Solen havde for nogle timer siden gået ned, havde den mørke nattehimmel tage over. Trods månen ikke var fuld, kastede den alligevel en smule af dens blålige lys mod jorden, hvilket nærmest efterlod altid med en form for blåligt slør. Bevares, så var der også lanterner hist og her der hjalp med at give en smule lys i haven. Det var ikke uhørt at der var folk i haverne om natten, oftest nattens børn eller hvileløse sjæle der ivrigt havde forsøgt at falde i søvn. Salomon var en af dem. Han havde ikke kunne finde ro de sidste mange timer og havde i stedet besluttet sig for at gå en tur i Dianthos, hvilket havde ledt ham til tempelhaverne. Han var usikker på om der overhovedet ville være andre der, i og for sig var det også lige meget, for så kunne han jo nyde freden alene.
 
I venstre hånd bar Salomon på en flaske med alkohol. Dette var efterhånden et af hans sidste håb om han ville være i stand til at sove på et eller andet tidspunkt, hvis ikke, ville det ende med at blive en meget lang nat. Der var et eller andet fredfyldt ved at gå rundt i tempelhaverne, om det var højlys dag eller midt om natten var et fedt, da han trods alt kunne se i mørke. Blikket rettede sig mod månen som flasken blev hævet ”Skål” sagde han stille, inden flasken blev sat mod læberne for at tage en slurk. Atter begyndte han at bevæge sig, gå på en lille tur i haven. Måske roen kunne være med til at få ham til at falde en smule til ro? Han havde vel lov at håbe.
 
Salomon stoppede ved en af de mange statuer der var fordelt omkring i Tempelhaverne. For en stund studerede han den, satte nærmest spørgsmål til den, for han anede ærligt ikke helt, hvem det skulle forestille. Jo, han var klar over det formentlig var en af de mange forskellige guder, men hvilket var han ikke i stand til at svare på, i hvert fald ikke med alkohol i blodet. Han spejdede rundt efter et eller andet sted og sidde, blot for at slappe lidt af, men så kunne han også søge på himlen efter stjerneskud, hvis der da kom nogen. Salomon placerede sig på en bænk i nærheden af statuen, betragtede den ganske kort, inden blikket rettede sig mod himlen, søgende.

Natten havde atter lagt sig over hovedstaden. 
Og med dens monokrome nuancer, hvor at månen var den mest primære lyskilde at finde imellem de mange og langt mere falmede stjerner, var det en velkommen stilhed det bragte med sig.  Fred. Alene.

Man kunne dog altid hævde at hovedstaden aldrig helt sov… i de stenbelagte gader kunne stemmer, lyde eller sågar musik stadigvæk høres! Men desto længere ind imod tempelhaverne man kom, desto svagere og svagere blev centrummets levende mylder. Tempelhaverne havde den effekt på området. De mange statuer og de stilfærdigt svajende træer dannede en beskyttende kuppel over det indviede sted, hvor at særligt Halith fandt ro, plads og tryghed.
 
Hun havde trods alt arbejdet her i nogle år nu.
Et tågehvidt blik faldt på de lanterner der oplyste området, som med deres flakkende flammer gav en smule varme og farve til sensommer natten. Jah i et kort øjeblik virkede det næsten som om at noget længselsfuldt hang tilbage i øjnene. Men med et lille brum drejede hun det runde ansigt væk, for i stedet at betragte stien under grenen hun sad på.
Når hun ikke havde deciderede opgaver at tage sig af, fandt alfen oftere og oftere sig selv siddende steder som dette. På grene, på stenvægge eller i høje træer, i udkanten af deres synsfelter. Verden var let at tage del i, når man kun så den ovenfra - og den lille skikkelse nød at betragte nattelivet på sikker afstand. Dem som kom her, kom her som oftest af mange forskellige grunde.
Nogle kunne ikke sove. Nogle sørgede. Nogle bad om tilgivelse, og nogle søgte hjælp. Nogle var helt almindelige borgere, og andre kom fra den højeste adel, til den laveste slum. Her til aften, skulle det dog vise sig at være et lidt mere bekendt ansigt der kom gående.
 
Salomon? Alfens marmorhvide ansigt gled i et ryk på skrå, og hun lænede sig undersøgende frem, for at spejde ned imellem fødderne som dinglede under hende. Bagved hende flaksede vingerne, da hun måtte dreje sig en smule med idet han hurtigt passerede under hende. Og ganske rigtigt, hun havde set ham før. Den brede mand var en nyere tilføjelse til nattens tredje øje, og nok helt generelt en svær skikkelse at overse, når gruppen stadigvæk var så lille. Hun havde ikke selv haft videre kontakt med ham – hans forbandelse var en anden byrde en hendes. Men…. sagte startede en lille summen, da Halith hævede sig en smule fra grenen, og fulgte ham med blikket videre. Men han var ikke helt en fremmed. Og han virkede alene.
I nogle minutter var det at vampyren observerede ham. 
Hørte det stilfærdige skål til månen, og betragtede den robuste mand studere statuerne, og senere finde en bænk at slå sig ned på. Men det var først efter adskillige, tavse sekunder, at hun med en dæmpet rømmen, endelig flaksede nærmere. ”Er det meningen at du drikker alene, på en aften som den her?” den lyse stemme var spag, passende til den lille glødende skikkelse, som stilfærdigt svævede ned fra træernes skygger – ud i det tættere mørke, og tættere på ham, ovenfra. ”Eller vil du takke jah til selskab?” Hun vidste ærlig talt ikke om han genkendte hende. 

