Rejsen til Rubinien havde været forudbestemt for uger siden, men omend rejsen havde været lang og kedelig, havde Pompeia brugt tiden til at gøre sig klar til at møde den unge fyrstesøn. Det havde givet hende rigt med tid og mulighed for finde ud af hvordan hun skulle forholde sig i hans nærvær. Præcis som med enhver anden adelig mand. Det var ikke et spørgsmål om hvem det var, men det faktum at han var en mand og af adlen i en højere stand end hende. Pompeia vidste at hun under ingen omstændigheder ville have mulighed for at modsætte sig ham .. før de var under en ægteskabspagt. 

Men rygterne havde måske løbet ham i forvejen, det lød på at han var en nydelig og charmende ung herre - lige præcis som sin far. Hun havde tit grint lidt for sig selv over tilføjelsen af at være lige præcis sin far. Men hun kendte hverken Fyrsten eller fyrstesønnen på andet end navn og omtale, så hun måtte se tiden an og se om det i sandhed var rigtigt. 

Men der stod hun, i en af Kazimis Paladshaver og blomstret. I sit fineste hvide prag af klæder som skuldre og en smule af maven, guld smykker i øre og om hals så skinnede som det aldrig havde været i brug (eller omhyggeligt plejet). Håret var fyldigt og hende postering var formel med hænderne foldet over hinanden forneden ved maven. 

Skønt det unikke valg, Jontar havde fået fra sin fader, havde tiden rundet ud for måneder siden. Og skønt prinsen næppe ønskede at være en slave under sin faders valg, var en aftale en aftale. Konsekvenserne måtte følge, ellers var Jontar ikke god for sit ord. Og det var skam ikke dét, prinsen ønskede. Derfor havde han med en nogenlunde oprejst pande lyttet til sin fader, da kvinden, fyrsten havde bestemt for sin søn, var blevet beskrevet. En adelig kvinde fra Dianthos. Pompeia var navnet. Meget mere vidste Jontar i princippet ikke.

En slave var kommet ind til Jontar for at fortælle, at hans gæst var her. Mødet var blevet planlagt uger forinden. Deres første møde. Der var ingen valg at træffe. Var kemien der ikke, ville ægteskabet endnu skride frem. Dette var blot en høflighed. Lade de unge menneske kende hinanden, før de skulle stå ansigt til ansigt til ceremonien.
"Javel." sagde Jontar blot meget bestemt. Nok til at få slaven ud af lokalet. Prinsen kiggede sig selv i spejlet. Nye klæder var blevet lavet til ham. Dette var jo en vigtig dag. Første møde med hustruen. Derfor var klæderne i en varme farver og af silke. Guldmønstret af blomster skinnede nærmest i sollyset igennem vinduerne. Med de varme farve og den glødende hud stod de limegrønne øjne i stærk kontrast.

Turen til paladshaverne var ikke en fremmed tur for Jontar. Men skridtene blev endnu taget i et underligt tempo. Kunne han flygte? Løbe langt væk og være mesteren af sin egen skæbne? Prinsen kendte svaret. Med et navn som hans, blod som hans, var dette ikke en mulighed. Den eneste mulighed efterladt til ham var at tage turen til ende. Og det var dette, han gjorde.
I paladshaverne var der ikke en sjæl at se. Ingen havde adgang lige nu. Udover Jontar og den ukendte kvinde, der gemte sig herinde. Deres første møde skulle ikke forstyrres. Det var dem og kun de to.

En af husets mange tjenestefolk kom for at melde at fyrstesønnen var lige på trapperne, før Pompeia kunne nå at give nogen form af udtryk, var denne atter forsvundet som damp i solen. Sekunder fra det, til at fyrstesønnen kom til syne fra en af stierne. Det var ikke forventeligt om hvem som ville gøre det første træk i dette, men i sandhed var de begge blot et stykke kød for hinanden. Kunne de ikke kommunikere sammen, skulle den seksuelle tilfredsstillelse gøre bod for dette, og omvendt. Så da han var stoppet op nogle meter fra hende, tog hun det første beslutning skridt i deres kommende fremtid.

