Som rejsende langs handelsvejen mod Balzera var palæet tilhørende Fareed Shandar af den noble Kazimi slægt, yngre broder til den ærede fyrst Sephyran IV, et af de første storslåede syn der kunne lægges øjne på. 
Selve palæet stod omkredset af en stenmur der var lige dele kunst og forsvarsværk, farvede sten formede sirlige mønstre og adskillige sorte løver der værnede beboerne mod nysgerrige og misundelige blikke.

Medhi derimod nød den stille vind der blæste gennem haven i Silke løvens palæ. Haven var som så meget andet i hans faders hjem, smuk uden den mindste mulighed for fejl.
Stier af farvede klinker snoede sig mellem velholdte bede med utallige blomster i alverdens farver, træer knejsede som de var taget ud af eventyr og skabte små oaser af skærmende skygge fra den ellers bagende rubinske sol.

Mehdi havde taget plads ved hans favorit del af haven, ved det lille vandfald der løb ud i en lille perfekt cirkulær dam, selve vandet kom fra en magisk krystal, en gave hans far havde fået i bryllupsgave i sin tid.
Endnu engang gled hans blik ned af brevet han havde modtaget for over en måned siden, Olives håndskrift var som altid nydelig som hun fortalte at hun ville komme på besøg, og selvom den unge Kazimi næppe ville indrømme det, så havde han savnet hans anden familie.
Selvom rejsetider var svære at regne helt præcist så havde han en forventning om at hun måtte ankomme denne dag eller den næste.
Tjenerne var blevet adviseret om hendes ankomst og ville fører hende gennem haven hen til ham, om det var gudernes vilje eller ej vidste han ikke men begge hans forældre havde ærinder de næste par dage der holdt dem i selve Balzera, hvilket efterlod Mehdi som manden af huset.

Alment kendt var det at guldløvernes patriark, Sephyran af Kazimi, var ganske snæversynet i hans kvindesyn - en sand misogyn. Det havde derfor, med rette, taget Olive de bedste af hendes overtalelsesevner, at få hendes papa til at indvillige i lade hende rejse til sydens sol, for at forhandle med Kazimi fyrsten - så frem at den forgyldte løve var til at overtale til et møde med den væsentligt yngre hertugdatter og arving.

Uden en forstående aftale med fyrsten selv, men derimod hans nevø, og længe savnet ven af Richelieu familien, Mehdi af Kazimi, var komtessen og den mindre konvoj bestående af to bevæbnede vagter og to tjenestefolk draget mod Rubinien's varme.
Takket være urteblandingen, der skulle holde kvalmen for døren under rejsen, havde turen faktisk været ganske tilforladelig. Olive havde siddet som klisteret til den lukkede vogns rude, betaget af hvordan landskabet ændrede sig. Alt mens hun huskede tilbage på Mehdi's fortællinger om ørken landet, bjerge der blev skiftet ud med stejle sandbanker, grønne livsgivende oaser og ikke mindst den bagende sol, der selv i det skyggefulde aflukkede allerede virkede ubarmhjertig.

Om det var varmen eller mængden af urter der var begyndt at løbe lidt tyndt var ikke til at sige, men skyggen af en kvalme nåde at sætte sig i den slanke hals, før ankomsten. Med en følelsen af at være grøn i hovedet, blev Olive ledt gennem prydhaven. Den var intet mindre end billedskøn, som taget ud af en eventyrbog.
Alt der nogensinde havde været korrekt etikette gled ud mellem de tusinde sandkorn. "Mehdi!" Udbrød hun muntert, med et smil der med lethed nåede begge øjnene. Hver hånd havde lukket sig omkring en håndfuld af skørtet, så det var muligt at løbe den unge Rubiner i øde, så snart det stålgrå blik havde ramt ham. Når alt kom til alt, så var han mere som en bror end noget andet for hende, og hun ville mødt sine blodsbrødre samme varme.

Så snart at Richelieu grupperingen blev spottet satte husholdningen i gang for at sikre at alle tjenestefolkene blev indkvarteret passende, ingen skulle sige at Kazimiernes gæstfrihed var manglende. 

