Lucy var på vej hjem fra byens marked. Den følgende dag ville være hendes 20 års fødselsdag, og hun glædede sig, til at fejre den.
Hun havde været ude og handle, så hun kunne få bagt til morgendagens begivenhed. 

Mens hun gik i de skyggelagte gader, fornæmmede hun at nogen holdte øje med hende, men når hun havde kigget rundt, havde hun været alene. 
En mystisk tåge formede sig og lagde sig omkring hende, men hun nåede hjem, inden tågen havde omsluttet hende og sigbarheden var forsvundet.

Men en ubehagelig fornemmelse i kroppen, gik hun i køkkede, men blev overrasket af en stemme bag sig. En fremmede mand stod pludseligt bag hende, men hvor han var kommet fra, vidste hun ikke, men hun huskede at hun havde set ham før. Den kommende dag, ville være årsdagen for deres sidste møde. Dengang havde den fremmede send hendes far en advarsel, som hun var blevet fortalt måtte være en misforståelse.

Uprovokeret, sprang den fremmede på hende med en dyriske knurren.
Lucy faldt bagover og slog hovedet så kraftigt, at hun besvimede et kort øjeblik. Manden satte tænderne i halsen på hende, mens Lucy lå skræmt og forstenet af chok under ham, på gulvet.
Med et hørte hun en stemme, som forstyrrede den fremmede, så han slap taget på hende. Det var hendes far, men hun genkendtw ham ikke. Slaget mod baghovedet havde fjernet hendes hukommelse på et split sekund.
Med en fart Lucy aldrig havde set, stod den fremmede foran hendes far og med en nærmest usynlig bevægelse flåede han stuben ud på Lucys far.

Det var det sidste Lucy så, inden hun langsomt lukkede øjnene. Hendes hjerte måtte være stoppet, for den fremmede mand vendte et øre mod hende, lyttede og forlod hytten, uden at se sig tilbage.
Men hun var ikke død - hjetet bankede så svagt, at det næsten ikke bevægede sig.

En uge gik uden tegn på liv. Men med et satte Lucy sig op med en dyb indånding. Hun så forvirret rundt, med blodrøde øjne i mørket. En uudholdelig sult fyldte hende og på instinkt kravlede hun over gulvet og snuste til liget af den nu fremmede mand der lå på gulvet. Men lugten af det kolde størknede blod fik hendes mave til at trække sig sammen. Hun rejste sig langsom rundt og så sig omkring. Hun kom forbi et billede, som hun ikke genkendte - et billede af sig selv. På billedets ramme stod et navn. 
"Lucy"
Sagde hun højt for sig selv, mens hun betragtede pigen.

Lucy vendte sig rundt og forlod hytten. Hun var så sulten og måtte finde noget spiseligt hurtigt! Der gik ikke længe, før hun passerede en lille købmand. Grådigt spiste hun i smug af frugt og brød, men krap inden havde sunket, kastede hun det hele op igen og faldt sammen af udmattelse på gulvet.
Som sendt fra himlen blev hun tryllebundet af en sød duft i luften. Hun rejste sig og kom til en lille mørk gyde, hvor et vindue stod åben. Hun kravlende ind af vinduet og fulgte den himmelske duft hen til en lille seng. Blind af sult tog hun det lille barn op, så lå i sengen, satte tænderne i halsen på barnet og drak. 
Inden barnet kunne have reageret, havde hun tømt barnet for sidste dråbe. Først da gik det op for hende, hvad der var sket. Hun skyndte sig, at liggw det døde barn fra sig og forlod rummet med ny styrke.

Grædende, og med blodet løbende ned over sig selv og den simple hvide kjole hun havde haft på på markedet, sank hun sammen i en gyde, med knæene trukket op til sig, så hun kunne hvile panden. Sådan sad hun længe inden hun igen blev tryllebundet af en sød duft. Langt hævede hun hovedet og rettede blikket mod gydens eneste udgang.

