Ringen på Daphnies finger føltes næsten lige så tung som hendes hjerte. Hun vidste hun burde være ellevild. At hun skulle svæve på den lyserøde sky og finde hele hendes tilstedeværelse mere end perfekt. Alligevel var det ikke glæde og lykke der fyldte i den unge kropiges krop, men hjertesorger og ulykkelige tanker. 
 Det var ved at være en uges tid siden hende og Aksel sagde ja til hinanden ved alteret. At de havde sagt ja til evig kærlighed til hinanden. Men det betød intet, var den gentagne tanke der holdt hende fra rigtig at nyde ægteskabet. Sandheden var jo, at det ikke var Aksel hun ville have. Det var ikke den spinkle, rødhårede dreng hun drømte om. Det var en orangeøjet dæmon, der var forsvundet ud af det blå, og havde efterladt Daphnie alene med sine følelser.

 " Daphnie, maden til Oleander-bordet er klar." En anden kropige puffede til Daphnie og hev hende ud af tankerne. Hun havde igen stået og ladet sig forsvinde ind i tankemylderet med blikket ud af vinduet. Først havde Daphnie set en smule forvirret ud, inden blikket var faldet på maden, og hun var igen klar over hun var på arbejde og havde mad at servere.
 " Den bryllupsnat har virkelig slået benene væk under dig. " Grinte hun. Daphnie sendte hende et lille akavet smil. Hun skulle bare vide..
  
 Med hænderne fyldte, gik Daphnie ned til bordet hvor Oleander, Alija, Dorian og Lukas sad. En lille del af hende var glad for at Aksel ikke var der. Nogle gange blev det lidt for meget, hvor glad han var over hele situationen. 
 " Værsgo, den dame og de herrer.  " Sagde Daphnie med et smil, som hun delte mad og drikkelse ud mellem dem. Daphnie smilede til dem alle som hun satte maden hos dem, undtagen Lukas. Daphnie havde stadig meget blandede følelser omkrings hendes ægtemands bedste ven. En del af hende var stadig brændende jaloux på ham, fordi han havde været sammen med hendes Jaris. En anden del af hende var sur på ham, for hun vidste godt hvem der havde sladret til Aksel den morgen han var kommet brasende og halvt havde fundet hende i seng med Jaris. Alligevel var hans Aksels bedste ven, og ingen måtte finde ud af sandheden bag deres stridigheder. 

Som så mange gange før, blev fridagen brugt på kroen. Trods de lange arbejdsdage på bordellet, var der altid energi nok til at bruge nogle sociale timer med den lille gruppe af folk, som Lukas kendte bedst. Trods de alle kendte til den unge fyrs sande race, var de pjuskede ører alligevel dækket til af den røde strikhue, som alle efterhånden havde udnævnt til halvhundens kendetegn. De mange krøller fra det halvlande hår kunne dog ikke skjules lige så let, og sørgede for at huen ikke føltes til at sidde helt så tæt til hovedet. Den lande, tynde trøje var nok til at dække halen, hvis han altså ikke flyttede for meget rundt på den. Det var ikke altid, det gik så godt.

Latteren fyldte mest ved bordet og blev som regel kun afbrudt, når der skulle drikkes. Lukas havde et næsten tomt glas stående ved sig, kun med en sjat rød saft tilbage i bunden. De andre sad med hver deres krus øl.
Snakken blev kortvarig sat på hold, da Daphnie kom ned til bordet med mad til hele selskabet. De andre smilede til hende, Olander kom med en hurtig kommentar omkring Aksel, men Lukas fik ikke fat i detaljerne. Han kunne straks mærke den akavede stemning mellem ham selv og Daphnie, og selvfølgelig bed Olander også mærke i hendes manglende smil mod hans sidemakker.
Så snart maden var sat og Daphnie var trådt væk fra bordet, rettede den lidt ældre herre sig mod ham.
"Er der noget galt, Lukas?" Spurgte han lidt lavmælt, så de sidste to ikke skulle høre noget, over deres egen snak. Lukas smilede pænt og rystede let på hovedet, nøjagtig som om intet var galt. De behøvede ikke at vide hvad der foregik mellem ham og Daphnie.
"Slet ikke. Skal I have noget med?" Han skiftede hurtigt emne og tilbød at hente ny drikkelse til bordet. Det var kun en undskyldning for at rejse sig, og ingen takkede ja alligevel.

Lukas forlod bordet og gik op mod disken. Selvom den anden kropige stod klar til at tage imod hans kommende ordre, lænede han sig halvt hen over baren, for at få Daphnies opmærksomhed.
"Du kan ikke være sur på mig for evigt." Med de ord vidste kropigen, at hun ikke kunne tillade sig at blive stående og lytte med. I stedet gav hun sig til at hente lidt krus og tallerkener fra bordene.
"Jeg har jo ikke gjort noget forkert." Lukas var udmærket godt klar over, at hun umuligt ville være enig, men det var ikke så unormalt for ham, at sige sin mening ret direkte. Man kunne tydeligt se det på hans ansigt. - Han sendte Daphnie et sigende blik, som om han uden ord bad hende lade det ligge. Trods hendes stædighed i alt det her, så måtte hun vel vide, at han havde ret. Det var helt forkert at lade Aksel gå ind i det ægteskab med troen om, at alt var som det skulle være.