Mehdi selv havde som så ofte før placeret sig henslængt på en diva i skyggen, der var ingen grund til at skynde sig mere end højst nødvendigt, at skynde sig var trods alt for pøblen. Det var trods alt det Kazimi familien viste omverden, velstand og at stå hævet over dem med færre midler.
Al den påtaget løvepragt fordampede som dug fra solen da Olive trådte ind i haven, og den smilende Mehdi fra deres tid sammen i Iselinborg sprang op.
"Aina! Alt for længe siden!" Strålede han varmt og skyndte sig sig at møde hende i et upassende kram for andet end nær familie, men hun var mere som en lidt yngre søster efter hans ophold nord på.
"Jeg håber ikke at rejsen har været for ubehagelig? Jeg har taget mig den frihed at forberede nogle af de forfriskninger jeg snakkede om i sin tid" lød det mens han gestikulerede ud et bord i skyggen ikke langt fra hvor han havde slænget sig før.
Anretningen bestod af nogle utroligt søde kager der glitrede som krystaller, to svaneformede glas karafler med juice af lokale frugter.

Ved alle guder, havde han virkelig været lige så høj sidste gang de havde set hinanden? Mehdi havde givetvist også dengang gået hende en del over hovedet, men han måtte have lagt mindst 5 centimeter til siden da. "Hvis ikke du passer på, så kan du snart nå skyerne." Bemærkede hun drillende med et kærligt smil. Der var ingen intentioner om at fremstå ildesindet med kommentaren.
Kram udvekslingen havde kunnet få en hver udefra stående til at korse sig over synet. Krammet var lige dele alt for langt og lidt for tæt, men da først Olive stod med armene lukket omkring den unge Kazimi, så var det ikke bare lige til at give slip med det samme.
Det føltes allerede som en hel livalder siden, at hun sidst havde siddet i skyggen af Iselinborg's store blodbøg med en bog mellem hænderne og udsigt til Mehdi i færd med at træne med en af hendes brødre eller Hertugen ad Richelieu selv.
I så mange år havde løvesønnen været en del af familien, men afsavnets størrelse var alligevel kommet bag på hende. Hun var derfor ikke helt klar på at vikle armene fri, lige med det samme.
Fornuft og ikke mindst praktikalitet endte dog i sidste ende med at få lov til at herske. "Slet ikke. Rejsen var ganske tålelig, men det kan jeg mest takke fyrstinden af Erneyll for." Svarede hun ærligt, men undlod med vilje ikke at benævne den sidste del af turen havde holdt lidt trægt i det. Det var ingen større hemmelighed, at Olive led af en frygtelig rejsesyge. Heldigvis var det blevet en del lettere med Dionisia's urteblanding. Med en næsten barnlig nysgerrighed i blikket fulgte hun ham mod skyggedækket, hvor hun tog plads i bløde puder klædt i silke.
Kagerne var små, der var højst to mundfulde i en kage, men de var smukke og det var svært at vælge hvilken en at smage først. "Hvilken er din ynglings?" Spurgte hun uden at tage blikket fra kagerne. 

Mehdi havde altid været højere end Richelieu tvillingerne, men som de var blevet ældre var det blevet mere og mere tydeligt, hvis han ikke tog fejl var han nok højere end den højeste af brødrene eller som det mindste lige så høj. "Altså nogen skal jo kunne kunne fange dig og Stella en lommesky eller et stjerneskud!" Drillede han tilbage, trods han var kende ømskindet om sit udseende, så havde det aldrig været noget Olive havde været ondsindet omkring.
Trods Mehdi var utroligt glad for at være hjemme i hans families hjem igen, så som de stod favn i favn så mærkede han den umiskendelige følelse af hjemve, hjemve for hans andet hjem som ærligt havde været mere imødekommende end det han kom fra, men man kunne ikke just vælge den familie man blev givet. 

"Det glæder mig at hører, ikke at jeg er sikker på hvilken finger fyrstinden har med i spillet, men skal jeg ligefrem til at se frem til flere besøg?" Svarede han varmt, det var sandt at flere besøg fra Olive ville være en kærkommen tanke, men ikke just en som ville være praktisk i det længere løb, det var en længere rejse trods alt og Olive måtte utvivlsomt have mange pligter at se til. 
Som de nåede hen til anretningen slængede Mehdi sig magelig i en mindre bunke af silkepuderne, "Jeg har en forkærlighed for dem med rosensmag" svarede han med et let skuldertræk og blid bevægelse mod et glitrende rosa kagestykke. De var umådeligt søde i smagen men friske på deres egen måde, samt det gjorde det lettere at holde sig til kun et enkelt stykke. 
Mehdi viftede kort med hånden og en slave kom og skænkede op i glas til dem, hvor et glas med sødt duftende bærsaft blev rakt mod komtessen. "Hvis jeg ikke tager meget fejl vil dette falde i din smag" Smilede han og tog et sip fra sit eget glas med friskpresset appelsinjuice. 
"Er alt ellers vel derhjemme? Henry og Curtis har ikke forvoldt for mange problemer når jeg ikke er der til at holde dem i ørene?" Klukkede han, den lattermilde stemme skjulende at han oprigtigt håbede at alt var vel.