Ahhh tusmørkedalen var et sted Jonathan havde savnet at besøge, der var sket sindssyg meget på det seneste, hvilket havde gjord at han var på egen hånd nu, og ikke som altid havde sin makker ved hans side, en kamp der havde taget på kræfterne både mentalt men også fysiks, også derefter et tab af sin makker gennem længere tid, han havde aldrig toede at hun ville dø før ham, men det var tilfældet for ham, så nu måtte han stå på egne ben når kampens hede spidsede til.

der var så mange tanker i hans hoved, som gjord at han nærmest bare gik rundt uden af vide hvor han gik hen, og til hans stor overraskelse gik han ind i kanten af en spids mur, som borede sig igennem hans rustning, han vågnede nærmest op igen fra hans trance hvis man kunne sige det, han kiggede kort på sin skulder inden han blot rystede på hovedet og kiggede rundt, for at se hvor han var endt henne.

Lucy, som sad i gyden fjerneste hjørne, så Jonathan i samme øjeblik han trådte ind i gyden. Jo nærmere han kom, jo mere tydelig blev den søde duft. Det var ikke en lige så berosende duft som fra barnet bag roden, men den var stadig hypnotiserende! 

Barnets blod havde været styrkende, men som ny vampyr, havde hun brug for meget mere.
Lucy, som ikke følte sig bekendt i egen krop, rejste sig langsomt op og støttede sig op af muren.

"Hjælp mig!"
Lucys stemme lød uskyldig og bange.

Hendes krop gjorde ondt af sulten, hun var bange og forvirret og vidste ikke hvad hun ellers skulle gøre, end at spørge efter hjælp.

Hun tænkte over hvor farlig hun måtte se ud, med blod løbende fra munden, ned langs halsen og over den hvide kjole, mens hun langsomt kæmpede sig mod Jonathan.
Hendes lange sorte hår sad i en nedfaldet knold, som så pjusket og rodet ud og de røde øjne nærmest lyste i de mørke skygger.

Med tankerne det forkerte sted sad Jonathan i hans egne tanker, og man kunne Ane en tår på hans kind, men den tår forsvandt ligeså hurtigt igen som den var kommet, for et råb om “ hjælp” kæmpede sig vej igennem gyden og ramte ham, og med det samme rejste han sig op og kiggede ned i den mørke gyde, han kunne intet se blot skimte to røde prikker længere nede, han rettede kort på hans tøj inden han førte hans hen på den ene væg, han kunne mærke den var fedtet, han stod i få sekunder inden han tænde hele væggen op i tre fire sekunder, for at danne sig et overblik over hvad der var i gyden, og i de fire sekunder hvor gyden var lyst op, fik han øje på en kvinde der iført blod.

Normalt ville Jonathan aldrig have hjulpet denne kvinde, men Jonathan var forandret han var en anden person efter hans tab, hans ene hånd blev til en flamme som gjord han kunne se hvad der var en meter foran sig, imens han gik imod kvinden “ bliv hvor du er, jeg kommer til dig “ sagde han roligt og gik imod hende.

Han nåede hende endelig efter nogle skridt, han holde hånden med ild lidt fra hende, for ikke at brænde hende, men nok til han kunne undersøge hende med den anden hånd, han kiggede forsigtigt på hende, fjernede lidt hendes hår til siden “ vampyr ikke? “ sagde han roligt, der var nærmest ikke et væsen han ikke havde mødt i dette land, og han frygtede ingen så at der stod en vampyr foran ham, rørte ham ikke på nogen måde. 

Lucy blev forskrækket, som Jonathan lyste gyden op. Hun slog hurtigt srmebe op foran øjnene, for at skåe dem, mens hun langsomt bakkede lidt tilbage.

Da han bad hende blive, faldt hun grædende sammen, på den kolde jord.
Hun forstod hvorfor han var forsigtig, hun måtte se farlig ud.
Hun græd pga. smerten, pga. sulten, for det lille døde barn i sin seng og for ensomheden. Hun vidste ikke om det var det rigtige at søge hjælp fra en der lugtede som føde, men hjælp behøvede hun!

Lucy vendte hovedet en anelse væk fra Jonathan, da han holdte hånden med ild foran hende, men vendte det langsomt tilbage, mens han fjernede håret fra hendes ansigt.
Med flammerne dansede i hende blod røde øjne, så hun ind i hans. Hun huskede aldrig at have set to forskellige øjnefarver før, men var helt hypnotiseret af dem.

