” .. og hermed erklærer jeg jer for rette ægtefolk at være! Du må nu kysse bruden!” Kirkeklokkerne kimede højt efter ordene havde forladt præstens mund, og Aksel tøvede ikke med at trække Daphnie ind i et kys, og selvfølgelig gengældte hun det. Det var jo sådan det skulle være. De var nu mand og kone, og det ville de være resten af livet.
 Sammen gik de ned over kirkegulvet, med store smil på læberne. Daphnies smil nåede bare ikke helt øjnene, selvom hun prøvede. Hun havde håbet at når de stod på dagen, når de blev gift, ville hun føle sig glad for det valg hun havde taget. Men det gjorde hun ikke. Det var med en flad følelse, at hun gik med en strålende Aksel ved hendes side. Hun havde håbet at det ville få hende til at glemme at Jaris var forsvundet. Hans glæde og begejstring smittede dog, og det hjalp lidt på Daphnies skuffelse. Det var det rigtig at gøre, blev hun ved med at sige sig selv, det var sådan det burde være, gift med en der elskede hende.



 Det nygifte par og deres gæster samlede sig efterfølgende til fest. Alle var glade – mere eller mindre – og der blev spist og drukket godt. Folk blev mere og mere højlydte og muntre. Daphnie havde flere gange i løbet af aften hørt på Albert; hvor godt det var hun var kommet på bedre tanker, og havde ikke at gifte sig med Jaris. Hvordan han med det samme havde kunne mærke, at det havde været en skidt knægt, og det var godt han beskyttede Daphnie. De fleste af gangene var Daphnie gået sin vej, når han begyndte at snakke om det. Hun blev både irriteret og vred over at hører ham snakke om det, for hun havde ikke samme opfattelse om hele situationen, og der var flere dele af hans fortælling hun ikke huskede på samme måde som ham.
 Derudover stod hun også med en trist følelse i kroppen, for hun vidste ikke hvor Jaris var. Han var forsvundet ud af det blå, uden at sige farvel. Hun kunne ikke lade vær med at tænke på, om det var hendes skyld han var væk. Om det var fordi hun havde sagt hvordan hun havde det med ham. At hun havde skræmt ham væk.



 Pludselig skiftede musikken. Et tegn til at det var tid for bruden og brudgommen at danse. Som var der kommet et hul i gulvet, trak gæsterne sig væk fra dansegulvet, og efterlod en fin rund cirkel midt i det hele, med plads til brudeparret. Daphnie og Aksel blev forsigtigt puffet ind mod cirkel, indtil de begge stod et par meter fra hinanden på det frie gulv, og kiggede på hinanden.
 De to unge mødtes i midten af cirkel, og lagde forsigtigt armene om hinanden. Aksel næseryg skinnede op i en let rød farve, skabt af den alkohol han havde hældt i sig, nervøs over aktiviteterne der var forventet af brudeparret, efter deres dans. Han skulle gøre Daphnie til en rigtig kvinde. Han skulle blive en rigtig mand. Hans venner havde alle kommet med deres råd – gode som dårlige – og jo flere ting han hørte om, jo mere nervøs var han blevet. Han havde derfor slugt lidt ekstra øl, for at dulme nerverne.
 ” Du har da rigtig hygget dig.. ” mumlede Daphnie drillende, som de begyndte at danse. En kommentar der fik den røde farve til at brede sig til Aksels kinder. Noget der fik en let latter til at lyde fra Daphnie. Ikke fordi hun dømte ham, men fordi det var kært. Daphnie holdt blikket op i Aksels som de dansede rundt og en lille knude voksede frem i hendes mave. Selvom alkohollen fik hans blik til at virke lidt sejlende, var der ingen tvivl om at han elskede hende. Det skinnede så tydeligt igennem i hans blik.
 ” Jeg elsker dig, Daffe.. Kun dig.. ” lød det kort efter fra den rødhårede knægt. Daphnie nikkede lidt og holdt blikket i hans.
 ” Det har du også bare af.. ” Det var temmelig flabet af hende sige, når hun elskede en anden end ham, men hvis ikke han elskede hende, så havde det hele været spildt. Daphnie lagde hovedet ind til Aksels brystkasse.

 Dansen forsatte i et par minutter, før stemningen hos gæsterne begyndte at ændre sig. Flere og flere begyndte at huje af dem. Noget der fik kinderne til at blive røde hos både Aksel og Daphnie. Daphnie trak hovedet lidt til sig igen, og så op på Aksel. De vidste godt hvad der skulle ske nu. Hvad de skulle nu.
 Aksel slap Daphnie og tog hende i hånden. Tydeligt nervøs, begyndte han at trække hende mod værelset der var pyntet op, specifikt til de to nygifte. Musikken skiftede til noget mere festligt, og selvom der stadig var en del der hujede af Daphnie og Aksel, var de fleste vendt tilbage til festen, og skænkede kun lige Aksel og Daphnie et kort blik som de gik op ad trappen til rummet, og piftede kort af dem.
 Da de nåede rummet holdt Aksel døren for Daphnie, og lukkede den efter hende. Som om det slet ikke påvirkede hende hvorfor de var i rummet, gik hun lidt rundt i værelset og betragtede udsmykningen. Sandheden var dog hun ikke rigtig havde lyst. Aksel vidste jo formentlig ikke hvad man gjorde. Overhovedet. Hun ville skulle føre an, og det havde aldrig rigtig været hendes stærke side.

