk vidste hun var et firben. 

Nervøsiteten begyndte at stige, og hun trak den sorte hætte op over hovedet. Mest for at skjule sit ansigt, så hun kunne luske lidt rundt, uden at tiltrække for meget opmærksomhed. Hun kunne se den store arena, og overvejede om hun skulle træde derind. Men hvem skulle hun kæmpe imod, hun kunne ikke engang få øje på nogen hun kendte. Det virkede ikke til, at der var nogen som virkede som en værdi modstander for hende. Et lille smil spredte sig, som hun betragtede de mørke omgivelser lidt mere. Her var var hyggeligt på sin helt egen måde, og hun kunne især godt lide, at hun kunne gemme sig lidt væk. Hun ønskede slet ikke at tiltrække for meget opmærksomhed.

Efter at have stået med armene krydset, trådte hun ind på arenaen. Selvom hun ikke vidste, hvor god en idé det faktisk var. Men hun havde da heller ikke tænkt sig, at blive stående som en eller anden sten, eller træ. Heldigvis var hun ikke en sten, eller træ. Som hun nu stod i midten af hele arenaen, lod hun blikket glide rundt. Hun løftede halen op, og løftede hænderne op imod sit ansigt. Trak hætten ned, for at afsløre sit ansigt. Hun fik et lille smil frem, og spredte mundvigene"Mit navn er Luna.. Jeg er kommet for at udfordre en af jer.. Helst en som er værdig, og tør kæmpe imod et firben!!" råbte hun højt, for at sikre sig at alle kunne høre det. Hun vidste ikke, hvem der ville blive hendes modstander, men hun stod klar. Knivene havde hun i bæltet. Der var ikke så mange, men hun havde heldigvis også halen, hun kunne bruge. 

Det havde været en temmelig sløv dag i arenaen for Tori; der havde kun været en enkelt udfordring, og hans modstander havde ikke holdt særligt længe. Lige nu stod han derfor op ad baren med et ansigtsudtryk, der udstrålede dyb kedsomhed, mens han gumlede på et æble. Egentlig var han ikke så bekymret for indtjeningen, det var ikke penge, han manglede. Nej, det var udfordringen, spændingen! Og så skete der rent faktisk noget i løbet af dagen.

Tori havde egentlig opgivet håbet om, at der kom til at ske noget spændende i dag, da han kunne høre, at folk omkring ringen var begyndt at snakke, og der så ud til at ske noget. Han reagerede dog ikke endnu. Hvis der kom en udfordring, skulle han nok få det at vide. Det var i al fald den holdning han havde, lige indtil lyden af en velkendt stemme fik det til at gibbe i ham, og han så over mod mylderet. Luna?!! Hvad pokker lavede hun dog her?! Efter hendes ord at dømme, ville hun gerne have en kamp, men vidste hun, hvem hun skulle kæmpe imod? Han bevægede sig over mod mængden, men han kunne ikke rigtigt få skubbet sig igennem.

Inde i ringen, havde en temmelig høj og bredskuldret mand skubbet sig forbi pøblen og var trådt ind i ringen; han var simpelt klædt i en hvid skjorte, der tydeligt trængte til en vask, samt et par mørkebrune posebukser. Han havde et halvforvirret udtryk over ansigtet, som han langsomt nærmede sig halvdyret.
"Eeh, det koster fem safirer at udfordre den forsvarende mester, frøken" forklarede han med en dyb stemme. "Hvis du accepterer disse betingelser, skal jeg bede dig om at lægge dine våben, da de ikke er tilladt i ringen" fortsatte han og gav et tydeligt nik mod Lunas knive, hun havde hængende. Så vendte han sig om og råbte, så det kunne høres i hele undergrunden: "TORI!!!"

Alle tilskuere begyndte at messe Toris navn, som var han en helt, mens de flyttede sig, så han kunne komme ind i ringen. Han stillede sig - stadig med et lettere forvirret ansigtsudtryk - overfor Luna. Hans læber brød dog i et smil.
"Jeg må indrømme, at jeg ikke havde forventet at møde dig her" sagde han efterfulgt af et enkelt lattergrynt.

Stemmen fik automatisk Luna til at vende blikket hen imod manden. Han var uden tvivl højre end hende, men det gjorde intet. Hun lyttede til ordene og skulede kort ned imod knivene. Et kort bekræftende nik blev givet, og hun gik lidt ud til siden. Bukkede sig halvt ned, og lagde knivene ned. Med højre fod, fik hun skubbet lidt til knivene så de bestemt ikke ville være i vejen, eller inde i ringen. Nu skulle hun bare sørge for, at ingen stjal dem, ellers skulle hun nok finde en måde, at få dem tilbage på. Med den sorte hætte trukket op over sig, gik hun tilbage til Tori. Placerede sig lidt foran ham, med lidt afstand. Hun ville ikke stå alt for tæt på ham, selvom synet af ham fik hende til at indse, hvor meget hun havde savnet ham. Det var ikke noget hun ville vise ham, for hun ville sikkert overfalde ham, og trække tøjet op, så det meste af hende ville blive blottet.