Efter at have betagtet hans øjne og ansigt i en tid, åbnede hun stille munden, og blottede dermed to små spidse hjørnetænder.
"Det er ikke mig bekend hvad jeg er, eller hvor jeg er."
Hun fik atter tåre i øjnene og slog blikket ned. 
"Jeg vågnede op således!"
Hendes stemme dirrede end anelse og fik hende til ar lyde yngre end hun var.

Under normale omstændigheder havde Jonathan enten gået sin vej, eller blot set et nemt offer og dræbt hende, men meget var sket i hans liv, og det havde forandret ham sindssyg meget, og det var nok mest af alt til fordel for det gode, han kiggede på hende kort med et smil, han så ned af hende og kunne se hun var rystet, “ bare rolig jeg skal nok hjælpe DIg, du skal væk her fra sagde han kort, inden han tog fat i hende med et hurtigt ryk, og vupti så sad hun i hans arme.

Han vidste ingenting om denne vampyr, men noget i ham havde lyst til at hjælpe hende, han vende ryggen til gyden og gik ud af den med hende i hans arme, og hen imod den nærmest kro, hans blik skiftede til at være på hende og derefter lige frem for at se hvor han gik.

“ hvis du prøver at drikke mit blod dør du, blot en advarsel til dig “ sagde han med et smil på læben.

En lille kro kom til synde, han stillede sig ved døren indtil kroen, hvor efter han satte hende op af den kolde væg, “ bliv her “ sagde han og gik ind for at se om der var plads til hende.

Lucy vidste ikke hvad hun havde regnet med, men ikke at blive samlet op. Hun vidste ikke om hun skulle være bange eller taknemlig. Manden kunne trods alt se hende som et nemt offer. Alligevel hæftede hun på automatik armene om nakken på ham og gemte sit ansigt mod hans bryst.
Hun besluttede sig for at stole på, at det var hjælp den fremmede ønskede at give hende, men var, på trods af sult og smerte, på vagt over for det mindste. Men lige nu håbede hun på det bedste!

"Tak"
Mumlede hun mod hans brystkasse og kunne nærmest smage den søde duft fra ham i munden. Det måtte være hans blod der duftede så godt - men det måtte være "giften" i hans blod, som gjorde det mindre tillokkende end barnet i sengen.

Billedet af barnet i sengen gjorde hende endnu engang ked af det!
"Ingen blod - aldrig igen!"
Sagde hun og sneg sig til at kig på hans ansigt.

Lucy studerede Jonathans øjne nærmere, som han satte hende på jorden. Hun kunne godt lide at de havde to forskellige farver!
Som han bad hende blive hvor hun var, nikkede hun kort og samlede armene om sine ben.
Lucy sad og tænkte lidt over mandens intentioner, men gjorde om med sig selv, at hvis han ønskede hende ondt, ville det var karme, som spillede ind.

Som han havde sat hende udenfor, gik Jonathan ind af døren, og gik direkte op imod kro ejeren, men Jonathan var et meget kendt ansigt på disse kanter, så det var ikke til hans fordel da han sætte sig på en stol ved kro ejeren [] “ smut med dig, du er ikke velkommen her “ [] blev der sagt fra ejerne af kroen, hvor efter Jonathan kiggede rundt, han kunne se der var en masser der ikke ville lade ham få det værelse, han var helt klart i undertal, han kiggede mod døren og derefter på kro ejeren der stod foran ham, Jonathan hev fat i kraven på ham og slog hans hovede ned i bordet, og hev derefter fat i en ny mand der skulle til at slå ham, hvor efter han kastede ham ud igennem vinduet, så han landede ude foran forslået og blodig.

Seks andre mænd skulle til at rejse sig, hvor efter Jonathan kiggede på dem med lysende øjne “ vil i virkelig gerne miste jeres liv idag “ sagde han og kiggede på dem, imens han førte hans hånd ned til et skafte han havde siddende i hans bælte, og der gik ikke længe før de satte sig  igen, og en nøgle blev lagt i hans hånd [] “ tag hvad du vil “ [] blev der sagt fra kro ejeren..