Pompeia så han nøje an som hun nærmede sig ham, ikke et åbenlyst elevatorblik, men måske alligevel for ham, det var vel næppe noget nyt. Han er så sandelig høj, var en af de mange tanker, samt at han nu ikke var så ringe af udseende, så helt absurde var rygterne ikke. Hun gik en enkelt gang omkring ham for at få en idé om hvad hun ville have med at gøre. Kødet var solgt, nu var det blot om kødet så var af god kvalitet eller ej. 

Hun endte foran ham med nogen fod i afstand og ventede på at han ville sige noget, da det var at foretrække manden talte først. Hvad end der måtte komme ud af hans mund, var hun klar på at give et enkelt lille smil og viser en form af anerkendelse, da hun trods alt giftede sig op i rang og på sigt skulle føje sig for ham, føde hans børn og være hans støtte. Ægteskaber havde nu aldrig været fair. Selvom hun moralsk og etisk ville kunne modsætte sig ham, var det det flere ofringer end gevinster for hende. 

Det tog ikke lang tid, før skikkelsen, der ville forevigt nu være hans kone, medmindre katastrofer skulle ske, opstod foran Jontar. Eller i prinsens periferi, for deres afstand var endnu, så den ikke kunne beskrives som lige foran hinanden. Dog var det tæt nok til, at Jontar kunne bedømme hende. Måske var det, fordi han havde accepteret sin faders valg, at Jontar var mere åben over for det. Havde hans fader gjort dette for et år siden, kunne fyrsten have valgt det perfekte match, den ideelle kvinde i Jontars øjne, og prinsen ville endnu være utilfreds. Men med aftalen gjort og afsluttet, havde Jontar accepteret sin skæbne. Han havde haft mulighederne for at skabe den selv, men i sidste ende var den blevet overladt til hans fader.
Uanset hvad var kvinden i haven ikke grim af udseende. Langt fra. Hendes mørke og glødende hud afgav nærmest effekten af at komme fra byen, men dette vidste Jontar værende forkert. Dianthos var hendes lokation. De halvstore krøller fyldte meget omkring hende og indrammede hendes yndige ansigt. Læberne var fyldte og store. 
Én ting opstod i Jontars sind, da deres afstand blev kortere og kortere. Havde hans fader virkelig formået at finde en passende modpart for sin nok så kræsne søn?

Kun få fod værd af afstand var mellem dem. De stod begge stille, evaluerede hinanden uden tvivl. Dette var ikke kun et valg truffet for Jontar. Det var også fra hende. Derfor valgte Jontar at komme dette til gode for hende. De var to sider af samme skæbne. Derfor lod de skarpe læber komme op i et halvkækt smil, men endnu var det venligt. "Sikke en yndig kvinde, De er," sagde Jontar og bukkede dybt for hende. Nok lidt, fordi han kendte sin fader. Meget vel var de alene, men der kunne snildt være spionerende øjne og ører på dem. "Jeg er Jontar af Kazimi, søn af fyrst Sephyran." Atter havde Jontar rank ryg og dermed den høje grund over hende. Mon denne kvinde havde nok ben i næsen til at få en prins af syden i knæ?

Smiger og komplimenter, det var næsten surrealistiske at tænke på. Men alligevel kunne hun ikke lade vær med at undre sig over hans ordvalg, hvorfor forekom det næsten som en overraskelse at hun var yndig. Skulle man ikke forvente at ens far ville finde én hustru af den rette støbning? Alt andet havde vel været skuffende, selv for hende. Men hun nejede vagt og smilede skævt til ham som han præsenteret ham selv; "Deres navn er kommet Dem i forkøbet," øjnene tog et tungt blik og åbnede op langsomt; "Er De så lige så formidabel som Deres fader, Fyrsten ham selv?".

