Der var ikke en sky at se på himmelen. Luften var lettere kølig, men solen var fremme og det fik det til at føles noget varmere i vejret, så længe man holdte sig fra skyggerne. Evangeline havde besluttet sig for at søge tilbage til områderne der var befolket, hvor lyden af glade børn der løb rundt og legede, gadesælgere der håbede på at fange folks opmærksomhed ved at råbe op om hvad der kunne købes og til hvor meget, mens de stod og viftede med den ene hånd for at vinke kunder hen til sig.
Et let smil bredte sig over hendes læber. Dette sted var et virkelig hyggelig sted hvis man ønskede at komme tættere på byens folk.  Evangeline havde meget længe opholdt sig langt væk for alt ting, hun havde ikke haft en nogen tidsfornemmelse, så længe kunne være alt fra år, til måneder eller bare flere dage. Hun havde haft en personlig problem med sin psyke og havde for den ene dag efter den anden bare besluttet at søge væk, så hun kunne være i fred og samle sig. Hun havde været helt nede ved Toropolis Isla, stranden hvor der voksede mange forskellige planter og urter, som hun kunne bruge når hun var på arbejde til at helbrede de syg og sårede. Så hun havde samlet godt ind. Hun var heldig med at havde sine vinger efter sådan en rejse kunne tag meget længe tid på gåben og så var planterne og urterne ikke til meget hjælp mere. Hun sørgede dog for at hive dem op med rødderne, så hun kunne plante dem i deres lille urtehave. Men lod dog planten værre hvis hun kunne se der ikke var mange af plantearten i området, hun ønskede ikke at udrydde den for området. 

Eva gik i et stille og rolig tempo på de lettere ujævne brosten og betragtede de mange folk der var omkring hende. Hun havde valgt en af sine lange kjoler der lige gik til anklerne, den var beige og hendes isblå hår passede flot til. Hun havde sine sædvanlige flade sko på som skjules lidt af kjolen og håret var løst, som det næsten altid var. Hun var nået over til ene af boderne og med et smil hilste hun høfligt til den ældre herre der havde boden og så lidt på hvad han havde at tilbyde. Hun havde det efterhånden bedre nu end hun havde haft det længe og det kunne mærkes, det var som at få lettet en meget tung genstand fra sine skuldre og smerten inden i, prikkede ikke som en nål i hendes hjerte. 
Men det ville og kunne komme igen når som helts. 
 

Joseph sad som mange andre gange i udkanten af markedspladsen og tiggede. Hans blonde hår gjorde at han skildte sig ud med de mørke undertoner. Han havde en slidt hvid skjorte, og nogle meget slidte og beskidte bukser på. Hans tynde sko gjorde ikke udkast for at være særlig fine, ej heller den tanke at han havde brug for nye, hvilket han i den grad havde. Der var små huller hist og pist, så når det regnede kom vandet direkte ind ind til hans tynde lag hud på fødderne. Han var trekvart elver, men han havde kke rigtig nogen karaktertræk fra en elver som hans søskende. Han havde fået sit udseende uden ørerne. Den højde han havde, og den tynde krop var de eneste tegn til at han kunne være elver. Ikke engang hans udseende som kvart Topalis folk sagde hvor han kom fra. Måske det var derfor at han var blevet solgt som ung og familien ikke rigtig ville kendes ved ham.
Han sad på knæene med en kop i hånden for at rasle med den. Der var få ravstykker i men ikke nok til et helt måltid ej heller et sted at sove. Hvis bare han fik lidt flere krystaller så ville han få det bedrer. Hans mave knurrede af sult og han lignede en der ikke havde spist i dagevis.

Hver gang der kom en forbi hilste han på dem og smilte venligt. Nogle få var søde at ligge et enkelt stykke rav i hans lille kop og han smilte venligt og takkede mange gange. Snart ville han have råd til et måltid på en kro, Det var lang tid siden han havde fået kro mad! Der var dog flere der bare gik forbi ham uden så meget som at skænke ham en tanke. Alligevel smilte han til dem, men han tog dem ikke for gode vare. "Ser man det en tigger" lød det fra nogle unge drenge i en mindre gruppe og Joseph kiggede på dem med bange øjne. Han var før blevet overfaldet for at have tigget og fået stjålet alle sine krystaller. Han havde siddet her i 7 timer fra solen stod op til nu og alligevel havde han ikke fået ret meget. "L...La... Lad mig være" stammede han og bed sig i læben. Han rejste sig op for at putte krystallerne i lommen men en af de unge drenge tog fat i hans skulder og vendte ham om. "Du må hellere smutte ud af byen, vi vil ikke have din slags her!" lød det som en trussel fra den unge fyr. Joseph der var 198 var skræmt han var ikke fysisk stærk, så han ville klart være et let offer at slås imod.

Hun havde efterhånden nået hele vejen rundt og havde taget sig god tid til at se hvad folk havde at byde på. Det var en kvinde som endda havde bagt frisk surdejs brød bagt på rug og hvor duften svævede forbi ens næse når man kom tættere på. Eva kunne ikke modstå fristelsen så hun gik hen til kvinden som var meget i mødekommende og pakket det brød hun havde valgt, pænt ind og Evangeline rakte kvinden de 5 ravstykker brødet nu kostede og hun fik brødet. Varmen fra det kunne mærkes gennem indpakningen. Hun var derefter gået videre, der var efterhånden en del folk omkring stedet, så man måtte, nogle steder, snog sig lidt for at komme forbi uden at træde nogle over fødderne. 