 Selvom Daphnie heller ville sætte sig ned ved bordet med hendes venner.. og Lukas, men det var stadig en times tid endnu på arbejde, før hun rigtig kunne hygge sig. Derfor måtte hun også forlade festlighederne og gå tilbage bag disken, hvor hun gik i gang med at ordne nogle praktiske ting 

 Da hun hørte Lukas stemme bag sig skar hun en grimasse. Hun havde haft det fint med han før han havde sladret til Aksel, og normalt var hun egentlig ikke særlig god til at være sure på folk specielt længe af gangen, men han havde været så tæt på at ødelægge det hele for hende, bare fordi han skulle blande sig. 
 " Hvad kan jeg hjælpe med? " Spurgte hun og ignorerede med vilje hans konstateringen. Hun vidste jo godt de var sande. De buttede læber var foldet sammen til et par smalle sprækker, mens hun ventede på han sagde hvad hun skulle finde til ham. 
 Der gik dog ikke mere end et par sekunder før hun endte med at læne sig en smule frem med et irriteret udtryk.
 " Du havde ingen ret til at blande dig! Du ved ingen ting! " Bed hun irriteret af ham. Som om han nogensinde ville kunne forstå hvordan hun havde det. Forstå hvor svært det faktisk var for hende. Daphnie ventede ikke på at han kom med et svar før hun rettede sig op og med et lidt stramt ansigt løftede det ene øjenbryn.
 " Hvad skal du have? " Spurgte hun og vente tilbage til at servicere ham. Hun var egentlig ikke interesseret i at snakke med ham.

Selvfølgelig forsøgte Daphnie at forblive professionel. Han havde egentlig heller ikke regnet med andet, når han nu opsøgte hende midt i arbejdstiden. Han vidste udmærket også godt, at de ikke kunne tage den diskussion her, men det var så besværligt for Lukas at fange hende på et godt tidspunkt. Han havde sjældent tid, og når han endelig havde, så arbejdede hun. Men det kunne ikke fortsætte sådan her. Før eller siden ville de andre i gruppen begynde at stille spørgsmål, når Daphnie og Lukas ikke talte sammen.

Man kunne se kæbelinjen blive en anelse tydeligere, da tænderne blev bidt sammen i irritation over hendes bidende ord. Han lod hende dårligt blive færdig med det sidste ord af hendes spørgsmål, før han selv bed tilbage;
"Jeg ved nok!" Ordene blev sagt en anelse højere, end det egentlig var meningen. Han skævede kort tilbage mod bordet, bare for at være sikker på ingen hørte ham, før han rettede sig mod hende igen.
"Det er jo heller ikke fordi det gør en forskel. Det lykkedes dig jo åbenbart at lyve dig udenom sandheden. Du endte alligevel med at blive gift med dit livs kærlighed. Jeg synes bare det er synd for Aksel. Vi ved jo begge to godt, at det egentlig ikke er ham, du vil have. Har jeg ikke ret?" Ordene blev denne gang sagt lavere, men tonen bag blev ikke ændret. Han var stadig irriteret, for han var sikker. Han vidste, hvad han havde set, og han vidste, at Aksel havde været forbi Daphnie den morgen, for at konfrontere hende. Selvom Aksel havde valgt at skubbe det til side med en simpel misforståelse, nægtede Lukas at lade det ligge.
Han forventede dog ikke at skulle helt ind i det nu. Ikke mens hun havde vagt. Han ville dog uden tvivl fange hende senere, lige så snart hun havde fri og de kunne snakke lidt mere privat. Så lige så stille rettede han sig op igen. Man kunne se huen bevæge sig, da ørene rettede sig op samtidig, og så fandt han et alt for tydeligt, falsk smil frem.
"Et glas rød saft, tak."

 Daphnie kunne ikke holde et fnys tilbage ved Lukas ord, og vendte sig måske en kende fornærmet siden til ham. Hun mente bestemt ikke han vidste noget, for der var s meget mere til det hel der lå gemt bag overfladen. 
 Da det blev pointeret at det alligevel var lige godt fordi hun havde fået overtalt Aksel til at Jaris var hendes fætter, trak mundvigene sig lidt op i et stolt smil. Det havde trods alt været rimeligt snedigt som hun havde fået om overtalt. Smilet falmede dog ham fortsatte med at snakke og hende skuldre begyndte lige så langsomt st hænge lidt. Lukas vidste ikke det hele, men han vidste tydeligvis.. noget.. 
 " Jeg elsker Aksel..! " Ordene blev mumlet lidt, uden hun så på Lukas. Ordene var både sande og en løgn. Daphnie elskede Aksel. Han var sød og fantastisk. En vidunderlig ven. Og en dejlig mand. Men hun ville nok aldrig elske ham, som han elskede hende. Den plads var optaget af en anden.

 Daphnie tøvede ikke med at gå i gang med at lave det saft til Lukas, for hun ville gerne bare have ham væk. Kruset blev sat hårdt mod bordet og i samme bevægelse hun vendte sig for at gå væk sagde hun;
 " Huset regning. " Bare for at slippe for at bruge mere tid med ham. 

