Omkring en måned var gået, siden Rheia havde knælet i et af de mindre templer for Nak’lar i flodlandet, Azurien. Det var samme tid, hvor hun var blevet bekendt med eksistensen af en mand, der gik under navnet Åndemaner. Navnet i sig selv havde ført til en let nysgerrighed, hvad der virkelig vakte interesse var ikke alene at han efter sigende kunne tale med de døde, men han kunne hidkalde dem efter egen vilje. En egenskab som bjergelveren ikke stadig havde formået at beherske, trods hendes efterhånden høje levealder.
Med den viden i baghånden og en stræben efter selv en dag at kunne hidkalde afdøde, uden for drømme, havde Rheia ikke kunne undlade at udspørge, hvor denne Åndemaner var at finde. Budene var mange, enkelte mente det ikke var meget andet end en vandrehistorie, men Dianthos var det svar der gik hyppigst igen. Både et fysisk bud blev sendt afsted mod hjertebyen, med ønsket om et møde på en af de mindre kroer om en uges tid. Intet andet uddybet end at det drejede sig om hjælp til ånder.

At dømme ud fra solens placering, estimerede Rheia at hun ville være fremme lidt over middag. Ikke helt urimeligt et tidspunkt, at dukke op på, rejsetiden taget i mente. Selv når man tog turen fra østlandet på ryggen af en kæmpe harpyørn. En enkel snestorm havde kortvarigt fået bjergelveren til at tvivle på, hvorvidt det var muligt at nå Dianthos nordport inden dagen var gået på hæld.
Sneen knirkede og knasede, for vægten da Rheia, under læderstøvlerne da hun bevægede sig ned gennem labyrinten af gader, der skiftevis smalle og brede sig. Det var ikke ofte hun besværede sig med at tage den lange vej til hovedstaden. Ikke efter at Dæmonrigets porte var åbnet.
Dianthos lignede, til Rheias held, sig selv. Kun en enkel gang formåede hun at dreje af den forkerte side gade, så hun måtte tage en længere omvej før det malede træskilt med teksten ’Den lune stue’ dinglede ud fra bygningen længere nede ad gaden.
Varmen fra ildstedet i krostuen fik den kolde hud til at klø, nærmest med det samme døren lukkede i. En følelse der ikke var uvant for bjergelveren, hvorfor hun i stedet for at løfte en hånd til ansigtet i stedet fattet lod de havskum grønne øjne glide over kroens gæster.
På pergamentet buddet havde haft med sig, havde der været en kort beskrivelse af Rheia selv, og den vejrbidte underkæbe, der hang om halsen i en lædersnor uden, som hun ikke havde ventet på at buddet skulle vende tilbage. Det var spildtid, enten ville Åndemaneren være til stede eller ej.

Det var en besynderlig besked Verthag havde fået for en uges tid siden. En langvejs rejsende person, som gerne ville have hjælp med ånder. Først så gjorde det ham urolig, fordi hvis andre udenfor Dianthos vidste at han befandt sig der, så kunne det være at hans far også vidste det. Der ville stadgivæk være svært for sin far at finde ham inde i Dianthos, men tanken gjorde ham utilpas.
Men det beroligede ham meget da han fik læst beskrivelsen af personen. Elver. Elverfolket var ikke sædvanligvis på god fod med orkklanerne rundt omkring i verden. Måske var det ikke kommet ud til denne bestemte elver at han var ork. Men bekymringerne undslap ham ikke. Han vidste ikke om han skulle dukke op til dette møde efter en uge, eller han blot skulle holde sig væk.

Ugen var gået med meget frem og tilbage. Han havde besøgt 'Den Lune Stue' et par gange, for at se den udvalgte kro an et par gange. Det var ikke det mest snuskede, og han virkede tydeligvis ikke særlig velkommen der. Det var godt. Det ville sige at andre orker også vil have svært ved at få adgang. 
Men nu var dagen oprindet. Han måtte tage en beslutning. I dag ville han muligvis møde en elver, som havde brug for hjælp med ånder. Noget som ikke var en almindelig efterspørgsel. Han tøvede meget. Han havde pakket sine remedier og artefakter, der skulle bruges til ritualerne, i en vadsæk, og den stod klar ved døren. 