Skuldrene fik lov at slappe af og hun så væk fra den unge fyrstesøn. Det var næsten oplagt at spørge om en rundvisning, men det måtte vente lidt endnu. Nu måtte hun se hvordan han tog det med at blive sammenlignet med sin far på den måde. Det var et navn at leve op til, ikke bare slægtsnavnet Kazimi, men Sephyran ham selv. Han måtte være en bestemt og kontant mand, respekteret og frygtet. Var Jontar nogen af de dele? Jovist han så kontant og bidsk ud, en hvis lyster eller temperament ville kunne løbe løbsk, men dette var blot antagelser af første øjekast. 
Hun selv havde ingen at leve op til eller at kunne blive sammenlignet med, var det måske en fordel for hende? Ville han kunne dreje hovedet om på hende og ændre hende fra hvem og hvad hun var eller ville han kunne gå i knæ med det. Eller - eller ville hun i virkeligheden blive sammenlignet med en moder, leve op til en hun ej ville kende på andet end navn og omtale. Åh, tankemylder. Tiden var ikke til det, ikke endnu. Men før eller siden, så snart de kom hinanden nær, ville hun se om han havde noget i bagagen på den ene eller anden måde. 

Selvfølgelig var Jontars navn kommet ham i forkøbet. Hvem ville ikke røbe, at det var selveste fyrstens afkom, man skulle giftes væk til? Dette havde også efterladt tanker i prinsen. Siden der ikke var kommet et navn på kvinden for ham, var hun så ikke af høj status? Det ville give ingen mening, for hans fader ville ikke udvælge en tilfældig fra pøblen. Det skulle være en af høj eller adelig status. Men selv adelige behøvede ikke navne, for der var mange af dem i landet. Men der var kun én fyrstefamilie. Og antallet af sønner faldt drastisk, desværre.
"Jeg er meget vel min faders søn, men tro mig. Jeg er ikke min fader." sagde Jontar roligt. Alle sammenlignede ham med hans fader eller onkel eller farfader. Prinsen var godt træt af det, men han forstod dem på en måde. Især, nu når hans fader havde truffet dette valg for ham.

Jontar kunne se, hvordan hun slappede af i skulderne. Var hun nervøs, anspændt, bange? Jontar var intet af dette. Jo, måske lidt anspændt, men han var mere nysgerrig. Især nu, når han ikke just frygtede sin faders valg. Men sådan var det med frygt. Den kunne forsvinde hurtigt, men den kunne komme endnu hurtigere tilbage.
"Nu kendte De mit navn. Hvad må jeg kalde Dem?" Jontar talte bare sekunderne, indtil han kunne droppe formaliteterne. Han var normalt ikke den store forbruger af disse, men igen. Førstehåndsindtryk var vigtigt og selvom dette valg ikke var hans, ville dette ske. Hellere starte på en nogenlunde god fod, så resten af deres liv sammen ikke ville resultere i hans forældrenes ægteskab. Måske var det derfor, Jontar havde sagt, han ikke var sin fader. Blandt andet.

Tro mig, yderst stærke ord. Hun kunne ikke holde et lille grynt af grin for sig selv, hånden fandt vej til at skjule munden i sekundet som det to-sekunder grin varede og nikkede til hvad han sagde. Han var ikke sin far, han var hvem han var og hvem han burde være. Hun lod ikke tankerne svæve ved det længere, for ingen ønsket vel at være deres far eller nogen anden figur i sin slægt.

Som spørgsmålet faldt, lod hun kort hovedet tilte til siden og studsede lidt over det. Det handlet nok om at han ville af med denne Dis-form af dialog og være dus. Han var vel aldrig rigtig dis med nogen, det måtte være en omvæltning for ham, men for hende var det rutine og en normalitet at hun tiltalte alle i dis og i de yderste formelle tiltale. Men ... Hun ikke ikke tillade at holde ham hen eller for nar. "Pompeia Olsya Komora, og for at hjælpe Dem...Dig, lidt på vej, er jeg fra Rubinien," hun følt tungen slog knuder i svælget som hun ville bryde dis-talen.

