Skumringen havde lagt sig over kløften, den var næsten usynlig for det blotte øje. Saga skævede mod sit legesyge dyr. Den havde været god de seneste par dage. Men den havde fornemt noget som hun havde. En uro rørte på sig, men Saga havde sine tvivl om til hvad og hvilken nytte. Hun fik sat gang i noget ild og satte sig ved det. "Lav ikke for meget ravage," sagde hun til den. Den lignede en ulv på størrelse med, ja hvad var den på størrelse med? Saga skævede mod den som hun lagde hovedet ned på knæene. Var det kun hende  som følte der var noget i gære, eller var der mere i det end som så? Selvfølgelig havde hun hørt lidt i krogene, men det var vel bare snak og brølen. Det havde dog alligevel berørt hende mere end forvente. Ja. Det havde det. 

Saga var utilfreds med som tingene var, ville og var hun en del af opstanden til mulig røren i freden? Den fred som var her, var vel okay - men hun jo ikke tilfreds. Det var ikke Sagas synspunkt på tingene som førte det. Hun var i spild med sig selv, og den eneste som bemærkede det var nok hendes (domme) kræ. Et  suk forlod hendes læber og Saga klappede på jorden for at den kom til hende og lagde sig ned ved hende. Hun lod sig læne op ad den og ville hvile sig før en ny dag begyndte og hun skulle videre.