Splip følte han var på toppen af verden, og intet kunne slå ham af han ridedyr - vel og mærket et ridedyr han ingen kontrol havde over, men hvad vidste han egentlig også om ridedyr. Han havde det bare sjovt! Sjoven varede dog ikke længe, da vildsvinet meget pludseligt skiftede retning, noget der fik Splips greb til at løsne sig en smule og et overrasket, lille skrig forlod hans læber. For et øjeblik sad der et lidt panisk udtryk over den lille fyrs ansigt, for han vidste hvor ondt at gjorde at falde af når vildsvinet var i fuld løb.
Noget han ikke havde lagt mærke til var retningen de nu havde, og først da buskens stikkende torne stak i huden på Splip. Det var tydeligt at høre at det ikke var rart, da en masse utilfredse lyde erstattede de underholde hvin.
Splip prøvede bravt at holde fast - det gik jo lige så godt! - men der skulle ikke mange stikkende torne til, før begge hænder slap vildsvinets pels. På grund af grenene, kunne de ødelagte vinger heller ikke baske, og så snart Splip slap sit greb en smule, gled han ned på jorden med et tungt
bump.
Med sølle klynk kom Splip op at sidde, men han stirrede lidt på armen hvor der sad en stor, tyk torn fast. Det gjorde ondt, og han vidste han bare skulle hive den ud, men han vidste også at det at hive den ud, ville gøre ondt. De klynkende lyde blev derfor kun højere og mere ynkelige at høre på.