Det var endnu en gang tid til at efterlade Nianna der hvor hun havde det bedst, hjemme i tryghed. Han vidste stadig ikkke hvordan hun havde det efter voldtægten men han vidste at hun kunne komme over det. Hun var stærkere end ham selv. Han søgte smerte og andre stærke sager for at glemme sit ulykkelige liv. Der var ikke nogen grund til at ødelægge hende mere end højst nødvendigt. Så i stedet havde han lagt en stemning for at forsvinde i nogle dage. Han vidste ikke hvornår han kom tilbage, men hun havde jo hvad hun skulle bruge i haven.

Denne gang gik turen til Dianthos og Isari templet, men da han ikke fandt svar på de mange 1000 spørgsmål han havde til gudinden, eller der ikke kom nogen svar fra hans bønner var han gået i templehaven. Heller der end noget andet sted. Han kunne ikke tage hjem endnu. Han stod på en bro og kiggede ned på den lille å der løb langs  stedet. Han stod i sine egne tanker og slog hårdt ned på broens rækværk. Det var bare ikke hans lod i livet at være lykkelig, det havde det aldrig været, og nu kunne han mærke mere end noget andet. Alle de smerte der løb rundt i haven for at finde svar, alle de sorger han kunne mærke var forfærdeligt, og han vidste ikke hvordan han skulle takle det alt sammen. Han vidste ikke engang hvordan han skulle takle sig selv med denne nye evne han havde formået at få ved sin genopstannelse. Og nu havde han levet med den i over et år, og der kom stadig ikke noget godt med sig med alle de følelser. Tvært imod var det lige præcis omvendt.

Han slog på ny på rækværket og efterfølgende tog han en hånd op til hvor hjertet sad og klemte til. Hvis han bare kunne rive hjertet ud og være hjerteløs resten af sit liv, så ville alt være som det skulle være. Han lagde hovedet lidt på skrå som han så en fisk svømme igennem åen, den havde et langt bedre liv end ham selv hvis han selv skulle sige det. Hvis der var en ting han savnede fra sit gamle liv så var det hans lugtesans. Den mere end noget andet. Lige nu kunne han kun mærke følelser og det var langt fra noget han ønskede sig.

Romeo var ude at gå en eftermiddagstur i haven. Der var både fugle og fisk der skulle fodres. Engang imellem kunne han også finde på et klippe hækkene og buskadset der prydede området. Ja, det var ikke ligefrem gartneren der gjorde alt arbejdet. Det var for det meste præsterne og lærlingerne. Noget med, at fysisk arbejde gjorde kroppene udmattede og dermed tættere på gudernes nåde. Romeo havde valgt at tro på det, selvom hans far sikkert ville have sagt at det var nonsens. Han var vel troende på sin egen måde, så vidt Romeo nu kunne huske. Han havde ikke set dem meget længe. 

  Det var en mild eftermiddag, lun, men med en lille brise i ny og næ. Romeo var som sædvanlig iført Isarikatedralens rober. De lyse farver blandet med guldelementerne var ikke til at tage fejl af på lang afstand. Imens han stod og kastede lidt foder ned til de store fisk, i søerne, hørte han lyde komme henne fra en af broerne. Det lød som at nogen slog på noget. Med et hævet, undrende øjenbryn, lukkede han foderposen og puttede den i lommen. 

Med hurtige skridt, uden at være for overilet, kom han hen til broen og opdagede en rødhåret mand der så frustreret ud. Romeo tog ham i et slå på broens rækværk endnu engang. "Hov." sagde han med en rolig røst. Han ville jo ikke skræmme den anden væk, "Har rækværket fornærmet Dem?" Han smilede prøvende, men med det altid empatiske blik og bryn der pegede opad. 

Hvis det ikke var for alle de mærkelige følelser han kunne mærke omkring sig så havde han kunne mærke præsten der kom hen imod ham. Alligevel stak det ham i hjertet at der kom en bekymret mine imod ham. Det var godt nok ikke præsten men et andet menneske der gik med follede hænder og håbede på det bedste. Han kunne svagt høre "Må Isari være med dig" men han fnyste blot af det. Isari havde aldrig været med ham. Hvorfor skulle han så overhovedet tro på hende mere? Der var ikke kommet noget godt ud af at tro på noget efter han var genopstået fra de døde. Han bed sig i læben som en stemme afslørede sig selv, som egentlig var rettet imod ham.

Han rettede sig op og vendte sig om imod hvad der lignede en præst, måske han havde svar på de mange spørgsmål der fyldte hans indre? "Det kunne det have gjort, lige som alle tåbelige guder har gjort." ja i hans øjne var guderne efterhånden tåbelige, ingen svarede ham alligevel på hans bønner, så hvorfor skulle de overhovedet eksistere? Han bed sig hårdt i læben og kiggede ned af sig selv. Den sorte frakke sad som den skulle, den røde trøje sad ikke stramt men heller ikke helt løst. Den dækkede i det mindste for den tattovering han havde fået ved sin genopstandelse. Han forstod ikke hvorfor han havde fået den i første omgang, men han vidste den havde betydning for hans evne af en eller anden årsag. Kunne han skære den væk og så ville hans evne stoppe med at virke? Forhåbentlig, men skulle han begive sig ud i et forsøg?

