Rory var taget til Tusmørkely fordi hun ganske enkelt ikke var særlig populær i Dianthos i denne periode, så derfor havde hun brug for at gemme sit ansigt for en stund. Byvagterne var bestemt ikke en fra af hende og det samme kunne siges som en del andre af Dianthos’ borgere, både kriminelle og dem som ikke var. Det var ikke ofte hun befandt sig i denne del af landet, fordi hun ganske enkelt ikke mente at hun havde noget at bestille der. Der var efter hendes mening ikke noget værdifuldt at stjæle, og ligesom alle andre steder var de andre eksistenser irrelevante for sådan en fantastisk og ekstraordinær menneske som hende. Pft, hun havde kun brug for sit eget selvskab. Hvad kunne man bruge andre til?

Mørket var over hende og gaden var godt tømt ud. Ja faktisk gik hun der helt alene. Enten var folk på kroen for at more sig eller hjemme i deres hytte. Rory var ingen af stederne da hun var blevet rastløst og gik en tur i mørket. Hun var ikke bange for at være alene, men var alligevel bevæbnet med sine trofaste knive, hvis der nu var fare på færre. Dog var det en stille aften, så hun var ikke helt på vagt. Alligevel følte hun, at hun blev overvåget af noget eller nogen i mørket. Hun prøvede at ryste tankerne af sig. Det var sikkert bare en livlig fantasi - den døjede hun nogen gange med. Dog kunne hun ikke ryste tanken af sig og kiggede nu ud i natten.

Mørket havde sænket sig over landet og som man troede gaderne i Tusmørkely ikke kunne blive mere dystre, så blev de netop dette. Der var så godt som ingen i gaderne på denne tid, da det var nu de mere lyssky personer kom frem. En af de personer var dæmonen Malaketh. Kappens hætte var trukket godt over hovedet så skyggen blev kastet over hans ansigt, så det eneste der rigtigt var til at se, var hans mund. Han bevægede sig gennem gaderne som en slange gennem højt græs, uden problemer. Han kendte stedet som var det hans egen baglomme, han havde trods alt været her så mange gange før. Denne gang var ikke anderledes fra de andre gange, han var kommet her til for at jage en person med en dusør på hovedet og han var sikker på han allerede havde spottet hende.
 
I skyggerne bevægede han sig efter hende og hver gang hun stoppede, havde han trukket sig væk eller stået i en af de mørke skygger. Der var ikke nogen tvivl om hun havde fornemmet at der var nogen der holdt øje med hende, eftersom hun stoppede og stirrede ud i mørket. Hvad hun ikke vidste var, et sæt øjne stirrede tilbage, dog stod han langt nok tilbage til hun sikkert ikke kunne se ham. Han måtte være tålmodig og holde sig selv tilbage for ikke bare at angribe hende mens hun stod og så direkte mod ham.

Rory blev ved med at gå og skridtene blev hurtigere og hurtigere. Nu ønskede hun pludselig ikke at være alene længere - eller jo, hun håbede og bed til, at der ikke gemte sig nogen i skyggerne. Alarmredskabet var alligevel sat igang selvom der ingen var at se. Måske var hun paranoid i mørket. Det, eller også var det hendes intuition som spillede hende et pus. Det virkede måske absurd at en kvinde som hende blev bange i mørket, når det var der hun selv opholdte sig, men hun var trods alt et udsat køn. Man vidste aldrig hvad for nogle intentioner folk havde. Rory havde et talent til at sno sig udenfor problemer, men det var også med folk der faktisk ikke reelt set var en trussel. Noget sagde hende, at dette var en anden situation.

Et ben foran det andet. At gå var nemt, måske burde hun løbe, men så ville hun indrømme for sig selv, at hun var bange. Det var nok fordi at Tusmørkely, som sit navn indikerede, var langt mørkere end Dianthos. Der var sikkert intet, men det var blot hende som havde vrangforestillinger. Hun gik imod sin egen fantasi og tog farten af igen. Ha, den dumme hjerne skulle ikke vinde over hendes fornuft! Selvfølglig var der intet eller ingen som kiggede på hende… alligevel placerede hun sin hånd sådan, at hun kunne nå sin kniv i løbet af et split sekund.