Da Evangeline endelig var kommet gennem myldret og man igen kunne trække vejet frit, stoppede hun op og lagde hovedet tilbage og så op på himmelen som fik hendes isblå hår til at se længere ud. - Det var blevet lettere skyet men det viste ikke regn på regn, gudskelov for det. Det fik dog solen til at forsvinde for en stund og det gjorde man kunne mærke den kølige luft, heldigvis havde hun taget sin nye lange tørklæde på som hun havde købt sig for nogle uger siden. Den dækkede lige hendes skuldre og hendes overarme og var nok til at hun ikke følte sig generet over kulden. Imens hun stod og nød vejet og lydende omring sig, blev hun forstyrret af nogle unge som virkede til at være ude på ballade. Evangeline rettede hovedet og så sig omkring, først virkede det ikke til der var noget alligevel, men da en ældre herre valgte at rykke sig for at gå videre, hvor end han så skulle hen, så havde han stået i vejen fra det hun havde kigget efter. En ung knægt det sad på knæ og en mindre gruppe unge drenge på 4, synes at det skulle stå over den stakkel der sad på knæ med noget i hænderne, som hun dog ikke lige kunne spotte på denne afstand. Hvad havde de dog gang i.. Eva rynkede brynene og valgte så at gå nærmere for at se hvad der forgik, hun havde en følelse af at der var en dårlig kemi mellem dem. - Imellem tiden så hun hvordan de unge drenge skubbede og spyttede efter staklen og forsøgte at tag det han nu havde i hænderne fra ham. 

Han bed sig i læben som han prøvede at bakke bagud men endte blot op af muren som han netop havde siddet ved. Han lukkede øjnene og klemte lidt om de få ravstykker han havde fået tigget sig til. Med lidt held kunne han slippe for at de bestjal ham! Han bed sig i kinden og åbnede øjnene, men nej drengene stod der stadig. "Hvorfor smutter du ikke bare, der er nok af jeres slags her i byen" kom det fra den højeste og ældste af knægtene. Joseph rystede lidt på hovedet meget forsigtigt og kiggede ned i jorden hvilket blot resulterede i at det lignede han tjekkede knægten ud. "Skal du stå og beglo mig? Dit klamme svin!" Joseph rystede endnu kraftigere på hovedet da en af de andre knægte sendte en spytklat direkte i ansigtet på ham. Slimen fra spytklatten trillede langsomt ned ad hans kind og videre ned imod hagen. "Jeg... Jeg.. Jeg har ikke gjort noget" lød det fra ham og prøvede at træde et par skridt til siden, men det resulterede bare i at en af de andre knægte satte sig i vejen for ham og lænede sig op af muren med korslagte arme. "Har du tabt sutten? Du skal forsvinde her fra er du med?" et knytnæveslag blev givet ud imod Joseph's mave og Joseph havde ingen erfaring med at forsvare sig eller slå igen så han mærkede hvordan luften blev presset ud af ham efter slaget.

Han sank lidt sammen og prøvede at få vejret som en af de andre knægte begyndte at spytte videre på ham. Joseph kunne ikke gøre noget og da han endelig fik luften tilbage i sig rejste han sig op. "Jeg... Jeg... Lad mig være" mumlede han og bed sig i læben og prøvede endnu engang at gå til siden men knægten fra før stod stadig lænet op af muren. Hvordan kom han væk fra denne situation uden at det ville blive en henrettelse fra drengenes side, inden der ville dukke en byvagt op kunne han allerede blive trukket afsted til en mørk gyde bestjålet, voldtaget, eller hvad værre var at blive slået ihjel?!

Som Evangeline bevægede sig nærmere, så hun alt hvad der skete ved udkanten af markedspladsen. Hun så sig om imens, for så at se hvordan folk bare ignorerede det der egentlig skete. Hun kunne ikke tolerer den slags opførsel, hverken fra de drenge eller fra de borgere der opholdte sig på stedet. Eva kunne mærke en følelse af vrede vende sig i hende da en en af bøllerne gav drengen et knytnæveslag lige imod hans, hvad hun kunne se var hans mave. Hun satte tempoet op så både kjole og kappen flagrede og det varede ikke mange sekunder før hun var tæt nok på, til at gøre det hun mente kunne hjælpe. "Hey! Du der!" Råbte hun, i forsøget på at komme i kontakte med den dreng som stod over for den uskyldige og hjælpeløse dreng og som viste nok var den der var lederen i gruppen.

