Der var et væld af råben og kaglen som spredte sig i de smalle gader i handelsbyen Balzera. Hvis det var nogle væseners første besøg, ville de med alt sandsynlighed blive blæst bagover af den voldsomme gadelarm og fuldkommen uoverskuelige menneskemængde, som spredte sig fra de store pladser, helt ud i de små gyder. En højtlæsset vogn med tæpper, blev trukket fremad skabende en bølge af mennesker der måtte klemme sig sammen for at lade de to elegante hvide heste, som trak vognen fremad, komme igennem. Det var et unormalt syn, de fleste handelskærrer og mindre vogne blev trukket af æsler, men vinterens udvalg af nyvævede tæpper var tilsyneladende kommet til byen. Manden som solgte disse havde et magisk talent for at få de tykke håndknyttede tæpper til at fremstå fuldkommen uimodståelige, og naturligvis som en genstand de fleste husholdninger bare ikke kunne leve uden. Inára befandt sig uheldigvis i menneskemængden, som trykbølgen af mennesker stimlede sammen, masende mod hinanden til de næsten stod på hinandens fødder. Alligevel måtte den sammenklemte mængde alle lige kaste, om ikke andet bare et enkelt blik, på tæpperne som blev fragtet forbi med vagter. "Hey! Pas på dine horn, sindssyge kvinde..." En arrig vrissen for en lavstammet mand bag Inára skar gennem den sammentrykkede flok, der løsnede op, så snart vognen havde passeret den smalle gade. "Undskyld.." Det var mere en mumlen, end en egentlig undskyldning, men råberiet i gaderne affødte en hulens masse naturlig arrigskab "Du kunne også holde bedre afstand!" Halvelveren rettede sig op,som hun fik sendt det naturligt fornærmede udtryk mod den lavere mand, der kort efter rystede en knyttet næve, kort inden alle omkring optog deres oprindelige gøremål og gik hver tilsit, som var intet hændt. Altså, en ganske naturlig dag i Balzera. Den rødhårede halvelver fik hanket op i sin skuldertaske, inden hun smuttede ned gennem en midre befolket sidegade, gennem to små gader, der alle slog et knæk, inden hun nåede frem til en mindre markedsplads, som lå en kende afsides midtbyens kaos, desværre måtte hun igennem midtens helvede endnu engang, da denne del af markedspladsen, lå stik modsat Kazimi-prlæet. Det var dog en bekymring, hun kunne gemme til senere på dagen. "Ah, Mirkala..." Halvfaunen rakte en arm i vejret, den farvede hud tildækket af adskillige guldsmykker med flere dybrøde sten, der passede perfekt til den naturlige rødlillae nuance der prægede adskillige synlige stykker af hendes krop. En blond buttet kvinde, med et kraftigt hår og farverige klæder, smilede og vinkede tilkendegivende tilbage om hun fik øje på den hornede halvrace, "Jeg havde nær aldrig overlevet turen herud, Mal'zaha'ran har et nyt læs tæpper med idag, hele byen er blevet vanvittig, hvorfor tænkte jeg ikke på at det netop var idag? Nå..." Inára lod det guldfarvede blik glide ned mod den mindre, men yderst farverige bod, som havde fremstillet alt fra krydderier, til sten og ikke mindst, til blomsterfrø. "Har du fået fakkellyng-frø hjem?" 

For et dovent sind, så var Balzera i alt dens handlende rod og travlhed, en noget overvældende by at træde ind i. Med mennesker som asede og masede, jah skubbede sig frem imellem hinanden trods de alle sammen til fællesskabets enighed søgte efter det næste gode tilbud at stikke i lommen og tage med sig hjem, så var det et svært sted at navigerer rundt i, til fods. 
Så Sirius foretrak at lade være, og havde et overraskende talent for at bevæge sig langs bodernes mere solide plankeværker, let på tå og uden at fange den store opmærksomhed hos sælgerne selv. I hvert fald ikke førhen at Sirius allerede var hoppet, eller nok nærmere slentret imod den næste bod, og der var det allerede for sent. 