"Hvis du tillader det?" Spurgte hun humørfuldt velvidende at sandsynligheden for at Mehdi ville forbyde hende at vende tilbage til ørken oasen var lille, men Olive ikke blind for deres tid hver for sig indebar en lille risiko for at den havde sendt dem for langt fra hinanden. Hvorvidt hyppige besøg ville være mulige i det lange løb var derimod en bekymring for en anden dag; for med vilje var der vej, og Olive var fast besluttet på at finde den, hvis det kom der til.

Blikket rettede sig mod de omtalte kagestykker. Smag af rose, det lød tiltalende selvom smagen var svær at forestille sig. Olive havde forestillet sig den mild, da hun tog en bid af det lille bagværk. En mindre parfumeret eksplosion af ramte tungen og fik øjenbrynene til at løftes med et lavt overrasket "Åh." hvorefter endnu en bid blev taget.
Et taknemmeligt smil trak i mundvigende, idet Olive tog imod glasset med den rubinrøde bærsaft, skænket af en slave. Roligt førte hun kanten til læberne. Et glimt af overraskelse strøg over de fine træk. Forbløffet over hvor fortrinligt saftens sødme passede med den parfumerede smag af rose, skønt de begge havde en påfaldende fyldighed. "Du kender mig som havde vi aldrig havde måttet skilles." Komplimenterede hun smilende med blikket vendt mod ham.

Olive slap en kort, men varm latter med en hånd holdt afskærmende op foran munden efter at have taget det sidste af det prøvesmagte kagestykket i munden "Henry opføre sig som en engel, men Curtis..." Hum himlede dramatisk og rystede let på hovedet. Lillebroen havde altid været mild af sind, men med teenager hormonerne rasende i kroppen havde han udviklet en ufattelig evne til at handle mere og tænke mindre. En farlig blanding, der bestemt holdte hele husstanden i gang.
"De savner dig, - det gør vi alle sammen."

"Tillader det? Tvært imod jeg opfordre til det!"Strålede han, trods den Mehdi hun var vokset op med og den Mehdi han følte sig nødsaget til at være i Rubinien ikke var så ens, så var der noget befriende ved at være lidt nærmere den hun huskede om det kun kunne være i kort tid.

På trods af at det næppe var passende aldelig opførsel kunne han ikke ladevær med lade et nysgerrigt blik hvile på Olive som hun smagte på kagestykket, midtlændingenes kage tradition var noget anderledes end den Rubinkse det havde det med at være eksplosioner af farver og smag, overdådighed hvor der kunne findes plads til det. "Det glæder mig at min hukommelse ikke har svigtet mig." Smilede han tilbage, små detaljer havde det med at blive hængede noget bedre hos de to end så mange andre han havde mødt.
"Virkelig? Jeg havde på ingen måde troet at Curtis ville ende så slem at hans søster himler med øjnene af ham." Klukkede han fortsat med et smil på læberne. Det glædede ham oprigtigt at alt lød til at være vel tilbage i Iselinborg, og de problemer der var lød til at være nogenlunde overkommelige.
"Jeg - savner også jer" indrømmede han, det var ikke fordi at det var nogen hemmelighed men alligevel havde hans maske gledet af et øjeblik, for hvor glad han end var for hans fars opmærksomhed, så var der nætter hvor han kunne sværge på at han kunne dufte blomsterne fra haven tilbage i Iselinborg og hjemveen stak i hans hjerte. 
"Hvis dine ærinder går godt, kunne det måske tænkes at jeg kunne finde en årsag til at tage nord på og komme på besøg, jeg er sikker på at nogen er interesseret i rubinsk silke..?"

Olive havde altid gjort en dyd ud af at fremstå så ulastelig i væsen og optræden som det var hende menneskeligt muligt, men i selskab med en kær ven tøvede hun ikke med at læne sig frem og lægge hånden over Mehdi's. "Lad os ikke afhænge af Sephyran af Kazimi velvilje." Hun sendte ham et opløftende smil og lod hånden klemme blidt omkring hans. "Det ville trods alt være nemmere at flytte hele verdens bjerge end at få indgå en særaftale med Fyrsten. Og jeg ville foretrække at se dig igen længe før."  Bemærkede hun spøgefuldt, selvom det ikke var fuldkommen uden sandhed. Nok var hun arving til et hertugdømme, men hun var først af alt af hunkøn og Fyrsten var velkendt for sin mandschauvinisme.