"Intet problem.. Værsgo" lød det kort fra hende i en rolig tone, som hun rakte manden de fem safirer. Hun havde heldigvis haft nogle stykker på sig. Udover det havde hun også nogle rav stykker, og få krystaller i den lille brune pung, som hun altid havde med sig. Hendes blik vendte sig hen på Tori igen, og hun kunne tydeligt høre hvordan folk jublede, og kaldte hans navn. Han var nærmest en berømthed hernede i undergrunden, og i ringen. Gad vide, om hun virkelig kunne vinde over ham. Et lille bredt smil voksede på hendes ansigt, og hun løftede begge hænder op til hætten. Trak den ned, så ansigtet kunne ses, og hun tiltede hovedet lidt. Det var godt, at se ham igen, hun havde savnet med. Men det betød ikke, at hun ikke ville vinde over ham, for det ville hun bestemt. Hvis hun overhovedet kunne vinde over ham. Hun tænkte tilbage på første gang, at hun mødte ham. Der havde han vundet over hende, og slået hende ud. Men den her gang, var hun målrettet. Hun ville vinde, og ikke give op uanset hvad.

Smilet voksede over hans ord, og hun holdte en hånd frem imod ham. Bukkede fingrene ind imod sig, som tegn på at han skulle komme imod hende. Hun stod klar, men det eneste der manglede var en enkelt ting"Jeg har heller aldrig været her før. Men vis mig hvad du har Tori" stemmen var blid, men også udfordrende. Hun greb fat i hætten, for at trække den sorte kappe af, og kastede den lidt væk. Den skulle ikke være i vejen for hende. Selvom det var sjældent hun havde den af, så var hun nødt til det. At kæmpe med den flagrende om sig, og genere, gad hun ikke. Hun stod klar overfor ham, med det fokuseret blik på ham og det lille brede smil. Tøjet var det samme, hun havde ingen sko på, og løftede halen lidt op, så den ikke rørte jorden.

Tori kunne ikke lade være med at sende Luna et smil over hendes ord. Havde hun allerede glemt, hvordan det var gået sidst? Han lagde armene over kors, mens han blot blev stående.
"Tro ikke jeg holder igen, bare fordi vi har kæmpet en gang før" advarede han med en munter tone. Det var tydeligt, at udsigten til en slåskamp havde gjort ham i godt humør.

Manden, der tydeligt så ud til at være den ansvarlige for kampen, trådte nu igen hen til Luna for at få hendes opmærksomhed.
"Alle kneb er tilladt. Hvis du ønsker at give op under kampen, markeres dette ved at banke tre gange i sandet. Ellers fortsætter kampen til den ene er ukampdygtig eller er røget ud ad ringen" forklarede han i en tone, der vidnede om, at han havde sagt dette mange gange før, og det nu var rutine at remse de få regler op.

Nu stillede Tori sig klar med armene løftet i en forsvarende position. Det var tydeligt, at han vidste, hvad der kom næst.
"Kæmpere, gør jer klar! Kampen starter... NU!!!" Det sidste blev råbt så højt og tydeligt, at alle i rummet kunne høre det, og manden skyndte sig ud af ringen, mens flere af tilskuerne begyndte at huje og pifte.
Tori selv satte i bevægelse næsten med det samme og rettede et slag mod Lunas mellemgulv. Så snart hans arm var i bevægelse, øgede han vægten i den en smule. Han vidste trods alt ikke hvor længe kampen ville vare, så han startede med at spare lidt på sin chakra.

Et kort blik blev kastet i retningen af manden, men hurtigt nåede hun at springe til siden. Ikke tale om, at hun havde tænkt sig at han skulle ramme hende. Det kunne godt være, at han havde været heldig at gøre det sidste gang, men den her gang her. Hun var nødt til, at være lidt mere på vagt. Hvem kunne vide, hvad han kunne finde på. Hun huskede tydeligt, at hun blev knockout sidst, og det havde gjort utrolig ondt. Kort løftede hun en hånd op til sit hoved. Ja hun huskede skam tydeligt, hvor ondt hun havde haft det, og pludselig var vågnet op i en seng. Heldigvis havde Tori hjulpet hende dengang, men nu ville hun bestemt ikke give op. Da hun nåede at undvige hans angreb, lod hun et lille skævt smil vokse på ansigtet, som hun lod sig sænke lidt ned imod sandet.