Der var egentlig ikke noget specifikt sted, som det stjernemalede væsen søgte at være... lige nu, var det blot turen for turens skyld, og de trængte til at strække benene. 

Og alt det, var måske i tilfældighedernes farvespil, hvad der ledte Sirius imod den unge halvfaun Inara. 
I menneskemasserne kunne man hurtigt vende sig til at se det samme, og støvede mennesker med farverigt tøj var noget der gled i baggrunden med tiden, de kunne selvfølgelig ikke gøre for det, de kære væsner. Det betød dog bare, at alt hvad der skillede sig en smule ud på udseende fronten, næsten sprang i øjnene, når det så var der. Som den rødlige kvinde gjorde. Hendes skikkelse fik hans ellers mageligt hvilende og siddende selv til nysgerrigt at læne sig fremad - væk fra den væg han sad op ad, og fik de sorte pupiller til inspicerende at mindskes, så at hovedet gled på skrå. Hvad var det? 
Guld, rødlilla og solbrun i en underlig sammensætning, fae'n kunne ikke lade være med at bemærke hvordan at horn sneg sig ud af det smukke hår, og hvordan at mørkere pletter strakte sig over kvindens velformede, og ikke mindst smukke krop. Hvem var hun? 
At være draget af alt der skilte sig ud, det kunne have sine fordele og sine ulemper. Lige nu vidste han ikke hvad der var hvad, da han næsten instinktivt rejste sig, for at komme nærmere den kvinde der stillede det spørgsmål i ham. 
Et tag, to tage, en bod mere - og Sirius hoppede det sidste stykke fra bodens tag, ned på den befærdede og støvede jord, så godt som lydløst grundet den lette vægt. 

Og med en åbenlys målrettethed, var det at natstjernen bevægeede sig imod Inara, for enten at kigge hende over skulderen, eller bare kigge på hende, over skulderen, i tavs studie af hende. Om hun mødte det gule og sorte blik, ville der dog sprede sig et næsten hilsende lille smil, da høflighed (til en hvis grad) var noget fae'n besad. 

Halvelveren var ikke længe om at lade sig opsluge af bodens mange goder og interessante ting. Adskillige af dem blev rystet og duftet til, inden hun trak varene til sig hun mente måtte være en retfærdig mængde at slæbe med tilbage. Hendes lille afkrog af Kazimi-palæet bugnede allerede rigeligt med frø og aflæggere. Den rødhårede endte med at udveksle nogle mønter, inden hun gav sig til at stoppe skråtasken, en lille multifarvet vævet pose holdt hun koncentreret mellem tænderne, mens hun fandt plads til resten. Idét de meste var på plads snurrede hun omkring så de viltre lokker dansede omkring hendes ansigt "Uh..." Om det var væsenets udseende generelt, eller det faktum at der stod en tættere på hende end hun havde regnet med en fremmed ville gøre, var selv for det hornede hunkønsvæsen usikkert. Overrasken fik dog lov at snige sig ind på hende med et chok og den lille lerkrukke hun havde i hånden, faldt mod stenene hvor den slog sig i stykker og en håndfuld røde bær trillede ud, mens overraskelsen fik lov at fortage sig. Inára så ikke på fae'n foran hende, hun stirrede. Hendes guldfarvede iris der i forvejen var for stor til at tilhøre et normalt menneske, veg bort fra den udvidede pupil, som blikket gled nedover den stjernespækkede skikkelse. "Mit syn må bedrage mig..." Hun sænkede blikket kortvarigt bevidst omkring sin egen stirren, hun var efterhånden vant til at folk kiggede langt efter hende, racismen i syden var ikke til at tage fejl af, så at hun selv syntes at udsætte ham for øjne der ikke var til at vige fra, fik en skam til at sprede sig i maven. "Beklager Hr. Jeg er ikke vant til at se folk af så sjældent blod her omkring" Det var ingen hemmelighed, faktisk var hun sikker på at hun aldrig havde stødt på en fae så langt sydpå, de var sjældne nok i Amazonitskovene. I en langsom bevægelse satte hun sig på hug, inden hun nænsomt fejede hvad der kunne reddes sammen af de tørrede bær, forlegenheden bredte sig som en let rødme over de ellers gyldne kinder, afslørrende at hun bestemt ikke var født under sydlige himmelstrøg.