Det lykkedes og i det Eva var kommet hen og stod lige bag drengen og før han nåede at dreje hovedet, tog hun fat i hans skuldre hvor han med det samme frøs på stedet. "Det vist jer der skal forsvinde her fra!" Hun bevægede sig ind foran drengen og stod med ryggen til den uskyldige dreng på jorden, som en slags beskyttelse. Bøllen kunne ikke længere bevæge sig ud af stedet, næsten alt på ham var lammet, det eneste det kunne bevæge sig var hans øjne som fortalte at han kunne høre og se hvad der forgik. Han virkede meget chokeret over hændelsen og det samme gjorde de to andre som ikke rigtig viste hvordan de skulle reagere over for denne pludselige hændelse, men efter lidt tid valgte de så at løbe væk. - Det var længe siden Eva havde brugt denne evne og det ville tag på hendes kæfter på sigt, men hun skulle nok klare den. Eva tog fat i drengens kæbe med en let fast greb, ignorerede de to andre drenge da hun så dem løbe og kiggede bøllen dybt ind i øjnene. "Vær sød at behandle andre med respekt, også selv om de er laverestående.." Eva gav ham et puf så han ville vælte bag over hvorefter hun lod lammelsen ophæve. Drengen faldt som en kludedukke og rejse sig kejtet op. "Sindssyg kvindemenneske!" Drengen bakkede baglænds. "Det kommer du til at fortryde, bare vent!" Sagde han truende og satte så i løb i samme retning som de to andre. 

Hvor meget han end var glad for denne kvinde kom til hans redning så var han alligevel bange. Han var ikke vant til at nogen forsvarede ham eller andre tiggere. Normalt så man dem slet ikke som andet end en plet på samfundet. Han kunne håbe på at denne kvinde ikke gav ham damme behandling som denne knægt der ikke var meget ældre end Joseph havde fået. Han havde set alt, hørt alt, også selvom skyklapper løb ned af hans kind og pusten endnu ikke havde fundet sig selv endnu. Det var som om det var svært at trække vejret, men så igen hvad havde han forventet? 

Han trak sig tættere op af muren og hev efter vejret som han endelig fik kontrol over det. Nu skulle han bare slippe væk fra hende der kvinden, især når hun netop havde skubbet en fyr i jorden. "Tal.... tal pænt!" kom det fra ham efter fyren som kravlede væk fra dem for at stille sig op på benene og forsvinde i modsatte retning end de andre drenge. Joseph kom op at stå og han kiggede lidt på kvinden og tørrede spyttet af ansigtet i sin hvide skjorte. Efter at have rodet rundt på jorden var der kommet nogle få pletter, og spyttet gjorde den ikke lige frem pænere. "T... Tak" kom det stammende fra ham og lænede sig op af muren for qt undgå at kigge på hende. Den nemmeste vej ville være til højre ind i gyden hvor han kom fra! Men så igen hun var jo venlig at hjælpe ham. Det kunne bare ende i ballade hvis hun ville slås. Ikke at hun lignede en fighter men hun var det mere end han var. Hun havde ordene i sin magt noget han bestemt ikke havde. Specielt ikke når han altid så det dårlige i folk og var paranoid. 

Hun stod stille og betragtede ballademæren som spænede væk fra stedet. Bag hende sad drengen stadig på jorden og lignede en forskrækket mus som krympede sig længere og længer ind mod muren, i håb om at måske at kunne falde igemmen den og forsvinde, Selvom det kke var muligt. Hun havde ondt af knægten, han var jo bange og hvem kunne han stole på?  - Hun bemærkede hans beklædning og det havde i hvertfald set bedre dage, men det lod hun dog sig ikke bemærke med, for høfligheden skyld. For hun havde set hvor slidt det var og det var synd. Drengen her var helt klart en af de hjemløse, dog havde hun sjovt nok ikke set ham før, ikke hvad hun mindes om i hvert fald og hun havde besøgt mange steder gennem sit liv som engel og set en del hjemløse. - Der var nogle enklete forbigående som sendte drengen et blik af væmmelse. Eva havde ikke set drengen tørre spyttet af i sin, dengang hvide trøje. Men det måtte de forbigående havde set. Hun bemærkede dog at han rejste sig op efter hun havde stået og betragtet pladsen i tavshed. Han takkede Eva for hjælpen med en nærvøs tone og hun sende ham blot et roligt og venligt smil og valgte så at træde lidt væk, blot for at vise at hun ikke ville ham noget ondt. 

Omkring dem var markedspladsen stadig fuld af liv, vejret havde ikke ændret sig så meget, der kom af og til en sky som passerede solen og fik lagt gaden hen i skygge. "Sker dette ofte?" Hun spurte ind til det overfald der lige var hent. Eva var lettere nysgerrig af sig og forventede ikke et svar, men man kunne da håbe. Hun bøjede hovedet og bemærkede hun stadig havde brødet i hænderne, for hun havde ikke haft noget at putte det ned i.

