" Åhhh rillike rallike
 fuld som en -hik- allike
 rillike rallike rold
 syv sssmå glade pindsvin drager ud på nattesssold! " Det havde været en strålende aften, med masser af gang i. Det var flere timer siden at Augustus havde bevæge sig ind på en kro i den centrale del af Dianthos. Han havde slynget om sig med krystallerne - som altid. Det ene krus øl efter det andet var røget ned. Nogen havde vidst nok mest de kunne tømme et krus med øl hurtigere end Augustus - det havde han bevist bestemt ikke var sandt. Troede han nok. Eller, selvfølgelig! Måske var aftens minder begyndt at blive lidt sløret, men selvfølgelig havde han vundet. Han var jo den bedste.
 Håret stod lidt ud til alle sider, overskægget var rodet, kinder og næse rød af alt alkoholdet og pelsen der normalt hang hen over begge skuldre hang skævt, og kun han over den ene skuldre. Alt sammen afslørede at han da i hvert fald havde fået så skoen den passede.

 Nu stod han, halvt oppe på en stol, og skrålede. Han havde et krus i hånden, en fod på sædet af en stol - en stilling der ikke just så særlig behagelig ud for den store mand, der bestemt ikke lignede den unge knægt i tyverne han egentlig var. Men stillingen havde en mening - det var en del af showet. Stolt stod han højlydt og sang - gav hele kroen et nummer af hans fantastiske sangstemme. Enkelte sang med, mens andre skar grimasser - det var vidst ikke alle der var lige enige i om det lød godt. Hikken og snøvlende ord hjalp nok ikke ligefrem begejstringen for sangen. 
" -hik- åhh rillike rallike
 fuld som en allikeke
 rillike ralallike rold
 men når det blir morgen, -hik har de ondt i deres kknnnold! " Kruset blev svunget rundt i luften, så der fløj øl i alle retninger, og ned på stolen hvor den ene fod støttede sig på. Optaget af sangen og at performe for kroens besøgende lagde han ikke selv mærke til at sædet blev glat af det våde øl. Som verset af sangen kom, lænede Augustus sig frem over benet der støttede mod stolen, og lagde albuen og halvdelen af hans kropsvægt mod benet.
 " En gartner gik i solskin
 og graved i en have -hik-,
 men da det ssså blev måneskin
 holdt manden op med at grave.
 Da han gik ind så glemte han sin flassske fyldt med snaaaaaaargh! " med vægten mod benet, og øllet på stolen, begyndte Augustus fod at glide, og midt i det fine sangnummer gled foden af stolen. Med højlydt - men dybt selvfølgelig - skrig, fik godsejer sønnen overbalance og væltede med et ordenligt rabalder ned på gulvet med øl og stol ud over sig. 
 Det tog et øjeblik for Augustus lige at forstå hvad der var sket, inden han begyndte at ligge og sprælle på gulvet og kæmpe med at få stolen af - det var da lige godt Zalans så livlig og stædig den stol var!
 " Jamen, ssså HH-hik-HJÆLP MIG DOG! " skræppede han op, i et forsøg på at overdøve den høje latter fra alle kroens gæster.

Hørelsen var ikke længere hvad den havde været, men alligevel kunne den gamle mand ikke undgå at høre den forfærdelige sang, der lød fra kroen. Svend havde brugt dagen godt. Han havde kun få magibeskyttende hatte på sig, en af dem var blevet samlet op fra jorden og han havde været sikker på, at det måtte have været ham selv der havde tabt den tidligere. Det gik aldrig op for den stakkels mand, at langt de fleste smed dem fra sig, så snart Svend vendte ryggen til.
Ind ad døren trådte Svend, med den lille rotte, korporalen, siddende på skulderen. Den tykke jakke varmede mere end man skulle tro, selvom den var fyldt med huller. Den havde engang været sort, men var efterhånden blevet så slidt, at den var grå i stedet. Bukserne hang løst om de tynde ben, og det ene bukseben var længere end det andet, hvis stof var revet i stykker. Skoene mindede mest om et par gamle tøfler, men de var behagelige at gå i.