Malaketh kunne ikke lade være med at trække lidt på smilebåndet, for det var tydeligt at kvinden kunne fornemme det intense blik der var låst fast på hende. Præcis som et rovdyr der forfulgte deres bytte, hvilket dette vel også kunne sammenlignes med. Han kunne sagtens slå til nu, få det overstået, men han havde altid haft en tendens til at lade hans offer blive fuldkommen paranoid, det gav bare lidt mere kamp, desuden ville han være væsentligt stærkere end denne kvinde alligevel.
 
Han ville være inden for rækkevidde til at kaste en kniv efter hende, hvis han lystede, men han måtte holde lidt igen. Nok var han ivrig efter at få den dusør han var ude efter, dog ville han også se hvor længe denne kvinde kunne håndtere presset udefra… Øjnene der var låst fast på hende i mørket. Et bredt smil kom frem på hans læber som han så hun igen satte farten ned. Fejl nummer et. Nok kunne han ikke set det klart, men han anede hvordan kvindens hånd placerede sig, formentlig for at være klar på at drage våben. Fejl nummer to.
 
Malaketh behøvede ikke flere fejl fra kvindens side og trak da en af sine knive, tog sigte og kastede den efter kvinden. Ramte denne kniv, ville den sætte sig fast mellem hendes skulderblade og helt sikkert tage hende med overraskelse.

Rory nåede kun at tænke, hun ikke længere ville lade frygten styre hende før en kniv blev kastet fra det fjerne. Godt nok havde hun gode reaktionsevner, men hun havde dog ikke øjne i nakken. Kniven susede igennem luften og ramte hende ind imellem hendes skulderblade og satte sig fast. Rory udbrud et smertefuldt og overrasket skrig over, hvad der lige var forekommet hende. Hurtigt fik hun dog slugt det, tager sig sammen. Hun indså nu, at hendes liv var i fare. Dermed trak hun sit våben og vidste ikke om hun skulle udfordre fjenden eller flygte med det samme.

Alt i hende råbte flygt. Alarmklokkerne var blevet røde og skreg. Rory havde vendt sig rundt i mørket og så stadig ikke, hvem der var efter hende. Det var nok til at hun stak halen mellem benene og begyndte at løbe væk fra gaden. Hun måtte finde andre mennesker, da gerningsmanden da ikke bare kunne overfalde hende for åben gade!

Smerten var ulidelig grundet knivens placering. Når hun bevægede sine arme, blev kniven rokeret på og alt blev ti gange sværere og meget mere smertefuldt. Tænderne var bidt sammen, men i sin desperation var Rory stadig i gang med at løbe den modsatte vej fra fjenden. Adrenalinen pulsede i hendes krop og holdte hende i gang trods smerten. Selvom Rory brugte meget tid på at klage over sit liv, ønskede hun ikke at forlade jorden dette øjeblik. Ingen havde retten til at dræbe hende, ja ingen andre udover hende selv.

Et bredt, dystert smil kom frem på Malaketh’s læber som han så kniven satte sig fast i kvindens ryg. Han havde endnu ikke bevæget sig ud af flækken, som kvinden havde vendt sig mod ham og for at finde ud af hvem det var, der havde kastet kniven. Ganske vidst kunne hun endnu ikke se ham, ikke før han tog et par skridt ud fra sit ”skjulested”. Det var kun nok til at hun kunne se en skikkelse, ikke noget ansigt eller noget andet. Det smerteskrig der havde forladt hende som kniven havde ramt hende, måtte helt sikkert kunne høres, så der ville være mulighed for der kom andre han skulle tage sig af, men det var nu den rigtige jagt gik ind.
 
Malaketh sukkede som hun tog benene på nakken og stak af. Nårh ja, det havde han trods alt prøvet før, så det generede ham ikke. Desuden var det sjovere når der var en reel jagt, plus han var alligevel god til at ramme med sine knive, selv efter en person der var i bevægelse. Naturligvis satte han efter hende, tog nogle sideveje for at lade hende tro hun var kommet væk fra ham, blot for at dukke op bag hende igen efter lidt tid. Han nåede forholdsvis tæt på, i hvert fald tæt nok på at kniven ville ramme hende. Han stod og tog sigte og kastede endnu en kniv. Ramte den ville den sætte sig i hendes ene ben, formentlig lige omkring knæhasen. Dette trick havde han brugt flere gange, da det ville være nok til at få selv den mest garvede løber til at falde omkuld.  