Jonathan rettede på hans tøj og gik ud for at hente den unge vampyr, han åbnede døren ud til igen og kiggede efter hende.

Lucy blev forskrækket over spetaklet inde fra kroen. Hun tænkte, at det kun kunne være pga. hendes fremmede redningsmand, for der havde været en munter stemning, som havd var gået ind til.

Hun havde prøve at rejse sig, for at hjælpe ham, men med det samme kom der en mand flyvende ud af vinduet. Hun var lige ved at skrige, til hun fangede de  søde duft af hans blod.

Som et rovdyr på jagt, nærmede hun sig forsigtigt sit bytte. Hun lænede sig godt ind over ham, og studerede ham. Manden lå og vred sig en smugle og Lucy vidste, at han muligvis stadig være stærkere i øjeblikket end hun selv.
Alt skreg i hende, at hun skulle lade manden ligge, men hendes instinkt var ikke ening.

Som Jonathan kom ud af kroen, bakkede hun et overraskendr skridt tilbage, som om en trance blev brudt - hun havde ikke overfaldt manden, men så over på Jonathan, som en bange lille hundehvalp, der ikke vidste hvor den skulle løbe hen.

Som han kom ud, og kiggede efter den unge vampyr, så han kun lige kort hun havde været over og dufte til manden, som tydligt bløde en del fra ansigtet, han smilede kort inden han tog fat i hendes hånd, som hun sad der som en hundehvalp der havde fået skæld ud, ikke hårdt fat men blidt sådan hun kunne slippe hvis hun ville, han gik roligt ind af døren med hende i hånden, og et lidt rodet syn ville hun kunne se ide at døren åbnede, han kiggede kort på hende og smilede “ der var lidt uenigheder, men det er løst nu “ sagde han roligt og gik op af trapperne op til det værelse han havde skaffet til hende.

Døren gik op og han slap hendes hånd, hvor efter han gik ind og tænde lyset i rummet, han kiggede på hende og gik ud af døren men tog fat i hendes hånd igen, Som om de ikke skulle være der alligevel, han gik nogle meter ned af gangen og drejede til højre, hvor han stoppede ved en dør, han sparkede døren op, og gik ind med hende i hånden, han slap grebet igen og gik hen til vinduet og kiggede ned på gaden, han gik over og lukkede døren og slukkede de få stearinlys der var i rummet, han kiggede på hende kort “ bare slap af, du er i sikkerhed her “ han satte sig i en stol ved vinduet, så kunne hun tag sengen.

Efter 1 time begynde der at komme en gruppe af mennesker nede foran, “ dusørjægere “ mumlede han og kneb øjne lidt sammen, han rejste sig kort op og gik hen til døren for at lytte, han vidste at de havde fået et hint om hvilket værelse han havde fået, og det var derfor han havde skiftet værelse.

“ du er et meget nemt offer, og mange vil se dig som et nemt bytte, så de kan tjene en skilling på dig”  

Lucy nåede at se det smil hun fik, men nåede ikke at tænke videre over det, inden han tog hende blidt i hånden og hjalp hende på benene.
Da de nåede døren til kroen, strammede hun selv grebet om hans hånd - det så værre ud, end det havde lydt. Hun vidste ikke helt om hun skulle sige noget, men hun så hvordan de mange øjne faldt på hende- det var heller ikke fordi der var gjort noget for at skjule alt blodet ned af hende.

Som Jonathan åbnede døren, til det første værelse, smugkiggede hun ind, og blev noget forvirret, da han efter allerede at have sluppet hendes hånd, tog den igen, for at førre hende til et andet værelse. Da de endelig befandt sig på et værelse, følte hun en form for ro - nok til at hun turde bevæge sig på badeværelset, hvor der stod en bovle og en kande med frisk vand. Hun heldte vandet i bovlen og forsøgte på bedste vis at få blodet af sig. Kroppen lykkedes, men uden en ny kjole, ville hun ikke forsøge sig med den hun havde på.
Men hun alligevel var ved at vaske sig, gjorde hun det fra top til tå. Hendes hår havde helt sikkert hadt brug for en kærlig hånd og da alt snavs, blod og uglede hår var væk, kunne man se hendes naturlige skønhed. Heldigvis så det nu ud som om, at det var hende der havde været offer ikke overfaldsmanden.
Da hun var færdig, bevægede hun sig, mere, veltilpas tilbage til sovekammeret og satte sig på sengen, hvor hun betragtede Jonathan.

