Krystallandet
Mee 05.09.2022 16:23
Lilac følte sig ikke en dag ældre end 13, da hun havde sneget sig ud af sit hus og ind mod byen. I en alder af 18 år blev man åbenbart stadig nødt til at snige sig ud, hvis man gerne ville på kroen. Hendes forældre havde fortalt hende, at det kun var sketchy typer som opholdte sig der. Hun havde nu været afsted flere gange og havde med egne øjne konkluderet, at folk der var venlige nok. For det meste sad hun sammen med sine faste venner og drak. Det var også planen denne dag, men efter nogle timer var alle hendes venner åbenbart forsvundet? Og Lilac var godt beruset. Hun gik lidt rundt på den halvstore kro og kiggede efter dem. Måske var de bare gået ud for at få luft?
Konklusionen var, at hendes såkaldte venner ikke var nogen steder at finde. Det fik hende dog ikke til at vende snuden hjemad, men i stedet satte hun sig op til baren. I sin fuldskab var hun endnu mere social end ellers, så derfor drejede hun sig imod sin sidemand og sagde: “kender du det, at man tror man så noget, og så ‘puf’ er det væk?”. Hun indså efter sin udtalelse, at hendes spørgsmål var ret kringlet og uden kontekst. “Altså, jeg troede jeg så mine venner lige før, men nu er de bare væk. Hvordan kan man bare forsvinde så hurtigt?”.
