Cellen var henlagt i et tusmørke. En enkelt fakkel i det fjerne hjørne oplyste rummet. En enkelt skikkelse sad i midten af cellen. Hovedet var sunket ned på brystet. Uniformen afslørede affilitionen til Dianthos byvagter. Kun rebet omkring arme og bryst, holdt dem fast til stolen. Alt var tavst set bort fra den stille syden fra faklen.

Skikkelsen bevægede sig. Kom til sig. Et støn. Et grynt. Dybe indåndinger. Gisp af smerte. Langsomt men sikkert kom der liv i skikkelsen. Den kiggede rundt i det forladte rum. Kun faklen og sig selv. Som orkens syn kom til, begyndte han at kigge omkring. Følelsen af rebet omkring ham fik ham til at spjætte. Han kæmpede for at komme fri, og ekkoet fra hans desperate kamp for at komme fri hang svagt i rummet. Han ruskede i rebet i et håb om at hænderne ville komme fri. Han spændte i hele kroppen. Hans rusken fik stolen i ubalance og den faldt over. Et højlydt klonk som den store krop faldt på gulvet. Han mærkede som han landede med ansigtet i noget kold og slimet snask. Han havde oplevet værre, men han mærkede hvordan panikken bredte sig i hans krop. Hvor var han? Hvem havde gjort dette ved ham?
I det øjeblik faldt hans øjne på noget der lå foran ham. Et stykke stof? Hans øjne fokuserede på det, som faklens lys dansede over det. Og han skreg. Et forfærdeligt skrig. Foran ham lå hud, der så ud som om det var flået af et ansigt. Det udtryksløse øje stirrede direkte på ham, som mørkt indtørret blod dækkede kanterne. Maven slog knuder, og skriget rungede, og alt blev mørkere som han mistede bevidstheden igen.

--------------------------------------------------

Orken kommer til sig igen. Nogen har rejst hans stol op fra gulvet. Han mærker hvordan panikken pulserer igennem hans krop. Han ser sig panisk omkring, og ser det afrevne hud. Smagen af galde i munden. Mavemusklerne der kramper, som bræk vælter over hans skød. Han kan mærke som frygten og mavekramperne har bragt tårerne frem. Ved alle Zaladins djævle hvad skete der?
Faklen flakkede stadig i hjørnet, men rummet virkede koldere. Orken satte sig op med et spjæt. Nogen eller noget observerede ham. Han kunne mærke som noget åndede ham ned af ryggen.
"Hvem... hvem er der?"
Stemmen bar stadig en hvis autoritet, om end den var blandet med frygten. Orken kiggede rundt for at se hvad der kunne gemme sig i skyggerne. Han ignorerede bunken af den skrællede hud der lå ved siden af ham. 
Hvem er disse psykopater? Hvad vil de med mig? De andre finder mig sikkert snart. Ja, de skal nok finde mig. Helt sikkert. Der går ikke lang tid så henter de mig.
Tankerne tordnede rundt i hovedet på ham. Han stivnede som han mente han kunne mærke noget der strøg ham over nakken.
"Hvis dig! Hvis dig i stedet for at gemme dig, din kujon!"
Han råbte ind i rummet i håb at hans egen stemme kunne skræmme sin egen frygt væk.
Tavshed. Det eneste han kunne høre var faklens syden, og sin egen hurtige vejrtrækning.
"Jamen kære Kemen. Jeg er her altid. Lige hvor du er."
Stemmen fik det til at løbe koldt ned af ryggen på Kemen. Den virkede så nær, og stadig så fjern. Den hørte ikke til i rummet eller hans hoved. Hvor vidste stemmen hvem han var? Han var sikker på at disse var virkelige psykopater.
"Hvad zalen vil du med mig?"
Han kunne mærke som panikken greb ham. Hvem end det var, så var de der, og de ville ham det tydeligvis ondt.
"Jeg vil forstå dig. Lære om dig. Hvem du er. Hvem du elsker. Hvem du begærer. Hvad du frygter."
Stemmen var lige ved hans øre, og sved dryppede koldt ned af hans pande. Kulden og frygten fik ham til at ryste. Et vindpust strøg forbi hans hoved. Et sort fjer strøg med som desintegrerede foran øjnene for ham. Frygten greb ham som hans øjne blev større. Dette var meget værre! Det var ikke psykopater han var i rum med. Det her var et monster!
"Hjælp! Hjælp mig! Ved guderne så hjælp mig!"
Hans stemme rungede i rummet, som han kæmpede i sine bånd. Han råbte indtil han blev hæs. Frygten blev for meget, som han med afmagt lod hovedet falde på brystet, og uvilkårligt begyndte han at hulke. Hans hulken blandede sig med lyden af faklens syden. Udmattelsen greb ham, og hans øjne faldt i endnu en gang.