"Så, Jontar af Kazimi, hvad erhverv gør du dig i?" svaret nok et sted i familiens indtægtskilde, men nu var det bare hvad. Hun havde sine personlige præferencer, men han lignede ikke en der havde meget forstand på silke eller rubiner.. eller krydderier for den sags skyld. Så var slavehandel en mulighed, og hun var (skjult) modstander af handel med mennesker og andre underliggende racer, men dette var for mange en dealbreaker og i denne her sammenhæng kunne det have langt større konsekvenser end hun ville turde kaster sig i krig med.

Grinet, der kom fra kvinden, var meget vel et kort og midlertidigt af slagsen, men det frembragte håb. Jontar ville ikke ægte sig med en for forretning. Det gjorde han nok i i sit erhverv, omend det erhverv snarligt også ville rives væk fra ham. Kald ham en klassisk romantiker, men Jontar ville gerne kunne lide sin kommende hustru. Den sande kærlighed var så meget sagt. Så klassisk en romantiker var prinsen nu ikke, men han ville gerne kunne lide moderen til sine børn. Ikke væmmes, hver gang han vendte til hendes side i deres seng. 
Som kvinden, Pompeia, selv fjernede dis-talen, kunne Jontar ikke lade være med at smile over dette. "Rubinien, siger du? Synes nu min fader nævnte Dianthos. Og han er en mand, der altid er korrekt i sine informationer."

En hånd blev ført frem af som symbol på, om de ikke skulle tage snakken videre rundt i haven. Det ville virke mere naturligt end at stå stille som statuer. Selvom statuer nu var meget passende taget deres omgivelser i betragtning. Takkede Pompeia imod, ville han føre hende an rundt i haven. "Jeg gør mig i slavehandlen, skønt dette meget vel snart kan nå en ende for mit vedkommende, desværre." At have et erhverv blandt fyrstens børn var ikke mere end en ophøjet hobby, men Jontar havde gjort slavehandlen sit eget. Han var sin egen mand, sin egen herre. Men med et navn som 'Kazimi' kunne alt ændres. Og man havde typisk aldrig selv et ord at få indført. Man var som et lille barn, der lydigt skulle lytte til sine forældre, for hvad ellers var der?

Der var ingen tydelig reaktion at komme efter hos Jontar med hendes grin, men der måtte foregå noget i det hoved af hans. Hvis blot en evne som tankelæser havde været i hendes magt, havde hun misbrugt den grænseløst. Men nu måtte hun sande at han stod der og ville det blive forretning eller noget mere end bare mekaniske berøringer af pligt end nydelse.
Et nik af bekræftelse var at ane; "Han har ret i informationer, jeg er bosat og opvokset der. Har du nogensinde set et så naturligt brun menneske i Dianthos?" Det var et reelt spørgsmål, med fokusset på menneske-racen, byen lå ikke i den bagende sol og de som var af anden hudfarve måtte have rødder andet sted fra. Det havde aldrig skadet nogen at ligge to-og-to sammen. Ej heller for hende.

Øjnene faldt på hånden som kom ud fra kroppen og gestikuleret til om de ikke skulle gå - i hvad end retning han førte dem. Hun gav et nonverbalt ja til dette ved en kropslig visning og var klar til at følge med ham, side om side som det var det mest normale for dem begge. "Er det ikke udfordrende at sælge andre artsfæller?" sov han uden nogen former af bekymringer, var det bare et dyr, et ikke nævneværdigt individ uden navn eller følelse. Havde de et navn eller var de betragtet som et nummer eller objekt? Det skulle ikke undres, hvis han tog hende med til hvor al salg fandt sted.