Joseph vidste ærlig talt ikke hvad han skulle stille op, han var så rundforvirret og ha blødte en smule fra læben efter der var blevet givet et slag ind, og muligvis et blåt øje om et par dage. Forhåbentlig ville det ikke skræmme alle folk væk fra ham når han sad og tiggede. Han blik vandrede lidt rundt og ville håbe at han flød igennem baggrunden af muren og forsvinde. Tænk hvis han var et spøgelse og bare sådan kunne gå igennem muren uden problemer? Det ville hjælpe en del lige nu! Han rømmede sig kort og slap en smule mere af som hun tog nogle skridt baglæns så han fik plads. Hans krop var stadig anspændt dog mest i skuldrende men ærlig talt så ville han bare gerne væk og fælde en lille tåre. Men det kunne han ikke tillade sig, han var en mand og mænd grad ikke! Eller det havde hans far altid sagt, men det var ikke ret meget tid han havde haft med sin far eftersom han var blevet solgt for nogle år. Da han først var kommet tilbage til Topalis var hans far og søster Kiwi døde i en brænd. Han bed sig lidt i læben som han tænkte på dem. Han ville ønske at han havde fået noget af vide den gang, men han var ikke rigtig en del af den store familie længere. Han rømmede sig lidt og tog en dyb indånding som han tog sig til den flækkede læbe og tørrede lidt blod af i fingeren.

DA hun spurgte ham om noget kiggede han hende og trak lidt på skuldrende. "Nogen... Nogen gange.... Ikke altid..." for det meste var det bare drengestreger, men nogen gange gik de over gevin lige som det havde gjort nu her. Han kunne kun håbe på at det ville ændre sig med tiden, dog tvivlede han på at det ville ske. Han kiggede svagt op på hende og trak hovedet ned imod jorden igen. "Det... Det var bare... Drengestreger" han havde aldrig været særlig hård eller en god voldsmand. Han var en slapsvans. Han duede ikke til vold, heller ikke at stjæle. Han var en lydig borgere, om end at han solgte sig selv på gaden, måske bordelhuset ville være et oplagt sted at søge arbejde en dag?

Eva så sig lidt omkring. Der var ikke rigtig nogle mulighed for at sidde ned og hun stod lidt og så måske lidt tænksom ud, men hun tog så sin kappe af, forlede den lidt sammen og lagde ned med indersiden mod jorden. "Jeg håber det okay jeg tag plads hos dig?" spurte hun før hun valgte at tætte sig. Eva ville nu gerne lære denne knægt at kende, han havde behov for hjælp og hun følte forpligtede til at gøre et forsøg. Der var en grund til hun blev valgt, om dette så lige var en af grundende, viste hun ikke.  

Eva fornemmer de blikke hun fik fra de forbi gående, og det mindede hende om hendes vinger. Hun havde jo taget kappen af og det var den som skjule de vinge spidser som hun ikke havde kunne få helt ind. Hun måtte snart for styr på den evne, det var jo pinligt, spidserne lignede jo små bitte vinger. Heldigvis sad hun med ryggen væk fra drengen så han ikke haft mulighed for at opdage dem. - Hun ønskede ikke at folk skulle vide hvad hun var, hun var bange for at blive stillede en masse spørgsmål som hun alligevel ikke kunne svare på, da hun intet husker og hun bliver ked af det hver gang.. Dog var der lidt faktisk som hun havde fundet ud af ved hjælp, takket være kvindens evne. 
Uden at trække en mine, tog hun forsøget og kæmpede med at få spidserne ind, det var lykkes før, med besvær. Imens lagde hun mærke til hans flænge i læben imens hun lyttede til hans svar. "Drengestreger.. ja det kunne der være noget om..." Inderst inde viste Eva godt, at dette ikke havde været drengesteger, men der var ingen grund til at tag det emne op nu.
- Det var en lettelse da hun endelig mærkede at vingerne trak sig ind og om det kunne ses i hendes udtryk viste hun ikke. Hun valgte at sætte sig i havfruestilling, på den måde sad hun bedst når hun skulle sidde på jorden. "Mit navn er Evangeline, jeg har vist ikke fået præsenteret mig selv." Det brød hun havde haft i hånden tog hun ud af indpakningen og valgte at knække det halvt over, det var stadig lidt lunt, en rar følelse at have mellem fingrene. Eva så på drengen og ønskede at dele sit brød med ham, for mon ikke han var sulten? Hun rakte forsigtig brødet frem mod ham. "Er du sulten?" 

Det var vel egentlig helt okey at hun satte sig her blandt ham, han bestemte jo ikke hvor hun skulle sidde, om end at han så beskidt ud og lignede noget katten havde slæbt ind. I stedet lagde han hovedet lidt på skrå og nikkede svagt. Han ville ikke sige hende imod, for hvorfor skulle han? Nej det hjalp ikke noget, om end at han sagde noget. Sådan nogen som hende med krystaller på lommen gjorde alligevel hvad der passede dem. Ikke at de fattige ikke også gjorde det, han gjorde alt ting efter reglerne. Og det betød at han ikke skulle ud i nogen problemer med at stjæle eller noget.