"Ah." Romeo kom med et tilbageholdt fnys og hævede forundret øjnene. Den rødhårede mand der stod foran ham, havde mistet troen på guderne. Tåbelige guder, Romeo havde ikke lige regnet med at høre disse ord en fredelig eftermiddagsdag. Men han var forberedt på det meste. Der var mange tvivlende der søgte til katedralen og tempelhaverne. 
  "Hvad er det ved dem, der er tåbelige?" Spurgte han roligt og fattet. Han var opmærksom på den anden, og trådte et skridt tættere på. 
  Romeo var hverken dømmende eller ude på at gøre den anden forlegen; Det var hans job at snakke med bekymrede sjæle, og her var i sandhed én der nok godt kunne bruge en lille snak. 

Det var ikke altid at guderne og gudinderne var lige retfærdige. Det meste af tiden lod de menneskeheden om at passe sig selv og lade dem om problemerne der kom. Hvorfor var det sådan? Fordi deres nåde og ynde var at finde inde i sig selv. Det var det Romeo i hvert fald var blevet fortalt og lært.   

Han kiggede lidt på fyren der trådte tættere på, kunne han ikke lade vær med det. Det var rigeligt med alle de folk der allerede var gået forbi ham eller som gik og havde deres bekymrende følelser et andet sted end det de skulle lave her. "Kom ikke tættere på, vil du ikke nok lade vær..." kom det stille fra ham og tog sig til omkring hjerte højde igen. Han kunne ikke have at de skulle komme så tæt på ham, ikke når han var sådan her. Det kunne kun gå galt, tænk hvis det fremprovokerede en kugle med følelser og han ramte en uskyldig, hvad ville der så ikke ske?

"For at svare dig... Så har Guderne aldrig gjort noget godt for mig, hvorfor skulle jeg så ligge min sjæl og tro hos dem?" han kiggede på præsten og rystede på hovedet. Nej de havde aldrig gjort noget godt for ham. Han havde bedt og bedt så mange gange men der var aldrig nogen der svarede på hans bønner. Han var bare en lille mide der sagtens kunne behandles skidt og ødelægges noget mere, præcis som han søgte det. Nianna var den eneste han kunne stole på her i livet efterhånden.

Ved den andens advarende ord, stoppede Romeo med det samme i sin bevægelse. Han stod for enden af broen, med en hånd på rækværket. "Selvfølgelig. Jeg bliver stående her." Sagde han respektfuldt. Han kunne ikke gennemskue hvad der var galt med den anden, men han kunne se at han tog sig til hjertet og så forpint ud. Romeo rynkede brynene, "Er De okay?" Spurgte han bekymret. 

Den rødhårede svarede på Romeos spørgsmål, og han lyttede med omhu. Guderne havde aldrig gjort noget for ham. Nu kendte han ikke den andens historie, eller baggrunden til hvorfor han nærede sådan et stort had til guderne. De fleste som ikke var troende, var for det meste bare neutrale omkring dem, men der måtte virkelig ligge noget bag, når den fremmede ytrede sig som han gjorde. 
"Det ved jeg ikke." Svarede Romeo ærligt. Det var måske lidt et atypisk svar der kom fra en præst, men ikke mindst et ærligt et. Han så studerende på den anden, og overvejede hvad han mere kunne sige. 
"Svaret De søger kan de først og fremmest kun finde i Dem selv. Eller sådan siges det i hvert fald" Han kom med et træt smil. Som sædvanlig var han træt, og så udmattet ud. Søvnen ville ikke som han ville, og mareridtene forsatte som altid. 

"Jeg vil gerne høre mere om, hvorfor De har det som De har. Vil De fortælle mig om det?" Romeo brugte meget De og Dem tiltalelser. Det var ikke altid til at vide hvem han stod overfor, og disse former for tiltalelser var også de høfligste. 

I det mindste hørte han efter, og James kunne ikke andet end at nikke til han ville blive stående. Han orkede ikke at mærke flere følelser, og slet ikke fra en der kunne ligne en præst eller noget i den dur. Nej det var bedre at have dem på afstand. "Jeg er... Jeg ved det ikke, måske er jeg okey, hvis Isari gad og besvare mine bønner ville det være langt bedre" kom det anklagende fra ham og kiggede på fyren inden han vendte sig om med ryggen til ham for at kigge ned på åen.

Han vendte sig om igen og trak en smule på skuldrende, det var et standart svar, og hvad havde han egentlig forventet at få af svar? "Du er den anden der siger det til mig, find svaret i mig selv... Stod det til mig skulle jeg være forblevet død" han trak lidt på skuldrende igen og kiggede på præsten med et suk efterfølgende. Han ville hellere end gerne dø på ny, men hvem sagde at han ikke ville blive genoplivet igen? Det var bare så uheldig han ville være, men på den anden side kunne han ikke efterlade Nianna. Hun var det eneste lys i hans ellers så mørke liv.

