"Er du sikker på, det her er et officielt brev?"
    Lynn løftede blikket fra det gulnede papir og den sirlige skrift, som hun nu både havde læst selv, fået læst højt af Sefris, fordi hun ikke troede på sine egne øjne, og så nu igen læst, da hans oplæsning havde givet de præcis samme ord, som hun havde læst første gang. Sefris stod foran hende med hænderne samlet bag ryggen og et mere seriøst udtryk på ansigtet, end hun nogensinde kunne huske at have set på ham. 
    "Så officielt som det bliver, Lynn," svarede han lige så roligt, som han havde svaret på alle hendes andre spørgsmål. "Seglet er der, fuglen var mærket og mærket passer på vores bøger. Der er ikke sket en fejl, og der er ikke nogen, der prøver at bilde dig noget ind."
    "Men..."
    "Lynn," Sefris afbrød hende, og det plejede han ellers aldrig at gøre, medmindre hun var i gang med en virkelig dårlig beslutning. Nu hun tænkte over det, af brød han hende faktisk ret tit. "Det er dronningens vilje. Du kan ikke sno dig uden om det her uanset hvor slibrig din goplehud er."
    Det var et forsøg på at lette stemningen lidt og få hende til at slappe af. Det virkede ikke. Hun lagde brevet foran sig på bordet og kørte hånden gennem håret, mens hun drog et langt suk.
    "Jeg er den mindst lærde af alle vores kommandørkaptajner," sagde hun opgivende. "Jeg kan stadig ikke finde rundt på stjernekortene, og det er efter flere års aktiv indsats for at lære det. Halvdelen af besætningen er bedre til at formulere brevene, end jeg er, så diktatet er nødvendigt for at jeg ikke skriver bandeord - hvordan forventer dronningen..."
    "Dronningen forventer ikke, at du skriver perfekte breve," svarede Sefris, inden hun kunne nå at komme for langt ned ad sit tankespor. "Dertil har vi diplomater og sekretærer - om end jeg gerne vil fritages for sekretærposten, så jeg kan fokusere på faktisk at sejle det her skib. Dronningen forventer, at du leder, Lynn. Tager ansvar og vinder vores kampe. Husk på, hvor meget din magi hjælper os herude. Du har altid været bindeleddet i de kampe, vi har været med i. Nu bliver du bindeleddet i alle kampene."
    Alle kampene. Når man var vant til at sejle småopgaver med gidseltagninger, smugling og senest forsyninger til nødstedte kystbyer, var det svært at se sig selv som midtpunktet i de store kampe. Indtil nu havde de holdt Hviskeren ude af de største konfrontationer, men sådan ville det ikke blive nu. Ville de overhovedet have Hviskeren at sejle på nu? Skulle hun opgraderes? De ville få brug for et større skib. Mere mandskab. Flere møder og mere planlægning. Der var så mange spørgsmål, hun havde brug for at få svar på.
    "Vi bliver nødt til at sejle tilbage til Dianthos, så," mumlede Lynn.
    "Det er også det, der står i brevet, vi skal, kaptajn Valeriev," svarede Sefris med en let overbærenhed i stemmen. "Eller... Admiral Valeriev."
    Han slog hælene sammen og svingede hånden op til tindingen i en skarp honnør.
    "Det der bliver svært at vænne sig til, så lad venligst være," Denne gang kunne Lynn ikke lade være med at le. 
    Latteren forstummede dog ret hurtigt igen, og hun viftede Sefris ud for at få besætningen til at sætte kursen tilbage mod Juvelen. Lydløst imellem dem lå en aftale om, at de andre først fik noget at vide om det her, når hun selv lige havde fordøjet informationen. 
    Tænk, at Østens Øje havde været væk så længe, at de havde opgivet håbet. Tænk, at de havde opgivet håbet på at se Bastian i hovedstaden igen. Det lå ellers ikke til Lyset at gøre sådan noget. Men en flåde kunne kun holde sammen på sig selv så længe uden en admiral, og Mørkets flåde blev kun et større og større problem som dagene gik. 
    Admiral, tænkte Lynn, da døren til hendes kahyt var gået i bag Sefris. Jeg er Lysets Flådeadmiral nu.