Han så hvordan hun trak kappen og lagde den ned på jorden alt imens han blot stod og betragtede hende. Han sank en klump der havde sat sig fast i halsen og han kiggede lidt ned i jorden. Han ville ikke stirre på hende selvom hun var ganske køn! Men han var ikke den slags type der blot begloede en for at tage hvad de ville have. Han var faktisk meget forsigtig anlagt når det kom til stykket. Han var villig til at gøre ALT for krystaller han havde slet ikke en grænse, men hvem havde det når man ikke ejede nogle krystaller. Han bed sig lidt i læben som hun snakkede videre. "Ja.... Altså... Ja" svarede han og trak lidt på skuldrende for at tørre det sidste spytklat af kinden og tørre af i sine slidte bukser. Det havde da bare været drengestreger ikke sandt? Det var jo ikke fordi at han skulle indrømme at det virkelig var vold. Han ville ikke have byvagterne indblandet i dette her. Han gik ALDRIG til en byvagt!
"Jo... Joseph" svarede han som svar på hendes eget navn. Det var et pænt navn. Evangeline det lå så flot på tungen! Han havde bare sådan et kedeligt navn selvom han var tre kvart elver og kvart topalis folk. Så havde han virkelig ikke mane træk for nogle af tingene. Han var outsideren i familien. Da hun åbnede posen med brødet kunne han allerede dufte det og hans mave begyndte at knurre. Meget forsigtigt satte han sig ned på jorden i skrædderstilling uden noget under sig, blot sidde på de kolde og halv våde brosten. Men han var vant til det. "Ja... Lidt... Må man... Sådan smage?" spurgte han usikkert og kunne virkelig nu dufte brødet og se den smule damp de stadig kom fra brødet.

Imens Eva sad i havfruestilling kom der et lille usikkert svar fra drengen. Hun fornemmet lidt, at han måske godt vidste at det ikke helt var sandt? Hun betragtede ham imens han fjernede noget fra ansigtet og tørrede det af i sine bukser. Eva havde lagt posen på jorden, så den lå i midten mellem dem, og havde så lagt brødet ovenpå så han frit kunne tag det hvis han ville. - Drengen præsenterede sig som Joseph, hun smilte venligt men sagde intet. Han havde sat sig ned så de sad over for hinanden og Eva sad med ryggen til markedet. Hun lod kort sit blik rette sig mod himmelen og hun fornemmede at det var ved at være sidst på dagen. Det varede nok ikke længe før kræmmerne pakkede sine ting sammen, de skulle også hjem og passe familien. Eva havde været her mange gange før og kende nærmest de fleste og viste at mange af dem havde familie. Det gjorde hende altid trist at tænke på, for hvad havde hun? Ingen.. hun havde kun sig selv, men det lod hun sig ikke bide mærke i. 

Eva grinte kærligt, da Josephs usikker svar kom. "Smag løs.. Hvis smagen passer dig, så er brødet dit." Hun knækkede et lille stykke af sit eget halvdel og puttede det i munden. 
Vejret omkring dem var roligt, dog kunne hun godt mærke luften var blevet noget køligere og solen havde nu gemt sig bag bygningerne. Folkemængden omkring dem var efterhånden blevet mindre, det var nu ganske rart. Så slap man også de mange blikke man fik af og til. Efter hendes kamp med vingerne følte hun en lettere ømhed, hun rettede lidt på sig og kløede sig lidt på ryggen, i miden, hvor hun lige kunne nå.  "Har ikke set dig her på marked før, er du ny her eller har jeg bare misset dig?" Eva var en som så alle omkring sig, nogle huskede hun godt, andre måtte hun møde et par gange før det sad fast. Men det betød ikke at hun snakkede med alle, hun lagde blot mærke til dem og holde øje hvordan folk havde det, både psykisk og fysisk. I sin lædderpung havde hun altid, (ud over de krystaller hun havde i en lille stof pose) en lille flaske med en klar gullig væske som kun var til alvorlig situationer. Væsken indeholde en stærk heling effekt som var rettet til store skader som hendes helings evne ikke ville holde til, det ville tag hende flere dage at komme sig og evnen ville være det sidste hun ønskede at bruge. Væsken var brygget på forskellige urter og det havde taget dage at få færdig, derfor havde hun pakket den godt ind i et stykke tykt stof, nok til den lige kunne være i lædderpungen.  

Selvom kulden var ved at tage til havde han stadig den pæne jakke fra Sarril. Han ville bare ikke bruge den så meget, han var ikke i overklassen, og når han havde den på lignede han bare en der havde krystaller. Hvilket han ikke havde. Heldigvis havde hun ikke gået til byvagterne og givet signalement  om hvordan han så ud og at han havde stjålet en jakke. Han havde rederligt arbejdet for den, selvom hun havde tilbudt ham den gratis. Men hans paranoia virkede bare for åbenlyst til bare at tage imod den. Han havde stadig sine tvivl om Sarril, selvom hun havde været mega sød over for ham. Han havde virkelig følt sig  velkommen i hendes selskab. Hun havde endda tilbudt ham noget at spise, godt nok bare et æble og to gulerødder men det havde været skønt at mærke noget i den tomme mave.

