Solen bagte og ikke en vind rørte sig i oasen, der markerende det andet faste stop på vejen fra Balzera mod Medaniens grænse. Oasen var lille, og var ikke meget andet end et stop på vejen, men den havde udnyttet dette til fulde, og oasen havde alt hvad en rejsende ønskede sig. Vejret havde denne dag drevet de fleste til skyggen, og kun slaverne arbejdede under den ubarmhjertige sol.

Det kom derfor også som en velkommen velsignelse da en blid vind trak bløde skyer med sig, lige som dagen var ved at nå sit varmeste. Samtidig ankom en større karavane til den lille oase, bestående af 12 kameler i alt. To var tydeligt vagter af den kompetente slags, 7 var læsset tungt med handelsvarer, 1 med bagage og en bar en ekstravagant sadel med påmonteret parasol hvorunder der sad en selvtilfreds handelsmand. Dette, sammen med en lille mængde folk til fods, var et ganske normalt syn ved oasen. Den sidste kamel skilte sig ud. Denne kamels seletøj var rigt udsmykket og bar den den lav-adelige handelsfamilie Malikzenni våbenskjold. Denne saddel var også monteret med en bred parasol for skygge, og fra parasollens kant hang et tæt forhæng af perletråde der skjulte kamelens ryttere fra omverdenens blikke. 

Det pludselige skift i vejret gav flere mod på at stikke hoved ud fra skyggerne, og der var snart en summende aktivitet omkring den nyankomne karavane, som der blev bragt vand til dyrene og forhandlet priser for karavanens ophold.

En dristig vind dansede i perletrådene over den tolvte kamel, og afslørede kort to unge kvindeskikkelser i diskussion.

“Så hvorfor skal vi rejse sådan her, når vi kunne have brugt en teleportør?!” lød en piges stemme beklagende. Spørgsmålet blev besvaret af en ung kvindestemme, med et tungt suk.

“For tredje gang Safira, fordi vi skal have bagage med og teleportørene tager sig kongeligt betalt når Dronnings festligheder nærmer sig”

“TSK! Når vi i det mindste snart grænsen så vi kan skifte til en vogn?”

En mild latter perlede fra den ældre af stemmerne “Søster dog, du vil da ikke bilde mig ind at du foretrækker nordens bumlende vogne, frem for den blide vuggen på kamelryg?”

Hvis ikke at den unge Kazimi havde vidst bedre, ville Mehdi næsten have troet at selve solens åsyn havde været ude efter ham specifikt som den bortmanede alle skygger end dem man selv havde medbragt. 
Måske en kende atypisk for hvordan mange forstillede sig Kazimi familien, var han og hans følge til hest i stedet for kamel, men efter hans lange dannelsesrejse følte han sig mere hjemme på hesteryg og når turen alligevel bragte ham længere end Rubiniens grænser var det praktisk på en anden måde. 

Dog blev Mehdis nysgerrighed vækket som en større karavane ankom til oasen som de havde gjort holdt ved, Yandrin hans medbragte vagt, nikkede kort før han krydsede de bagende solstråler for at se nærmere på den noget mere prangede tolvte kamel. 
Det tog ikke mange øjeblikke for vagten at vende tilbage, dog skævende kort mod hvad der lignede et halvdyr af en art. "Min herrer, seletøjet bærer Malikzenni familiens mærke, men vær varsom overfor halvdyret det lader til at have svigfulde intentioner."  Mehdi skævede kort til vagten, trods hvor brugbar evnen til at mærke om folk ville gøre nogen ondt, så havde vagten en ganske upraktisk vane med at tale i tunger. "Jeg ser, så må jeg hellere hilse på." Nikkede den unge Kazimi og krydsede det varme sand mod den eller de slørede kamelryttere. 

Til Mehdis held aflørede en pludselig vind de unge kvinder gemt bag perlerne, den enes skønhed imponerende trods det korte glimt. "Vær hilset frøkener Malikzenni, jeg er Mehdi Arsalan af Kazimi Ul'Fareed en glæde at gøre jeres bekendtskab." Lød det med et kort buk

Perla så hvordan hendes yngre søster Safira rullede med øjnene af drillerierne, og en let klukkende latter undslap Perla. "Fordi duften af kamel-røv er bare så tiltalende" skød den yngre Safira igen.
Perla skulle til at give sin søster en reprimande for hendes sprogbrug, da en pludselig flod af følelser strømmede over hende. Tørst, overvågenhed og overraskelse blandede sig med hendes egen fornøjenhed og Safiras lette irritation. Et lavmælt gisp forlod Perla og tog ordrene fra hende, men hun fik ikke mange øjeblikke til at sunde sig, før en skikkelse nærmede sig.