Hun havde brugt så lang tid på at blive ren, at hun ikke nåede at sidde længe, inden hun hørte Jonathan.
Hun rejste sig hurtigt på hans reaktion og gik langsomt hen til ham.
"Hvad vil de dog med mig?"
Lucy så nervøst på ham, men lød ikke længere bange. Det var som om, at hun havde fået mere mod, som blodet blev vasket væk.

Jonathan skimtede hende kort ud af øjn krogen som hun gik hen imod ham, han lyttede kort til hende ord og smilede “ de vil dræbe tjene penge, det er det som de gør “ sagde han roligt, Jonathan frygtede dem ikke som sådan det var en kamp han ville vinde, men igen dusøger jægerne var kun blivet stærkere og mere snu med tiden, så det vil tag på kræfterne for ham og lige nu var han ikke i sit es.

“ men du er i sikkerhed her, og tænker at hvis du skal videre så skal du afsted inden solen står op, går ud fra du ikke kan tåle sollys “ sagde han roligt hvor efter han rejste sig op fra stolen og gik hen imod døren, der førte ud fra hendes værelse, Jonathan’s havde reddet den stakkels unge vampyr, så behøvede ikke rigtig at gøre mere.


Han stoppede ide han tog fat i håndtaget, og kiggede kort på hende “ pas på dig selv “  
Smilede han og begynde at gå 

Lucy stivnede med det samme han fortalt ved dusørjægerene ville. Det kunne da ikke passe, kunne det? Hun kiggede panisk mod vinduet. Var dette hendes liv? Det kunne da ikke passe!

Hun greb fat i ham, som han ville til at gå. 
"Hvad mener du med, at jeg ikke kan tåle sollys?"
Hun så bedende på ham.
"Efterlad mig ikke! Jeg be'r dig!"
Sulten begyndte atter at plage hende - det fik hendes øjne til at lyse en smugle op i det mørke rum.
Hun slap ham og tog sig til maven, men hun igen satte sig på sengen.
Lucy vidste ikke hvordan hun skulle klare sig alene - jagtet, sulten og ude af stand til at bevæge sig frit omkring.
Hun så ned af sig selv. Kjolen fik hun heller aldrig ren - hun måtte finde sig noget nyt tøj. 

Som Jonathan skulle til at gå kunne han mærke en hånd gribe fat i ham, han kiggede på hende og så hun var på herrens mark, men det var ikke sådan noget han normalt tog sig af, men han kunne godt se at kvinden var presset, han lukkede døren og gik tilbage til hende, hvor han satte sig ved siden af hende på sengen, “ hvis jeg skal hjælpe dig, er du nød til at lærer at overleve selv, du er nød til at kunne klare dig selv, “ sagde han roligt hvor efter han lagde hans hånd på hendes lår kort.

Han fjernede hånden efter få sekunder og kiggede kort væk, inden han igen vende hans blik på hende “ hvis jeg skal hjælpe dig skal du gør som jeg siger uden at sætte spørgsmåls tegn ved det, du skal lærer hvordan du bruger din race som en fordel og ikke en ulempe, “ sagde han og rejste sig op og gik hen til vinduet, han viftede med armen til hende “ kom her “ blev der sagt med kort pause, for han gik ud fra hun kom op til ham.

“ kig ned på gaden fortæl mig hvad du lugter og ikke hvad du ser, så luk dine øjne træk vejet roligt og koncentrere dig om hvilke lugte du kan lugte “ hendes lugte sans burde opfange noget om hun var ny vampyr eller aj, imens hun lukkede sine øjne, tog Jonathan en kniv frem og skar lidt i hans sår, så hans blod ville fremhæve duften i rummet, og forvirre hende.

