Som så mange gange før havde den forvoksede og vingeløse vinteralf bevæget sig ind i hjertebyen, Dianthos. Det var efterhånden blevet til lidt af ene vane og den manglende tilstedeværelse hjemme i Alfelunden var ikke gået ubemærket hen. Denne gang havde Niëva måtte sno sig om sin fars endeløse spørgsmål. Hun havde løjet stærkere end hun havde set heste rende, før hun med en lignende hast havde grebet første mulighed for at flyve fri af de skyggefyldte trækroner af løvgrønt og ind blandt kalktørre mure med bindingsværks streger.
Intentionen havde aldrig været at ende Dianthos' hellige bydel. Nærmere bestemt undgik juvelerdatteren normalvis for alt i verden, at nærme sig alt det så bare som mindede guddommeligt. Om ikke andet så længe hun selv havde valget og ikke blev pustet i nakken dem der hjemme. Det var jo alligevel alt sammen lidt noget fis, ikke? Skulle der virkelig sidde en eller anden usynlig eksistens et eller andet sted, der med glæde lægge øre til diverse klagesange og bønner? Nej...
Det var derfor også mod al forventning at Niëva fandt sig selv stående foran Isari-katedralens prægtige arkitektur, så dens skygge slikkede mod støvlesnuderne. Hun havde ingen gang en undskyldning, der tilnærmelsesvist kunne forklare hvordan hendes ben tilsyneladende havde levet deres eget liv og ført hende hertil. Isblå øjne havde været lige så fastlåst på tempelbygning som fødderne havde været til de glat slidte brosten foran. Det havde ikke føltes som meget længere tid end et blink med øjet, at hun havde stået med overvejelse i blikket, men da fødderne endelig lysterede havde skygge-katedralen nået hende et godt stykke op af vristen.

Indenfor kunne Niëva ikke lade være med at tænke på, at det var som at se gennem flere juveler og krystalsten på en gang når de varme solstråler trak ind gennem de hvælvede mosaikvinduer. Badet kirkeskibet og dens menighed i mønstrede farve kaskader. Synet alene var nok til at føle en vis ydmyghed og æresfrygt. Her inde virkede tiden til at stå stille, og selv den laveste hvisken som man skreg i vildes sky.
Hun burde have vendt om, men det var som om kommunikations vejen mellem hjerne og ben var blevet afbrudt, da den lille hvide skikkelse satte kurs mod en af to lysglober på hver side af alteret.
Med flammen fra et allerede optændt lys, antændte hun væggen på det hvide vokslys med guldfarvede indgraveringer, inden hun placerede det i mængden af lys. Det havde om ikke andet været hensigten.
Vinteralfen nåde kun at lægge an til at træde tilbage, væk fra stativet udformet som Isari's tegn, da lyset valgte at kastede sig i et dødligt møde med stengulvet. Instinktivt rakte hun ud, fejlbedømte afstanden og sit eget momentum. Kunne kun prise sig semi lykkelig for det lave fremmøde, da hun formåede at vælte hele lysgloben i et rabalder der gav genlyd ud selv de fjerneste kroge af katedralen. "... Zala..." Læberne blev klemt hård sammen ved realisering af hvilket ord der havde været ved at glide af tungen.

Fader Romeo var kommet tilbage til katedralen efter sit sygdomsfravær, som han kaldte det. En lille hvid løgn der havde hjulpet ham i de år siden hans tilknytning til Isaritemplerne. Jovist kunne hans problem godt være en slags sygdom - og den begyndte at virke som om at den var mere og mere uhelbredelig for hvert år der gik. Hvor længe ville der forsat gå før et mirakel ville ske? Hvornår ville denne forbandelse slippe sit tag i ham og lade ham gå fri? Spørgsmålene var uendelige, og nogle gange kunne han ikke lade være med at bebrejde de højere magter for ikke at have kureret ham endnu, eller endnu værre: bebrejde dem for at dette overhovedet var sket ham. Det var nogle tanker han hurtigt rystede af sig og undskyldte. Nå disse tanker kom, var han overbevist om at det var den Romeo fra hans yngre dage der talte. Nu var han en lærd og klogere mand. Klogere, men træt og frustreret. 

