Solen stålede overdådigt, som en varm og brændende appelsin højt oppe i den azurblå himmel. Der var ikke en eneste sky at spotte. Det havde været en let brise de sidste par dage, som havde gjort varmen mere udholdelig. Men i dag havde den lagt sig, og heden havde lagt sig over Balzera, som et tykt tæppe.

Zahir Kahn stod på en af de mange markedspladser i Balzera, med ansigtet vendt opad mod solens varme lys. Hans øjne var smalle, og de røde pupiller blev bittesmå, for ikke at lade ham blænde. Trods ørkenelvere brugte meget tid under jorden, i de kølige mørke gange i Thal'Elor, så havde han alligevel brugt mange årtier i den brændende ørken under den ubarmhjertige sol.

Omkring elveren summede byen af liv. Det var midt på dagen, og mange af de handlende mennesker havde trukket sig ind i skyggerne fra deres stof-beklædte boder. Kun de mest uhærdige sælgere og væsner, der ikke var sky for varmen, gik stadig frit rundt på markedet. Kun sol-hærdede væsner, og slaver naturligvis.

Denne del af Balzera var kendt for at være stedet, hvor man kunne købe sig en slave. Og midt på dagen, kunne man ofte finde ørkenelvere til salg. Det var netop dérfor Zahir var her i dag. Han havde ikke et følge med sig i dag, til trods for at han plejede at have både tjenestefolk og vagter med sig i Balzera. Men i dag kom han alene; der skulle nemlig gøres et par ulovligheder, og det var bedst at hans egne folk ikke var vidner til sådanne ting.

Diplomaten ventede tålmodigt på, at hr Ben Ponderick skulle trække sine nye "varer" frem til at blive vist. Der havde samlet sig en lille afventende flok. Primært dæmoner, som nød at holde elvere som slaver. Eller mennesker, der fandt det ganske pompøst at kunne have råd til sådan nogle dyre slaver. De var trods alt sjældne.

Diplomaten lod dog ikke skyggen af følelser vise sig på ansigtet. Et par af Balzeras lokale vagter genkendte ham og - velvidende hvad der sandsynligvis snart ville finde sted - traf den gode beslutning at vende om på hælen og forlade denne markedsplads. Det var de nemlig blevet betalt for.

Runa hostede og hostede. Ikke fordi hun var syg, men fordi hun i dagevis var blevet slæbt gennem ørkenen, uden ret meget vand at drikke undervejs. Kun lige nøjagtig nok til, at hun ikke besvimede eller døde. Hun havde været bundet om hænderne til bagenden af en kamel, og havde ikke set skyggen af mad under hele turen. På en eller anden måde var hun stadigvæk ved bevidsthed. Guderne måtte vide hvorfor, for Runa selv vidste det i hvert fald ikke. Med et suk blinkede hun et par gange med øjnene.

Hendes hænder var bundet sammen, og hun havde et klæde over øjnene. Hvor hun var vidste hun ikke, men der var støvet og varmt herinde. Hvilket naturligvis ikke var særlig rart. Men så hørte hun lyden af døren gå. Med et suk holdt hun blikket mod jorden. Hendes forbandelse kunne ikke aktiveres, hvis hun ikke kunne se, og hun havde været så udmattet på turen gennem ørkenen, at hun ikke havde haft nok magisk energi til at den blev udløst der heller. Men hun kunne mærke den magiske energi rumstere i sig nu. Den kunne ikke slå sig løs på grund af bindet om hendes øjne, men så snart hun kunne se, så ville den aktiveres. Og det ville blive smertefuldt for Runa.

"Kom med!" sagde en myndig stemme, som hun ikke havde ansigt på, og trak i rebet, som bandt hendes hænder sammen. Hun kunne høre flere fodtrin, og forestillede sig, at de nok alle sammen ville blive ført ud af dette skur, eller hvad det var de var indeni.

Endnu et suk, efterfulgt af et host, da hun mærkede solen mod sit ansigt. De var nu udenfor. Det kunne hun mærke. Så blev de ført op af en mindre trappe. Hun talte trinene, som hun gik opad. Der var 5 trin. Hun kunne høre lyden af en menneskemængde, som var omkring hvorend hun var blevet ført til. Omkring hende og de andre, som skulle sælges som slaver. Hun havde ikke set de andres ansigter, for hun havde været bundet til den bagerste kamel, og på grund af alt det sand, så havde hun ikke set meget.