Der var da en hvis form for humor i Pompeia. Det kunne Jontar godt lide. Derfor smilte den unge mand også til hendes bekræftelse i faderens informationer. Selvfølgelig havde han selv mistænkt Syden, da han først havde set hende. Ingen person i landet kunne have den glødende hud som hendes, medmindre de i det mindste havde gener fra syden. "Dianthos er ifølge mange hjertet af landet. Mange flokkes dertil og de kommer fra overalt. Selv fra syden." fortalte Jontar. Han tænkte kort tilbage på de mange baller, han havde været til i hovedstaden. Både det foregangende år, men også før. Der havde været et hav af forskellige slags ansigter. Fra forskellig hud i mennesker til forskellige racer. Dianthos havde det hele - på nær slaver.

Et nik blev givet og Jontar begyndte at træde frem i den lagte sti i haven. Et virvar af blomster, planter og lignende dannede rammerne for deres første møde. Kald det et stævnemøde, men stævnemøder var starten på et spirrende forhold, der endnu ikke var sat i sten. Deres forhold var allerede indgraveret i alt, det kunne indgraveres i. 
"Nu håber jeg ikke, du anser mig for kold og følelsesløs, men nej. Det er det ikke," startede Jontar ud. Han vidste, han skulle uddybe, for ellers ville Pompeia uden tvivl danne et billede af Jontar som en handler af alt, der ikke var hans eget blod og venner. "Ligesom der findes Nordfolk og lignende blandt mennesker og forskellige former for elvere, er slaver en undergren af det hele. Se det som et hieraki. Slaver er i bunden." Pompeia måtte uden tvivl kende til Kazimi-slægten og deres rygte om slaver. Havde det ikke været for netop fyrstens slægt, havde slaver været ulovligt i hele landet, men syden var en undtagelse. Af netop denne grund. På grund af Kazimi's ønske.

Informativ og informerende, det var så tydelig et karaktertræk ved ham, Pompeia vidste at dette var noget hun med tiden måtte lære at feje hen og bare lade ske, for om hun gad at skulle have skåret tingene for sig, som hun selv bragte på banen. Det gjorde dog noget ved ham, som hun ikke kunne holde tilbage i et lille smil for sig selv og et svagt ryst på hovedet, selvom krøllerne gjorde mere bevægelse end hvad godt var i denne sammenhæng. Han måtte se forbi det, som hun smilte. 

Den ene fod kom foran den anden som han førte an i denne utrolige, dog forbløffende, have af deres. Blomster i alverdens former, nuancer og højder, hvordan dette kunne leve i disse vilkår var et under, men kunne man, kunne man. Men øjnene faldt hen på ham i et blik som han bad til at hun ikke måtte få et bestemt syn på ham - kunne det kaldes en form af frygt for, at ens kommende hustru ville væmmes ved at sove side om side med selv samme person som solgte netop alt der ikke var nært og kært. Men den overvejelse varede kun så længe, da han gav sig i kast med redegørelse for tankerne bag det og det helt grundlæggende formål,  bag det. Et overvejende vejrtrækning blev taget og hun sagde stille; "Det er ikke mit at dømme, Jontar." Det måtte han da vide, selvom hun nok havde sine tanker omkring det, måtte hun forsikre ham, at hun ikke ville lade det være altafgørende for dem - der var alligevel så mange andre ting som kunne have en faktorer for hvordan det nok skulle gå. 

"Hvordan kan det være at deres fader har valgt at finde en hustru til dig?" det var nok en anelse direkte, men det ville vel undre hvem som helst - ikke at hun skulle, eller måtte, klage over at hun var det endelige valg for fyrsten ham selv. 

At dømme virkede til at være normalt for alle, selv hvis de sagde andet. De fleste havde deres egne holdninger om alt. Det var de færreste, der var komplet neutrale om et område. Så skulle det kun være slaver, for de vidste, deres holdninger ikke var nødvendig, medmindre andet blev sagt. Ingen gad høre på en slaves mening, medmindre de var blevet spurgt om den. Derfor sagde Jontar heller intet til Pompeia. Om hun virkelig ingen holdning havde eller blot lod den være skjult, kunne prinsen ikke vide. Men det var en æske, han ingen intentioner havde at åbne endnu. Skulle Pompeia være en del af Kazimi-slægten, hvilket hun tydeligvis skulle, måtte hun leve med slavers tilstedeværelse. Dem var der rigelig af og de forsvandt ikke. Eller de blev erstattet som minimum.