Selvom koncentrationen kortvarigt havde flakket til at få skrabet de tørrede bær sammen, kunne hun ikke undlade at lade øjnene glide over på natvæsenet foran hende i tide og utide. Hun havde så mange spørgsmål og alligevel sad de fast i hendes hals, som de manérer hun trods alt havde erhvervet sig gennem årene, fik lov at lægge et tæppe henover, om ikke andet for nu. En fremstrakt hånd mod hende fik blikket til at følge de slanke, mørke fingre, der mellem to af dem holdt et kontrastfyldt rødt bær. De resterende blev knuget i hendes lukkede hånd, inden hun rettede sig op, rækkende hånden frem mod hans og lukkede sig omrking den røde tørrede gevækst. Til halvelverens overraskelse slap han ikke umiddelbart, hvilket sendte en akavet følelse gennem maven, osm hun ikke rigtigt selv vidste om hun skulle give slip igen. "Nej... Eller jo? Efterhånden måske..." Den rødhårede kneb øjnene en kende sammen, som tankerne ræsede under hornene, hun kunne ikke rigtigt udrede om han talte om de to... Eller om det kun var ham selv, i en underlig samtaleform. Mange af de gamle racer havde trods alt deres egen særprægede måde at udtrykke sig på. Som de begge fik rejst sig fra de støvede brosten, endnu med hendes hånd lukket omkrin hans, måtte hun igen tage sig selv i at direkte stirre. Der var i sandhed noget magisk over fae'ns tiltedeværelse midt i den travle rasende by. 
"Virkelig? Men... De hører vel heller ikke til... Her? Under så kraftig sol?" Han slap bærret, medførende Inara trak hånden til sig, samlende hvad der kunne reddes i hendes hule hånd, mens den anden i tasken gav sig til at søge efter en tom beholder. Alligevel slap hendes øjne ikke hans, som de sorte scalera med de gyldne ringe i midten forekom hende så dragende. Muligvis noget andre ville finde en kende skræmmende eller ubehageligt. Det gav sådan en hjemlig følelse, næsten et afsavn til skoven og dets væsener. "Uhm.." Inara skævede omkring, ja, hvad lavede hun egentligt her? på så travl en dag. "Jeg kom for frøene... Mirkala... Har de bedste frø i byen..." Det tog ikke meget mere end et hovedkast mod bodens ejer at tydeliggøre ejeren af navnet, den buttede kvinde sendte et smil i retnignen af de to skovvæsener, og måtte selv kaste et ekstra blik efter faens specielle udseende, selv på disse kanter var han et sjældent syn, og nu var der endda to af atypisk udseende. Noget der med sikkerhed ville få enhver slaveejers mundvand til at løbe "Fyrsten elsker Fakellyng, så... Jeg har hentet en håndfuld frø... De har ellers ikke været til at opdrive længe..." Hun rynkede brynene en kende sammen idét det gik op for hende at hun ikke havde præsenteret sig ordentligt "Mit navn er Inára" Hun bukkede hovedet dybt, en respektfyldt hilsen til et respektindgydende væsen

// Offt: Jeg beklager, men jeg er nødt til at få lukket nogle tråde. Jeg vil meget gerne igang med at skrive igen, men de gamle tråde her demotiverer mig desværre en del, så jeg har valgt at få dem lukket, for at få lidt fornyet energi til at komme igang igen. Sorry <3