Et let smil dansede over Mehdis læber, der var intet nyt under solen over føler sig mere fri i venners nærvær men at være i Olives nærvær mindede ham om dele af sig selv han ellers havde gemt væk. "Heldigvis er silke handlen mere i min fader Fareed Shandar af Kazimi hænder, så lige den del er nemmere." Klukkede han kort, fyrstens magt rakte langt men dele måtte han lade andre stå for ellers risikerede han nærmest drukne i viden.
"Men som altid Aina så er dit sind skarpt, særaftaler der ikke primært går mod Rubinien" Mehdi så tænksom ud et øjeblik før han fortsatte, "Med det sagt så ville det ikke være umuligt at få arbejdet på en eller anden form for handelsaftale, selvom det måske kunne hjælpe at finde nogen til overlevere idéen" svarede han en kende undskyldende, fyrsten var ikke just kendt for at villigt til lytte til kvinders idéer uden at se det nærmest som det var et personligt angreb mod ham.

Det handlede ikke kun om stolthed, når Olive sad med sand i skoende og varmen brændende i næsen. Det var et spørgsmål om selvrealisering, at kunne vende hjem med nyheden om at hun, som ene kvinde, havde opnået hvad kun ganske få kønsfæller havde været succesfylde med. Bestræbelsen efter selvtilfredshed måtte dog vige til fordel for realitetssans.

"Det lyder som om du tilbyder dig selv som min konsul?" Tilbød hun håbefuldt "Jern smedes trods alt bedst når det først er gjort varmt." Hun havde brug for hjælp, mandlig hjælp for at være eksakt, hvis hun skulle gøre sig nogle som helst forhåbninger om at indgå en handelsaftale med Kazimiernes overhoved, og der var ingen Olive stolede mere på end Mehdi til at yde den nødvendige assistance.

Mehdi sendte hende et drillende smil "Her troede jeg at du kom for at besøge og ikke for at lave handler?" Omfavnelsen fra tidligere viste tydeligt at det ikke var tilfældet men helt at ladevær med at drille hans plejesøster bare en smule.
"Men selvfølgelig vil jeg hjælpe med det, har du et udkast med?" Det ville ikke undre ham hvis det var tilfældet ellers skulle det ikke tage hende lang tid at få sat et på skrift, nok mente Mehdi selv han havde en nogenlunde sans for forretning men den blegnede i forhold til Olives, noget han havde forsonet sig med for lang tid siden.

Et glas af saften blev løftet til hans læber som han gjorde sig tanker om hvordan de bedst burde bære sig ad. "Jeg tænker at forsøge at nævne ideen for min fader Fareed Shandar af Kazimi halvt for at se hans reaktion men ligeså fordi hans ord vil hurtiger nå fyrstens ører" Det ville være første gang at han skulle bede sin fader om sådan en tjeneste, men deres forhold var blevet bedre end sidst hans far holdt af ham igen og hvad han kunne gøre for ham, så han ville lytte det måtte han gøre.
"Han kommer hjem her senere"

“Tid er krystaller og skønt alle ved at Kile arbejder hårdt, så vil selv guderne vide at Richelieu arbejder hårdere." Kvidrede hun i en spøgefuld bemærkning, til trods for det ikke var et udsagn Olive nødvendigvis var uenig i, men heller ikke et som hun heller ikke vægtede højre end tid brugt med en afsavnet kær ven. 

En alvors rynke groede ikke længe efter mellem de mørke bryn ved nævnelsen af faderen, hvorefter hun fandt et mindre sammenrullet pergamentet frem og rakte det mod Mehdi. "Det er naturligvis ikke det endelige forlig, men det burde være nok til at kunne se fordel i ikke uden videre at affærdige et potentielt samvirke der vil være favorabelt for begge familier." Tilføjede hun lettere løseligt altid nyssygerig efter i at få hans besyv, mens det varme smil atter fandt vej omkring læberne. Nok havde bonus broren haft en del af sine formative år væk fra sydens bagende sol, så var han stadig det bedste bud på en intervenient.
"Tror du din fader vil lade dig stå i hans sted som min ledsager, såfremt at din onkel er tillader et møde?"

Smilet forblev på Mehdis læber, Olive havde ganske ret i at Richelieu familien arbejdede som de var ombord på et skib. Hvor roligt alting end kunne virke så var der altid mere at gøre og sikre at skibet ikke mødte Valerias omfavnelse. Ikke sagt at de ikke formåede at leve livet ligeså, de gjorde dog et mindre nummer ud af det end Kazimierne gjorde.