Han trådte et skridt tættere på præsten. "Kan jeg stole nok på dig til at du skal vide noget om mit liv?" spurgte han og stoppede op halvvejs hen til præsten for ikke at mærke mere end højst nødvendigt. Hell han kunne allerede mærke mere end rigeligt.

Romeo stod stille og lyttede. Han kradsede lidt i rækværket med neglen imens han nikkede til den andens ord. Der var nogle genkendelige følelser i den fremmede. Nogle følelser som Romeo selv kendte alt for godt til. Ja, Isari havde det med at være stille når man havde allermest brug for hende. Han lavede en venlig grimasse, men der var en blanding af håbløshed i smilet. Han så nu op på den anden, og mødte hans blik. 
"Ja, Det ville da være dejligt." nikkede han sig enig i. Han kunne mærke at den rødhårede ikke havde brug for en storslået tale om hvorfor guderne og gudinderne var de bedste i verden, og hvorfor han blindt skulle sætte sin lid til dem. Romeo tænkte at det var bedst at være nede på jorden, i øjenhøjde og tale på ligefod med den anden. Det var jo heller ikke fordi at han mente at han var bedre end den anden. Generelt set, kunne det være svært nogle gange at skelne mellem hvornår man skulle være den godmodige præst, eller mennesket Romeo. 

Da den anden vendte sig væk fra ham, betragtede han den anden bagfra. Afventende, på at denne ville tale mere. Romeo hævede et undrende øjenbryn da den anden afslørede at han havde været død. Mon han bare havde formuleret sig forkert? "Mener De, at De har været ude for en nærdødsoplevelse?" 

Det overraskede Romeo da den anden pludselig trådte tættere på ham. Han rettede sig mere op, og betragtede den anden med et ærligt blik. "Selvfølgelig. Hvis De har lyst til at tale om det." 

Et suk kom frem på hans læber, alt skulle have været anderledes og meget mere roligt i hans liv. Men det var det ikke og havde aldrig været det. Hvis han blot kunne leve fredfyldt og fuld af enerig. I stedet var han fyldt med bekymringer og det der var værre. Han opsøgte det mørke for at glemme alt omkring sig. Han ville langt hellere glemme end at heale den del af ham der havde været hans liv. I stedet for at elske Marad ville han glemme ham og alt han stod for. Det var ikke sådan længere. Han ville forene hans liv med det gode hvis han kunne, det var bare svært når en gud som Isari ikke svarede på hans bønner.

"Nærdødsoplevelse? Nej tvært imod, jeg døde rent faktisk og blev genoplivet af Isari til en engel. Eller jeg tror da det var Isari... Er det ikke hende der genopliver folk til engle?" det var det han altid havde fået af vide, og hvorfor skulle det ikke være sandt? Han sukkede lidt igen og håbede inderligt på at han blot ville leve et liv i cølibat, blive præst eller noget andet. Men han ville ikke flyve væk fra Nianna mere end højst nødvendigt, der var ingen grund til det. Desuden var hun den eneste her i verden der kunne leve med ham, også selvom han var langt ude til tider.

Han trådte et skridt tættere på præsten og bed sig i læben. Ville han tale om det? Egentlig ikke, men hvis en præst kunne svare på hans problemer hvad ville så ikke være bedre end det? Han satte en hånd for panden og kløede sig lidt inden han kiggede op på præsten. "Kender du til varulve forbandelsen?" spurgte han stille og kiggede ned i jorden og så op på præsten igen. Han ville på ingen måder være frembrusende eller noget, men det at være varulv havde været en del af ham.

Romeo lyttede opmærksomt til hvad den rødhårede fortalte ham. Det forbløffede ham, og skræmte ham på een og samme tid at denne person foran ham, havde været et menneske ligesom ham selv, og nu genopstået som engel. Det var ikke mange engle han havde mødt. Jo der var vel et par stykker som havde været i katedralen i hans tyvere, og vist nok også stadig var her endnu. Dengang havde han været lige så forbløffet, og selvom det burde være en vanlig ting efterhånden, havde han altid opfattet engle som noget der blev fortalt i fabler eller guddommelige historier. Ikke nogen man stod ansigt til ansigt med og kunne røre ved. "Jo ifølge sagnene er det Isari der ynder at give folk en ny chance som engle. Som oftest i en højere sagstjeneste." sagde han meget præste-agtigt, og rynkede brynene. "Og jeg kan forstå.. at det har gjort dig mere ondt end gavn at komme tilbage til livet?" spurgte han sympatisk. 

Det næste, som den rødhårede mand spurgte ham om, føltes som en mavepuster. Han kunne mærke at han blev bleg, og blodet køligere. Hans hjerte hamrede endnu hurtigere end før, og i et kort øjeblik blev han skræmt fra vid og sans. Han var bange for at denne person måske vidste noget om ham. For hvad var chancerne for at denne mand, ligepræcis, spurgte ind til varulveforbandelsen? Om han kendte til den.. hvis bare noget andet var sandheden. 
  Romeo havde forsøgt at se umådelig rolig og upåvirket ud af den andens spørgsmål. Han rømmede sig kort, "Jeg har hørt om varulveforbandelsen. Må Isaris fred hvile over dem." Han tog en hånd på brystet og lukkede kortvarigt øjnene inden han kiggede tilbage på manden som stod tættere på ham. 
"Hvorfor spørger De om det?" 