 Resten af aften var Daphnie kun henne ved Lukas og resten af bordet en enkelt gang. Den korte samtale med Lukas havde gjort hende endnu mere irriteret på ham, så hun gad ham faktisk slet ikke, hvilket var derfor hun stod ved bordet da hun havde fri, i stedet for at sætte sig. 
 " Det har været en hård vagt i dag.. Jeg tror jeg tager hjem med det samme. " Fortalte hun. Oleander lagde en hånd mod hendes underarm. 
 " Pas på dig selv. " Han sende hende et omsorgsfuldt smil og Daphnie nikkede.
 " Hils Aksel! " Sagde Alija, med et lusket smil på læberne, der fik Daphnie til at rulle med øjnene. 
 " Jaja.. " Et skævt smil spillede om Daphnies læber, selvom hun ikke vidste om hun så Aksel i dag. De havde stadig ikke fundet et hus at flytte ind i, og begge deres steder var småt til to. Ikke at det gjorde Daphnie noget de stadig havde hver deres sted.
 " Vi ses! " Daphnie vinkede over skulderen som hun begyndte at gå mod udgangen.

Det ene øjenbryn løftede sig en anelse, og intet mere var nødvendigt for at se, at Lukas bestemt ikke troede på Daphnie. Måske hun elskede Aksel, men ikke på samme måde, som Aksel elskede hende, og efter den underlige fætters besøg, var det jo kun blevet tydeligere hvorfor.
Det ville uden tvivl være lettere bare at lade det ligge. At droppe hele emnet, og lade ægteparret finde ud af det selv. Hvis Aksel altså ikke havde været så godtroende. Han havde kun konfronteret Daphnie, fordi Lukas havde sladret og det var der ikke kommet det store ud af. Men han ville vide hvorfor. Han ville have en grund til ikke at være sur på hende mere, og derfor var de nødt til at tale sammen.
Kruset blev sat hårdt mod bordet og i samme øjeblik fnøs han, og rystede let på hovedet. Det var med sammenbidte tænder og et lidt anstrengt smil, at Lukas tog kruset med sig og satte sig tilbage ved bordet, og de andre.

"Jeg følger lige Daffe hjem," brugte han som en hurtig undskyldning. Oleander sendte ham lige et bestemt, men alligevel omsorgsfuldt blik. Han ville ikke blande sig, men de havde ikke været gode til at skjule de anspændte følelser, der flød mellem dem for tiden.
"Vær nu ikke for hård ved hende," sagde han lavmælt, mens de to andre sludrede videre. Lukas sukkede tungt. De andre var udmærket godt klar over, at han havde en tendens til at være lidt for direkte, og det kunne ofte komme alt for hårdt ud. Og selvom han ikke havde tænkt sig at følge Oleanders ord, nikkede han alligevel let.
"Nej nej..." Mumlede han og gik efter Daphnie.

Først da hun var nået et kort stykke væk fra kroen, satte han farten op, indtil han nåede op på siden af hende.
"Fortæl mig, at jeg ikke har ret. Fortæl mig, at alt jeg opfangede mellem dig og Bjork ikke passer." Han så ikke på hende men ned i jorden.
"For jeg troede virkelig ikke, at du ville få følelser for en gift mand." Han kunne ikke lade være med at føle et lille stik i maven, over sine egne ord. Han havde jo selv ligget med en gift mand, trods han ikke var klar over den detalje. Men det gik han selvfølgelig ikke ud fra, at Daphnie havde. Hun havde kun den slags følelser for en anden, end sin ægtemand.

 Så snart ud var ude af kroen, begyndte hendes tanker at drive væk. Lukas prikkende ord havde kun fået hende til at skamme sig endnu mere over ikke at elske Aksel som han elskede hende, og at have løjet lige op i ansigtet på ham.
 Derfor var hun heller ikke klar to er Lukas vat fulgt efter hende, og hørte han ikke før han snakkede til hende. Noget der fik hendes hjerte til ay springe et slag over i chok, sammen med kroppen lavede en forskrækket spjæt i form af et hop og et lille hvin. 
 " Ved Zaladins horeunger! Lukas! " Gispende hun med en hånd mod brystet i et forsøg på at få styr på hjertets voldsomme banken. 

 Daphnie var stoppe op og stod og så lidt på Lukas med han talte. Hun endte dog med at slå blikket væk og synke en klump. Det var ikke noget hun kunne sige. Hun vidste rolle hvad han præcis havde set eller fornemmet, men han havde bevist ind på kroen at han tydeligvis havde set noget. Og hun havde aldrig været god til at lyve. Det var kun Aksel og hendes forældre hun havde kunne lyve for.
 Lukas sidste kommentar fik hende til at fnyse, og hun flyttede blikket tilbage på ham, med det ene bryn løftet. 
 " Det fik du måske? Følelser for en gift mand? " Daphnies stemmer var tæt på at være giftig. Måden Lukas sagde det på gik det til at lyde som om han kendte en anden der havde fået følelser for en gift mand. Og hvis det var fordi han havde fået det for Jaris, så kunne hun ikke helt undgå at føle sig lidt små sur. 
 Ligesom da Aksel var dukket op hos hende dagen efter turen på kroen, følte hun sig egentlig også en smule fornærmet over at Lukas kunne stå og anklage hende for st ligge i med hendes fætter. Der for vendte hun sig lidt rundt med næsen vendt lidt i sky. 
 " Og at du tror jeg ville ligge i med min fætter viser bare hvor lidt du ved.. " lød det stædig fra hende.