Det eneste der var i stand til at dulme smerten var overlevelsesinstinktet i Rory. Hendes fight or flight sans havde sagt, at hun ikke ville kunne være i stand til at tage kampen op, mod en fjende hun ikke engang kunne se. Hun kunne selvfølglig kaste sine knive ud i mørket, men umuligt de ville ramme, hvis hun ikke havde nogen i sigte. Det var derfor, at hun havde taget benene på nakken, og det virkede da også. Efter at have rendt i et stykke tid var hun nu halvsover på, at fjenden var væk. Dog blev hendes tempo endnu ikke sat ned, måske havde fjenden taget en anden vej?

Svaret fik hun hurtigt, da hun mærkede endnu en kniv gennemtrænge hendes hud. Den ramte hende på bagsiden af skinnebenet, hvilket fik hende til at falde i knæ. Formentligt på grund af, at kniven i sin kraft havde ramt en nævne. Da kniven gennemtrængte huden udbrød Rory et kæmpe og skingert skrig. Ligesom de overdramatiske man set i film, men dette var et udtryk for en reel frygt og smerte. I sig fald havde Rory slået knæerne og taget fra på sin hånd. Små sten gennemborede hendes håndflader, og Rory følte nu, at alt var tabt. Alligevel fik hun rejst sig selv op og humpede nu væk. For bange til at se, hvem der var efter hende. Det eneste hun vidste var, at hun virkelig ikke havde lyst til at dø under de her omstændigheder. Alt andet end det!

Kvinden regnede sikkert med hun havde været i stand til at komme væk fra ham, nu hvor han ikke decideret var i hælene på hende. Malaketh var en passioneret jæger og benyttede sig af alle de kneb han kendte til, også de feje af slagsen som kniven i kvindens ben. Et bredt smil kom frem på hans læber som han hørte kvindens skrig fylde gaderne. Bevares så ville det sikkert få nogle folk til at komme ud og se hvad der skete, men på samme tid var det også Tusmørkely. Alle vidste der skete forfærdelige ting efter mørkets frembrud.
 
Han kom ud af mørket og stod og så efter hende som hun faldt til jorden. Dog ville han give hende en chance for at komme op, hvilket var derfor han endnu var nogle meter fra hende. Som kvinden igen kom på benene og begyndte at humpe væk, trak dæmonen igen på smilebåndet. Uden varsel satte han af i løb og satte efter hende. Det ville ikke tage længe før han ville nå hende og når det nåede dertil, ville han sætte af i spring og forsøge at nedlægge hende.

Smerten var ulidelig, men adrenalinen pumpede rundt i kroppen af Rory. Alt i hende skreg, at hun skulle til at komme væk. Overlevelsesinstinktet overskyggede alle andre tanker som hun nu ellers kunne have haft. Det værste var, at hun endnu ikke vidste, hvem det var der jagtede hende - og af hvilken grund. Ganske vidst havde hun trådt en del over tæerne, men da ikke nok til, at man ville angribe hende på åben gade! Hvilket monster fik dog lige denne ide. At overfalde en uskyldig kvinde!

Det gik langsomt, når der var en kniv boret ind i benet. Havde det bare været armen, ville hvert skridt ikke fremprovokere sådan en heftig respons. Rory måtte bide sig selv så hårdt i kinderne, at hun kunne smage blod, men ingen smerte mærke. Det var rigtigt, når folk sagde, at man kun kunne mærke en overdøvende smerte fra et sted. Et skridt. To skridt. Hun nåede ikke engang til tyve, da hun atter blev overfaldet, men denne gang var det ikke en kniv, der fik hende ned at ligge, men nærmere gerningsmanden selv, som havde sat i aktion.

Malaketh havde al tid i verden og han kunne godt lide jagten, så han brugte tid til at nyde det og lege med sit offer. Han var ikke sikker på hvem kvinden var, men hun lignede hende han havde fået beskrivelse og billede af og så mange var der heller ikke der lignede hinanden. Kvinden var blevet langsommere grundet kniven i hendes ben og dæmonen havde hurtigt fået hende indhentet.

Efter at have sat af og rent faktisk fik hende ned på jorden at ligge, rev han først kniven ud mellem hendes skulder og vendte hende da om på ryggen. Det var ikke ligefrem et venligt smil der mødte hende, men mere slesk og dystert. Uden nogen varsel greb han hendes hænder og førte dem over hendes hoved, holdt dem med den ene hånd i et stramt greb og satte da kniven for hendes strube med spidsen prikkende imod huden. Han lænede sig ned over hende og havde endnu det dystre smil på læberne ”Hvis du så meget som siger et ord… Mister du livet. Lige her, lige nu.” hvislede han og slap hendes hænder og lod i stedet hånden finde vej til hendes hals.