Endelig tog de bindet af hendes øjne. Hun missede med dem, og forsøgte at kunne se i den skabe sol. Men hun kunne ikke engang holde en hånd op for at skygge for solen, så hun måtte blot vente, med halvt åbne øjne, indtil de vænnede sig til solen. Hun kunne mærke sine pupiller blive mindre, som de vænnede sig til den. Og endelig kunne hun se udover pladsen. Hun var blevet placeret på et slags fast podie, og mange mennesker - og andre væsner - stod rundt omkring, klar til at byde.

Hun hostede igen på grund af sandet, før hun kunne mærke magisk energi bygge sig op inde i hendes mave. Det fik hende til at krumme sig sammen, selvom nogen slog hende over nakken, for at få hende til at rette sig op. Igen hostede hun, men forbandelsen var kun igang med at bygge sig op inde i hende. Den var ikke udadreagerende endnu. Det ville den blive, men den var ikke der endnu. Hun kunne dårligt høre manden, som præsenterede dem for køberne, fordi det gjorde så ondt.

Der lød et klik og dernæst en højlydt knirken. Døren til slavesalene blev åbnet og nogle vagter trådte ud, så sig omkring og viftede dernæst slavehandleren Ben Ponderick ud. Han gik med rank ryg og et selvfedt smil på læberne. Slynglen var uden tvivl stolt af sit slave-imeprium. Zahir vendte blikket nedad, for ikke at møde handlerens blik. Han tog et skridt tilbage for at falde til i mængden, som nu i særdeleshed begyndte at myldre sig frem mod podiet.

"Ærede damer og herrer, jeg har noget ganske særligt til jer på denne smukke dag." råbte han ud over pladsen og slog ud med armene. Straks efter kom en stor vagt ud, med en gruppe blandede racer efter sig. De gik én efter én, med deres hænder og fødder bundet og et langt reb der bandt dem alle sammen, med kun et par meters plads at give af mellem dem.

Otte, talte Zahir, og betragtede hvert ansigt der kom ud af døren. Et halvdyr, tre skovelvere, endnu et halv-dyr, to ørkenelvere og en mørkelver. Diplomaten rynkede på næsen; der var trods alt kun to ørkenelvere i denne gruppe, så det var meget påstyr for kun to af sine folk. Men nu var han her, så der var ingen grund til at vende tilbage uden at have prøvet noget.

Halvdyret blev trukket frem med rebet og blev præsenteret. Det havde fået et slavenavn, blev beskrevet som værende stille og mildt, og ikke så dårligt at se på. Flere folk på pladsen trådte frem og begyndte at byde. Efter en køber var fundet, blev personens navn noteret, og halvdyret blev skubbet tilbage i køen. Sådan fortsatte de igennem de otte slaver. Hist og her, fik slaverne et slag eller en lussing for ikke at stå ret eller for at spytte eller tale uden tilladelse. Det var ganske normalt, og folkemængden var ikke videre bekymrede over denne prygl.

De to ørkenelevere blev præsenteret, og Zahir noterede de to købere ved navn. Den ene genkendte han som en lokal rig handelsmand, og den anden måtte være nordfra.

Endelig blev den sidste præsenteret. Folkemængden gik kollektivt fremad og stirrede på den underligt-udseendet mørkelver.

"Denne mørkelver," begyndte Ben Ponderick, "er ganske ydmyg og yndig - hvis man da kan se bort fra hendes vansirrede ansigt med disse tattoveringer! En typisk mørkelver-tradition, har jeg ladet mig fortælle, og det øger kun hendes pris. Kun de rigeste mørkelvere har markeringer som disse! Så? Byd!"

Der var ingen mørkelvere i folkemængden, og der var tilsyneladende ingen der opfattede slavehandlerens tydelige løgn, som blot pressede prisen på dette væsen op yderligere. Der blev budt fra alle sider. Zahir betragtede den spinkle pige; det var ikke normalt at have markeringer som hendes. Det gjorde ham en anelse foruroliget; der var noget inde i ham, der fortalte ham at hun var farlig.