Hun kravlede hurtigt hen over sandet, og da hun nærmede sig hans ben. Svang hun med halen, i håb om at kunne vælte ham ned. Men det var ikke sikkert, at det overhovedet virkede. Men hun skulle jo prøve, for det kunne godt være at hun kunne få ham ned at ligge. Hvis det slet ikke ville virke, havde hun andre idéer. Det var svært, at bruge hendes styrke, og kræfter. Normalt var hun bare vant til at bruge sine våben, men der var også noget interessant og meget anderledes end, at blot bruge sine hænder, hale og hvad hun ellers kunne bruge. Hun var ikke typen som gad bruge hendes kvindelighed. Så meget kvinde følte hun sig slet ikke, og hun ville ikke være som alle andre håbløse og desperate kvinder. Hun forholdte sig nede imod sandet, på alle fire. Håbede inderligt, at hun kunne få ham ned. Men hun vidste godt, at Tori var stærkere end hende. Han havde sikkert en eller flere måder, at undvige det på.

Det lille smil sad fortsat på ansigtet, og hun kunne mærke sandet med hænderne og fødderne. Halen var hun allerede klar til, at flytte væk, hvis hendes lille angreb ikke virkede. Blikket hvilede sig nærmest imod benet, som hun havde sat som målskive. De høje skrig, og jublen fra menneskerne som kiggede på, distraherede hende ikke. Hun vidste godt, at de heppede på den forsvarende mester Tori. Det gjorde ikke hende noget, overhovedet ikke. Kort løftede hun hurtigt en hånd op til sit ansigt for, at fjerne lidt af håret, som var kommet ind imod øjnene. Det generede hende, og hun var nødt til at have fokus, og holde håret væk fra synet.

Toris smil voksede, da Luna undveg hans slag. Det ville altså ikke blive så nemt som sidst. Perfekt! Så kunne han måske få noget modstand. Hans smil voksede endnu en gang, da han så halen skyde mod sit ben. Ikke denne gang. Med det samme øgede han vægten i sine ben til det maksimale (fem gange normal vægt), så han slet ikke ville være til at rokke nogle steder. Hun var dog så lavt mod jorden, at det ville være svært at rette et knytnæveslag mod hende uden at blive alt for åben for et modangreb, så i stedet lettede han vægten i det ben, der ikke var grebet af halen og sparkede ud efter hende. Som han satte foden ned fjernede han nu den ekstra vægt i det andet ben og flyttede det over i det frie ben, så det nu var fem gange tungere. Så svingede han benet, der var grebet af halen, bagud og øjeblikkeligt øgede vægten i det med det håb, at han kunne trække Luna ud af balance, hvis hun ikke nåede at slippe med halen. Uanset hvad ville han bruge momentet til at læne sig forover og rette et slag mod ryggen lige imellem skulderbladene. Om han ramte eller ej, ville han trække sig et par skridt baglæns så hurtigt som muligt, så han var så lidt åben for et modangreb som muligt.

Under hele udvekslingen havde Tori et stort smil på læberne, og det var tydeligt, at han var i godt humør.

Hvis han troede det ville blive som sidste gang, så tog han fejl. Luna ville give ham kamp til stregen, så godt som hun nu kunne. Hun var virkelig slet ikke så fysisk stærk som han var. Men det betød ikke, at hun ikke havde en chance. Hun ville slet ikke give op, også selvom Tori var stor favorit i ringen, og at alle tilskuerne så på, og heppede løs på ham. Som han sparkede ud efter, nåede hun slet ikke at undvige det. Hun havde ellers håbet på det, og endda meget. Dog måtte hun bare erkende, at hun slet ikke kunne nå at undvige hans spark. Det var et spark som godt kunne mærkes. Hun mistede balancen, og det gjorde hende irriteret. Hun faldt bagover og nåede at blive ramt af hans slag mod hendes ryg, hvilket heller ikke gjorde det bedre. Hun kunne slet ikke holde sig oprejst, så hun faldt straks ned i sandet. 

Hun var lige nu ikke engang sikker på, hvad slag der havde gjort mest ondt. Slaget i ryggen eller sparket. Men uanset hvad, kunne hun langsomt godt mærke smerterne fra det"Jeg havde glemt hvor hårdt du slår, og sparker..." hun grinede lidt, og satte sig halvt op. Men selvom sparket og slaget havde ramt hende, og fået hende ned i sandet, så gav hun ikke op. Blikket hvilede sig op på Tori. Det her havde hun faktisk savnet, at kæmpe imod ham, selvom han helt klart havde en stor fordel. Hun tog sig kort til benet, og trak noget luft ned i maven. Bare for at kunne holde smerterne ud i et øjeblik, før hun langsomt rettede sig op. Hun stod klar igen, og hun prøvede kort at udtænke en god plan til, hvordan hun kunne vælte ham. 

