Rubinien,ørknen. Hvad var det William havde begivet sig ud i?! Han havde ingen ide om hvor han var henne af i verden, han var tør i munden og han var begyndt at få lidt for meget sol i ansigtet. Ikke at han var knald rød, men det kunne ses at han var rød i ansigtet. Han vandrede rundt i ørknen og havde gjort det i timevis uden så meget som at få en enkelt tår vand. Han havde vandret så længe at hans ben vibrerede i sandet for hvert et skridthan tog. Han kunne snart ikke gå mere. Han troede han havde set vand op til flere gange men det var ikke lykkes for ham alligevel at finde hen til stedet. Nogen ville kalde det et fantamogana, men det vidste William jo ikke hvad var!

Efter gud ved hvilken gang opdagede han oaserne men denne gang troede han blot det var spild af tid og bevægede sig imod det alligevel. Han kunne ikke engang finde hjem her fra! Han havde gået i ring så mange gange for at finde tilbage til havet. Hvis bare Maximillian havde været her så ville det være langt nemmere. Dog som han bevægede sig med de dirrende fødder kom han langt om længe mod oaserne, som faktisk ikke forsvandt denne her gang! Han var lykkelig og ville have løbet imod dem hvis han kunne! Men det var langsomme skridt som han endelig nåede oasens lille vandhul som han kunne dykke ned i. Han tog ikke engang tøjet af først. Ikke før at han var kommet helt under vandet. Hans tøj var vådt men han var lige glad. Langsomt tog han sin hvide skjorte af, og derefter sine bukser. Med forsigtighed tog han sin magiske halskæde af, og et kraftigt blåt lys kom til syne nede i vandet der kunne lyse alt op. Langsomt forsvandt hans ben og erstattede det med hans hale og de røde farver på armene der ikke havde været der før. "Langt om længe noget vand!" tænk at man kunne savne det så meget, når man hadet havet og Aquarin så meget.

Så udmattet somm William havde været, havde han ikke engang overvejet at se sig omkring for at se om der var andre end ham selv. For hlet ærligt hvem befandt sig ude i denne øde strand hvor intet vand var i nærheden?! Han bed si lidt i læben og knyttede halskæden ind til sig som en stemme afbrød hans sagte smag for vand. Ville han stjæle fra ham? For gjorde han det var William oprigtig talt på røven. "Undskyld? Ser hvad,nyder udsigten? Sig mig hvad er du ude på?" spurgte han lidt halv fornærmet og alligvel med nysgerrig undertone. Han ville langt hellere vide hvad han ville gøre af sig selv. For han kunne da hurtigt tage sit tøj på igen og vandre den lange vej tilbage. Hvor tilbage så end var.

Der var bare et problem i det, han nød det kolde vand på hans ansigt, og han nød det kolde vand på sin nu hale. Det havde været en dejlig fornemmelse på hans ben også da de var der. Han dykkede lidt under vandet så det kun var hans øjne og mund der kunne anes over vandoverfladen. Han varpå vagtlige nu,og så kunne han ikke engang bruge sin magi ordentligt. Det var sørgeligt for an havmand ikke at kunne sin vandmagi! Men hvad skulle han gøre ved det, han trænede ihærdigt, og alligevel fejlede han gang på gang. Han stirrede intenst på fyren oppe på landjorden og de mange puder, var han en form for prins? For sådan en havde han aldrig mødt før!

Han kunne genkende manden som Elver, men ikke en elver han havde set før. Men okey han havde også kun mødt Rona, var det ikke det hun hed? Det var i hvert fald noget i den dur, han var lidt dårlige til navne når han ikke fandt dem interessante. Der skulle egentlig ikke så meget til for at folk virkede interessante, men der var så mange væsner i hele denne store verden, at han ikke vidste hvordan han skulle takle det hele. Han kunne selvfølgelig bare finde nogle interessante mennesker i Dianthos eller en anden by, men nu var han blevet klogere! Ikke til Rubinien mere!

"Slet ingen ting?" spurgte han nysgerrigt og kom lidt op af vandet. med ansigtet.Dog knugede han halskæden hårdt ind til kroppen i brysthøjde. Han ville nødig have den stjålet, ellers var han jo strandet et sted som dette her, og det havde han virkelig ikke tænkt sig. Han ville gerne tilbage og hjem. Når han engang fandt ud af denne sandstrand!