Da hun sagde at han bare kunne smage løs kigede han på brødet som pænt lå overfor ham. Han var villig til at tage det hele og bare løbe sin vej, men så ville han helt klart blive taget for at være en tyv. Det var bare lige præcis det han IKKE var. Han hadet tyveknægte. Hellere være på lovens side end på kant med loven. Ja han roede da i skraldespande rundt omkring, men han havde ikke så meget at gøre end at blive ved med at holde sig oven vand som han gjorde nu. Forsigtigt tog han brødet op og brækkede et stykke af, inden han hurtigt lagde brødet ned på posen igen og begyndte at tage en bid af brødet. Det smagt himmelsk. Den søde smag fyldte hans smagsløg. De små kerner i brødet fik hans mund til at løbe i vand. Hvorfor skulle nybagt brød være så lækkert, og så endda et brød der stadig havde varme i sig. Det var sjældent at han kunne smage det, og denne dag var åbenbart en af de dage. Alligevel havde han sine betænkeligheder ved at tage hele brødet til sig selv der løb lid mundvand ud af mundvigen på ham, som han tyggede i brødet. Langsomt lukkede han øjnene og nød smagen af brødet som han sad der og spiste stille og roligt. Han åbnede først øjnene ved hendes næste ord. Nej han var ikke lige frem ny, men han havde det med at blive smidt væk fra markedspladsen hver gang han kom her hen, det generede kunderne og han lugtede som regel ikke lige frem af blomster alt tid. Han rystede lidt forsigtigt på hovedet og kiggede på hende inden han tørrede sig om munden. "Nej jeg... Øhh... Ehm.. Altså... Jeg bor i gyderne... Men tigger om Krystaller... Her og der... Jeg ehm... Bliver altid... Smidt væk fra markedspladsen.... Eller skræmt væk" ja han stammede og var usikker i sine ord. MEn kun fordi han ikke var sikker på denne Evangeline.  Hun kunne lige så godt gøre ham til tyv nu eller hun kunne gøre det senere. Hvad ville hun ham overhovedet?!

Hun havde nydt den gode smag af det friske brød og havde siddet og betragtet Joseph som ikke lod sig skjule at han nød at få noget at spise. Eva fik det godt med sig selv når hun kunne hjælpe folket omkring sig, som dette øjeblik. Godt nok var det ikke meget men alt var bedre end intet. I mellemtiden kunne Eva godt mærke at luften var begyndt at blive en smugle køligere og lysegrå skyer havde dækket den hidtil blå himmel, mon det trak op til regn? 

Hvor længe mod de havde siddet her havde hun stadig intet ide om, men markedspladsen var næsten tom og der var kun nogle få børn længere nede af pladsen som spillede med noget hun ikke lige kunne se hvad var, men de hyggede sig med at sparke rundt med den. Eva kom med et let suk og mærkede at det var tid til at der skulle ske noget andet. Hun kunne jo vælge at lade Joseph være og finde en af sine sædvanlige steder, hvor hun viste hendes bekendtskaber opholde sig, ellers var der Isaris Katedral der lå i den Hellige Bydel her i Dianthos som hun ofte tog til for at finde den indre ro og for at samle sine tanker samt bede til Isaris for at igen, at takke hende for den ekstra chance hun havde givet hende. Eva rettede opmærksomheden mod Joseph da han svarede på hendes spørgsmål. Hun lyttede og nikkede uden at sige noget, dog så hun måske lidt betænksom ud? Hun tænkte i hvert fald på hvordan det må være at være ham, for det måtte godt nok ikke være nemt, hun kunne ikke undgå at havde ondt af drengen. - Eva valgte at rejse sig og tog sin kappe op fra jorden som hun jo havde brugt til at sidde på. Hun rystede den for at få diverse snavs af. "Jeg ved ikke med dig, men har du lyst til at gå en tur?" Spurte hun imens hun tog kappen på. Der var noget der sagde hende, at denne dreng havde brug for hjælp på en eller anden måde og dette var en opgave hun måtte løse. Hvordan viste hun ikke rigtig endnu, men hun viste at hun måtte starte med kende ham noget bedre. "Bare rolig, du kan stole på mig, som jeg håber du også kan mærke" tilføjede hun og tog sin højre hånd op til hjertet. 

Eva følte, at det ikke var en tilfældighed at hun var blevet valgt, men at der fulgte et ansvar med og dette var at beskytte og hjælpe de svage i samfundet.     

Uanset hvor usikker Joseph var i stemmen så var han en meget selvsikker dreng. Han tjente krystaller ved at tigge eller lave escort, sælge sig selv. Eller det der var værre. Han vidste ikke om det var smart at gøre det eller om det var lovligt, men hvad skulle man gøre som en der levede på gaden? Tanken om hvordan det kunne gå ham vidste han ikke men han var paranoid som bare pokker. Der var kun en der havde oplevet ham ikke at være paranoid og det var Sarril, som endda havde givet ham en pæn jakke han dårligt nok ville bruge! Den var alt for fin til ham, han lignede jo en der kunne score damer i den, og det var ikke lige frem fordi han var særlig meget til damer, ja de kunne da bruges men det var ikke et behov han havde.