Den sidste køber blev fundet og noteret, og pigen blev skubbet tilbage på række med de andre slaver. Ponderick annoncerede at det var de eneste handler han ville lave i dag, og at køberne kunne mødes bag tribunen. Folkemængden svandt ind og de otte købere traskede om på den anden side af podiet, hvor slaverne var blevet præsenteret. Zahir fulgte efter.

Den første handel var allerede ved at være overstået, da Zahir trådte hen til gruppen af købere, slaver og sælger.

"Hey. Du..." sagde Pondericks eneste vagt, henvendt til Zahir. "Vi har solgt det hele. Smut med dig, eller jeg skal-" Ingen nåede at få at vide, hvad vagten havde tænkt sig at skulle. Et stærkt glimt - næsten lige så stærkt som solens blændende glimt - oplyste det lille område og vagten faldt bagover. Hans hår var svedt af og flammerne slikkede sig sultent om lokkerne, hans øjenbryn manglede, hans ansigt var helt kullet og dér, hvor hans skæg havde siddet, var der nu en afskallet markering henover den helt lyserøde forbrændte hud. Vagten hylede og tog sig til ansigtet, imens han rullede rundt på den støvede jord.

Zahir sukkede højlydt og tog nogle dybe vejrtrækninger for at få pusten igen. Det var sjældent at han spyede ild ud af munden, men flammerne var ofte varmere end dem, der kom fra hans hænder.

"Ben Ponderick," råbte han og rankede sig op, "din handel med ørkenelvere slutter i dag!"

Runa kunne mærke den mørke magi fra forbandelsen vride sig i hendes indre. Det var ikke første gang, at hun var forsøgt solgt som slave. Bestemt ikke. Hun havde flere gange været solgt som slave, og havde endda nået at gøre slavearbejde, før hendes forbandelse havde trådt ind. Det var meget forskelligt hvad forbandelsen reagerede på, men den reagerede oftest på, at hun blev slået eller på anden måde voldeligt angrebet eller hvis hun blev forskrækket. Dog virkede den ikke med bind for øjnene, så det var ligesom det. Det var også sjældent, at hun nåede at stikke af, før hun blev solgt. Meget sjældent faktisk. Guderne måtte vide hvorfor.

Da hun blev præsenteret som en Mørkelver, så kunne hun ikke lade vær med at fnyse af slavehandleren. Hun var bestemt ingen mørkelver, og hendes såkaldte tattooveringer var for det første ikke tattooveringer, men noget som forbandelsen havde skabt, og for det andet var mærker som disse ikke normale blandt mørkelvere. Så meget vidset hun da! Men hun holdt sin mund lukket. Også efter at være blevet slået over nakken med en pind, fordi hun fnøs. Det brød vagterne sig åbenbart ikke om.

Endelig var auktionen dog ovre, og der ville skulle betales for dem nu, hvorefter de ville blive ført til deres herres hjem for at arbejde. Hun sukkede trist, for selvom forbandelsens mørke magi vred sig indeni hende, så var den altså ikke sluppet løs endnu. Men da ørkenelverne skulle til at blive handlet, og overgivet til deres nye herrere, så skete der noget. En mørkhudet elver, meget muligt selv en ørkenelver, trådte frem med flammer i sine hænder, og brændte alt håret af en af vagterne.

Det gippede i Runa, da flammerne slikkede op af mandens hud, og mere skulle der altså ikke til. Hun begyndte at vride sig i smerte, som en mindre eksplossion, eller snare en kraftig luftbølge gik gennem markedspladsen, og slyngede folk og genstande i nærmest alle retninger. Det var så godt som umuligt ikke at blive ramt af dette, men på en eller anden måde blev hun selv og ørkenelverne slynget i samme retning som elveren, som havde råbt af slavehandleren.

"UMPF!" kom det fra Runa, som hun landede på jorden med ansigtet først. Hendes hænder var bundet på ryggen, så hun havde svært ved at komme op, men hun syntes at se, at ørkenelverne lå på hver side af hende, så det var vel godt nok. Dog vred hun sig stadigvæk i smerte, men det var noget der lignede kramper mere end noget andet. Det gjorde forbandet ondt...