Lukas havde jo næsten forventet, at Daphnie ville vide, at han havde tænkt sig at fortsætte deres diskussion, når hun havde fri. Hun burde vel have fundet ud af, at han ikke var god til at give slip, når han først havde godt fat i et emne, der gik ham på. Som havde hun stukket et træktorv i munden på hunden og begyndt at hive til. Hendes irritation og spydige kommentarer fodrede hans nysgerrighed. Han kunne jo ikke lade være med at tro, at han uden tvivl havde fat i bare lidt sandhed.
Derfor kunne han heller ikke lade være med at se en smule mere irriteret ud, da hun blev forskrækket. Han så næsten ud som om han troede, at hun havde gjort det med vilje, selvom det egentlig ikke var meningen.

Daphnies manglende svar var vel rigeligt. Hun undgik at fortælle ham det, han gerne ville høre, ved at vende opmærksomheden mod ham, og han var ikke helt glad for det. Det kunne man se på den rynkede næse og huen der blev fladere, da ørene blev lagt helt ned.
"Nej!" Skyndte han sig at svare, i en tone der tydeligt udtrykte den foragt han følte, bare ved tanken. Han havde selvfølgelig ingen følelser for en gift mand! Måske muligheden kunne være der, men det var før han var klar over, at Bjork åbenbart havde en kone i Rubinien. Ørene rettede sig dog lidt op igen, da han ikke kunne lade være med at more sig en lille smule over hendes stædige ord.
"Men det er problemet. Jeg tror ikke på, han er din fætter. Blev du måske ikke så stille, da du fandt ud af at jeg havde været sammen med ham, fordi du blev jaloux?" Stak han til hende, lige inden han løftede et bryn og sendte hende et blik, der tydeligt viste at han ikke troede på de næste ord;
"Eller du var måske bare fornærmet, fordi din fætter brugte tid med en anden, end dig?" Han lagde armene over kors, kun for at se endnu mere dømmende ud, som han stod der og forsøgte at se større ud, end han egentlig var. Ikke den mindste del af ham, ville tro på at det var tilfældet. Stemningen mellem dem blev akavet på det tidspunkt, fordi der lå noget mere i det. Gjorde den ikke?

 Det sitrede i Daphnies fingre efter slå give Lukas et dask for sat at snige sig ind på hende. De burde efterhånden alle vide hvor distræt og uopmærksom hun var. Det irriterede udtryk hos Lukas fik hende dog tilbage holde hånden fra at slå ud efter ham. Det ville sikkert kun gøre ham mere irriteret. Mere generende...

 Et lille, selvtilfreds smil lagde sig over Daphnies læber ved Lukas reaktion på hendes kommentar. Om det var fordi hun ikke helt troede på ham, eller fordi hun følte han så kunne se hvordan hun havde det når hun beskyldte hende for at være sammen med hendes fætter var ikke helt til at vide. Hans næste ord fik hende dog til at skære en grimasse og se lidt ud til siden. Hænderne der hang ned langs siden knyttede sig lidt ved tanken over at han og Jaris havde være sammen. 
 I stedet for at og blive gloet på med et dømmende udtryk begyndte Daphnie at gå. Hun var jo trods alt på vej hjem. Og hun gad ikke snakke med Lukas, selvom hun regnede med at han ville følge med fjende hele vejen hvis han følte for det. 
 " .. Jeg ved ikke hvad du snakker om.. " mumlede hun som hun begyndte at gå. Tydeligt afvisende for at ville snakke om det, men uden rigtig selv at tro på det. Hun vidste jo udemærket hvad han snakkede om.

 " Det er også lige godt.. Jaris er væk og Aksel og jeg er blevet gift.. " sagde hun efter at have gået et par skridt. Ordene lød mere som om det var noget hun prøvede at fortælle selv, end noget hun fortalte Lukas. Som om det var noget hun prøvede at overbevise sig selv om. Hun tænkte slet ikke over at hun kaldte hendes snyde-fætter ved forkert navn - han var trods alt Jaris og ville altid være det.

Det var da helt utroligt, så meget energi hun ville bruge på at benægte det, som han var så sikker på var sandt. Hun kunne vel bare indrømme det! Han havde jo allerede sladret til Aksel, selvom det måske ikke ville være helt så let for hende at overbevise ham om det modsatte, hvis hun faktisk indrømmede, at han havde ret. Men selvfølgelig holdt hun stædigt fast i sin løgn.
"Det gør du vel ikke..." mumlede han tilbage, som han drejede hovedet og kiggede efter hende, da hun begyndte at gå. Hun skulle da kun lige have lov til at tro, at han ville lade hende gå uden problemer, i et kort øjeblik, inden han rendte efter hende.