Så havde han altså haft ret i sine antagelser. Det var Isari der havde genoplivet ham, men hvorfor? Hvad kunne han gøre godt her i livet som ville tilfredsstille en gud? Hvad kunne han af gode ting når der aldrig var kommet noget godt til ham? Ja han havde da passet på Nianna, men det var også det hele. Var det derfor han var sendt tilbage? For at beskytte hende? For at være hendes familie? Han vidste det ikke men spørgsmålene begyndte at fylde mere og mere. “Hmm..jeg forstår.. jeg ved så bare ikke hvad denne sag skulle være hvis jeg skal være ærlig…” han sukkede en smule og trak lidt på skuldrende. Der var så mange ting han ikke kunne forstå eller ikke vidste han bare gerne ville vide. Men det fik han nom aldrig af vide når det kom til stykket. “Ja hvorfor ikke? Jeg troede jeg havde fundet mit livs kærlighed. Men det viste sig at være forkert. Det var den eneste grund til jeg gik tilbage til ham. Jeg ville snakke med ham efter at være blevet vred. Det endte i min død. Efter jeg blev genoplivet gik jeg tilbage. Det skulle jeg aldrig have gjort han ville ikke have mig alligevel. Som om det hele bare havde været en leg…” han sukkede lidt på ny og vidste ikke helt hvad han skulle stille op med sig selv.

Straks som præsten begyndte at blive skræmt og blodet blev koldere som døden kunne han mærke det med det samme. Han havde haft ret, præsten kendte til den g derfor bevægede han sig helt op til ham. “Bare rolig jeg sladre ikke hvis det vil være din hemmelighed”  hviskede han til manden ind i hans øre. Han lænede sig tilbage og tog sig omkring hjertet og slappede mere af da præsten slappede af på ny, også selvom præsten havde forsøgt at skjule det, så kunne hans følelser ikke gøre det. Sådan var det med hans nye evne, han kunne mærke alt og han hadet det! “Jeg var varulv inden jeg blev engel.” Startede han og kiggede på ham men han snakkede stadig lavt. “Jeg søgte efter en kur, så jeg kunne være mit normale kedelige liv uden familie. Jeg fandt en mand, en mand jeg kastede min kærlighed på. Han sagde han kunne kurrer mig men det var en løgn. Han sagde at den kur jeg søgte ikke fandtes, og han havde levet i flere 100 år, hvis ikke 1000 jeg kan ikke huske det. Min hjerne er lidt grød efter jeg genopstod” han kiggede på præsten og snakkede stadig lavt. Han vidste ikke om folk Dianthos var lige sådan med varulve som de var i Medanien. Han skulle ikke sætte nogle problemer i gang.

Romeo kunne godt forstå at det ikke altid var lige nemt at forstå guderne og deres ønsker, samt forventninger til en. Hvad var deres plan? Hvorfor kunne de finde på at få de døde til at genopstå? Romeo havde altid fået at vide at det var for at tjene i en højere sag. Men det var et nemt svar, og det var, samtidig, et svar som heller ikke svarede på det hele. "Jeg kan kun gætte. Men det kan måske være at der er nogen som De skal hjælpe? Måske De har nogle evner, som er uvurderlige og derfor ikke kan undværes i dette liv." Han kløede sig lidt på siden af sin hals, og skævede ud mod søen, før han igen så på den fremmede. 
Da den anden forsatte med at tale, om sit forrige liv, livet før at han blev til en engel, kiggede Romeo sympatisk på ham. Det var en sørgelig fortælling, og ingen fortjente at komme ud for den slags bedrageri og hjertesorg. "Det gør mig ondt." sagde han stilfærdigt, "Men De søger vel ikke hævn til denne.. mand?" han rynkede brynene bekymret. Hævn var aldrig svaret. Det var i hvert fald det han havde fået fortalt gang på gang. 

Det kom bag på Romeo, at den rødhårede mand nærmede sig så tæt ind på ham. Det gøs ham koldt ned ad ryggen da manden hviskede ham i øret. Havde denne person set lige igennem Romeo? Han trådte et skridt væk fra personen og rynkede brynene. Med en bekymret mine blandet med et snert af harme så han på ham, "Jeg ved ikke hvad De snakker om." sagde han så behersket som muligt og rømmede sig. Det føltes som om han havde fået en tudse i halsen. 

Den fremmede nævnte at han førhen havde været varulv. Romeo så overrasket ud, men stoppede ham så i at tale, "Lad os gå herhen.." han viste ham hen til et afsides sted, og kiggede rundt for at se om andre havde set dem snakke sammen. De var alene. Han lod den anden snakke videre, og fortælle om sin søgen på en kur. En historie der mindede frygteligt meget om Romeos. Han følte et lille stik i hjertet. Ingen kur. Kunne det virkelig være hans skæbne? Dømt til et liv som varulv. Forevigt. Eller dø.. og muligvis genopstå? Men hvorfor skulle Isari genoplive en mand som ham. Han rystede lidt på hovedet, og ville ikke rigtig tro på den andens ord. "Og, De er sikker på at denne mand.. vidste hvad han snakkede om?" han gned sig lidt i kanten af sine øjne. Det var som om han blev mere og mere træt at se på jo længere de kom ind i samtalen. "Blev De bidt? Dengang.." Spurgte han tøvende, og lod sine hænder falde ned langs sine sider. Romeo så på ham med trætte, røde øjne.