Et stykke længere henne var slavehandleren og alle hans mænd og vagter blevet kastet i modsatte retning af Runa og ørkenelverne, og de så ret så bevidstløse ud. I hvert fald fra hvor Runa lå.

Det lød et højlydt smæld. Eller et pump, af en art. Zahir ville ikke kunne forklare lyden, hvis han blev bedt om det. Det var heller ikke lyden, der var det mest bemærkelsesværdige. Et slag, som fra en kæmpe usynlig næve, ramte ham overalt og kastede ham bagover. Luften fløj ud af hans lunger, og han landte på ryggen en god meter eller to længere væk. Sand, støv og små-sten fløj omkring ham, og det hylede for hans ører. Han gispede højlydt og hostede i et øjeblik, imens han forsøgte at skubbe sig op at sidde.

"Hvad i Isaris navn..." gispede han, og fik sat sig stønnende op. En shockbølge? Men hvem.. ? Sandet og støvet var ved at lægge sig, og en tydelig cirkel kunne ses, hvorfra bølgen måtte have udsprunget. Nogle streget på de sandede brosten viste, hvordan nul-punktet selv var blevet kastet fremad og var landet ikke langt fra Zahir. Den besyndelige monstrøsitet. Pigen, med de røde mærker. De to ørkenelvere lå på hver side af hende, og ømmede sig klynkende. Halvdyrene og skovelverne, lå på den anden side sammen med Ben Ponderick og resten af hans kumpaner. De rørte let på sig.

Zahir sprange op med fornyet energi og tog en dyb indånding. Han måtte handlet hurtigt og få ørkenelverne fri, inden Ponderick kom til sine fulde fem. Med en spids flamme fra fingerspidserne, fik han hurtigt kappet ørkenelveres forbundne hænder og fødder fri.

"Afsted, hurtigt. Tag til den Gyldne Kamel. Der kan I mødes med min sergent." kommanderede han på elvisk med en kraftig ørken-dialekt. De to elvere takkede ham nådigt, og støttede hinanden rundt om hjørnet og ud i folkemængden, der naturligvis var ved at samle sig grundt det voldsomme spektakel. Zahir rejste sig, sendte den mørke elver et stift blik og vendte om på hælen for at forsvinde.

Runa sad på hug med armene om knæene, og rokkede sig selv, som hun mærkede forbandelsen bryde løs. Den rystede gennem hende, og gav hende smerteudstrålinger i hver eneste muskel. Hun kunne ikke røre sig. Men hun vidste også, at hun højest sandsynligt snart ville kunne slippe væk. For chokbølgen som forbandelsen lavede ville slå folk ud et lille stykke tid, så hun forhåbentlig kunne nå at løbe væk derfra, inden de kom til sig selv.

Da forbandelsen endelig var fuldført, og jorden var stoppet med at ryste, så bevægede hun sine stive muskler. Det føltes som om, at elektriciteten fra et lynnedslag havde gået igennem hendes muskler, og havde lammet dem midlertidigt. De var stive som en i pokker, men da nogen frigjorde hendes fødder, og hev hende i armen, så kom hun op og stå. Løb for helvede, var den meddelelse hun fik af en mørkhudede ørkenelver, som tidligere havde stået og set på, mens de var blevet solgt, så hvad andet kunne hun gøre end at løbe?

Hun kom på benene, og løb med ham, hans hånd på hendes arm. Engang imellem vred hun sig lidt, fordi den elektriske energi gik igennem hende, og det gjorde ondt. Det gjorde ondt at blive rørt ved. Men hun fortsatte alligevel med at løbe. Løbe med denne fremmede, som hun aldrig før i dag havde set. Hun stolede på, at han ville hjælpe hende væk herfra. Desuden havde de slavehandleren bag dem, og hun nægtede altså at blive fanget igen. Især fordi der ville gå længe før forbandelsen kunne udløses igen. For at kunne slippe væk igen.

Smerten gik i stød op gennem hendes hæle, mens hun løb, men hun fortsatte. Hun ønskede at leve og være fri. Ikke være slave. Det var bestemt ikke det hun ønskede i livet.