Som Eva rejste sig og snakkede kiggede han op på hende med munden fuld af brød. Han tyggede lidt på det og tænkte sig om inden han rejste sig op og nikkede kort. Hvad skadet det at gå en tur, så var han da lidt sikker, om end at han alligevel skulle sove i en gyde og være sikker på at de der drenge holdte øje med ham. De ventede sikkert bare på det helt rigtige tidspunkt til at overmande ham en gang for alle! Og så ville han ikke engang kunne finde frem til healerhuset, eftersom han ikke kunne læse skilte eller vidste hvordan en healer så ud, og slet ikke hvordan facaden så ud på et healerhus! Han ville være på bar bund! "Hvor... Skal vi gå hen?" han var stadig usikker i stemmen og drejede hovedet lidt for at se på den efterhånden tomme gårdsplads og markederne der var ved at lukke for i dag. Nå ja så tjente han altså ikke ret meget i dag, men han fik da brød! Det kunne han godt leve med, især når det stadig var lunt og maven der knurrede mindre. Han brækkede et lille stykke brød af og smed ud til nogle fugle på markedspladsen som pippede højlydt.
"Stole på?" han havde aldrig stolet på nogen som helst, ikke engang Sarril som havde været så venlig imod ham. Han var stadig lige så paranoid som altid. "Jeg... Har aldrig kunne... Stole på nogen" svarede han og trak lidt på skuldrende, ikke engang hans mor eller søskende kunne han stole på. De havde forkastet ham ud til højre og nøjes med at glemme ham.

Eva trak på skuldrene og så i retningen af vejen der førte ud af markedspladsen. Hun så tilbage på Joseph som havde rejst sig fra de nu, let kolde brosten. "Tjaa... jeg har ikke besluttet mig endnu.. men jeg tænker vi bare skal holde os i Dianthos?" Hun tænkte at han nok ikke var villig til at bevæge sig længere væk.. Han virkede så usikker, og så viste han jo intet om hendes race, for hun kunne nok godt tag ham med på en lille flyvetur, hun vuderede ham til ikke at veje så meget. Men han kunne lige så godt være bange for højter og så ville det ikke være en oplagt ide. Mon han egentlig kendte til Englenes eksistens? For det var der vist ikke alle der gjorde. - Eva sørgede altid for at skjule hendes rigtige jeg, så hun lignede jo et helt normal menneske. 
Eva så ned af sig selv og rettede lidt på sine lædderpunge som hun havde spændt godt fast om den livrem hun havde om sig. "Du har ret, jeg kan jo sagtens sige at jeg trofast på alle punkter, men hvem siger det er sandt.. det kan alle jo komme og sige.." hun blev stille og gik med raske skridt i retningen af vejen der førte ud af markedspladsen og  håbede på at Joseph havde lyst til at følge hende. 

Lige frem for dem, havde skyerne hobet sig op og havde dannet en stort sort masse, lagt som et stort tæppe hen over himmelen. Eva havde en fornemmelse af, at dette ikke lovede godt. Så hun sænkede farten og tænkte sig om. "Jeg ved ikke hvor du plejer at opholde dig når uvejret rammer, men jeg tror vi skal finde ly for dette" sagde hun med ryggen til Joseph og blikket rettet mod den store sorte sky.. 

Okey væk fra markedspladsen, det kunne han da godt klare! Det var jo ikke fordi han havde tjent krystaller i dag, og desuden havde han fået brød så han var tilfreds! Han spiste det sidste af brødet og suttede på sine fingre for at få de sidste krummer med sig. INTET skulle gå til spilde! Så han tørrede fingrene af i bukserne efterfølgenede og vendte sig om imod gyden. "Dreng kom her" kaldte han og kiggede ind i gyden hvor kort tid efter en schæfer kom luntende hen imod ham. Han bukkede sig ned og klappede den på hovedet. Inden han vendte sig om imod Eva som endnu engang snakkede. "PRÆCIS! Mennesker er ikke til at stole på!" sagde han for første gang i en fuldsætning og lidt højere end hvad var meningen så han blev en smule flov og kiggede ned på hunden som straks begyndte at snuse til Eva og hendes tøj, men som stadig var lidt tilbageholdende. Lige så stille begyndte den at logre med halen og han kiggede lidt på Eva og så på hunden for til sidst at kaste blikket ned i jorden.

Han havde ikke lagt mærke til skyen, ej heller overvejet at det ville begynde at regne, det var han jo vant til. Det ville ikke komme som nogen overraskelse så da hun spurgte hvad han plejede at gøre trak han lidt på skuldrende. "Altså.... Jeg bor i gyderne, så jeg har ly for regnen" endnu en hel sætning men han var påpasselig med hvad der kom ud af hans mund. Tænk hvis hun gik til byvagten! Nej nej han skulle ikke i nærheden af noget fængsel! Eller i nærheden af nogen byvagt! Så hellere leve for sig selv og kigge ned i havnen, bade i den og så bare ellers vandre rundt i Dianthos for at indsamle krystaller.

Eva vente sig rundt da Joseph pludselig kaldte på en han sjovt nok kalde, dreng. Hun så mod gyden og så en hund kom luntende imod dem. En schæfer? Så Joseph var altså ikke helt alene, det glædede hende at se. Han satte sig på hug for at klappe den og kom pludselig med et letter udbrud som fik Eva til at se lidt overrasket ud. Nu var hun jo vant til at han snakkede i en meget forsigtig toneleje. Men i stedet for at virke for overrasket smilede hun blot. "Så det godt jeg ikke er et menneske" Eva smilede skævt og kiggede ned på hunden som snusede lidt forsigtig til hende. Hun ventede på Josephs reaktion, hun kunne ikke lade være, for hun synes hendes svar var lidt sjovt, men det var nok kun hende der synes det. 
Men Joseph kunne jo lige så godt få det at vide.. hvis Eva skulle forsøge at overbevise Joseph om, at hun faktisk var til at stole på, måtte han jo først og fremmest vide hvad og hvem hun var.  Hunden begynde at logre med halen og Eva tog hånden ned mod den og nussede den forsigtigt på hovedet. 