Alt var tilladt nærmest, udover våben jo. Men Luna vidste ikke lige, hvad hun skulle finde på. Lige nu satte hun i løb hen imod ham. Men da hun nærmede sig, sendte hun ham bare et skævt smil, før hun sænkede sig lidt ned imod sandet endnu engang. Men den her gang, havde hun andre planer. Halen løftede hun lidt op, og kravlede ind imellem hans ben, for at komme hen på den anden side af ham. På den her måde, havde hun mulighed for at kunne lave et angreb imod hans ryg, men også hoppe op på hans ryg. Hun kunne sætte klørene ind i ryggen, og på den måde skade ham, og forhåbenligt ville det give en eller anden form for skade på ham, men hun var ikke sikker. Som hun var kravlet ind imellem hans ben, rettede hun sig hurtigt op. Hun hoppede op på hans ryg, og satte klørene ind i ryggen"Overrasket" lød det bare fra hende med et større smil. Hun fik lagt hendes ben rundt om ham, i håb om at det kunne gøre et eller andet.

Toris smil voksede kun, da hans udfald ramte Luna. Hans lille forsøg med halen virkede dog ikke. Hendes ord fik ham dog til at le.
"Jeg sagde, jeg ikke ville holde mig tilbage" svarede han tydeligt muntert. Det kunne ikke være mere tydeligt, at han følte sig i sit rette element og var godt tilpas. En ting var, at han var glad for at se Luna, men det havde kun gjort det bedre, at hun ikke var bakket ned fra udfordringen.

Lunas lille tur under hans ben og om på ryggen kom dog en anelse bag på ham. Ikke så meget i det, hun gjorde, men hun var hurtigere, end han lige havde forventet, så derfor nåede han ikke at reagere. En brummen kom fra ham, da hun satte neglene i ryggen på ham, men på hans lyd at bedømme, var det ikke kun på grund af smerte, han brummede. Hendes ord fik ham dog til at smile.
"En smule. Du er blevet hurtigere. Jeg er dog ikke helt tom for tricks" svarede han. Så lod han sig egentlig bare vælte baglæns. Han øgede dog ikke sin vægt. Han ønskede trods alt ikke at gøre permanent skade, og hvis han landede oven på hende, ville hun nok alligevel være temmelig forslået. Uanset om hun nåede at flytte sig eller ej, ville han fortsætte faldet ind i en baglæns kolbøtte og gribe ud efter hendes ben. Hvis han fik fat, ville han så forsøge at slynge hende rundt, så han kunne kaste hende ud ad ringen. Mange dele kunne fejle, men han håbede på, at han var hurtig nok til, at hun ikke ville kunne nå at reagere.

I hendes øjne skulle han heller ikke holde sig tilbage, det havde hun heller ikke tænkt sig. Selvom hun godt inderst inde vidste, at hun ingen chance havde overfor Tori. Men hun gav stadigvæk ikke op, hun var stædig omkring det. Der skulle meget til, før hun ville give op og lade ham vinde. At se smilet på hans ansigt, fik hende til at rødme lidt. Nej hun kunne bare ikke tillade sig at blive genert og rød i hovedet nu. De var igang med en kamp, så hun nødt til at være koncentreret og holde fokus på ham. Hvis bare hun så kunne lade være med at blive genert over synet af ham, og hans smil. Hun lukkede kort øjnene og prøvede at vende alle tanker væk. Det handlede om kampen lige nu, intet andet"Du skal heller ikke holde dig tilbage, jeg har savnet det her" hun grinede lidt, som hun tydeligt kunne høre, hvordan han brummede. Det var godt for hende, at han kunne mærke hendes klør ind i ryggen. Det gjorde hende virkelig glad, endda mere end hvad hun havde regnet med. Selvom det var svært at rykke ham, for han stod meget fast. Hendes hurtighed kunne hun kun takke en masse træning for, og flugt fra fugle, og andre fjender. 