I sidste ende havde han besluttet sig for at han ville tage af sted. Hans nysgerrighed havde lokket ham til det. Hvem var denne elver? Hvis hun skulle have hjælp med ånder, var hun så en tjener af Nak'lar, eller ligefrem Gashnakh? Måske plagede Gashnakh hende? Der var så mange spørgsmål han ville have svar på.
Han var taget af sted lidt før middag til Den Lune Stue. Han havde købt sig et krus krydret vin, og sat sig i et af hjørnebåsene, med direkte udsyn til indgangen. Generelt var de borde nærmest Verthag ikke besat, selvom der var mange mennesker. Den blege ork med uhyggelig rødglødende øjne, og Zaladins mærke tatoveret i hele ansigtet, gjorde mange utrygge.

Verthag havde ventet næsten en hel time. Han var faldet i staver over et ungt par, som sad og spiste frokost sammen. De snakkede lavmælt sammen, og lo og fniste. Fingre blev flettet sammen, og glæden var tydelig at se i ansigtet på dem. Verthags hjerte svulmede, og en behagelig varme bredte sig i hele hans krop. Ung kærlighed var altid en fornøjelse at observere. 
Dog blev hans blik draget mod indgangen, som en ny gæst trådte ind. Denne gæst var tydelig anderledes end de fleste beboere i Dianthos. Hun var betagende smuk. Den meget simple beskrivelse han havde fået af hende som han skulle møde passede virkelig godt på denne elverkvinde. Foran ham på bordet lå den vejrbidte underkæbe, som var blevet givet med beskeden. Han nærstuderede hende, men udefra ville det virke som han stirrede truende på hende, med et koldt ansigtsudtryk og øjne der glødede med djævelsk ild.

Som forventeligt var der tæt af folk af alskens væsner. De fleste af dem mennesker, som enten søgte ly af vinterens bidende kulde, hvad enten det var over udvalget af alkoholiserede væsker eller dagens sammenkog af en brungrålig stuvning.
Det ville havde været til bjergelverens store overraskelse, hvis kroen derimod havde været mennesketom. Hvad der dog staks faldt hende i øjnene var hvordan alle havde taget længst væk fra det ene hjørne og da de lyse øjne landede på den blege ork, forstod hun med det samme hvorfor. Hun kunne ikke fortænke dem i den manglende lyst på at side nær ham. Det var ikke ligefrem varme følelser orken vækkede i hende selv.
Orkere havde længe været den største årsag til problemer for klanlederens folk, nu også stærkt kombineret med dæmonerne. Det var derfor med forbitrelse at se sådan en sidde henne i den ene hjørnebås med øjne der brændte sig ind i Rheias og hans iøjefaldende Zaladin tilbedende ansigts tatoveringer.
Det var da at hun fik øje på det brune, glatte stykke knogle på bordpladen foran bæstet. Det var simpelhent løgn…
Overbevisningen om at denne mandsperson eller rettere udyr, hvis man spurgte bjergelveren, havde bestjålet den person hun skulle have mødtes med, gjorde på inden måde hendes bitterhed mindre.
Skridtene var faste, da Rheia nærmede sig bordet. Lænede sig halv ind over med begge hænder sat i træet indtil den ene greb om kæbe stykket og løftede det op i deres begges åsyn ”Hvor har du denne fra, ork. Hvem har du stjælet den fra eller skal jeg måske spørger slået ihjel?” spurgte hun, med en stemme der var en stærk konkurrent til snedækket udenfor. Fuld af forudindtaget mistro og en underlæggende hadfuldtone.

Han kunne fornemme elverens foragt mod ham med det samme. Den måde brynene blev rynket, læberne blev spændte, årerne ved tindingerne pumpede. Der var meget der fortalte ham, at hun ikke ønskede at det var ham, som sad der og ventede på hende.
Han ventede tålmodigt på at hun ville komme hen til ham, men han skulle ikke vente super længe inden han blev verbalt overfuset og anklaget for tyveri og mord. Det var næsten nogle tamme anklager, men mange i krostuen kiggede over på hvad der skete, fordi det var ikke ligefrem en stille samtale der var blevet startet. Verthag kiggede op på elveren, hvis blik kunne dræbe. Han havde set værre blike fra nogle af de mere arrige sjæle i sin tid, men hun var ganske udtryksfuld. Han kunne godt tænke sig at lære, hvordan man kunne udtrykke så mange følelser, ved blot at bruge sin mimik.
"Jeg antager at det er Dem, som spurgte om råd til ånder. Som tjener af Nak'lar og Gashnakh, er det mit lod i livet, at kunne omgås med dem."
Han lavede en gestus mod pladsen over på den anden side af bordet, som han sad ved, mens han kiggede udtryksløst tilbage i elverkvindens øjne.
"Jeg kan anbefale den krydrede vin. Den hjælper mod kulden."