--------------------------------------------------

Han kom til sig selv igen. Hans muskler var ømme, og trætheden havde sat sig i kroppen. Han missed med øjnene. En enorm skuffelse væltede over ham, da han så det samme fakeloplyste rum. Han sank mismodig sammen. Hvor længe havde han været her? Han lagde mærke til at nogen havde fjernet brækket, og den skrællede hud var også væk. Nogen havde ryddet op. Han kiggede op igen. Var monsteret der stadig. Umiddelbart kunne han ikke sanse nogen.
"Leder du efter mig."
Et forskrækket brøl undslap ham og kiggede til den anden side. Han fortrød med det samme. Det han så var en enorm sort skikkelse. Flammende violette øjne stirrede på ham. Seks enorme vinger var strukket ud over en mager ulvelignende krop, med klør fra en rovfugl, og et langt takket næb. Sort slim dryppede ned fra næbet.
"Hv-hv-hvem er du?"
Panikken havde grebet ham, som han prøvede at komme væk fra uhyret, men rebene tillod det ikke. Han turde ikke slippe blikket fra monsteret, der så ud til at ville kunne myrde ham når han ville.
"Jeg er din nye ven. Den eneste du får hernede."
Væsnet krøb nærmere Kemen, som prøvede at vige væk fra det.
"Jeg har ikke brug for dig som ven!"
Stemmen havde mistet autoriteten, som frygten var ved at overtage. Væsnet virkede dog ligeglad, som det trådte så tæt på at Kemen kunne mærke dens ånde. Den var kold og klam, og øjnene stirrede direkte ind i hans. Hans vejrtrækning var hurtig og nåede ikke sårlig dybt ned i lungerne, og et kort øjeblik efter stod han og stirrede ind i et perfekt spejlbillede af ham selv. Hans hjerte stoppede et kort øjeblik.
"Hvad er du?"
Han så sit spejlbillede smile til ham. Han genkendte smilet. Han kunne mærke hvordan han selv ville trække det, når han prøvede at berolige en forskræmt person.
"Jeg skal nok tage mig af dig. Vi kommer til at bruge en del tid sammen."