  Under hans fravær var der akkumuleret opgaver der skulle klares. Det var disse opgaver at han var begyndt at varetage nu. Katedralen skulle holdes pæn og ryddelig. Vedligeholdelse af katedralens indre som ydre var en del af præsternes hellige opgave. Ved at tage sig af Isaris ejendom, troede præsterne på at de kom tættere på gudinden. Romeo følte dog et svigt fra gudindens nærvær, men ikke desto mindre skulle opgaverne fuldføres. Gulvene skulle fejes, og Romeo gik rundt med en kost. 

  Der var få mennesker, og væsener som var tilstede i Katedralen. I færd med at tilbede gudinden. Om det var for tilgivelse, en bedre høst eller held i kærlighed, kunne Romeo kun gisne om. Nogle mumlede en lav hvisken, andre forblev stille og dybt koncentrerede. Det var kun når han fik øjenkontakt med nogle af de besøgende at han sendte dem et venligt og imødekommende smil. Den tyste katedral blev dog hurtigt afbrudt af et rabalder længere nede ad gangen, og som i en chokbølge kiggede gæsterne forvirret rundt. Romeo blev ligeså drevet ud af sit tankeunivers, og var tilbage i nuet. 
"Bare vend tilbage til jeres bønner." sagde Romeo beroligende til dem, og gik i den retning hvorend lyden var kommet fra. 


Til hans overraskelse havde det været lysgloben der var væltet. "Ved Isaris.." Han så lidt paf ud og kiggede rundt om der havde været nogle som var gået forbi den og eventuelt skubbet den ud af balance. Det var ikke lige sådan en genstand der bare væltede af sig selv. Han bukkede sig ned for at rejse lysgloben op igen, og når det var gjort.. skulle alle de hvide stearinlys samles op da de var spredt ud rundt og omkring på gulvet. Det var først da han fik fat i lysglobens stativ at han opdagede at han ikke var alene. Et lille menneske, stod/lå foran ham. Romeo antog at det var et elverbarn, pga. ørerne. En lille hvid skikkelse. "Hov.. Frøken, er De okay?" Spurgte han venligt, men hans øjne lyste op i bekymring. 

Det varme voks størknede næsten øjeblikkeligt det kom i kontakt med det kølligere stengulv. Kastede lange gullige spindelvævs mønstre ud i en bred vifte, med den faldne lysglobe som centerpunkt. Efterklangen fra det tunge støbemetal rungede stadig i skibet, eller også var det måske kun i vinteralfens hoved at syngene metal stadig kunne høres?

Nærmest om en direkte afspejling af den alternative lysestage, for det var jo praktisk talt hvad den var, fulgte Niëva den ned samme kurs metallet havde taget. Liggende på alle fire med en tiltagende varme i ikke are kinderne, men hele det perlemors hvide ansigt, forsøgte hun febrilsk at samle hele som delvise lysstumper op. Hun havde været så forslugt i sin egen panikkede sind, at præstens fodtrin ikke nåde hende før hans stemme gjorde. Ildrød i hele hovedet, løftede de isblå øjne sig fra tørret pøle af stearin, hvor de i stedet søgte mod stemmens ejermand "Jeg, - det var virkelig ikke min mening! Jeg ville bare sætte et lys og så - jeg ved ingen gang hvad der skete, jeg rørte den knapt nok..." Fløj det fra hende, med sådan en hast at der ingen tid var til at trække nyt luft ind mellem de ord lavinen. Fingrene knugede sig hårdere omkring de lys hun havde fået samlet sammen. Det var knapt nok halvdelen og kun dem der lå nærmest. Et enkelt lys syntes at have grebet muligheden for flugt og var endt næsten helt oppe foran alterbordet. 
"Undskyld." Mumlede hun væsentligt lavere, tydeligvis flov over sit eget stunt der ikke bare havde forstyrret de bedende, men også påkrævet at han havde måtte lægge sit arbejde fra sig. Hvad end en præst lavede udover at lægge øre til alskens klage sang og lystænding.