Med en kort kommando knælede kamelen ned og foldede benene ind til sig, så passagerende let kunne stige af. Det tog ikke den yngste Safira mange øjeblikke at glide ud fra under perlegardinet og ned på jorden, hvor hun prompte krydsede armene for at se den nærmende herre an. Den unge pige var end ikke nået den gifteklar alder, og bar hvide sørgeklæder. Der var dog ikke meget sorg at finde i hendes udtryk som hun lidt arrogant frontede på Mehdi.

Imens trådte en tjener hastigt til, hæftede perlegardinet af sadlen og løftede den med ned som Perla steg af, skærmende hende fra omverdenen under hele forløbet.

"Må skyggen nå Dem, søn af Fareed af huset Kazimi" hilste Perla høfligt og nejede dybt inde fra sit skjul, en gestus Safira ekkoede. "Jeg er Perla Isanné Malikzenni Ul'Ilian al Malik, og dette er min søster Safira". Værende stadig et barn i samfundets øjne, viste Safira det ikke var hendes plads at tale, så selv efter hun var blevet introduceret og atter rettede sig op igen, trådte hun pænt tilbage for at lade de voksne tale sammen, mand til perlegardin.

"Det er længe siden Junker Kazimi. De husker mig næppe, for jeg var blot et barn da vore veje sidst krydsede, men det er i sandhed en velsignelse at stå i Deres selvskab atter en gang" fortsatte Perla og skønt hun var skjult fortalte hendes stemme meget. Den var lavmælt underdanig, men flød melodisk og var let at hører. Hendes ord var oprigtige men uden at blive sentimentale. Det var kunsten at fører sig som Kvinde, en kunst Perla fandt det markant nemmere at udfører, når ordrene udsprang af noget ægte.
I mellemtiden opstod en dyb rynke mellem Safiras bryn, som hun skævede skeptisk mod manden hun bestemt ikke synes at genkende.

Mange af rubiniens folk ville finde den yngre søsters opførsel både upassende og nærmest provokerende, men Mehdi fandt den unge Safiras opførsel mest af alt morsom frem for andet. Det var dog et held at hans onkel ikke havde været der, for fyrsten havde næppe taget det pænt at et barn havde opført sig sådan overfor en mand.
Safiras sørgeklæder undrede ham dog en smule, han havde ikke hørt noget direkte om at der skulle være hændt Malikzenni familien noget.

Ikke at hans tanker havde tid til at dvæle meget over det mysterium, inden at Perla gav ham et nyt at fundere over. Deres navne virkede bekendte ja, men hvor var det nu det kom fra.. Ah! "Jeres forældre søgte en måde at handle nogle krydderier og vin på et besøg ved Iselinborg hvis min hukommelse ikke fejler mig" Smilede han og bukkede sig kort frem. 
"Tænk at guderne ville tilsmile os med endnu et møde flere år senere." Tonen i hendes stemme tydede dog på at det havde været et positivt møde dengang, hvilket passede meget godt med den smule han selv kunne huske derfra, ligeså afslørede slangen ej heller nogen løgne. Trods det faldt en somber mine over Kazimi junkerens ansigt "Med frygten for at kaste en skygge over vor gensyn, kondolere jeg jeres tab."

I baggrunden holdt Yandrin øje med halvdyret der lod til at have travlt med at rejse videre.

Et varmt smil bredte sig over Perlas læber og hendes kinder tog en smule farve som det blev klart at Mehdi ikke blot påstod at huske hende, men med detaljerne bevidste at der var oprigtighed bag hans ord. "Deres hukommelse tjener dem ganske vel min herre" anerkendte hun og kunne ikke helt holde smilet fra stemmen.

Smilet holdt dog ikke længe, som nutidens skygge kastede sig over fortidens munterhed. "Vi takker dem for venligheden" bød hun høfligt, men tøvede med at fortsætte. Skønt sandet havde lagt sig over forældrenes hvilesteder virkede såret endnu frisk, og blot tanken om at tale om det, fik Perlas hals til at snører sig sammen. Men hun kunne ej heller blot ignorere det, og fortsætte som intet var hent. Det ville være at skænde deres minde.