"Hvad jeg laver? Jeg ved det ikke engang selv, jeg har aldrig været her. Jeg troede ikke at denne sandstrand var så stor! Og nu er jeg altså faret vild... Jeg ved ikke engang hvilken vej jeg er kommet fra. Sandstranden fik pludslig en kæmpe blæst og slettede alle mine spor" startede han og svømmede lidt tættere på breden for at kigge nærmere på elveren, og fortælle mere om sin svære kamp med det ukendte. "Jeg troede at havet ville være tæt på, og nu er jeg altså havnet her i ingen mands lands strand..." han sukkede lidt for sig selv og kiggede ned i vandet. Langsomt løftede han sin venstre hånd, og lod den finde vandoverfladen, for at køre en finger lidt rundt i cirkler.

"ØRKNEN?! Vil det sige der ikke er noget hav?! Nu er jeg virkelig ude hvor jeg ikke kan bunde!" Nu kunne han da først være skuffet og ulykkelig. Han kom dog aldrig hjem igen, men han ville ikke græde over spildt mælk. Alligevel kiggede han på den væske som elveren drak. "Har du ikke lært at tilbyde nogen noget at drikke? Jeg dør jo af tørst. Det ville min far kongen af Aquarin gøre til en hver tid" kom det fra ham og lagde armene over kors.

Det var uden tvivl en ordentligt smørre han var kommet med, men hvad kunne man forvente? Han var fortvivlet og faret vild i en ørken som ikke var en strand. Det var næsten umenneskeligt at være her nu, og på en eller anden måde ville han bare tilbage til havet. Det kendte han som sin egen bukselomme! Hvorfor skulle han altid være så nysgerrig på landjordens mange faciliteter? Der var snart ikke det sted han ikke havde været, og alligevel kom det ham som en overraskelse at han havde vandret ud i en ørken, hvor der ikke engang var vand ud over i et vandhul!

Han nikkede lidt til elverens ord og kiggede på ham som han kom ham nærmere. Det var sandlig en smørre han gerne ville komme med igen. For ærlig talt så var han bare fortvivlet, og hjemveen var ved at sætte sine spor i ham. Han græd dog ikke, det var han for gammel til. Han var en voksen havmand der skulle giftes på et tidspunkt, eftersom han var kønsmoden nok til den slags. "Undskyld, jeg er bare fortvivlet" kom det ærligt fra ham som han kiggede på vinen der blev skænket op i glasset. Han lagde hovedet en anelse på skrå. Han kunne have savlet lige her og nu!

Inden elveren var færdig med sin snak om vine tog han glasset ud af hånden på ham og tømte glasset i op til flere tåre. Han var virkelig tør i halsen, og uanset hvad så hjalp lidt vin da på det. Han havde haft ret denne elvermand, vinen var kraftig men det rørte ham ikke. Han drak altid alkohol når han var på landjorden, der var bare ikke nogen af hans familie der vidste det. De ville sikkert også få et føl på tværs hvis de vidste det i sidste ende. "Åh det var dejligt!" kom det fra ham og ærgede sig en smule over at det ikke var en kold væske han fik at drikke, men nu vidste han jo ikke at en rødvin ikke skulle være kold. Faktisk havde han slet ikke styr på nogen former for vine.

Han stirrede lidt på elvermandens fødder som var kommet i vandet og satte glasset fra sig i det tørre sand, inden han lyttede til ordene og trak på skuldrende. "Næh, men nysgerrigheden tog over. Jeg har aldrig været her ude, og jeg troede jo der var vand uden for denne sandstrand... Eller jeg mener ørken" det var langt fra det rigtige sted at være for en prins, men det var Fritshavn sådan set heller ikke, og det var som regl der han altid tog hen når han ville finde krystaller i vandet.  "Jeg vil bare gerne lære landjorden at kende. Jeg vil ikke være den kedelige prins der lever i sit trykke palads og ikke oplever andet end problemer fra pøblen" kom det fra ham og lænede sig lidt op af kanten af bredden, ved sit våde tøj. Hans magiske pose var allerede våd, men det var blot noget ekstra tøj i der lå, heldigvis var indholdet ikke vådt. Så han roede lidt ved posen i sin anden hånd inden han smed den op på bredden og oven på sit våde tøj.