Han kiggede lidt på præsten og et suk kom over hans læber. “Specielle evner? Jeg kan mærke følelser… fra planter, syr og mennesker nu. Det har jeg aldrig kunne før. Det er nyt for mig og jeg kan ikke engang styre det. Såjeg ved snart ikke” kom det fra ham og tænkte sig list om. Hvis det stod til ham ville han hellere end gerne blive fri for den del. Men det kunne han ikke, det var en del af hans liv nu. Han måtte tage ham selv som han var også selvom det var svært. “Der er selvfølgelig Nianna jeg vil gøre alt for og passe på hende så meget som jeg kan” kom det fra ham og lyste en smule op i øjnene ved at nævne hendes navn. Han ville pålignen måder give op, heller ikke selvom han søgte det mørke. Han vidste at kærestesorgen fyldte hos ham, men han vidste ikke hvad han skulle gøre ved det, eller hvordan han skulle komme helt videre. Han ville gerne have hævn nogle dage, men andre dage var det lige meget og han sad bare i sit eget mørke. “Hævn? Nej ikke mere. Der var en gang jeg nu lever jeg blandt mørket for at få den følelse væk af den kærlighed jeg følte en gang” han ville ikke fortælle hvad det var. For hvordan kunne man nyde en voldtægt eller tortur, bare for at komme over en anden person? 

Det lille stik som Romeo mærkede kunne han selv mærke. Men han gjorde ikke noget andet end at tage sig til brystet og bed sig i læben. Han fortrød at han var blevet genoplivet til at kunne mærke alt omkring sig. Så da præsten sagde de skulle gå et andet sted hen fulgte han med.hvis det var fordinoget skulle være hemmeligt så skulle det forblive det. “Jeg er sikker. Han havde levede i over 1000 år og han er ikke engang dæmon… jeg mødte hans søster som forklarede han var en af de fire ryttere, hvad det så end vil sige. Men noget med at de kunne ligge Krystallandet i ruiner hvis de var samlet. Jeg forstår bare ikke helt hvordan det kan lade sig gøre. I hvertfald kan han ikke dø, hvis han bliver slået ihjel genopstår han blot i en anden krop, præcis som en dæmon, men det er de ikke…” han kiggede ned i jorden og stoppede først op da Romeo stoppede op. Han hadet at tænke på Marad og han ville helst glemme ham, men han havde været en del af lovet, på godt og ondt. “Bidt? Ja Miranda bed mig, det er vidst den eneste måde man kan få den forbandelse, og man kan ikke komme af med den igen.. jeg fandt aldrig en kur” kom det sandfærdigt fra ham og kiggede opgivende på præsten. “Lad vær med at søge efter kuren, du bliver kun skuffet”

Romeo lyttede med omhu. At kunne mærke andres følelser havde vel andet end godt med sig. Det kunne være en byrde.. at hele tiden at skulle mærke hvordan andre havde det. Han nikkede kort, så han viste at han stadig lyttede til den anden. Den fremmede forsatte med at snakke, og denne gang lyste hans øjne mere livligt op, da han nævnte et kvindenavn. Nianna. Det fik Romeo til at fremtvinge et svagt smil. "Så har De nogen at leve for. Hold fast i det." sagde han mildt. 

Den anden søgte ikke hævn. Romeo tænkte tilbage på dengang han var yngre. Hvor meget han forbandede den varulv som havde bidt ham. Forbandet ham. Han havde drømme om at hævne sig på denne skabning.. men, i sin læretid hos Isari templerne, havde han lagt sine hævngærrige ønsker bag sig. Det havde han overbevist sig selv om i hvert fald. "Jeg håber at De kan finde frem til lyset istedet. Mørket.. kan opsluge en, og fortærre en helt. Det er bedre at søge væk fra det så tidligt De kan." Hans øjenbryn løftede sig i en bekymret mine. 

Romeo bemærkede den anden tage sig til hjertet. Var det følelserne hos Romeo han kunne mærke? Det var ubehageligt.. at denne mand kunne mærke hans frygt, og måske endda hans vrede. Også selvom det var uønsket fra den fremmedes side af. Han rynkede brynene og så seriøs ud da denne fortalte om manden han havde mødt. En af de fire ryttere? Var det ikke blot et sagn? Kunne det virkelig være rigtigt at de fandtes, eller havde genopstået? Romeo så ud som om at han vurderede hans historie. Hans blik søgte ned mod græsset, og dernæst hen på manden igen. "Hvis det er sandt.. det som søsteren har fortalt Dem.. så har vi meget at frygte." Han anede ikke helt hvad han skulle gøre med denne information. Tage det op med ypperstepræstinden? 