Langsomt sank Perla en klump og fugtede sine læber "Vores ærede forældre var i Tar Alsarif da..." de emotionelle ord døde på hendes læber. Hun sank endnu en klump. Hun kunne ikke vakle nu. Hun måtte være stærk.
I baggrunden rømmede Safira sig kraftigt, og Perla fandt mælet  igen, denne gang mere kontrolleret. "Da Mørket angreb. Jeg hører også vi har Kazimi familien at takke for at redde byen, inden den blev ransaget. Som ældst af Malikzenni familien, byder jeg jer vores største taksigelser"

Skyggen af et smil dansede over Mehdis læber, han var ej for stolt til at tage et kompliment tvært i mod tog han i mod dem med kyshånd. Det var dog sandt at hans hukommelse var en af hans største styrker, for hvad nyttede det at have øje for detaljer hvis man ej huskede dem?

Smilet var dog forduftet som en unge frøken Malikzenni fortalte om hvad der var hændt hendes forældre. Hvor meget end han prøvede at forholde sig i ro kunne han mærke sine negle borer sig ind i håndfalden af hans knyttede hånd. "Jeg skal bringe jeres tak videre." Ikke at Mehdi selv ville kunne have gjort noget for at stoppe angrebet, hvordan nogen af raskt sind kunne finde på at være tilhængere af noget så vederstyggeligt som Mørket kunne han kun gisne om.
Fingrene løsnede sig i den knyttede hånd en for en, ikke at det på nogen måde gjorde noget for deres sorg at have den slags viden, men måske kunne han gøre noget og hjælpe med sorgen. "Hvis de en dag ønsker nogen at lægge øre til jeres sorg, så tilbyder jeg ydmygst gerne mit eget, eller min hjælp med at finde et passende." Nok var et et pludseligt tilbud, et besynderligt et givet oprigtigt af en af den storslåede Kazimi slægt, men trods løvens sorte pels var Mehdis hjerte ej sort.

Perla kunne ikke andet end blive rørt over Medhis tilbud, og den oprigtighed med hvilke han bød den. Der havde ikke været mange de to søstre kunne læne sig op af, og der havde ej heller været megen tid til at opsøge trøst. Men nu hvor den blev budt, kunne Perla undgå at mærke savnet knuge i hendes bryst og uretfærdigheden sætte hendes blod i brænd. "Deres generøsitet og venlighed er beundringsværdi, og rørende" Perla skævede sig kort over skulderen i håb om at få et glimt af Safira, men blev ikke mødt af andet end indersiden af perlegardinet "Men vi vil næppe bebyrde Dem med vores kvindelige følsomheder". Hvor meget hun end higede efter at åbne sit hjerte og lette det evigt opbyggende tryg, så virkede det samtidig for risikabelt, for farligt. Hun kendte ikke til Mehdis intentioner, men selv hvis han egne var oprigtige og rene, så var han stadig en Kazimi, og en del af deres spil, ligesom hun selv - ligesom alle andre.

Vinden der så blidt havde holdt den bagende varme på afstand slog om og tog til. Sand hvirvlede op og stak i øjne og mod ubeskyttet hud. Samtidig forsvandt de bløde skyer der havde givet behagelig skygge, og solen bagte ned med overraskende intensitet.

Overraskede udbrud lød fra den yngre Malikzenni søster, og Safira spyttede og spruttede som hun fik sand i munden. Perlegardinet kimede en hektisk melodi, som selv de tunge strenge af perler blev kastet mod hinanden, og de vildfarende tårer der lå på Perlas kinder blev vist til omverdenen i flygtige glimt. Imens stod Perla selv ret, med nedslået blik og hænder tæt knyttet om hinanden. Hun tog en dyb indånding, og en til, men lige lidt hjalp det. Vinden piskede omkring dem ufortrødent, og kamelerne brægede utilfreds bag dem.

Den snoende fornemmelse afslørede at afvisningen af hans tilbud ikke havde været lige så sandfærdig, som de rosende ord der var faldet før havde været. Det kunne tyde på at ønsket om at nogen lyttede var større end den unge adels frøken var villig til at  gå med til, en smart tanke men sørgelig på samme tid.

