Mørket havde for længst sænket sig. På den sorte nattehimmel hang en halvmåne, dens lys slugt af de tunge skyer, kun de særligt udvalgte kunne se.
For hver gang Pax befandt sig i Den Øvre Bydel, slog det ham altid, hvor stille der var; der hørtes ingen tudende børn, musik, løbende skridt, gøende hunde og hvæsende katte, ingen dæmpede skrig eller brøl fra diverse krostuer, hvis glasruder var sarte og splintredes så nemt under den summende energi; den, der var lige så festlig, som den var faretruende. Nej, i Den Øvre Bydel herskede tavsheden, når først skyggerne blev lange og mørket sænkede sig over hovedstaden. Det var som at befinde sig i en glasklokke, afskåret fra alt dét, der gjorde virkeligheden virkelig.
Og så stank der ikke af pis…

Det havde været nemmere, end Pax først havde antaget; et par krystaller havde byttet hænder, løfter var blevet afgivet og ganske som håbet, havde Pax haft adgang til tjenestemændenes indgang. Det hjalp betydeligt, at det famøse og nygifte par øjensynligt ikke var vendt hjem igen.
Hjemmet, han befandt sig i, var mageløst. Han havde sjældent set noget lignende; de private gemakker var udsmykket med genstande, Pax end ikke kendte navne på, der glimtede på tillokkende manér og fik hans fingre til at klø.
Det kammer, han var blevet anbefalet, var dækket af bogreoler, der strakte sig fra gulv til loft. Enkelte steder fandt han tilmed små stier, der tilsyneladende skulle gøre bjergbestigningen nemmere. De rige havde sære tilbøjeligheder, konkluderede han, da han lod sig falde ned i den bedste stol, han nogensinde havde siddet i. Den havde bløde armlæn og hans røv forsvandt ned i puden, hvilket fik Pax til at tjekke, om den var ved at falde fra hinanden – og nej… det var simpelthen for komfortabelhedens skyld… ved alle Guderne…
Det gjorde ventetiden nemmere, jovist. Han kunne falde i søvn dér, hvis blot han tillod sig selv og skønt han vidste bedre, begyndte tankerne at køre.
Hvordan kunne han få stolen med hjem? 

Det var egentlig ikke fordi Athelstan læste de bøger som beklædte væggene, at han havde så mange af dem. Han skænkede dem sjældent en tanke og havde, så vidt han huskede, aldrig åbnet en heller. Skulle sandheden frem var bøgerne der udelukkende, fordi de understregede hans rang i samfundet. Det hørte til de riges glæder at læse – og selvom det ikke nødvendigvis indebar reel læsning – var bogryggene nok til at cementere hvor lærd og ressourcefuld Athelstan af Erneyll var.
Det var derfor ikke for bøgernes skyld, at han var på vej hen til salonen nu. Nej, det et bestemt minde som drev ham den vej.
Amelia og Athelstan havde undfanget deres kommende arving på det store mahognibord som stod i rummets midte, og adelssønnen nød at mindes det med lidt øm selvomsorg, når hustruen var for træt til at være med.

Med erfarne fingre var han allerede begyndt at løsne buskerne, da bjørnen forbløffet stoppede op i døråbningen. Stolen, der burde være tom, var det ikke. Athelstan kneb øjnene sammen, for at se den ukendte an. I et kort øjeblik havde han været sikker på at det var tjeneren – som kort forinden havde tændt et par enkelte stearinlys – som havde dristet sig til et hvil i de hellige møbler.
Athelstan kunne dog hurtigt konkludere at det ikke var tilfældet.

”Hvem i Kiles navn er du?!”

Pax betragtede den yngre mand komme spadserende, hans lange fingre i færd med at løsne den alt for dyre og skinnende bæltespænde. Da han stoppede op og hans øjnene omsider fandt frem til Pax’ lange skikkelse, smed bandelederen begge af sine hænder behændigt i vejret.
”Ikke nogen du behøver at smide bukserne for.” Pax klistrede et påtaget smil over læberne og lagde dernæst sine arme tilbage på armlænet. Han vidste godt, at han burde rejse sig (og det havde intet med høflighed at gøre) men han kunne ikke få sig selv til det. Han havde ganske enkelt aldrig siddet så godt i hele sit liv og selv ikke en potentiel trussel, kunne få ham op af den mageløse stol.
”Jeg er Pax”, præsenterede han dernæst sig selv prompte. Der var ingen grund til at gøre den temperamentsfulde adelige hidsig. ”Og jeg er kommet for at snakke om forretning – kan du ikke lige binde dem igen? Jeg er selvfølgelig dybt smigret men det er virkelig, virkelig heller ikke nødvendigt, at jeg får din pik at se.” 