Det sidste som den rødhårede mand sagde, fik hans læber til at dirre i en uformelig grimasse. Han ville sige noget. Men istedet så han bare med et tomt blik hen på manden. Han sank en klump, og panden rynkede. Romeo anede ikke hvad han skulle gøre af sig selv. Han knyttede sine hænder, og havde en følelse af at han ville slå på et eller andet. Isari giv mig styrke til at ånde og finde sindsro. gentog han et par gange i sine tanker. Han tog et par dybe vejrtrækninger. "Jeg er dybt berørt af Deres modgang som De har haft i deres forhenværende liv." sagde han empatisk, og prøvede at ignorere de ord som var henvendt mod ham. At han ikke skulle finde en kur. 

For en gangs skyld havde han noget at leve for, og for en gangs skyld nød han godt af dette. Men der havde bare været så meget modgang at han ikke altid vidste hvilket ben han skulle stå på. Han anede ikke hvor han skulle gå hen eller hvad han skulle gøre med sit liv. En ting vidste han, Nianna var som en søster for ham, og han ville beskytte hende så meget han kunne. Selv finde denne Orcus som havde voldtaget hende. Eller han regnede med det var ham eftersom det var det eneste navn Nianna havde udtalt efter hændelsen. “For en gangs skyld ja” kommenterede han og bed sig en smule i læben. Han ville på ingen måder ødelægge sit liv for noget, men han ville gerne have en redning i sin hverdag. En hverdag der kun kom med gode ting, men det kunne han ikke. Han søgte det mørke som andre løb væk fra. Han søgte den smerte han havde følt da han døde og kærligheden bristede. 

Det var ikke fordi han ikke ville give slip på sit liv. Han ville hellere end gerne kunne være glad igen, men hævn var bare ikke løsningen og det vidste han godt. Han vidste godt at der ikke kom noget godt med sig ved at søge den hævn. For så skulle han starte med Miranda og det kunne han ikke, hun havde barn og en flok at passe på. Selvom de var kommet skævt ind på hinanden konstant så havde de fået en forståelse for hinanden nu. Skulle han søge hævn fordi Marad ikke ville være sammen med ham mere? Skulle han hævne sig på en der bare fulgte sit eget hjerte og ville beskytte en? Nej der var ingen grund længere. “Mørket virker bare så tiltrækkende på så mange måder” kom det fra ham og kiggede ned i jorden. Han ville ønske at han kunne se anderledes på det men det kunne han ikke. Han ville bare gerne opleve dåen smerte og en form for nydelse igen han ikke havde følt længe. Måske søgte han egentlig efter en der lignede Marad og som kunne få ham til at føle noget igen.

Uanset hvad Romeo mærkede så kunne han føle det, men dette havde Romeo nok allerede regnet ud. Følelser var ikke bare noget man kunne ligge låg på og glemme. De var altid med en uanset om man var ulykkelig eller man var glad. Der var altid noget man kunne føle alle steder fra. Da Romeo fortalte at man havde meget at frygte undrede det ham en smule. Hvorfor skulle man frygte dme? Han havde aldrig fået fortalt hvorfor. Marad havde løjet så meget at han ikke vidste hvad der var sandt eller forkert. “Fortæl mig hvorfor? Hvorfor har vi så meget at frygte? De er vel bare mennesker, eller guder eller hvad vi skal kalde dem…” han undrede sig en del over hvorfor Marad havde sagt ja til at være en gud, var det fordi de ikke kunne dø? Han vidste det ikke og ville gerne vide det på en eller anden måde.

Vreden var straks at mærke fra Romeo men han gjorde ingen ting, det var vel naturligt at mærke en vrede selvom det ikke havde været meningen. Selv præster kunne vel være vrede? Han sagde ingen ting til det, og han gjorde ingen ting i stedet svarede præsten ham ikke men snakkede om noget helt sndet. “Ha! Det er ikke engang hele mit liv…” komme ternede han blot og lagde hovedet en anelse på skrå. “Min familie blev slået ihjel da jeg var helt lille. Min storesøster og mig var de eneste overlevende. Hun forsvandt og jeg har aldrig set hende siden. Jeg var kun 5 og den gang var mine eneste venner de spøgelser jeg kunne se, og som snakkede med mig. Jeg var og er stadig en freak…” han sukkede en smule og kiggede op på Romeo.

Romeo var stille, og betragtede manden foran sig der talte. Det virkede som om at denne person han havde valgt at leve for meget vigtig. Han ønskede for den anden at han kunne finde sit lys igen, og måske lyset var hende. Desværre var mennesker komplicerede, og selvom han var genfødt som engel, havde han desværre ikke fået den ære at glemme sin forpinte fortid. At huske.. førte så megen smerte med sig. Romeo ville tro at Isaris nåde ville have fjernet mandens fortidsminder, og ladet ham starte på ny. Men.. der var vel en mening med det hele. Hvad.. skulle han ikke kunne sige. 