Hun havde kravlet så meget rundt, og klatret en helt masse. Så det var godt, at han havde lagt mærke til at hun var blevet hurtigere end sidst. Nysgerrigt pressede hun et øjenbryn op i panden, for hvad mente han dog med at han ikke var tom for tricks. Det måtte hun bare vide, hvad betød. Hun spredte mundvigene og skulle til at svare ham, før hun stirrede overrasket på hans ryg, som han væltede bagover. Heldigvis nåede hun at rulle lidt væk, så hun ikke blev mast. Men som hun troede at hun havde undsluppet det, tog hun fejl. Han fik fat i hendes ben, og hun bed tænderne sammen. Ved gudernes navn, hvor havde hun ikke set det komme. Det var slet ikke godt, og hun blev slynget rundt, før hun blev kastet ud fra ringen. Uden at se, og ane om hun røg ind i noget, eller nogen, fik hun et lille smil frem. Det her var en interessant kamp, og det var noget hun havde savnet. Det mindede hende om deres første møde. Hun landte hårdt ned på gulvet ved en stor gruppe mænd.

Hun kunne mærke smerterne voksede, og hun lod smilet vokse lidt, som hun bare lå ømt og i smerter på jorden. Hun løftede en hånd op til sit ansigt, og strøg lidt af de lyse hårtotter væk fra ansigtet. Hun kunne høre, at de fleste jublede og råbte Toris navn, og Luna forstod dem godt. Dog var hun ikke særlig meget fan af, mændene som stirrede ned på hende. Havde hun blottet sig? viste hun hud? hun havde blot fået nogle skrammer intet andet"Du er stærk som altid Tori!" råbte hun fra gulvet, som hun bed tænderne sammen grundet smerte. Havde hun tabt? var kampen slut. Den kunne den umuligt være. Hun ville ikke stoppe nu, hun ville blive ved til det sidste. Selvom hun havde svært ved at komme op på benene lige nu, og halen havde hun landet ovenpå så smerterne var alt for slemme lige nu.

Tori var ærligt imponeret over hvor meget, Luna havde forbedret sig siden deres første kamp. Det var også derfor, at han egentlig forventede, at hun ville nå at redde sig selv i luften og ikke ryge ud, men der tog han grueligt fejl. Hun fik sig noget af en flyvetur, inden hun ramte gulvet temmelig hårdt at dømme efter lyden, hvilket fik Tori til at skære en grimasse. Det var ikke ligefrem meningen, hun skulle komme alvorligt til skade, og hun rejste sig ikke igen. Menneskemængden brød ud i jubel, og manden, der havde startet kampen, trådte nu ind i ringen igen. Han greb Tori om det ene håndled og løftede hans arm i vejret.
"Og Tori sejrer! Sikke et kast! Det var da noget af en kamp, hva folkens?!" brølede manden ud med et stort smil, og folk begyndte at juble endnu højere. "Giv lige udfordreren en kæmpe hånd!" råbte han så efterfølgende, og nu fik Luna et ligeså stort bifald, som Tori lige havde fået. Han smilede stort, men lige nu havde han blikket låst fast på Luna. Han åndede dog lettet op, da han hørte hende råbe.

Tori asede og masede sig igennem folk for at komme hen til Luna. Han knælede ned ved siden af hende med et mildt smil.
"Er du okay? Kan du stå?" spurgte han tydeligt bekymret, som han rakte en hånd ud for at hjælpe hende op.
"Jeg giver noget at drikke. Er der noget særligt, du kan lide?" spurgte han så og fulgte hende over til baren. Herovre var folks jubel ikke ligeså højt, og det ville kunne lade sig gøre at have en samtale i nogenlunde fred og ro.

Det var klart at Tori vandt, han havde en kæmpe fordel, og han var jo den forsvarende mester. Gad vide, om der var nogen som kunne vinde over ham, hun vidste det ikke. Dog kunne hun ikke undgå, at gruble lidt over det. Selvom hun havde tabt, var der en fantastisk stemning herinde. Tænk at hun aldrig havde været her før, hun havde ikke engang vist at det her sted fandtes. Halen gjorde tydeligt ondt, som hun var landet ovenpå den. Faldet gjorde også ondt, det kunne hun bestemt ikke lyve fra. Som alle jublede over hende også, spærrede hun overrasket øjnene op. Blikket gled lidt rundt, hun kunne se ale de blikke i hendes retning. Forstod slet ikke hvorfor de faktisk jublede over, at hun tabte. Men det gjorde hende glad, og hun vendte automatisk blikket hen imod Tori som han var nærmet sig hende.

"Udover min ryg og hale er skadet, så har jeg det ganske fint" svarede hun ærligt, med en venlig tone. Ryggen gjorde dog kun ondt eftersom faldet var endt på hendes ryg, og ovenpå hendes hale. Det var noget af det værste, som kunne ske. Hun var tydeligt i smerte, uanset hvor meget hun stædigt prøvede at ignorere det. Hun tog et kig ned imod sine fødder, jo hun burde da godt kunne stå. Blikket gled op på hans ansigt, og hun tog imod hans hånd. Langsomt kom hun op på benene, selvom de rystede en smule. Hun bed sig lidt i underlæben, og prøvede at holde smerten ud. Måske det bare var bedst, at finde en healer, eller håbe på at halen ville blive bedre. Ryggen kunne hun nok ikke gøre meget ved, men måske det ville hjælpe med en forbinding rundt om sig. Hendes krop var alligevel øm efter kampen.