Selvfølgelig brugte Joseph gyderne.. Der var jo en del hjørner man kunne gemme sig i og få ly for regnenen. Men dette synes hun ikke var det fedeste, så havde hun noget bedre og nået mere behagelig sted i tankerne. "Så du altså ikke helt alene?" Sagde hun spørgende og holde hænderne foldet foran sig. "Har den et navn?" Hunden virkede til at nyde hendes nussen på hovedet da den virkede til at blive helt salig. 

Dreng virkede utroligt nok glad for nusseriet og han smilte lidt for sig selv. I det mindste stolede Dreng på næsten alle og enhver. Han havde god intention og det muntrede Joey at se det. Nogen gange blev tingene bare lidt lettere når Dreng var i nærheden. "Selvfølgelig er du menneske! Man må ikke lyve! Jeg hader folk der lyver!" endnu en hel sætning fik han sagt, nok mest fordi Dreng var der til at beskytte ham hvis der var noget, men han var bestemt i tonen. Han kastede et blik på Eva. Hun havde jo ikke ligefrem pels, med mindre det var under alt det tøj han ikke kunne se. Så var det i hvert fald rigtigt nok at hun ikke var et menneske. Man skulle aldrig helt stole på folk, hvilket han aldrig gjorde. For hvorfor skulle han?! Han havde aldrig stolet på nogen andre end Sarril, og det var kun fordi hun havde givet ham en jakke han kunne bruge til vinterbrug. Ikke at han kunne mærke kulde eller noget. Eller jo det kunne han men som regl varm regulerede han bare sig selv til at nyde de nuværende temperaturer.

Han kiggede lidt på Dreng da hun sagde sine ord og han trak lidt på skuldrende. "Så alene jeg nu kan være" svarede han blot og gik nærmere Dreng der stadig logrede med halen og nød alt det nusseri der blev givet ham. Så han lagde hovedet lidt å skrå og smilte svagt, men det forsvandt hurtigt da hun spurgte om et navn. Han rystede lidt på hovedet. "Jeg kalder ham bare Dreng" svarede han og kiggede lidt på Eva og så ned på hunden som han klappede lidt på maven.

Da Joseph beskylde hende for at lyve, smilede hun blot og grinte lidt indvendig. Han var nu rart sød også når han blev bestemt i sin tone. Eva tog hånden til sig og trådte nogle skridt tilbage. "Nej, det meget uhøfligt at lyve." sagde hun roligt "Men jeg er ikke en der lyver, jeg holder mig til sandheden. Så skal der i hvert fald være en bestemt grund, hvis jeg skulle begynde at lyve." Hun kiggede på Joseph og tog hænderne op til skuldrene og tog fat i kanterne af sin kappe, men så sig så omkring og besluttede sig at lade være.. "Jeg kan bevise det for sig vis du ønsker?.. Men det skal ikke være her, så skal vi et sted hvor der ikke rigtig kommer nogle" tilføjede hun kort efter og så mod himmelen som hun ikke havde skænket en tanke og havde glemt alt om den store sorte sky der lå truende over markedspladsen. Eva havde ikke noget imod regnvejr, men det med at ende med blive driv våd var ikke fedt, hun blev så hurtig kold og hun kunne heller ikke tåle alt for meget varme, så temperaturen skulle helst ligge i mellem 15-17 grader hvis hum skulle have det behageligt.

Eva kiggede på hunden da Jeseph fortalte at han bare kaldte hunden for Dreng, ja hvorfor ikke, det var der vel ikke noget galt i? - "Skal vi?" Hun nikkede med hovedet i retningen af udgangen til markedspladsen. 

Han kiggede meget bestemt på hende. Hvorfor skulle hun ikke være menneske?! Hun lignede et menneske, hun havde da ikke noget pels på kroppen, ellers dækkede hun det i hvert fald meget flot. Så var han ikke sikker på hvad hun lige var. Men lige nu var han bestemt sikker på at hun løj. Så han lagde armene over kors og fik lidt smallere øjne som han ikke vidste om han skulle stole på hende eller lade vær. "Jeg går hvis du lyver!" sagde han stadig med armene over kors og tænkte sig lidt om. Han lagde hovedet glide lidt tilbage op imod den mørke sky der faretruende satte ind til en ordentligt regnskylle. "Den hellige bydel har vel ikke så mange på dette tidspunkt. De er sikkert hjemme og spise eller har søgt ly for den nærstående regn" konkluderede han og nikkede lidt for sig selv. Ja det var nok meget rigtigt. Så slap han da for at se på en løgner. Desuden kunne han godt selv finde vej tilbage hvis det viste sig at hu løj!

"Den helligbydel, aftale?" spurgte han og klappede Dreng lidt på hovedet. "Kom Dreng" sagde han høfligt men holdte hele tiden øje med den løgner der stod foran ham. For en ting skulle man ikke gøre ved ham og det var at lyve!