Han kom med et let fnys da James bekendte at mørket var tiltrækkende. Det var ikke et fornærmet eller hånende fnys, det lød mere opgivende. Romeos blik blev træt. Han vidste godt hvor tiltrækkende mørket var. Der var et mørke der hang om ham som et usynligt slør hver dag som han prøvede at se bort fra. Han havde søgt lyset som teenager, men alt i ham hev og sled for at få ham til at vælge mørket. Det var en indre og trættende kamp. "Jeg forstår Dem godt." mumlede han og gned sig i tindingerne med sine fingre som hans hovedpine var begyndt at komme snigende. "Men.. vi er bedre end det. Mørket skal ikke have lov til at vinde." Om disse udtalelser var mere til ham selv eller til James var utydeligt. Ordene havde Romeo i hvert fald bare brug for at sige højt. 

Da James spurgte ind til hvorfor rytterne skulle frygtes, rynkede Romeo på brynene. "Til sammen har de evner der rækker ud over vores forstand. De kan udrydde vores verden." Han snakkede ud fra de sagn han havde hørt og læst om, da han studerede til at blive præst. "Det siger sagnene i hvert fald. Dommedag.. lyder da som noget der skal frygtes, synes De ikke?" Han kneb øjnene lidt træt og trist sammen. 

Den andens udtalelser var om en hård og ubarmhjertig barndom. Han ønskede ikke at noget barn skulle have oplevet den slags forfærdelige hændelser. Så manden foran ham kunne se spøgelser som barn. Det kunne ikke have været let. Folk ville have frygtet ham, og misforstået drengen. Hans blik blev sympatisk igen. Det var svært at vide hvad de helt rigtige ord kunne være i disse situationer. "Det De har oplevet er uretfærdigt. Jeg kan forstå hvorfor De har haft det svært og har det sværere nu." Han nikkede blot, og prøvede at lyde så blød og empatisk som han kunne. Vreden inde i ham begyndte at gemme sig væk igen. "Har De prøvet at lede efter Deres storesøster?"

Hvorfor lige han skulle kunne huske hele sit liv vidste han ikke. Det eneste han ikke kunne huske var hvordan han døde. Han vidste kun det der var blevet fortalt af Marad, og det var næsten ingen ting. Det var stadig en sort skygge over den del af hans liv. En del der aldrig ville blive normalt igen. Det var en ting han måtte leve med, og nu havde han ikke andet valg. Det var bare endnu et mørke af hans liv han skulle leve med lige som alt andet. 

Han havde løst til at gå sin vej og aldrig se sig tilbage igen, men det kunne han ikke. Han vidste at præsten gemte på en hemmelighed han aldrig havde agat højt, han havde mærket det. Mærket den del af præstens følelser når der var nævnt varulv. Den del at der ikke fandtes nogen kur. Men James ville ikke sladre, for hvorfor skulle han? Han havde levet i Medanien da han var varulv, og der så man ikke lige frem særlig godt på varulve, faktisk var de et jaget folk, men kunne han sige det højt til præsten? Han kunne ikke bare lade vær kunne han? “Mørket har allerede vundet” konkluderede han og sukkede en smule. Han vidste at mørket havde vundet over ham. Ikke at han var ond eller modbydelig. Men det var altid det han søgte. Tusmørkedalen var en af de steder han håbede at tingene ville gå galt. De små landeveje hvor landevejs røvere ville være var også en af de steder han kunne ende med at gå hen, også selvom han ikke have en eneste krystal på lommen.

Hvilken mand eller kvinde ville ønske at have en barndom som hans, blive efterladt som barn fordi ens søster ville finde morderne, nej det var modbydeligt. Han havde altid måtte klare sig selv, og hvad nyttede det når det kom til stykket? Han var blevet misforstået og taget som en djævle unge fordi han kunne se noget andre ikke kunne, og hvad nu? Nu var han en lige så stor freak fordi han kunne mærke følelser. Det havde bare ikke været hans liv her i verden. “Hvad skal jeg sige? Jeg er en ulykkesfugl, og har åbenbart altid været det…” han sukkede på ny og kiggede ned i jorden. Han drejede lidt rundt og så den bænk der var næsten lige bag dem. “Skal vi sidde ned?”spurgte han høfligt inden han begav sig hen til bænken og satte sig. “Jeg ledte efter hende i flere år. Men jeg har aldrig fundet hende, for min skyld kan hun være død, jeg er sådan set også lige glad. Hun betyder ikke noget for mig mere, hun foravandt fra et 5 årig barn uden at efterlade hverken vådt eller tørt….” Et eller andet sted hadet han hende at hun var forsvundet. Han hadet hende for ikke at komme ham til undsætning når han ville have det. Han hadet hende for at være i sit eget ego! Nej han fordømte hende så meget, og nu… ja han havde fundet en ny familie han ville tage vare på.

Romeo sænkede blikket, med rynket pande. Hans grimasse udgjorde et betuttet udtryk. "Sig ikke det." hviskede han lavmældt. Mørket måtte ikke vinde. Han vidste godt at menneskets sjæl var skrøbeligt. Det var han selv, men hver dag vågnede han op og valgte livet. Hvad end det måtte indebære. 
  "Måske ser det bare sådan ud, men jeg er sikker på at De kan komme igennem det. Det hele afhænger af de valg vi tager." Han sukkede tungt, og prøvede at smile overbærende til ham. 