Rheias kropssprog langt mere larmende end hendes ord var. Stemmen var kold og hård, men ikke nævneværdigt hævet of ej heller dæmpet, da elveren slyngede beskyldningerne imod den hvide ork.
Kroen var dog ikke større end de andre gæster for en stund lod til at holde vejret, da den blonde spidsøre havde nærmet sig bordet.
Bjergelveren selv bemærkede ikke hvordan stilheden, på nær hendes egen stemme, lagde sig over den varme krostue. Først da et tabt glas splintrede mod det massive trægulv, bag udskænkningsdisken, slap havskum gløder fra det fængsel hun havde holdt dem i – bare for et øjeblik.
Det drejede hoved fik straks summen af snak til at genfinde sig i rummet, nærmest som havde den aldrig stoppet. Kun de mest nysgerrige vovede sig til foresat at skotte imod det umage par i hjørnet, da Rheia noget modvilligt tog plads på den anvise side af bordet.
Armene krydsede sig defensivt med en hånd sat mod hver sit albueled. ”Hvad får dig til at tro at kulden generer mig?” kom det afvisende, stærkt efterfulgt af et tungt suk og tungevædet læber ”Hvis jeg havde vidst jeg skulle mødes med en ork, og så endda en bleg en af slagsens, så var jeg blevet tilbage i Azuriens bjerge....” armene gled fri af hinanden i en fægtende gestus af den ene hånde, som forsøgte hun at feje sine egne ord væk, inden han kunne nå at kommentere på dem.
”Er det sandt, at du har fundet en måde hvor på kontakten til dem i efterlivet ikke er en vejs?”.

Kulden var tydelig at mærke. Han var imponeret over hvordan hun kunne kommandere til opmærksomhed, uden at hæve stemmen. Hun havde en imponerende aura. Det var næsten betagende. Tydeligvis havde hun ikke forventet at han var en ork. Så var han knap så overrasket over at hun gerne ville ses med ham. Orker og elvere havde historisk dårligt forhold til hinanden. Ikke overraskende, med de utallige stridigheder der havde været mellem dem, og stadig er. Der var så meget dårligt blod mellem dem, at der kunne fyldes hele søer med det. 
Verthag havde ikke vendt sit blik fra elveren til at observere resten af rummet. Nej, han ville langt hellere nærstudere denne interessante kvinde. 

Det stak ham lidt i brystet at hun mente at hans blege hud, var en faktor der gjorde ham mere uegnet til hendes tilstedeværelse. Der var ikke mange af dem, siden kun få skulle opholde sig i skyggerne hele deres liv, ifølge deres stammer, men der var ikke så meget at gøre.
Han nåede dog ikke at komme med en kommentar om, at hvis hun ikke havde behovet for at varme sig, så ville han ønske at hun ville i det mindste sætte sig, så de kunne snakke om deres fælles interesse for ånder. Hun var meget hurtigere og kom meget hurtigt ind på emnet.
"Jeg kender ritualerne til at kunne tale med sjælene fra de afdøde. Er der nogen særlig De kunne tænker Dem at kontakte?"
Selvom at han blev overfuset, hvilket han blev gjort hver dag, så prøvede at han at forblive høflig. Det var muligvis en af de få grunde til at han ikke blev kylet i byvagtens arrest hver dag.