Lukas skulle lige til at smide endnu en kommentar afsted, men kvalte sine ord, da hun kom ham i forkøbet. Det dømmende, måske lettere overlegende udtryk, blev hurtigt ændret til undrende. Det burde næsten ikke være kommet som en overraskelse, at hendes falske fætter ikke engang havde brugt sit rigtige navn, men alligevel gjorde det.
"Så Jaris valgte måske endelig at tage hjem til sin kone?" Det var egentlig ikke et spørgsmål han ønskede svar på. Det var mest for at gøre hende opmærksom på, at han havde opfanget ændringen af fætterens navn, og måske også fordi han faktisk blev lidt muggen. Jaris havde jo også løjet en hel del over for ham!
"Gør det noget?" Spurgte han et øjeblik efter. Han lød uden tvivl mere sur end diskussionslysten nu.
"Nu kan du give din kærlighed til ham, der fortjener den, i stedet for ham der lyver og udnytter alle, han render ind i." Måske han overdrev en lille smule, det var nok mest den lille, gnavende fornemmelse af vrede i maven, der talte, for så godt kendte han selvfølgelig ikke manden. Om han virkelig behandlede alle, som han havde behandlet Lukas, kunne han ikke vide.

 Daphnie fnyste over Lukas ord, og selvom hun prøvede ikke at vise at ordene ramte et ømt punkt lykkedes det ikke. Hendes skridt blev en smule tøvende og blikket blev slået ned, mens hun sank en klump. Hænderne knyttede og åbnede sig et par gange. 
 " Det er han vel.. " mumlede hun lavt. Det var jo bare en løgn hun havde fortalt for at prikke til Lukas efter han have været sammen med Jaris. Hun vidste godt Jaris ikke var taget hjem til en kone. Men hvor han var vidste hun ikke, og den eneste grund hun kunne komme på hvorfor han var forsvundet var fordi hun havde sagt hun elskede ham.

 Lukas næste ord fik Daphnie til at sætte tempoet lidt op. Hun gad ikke høre hans mening om det hele, hun vidste udmærket hvordan han havde det med hende. Alligevel endte hun med at stoppe op ved det sidste han sagde og vendte sig hurtigt mod Lukas med et vredt udtryk.
 " Jaris ville aldrig udnytte nogen! " bed hun af ham, og prikkede ham hårdt i brystkassen.
 " Du ville gerne! Han ville aldrig gøre noget mod nogen hvis de ikke ville have det!  " Det var en sagt  Daphnie var sikker i, og det kunne høres på hende. Hun nægtede at lade Lukas stå der og tale grimt om Jaris, når ikke han kendte ham. 
 " Du er bare sur over din lille hemmelighed kom ud.." mumlede hun til sidst og lod blikket glide ned over ham, inden hun vendte sig om for at gå igen. Hun havde ingen anelse om det passede hvad hun pointerede, men alle havde været overrasket over at høre at Lukas havde været sammen med Jaris, og han havde selv virket ret flov over det var kommet frem. 

Man skulle tro at det ville bringe bare en snert af en tilfreds følelse hos Lukas, når han nu kunne se at hans ord tydeligvis ramte, hvor det skulle hos Daphnie. Han ville jo have hende til at indrømme alt, men stædigheden og irritationen fyldte for meget. Han kunne ikke fryde sig det mindste over at få skubbet hende den rigtige retning, ikke endnu.
Lukas nåede kun lige at stoppe, inden han var gået direkte ind i Daphnie, da hun med ét stoppede op og vendte sig rundt. Trods hendes vrede udtryk, rynkede han ikke det mindste på næsen, udviste ikke den mindste usikkerhed. Han kunne dog ikke undgå at blive lidt overrasket. Han havde sjældent set Daphnie så vred, bide ud efter andre, hvis ikke aldrig.

Kun da han mærkede det hårde prik i brystkassen, rynkede han brynene og bed tænderne sammen. Det var måske mest fordi han ikke havde været forberedt, men det gjorde mere ondt end han lige havde regnet med. Man kunne lige så langsomt se den røde farve snige sig frem i hans kinder. Det var dog ikke irritationen, der havde sat sig, men flovheden der sitrede i hans krop. Hun havde jo ret.
"Ja, okay, fint!" Indrømmede han muggent.
"Men du kan ikke bilde mig ind, at du ikke også er sur over, at min hemmelighed kom ud! Bjork, Jaris, hvem end han er, så er han ikke din fætter og du ville ønske, at det havde været din hemmelighed og ikke min. Bare indrøm det!" Med lidt ekstra tryk på det ene ord, lagde han samtidig hænderne mod hendes skuldre og skubbede, ikke nok til at hun ville kunne skvatte, men hårdt nok til at give igen for det aggressive prik tidligere.
Nu hvor de ikke længere befandt sig i kroen, gjorde han heller intet ud af at dæmpe sig længere. Flere folk på gaden kunne ikke dy sig fra at sætte farten ned og lige lytte med, inden de blev for flove over at blande sig og skyndte sig videre. Lukas var ligeglad.