De fleste havde oftest mødt Halith i hendes menneskelige form, og den var næppe ligeså hærget af vampyrblodet, som hendes nuværende skikkelse med årene var blevet. Men ligenu, var det ikke fokusset for alfen. 

 De fleste der befandt sig i hovedstaden på denne tid, havde nok ikke valgt at befinde sig et sted som Tempelhaverne, men i stedet på en af de mange kroer eller værtshuse, der endnu fyldte gaderne med musik og berusede mennesker. For en som Salomon var der bare alt for meget larm på sådanne steder og havde han først fået nok alkohol indenbords, ville han bare ende med at klappe en eller anden ned. Taget hans job i betragtning, var det også derfor han ofte søgte steder for sig selv, netop så han ikke endte i struben på en eller anden der havde sagt noget forkert.

Et suk undslap ham som han rettede blikket mod statuen foran ham igen. Det hele virkede lige nu en smule håbløst. Han var endnu ny i Nattens Tredje Øje og han følte endnu ikke han havde fundet sig ordentligt til rette. Hvordan skulle han også det? Det var ikke ligefrem fordi der var nogen der som sådan havde sat ham helt ind i tingene. Alt han vidste var de ledte efter varulve og vampyrer, der kunne være interesserede i at blive en del af dem? Han rystede let på hovedet og hævede igen flasken for at sætte den for læberne og tog en slurk. Inderst inde ville han vel bare ønske han havde nogle han kunne snakke med?
 
Som flasken blev fjernet fra hans læber, rynkede Salomon let på næsen og så sig omkring. Der var nogle i nærheden. Ikke nok med han havde opfanget duften, så kunne han også fornemme lyden af et sæt flaksende vinger. Svagt skævede han mod lyden af en der rømmede sig og så en alf? Dette var dog ikke bare en alf, for det stank mere som en vampyr end alf. Svagt kluklo han og trak på skuldrene uden at sige noget, men som skikkelsen kom nærmere, fandt et skævt smil alligevel frem til hans læber. Der var et eller andet der virkede bekendt. De prikker og streger i ansigtet mindede ham om en af de andre han havde set i Nattens Tredje Øje. Han forsøgte ivrigt at komme i tanke om hvad navnet var på kvinden og som et lyn fra en åben himmel, kom han i tanke om det. Salomon lænede sig tilbage mod bænkens ryglæn ”Du skal være så velkommen. Halith ikke sandt?” spurgte han med et kækt smil på læben, som han rakte armen ud mod det frie stykke af bænken.

Som en ulv der lugtede noget fælt, kunne hun næsten forestille ham rynke på næsen førhen at han faktisk gjorde det. Stanken som det så pænt blev beskrevet af andre varulve, var skam ikke til at tage fejl af... især hvis man kendte forskel på dødt og levende dødt. Det her havde trods alt været dødt længe. 
Men hun lod sig ikke mærke af det, da et tilfreds smil i stedet trak de små læber fra hinanden, og afslørede perlerækken af hvide tænder "Korrekt". Han kunne huske hende. 

Det var en forunderlig form for komplimenterende. 
De flaksende vinger lod hende forsigtigt dale ned imod bænken, hvor at hun fandt sig til rette på armen han rakte ud - så høfligt! Med skadefjer kildende om de nøgne ben, krydsede hun dem i en mere afslappet skrædderstilling, og lænede sig tilbage med et suk. "Salomon Blackwood..." navnet klingede lyst i det mindre stemmebånd, og blev efterfulgt af et spørgende øjenbryn. "... jeg læste din fil for et par måneder siden... er du faldet godt til, eller..?" tavst gled blikket tilbage på flasken, førhen at det hurtigt fandt mandens tvefarvede skovøjne, et næsten drillende smil om læberne i sin spørgen, på trods af alvoren bagved. Eller var det her en helt anden ting? 

Se forandring var ikke let for de udødelige. Og selv med måneders træning, var tilpasning ikke.... altid ideelt, eller ønskværdigt. Nogle valgte at drukne det i alkohollen, andre i træning. 
Og nogle gav fuldkommen op, når de erfarede at end ikke accepten i Nattens Øje, førte til indre tilgivelse for tidligere handlinger. Sådan havde hun i hvert fald haft det, i mange måneder. Hvis ikke år.
Hun bebrejdede ikke nogen for måden de healede på. Det ville nok være det mest dobbeltmoralske, givet hendes egen situation. 