Kniven gled ned over hendes skjorte og sprættede den op på vejen ned til hendes mave, hvor han satte kniven i siden af hende og pressede. Hvis han bare pressede den mindste smule mere, ville den glide ind i venstre side. Ikke den ville ramme nogle vitale organer, det ville blot gøre ulideligt ondt. Han sad endnu oven på hende, tårnede over hende.

Der var ikke noget mere frygtindgydende end at blive jagtet om natten uden at vide, hvem eller hvad der egentlig var efter en. Hvad der var endnu mere skræmmende var, når gerningsmanden overfaldte en og man pludselig var ansigt til ansigt med djævlen selv. Rory var i netop denne situation lige nu. Kniven der før havde boret sig igennem huden ved hendes skulder, blev revet ud af hende uden nåde. Hun blev vendt på ryggen og kunne nu se den fremmede blonde mand, der havde besluttet hun var det perfekte offer.

Inden hun kunne kæmpe imod med sine bare knytnæver, havde han allerede taget sig af dem ved at føre dem op over hovedet på hende. Selvom Rory var skadet, døende i hendes eget hoved, pumpede adrenalinen rundt i kroppen af hende og gjorde, at hun stadig kunne sprælle rundt som en sindsyg. Den voldsomme sprællen holdte dog hurtigt op, da en kniv blev sat foran Rorys strube. Gisp. Hvis bare hun bevægede sig endnu en centimeter ville blodet fra hendes strube pible ud. Hvorfor skete dette også lige for hende?

Iden hun vidste af det var skjorten skåret op af knive, der før var for hendes strube. I første omgang kunne hun ikke gøre andet end at lytte efter, som var hun et barn, der modtog ordre fra en sur forældre. Vejrtrækningen var ujævn og sveden, der havde piblet sig frem ved den lille løbetur var blevet kold. Hendes overkrop var nøgen, det var vinter, Rory følte sig klam, udstillet, men der var inter hun kunne gøre ved det. Lige nu overvejede hun, om det ville hjælpe hende at åbne munden. Dog var risikoen for, at kniven ville gennembore hendes hud for stor. Hun turde ikke tage mere skade, end hun allerede havde. Dog var hun overbevist om, at den blonde mand ville blive hendes død. Spørgsmålet var dog, hvor smertefuld hun ville have den skulle være.

Følelsen af jagten var det hele værd. Adrenalinen der kørte rundt i kroppen gjorde ham næsten høj. Hele kroppen sitrede og han vidste han var nødt til at have mere. Der ville heller ikke gå længe før hun var blevet nedlagt om han havde placeret sig oven på hende, så hun ikke bare uden videre kunne komme væk, med mindre hun naturligvis ønskede unødvendige skader. Dette kunne gå to veje... Enten ville hun ende død og han ville få en mindre sum, eller også fik han hende med sig, blot slået bevidstløs. Først og fremmest skulle han lige have sikret fangsten. 

De skader hun i forvejen havde fået, var ikke noget der ville give varige men, bevares så ville der nok ende med at være et par ar. Et slesk smil fandt vej til Malaketh's læber, da han så hvor lidt modstand der i virkeligheden kom fra hende. Et eller andet sted var det rart, men på samme tid også en smule trist. Han havde regnet med i en smule mere modstand, men i stedet var hun ret nem at håndtere... For nu i hvert fald. 

Han lænede sig ned over hende med et slesk smil på læberne og lod kniven fra hendes side ende mod hendes højre kind i stedet. Let lod han kniven glide ned over kinden, men uden den ville gøre skade, man kunne vel kalde det en advarsel? Dog uden varsel, lod han kniven blive presset mod hendes kind, lige præcis nok til bladet ville efterlade et skræmme på 5-10 centimeter på kinden. Malaketh greb om hendes underlæbe og ville dreje hendes hoved mod venstre, så kinden blev blottet "Nårh ja... Det trækker nok ned i pris..." sagde han og trak på skuldrene. Egentlig var der ikke sagt hvad stand kvinden skulle leveres i, dog havde dæmonen blot fået at vide hun gav flere penge levende.