Spørgsmålet fra Tori fik hende til at smile lidt, som hun holdte øjenkontakten lidt, før det gik op for hende, at hun skulle få fat i knivene og den sorte kappe. At få noget at drikke kunne hun godt bruge lige nu, hun var tørstig men også sulten. Man blev jo helt tør i munden af den kamp, men Tori var også en værdig modstander, og det havde han altid været. Hun holdte ved hans hånd, før hun drejede hovedet væk fra ham. Lod blikket glide lidt rundt blandt de mange mennesker. Dog fik hun hurtigt flyttet blikket tilbage mod Tori som hun åbnede munden for at svare ham"Jeg er ikke så kræsen. Men gerne noget med en sød og mild smag" svarede hun med hovedet lidt på skrå. Hun kunne drikke det meste, så længe det ikke var noget stærkt. Luna vendte så blikket ned imod sin hale, og hun prøvede at løfte den lidt op, men det gjorde alt for ondt"Jeg er nødt til at gøre et eller andet ved min hale. Smerterne... "hun afbrød sig selv, som hun studerede halen en smule bekymrende. 

Tori tog et nærmere kig på hendes ryg og hale, men han kunne umiddelbart ikke se noget. Han var selvfølgelig heller ikke uddannet eller noget til den slags, men han havde da set sin del af skader hernede, så han vidste da nogenlunde, hvad han skulle kigge efter. Han nikkede dog anerkendende til hendes ord og sendte hende et svagt smil.
"Vi har en heler hernede. Et øjeblik..." sagde han og drejede hovedet over skulderen. "Gorm!" råbte han så højt, han kunne, og en arm blev stukket i vejret inde i folkemængden. Tori drejede hovedet tilbage mod Luna og fulgte hende over til baren.
"Det burde vi nok kunne klare" svarede han med et nyt smil, inden han vendte opmærksomheden mod manden bag disken. "Et glas vand og en juice" sagde han så, hvortil bartenderen nikkede.

Der gik ikke længe, før en spinkel mand kom over til Tori og Luna. Han nikkede til dem begge, inden han begyndte at undersøge Luna.
"Hvor gør det ondt henne?" spurgte han, mens han trykkede forskellige steder på Lunas ryg. Da først han havde fundet frem til hendes skader, begyndte han at holde hænderne over, hvorefter disse begyndte at lyse blot, og Luna skulle gerne kunne mærke, at smerterne begyndte at fortage sig. Herefter satte bartenderen de to drikkevarer på disken.
"Sæt det på min regning, Thor" sagde Tori, inden han igen rettede opmærksomheden mod firbenet.
"Jeg er virkelig imponeret over, at du holdt ud så længe. Du har virkelig forbedret dig" komplimenterede han hende ærligt.

En overrasket grimasse kunne ses på hendes ansigt, da Tori nævnte at de havde en healer hernede. Det var helt perfekt, for så kunne hun da endelig få ordnet den skadet hale. Det var da godt nok også typisk, at hun skulle falde ovenpå den. Sjældent skete det sjovt nok, men når hendes hale endelig tog faldene, gjorde det godt nok også ondt”Du kæmpede virkelig godt Tori.. Men jeg vidste godt, at jeg ville tabe” grinede hun i en mild tone, før hun rettede blikket hen på manden bag disken. 

Den spinkle mand, betragtede hun hurtigt som hun hørte stemmen. Blikket var flyttet væk fra manden bagved disken, til denne hjælpsomme mand foran sig. Hun kunne tydeligt mærke smerterne fra halen, men ryggen gjorde mest ondt lige nu. Det var heldigvis ikke over det hele, at det gjorde ondt. Hovedet tiltede hun lidt, og skulede kort op på manden”Det gør mest ondt i toppen og lidt på midten” svarede hun med ærlig stemme, som hun bed tænderne sammen da han begyndte at trykke på forskellige steder på hendes ryg. Dog som manden begyndte, at heale kunne hun godt mærke, hvordan smerterne langsomt forsvandt. Lyden af glas hørte hun tydeligt, og fik vendt blikket hen imod deres glas kort. 