 " Hm! " Et lille, tilfreds sitrede i Daphnies mundvig, og fik den til at trække sig lidt op da Lukas indrømmede han kunne lide hvad ham og Jaris havde lavet. Selvom det også gav en grim smag i munden at tænke på. Hun nåede dog ikke at fryde sig længe, for de næste ord fik mundvigen til at trække sig ned i en utilfreds mine. Daphnie stoppede lidt op igen og knyttede kort hænderne. Hun var sur over at Lukas og Jaris hemmelighed kom ud - eller, hun var nok mere sur over at havde fundet ud af at det var sket.  

 Daphnie skulle til at forsætte sin gang væk fra Lukas, da skubbet mod hendes ryg fik hende til at snuble et par skridt frem. 
 " Hey! " Lød det overrasket og vredt fra hende, inden hun vente sig om igen, gik de få skridt hun var endt væk fra ham, hen til Lukas igen inden hun lagde begge hænder mod hans brystkasse for at skubbe tilbage.
 " Jeg ved ikke hvad du snakker om! " Bed hun endnu gang af ham, men tårerne i hendes øjne og de røde kinder sagde noget andet.

 Med det samme Daphnie havde skubbet til Lukas vendte hun sig hurtigt om og begyndte at gå væk i et hurtigt tempo, på vippen til at kunne kvalificere sig til at være små løb. Et stort, sort hul i hendes brystkasse fik alt til gøre ondt, og det var svært at holde tårerne tilbage. Den ene hånd lagde sig op mod hendes brystkasse og knugede lidt om kjolens stof, som om det skulle hjælpe med at få smerten til at forsvinde.
 Det var jo ikke fordi Daphnie ville ønske det havde været hendes hemmelighed. Det var allerede hendes hemmelighed, og hun havde ingen at dele det med, og ingen at dele den smerte hun følte med. 

Det var så fristende at lægge lidt flere kræfter bag skubbet, der overraskede Daphnie mere, end Lukas lige regnede med. Hun kunne vel ikke forvente, at han ikke ville give igen, selvom hendes fysiske 'angreb' godt nok var langt mildere, end hans gengæld var. Han var bare så gal. Men han skulle nok holde igen. Det gik jo ikke at han lod vreden tage over og faktisk ville kunne blive anholdt for overgreb på de unge kvinder, hvis bare én så hans lille, spinkle ydre som den mindste smule truende.
Han havde dog ikke regnet med, at Daphnie ville skubbe tilbage igen. Det var lige før han skvattede bagover, men nåede heldigvis at genvinde fodfæstet, da han tumlede et par skridt tilbage og armene fulgte med i et par febrilske bevægelser.

Straks satte Lukas af for at følge med i hendes tempo, endda lidt hurtigere, for at kunne skubbe en skulder ind mod hendes, og dermed få hende til enten at stoppe, eller faktisk vælte denne gang. Nu var han ligeglad med hvad andre så ham gøre!
"Nu lyver du igen! Hold op med at bide af mig, når du ved, jeg har ret! Og hold op med at gå væk fra mig, for så let slipper du ikke af med mig! Fortæl mig hvorfor du vil risikere at såre Aksel så meget, hvis han finder ud af det?! Hvis du hellere vil være sammen med Jaris, så vær sammen med ham, i stedet for at trække min bedste ven med ind i dit rod!" Lukas blev næsten hæs af at råbe. Han var ikke vant til at hæve stemmen så meget, han var ikke vant til at være så sur. Jo, han holdt stædigt fast i sine meninger, og det var langt fra altid, andre var enige. Det havde ført til mange diskussioner, men det var noget andet, når det omhandlede hans tætteste ven. Han brændte langt mere for at beskytte ham, end han gjorde for noget andet.

 Et lille, overrasket hvin slap ud mellem Daphnies buttede læber, da Lukas pludseligt skubbede til hende. Det fik hende til at træde et enkelt eller to skridt til siden, inden hun i en hurtig bevægelse drejede sig rundt og stirrede med smalle øjne og hændere knyttet på ham. Hun var ikke sikker på om hun nogensinde havde været så vred og irriteret som hun var nu. Hans ord gjorde det ikke spor bedre og neglene begyndte at presse sig ind i håndfladerne. 
 " Det kan jeg ikke for han er forsvundet! " Skreg hun, med viftende arme i en form for afmagt, mens hun kæmpede for ikke at skubbe tilbage endnu en gang. Som ordene havde forladt hendes mund, faldt hun sammen i skuldrene, underlæben begyndte at bævre og tårene brænde for at løbe ned af kinderne. Flere havde vendt blikket i deres retning, og Daphnie var sikker på Fru Svendsen nok ville høre om.. noget, et eller andet. Hun håbede bare at det ikke betød endnu et rygte - eller bare at det ikke nåede Aksel.. Et snøft forlod hende inden hun slog blikket væk.
 " Og han elsker alligevel ikke mig.. " mumlede hun. Det gjorde nok ikke en forskel for Lukas, men hun håbede alligevel at han kunne se at det havde noget at sige. 
" Jeg har aldrig bedt om noget om det her.. " Lød det opgivende, med et lille snøft, som om det gjorde en forskel. 
 