Romeo lyttede på pigens febrilske og undskyldende ord. Det var næsten svært for ham at få et ord indført. 
"Kære barn," sagde han mildt og prøvede at bremse hendes ordlavine. Hans frie hånd var ligeså i en bremsende gestus, men rolig. "Tag det ikke så tungt." Han tog fat i metallet på lysestagen og forsøgte at balancere den så den stod bedre. Det skulle lige passe at den var væltet tidligere, imens han havde været væk, og derfor var blevet skæv. Hvilket, jo, kunne resultere i at den var blevet mere vakkelvorn? Det var ikke til at vide, men pigen skulle i hvert fald ikke føle sig skyldig.
 "Det kan ske for os alle." Han smilede imødekommende, og med et blik der havde en tilgivende varme om sig; hvis man altså så bort fra at de var en anelse blodskudte og røde. 

Romeo rømmede sig lidt og stirrede op og ned ad lysestagens metal stang inden han slap den. Det virkede til at den kunne stå af sig selv. Præstens blik gled rundt på kirke-skibets gulv. Stearin havde malet gulvet i spindelvævsmønstre, og Romeo havde næsten synes at det så fascinerende ud.. hvis det altså ikke betød at det krævede ekstra rengøring for ham. Voks var noget pokkers noget at få helt væk. Han kløede sig lidt i nakken og kom smilede skævt inden han satte sig ned på hug til den blege pige, og hjalp hende med at få samlet de spredte stearinlys sammen. 
  "Det går hurtigere hvis vi hjælpes ad." sagde han kærkomment. 

I dag, ligesom alle dage når han befandt sig i katedralens område, var han iført i sin hvide præsterobe med guldelementer. Som han sad havde sat sig på hug, foldede ærmerne sig en smule og afslørede hans arme. De var trænede, og man kunne skimte et par tydelige blodårer. Den rungende lyd der før havde været tydelig i katedralens sal var stilnet af, og det var atter tyst omkring dem. Nogle havde forladt kirken da de var færdige med dagens bøn, andre var blevet siddende og passede sig selv. 

  Romeos blik gled atter ned på den størknede Stearin, og han pillede lidt i det med sin negl for at skrabe noget af det løs. En vokshinde havde allerede sat sig fast i stengulvet, og der skulle lidt skrappere midler til at fjerne det helt. "Men velkommen til Isari katedralen." Sagde han for at bryde tavsheden imellem dem, og forsatte med at samle stearinlys sammen "Har jeg mødt dig før?" spurgte han nysgerrigt og sendte hende et venligt blik.    

Der var altid sandsynligheden at han besad en evne, som gjorde ham i stand til at berolige folk hvad enten det var gennem tone, fagter eller ord alene eller en blanding af dem alle. Niëva troede mest på, at det skyldes at alle med en præstetitel fra naturens side måtte beside en naturlig evne, til at få bragt selv det mest hektisk bankende hjerte til at falde til ro. Uanset hvilken af de to teorier der gjorde sig gældende, så virkede det også på vinteralfen. Ikke at lysten til at sparke sig selv over skinnebenet blev mindre.

"De burde virkelig ikke. Det er mit rod og jeg er sikker på at De har travlt med..." Hun brød sig selv af, manglede ord for hvad hun egentligt havde tænkt sig at sige. I stedet var det blevet hende pinligt klart, at hun ikke anede hvad præster faktisk fortog sig, trods familiens årelange tro og tilbedelse af Isari.
De blege øjne løftede sig og søgte rundt i det tavse rum, i jagten på præstelige gøremål, kun for at måtte opgive. Det vrimlede ikke ligefrem med hvidklædte og gyld pyntede skikkelser og de der var lod ikke til at have noget særligt for hånden. "- Præstelige ting..." Endte hun endeligt med at tilføje, mest i en hvisken der blev til en usikker mumle, hvorefter tavsheden også nåede dem.
Lyden af stearin der blev samlet i en bunke, var for en stund alt lyd fyldte rummet mellem dem.

