Joseph var taget udenfor Dianthos og havde taget en lille detour. Han anede ikke hvor han var henne eller hvad han lavede her i Smarana men han hvde fået et lift af en hestevogn fyldt med alverdens øl tønder. Han havde faktisk siddet bagpå så han slap for at gå. Han havde en slidt hhvid T-shirt på der godt kunne tåle en vask, et par sorte bukser der var lidt hullet og sine sko var små huller i hist og pist, og kunne tydeligt ses at de var nedslidte. Han havde ingen ide om hvordan han kom tilbage til Dianthos, men nu var han her i Smarana og han var sikker på at han da kunne tjene et par krystaller på den ene eller den anden måde. Det regnede lidt og havde gjort det hele dagen, det var lige omkring middag og han havde været her i en dags tid. Nu var han sulten og maven knurrede. Men med ingen krystaller på lommen kom man ikke ret langt.

Han bevægede sig ind i en gyde og kravlede direkte ned i den nærmeste container for at dykke efter mad. Han ledte godt og grundigt, men han havde næsten ikke heldet med sig. Heldigvis fandt han et stykke brød fra en bager og gravede det frem som han råbte. "YES!" han havde ikke tænkt på at der gik folk rundt ude bag gyden, og han ville nok ikke have råbt hvis han tænkte over det. Men lige nu var han bare sulten og kunne spise hvad som helst. Han bed sig i læben som han kravlede ud af containeren og lukkede låget efter sig med et ordentligt slam så han mistede brødet ned i en vandpyt. "Ej det er løgn!" mumlede han og kiggede på brødet. Det var helt vådt nu, og han kunne se hvordan brødet sugede vandet til sig fra vandpytten. Det var ikke særlig lækkert at spise mere! Han sparkede til en sten med sine hullede sko så den sprang ud af gyden og ud imod vejen.

Den erfarne vampyr havde dummet sig, noget som han bestemt ikke ville indrømme overfor andre end sig selv. Selvom det også sagtens kunne være en udfordring. Men timerne var fløjet afsted og som han var trådt ud af bygningen, opdagede han til sin store ærgrelse af solen var trådt frem. Heldigvis for ham, var den dækket af tunge skyer, som truede med at lade regnen falde hvert et øjeblik det skulle være. Det var nok til at han kunne bevæge sig langs med skygger og kroge igennem byen for at nå hjem. Men vejen var lang og han var tvunget til at gøre hold i en gyde et stykke fra børnehjemmet. Lettere frustreret og irriteret på sig selv, bemærkede han ikke de forbipasserende eller den dreng, der valgte at bevæge sig ind i gyden. 

YES fyldte gyden, som var det blevet skudt ud af en kanon. Cailen befandt sig et godt stykke inde i gyden, som han lige skulle finde kræfterne til at fortsætte. Blot for at fremskynde processen havde han ladet mørket undslippe sit højre øje, som det omsluttede ham og indhyllede ham i mørket. Men med drengens ankomst, lod han det hurtigt finde vej tilbage i øjet, som han slog klappen ned og rejste sig fra den dybe krog, han havde valgt. Drengen tog tydeligvis ikke notits af sine omgivelser, som han var voldsomt opslugt af sin jagt. Men på hvad? Cailen snuste til luften, som han forsøgte at få en fornemmelse af drengens ophav. Men det var en blandet fornemmelse. Affaldet fra skraldespanden var med til at dække over drengens race. 

Containeren blev slået i med et ordentlig brag, som det formodede måltid tilsyneladende havnede i en vandpyt. Arme dreng. Cailen rømmede sig dog en smule, som han forblev inde i skyggerne, men stadig tillod drengen at få et indblik i hans skikkelse. Drengen var ufattelig høj dog. Ikke noget der passede den ellers så stolte vampyr, som han dog rettede en smule på den fine skjorte og frakken, der var trukket godt op i nakken. "Du lader ikke til at have heldet med dig i aften, men så er vi to" lød det en smule leende, som han så drengens frustration i dét, at han sparkede til stenen og den fløj hen over brostenene. "Medmindre.." han lod til at overveje drengens ulykke, som han lod blikket dale ned over drengens skikkelse. Han så slidt ud, hjemløs næsten, men samtidig også for gammel til at kunne indlogeres på et børnehjem. 

Hvis Joseph overhovedet havde lagt mærke ti nogen i gyden der søgte væk fra de mørke skyer havde  han ikke råbt sådan bare for at finde lidt mad. Men ærlig talt hvor heldig måtte man have lov til at være. At brødet så var faldet ud af hånden på ham og landede i en vandpyt var ikke lige sagen. Faktisk blev han lettere irriteret over hele dette brød og vandpytten! Han var ikke rigtig kold eftersom at han kunne varme regulere sig selv men nogen gange virkede en kulde bare meget rar, også selvom tøjet var driv vådt.

