Engeldrengen var blevet sat i skjul andetsted, da hun skulle gøre en gerning uden hans medvirkende. Han var dog ikke forsvarsløs mere, tvært i mod. Han ville blive en dygtig engel, måske en af de bedste for sin tid. Hun tvivlede ikke på hans evner. Men omstændighederne var anderledes, hvorfor han ikke var med hende på dette besøg.

Hendes gøren i Turmelinien var bare et kort visit for at få nogle informationer. Det var ikke særdeles vigtigt, men alligevel nok til at hun skulle være forsigtig med hvordan hun befærdet sig i området. Vingerne var gemt væk, våben var ikke noget hun havde på sig. Hun skulle bare ligne et halvdyr på vildspor, ufarlig og uinteressant. Det var selvfølgelig nemmere sagt end gjort. 

Men før man vidste besked, ville nogen nok få følelsen af, at hun ikke bare var hvad hun udgav sig for at være. Hvor tit så man en hjorte på disse kanter? Det store gevir var nok for mange, et risikobrud på sikkerheden for deres egen vendings skyld. Hun kom til sit mødested, kloven trampede let i jorden som en rastløs følelse. Hun var ikke helt forsvarsløs, men i mange tilfælde ville at blinde folk med lys ikke være den største fordel. Tvært i mod. Men ordet var røbet, ham hun skulle mødes med, havde afsløret hendes identitet og hendes gøren på stedet. Før nogen eller noget vidste af hvad der skete, var hun som en opbundet gris på et julemarked. De ville selvfølgelig ikke få chancen for at få fingerne af hende, de var væk. Så det, de kunne tage som et trofæ, var det, som gjorde hun skiltede sig ud blandt dem. Geviret var hendes kæreste eje. Ved siden af Bart. Men det vidste den skiderik til dreng ikke. 

Som smidt for døren, som hun var rester af en ubrugt kompost. Forslået, skadet og nedstemt, fik hun samlede sig selv sammen, mærkede efter det førhen store gevir var væk. Hun bed sammen, de havde hendes navn og vidste hvordan hun så ud nu. Det var en trussel på, hvis hun kom igen, ville hun ikke få muligheden for at gå levende fra stedet. 

Et åndedræt så tungt lød og hun tog sig selv til brystkassen; "Tænk at være mere menneske end hjort nu," beklaget hun stille for sig selv. Hun slog vingerne ud, selvom det gjorde smertefuldt ondt. Det og hun måtte finde sig et alternativ for et navn at gå under. Healing var hendes livsvej, et navn for healing var Althea, det var en mulighed. En mulighed for god grund at tage det.