Og dér kom den. Jontar tog en halvdyb indånding og vendte blikket lige ud, som om han kiggede på liljerne, de gik imod. "Det er mere normen at lade min fader finde et passende ægteskab. Men efter en snak med ham kom vi frem til en aftale. Han gav mig resten af sidste år til selv at finde en hustru," startede Jontar. Endelig drejede han hovedet og lod de limegrønne øjne falde på Pompeia. "Men som året blev til fortid og havde ingen hustru fundet, var det i min faders fulde ret at finde en til mig. En han fandt passende. Dig."
Øjnene faldt lige ud igen og uden at tøve eller hoppe en rytme over, spurgte Jontar: "Og du? Hvordan endte du i et arrangeret ægteskab med en prins, søn af fyrsten?"

Første samtale fald til jord, men sandheden var, at hun ikke var den dømmende faktor i dette udspil. Jovist hun kunne have flere hundrede meninger, men hvor hun stod i dette her, gjorde at hun kunne ikke dømme ham og hvis det betød at hun ligeså måtte forsvare ham, ville hun gøre dette. 

Men Jontar gik i færd med en forklaring på hvordan, hvorledes og hvorfor de nu begge stod her. Ét år havde han spildt på måske spas og løjer for alligevel at lade sin fader tage styringen og gøre det 'beskidte' arbejde. Måske Jontar var lidt af en genial mand alligevel. Hands down smartere end hvad han måske lige gav udtryk for. Men hun smilte skævt da han nævnt at hun var et passende match til ham. Det var ikke flirt, nej. Det var helt og aldeles fundamentalt ærlighed. Men spørgsmålet vendte rundt og hun så mod ham; "Det har aldrig været mit valg at vælge en for mig selv, mine ældre søskende fik hver deres mulighed som du, men min far reserveret mig til det rette match og slægt måske skulle mangle en kvinde af min kaliber," der var ikke lagt nogen lag imellem det, han måtte tage det som det var. Hans far havde haft en reel årsag, hendes far havde set det som forretning og hende som objektet til dette. Der var ingen tegn af følelser af nogen art i det hun sagde, det var forudbestemt for længst. Hun var vokset op med at vandret omkring med bøger på hovedet uden at få en eneste sveddråbe rendende, så dette var nok det mildeste hun havde været sat til hold for. 

Pompeia vidste da, hvordan hun skulle indfange opmærksomhed, for Jontar kunne ikke lade være med at kigge på hende af forundring. Hendes fader havde gemt hende? Det vakte kun ét spørgsmål, som prinsen selvfølgelig skulle spørge om. "Og hvilken slags kaliber er du lavet af da?" Der måtte være en grund til, at hendes fader havde anset hende som værende en, der skulle gemmes til den rigtige mand. Hendes ældre søskende var måske ikke de mest anstændige eller manglede bare noget, som Pompeia havde. Men hvad var dette? Ja, hun havde uden tvivl fanget prinsens opmærksomhed. 
Havde Jontar fjernet sit blik fra hende, ville han måske have fanget de observerende øjne, der kiggede fra et af vinduerne nær dem. Det var ikke øjne af nysgerrighed. Det var ikke en af Jontars lillebrødre, der ville få et glimt af deres kommende svigerinde, eller hans fader, der holdte øje med ham. Eller det var det i princippet, for det var en af faderens observerende ører og øjne. Fyrsten havde jo øjne og ører overalt, så at have et ekstra sæt eller to i paladset var næppe umuligt. Men selv hvis Jontar havde fanget disse øjne, havde han meget vel heller ikke gjort noget. Lad hans fader kende til deres samtale og væremåde med hinanden. Jontar var gentleman nok til at lade sit fokus hvile på Pompeia. Som sagt, han havde visse karaktertræk som en klassisk romantiker - men sammenlignet med hans fader, var alle jo en romantiker. Fader og søn havde uden tvivl forskellige indgange og holdninger til et ægteskab. Kunne Jontar opretholde sin opfattelse, eller ville han drage inspiration fra sin fader? Kun tiden kunne vise.