Skævende blikke blev sendt mod ham af flere gange. Han lignede en der havde brugt det meste af natten på at græde. Tankerne løb afsted med forskellige gisninger om, hvad en tjener af Lysets moder mon ville græde sine øjne røde for?
Jordforbindelsen blev genoptaget, da han med den brudte stilhed påkrævede hendes tilstedeværelse. Hun nåede kun lige at slugte det åndsfraværende 'hvad', der nært havde rullet af tungen.
Med en let rysten på hovedet svarede hun ham: "Min familie er troende, men vi giver som regel vores bønner i templerne der hjemme. Jeg prøver at huske at komme her ind, når jeg er i Dianthos, men min tid her er oftest knap.". Hun kunne ikke mindes at have set ham før, men sandheden var at hun sjældent nået meget længere ind i katedralen end til dørtrinet.

Hun sænkede blikket igen, rettede det mod den spildte stearin med et modløst suk. Det ville tage en krig at få af... Med mindre... "Der er måske en måde at få stearinen nemmere af, men De må ikke røre det indtil jeg siger til." Niëva så spørgerende på ham, usikker på om hendes ide overhovedet ville virke, men det var et forsøg værd at fryse voksen, så det ikke var en underlig blanding af blødt og stift.

Romeo lyttede afventende på hendes færdiggørelse af sin sætning. Han forsatte med hvad han var i færd med indtil hun endelig fik afsluttet sin sætning. Han smilede skævt, og så nu på hende, "Dette er blot endnu en af de præstelige ting jeg kan foretage mig." brummede han, med et lille glimt i de trætte øjne. "Så det må De endelig ikke bekymre Dem om." Forsikrede han hende fattet og roligt. 

Det kunne tage lang tid at få renset al stearinen af gulvet, og Romeo skulle lige til at foreslå den unge kvinde at hun blot kunne gå videre med sin dag, og ikke behøvede at hjælpe ham, selvom hjælp altid var velkommen. Men pigen havde vel andre gøremål foran sig, og stearinopsamling havde nok ikke været en del af hendes plan. Han bemærkede hendes flygtige blikke, og fangede hendes blik til sidst. Hans spørgsmål blev også besvaret, og i det han nikkede, søgte blikket ned mod gulvet igen. 
  "Det er iorden. Det er ikke alle der har tiden til at besøge katedralen. Hver person har hvert sit at se til, og det er der fuld forståelse for." Det havde lydt som om at den unge pige havde prøvet at komme med undskyldninger for hvorfor hun måske ikke besøgte stedet ligeså ofte, men det behøvede hun slet ikke. Ingen skulle forsvare sin måde at være troende på. 
  "Men så kan det godt være at vi ikke har mødt hinanden før." han smilede mildt, og kom med et kort gab, han hurtigt gemte bag sin hånd, "Undskyld, søvnen har ikke været god ved mig." han sendte hende et beklageligt blik. 

Da pigen talte, rettede Romeo sin opmærksomhed mod hende. Han hævede et spørgende øjenbryn, og var interesseret i hvad hun kunne have fået af idéer. Det undrede ham også at han ikke måtte røre ved stearinen. "Ja? Hvad har De i tankerne?" Han rejste sig op, og børstede sine hænder af i hinanden. Romeo kiggede afventende på hende. 

// Beklager lukningen. Det har intet med hverken tråden her eller dig at gøre, men jeg bliver desværre nødt til at lave et "clean sheet" med de tråde der ikke er tilknyttet større plots, så jeg igen kan få lidt luft/overskud til tråde <3