 Selvom det var Aksels bedste ven hun stod over for, og selvom det måske lå helt ved siden af Daphnies normale natur, var alt hun kunne tænke på, at presse læberne mod Lukas. Ikke fordi hun som sådan havde lyst, men fordi hun følte det var den eneste måde hun kunne få ham til at holde mund. Få ham til at lade hende være. Det ville vel også sætte ham i en rigtig dårlig situation lige pludselig. Som var det en reel kamp for hende ikke at springe ud i kysset, drejede hun hovedet lidt mere ud til siden. Hun var virkelig et forfærdeligt menneske...

Denne gang havde Lukas helt bestemt forventet, at Daphnie ville vende sig rundt og ikke tøve det mindste med at gengælde det lidt mere bestemte skub, han havde givet hende. Der kom intet, men det var lige før han kunne fornemme hvor meget hun måtte kæmpe, for ikke at give igen. I stedet fik han lov til at se et af de direkte vrede udtryk, som man ellers sjældent så hos Daphnie. Hun virkede altid så sød, men nu, hvor han havde formået at få sig dårligt stillet i hendes øjne, fik man en helt anden side at se.
Øjnene smallede sig, idet han gengældte hendes vrede ansigtsudtryk, men i overraskelse, både over hendes skrigende ord og de viftende arme, spærrede de sig op igen. Den sammenbidte kæbe løsnede sig straks op, da han bed mærke i hendes nye holdning. Hun var ikke længere pustet op i forsvar, men faldt lidt sammen i opgivelse.

Nu vidste Lukas ikke hvad, han skulle sige. Det var så meget lettere at råbe af hende, for at forsvare Aksel, men nu hvor hun stod der og lige pludselig så så lille ud, kunne han da ikke bare råbe op igen.
Hans blik sank til jorden, med lidt rynkede bryn i fortvivlelse for hvordan han skulle takle de følelser, han ikke havde forventet at se hos hende. Uden at tænke meget over det, endte han hurtigt med at træde tættere på Daphnie, for at lægge armene omkring hende i et let klemmende kram.
"Det er jeg ked af, Daffe," mumlede han ind mod hendes skulder. Han burde egentlig bare lade den ligge der. Tie stille, så hun kunne få lov til at bearbejde de forvirrende følelser lidt. Men han var stadig så nysgerrig og stædig. Fast besluttet på at finde ud af dét, som han hele tiden havde råbt af hende for, at få at vide. Så der gik ikke mange øjeblikke, før han mumlede videre;
"Hvorfor har du sagt ja til Aksel, hvis du ikke elsker ham?" Han forventede næsten, at hun ville skubbe ham væk og selvfølgelig blive muggen over, at han stadig vadede i det. Derfor løsnede han sit greb omkring hende en smule, klar til at give helt slip, hvis det viste sig, at hun helst ville være fri for hans lidt mærkværdige trøst, der lod til at komme med lidt dømmende ord.

 Det var en hel lettelse for Daphnie, da Lukas virkede til at falde ned med hende. Panik-tanken om at kysse ham, forsvandt da den ikke længere var nødvendig, og det var uden tvivl for det bedste. En snert af skam sneg sig frem i hende, for i det hele taget at have haft tanken. Hun havde virkelig svært ved at kende sig selv til tider.
 Den ene hånd tørrede begge kinder i en lidt aggressiv bevægelse for at fjerne tårerne der langsomt var begyndt at trille ned over kinderne, inden hun snøftede og slog blikket ud til siden. Hun vidste ikke rigtig hvad hun skulle forvente af Lukas og hvordan han ville reagere på det hun sagde. Noget af hende forventede lidt at det dømmende og halv-forhadte ord ville forsætte. At der var inden empati og medfølelse at finde hos ham. Og hun ville forstå ham, for det var fortjent. 

 Da han lod en arm glide om hende, blev hun en smule overrasket. Blikket flyttede sig fra siden, og ud hen på Lukas med brynene svagt løftet overrasket op. Læberne foldede sig lidt sammen da han sagde han var ked af det, og Daphnie slog i stedet blikket ned.
 " Jeg er selv ude om det... " mumlede hun lidt. Hun stod lidt og vidste ikke helt hvad hun skulle gøre af sig selv og sine hænder. Det virkede underligt at kramme ham, sådan som de lige havde stået og råbt af hinanden, men alligevel var det rart at blive omfavnet. 
 " Det er jo ikke fordi jeg ikke kan lide ham.." skyndre Daphnie sig at sige, da Lukas satte spørgsmålstegn ved hendes intentioner. Hun trak sig lidt ud af hans kram og så ned.
 " Og jeg elsker ham.. Bare.. ikke som han elsker mig..  " Hun var godt klar over det ikke var det han havde spurgt om, men hun følte at det var vigtigt at få sagt. Og så var hun ikke helt sikker på om havde lyst at sige sandheden for Lukas, for hun troede ikke han helt ville tage det så godt.

Hvis Lukas ikke havde stået sådan, at Daphnie ikke kunne se hans ansigt, var han helt sikker på, at hun ville have ændret attitude meget hurtigt. Han kunne jo ikke lade være med lydløst at give hende ret. Det ville det skæve smil og det lidt dømmende blik have afsløret. Men han forsøgte virkelig på ikke at træde mere på hende, end han allerede havde gjort. Ikke når hun nu stod og så ud til at være ødelagt. Det betød dog ikke, at det ikke var utrolig svært. Han havde indtil videre ikke været specielt god til at holde munden lukket, og hans mening skulle uden tvivl nok komme frem, lige meget hvad.