“Jeg har også trænet meget, siden sidst. Så du skulle ikke have det alt for nemt” hun fik et smil frem og gav ham et pludselig tæt kram. Prøvede at gøre det så forsigtigt som muligt. Selvom hun ikke havde ondt, var det som om hun fortsat kunne mærke lidt smerter i hendes hale. Det ville sikkert blive bedre, før hun anede det. Luna var rigtig glad for, at han komplimenterede hende, og det fik da også det brede smil på hendes ansigt til, at vokse ret meget. Hun holdte krammet lidt, for bare at vise ham at hun havde savnet ham. Efter kort tid trak hun sig tilbage og greb fat rundt om sit glas”Det er godt at se dig igen Tori” hun løftede glasset op til munden, og drak en stor tår. 

Tori kunne ikke lade være med at grine en smule over Lunas kompliment, selvom han sendte hende et smil efterfølgende. Hans latter var på ingen måde ment som en hån.
"Jeg lever trods alt også af det, men tak alligevel. Og hvis du vidste, du ikke ville vinde, hvorfor gjorde du det så? Det virker lidt som spild af penge" spurgte han med et hævet bryn, som han tog en tår af vandet.

Tori lod heleren kommer til, og han betragtede egentlig blot, hvad der skete uden at sige et ord. Han havde erfaret, at det var bedst ikke at forstyrre Gorm i hans arbejde. Som heleren arbejdede, kunne Tori tydeligt se de blå mærker langsomt forsvinde, hvilket vidnede om, at det virkede.

"I forhold til vores første kamp havde jeg det bestemt heller ikke nemt" svarede han med et nyt smil. Han nåede lige at sætte glasset fra sig, før Luna havde overfaldet ham i et kram, og han blev fanget i lettere overraskelse. Han gengældte dog krammet, og igen kunne han ikke lade være med at grine. Hun var altså herlig. Lidt sær, men det gjorde nu ikke så meget. Sære væsner var ofte de mest interessante.
"Jeg har også savnet dig" svarede han med tydelig ærlighed i stemmen. "Men nu må du vist hellere lade Gorm gøre sit arbejde færdigt" fortsatte han så, som han over Lunas skulder kunne se, at heleren havde fået et irriteret udtryk i ansigtet over at blive afbrudt.

Blikket var rettet på healeren, som Luna både nysgerrigt og interesseret fulgte med i, hvad han gjorde. Denne Gorm virkede da meget flink, og hun var glad for, at han ville hjælpe hende. Dog kunne hun takke Tori for det, for hvis han ikke havde sørget for der var en healer, skulle hun sikkert langt væk, for at finde en. Kort lukkede hun øjnene for at både holde smerterne inde, men også for at nyde hvordan han gjorde sit arbejde. Det var som om hun godt kunne mærke, hvordan smerterne stille forsvandt, og hvordan mærkerne også forvandt. Efter ganske få minutter åbnede hun øjnene igen, og vendte blikket hen imod denne flinke mand ved navn Gorm. Hun lod smilet vokse lidt over, hvor dejligt det var at hun ikke kunne mærke smerterne længere, og hendes blik gled også hastigt ned imod sin hale.

"Fordi jeg vidste at jeg ville kunne dig hernede i undergrunden.. Og fordi jeg gerne vil bede dig om at træne mig" lød det ærligt fra hende, som hun flyttede blikket væk fra halen, og op på Tori. Der var en seriøsitet i hendes stemme, men hun mente også hvert et ord af det hun sagde. Luna ville gerne have Tori til at træne hende, og hjælpe hende med at blive stærkere. Men hun var også sikker på, at hun altid ville kunne finde ham hernede, og i ringen. For hun vidste ikke engang, hvornår og hvorhenne hun ville se ham igen. Der var gået lidt tid siden sidst, og i den tid havde de ikke set hinanden. Hun løftede halen lidt op, og ned bare for at mærke efter om den fortsat gjorde ondt. Heldigvis var det ikke slemt, og hun var sikker på at ømheden nok skulle forsvinde.

Da han gengældte hendes ord om, at hun havde savnet ham kunne hun godt mærke kinderne blev lidt røde. Men hun prøvede at ryste det af sig. Gorm manglede at gøre arbejdet færdigt, og hun vidste det godt. Hun slap krammet, og greb ud efter sit glas. Løftede det op til munden, hvorefter hun lod blikket følge Gorm, imens han var igang med at ordne det sidste. Han gjorde sit arbejde godt, og hun ville så gerne belønne ham. Men hun vidste ikke lige hvordan, og måtte skule kort op på Tori"Hvordan kan jeg belønne ham for hans arbejde. Jeg sætter virkelig pris på det" nævnte hun med et bredt smil, som hun godt kunne mærke hans healende hænder imod sin hud, og halen. Det var dog også lidt morsomt, at Gorm ikke ville have at Tori og Luna skulle stå og kramme hinanden. Men det var også klart, for arbejdet var ikke færdigt endnu, og Luna ventede blot tålmodigt. Hun drak lidt mere af sit glas, og nød den gode smag.

