Dét at befærde sig på Obsidianøerne havde aldrig været noget Cassiopeia havde brudt sig om. Hendes udstråling var for fin og skrøbelig til at passe ind i Mørket, hvilket også havde været en grund til at hendes evner som en flue på væggen til adelige selskaber var så vellidte. Cassiopeia havde været spion og gift-brygger for mørket i flere år end hun kunne tælle på sine fingre, hvilket gjorde at de fleste efterhånden kendte til hende og ikke undrede sig over, hvorfor sådan en pæn og nydelig dame begav sig rundt blandt orkere, slaver og mørkelevere.

Når den blonde kvinde begav sig rundt på øerne, var hun oftest mørkklædt i både kappe og kjole og håret bundet op med et spænde af mørkets symbol. Denne påklædning og udsmykning var kun noget hun havde i sit gemakker i beboelsesfløjen og aldrig noget hun bragte over på den anden side af havet. Jo, hun ville kunne skjule det, hvis det blev nødvendigt, men chancen for at hun glemte hvor hendes taske med Mørke sager var, var stor. Tasken i sig selv ulmede af dårlige oplevelser og mørke; noget som hun ikke ville tage med sig tilbage til Dianthos.
Bag hende svævede hendes mørke, varme kappe let, fra den målfaste hurtige gang. Hun var blevet bedt om at mødes med Dorian Solace, en diplomat for mørket, som hun nok havde set af og til, men ikke skænket mange ord med – det kunne dog tænkes hun forvekslede ham med en anden, eftersom årene smeltede sammen. Endeligt fandt hun frem til det rigtige gemakker og bankede på. Som adelskvinden hun var, ventede hun på en invitation til at komme ind, inden hun lukkede sig selv ind. Fingrene fandt vej til hinanden foran maven, men ikke uroligt. Hun udstrålede en kølighed, når hun begav omkring på øerne. ”De ville se mig?” lød det fra hende, med hovedet højt. Disse områder måtte man gøre noget for ikke at ligne en der frygtede for sit liv – eller livet på dem man elskede.



//Inspiration til påklædning