Hans blik gik straks til den syngende mand, men opmærksomheden rettede sig mod krofatter, der bød ham velkommen.
"Goddag, Pentragon. Lad mig hente dig noget at spi..." Det var tydeligvis ikke første gang den gamle tosse havde været forbi kroen, og krofatter lod ham oftest få et gratis måltid, men han nåede ikke at færdiggøre sin sætning, før Svend afbrød ham;
"Pentragon?! Du må have forvekslet mig med en anden. Mit navn er Brebborlan!" Stjernerne stod jo helt anderledes i dag, så han kunne da ikke kalde sig Pentragon. Men mere nåede Svend ikke at sige, før braget lød og alles opmærksomhed rettede sig mod den fulde mand, der nu lå på gulvet, sejlet ind i øl og ude af stand til at rejse sig igen. Alle grinede, undtagen Svend, der straks tøffede over til den skræppende fyr.
"Bare rolig, unge mand! Mig og korporalen skal nok hjælpe!" En lidt krøllet papirhat blev trukket frem af en af de store jakkelommer, og da den gamle efter et øjeblik havde bukket sig nok ned til at kunne nå, placerede han den ømfindtligt på hovedet af fyren på gulvet. Nu var han ikke længere et let offer for Mørkets kræfter!
"Faren er ovre! Nu er du i sikkerhed. Godt klaret, korporal," sagde han og strøg en finger hen over rottens hoved. Svend rettede sig op og trådte et par skridt væk igen. Hele optrinnet havde kun fået kroens andre gæster til at grine endnu mere, men hvis de vidste hvor vigtig den hat var, ville de nok være lidt mere seriøse!

 Ingen kom Augustus til undsætning. Ingen reddede ham fra den lumske stol. Det var ikke til at forstå for godsejer sønnen - han var jo Augustus Waldemar Egelin Barthsmelo Junior! De burde stå i kø for at hjælpe ham op! De måtte være blevet helt hypnotiseret af hans fantastiske sangnummer! Der var ikke andet for. 
 Bedst som den godt runde mand, følte sig særlig overrumplet af stolen, og næsten var nået dertil at han var nødt til at kravle som et af svinene på gården, for at komme fri af stolen, lød ordene Augustus havde forventet at have hørt for længst. Ordene smigrede - unge mand - inderst inde vidste han jo godt han ikke så helt ung ud længere, men det ændre jo ikke på hvem han var. Hvad ham var. En ung, pragtfuld og mægtig mand. Hvem end manden og denne korporal var, så skulle han nok blive takket ordenligt. Så kunne de andre rigtig ærgre sig!

 Redningsaktionen gik dog ikke helt som Augustus forventede, og i stedet for at stolen blev nedlagt, kom den ældre herre med en.. krone? Begge af Augustus bryn rynkede sig i en let løftet position, som han så noget forvirret - og måske en smule fornærmet - ud. Han var jo ikke blevet færdig med nummeret, en hyldest var bestemt ikke på sin plads endnu! 
 " Naij, nu har jeg aldrig -hik-! Jeg ble' jo slet ikke fjærdig med sang'n!? " lød det klagende og forpustet fra Augustus. Stolen var en smule tung, og kampen med den var altså ikke helt nem. Hvorfor var der ingen der hjalp ham!?  
 " Og i sik-hik-kerhed!? Hvad med De får den her stol væk! Og få det loodne måjjdyr væk fra mig!  " gyste han, da han så rotten. Hvem dog tog sådan et ulækkert væsen med ind på en kro? 
 Stadig en smule sprællende i sig forsøg på at fjerne stolen, gled papirskronen mere ned over Augustus øjne, og gjorde ham helt blind. Et lille hvin lød fra manden - et hvin der, hvis man ikke vidste bedre, kunne tro kom fra et svin - og armene prøvede med det samme at komme op og flytte kronen så han kunne se. Begge arme var dog viklet sådan ind i stolen han ikke kunne nå.
 " SÅ HJÆLP MIG DOG!?!? " galpede han.

Generelt var Svend ikke nem at gøre fornærmet. Han var god til at finde en lys side ved enhver situation, men ikke når det gjaldt den sikkerhed, som hattene sørgede for. Den stakkels fulde mand på gulvet var uden tvivl et let offer for Mørket, men takket være Svend, var han ikke til at få ramt på længere. Han burde være taknemmelig! I stedet fik han kun flabede ord igen. Som et tidligere, vigtigt medlem af Lysets hær, og med en gammel korporal ved sin side, fortjente han da mere respekt, end det ingenting han fik nu.
Svend havde gjort sit arbejde, og havde taget det første skridt for at vende tilbage til krofatter, der havde sat kokken i gang med en portion mad. Men den fulde mands ord, fik ham til at blive.