Tori hævede begge bryn i tydelig overraskelse over Lunas ord. Den havde han alligevel ikke set komme. Hun virkede så selvsikker, så han var ærligt overrasket over, at hun sådan spurgte ham om hjælp. Han kunne dog alligevel ikke lade være med at sende hende et drillende smil. Han havde stadig ikke glemt deres sidste møde, og han havde virkelig lyst til at drille hende lidt.
"Jaså? Træning hvordan? I kamp eller i sengen?" spurgte han så med et skævt smil, og hans stemme havde tydeligt en drillende tone. Det ville dog alligevel være lidt sjovt, hvis han kunne gøre hende helt forfjamsket og flov.

Ved Lunas spørgsmål kiggede Gorm op på hende med et højt suk.
"Jeg kan altså godt tale, frøken" startede han med en irriteret mine. Han sukkede dog igen, inden han fortsatte: "Jeg bliver betalt for mine ydelser, men hvis du ønsker, tager jeg gerne imod drikkekrystaller" svarede han høfligt, inden han vendte tilbage til at hele det sidste.
"Sådan. Så skulle du gerne være færdig, frøken, men lad nu være med at lave noget overordentligt fysisk hårdt det næste stykke tid" sagde heleren så. Han ventede kort for at se, om Luna gav ham nogle krystaller, men hvis hun ikke gjorde, ville han blot gå sin vej.

Et løftet øjenbryn kunne ses på hendes ansigt, som hun hørte hans ord. Træning i sengen, hvordan gjorde man mon det. Luna stod og tænkte lidt over det. Prøvede at tænke sig til, og forestille sig hvordan man mon kunne lave grundig og god træning i sengen. Efter at have prøvet at få billeder i hovedet omkring det, valgte hun at kigge på Tori med løftede øjenbryn, og det undrende ansigtsudtryk. Nysgerrigheden spredte sig inden i hende. Kunne man træne i en seng, for det kunne hun slet ikke forestille dig. Tori blev nødt til at uddybe det, og fortælle nærmere, for hun vidste godt nok ikke noget omkring det. Hovedet tiltede hun, og rakte kort ud efter hendes glas. Drak en stor tår, som hun slikkede sig tilfreds rundt om munden. Smagen var bare god, og den skulle nydes så længe det varede.

"Hvordan træner man i sengen?? jeg vidste ikke, at man kunne træne i sengen" det undrede hende, men hun var så forbandet nysgerrig også. Luna håbede på, at Tori ville fortælle hende det, for hun ville så gerne få tilfredsstillet sin nysgerrighed. Om hans hensigt havde været, at gøre hende flov, så virkede det ikke. Måske hun burde prøve at træne i en seng, for det kunne da godt være at resultater ville blive gode, hvis man gjorde det. Hun drak en lille tår mere, før hun satte glasset tilbage, og vendte sit blik hen på Tori. Den herlige abe, som hun faktisk var meget glad for. Selvom han drillede hende, og havde vundet over hende, så var hun sikker på at hun nok skulle få sin revanche over ham. Hun kunne generelt godt bruge noget træning også, så han kunne nok godt hjælpe på dét punkt.

Gorms ord, fik Luna til at kigge ned imod sin hale. Hvorfor var det altid at halen skulle blive skadet, selvom hendes ryg også var blevet skadet. Men den havde Gorm fået ordnet, så nu manglede halen bare. Han var god til at hjælpe, og hun kunne virkelig godt lide det. Faldet ovenpå hendes ryg havde hun mærket, men så igen. Luna havde ikke troet hun skulle få sig en flyvetur ud fra ringen, men at beundre Tori og hans kampteknik, kunne hun gøre ret tit. Det fik hende også til at smile, og som hun lyttede til Gorms ord lod hun et bredt smil komme frem. Da han nævnte at hun var færdig, kiggede hun straks lidt mere på halen, og løftede den op og ned. Det virkede ikke til at den gjorde ondt. Hun følte sig frisk, og klar. Stædigt rejste hun sig op, og stræk sig en smule. Hvor var det en rar følelse, at hun ikke længere skulle tænke på smerterne. Hun gav Gorm nogle drikkekrystaller, og vendte sin fulde opmærksomhed hen på Tori. Uden at advare ham, eller sige noget, greb hun fat rundt om hans hånd, og begyndte at gå"Tori vi skal træne... Kom!" det lød meget bestemt, som Luna var sikker på at hun skulle blive endnu stærkere, så hun ville kunne vinde over ham næste gang. Men hvor de skulle træne henne, vidste hun ikke.