Inden hun kunne nå at give ham et svar, så hun bag ham i al tilfældigt det der lignede øjne, men hun måtte skyde det hen for nu. Selvom det dog skabte en undrende i hende, det var måske velkendt at Fyrsten selv fulgte med i alt hvad der foregik i hans rige, men var der ingen grænser for dette. Blot tankerne om den første nat med Jontar kunne risikere at blive overvåget hvis nødvendigheden trængte på. "Dannelse og pli, kære Jontar," det var måske ikke meget at give ham, men hun trak på smile og lod blikket glide op mod hans. "Jeg er blot fuldkommen." 

Fuldkommen i sådan et omfang at hun; ingen særlige evner havde at kunne bruge mod andre i manipulation. Hun talte ikke ud af takt eller tone, ej heller når der ikke blev talt til hende eller det vedkom hende, kunne være den klippe han, eller hvem det nu var hun stod som kommende hustru til, manglede. Men samtidig var hun også stærk og kunne tage tyren ved hornene om nødvendigt. 
Men øjnene søgte væk fra Jontars og hun lod hænderne blive foldet foran sig; "Vil du ikke foretrække at lære hen ad vejen med mig, end at vi afklæder alle vores små særheder og hemmeligheder nu?"

Hendes meget vage svar samt smil fik blot et smil frem på Jontars læber selv. Selvfølgelig fortalte hun ikke det direkte. Prinsen ville næppe have gjort det selv, var han blevet spurgt om, hvad han lige havde spurgt. "Man kan altid diskutere, om man nogensinde er fuldkommende." sagde Jontar endnu med smilet på læberne. Det var muligvis en meget filosofisk sætning, men tonelejet lod det ligge mere i det humoristiske hjørne. Ikke at det var sjovt, men det skulle ikke tages for seriøst.

Jontar lod sit svar vente lidt. Han tænkte kort over det. Ville han hellere lære sin kommende, tvungne kone på forhånd. Have læst og genlæst hende som en bog, indtil han kunne huske hver passage? Eller ville han hellere læse ét kapitel af gangen med pauser i mellem hvert?
"Ingen grund til at sætte fart på det og kede hinanden ihjel resten af tiden. Vi har resten af vores liv til at lære hinanden at kende." Sidste del af Jontars sætning kunne opfattes på mange måde. Håbefuldt og sødt. Eller pessimistisk og fordømt. Jontar kunne være så svær at læse. Både i ansigt og tone. Hvis ikke han aktivt havde en intention at komme frem med, kunne han opfattes vidt forskelligt. En Kazimi skulle ikke være nem og ligetil jo. De var komplekse væsener.

Det var fjoget og fjollet som de gik og smilte af absolut intet, men alligevel alt. Man kunne næppe have bedt om en bedre start på et første møde, spørgsmålet var blot om han var enig. Pompeia havde dog sin tro til at han var lige så tilfreds som hun var med udfaldet af hvem de hver især stod over for. Fuldkommen eller ej, de komplimenteret måske hinanden mere end hvad de selv gik og troede, set i det bakspejl fuldkommen de hinanden.

Fødderne nåede til et punkt hvor de stoppede lige så stille op og hun skævede atter hen mod de øjne hun tidligere havde ænset i skjulet og så mod Jontar med et overvejende blik. "Som en del af vores rejse dertil, kan du måske hjælpe mig lidt på vej. Er du nogensinde uden øjne i det skjulte?" det ville på sin vis have en betydning for hvor meget hun havde ham i enrum, privat og væk fra omverden som også gjalt hans fader. Skulle de for tid og evighed, i mens Fyrsten levede, overvåges og vurderes for hver handling de tog sammen og hver for sig.