"Jeg takker for de rosende-" Pludselig hvirvlede sandet op omkring dem som et vredt vindelemental var blevet vækket og Mehdi fandt sig selv spruttende i stedet for talende.
Hans vagt hastede mod hans side, men Kazimi junkeren havde i stedet selv travlt med at krydse den korte smule distance der var mellem ham og Perla for dække ham selv og hende med hans rejsekappe skærmende mod det nådesløse og aggressive sand. "Ved guderne hvad sker der?" Lød det forvirret fra ham som Yandrin fulgte sin herres eksempel og skærmede den yngre søster. 
Selv i kaoset omkring dem kunne Mehdi ikke ladevær med at beundre den mørklødede skønhed der viste sig kort mellem perlegardinet, måske havde hans tid i midterlandende gjort ham blødhjertet men som tårene glimtede i den bidende sol ønskede han at stryge dem bort og hører glæden i hendes stemme igen. 
"Kom lad os komme i læ." Mildt prøvede han at genne hende i læ med kappen som dække, trods en svigende fornemmelse på hans blottede hud.

Perla gispede som Mehdis arm og skærmende kappe brød igennem perlesløret, og trak Perlas tanker tilbage til virkeligheden og det kaos hun havde tilvejebragt. Safira tøvede ikke med at søge tilflugt hos Yandrin.
Knap var begge søstre dækket, før tjeneren der havde holdt perlebaldakinen lod den falde til side i sandet, og hastede over for at hjælpe vagterne med kamelerne.

Panikken truede med at overtage, men et blidt puf fra Mehdi fik afværget den selvforstærkende spiral, og Perla fik fødderne i gang. "J-ja" fik hun fremstammet, som hun hurtigt og lydigt fulgte Mehdi mod det læ han havde udset sig, og de lokale var ikke sene til at give plads til de unge adelige.

Trods Mehdis hurtige reaktion havde reddet Perla fra vindens pisk, lod sandets vilje sig ikke nægte. Der havde dækket Perlas fødder og ankler, og sneget sig ind i hver en krog af hendes af klæder. Kindernes tårespor var tegnet op i sand, og hvert et sted hvor den mørke hud havde været synlig, var dækket af et fint lag sandstøv. Hun så herrens ud, og var voldsomt rystet, men takket være Mehdis gerning, var hun uskadt.

Hvad det sagde om Mehdi at han ikke skænkede karavanen med dens vare og kameler en tanke, men fokuserede på at få Perla i sikkerhed var svært at sige. Nok havde varene en værdi men på ingen måde sammenlignelig med de to søstre, samt det var vel det rigtige at forsøge at få andre ud af farer hvis man kunne tage muligheden? Især når man var svær at give varig skade.

Heldigvis var der ikke langt til det nærmeste opslåede telt, det ejer fanget i et andet få meter overfor. Yandrin og Safira der havde prøvet at følge efter var i forvirringen endt i det andet telt. 
"Er i vel?" sukkede han som det værste lod til at være overstået for nu. Det var et fjollet spørgsmål hvordan kunne hun være det? De så begge herrens ud, han havde selv sjældent været så beskidt og den sviende fornemmelse prikkede stadig hvor sandet havde efterladt rifter, samt hans læg føltes underligt varm. Den nu højrøde plamage hans blik fandt med en skarp sten stikkende ud af havde nok noget med det at gøre.
Forvirret blinkede Medhdi et par gange, han havde slet ikke mærket det ske og prøvede nu hastigt at skærme Perla fra synet "Erh et øjeblik" lød det knap så roligt som han havde håbet. Han kunne godt fikse det men den svigende fornemmelse gjorde det ikke just lettere at koncentrere sig om at regenere.

Perlas åndedræt skælvede som hun forsøgte at bringe sit hamrende hjerte under kontrol igen. Mehdis ord var fjerne, hendes fokus dvælende ved stormen der rasede i hendes bryst og sind. Nært havde Perla blot nikket, af høflighed og for ikke at synes til besvær, men som hun så op og mødte Mehdis blik døde nikket inden hun kunne mere end løfte hagen. "Nej, ikke rigtigt" svarede hun med en lille, glædesløs latter, som chok og absurditeten af det hele slog hende ud af kurs.

Perla sænkede blikket, og Mehdis forvirring skyllede over hende. Udenfor blandede hagl sig med sandstormen, men det blev næppe bemærket i den brede panik skabt af den pludselige storm. Et øjeblik var det som guderne holdt vejret, så pludseligt lagde vinden sig med chokket. Men det varede ikke mere end tiden det tog Perlas sandtunge øjenvipper at blinke, og opdage et spor af mørke pletter i sandet, et spor der endte ved Mehdis fødder "Ved guderne, De bløder!" udbrød hun, og trådte hastigt frem mod ham, dog uden helt at vide hvad hun skulle, eller kunne, gøre.

Udenfor trak vinden op igen, strid og skærende, bærende skyer for solen. Det var dog en lille velsignelse at vinden synes at have mistet sin interesse i at bærer sandet med sig, for nu.