Svend løftede en pegefinger og rettede den ned mod den nu blinde fulderik.
"Så så!" Lød det bestemt med den hæse stemme. "Det er vist ikke en måde at tale til en gammel korporal!" Han fandt sig i meget, men ikke i at der blev talt sådan om hans tætteste ven.
"Sig mig lige, er du klar over hvor vigtig den hat er? Den vil beskytte dig bedre end noget andet! Jeg har simpelthen ikke tid til at vente på, at du er færdig med den afskyelige sang." Selvom Svend ikke lod til at syntes helt godt om den mugne mand, så skulle det absolut ikke forhindre ham i at beskytte ham mod Mørket alligevel. Det var trods alt den opgave, han havde påtaget sig. - At beskytte folket så godt han kunne, og det måtte man da sige, at han havde gjort her.
"Men jeg vil forlange en undskyldning fra dig til korporalen!" I samme øjeblik tog han fat i rotten og holdt den ud mod fyren på gulvet, som skubbede han sin ven hen foran sig og ventede. Han vidste jo at korporalen var mindst lige så fornærmet over at blive kaldt et loddent møjdyr, som Svend var. Og han ville ikke gå før undskyldningen lød.

 Der var ingen hjælp at hente ved den gamle mand. Han var jo skingrende skør! Hvordan kunne en korporal miste forstanden så meget. Desuden var han jo Augustus Waldemar Egelin Barthsmelo Junior, så hvad bildte den gamle mand sig ind, og tro han kunne irettesætte ham!
 Augustus prøvede stadig at få flyttet den underlige papir hat der var faldet ned foran hans øjne, og fjernet kroens loft for hans syn, men stolen var noget mere lusket end han først havde regnet med, og havde fået noget at et greb om ham. 
 Og så var det at hans sang blev kaldt afskyelig. Augustus gispede forarget, og åbnede munden for at fortælle den gamle mand en ting eller 7.
 
 " Naj, nu må De li-brrruuurrrghhh-.." Augustus nåede ikke at fortælle manden noget som helst, for kampen med stolen, havde fået stolen til at trykke på den store mands tykke mave. Presset på maven der var godt fyldt med øl, havde fået en bøvs til at mase sig ud. Latter brød ud i kroen, noget der kun gjorde Augustus endnu mere irriteret. Hvor var hjælpen? 
 " EN UNDSKYLDING!?  " Råbte han forarget. Det kunne han da ikke mene!?
 " Det er mig der -hik- forlanger en undskyldning!? SÅ HJÆLP MIG DOG! Få den stjol af mig, inden jeg ddør!" Det kunne da ikke være så svært at forstå! Augustus rystede hovedet i et forsøg på at få rystet papir hatten af så han kunne se hvad der skete - det var egentlig ikke særlig rart at være blind..
 Det lykkedes dog Augustus at få papir hatten en smule væk fra øjnene, noget han dog med det samme fortrød da han opdagede det lodne, ulækre dyr var stukket hen imod ham. Et højlydt hvin forlod hans læber og han sprællede pludselig noget mere intenst.
 " FÅ DEN VÆK!!! " 

Det var et sjældent syn, og alligevel havde Svend set flere lignende tilfælde en del gange før. Den fulde man på gulvet havde godt nok fået rodet sig ud i en uretfærdig kamp med stolen. Men uden hjælp fra nogle af kroens latterfyldte gæster, så det desværre ud til at stolen ville vinde i sidste ende. Svend kunne ikke le. Det var jo næsten et sørgeligt syn, at se en så hjælpeløs, ung fyr, der var blevet påvirket så forfærdeligt af alkoholens sprittede dråber. Det var lige nøjagtig derfor Svend aldrig rørte alkohol! Man mistede jo helt kontrollen over sin egen krop.
I samme øjeblik begyndte højre ben at ryste lidt, ikke meget, men nok til at det kunne bemærkes. Den forbandede akrobat, som havde besat benet, var på spil igen, men Svend forsøgte at holde benet i ro.