--------------------------------------------------

Kemen havde mistet alt tidsfornemmelse. Væsnet der havde taget hans form havde ikke lagt en hånd på ham. Udover når det hjalp ham med at spise og drikke. Den havde bare stillet ham spørgsmål, men han havde nægtet at svare dem. Væsnet vidste dog skræmmende meget om ham. Han vidste hvor han boede, hvem han havde skændtes med for en uge siden. Han vidste hvem han havde været forelsket i året før. En masse personlige ting. Hvor vidste væsnet den slags fra? Han havde ikke fortalt ham noget.
Han prøvede at stoppe sig selv fra at kalde monsteret for ham. Det var et monster, ikke den her venligt udseende ork, som han kun genkendte fra sit eget spejlbillede. Han kunne dog ikke altid stoppe sig selv fra at snakke med ham. Den! DEN! Ikke ham. Den var den eneste han kunne snakke med.
"Jeg forstår stadig ikke hvad du vil med mig. Du har spærret mig inde her, og stiller en masse spørgsmål om mig, som om vi var i en eller anden venskabelig situation, men det er lidt svært at tro det, når du har bundet mig fast her."
Monstret smilede til ham, som den sad i en stol overfor ham, og fakkellyset henlagde hans ansigt i skyggerne.
"Det har jeg sagt. Jeg vil lære dig at kende. Jeg vil forstå dig. Hvem du er. Hvem du var."
Det samme svar hver eneste gang Kemen spurgte. Han var træt af det, men i det mindste prøvede monsteret umiddelbart at holde ham i live.
"Hvis du bare slap mig fri, så kunne vi sikkert have taget den slags snak over et krus øl, ved du nok. Normale folk lærer folk at kende over tid."
Monsteret lo. Den samme latter han genkendte fra sig selv.
"Du har ret. Normale folk mødes over et krus øl og snakker. Det er en god måde at skabe venner. Og nogle gange er man heldig at møde indflydelsesrige venner."
Kemen kunne ikke tro hvor venlig dette monster kunne lyde. Så varmt og indbydende. Hvad zalens var det? 
"Måske hvis vi havde mødtes under andre omstændigheder, så havde vi også kunne have været venner," foreslog han monsteret, og kiggede på det. Det var virkelig forstyrrende at det lignede ham så meget, men det havde endnu ikke forladt hans side. Hvert eneste tidspunkt han var vågen, så var det monster der. Smilende til ham, med hans smil. 
"Måske. Men vi bliver også rigtig gode venner her. Jeg er din eneste ven lige nu."

--------------------------------------------------

"Kemen..."
En blid stemme vækkede ham. Berøring var blid og kærlig. Han missede med øjnene. Han satte sig op med et sæt. Han var ikke bundet. Han havde ligget på en briks. Han trak sig væk fra hvem end der havde vækket ham. Rummet var henlagt i det samme tusmøkre, kun oplyst af den sydende fakkel i hjørnet. Han kiggede ned på skikkelsen der sad på knæ ved siden af ham, som så ud til at have trukket sin hånd til sig i overraskelse over Kemens voldsomme reaktion.
Hans vejrtrækning var hurtig, men han prøvede at kontrollere den, som han undersøgt skikkelsen foran ham. Det var ikke monstret umiddelbart. Det var en helt anden.
"Lia?"
Overraskelsen var tydelig at mærke.
"Åh Kemen! Hvor er jeg glad for du vågnede!"
Kvinden omfavnede ham og trykkede sig ind til ham. Kemen var overrasket. Hvad lavede hun her? Hun duftede som hun altid gjorde. Hun føltes mod sig, som han mindedes. Hvor havde han savnet hende. Minderne om hende var det eneste der havde holdt ham fra at blive vanvittig. Hendes varme. Hendes hår. Hun var i hans arme igen.
Han lagde armene på hendes skuldre og skubbede hende fra sig og kiggede på hende. Hun havde tydelige tårefyldte øjne, selv her i tusmørket.
"Men hvad laver du her? Du bør slet ikke være her."
"Jeg ved det ikke. Jeg vågnede bare i det her rum, og så dig liggende der og sove. Du forsvandt uden spor, så jeg troede at du havde forladt mig. Jeg troede at jeg aldrig skulle se dig igen."
"De svin. Jeg skal nok sørge for at de får Azurs vrede at mærke når vi først slipper fri."
Hans vilje var stålfast. Han skulle nok beskytte Lia. Hun skulle nok sørge for at slæbe hvem end der var skyld i dette foran Æra og Azurs dommere. Og efter det så kunne han muligvis tage Lia med på en tur i parken, så de kunne snakke sammen under fire øjne. Snakke sammen om alle mulige skønne ting.