Eller - var Fyrsten blot en overbeskyttende far som ønsket sine børn det bedste trods metoden der blev brugt.

Det var tydeligt, at Pompeia ikke var vant til fyrstens spionerende øjne og ører, selv i fyrstens eget hjem. For som hun stoppede op og kiggede mere direkte i retningen af dem, fulgte Jontar hendes øjnes retning og fandt dem selv. Men han gjorde ikke andet end at dreje fokusset tilbage på Pompeia. "Min fader er ikke god til hemmeligheder. Det sker, når man har været fyrste, så længe som han har." sagde Jontar velvidende om, at han lettere og elegant hoppede over hendes spørgsmål. For nu. 

Han flyttede sin krop, så de nysgerrige øjne kun ville kunne se hans ryg. Kort lænede han sig ned mod Pompeia for at snakke mere lavmælt til hende. "Mine private kamre og kontor er uden øjne og ører, medmindre jeg selv tilkalder dem." Det blev ikke sagt som en invitation. Mere som en konstatering. Pompeia ville nok gerne vide, om der var steder i paladset, hvor hun kunne være uden for sin kommende svigerfaders viden. Men selvfølgelig kunne Pompeia også have planer om, at de skulle trække sig et sted hen, hvor de kunne være dem selv og ikke tænke på fyrstens holdning til dem, skønt Jontar ikke rigtig mere tænkte på, hvad hans fader syntes om ham. Efter dengang som helt lille, hvor slaven var blevet solgt til fordel for en anden, havde Jontar gjort, hvad han ville og ikke hvad hans fader ville.

Kommunikationsmæssigt danset de fint omkring spørgsmålene de ikke yndede at svare direkte på. Hans forklaring gav absolut god mening, men når den dag hvor Sephyran abdicerede eller blev ramt af dødsfald, hvordan ville det så se ud. Skift af ledelse var altid spændende uanset hvem det omhandlede. Spørgsmålet var vel nok hvordan ville Jontar være som Fyrste hvis han blev det en dag.

Men et kort moment af overraskelse var at ane i Pompeias øjne da Jontar lænede sig de små otte-ti centimeter ned og talte så lavmælt som han gjorde. Aldrig i sit liv havde hun oplevet noget som dette, men det virkede næsten som en form af deling af den lille hemmelighed. Hun bevaret fatningen og trak vagt på smilebåndet og sagde lige så lavmælt tilbage; "Det tager jeg som en invitation, Jontar. Der er fremtidige elementer jeg ønsker at drøfte med dig i nævnte private omgivelser,". Muligheden for at han sagde nej ville næsten være uacceptabel og det måtte da undre ham hvad hun ville drøfte allerede nu. Det kunne være alt fra brylluppet til elskov til samarbejde. Spørgsmålet var nok bare hvad det var.

Det var nu ikke just en invitation, Jontar havde givet. I hvert fald ikke en direkte en af slagsen. Det var information, en oplysning, et faktum. Derfor tog det også et sekund eller to, før Jontar svarede. Og i den tid havde han strukket sin ryg ud igen, så der atter var den lille højdeforskel mellem de to. I det mindste havde fyrsten ikke fundet en kvinde, der var højere end ham. Selvom en titan sikkert også havde sine fordele.
"Jamen, så følg med her, Pompeia." sagde Jontar og førte dem igennem haven og ud af den, tilbage ind i paladset. Og de kom ind i gangen, hvor de nysgerrige øjne og tilhørende krop endnu kunne ses i et splitsekund, før den lydløst forsvandt rundt om hjørnet.

Som de gik på gangene, drejede Jontar sit hoved i Pompeias retning. "Du kan bestemme. Mit personlige sovekammer eller kontor?" De ville snart nå en deling af gangen, hvor den ene vej ville føre til sovekammeret, den anden til kontoret. Pompeias svar ville fortælle meget om, hvem hun var som person og hvad hendes intentioner med dette private ophold bød på. Var det professionelt eller mere i den intime retning?