Selvom situationen på mange måder ikke kunne sammenlignes, gav ’jeg er kommet for at snakke forretning’alligevel gåsehudsfremkaldende associationer til en lignende episode, hvor en anden uanmeldt gæst pludselig havde befundet sig i Erneyll-palæet.
Men så ophørte lighederne vist også. Denne mandsperson var i hvert fald yngre end gamlingen, og ussel af udseende i sammenligning. Slidt. Bundfolk. Måske ville det kun gavne at vise sig frem til sådan én, som ham i stolen? Det var det sprog, de talte ikke? Grovkornet og vulgært? Tanken var morbid og dermed appellerende for den begavede adelssøn. Det var i sandhed forunderligt, at bundskrabet i stolen bad ham om at dække sig til.
Athelstan af Erneyll trak på skuldrene, og gjorde som ønsket. Der var noget befriende ved at den ældre fyr havde talt direkte, med en tydelig præsentation. Det kunne visse højrøvede, seksuelt tørlagte lære noget af...
Desuden havde adelssønnen ikke før befundet sig i enerum med pøblen før. Ikke på denne måde i hvert fald.

”Forretninger, siger du? Hvilke slags forretninger?”

Pax gjorde hverken til eller fra, da Athelstan lukkede bæltespændet (der var trods alt ingen grund til at takke).
De tofarvede øjne lå uforbeholdent i den yngre knægts, indtil den anden spurgte ind til forretningernes karakter. Først da forlod de det så kølige, isblå blik og søgte mod de mageløse vinduespartier nær loftet af biblioteket.
”Ikke den lukrative slags”, lød svaret prompte, hvorefter Pax omsider rejste sig. Han var ikke meget højere end den sorthårede adelssøn, bemærkede han. Heller ej særlig meget bredere. ”Det er i hvert fald ikke forretningernes eneste formål.”
Uden at Pax’ øjne forlod Athelstans begyndte han langsomt at cirkulere det imponerende mahognibord. Ulven lod ikke den anden få særlig meget tid til at protestere før han fortsatte sine legende ord. ”Erneyll-slægten har set bedre dage, ikke sandt? I forhold til så mange af de andre, er I faldet i graderne. Der hviskes om forræderi blandt… din slags.”

Forretninger var godt. Den kontante, ligefremme forretninger, dem med et klart mål, et klart middel til at nå dette mål, en gennemsigtig og ukompliceret handlingsplan (byt, køb, afpres, dræb) var at foretrække. Indtil videre syntes den fremmede at tilbyde netop det, hvilket Athelstan glædede sig over, uden at skjule det. De blå blik emmede af nysgerrighed og lod sig heller ikke holde sig fra at følge den ældre med en lettere intens stirren, da denne begyndte at nærme sig bordet.
Var det mærkeligt at det ophidsede ham? Athelstan kunne så tydeligt se Amelias nøgne skikkelse, dækket af gråt alfe-aske, på bordets midte. Hendes mund åben, hovedet lagt tilbage, hænderne om brysterne. Usynlig for den fremmede, der cirkulerede omkring hende som et blindt rovdyr. Uvidende, dumme pøbel. Hvis den fremmede vidste hvor primitivt Erneyll havde opført sig på det bord, ville verdenshierarkiet hurtigt blive opløst; Bunden ville opdage at toppen ikke var så anderledes, som systemet dikterede, de ville ..-
Hvad?

Athelstan af Erneyll blinkede illusionen bort.
Havde den fremmede virkelig sagt det? Virkelig?
Nysgerrigheden blev erstattet af kendt irritation, samme slags som den anden gæst var blevet mødt af, da han også var begyndt på den utålelige provokationssludder.
Stemmen var skarp og utålmodig, øjnene let knebet sammen. Han ville ikke spilde sin tid, som han havde gjort sidst. Vagterne ville blive hidkaldt, og Athelstans kropsprog afslørede dette.
Én chance ville den fremmede få. Èn.

”Kom til sagen! Hvad er det du vil?”