Lige så snart Daphnie trak sig fra hans omfavnelse, trak han sig også selv et lille skridt tilbage. Han bed tænderne sammen for ikke at lade et lille fnys slippe ud over hendes ord, men det lykkedes vist ikke helt.
"Det er ikke retfærdigt. Han vil gøre alt for dig, men det er ikke gengældt." Ordene væltede ukontrolleret ud, som al indhold fra maven, hvis man havde fået nok alkohol ind. Og de stoppede ikke dér;
"Er du virkelig så bange for din far, at du lod ham tvinge dig ind i et ægteskab, du ikke gider?" Det var først sekundet efter, at det gik op for Lukas hvor hårdt hans ord egentlig kunne ramme, men det var ikke ens betydning med, at han mærkede den mindste dårlige samvittighed over det. Det var jo ingen hemmelighed, at de fleste unge kvinder blev tvunget ind i noget af deres familie. Det ville jo ikke se pænt ud offentligt, hvis Daphnie endte nede i Rubinien med en gift mand. Det var ikke til at vide hvad folk dernede kunne finde på.

 Daphnie havde aldrig helt gennemskuet om Lukas virkelig bare ikke var i stand til at stoppe sig selv, før han sagde ting der ramte alle de rigtige knapper, eller om han faktisk nød at pine folk. Uanset hvad ramte det Daphnie på en måde, så hun mærkede vreden boble op i sig igen. Han skulle ikke stå det og sige hun ikke ville gøre alt for Aksel! Hænderne knyttede sig og Daphnie åbnede munden.
 " Jeg... " mere nåede hun ikke at sige, før Lukas forsatte med at snakke. Noget der fik Daphnie til at slå blikket ud til siden, en smule skamfuldt. Ikke fordi hun var bange for Albert, men fordi han alligevel havde haft noget at sige i forhold til ægteskabet. Det var vidst ingen hemmelighed, at Albert ikke kunne lide Jaris,  eller den mand der havde friet til hende før Aksel, for han havde nærmest ikke snakket om andet end den forfærdelige mand Daphnie heldigvis havde valgt fra igen, til hende og Aksels bryllup. 
 
 " Jeg er ikke bange for min far.. " mumlede Daphnie endelig efter et par sekunders stilhed. Hun kiggede stadig ikke på Aksel, men havde blikket og hovedet vendt lidt ud til siden. 
 " Men selvfølgelig vil jeg ikke skuffe ham.. Aksel er en god mand, og han gør mig glad.. Han er sød og dejlig. " Da Daphnie endelig flyttede blikket hen på Lukas var der noget lidt bedende over det. Hun trådte et lille skridt tættere på ham,
 " Kan det ikke være lige godt med Jaris.. Han er væk.. Og han kommer nok ikke tilbage.. " Daphnie slog blikket ned på sine fødder, da hun mumlede den sidste sætning. Det gjorde ondt at sige, helt ind i hjertet, og det fik det også til at svie i øjenkrogene, men hun holdt tårerne tilbage. Dem var Lukas nok alligevel ligeglad med.

Der lød et svagt suk fra Lukas, da han rystede så let på hovedet, at det næsten ikke ville være til at se. Han burde vel tage hendes ord for gode varer, tro at hendes svar var sandheden, men det gjorde han ikke. Hele skænderiet og de opblussende følelser af vrede, der sandsynligvis ikke kun stadig sad i ham, men også i hende, havde fået ham til at se én vej. Hans vej. Det satte et filter op foran øjnene, der sørgede for at alle Daphnies udtalelser ville blive set som løgne, også selvom han burde kunne se igennem det.
Måske Daphnies bedende blik fik ham til at løsne bare lidt op, men han lod sig ikke se for længe. Lige så snart hun trådte et skridt tættere på, rettede han blikket mod jorden, sine fødder, der stod og trippede en lille anelse.

Hvis han skulle vælge at tro på hende, så måtte han grave lidt længere. En kølig brise fik ham til at lægge armene om sig, for at holde den lidt store trøje tættere ind mod kroppen.
"Og hvis han kommer tilbage?" Spurgte han lavt, idet han rettede blikket op igen. Det var ikke let at se, men det var heller ikke nødvendigt for Lukas at vide, at Daphnie holdt tårerne tilbage.
"Vil Aksel være nok for dig? Gør Aksel dig glad nok? Eller vender du ham ryggen, for at være sammen med den mand, som jeg ved, du savner? Mere end du vil indrømme." Den munter stemning, som Lukas havde følt kort efter han lærte Jaris at kende, var hurtigt blevet erstattet. Han havde efterhånden ikke lavet andet end problemer, og han var her ikke engang. Det var ikke kun for Aksels og Daphnies skyld, at han ikke ønskede at Jaris skulle vende tilbage, men også for sin egen. Tænk, at man kunne være sådan overfor sin egen kone. Forlade hende i Rubinien og ødelægge så mange andres liv.