 Stilheden lagde sig over rummet. Daphnie vendte endelig opmærksomheden mod Aksel igen, mens Aksel stod og nærmest flovt kiggede alle andre steder hen. Daphnie skar en kort grimasse over det. De ville jo aldrig få lov til at komme ud fra værelset i det her tempo. Så hun gik hen til Aksel. Måske hun bare skulle gøre som da Jaris også havde været i rummet med dem? Da Daphnie stoppede foran Aksel, flyttede han blikket ned på hende og sank kort.
 ” Du er virkelig smuk i aften.. ” nærmest hviskede ham. Daphnie sendte ham et smil.
 ” Tak.. ” hviskede hun tilbage og overvejede kort hvad hun skulle sige eller gøre. Til sidst bed hun sig i underlæben, lagde hånden på hans bryst, og stillede sig helt tæt på ham.
 ” Nåh.. husbond… Nu kan vi forsætte fra da fætter Bjork var på besøg.. ” Der var noget lidt drillende over hende stemme, men hun mente det også. Derfor lod hun også hånden glide ned over hans brystkasse, videre ned over hans mave, og ned mellem hans ben. Aksels kinder blev med det sammen helt røde, og som Daphnies hånd gled over hans underliv, gispede ham nydende, og flyttede hænderne hen på hendes hofter.
 ” O..okay.. ” Aksels stemme var nærmest åndeløs, og det var tydeligt at han var utrolig nervøs. Noget Daphnie prøvede ikke at tænke for meget over, for ellers smittede det bare af på hende. I stedet førte hun den frie hånd op i nakken på Aksel, så hun kunne trække ham lidt ned til sig.
 ” … Bare slap af.. ” hviskede hun stille, med læberne ud for Aksels, inden hun lukkede øjnene i og lukkede den sidste afstand mellem deres læber og startede et roligt, men dybt kys op. Aksels arme gled fra Daphnies hofter, og om på hendes ryg, så han kunne holde hende tæt ind til sig.

 Det blev utroligt hurtigt klart for Daphnie hun virkelig ikke var fan af at være den der styrede slagets gang. Hun gjorde dog sit bedste alligevel, og prøvede at gøre det bedste hun kunne, for at få det til at gå i den rigtige retning. Inden de nåede over til sengen, havde Daphnie fået guidet Aksel til at pille kjolen af hende, og hun havde hevet hans bukser ned.
 Som tøjet lige så stille kom af dem, begyndte Aksel også at blive lidt mere livlig. Hans hænder begyndte at vandre lidt mere over Daphnies krop, noget der gjorde det noget nemmere for Daphnie at få lyst til hvad der skulle ske. De var begge kommet ned i sengen, og Daphnie lod benene vikle sig lidt om Aksel. Aksels vejrtrækning var blevet overfladisk, og var noget mere tændt end Daphnie var.
 Daphnie gad dog ikke rigtig vente mere, og var egentlig klar til at komme videre, så hun lod den ene hånd glide ind mellem, og begyndte at gøre ham helt klar. Lige som Daphnie havde fået placeret Aksel rigtigt og han pressede sig en smule mod hende, stønnede han tungt og anstrengt, og han spændte op i musklerne.

 For et øjeblik lå Daphnie bare og stirrede på Aksel, som han blev færdig inden de overhovedet var kommet i gang. Da hun var kommet sig lidt overraskelsen, blev hendes krop lidt slap. Benene viklede sig fri fra Aksel igen, og satte sig ned mod sengen, mens hun bed sig lidt i underlæben. Hun lå med en noget flad følelse, og vidste ikke rigtig hvad hun skulle sige. Var det bare.. slut nu?
 ” … Und.. skyld.. ” Aksels hoved var bukket ned, og blikket var flovt slået væk fra Daphnie.
 ” Det var ikke.. meningen.. ” mumlede han. Daphnie vidste ikke rigtig hvad hun skulle sige eller gøre. Et eller andet sted var hun egentlig glad for, at det var sådan hér det var endt, selvom hun lå tilbage og følte sig en smule snydt. Det gik dog tydeligvis Aksel på, at han var blevet færdig så hurtigt, så hun sendte han et venligt og omsorgsfuldt smil, som hun lod den ene hånd glide ned over hans kind.
 ” Det er okay.. Der er ikke nogen der behøver at vide hvad der skete.. ” Hun bed sig lidt i underlæben og skævede mod døren. Var det sådan det ville være at være gift?