De smalle, rynkede læber blev kun endnu smallere, da Svend klemte dem sammen i et afventende udtryk. Den anden lod til at ville sætte ham på plads, men i stedet lød der en rungende bøvs, og Svend trak hovedet tilbage med en forbavset mine i det rynkede ansigt. Hold da op.
Det passede tydeligvis heller ikke den sure mand, at Svend nu bad om en undskyldning. Inden længe blev hånden med den pjuskede rotte også trukket tilbage og sat tilbage på skulderen.
"Sikke du kan skabe dig! Den hat beskytter dig bedre end noget andet, og du har desperat brug for beskyttelse mod de onde kræfter, der lurer i alle landets kroge!" Straks svang det rystende ben ud og resulterede i at Svend fik sparket til stolen, der holdt stakkels mand fanget på gulvet. Et par forbavsede gisp lød fra nogle af kroens gæster, mens andre næsten væltede om af grin. Svend selv så lige så overrasket ud, som nogle af de andre.
"Det beklager jeg virkelig! Det er slet ikke til at holde styr på et besat ben," undskyldte han. Man kunne endda høre på den gamle, skøre mand, at han mente det helt alvorligt. Det var her krofatter brød ind. Da han nåede hen bag Svend, lagde han lige så forsigtigt en hånd på den gamle mands skulder og gav tegn til at føre ham væk.
"Du må hellere sætte dig, Brebborlan, og give det... besatte ben... en lille pause. Jeg er sikker på den unge mand er virkelig taknemmelig for din hjælp." Svend nikkede let og lod sig føre med af krofatter, men ikke uden at sende den fulde man på gulvet et bestemt blik.
"Selvfølgelig er han taknemmelig!" Mumlede han stædigt, på vej hen mod et bord i den anden ende af kroen, hvor han kunne spise sin gratis portion mad.

Og mon ikke en venlig sjæl, der ikke var travlt optaget af at grine alt luften ud af sig, ville komme og hjælpe den stakkels mand i sin kamp mod stolen?

 Troede den her.. gamle mand virkelig at Augustus ikke kunne beskytte sig selv? Et fnys forlod de spinkle læber, for at udtrykke hans uenighed, men det virkede ikke så godt som han ønskede da det blev efterfulgt at en bøvs. I et forsøg for at redde den igen, skyndte han sig at sige;
 " Jeg vil lade dem vide at jeg er mester øksekaster! Jeg har slået en skovnymfe ihjel med et enkelt kast! " Lød det nærmest helt stolt fra godsejer sønnen. Det havde været et uheld han havde slået nymfen ihjel, men det behøvede ingen at vide! 
 " Jeg kan sagtens beskytte mi-hurgh! " luften blev pludselig presset ud af Augustus, som stolen blev presset ned i maven med en overraskende kraft. Rød i hovedet af vrede og let forpustelse, hostede Augustus lidt for at få vejret igen.

 " Besat ben!? Nu skal jeg give dig besat!  " vrissede Augustus inden han begyndte at sparke, sprælle og vride sig for at få stolen af. Nu var det slut, han skulle vise den gamle mand! Han skulle bare lige fri af stolen. Prustende og kæmpende med stolen lagde Augustus ikke mærke til at den gamle mand blev ført væk. Alt hans fokus gik på at komme fri fra stolen, så han kunne give en rotte befængte, gamle, skøre mand.
 Det hjalp dog næsten lige lidt. Augustus fik den ene arm fri, så han kunne flå den forfærdelige papirs hat af hovedet og smide den langt væk. Eller, han prøvede at smide den langt væk. Tænderne var bidt sammen i en frustreret og vred mine, og et lynende blik gled rundt i søgen efter manden. Han blev dog distraheret da han fik øje på en fin ung dame, med et par yndige bryster. 
 " Jamen dog, frøken! " kaldte han efter hende, for at få hendes opmærksomhed.
 " Hvad med de kommer herover og hjælper mig, og så skal jeg nok takke dem, på bedste manere?  " det mest charmende smil han kunne formå, gled over de spinkle, mens blikket var fæstet op mod pigen - eller nok mest hendes bryster.