Han hørte dog nogle ord henvendt til ham og han skyndte sig at gemme sig halvt væk ved at kigge ned i jorden til højre for sig. Det var bedre han ikke så på personen end det var at nogen skulle se ham. Han svarede ikke i første øjeblik, for han havde virkelig ikke heldet med sig. "Ne...Nej, deeeet lader ikke til det." han vendte blikket ned imod brødet der stadig suget vandpytten til sig og snart smuldrede fra hinanden hvis bare man kiggede på det. Det var ærgerligt at han ikke kunne varme brødet op. Hvis bare han kunne få sin evne til at virke rigtigt. Hvis bare han kunne forme ilden ud af sine hænder og varme brødet op var det måske spiseligt. Men det havde han endnu ikke formået at kunne, selvom han kunne mærke ind til benet at det brændte i ham for at kunne gøre det. Dog var han ikke så heldig endnu, måske ville det komme en dag? "Med....Medmindre hvad?" stammede han og kiggede kort på skikkelsen og så hurtigt væk igen. Han brød sig ikke om fremmede folk, og det passede måske ikke ind når man var tigger, og trækkerdreng men han var bare så frygtelig paranoid når det kom til stykket. Det var en egenskab han hadet at have med sig. Men hvad skulle han gøre når hans familie havde skubbet ham ud på et sidespor fordi han ikke lignede dem?

Han stod og små trippede lidt på stedet for at finde ud af om han skulle flygte væk fra skikkelsen eller om han skulle blive, endnu engang lod han blikket glide ned på brødet i vandpytten og han sukkede kort som hans mave begyndte at kurre højlydt. Han tog sig til maven og bed sig i læben. "Det var min aftensmad" mumlede han og sparkede til en ny sten som fløj ud af gyden og ramte en kærre med stof eller var det tønder med mælk? Han var sådan set også lige glad, han var sulten og træt. Han ønskede bare et ordentligt måltid, og han havde ikke lige frem havde held med at tigge, eller tilbyde sig selv.

Uforskammet.. Drengen forsøgte ikke en gang at se i hans retning, men valgte at holde blikket imod jorden, hvilket helt automatisk fik Cailen til at følge hans blik, som det faldt på brødet i vandpytten. Selvfølgelig.. Drengen var tydeligvis tigger, hjemløs eller bare langt væk hjemmefra siden at han ikke kunne finde mad andre steder. For en stund overvejede Cailen fremgangsmåden, som han dog blev tilbage i gyden, både fordi han ikke ville have drengen til at løbe, men fordi han også ville undgå at træde for meget ud i solen. Det ville blot svække ham yderligere, noget som han bestemt ikke havde det godt med. Svaghed var det værste for ham. Noget som drengen dog viste en del af. Det var kvalmende faktisk.

De stammende ord fik Cailen til at løfte på brynet, som han skævede til drengen og brødet. Det var håbløst, hvis drengen blev ved med at hænge ud der, så ville han ikke være i stand til at komme videre. Derfor valgte han også at træde tættere på, som han rakte en hånd frem imod barnet. Han vendte håndfladen opad, som bad han om noget fra drengen. "Medmindre du giver mig en grund til at hjælpe dig" fortsatte han, som drengen tydeligvis ikke vidste, hvor han gerne ville hen med samtalen. Kødet var ungt, samtidig med at det havde et ganske særlig snert af noget andet. Men han kunne ikke placere det. Så han måtte jo bare finde ud af det, ved at komme tættere på.

Eftersom at Cailen var trådt ud af skyggerne og dermed ikke længere var skjult at skraldespanden, kunne man nu fornemme hans klæder, der bestemt ikke udstrålede nogen mangel på krystaller eller andet i hans liv. Han havde aldrig manglet noget, hvilket hans holdning også bar præg. "Så du vil bare gerne have noget mad?" spurgte han for at sikre sig, at han havde en fornemmelse af, hvad drengen manglede. Selvfølgelig kom det med en pris. Men kunne drengen betale?

Han bed sig ldit i læben som han stadig fokuserede på det ødelagt brød i vandpytten der blev mere og mere opløst af vandet. Det var dårligt brød når det sådan bare kunne gå i opløsning. Måske der ikke havde været gær nok i eller mel? Han vidste det ikke han var ikke bager, han spiste bare maden!

"Hjælp?..... Hjælp til hvad?... Jeg... Jeg skal nok klare mig" kom det fra ham og kiggede hurtigt op på den maskerede person og så hurtigt ned af hans tøj. "Wauw" mumlede han som han så hvordan personen så ud. Dog kiggede han ham aldrig ved ansigtet. Men lod hele sit blik glide op og ned af hans tøj som så blødt ud og alligevel havde en strejf af rigdom! Hvis bare han havde så mange krystaller så han kunne leve livet på den måde. For denne person måtte da leve livet som en hver anden rigmand eller kvinde!

Han tog sig til maven som der blev nævnt noget om mad, og hans mave begyndte at knurre. Han nikkede svagt og kiggede ned i jorden. "Jeg.... Jeg har ikke spist i to dage" mumlede han og kiggede hurtigt op på personen men kiggede ned igen. Han ville ikke være til besvær, og han ville ikke være på tværs. Han ville bare gerne leve livet en smule hvis han kunne og ahvde krystaller til det, men det havde han sjældent.