Med en let rysten af sit hoved gav Mehdi sin enighed til Perla, han havde aldrig oplevet at vejret skulle være så omskifteligt i Rubinien før, men at sådan en storm skulle være kommet ud af det blå havde han aldrig hørt om i andet end historierne om sandheksen hans moder havde fortalt ham som barn.

"Åh, bare rolig det er ikke så slemt som det ser ud!" Lød det så afslappet han kunne formå som han fjernede stenen der havde sat sig fast i hans ben og bed smerten i sig. "Hvis de vil hjælpe så læg en hånd over det." fortsatte Kazimi sønnen og rakte ud for at lede hendes hånd til såret der allerede så småt var ved at lukke sig, nu hvor han faktisk var bevist om det var der. 
Hans lyse øjne flakkede fra hendes til vinden der atter engang havde skiftet karakter, som selve vejret var blevet forbandet. 
"Tag blot en dyb indånding" bød han hende og trak selv vejret ind og pustede luften langsomt ud, de var sikre for nu og skulle blot vente på at vinden lagde sig igen.
Langsomt flyttede han på hænder så det nu forsvundne sår hvor kun halvtørt sandkaget blod vidnede om at det overhovedet havde været der. "Jeg går ikke så let i stykker." Klukkede han med et opmuntrende smil.

Perla så bekymret på Mehdi og hans sår, ikke umiddelbart overbevist af hans bravado. Dog nåde hun ikke at stille spørgsmålstegn ved det, eller tilkalde en helbreder, før han rakte ud efter hendes hånd, og hun lydigt fulgte hvor han ledte, trods en let rysten på hånden. Hun knælede ned, lagde hånden over såret som han bød, men hendes forvirring blev næppe mindre. Hun var ingen helbreder, hvad forskel ville hendes berøring gøre?!

Mehdis rolige udtryk indbød dog ikke til spørgsmål, og i stedet fulgte hun hans eksempel. Hendes første indånding var skælvende, men som hans ro flød indover hende, lukkede hun øjnene og fandt hun sin egen med en dyb indånding efterfulgt af en lang udånding.

Udenfor lagde vinden sig rigtigt denne gang og efter et øjebliks ro, hvor Perla åbnede øjnene, fjernede hånden og så det helbredte sår, begyndte en let, velsignet regn at falde fra de samlede skyer, trommende legende mod teltdugen.

Perla åndede lettet op som hun rejste sig og rettede ryggen igen. "Det ser jeg" svarede hun lettet, og gjorde sit for at holde fast i følelsen. Det fortjente de arme folk hun havde pint det sidste, lange kvarters tid.
Nysgerrigt løftede hun sin hånd og betragtede sin sanddækkede håndflade, hvor enkelte mørke plamager af Mehdis blod hang fast. "Men ville det være for direkte af mig at antage De næppe behøvede min assistance i fortagnet?" spurgte hun mildt. Det var ikke en beskyldning, tværtimod. Der var en sær tilfredsstillende følelse, en trøstende tanke, i at have hjulpet, om det i sandhed havde været nødvendigt eller ej.

Mehdi's tendes til at virke noget bestemt havde sine brugbare øjeblikke, så som nu hvor det havde været med til at få flyttet den unge aldelsfrøkens fokus fra at gå i panik, og faktisk give ham muligheden for at fokusere på at regeneret såret.
Åndedræt for åndedræt var det som verden og vejret holdt vejret med dem og lod til at mildnes og falde til ro med en velsignet trommen mod teltduen af spontant regn.

Smilede bredte sig en anelse bredere på Mehdi's læber. "Jeres antagelser er for jer at have, men en beroligende hånd er altid hjælpsom." For hun havde ret, det var ikke fordi at hendes håndspålæggelse som sådan havde gjort noget for hans sår havde læget hurtigere, men det havde i det mindste givet hende noget konkret at bidrage med. 

Nu hvor der endelig lod til at være faldet ro på det noget besynderlige vejr, bed den unge Kazimi endelig i sandhed mærke hvor stor en skønhed Perla faktisk besad, selv om vinden og sandet havde gjort de begge så herrens ud, så kunne han ikke benægte at hun var som en smuk ørkenrose. 
Ved et under havde vinden ikke taget det lommetørklæde han havde med sig, hvilket han roligt rakte mod hende hende. "Til jeres kinder hvis i ønsker det?" Tilbød han, og indirekte for at hun kunne tørre hans blod af hendes hænder.