De gik hen og satte sig som James havde foreslået. Med hænderne foldet, placerede Romeo sig med et respekttabelt mellemrum fra den anden. Brynene var rynket igen, og blikket atter udmattet da han lyttede til den anden fortælle. Manden var ødelagt. Det kunne en hver se og høre. Romeo var i hvert fald ikke blind for det. Men hvad kunne man forvente? Det var typisk i barndommen at traumet satte sig fast som ukrudt. Ukrudt man ikke bare lige sådan fjernede med en saks. 

  "Ville det give Dem en afslutning på Deres og hendes forhold, hvis De fandt hende igen? og kunne snakke med hende?" Det bekymrede ham lidt da James snakkede om sin søster på den måde. Mon det var sådan Romeos egen lillebror tænkte om ham? Han var jo også bare rejst fra ham.. sådan uden videre. "Alle har deres grunde.. også selvom det betyder at man ofrer noget for det.. også selvom hvor forkert de valg der blev taget var. Men jeg er ked af at hun forlod Dem.." Han prøvede ikke at tage den andens parti. Men han var også opfordrende til at høre den andens part af historien. 

Han kiggede på præsten og trak lidt på skuldrende. “Hvorfor ikke? Det er det jeg søger hele tiden.” Kom det roligt fra ham og trak på skuldrende på ny. Det var jo ikke løgn det han sad og sagde. Han søgte det mørke for st glemme og føle noget andet end det han normalt gjorde, også selvom det gjorde ondt i brystet på ahm af de mange ubehagelig følelser folk sendte ud og han kunne mærke. “Mine valg har aldrig følt noget godt med sig, hvorfor skulle det ændre sig nu? Jeg var der ikke for at beskytte Nianna, det resulterede i en voldtægt. Præcis som jeg selv oplevede det første gang. Men hun er kun et barn, hun kender ikke til folks mørke sider og hvilke mennesker og væsner der er ude i verden. For første gang hun bevægede sig lidt ud skete dette. Endnu et fejltrin fra mig…” han sukkede lidt og kiggede ned i jorden.

Han håbede at præsten gik med hvilket han gjorde heldigvis og den nyttede ikke noget at de stod væk fra hinanden når de nu førte en samtale, godt nok var det ikke den bedste snak, men han ville jo bare gerne forstå hvorfor han havde fået lov til at leve dette liv. Det var jo ikke fordi der var noget godt i hans liv, han håbede dog lidt at præsten kunne give en ide. “Sikkert nok, men jeg tvivler på hun ville dukke op bare sådan ud af det blå. Jeg ville sikkert heller ikke kunne genkende hende længere. Hun er blevet ældre og jeg er blevet ældre. Det eneste jeg ville kunne kende hende på er det røde hår” han kiggede på præsten og follede hænderne og lænede sig frem så han havde albuerne på knæene.  Han lyttede til præstens ord og rystede på hovedet, det var noget han ikke kunne acceptere. “Det er bare ikke godt nok. Hvis man er en familie skal man så ikke passe på hinanden? Vælge familien frem for noget andet, eller i det mindste søge efter dem. Finde dem og sige undskyld for st forlade dem. Burde man ikke kunne sige til sig selv at alt nok skal gå? Det ville jeg have gjort, men nu var det mig der blev efterladt. Jeg ved bare ikke om jeg ville kunne acceptere en undskyldning efter 30 år.” Han bed sig en smule i læben og drejede hovedet for at kigge på præsten.

"Hm.." Et lille fnys undslap hans læber, og de formede sig til at overbærende smil. Eller var det mere opgivende? Uanset hvad så han en smule forpint ud. Mon den rødhårede mand stod til at frelse? Det virkede som om at han allerede var fastsat på at hans skæbne og alt ulykke der ville gå ham i møde allerede var sat i sten. Han forstod godt den andens synspunkt. Romeo havde selv været fortabt da han var yngre. Det var han vel egentlig stadig.. men ikke helt alligevel. Katedralen havde givet ham en ny mening med sit liv. 

"Et fejltrin.." Romeo funderede over den andens ord, og gned sin hage tænksomt. "Fejl sker, men De er ikke herre over hendes liv.. eller i de ulykker der sker hos Deres nærmeste. Det er umuligt for Dem at styre andres handlinger." Han rynkede panden, og skævede mod manden, "De kunne ikke vide. Så hvordan kan det være Deres fejl?" han rystede kortvarigt på hovedet. 

Romeo nikkede tænksomt. Det kunne godt virke svært at de skulle finde hinanden igen. Og gensynsglæde ville der ikke være noget af. Landet var stort, så det var næsten umuligt at kunne opsøge hinanden, når man intet vidste om hvor den anden befandt sig. "Så er det vel op til tilfældighederne.." mumlede han. Tilfældighederne, eller et mirakel. Men ville det virkelig være et mirakel hvis de fandt hinanden igen? Det ville nok ikke virke som et fra den rødhårede mands side. "Ikke alle familier er ens." svarede han mildt, men smilet forsvandt om hans læber. "Men jo, jeg er enig med Dem i.. at hun i det mindste burde have forsøgt at finde Dem igen.. Måske har hun prøvet? Har De tænkt over det?" Hans blik mødte den andens.