Som Jonathan lukkede døren igen, smilte hun. Hun var glad for, at han ville hjælpe hende.
Der var pt ikke andet hun ønskede sig højere, end at kunne tage vare på sig selv.
Hun rødmede en smugle, som han lagde hånden på hendes ben. Hun sank blikket på sit ben og holdte det der, selv om han flyttede hånden igen.
"Jeg lover at være en god elev."
Hun rettede blikke mod ham og smilte forsigtigt. Hun havde brug for en læremester, men uden at stille spørgsmål? Det var fyldt med risiko, men dem var hun villig til at tage.

Hun rejste sig, som Jonathan virkede hende over, og gik hen til vinduet.
Lucy så ud af vinduet og tog en dyb indånding, inden hun lukkede øjnene.
"Jeg kan lugte jorden... Jeg kan lugte...  svampen i væggene... Jeg ka..."
Med et blev den berusende duft af Jonathans blod meget kraftig - hun vendte sig om i samme sekund og så på ham med blodrøde, oplyste, øjne.
Hun stod nærmest som hypnotiseret og stirrede sultent på ham. Hendes vejrtrækning blev en anelse hurtigere. Lucy vendte sig, for at gå mod ham, men det første skridt fik hende tilbage og hun så derefter spørgende på ham...
Hans blod ville slå hende ihjel, men hun var så sulten, at duften af Jonathans blod kunne nærmest kontrolere hende. Hvad var hans hensigt med at vække netop disse sanser.

Jonathan var normalt ikke typen der tog sig af andre, Jonathan var ond og skabt til at dræbe, men der var sket så meget i hans liv, han havde selv mistet noget han holde af og det var ikke ham en bekendt ting at føle, så måske derfor var han anderledes overfor denne vampyr.

Duften af hans blod havde den effekt på hende han søgte, han var helt rolig og kiggede blot på hende, inden han lagde sine hænder fast på hendes skulder   “ du er nød til at beherske din trang til blod hvis du vil leve, du kan ikke bare slå et tilfældigt menneske ihjel for blod, du er nød til at være klog, brug dine fordele som du har “ sagde han og kiggede langsomt ned af hendes krop, hun var bestemt ikke grim på
Nogen måde, og det kunne hun bruge til at forføre sit bytte.

“ prøv at luk dine øjne og prøv at fortælle hvad du dufter, men duft udenom blodet, for folk der jæger dig vil bruge blod til at lokke dig frem, og det kan koste dig dit liv. “ sagde han roligt, og afventede hende kort

Lucy var fast besluttet på, at holde sit løfte til Jonathan - hun ville gøre præcis som han sagde, at hun skulle for at overleve.

Hun hørte hvad han sagde og vidste, at havde ret. Hun var nødt til at ignorere blodet - men hvordan? 
Lucy så også hvordan han så ned af hende. Først blev hun flov over at stå der, i en kjole fyldt med blodt, men så fangede hun hvad han mente med fordele. 

Lucy trådte helt ind til ham, lagde hovedet på brystet af ham, og krogede hænderne om ham, så hendes fingerspidser vendte op mod hans hovede. Hun ville gerne have været tættere på hans skulder og hals, men med 19 cm i højdeforskel og på bare fødder, var dette ikke muligt. Tilgengæld kunne hun høre hans hjerterytme. Hun lukkede øjnene og pressede sig helt tæt på ham, i et lille let klem.

Lucy prøvede at fange færten uden om ham, men det var svært. Hans blod var gift for hende, men hans duft var berusende. Hun koncentrede sig alt hvad hun kunne og pludselig var det som om, at hun kunne se hendes omgivelser for sig. Alt hun kunne lugte, kunne hun se for sig.
Rotter i gyderne, lystpigen på hjørnet, blomsterne, jorden, fugten og... der var noget andet, men hun kunne ikke finde ud hvad det var.

Lucy så på Jonathan, uden at slippe ham, der virker. Hendes øjne havde stadig en lille snært af den lysende farve, som et tegn på, at hun var godt på vej til at have bedre kontrol.
For første gang havde hun et oprigtigt smil i øjnene og på læberne, siden hun var vågnet som vampyr, alene og panisk.