Salomon var efterhånden ved at vænne sig til stanken af disse levende døde, eller vampyrer som normale folk måske ville kalde dem. Nej, det var bestemt ikke den bedste lugt, men den var til at håndtere det, når man dagligt arbejdede side om side med dem. Han kunne huske det tog ham lidt tid før han så meget som overvejede at tale til nogle af de blodsugere. Nu var det en anden historie, han talte da med hende nu.
 
Han blev lidt forundret da hun satte sig til rette på hans arm, men lod hende alligevel sidde. Roligt tog han armen til sig og placerede den mere foran ham, i stedet for at ende med hold i nakken. Som hans navn blev sagt bukkede han let hovedet og sendte hende et smil ”Ja så? Jeg ved ikke om jeg skal være bekymret over den udtale.” sagde han efterfulgt af en let klukken. Han fulgte hendes blik mod flasken og han sukkede ”Lad mig bare sige det sådan her… Det har været nogle hårde dage på det seneste.” kom det næsten opgivende fra ham. Hans druk stammede ikke fra hans job eller noget, det var blot hans måde at deale med de mange tanker og de mareridt han havde haft som hjemsøgte ham. Bevares så havde der også været gange hvor han overvejede at give op og stoppe med at være en del af Nattens Øje, men han hang endnu i, trods alkohol forbruget.

Alfens hvide øjne glimtede fornøjet i de første sekunder. Der var trods alt intet som når ens filer blev læst igennem, og Halith forstod ’bekymringen’, der heldigvis fik en klukken over læberne. Da det dog blev fulgt op af et lidt mere sukkende toneleje, gled det lille hovedet stilfærdigt på skrå, og hun nikkede sagte. ”Jeg hører dig” tilføjede hun, og klappede sagte den behårede arm hun sad på.
Han kunne nok ikke mærke det, givet hvor lette hendes berøringer var lige nu.
 
Nogle hårde dage… Bagved hende pulserede de måneblege vinger i køligt lys, men steg lidt i intensitet, idet de begyndte at flakse en smule. ”Jeg går næsten ikke ud fra at du er typen der fortæller om de hårde dage..” på trods af at det var formuleret som et spørgsmål, var det nok mere en konstatering, og alfen fortsatte derfor lidt hurtigt bagefter. Hun ønskede ikke at sætte ham i en ubekvem situation, og.. ”… og det er også forståeligt. Men hvis du har lyst, kan vi i stedet spille et lille spil i stedet..?"

Den ene af de hvide hænder forsvandt ind i imellem de skadefjer der udgjorde hendes kjole, og Halith hev hvad der lignede en lille flaske frem. ”Et ganske kort spil, som handler om at gætte sandheden imellem løgnene, og et godt tidsfordriv når man ikke har andet at lave. Du fortæller 2 løgne, og en sandhed, og jeg skal så forsøge at gætte sandheden. Tager jeg fejl…” Akkompagneret af lyden af en lille klokke, rystede hun flasken sigende, et skævt smil om læberne. ”Tager jeg en tår. Gætter jeg det…” han kunne nok godt gætte hvem der så tog en tår.
Hvilket blot var en forklædt måde for Halith selv, at lærer dem hun burde omgås, at kende. Alting var lidt lettere, når ansvaret for at føre samtalen var lagt ud igennem spillets regler. Fordi hun ville gerne lærer gruppens medlemmer at kende. Hun havde bare ikke altid... talentet, for god og let samtale. 

Salomon hørte hende tale og lod smilebåndet trække lidt i den ene side. Ganske vidst var hun vampyr, men han følte alligevel, nu hvor de var kollegaer, at der ingen grund var til bekymring. Den lille hånd der klappede hans arm, fik ham til at trække lidt ekstra på smilebåndet. Han vidste næsten ikke hvor han skulle starte, desuden følte hen ikke han bare kunne læsse det hele over på hende, så godt kendte han hende trods alt heller ikke. 

Han trak kort på skuldrene. Det var nu ikke fordi han ikke ville tale om de såkaldte "hårde dage", han vidste simpelthen ikke hvor han skulle starte. Kort fangede blikket de flaksende vinger i skæret fra månen, hvilket fik ham til at trække på smilebåndet "Det er fint, jeg skal nok overleve." sagde han og klukkede et kort sekund, før han hørte hendes ide om et lille spil. På denne tid i Tempelhaverne? Hvorfor ikke, der skete alligevel ikke noget vildt sindsoprivende. Han gav et kort nik "Jo, hvorfor ikke?" sagde han og sendte et skævt smil. 

Salomon fulgte den lille blege hånd som den forsvandt i fjerkjolen og kom frem med en flaske. Let nikkede han til hendes ord "Tjo, hvorfor ikke:" sagde han og trak let på smilebåndet. To løgne en sandhed, det betød jo han skulle til at tænke på hvad han havde lavet i sit liv. Han hævede sin flaske som hun fortalte reglerne "Så drikker jeg." sagde han for at færdiggøre hendes sætning og holdt det lette smil, der i forvejen havde plantet sig på læberne.