--------------------------------------------------

Han vågnede og følte sig kold. Underlig kold. De sidste par gange han var faldet i søvn, var det med Lia ved sin side. Hvor længe han havde drømt om det. Varmen var væk, og han satte sig op med de mest bange anelser. Hvor var hun?
Han så sig om i rummet. Der var en anden skikkelse. Han blev lettet, men den følelse blev erstattet af rædsel. I stolen sad skikkelsen meget nonchalant tilbagelænet. 
"Hvor er hun? Hvad har du gjort ved hende, dit monster!"
Monsteret var der igen, men Lia var borte. Hvad havde de gjort ved hende.
"Hvis du så meget som bare har rørt ved hende, så slår jeg dig ihjel."
Han dirrede af raseri.
"Lia? Årh, bare rolig. Hun har det rigtig fint. Men sikke du snakker i hendes selskab. Det er fantastisk hvordan begær virkelig er altid den største svaghed."
Monsteret lænede sig lidt frem og kiggede meget direkte på Kemen. Hans hjerte bankede, som frygten begyndte at gribe ham.
"Hvad mener du?"
Monsteret rejste sig og begyndte at træde nærmere, som formen skiftede. Hans hjerte sank. Foran ham stod Lia. Sådan som han huskede hende. Hvad skulle det betyde.
"Har du mistet mælet, Kemen? Du ville ellers så gerne sørge for at jeg havde det godt. Sørge for at vi havde det godt. Ikke sandt. Alle de fine ord du sagde."
Han stirrede med frygt og afsky mod monsteret. Dette var ikke Lia! Havde han... Nej! Det kunne ikke passe! Havde det været monsteret hele tiden? Maven slog knuder. Han væmmede sig over sine minder. Hvad alle de ondsindede guder og deres dæmoner! Hvad havde han gjort for at fortjene denne straf.
Monsteret kom nærmere. Han kunne ikke få sig selv til at flytte sig. Hun satte sig overskrevs på ham og skubbede ham ned og ligge i briksen. 
"Du har været en god mand, Kemen."
Han kunne ikke tro sine egne øjne, og tårer begyndte at sløre hans blik. Han prøvede at sige noget, men det eneste der kom ud af hans mund var forfærdede skrig, da han så sin elskede Lia forvrides til et forfærdeligt væsen. Edderkoppeben sprædte sig ud af siden, og mandibler ud af kæben, men stadig var det Lias hår. Noget knækkede inde i Kemen.

Død er nogen gange det nådigste man kan opleve. Når smerten bliver for stor, så vil man ønske at man kan hvile for evigt og glemme smerten og sorgen. Det havde aldrig været Kemens ønske, men det valg blev taget på hans vegne.

--------------------------------------------------

Byvagten samlede sig om et hus i det centrale Dianthos. Et anonymt tip havde afsløret en smuglerbule. Måneblad, nymåneblad og Nox blev solgt herfra i stor stil. De havde anholdt ejeren af etablissementet. Han havde virket som en lovlydig borger, men nogle gange så bedrog skinnet. De vidste ikke om de ville finde modstand, så de ankom bevæbnet, for at sikre at de kunne forsvare sig hvis det var nødvendigt.

Sergenten gav et tegn, og døren blev sparket ind. Hurtigt fulgte rasten af byvagten ind. Bygningen var stille, og hver eneste krog blev afsøgt. Sågar en hemmelig kælderdør blev fundet. Det måtte være der at det hemmelige lager var.
De fik hurtigt åbnet døren ned til kælderrummet. Til deres overraskelse så de en skikkelse dernede. Bundet til en stol.
"Ved guderne! Kemen!"
Byvagten genkendte deres kollega, Kemen Izar, der var forsvundet for nogle uger siden. Ingen havde kunne finde ham. Her var han bundet. Armene var brækket, og der var tydelig tegn i rummet at han var blevet tvunget til at indtage flere stoffer.
"S.. sergent?"
Han var i live! Hurtig fik de slæbt den halvt bevidstløse ork ud. 
"Vi har dig, Kemen. Bliv hos os. Vi får dig forbi helerhuset. Det er slut nu. Du er ude."
Kemen fik mange beroligende ord, som han blev flyttet, og døsede ind og ud af bevidstheden. De mest vågne tanker Deamiel havde, var at Izael ikke havde behøvet at gå helt så meget amok, for at få løgnen til at virke overbevisende, men tydeligvis åd de den råt.