Denne vampyr kunne hjælpe ham med mange ting, han kunne nærmest bruge hende når hun var færdig udviklet, han bemærkede hvordan hun  kom mere tæt på ham, han smilede kort og rystede på hovedet kort, en ting der var sikkert var at hun skulle ikke have lov til at
Forføre Jonathan, og nu gik Jonathan også
Kun efter bestemte kvinder, og hun virker ikke til at være en af den slags.

Han kunne fornemme hvordan hendes vejr trækning blev anderledes, det virkede som om at hun kunne kontrollere sig selv lidt Beder nu, Jonathan skulle lige til at sige noget, som han hørte larm ude på gangen og i et blev deres dør ind til dem sparket op, og de mænd som var mødt op havde fundet ud af hvor de var, en pil kom flyvende igennem luften mod Lucy som lige nu stod med ryggen til balladen, i et hurtig ryk vende han hende om, sådan det nu var ham der stod med ryggen til, pilen ramte ham lige i skulderen, men han trak ikke en mine, dog gik der 5 sekunder før det gik op for ham at det ikke bare var en pil, “ jeg tror sku det var en gift pil, kan du lige hive den ud “ sagde han roligt men hvis hun kiggede på ham ville hun se at han var i smerte.

Giften var ikke farlig nu, men efter nogle min vil Jonathan nok død, han slap grebet om hende og vende sig om imod jægerne, hans øjne begynde at lyse op, hvor efter han i et hurtigt ryk flyttede sig fra hende, og i et spildt sekund stod han tilbage ved hendes side igen, dog var han indsmurt i blod da han vende tilbage, og de gik kun 2 sekunder så begynder jægerne af falde om, drabet koldt med brokkede nakke.

Jonathans øjne stoppede med at lyse igen hvor efter han støttede sig til vindues kanten, han var svækket efter den pil, hvis hun kiggede på hans hals ville hun se at hans blodåre var fremtonet, men de var grønne, giften fra pilen var begyndt at sprede sig, og jo mere hans plus steg jo hurtigere sprede det sig. “ vi må væk her fra, men jeg kan nærmest ikke holde ud af bevæge mig, “ sagde han mens hans stemme begynde at flakke.

Lucy blev forskrækket, da mændende sparkede døren ind. Det var dét hun havde fanget færden af - giften på pilen.
Jonathan havde slet ikke behøvet spørge hende, om hun ville hive den ud, hun gjorde det helt på automatik. 

Smerten i hans øjne tænte en vrede i hende, som hendes krops aldrig havde prøvet før. Det var mange timer siden Lucy havde drukket blod, men pga. hendes vrede, kunne hun føle en unormal styrke i hendes krop.
Hun trådte et skridt frem, men inden hun vidste hvad der skete, var mændende faldet til jorden.
Hun vendte sig og skyndte sig over til Jonathan.
Hendes vrede, og angst, voksede da hun så hvordan giften sprædte sig - hun vidste, at det var op til hende at få ham i sikkerhed.
Hun tog om ham, så han kunne støtte sig til hende.
"Fortæl mig hvor jeg skal gå hen"
Hun var nødt til at holde ham vågen, for hun vidste ikke hvor hun kunne hente hjælp, eller hvem hun kunne stole på.

Hans krop sende hans hjerne alle mulige fare signaler, og det vat ikke til at tag fejl af, der skulle handles hurtigt lige nu, men han kunne slet ikke tænke på hvad hun kunne gøre hvad de skulle gøre hvor de skulle hen, han stoppede kort op og kiggede på hende meget direkte “ høre her jeg for os væk, men det som det kræver for min krop at få os væk vil nærmest slå mig ihjel, du Blir nød til at suge giften ud af min krop, “ sagde han og holde en pause inden han igen forsatte “ mit blod er ikke giftigt for dig, jeg havde bare ikke lyst til at du skulle drikke af mig “ sagde han og smilede kort.

Han hev hende tæt ind til sig og holde sådan lidt over hendes hovede, “ svigt mig ikke “ sagde han og i et slog han hans vinger ud, som væltede nærmest alt i rummet, han satte af i et ryk og fløj op igennem taget, og op i luften og fløj mod en lille flod, hvor han landede med dem, han satte hende ned inden han falde omkuld på jorden med lukkede øjne