Med let skjult nysgerrighed tog Mehdi imod pergament rullen, noget han forventede at Olive nok skulle se igennem efter hun havde lavet hans tatovering havde det været umådeligt besværligt for dem at skjule noget for hinanden, hvilket mere eller mindre havde gjort at han var stoppet i at forsøge. 
Hastigt gled de lyse øjne over teksten før han rullede den sammen, "Det ville også være optimistisk at antage at kunne havde den endelige udgave med fra start" nikkede han og så tænksom ud et øjeblik.
"Det virker som et fint udgangspunkt, jeg ville lægge vægt på den favorable rate der tilbydes at fragte blandt andet silke nord på, og eventuelt over for min onkel at de går udenom Medanien." Det var ikke overraskende at hans fader Fareed ville nyde at få flere krystaller på lommen, mens Fyrst Kazimi næppe ville takke nej til en måde mere at komme udenom at betale vejskat til Isenwald fyrstinden. 
"Kan det passe at at i har lavet en aftale med en ametyst mine fornylig så? Jeg syntes prisen virker noget lavere end jeg havde ventet." 
Mehdi smilede varmt,  "Jeg nærmest antager det, jeg er sikker på at min fader vil se det om en god mulighed for at teste mine evner, samt han har haft besøgt fyrsten fornylig selv og selvom deres bånd er stærkt så ynder min fader at se andet end blot sin broder." Ikke at der var noget dårligt blod mellem dem af hvad Mehdi vidste, men selv Kazimier kunne få nok af hinanden.

Bemærkningen var ikke ilde ment, det vidste Olive godt, men det ændrede ikke på at hun stadig helst havde set at det var en definitiv forligstekst og ikke et udkast som Mehdi sad med i hænderne. Det var da heller ikke fordi hun ikke havde prøvet.

Lydhør for de indsigtsfulde forlag, lænede Olive sig en smule frem i sædet med albuen hvilende mod knæet og hagen i håndfladen. "Hm, det er rigtigt. Forholdet deres forhold til hinanden er noget... forkrampet." Medgav hun og klemte læberne lidt betænksomt sammen. Det ville være bekvemt at profiterer sig på Kazimi fyrstens animositet overfor Isenwald fyrstinden.
 "Forhandlingerne trak ud, så min fader havde nært ladet den frafalde, da han ikke var overbevist om at profitten ville være besværet værd, men jeg insisterede." Heldigvis havde det vist sig at være favorabelt at. Olive gjorde intet for at skjule det velfornøjede smil der trak mod øjnene, idet hun igen rettede sig op med hænderne placeret afslappet på de silkebløde puder på hver side af hende fremfor sit skød, som vaneligt for at opretholde den udadlelige fremtoning. Det var ikke et nødvendige omkring Mehdi.
"Hvis ikke det er til for meget besvær for dig at blive involveret mere end du allerede er?" Nok kendte Olive ikke det fulde omfang af kompleksiteten af forholdet mellem Mehdi og hans far, men hun vidste nok til at en lille bekymrings rynke dannede sig mellem øjenbrynene på hende.

Det krævede ikke megen politisk sans at vide værdien i at udnytte mistillid til at få en til at fremstå bedre selv, hvilket var ganske let i tilfældet med fyrsten og de to fyrstinder. 
Ikke at der også kunne være problemer med den fremgangs metode, men det var sjældent nok til at Mehdi gad bryde sit hoved med den del. Om det var fordi var blevet brugt ofte imod ham få at gå med hvad hans familie ønskede, eller om det var fordi hvad han ville vægtede højere var svært at sige.

Et anderkende smil dansede over Mehdis læber. "Ah jeg ser!" Lød det med et anderkendende nik, som den unge Kazimi lod sig slænge sig i puderne, før han førte sit glas til læberne atter engang. En del af ham ville have haft ondt af dem der undervurderede hans plejesøsters ihærdighed og snilde, hvis ikke det var fordi at det var deres egen fejl at lave så kortsigtede antagelser, man høster som man sår som de siger.
"Og gå glip af at tilbringe mere tid med dig?" Rungede det med en varm klukken, "Hvilken vært ville jeg være hvis jeg ikke gjorde mit i dette tilfælde?" Nok viste ingen tvivl sig, men i hans sind var det en mulighed for ham at vise sin fader at han var brugbar til mere end at læge ar.
"Med det sagt så giver jeg gerne en rundvisning hvis det kunne have interesse?" Den mørklødet hånd gestikulerede fra havens pragt ind mod en åbning ind til selve palæet.