Det var på ingen måde retfærdigt at Verthag blev målet for den frustration, som bjergelveren bar, over den mangelfulde information om race. En information dermed at ret var tilbageholdt for hende, for ikke at lade den stå i vejen for hendes søgen.
De mentale parader stod derfor stadig hævet, selv da hun tog pladsen ved bordet, manifesteret modstanden sig igen i korslagte arme. I et øjeblik måtte Rheia derfor minde sig selv om, at en ork næppe ville være at finde i hjertebyen, hvis han var så glubsk som hun antog ham at være.
Langsomt gjorde armene sig fri af hinanden. Den ene fik lov til at hænge ned langs siden, mens den anden lagde sig mod bordet med langfingeren bankende let, men lydløst, mod træet – eneste tegn på den utilpashed der rasede, kun holdt i skak af års erfaring i at skjule sine sandefølelser.
”Hele åndeverden.” svarede hun kort, men præcist mens den sidste rest af modstand for ham blev kvalt under fornuften.
Måske var krydrevin ikke så dårlig en ide alligevel?
”Det eneste sted jeg kan styre kontakten, tage kontakten, er i drømmene. Jeg søger en måde at holde den samme kontrol i vores verden.” hånden trak sig fra bordet, for at vinke den ene af de to kropiger nærmere.

Frustrationen og vreden var til at mærke og føle på. Den var intens. Tydeligvis havde elverkvinden en masse vrede mod Verthags folk. Nu var der mange der ikke brød sig om orkerne, men denne elvers had var stærkt. Det var næsten overraskende at hun ville sætte sig til bords med ham, men hun virkede også rationel nok. Hun kunne tilsidesætte sin vrede for at få informationen. En stærk kvinde. Meget beundringsværdig. Meget smuk. Meget spændende.

Han holdt fokus mod hende, og lod hende tale. Ansigtet var udtryksløst, ligeledes kropsholdningen. En enkelt trækning i hans pupiller kunne afsløre hans overraskelse over hendes ønske. Det var et stort ønske, men heldigvis præciserede hun sit ønske kort efter. 
"Jeg har hørt om dem der bærer åndesynet på den måde. Gashnakh sparer mig for at se ind i deres rige, medmindre jeg beder om det."
Verthag blev kun mere interesseret i elveren foran hende. At kunne tale med ånderne gennem drømmene. Måske var det mere sikkert, med mere kontrol?
"Jeg kan vise hvordan jeg påkalder mig sjælenes opmærksomhed. De har allerede en stærk tilknytning til ånderne, så De vil måske kunne lære af mine teknikker. Og jeg kan garantere at blod er ikke involveret."
Han var meget nysgerrig på at se hvordan hun ville reagere på hans tilbud om at vise sine teknikker, og hvad hun nok forventet af orkiske ånderitualer. 

Han havde naturligvis ikke ingen jordisk chance for at vide, hvor længe Rheia havde betrådt bjerge og dale eller redet på himlens luftstrømme. Tidens tand viste sig ikke hos det elviske folk, som den gjorde hos så mange andre racer.
Det var ingen gang sikkert at han ville genkende hende af navn, for lederen af bjergelverne kunne meget vel kaldes noget helt andet, blandt orkerne for alt hun vidste. Havde han været bekendt med bare den halve tid hun havde eksisteret, ville den indædte had - fejlagtigt rettet imod ham - for orkerne, affødt af den langvarige konflikt mellem deres folk, ikke kunne komme som en større overraskelse. Ikke at han virkede overrasket, tværtimod var han imponerende rolig.

Det var først da hun havde forklaret sig, at der var en reaktion at se I det blege ansigt eller rettere i det glødende blik. Trækningen i iriserne var små, knapt synlige for det blotte øje. Hvis ikke hun allerede havde set på ham med et falkeblik, ville det næsen unægtelig været gået bjergelveren hendes næse forbi.
Han var forudseende, da han forsikrede blod ikke ville indgå i ritualet for at trække bånd mellem de to riger. En ufrivillig, end dog stadig lille, trækning viste sig i de ellers lige mundvige.
De sitrende mundvige blev tvunget i ro, mens hun stillede et spørgsmål inden hun var villig til at afgive et svar ”Og hvad er dette rituals succes rate for kontakt? Vil De kunne styre hvem og hvor mange De kalder opmærksomhed hos?” spørgsmålene var mange, men de to var de mest essentielle lige nu. Hvis ikke han kunne kontrollere hvilket afdøde der blev skabt en kontakt til eller garantere altid at åbne op til Kiles rige, så var dette møde spildt tid.

For en ork så han nok meget ældre ud end han var. Hans tidligere erhverv og levemåde havde nok været hårdere mod kroppen. Ikke at orker normalt levede til deres fulde længde, men han havde ikke bekymret sig om levetid på nogen måde. Liv var blot en vej der ledte mod døden før eller siden. Forhåbentlig kunne han dø langt væk fra sin stamme, så hans sjæl kunne finde hvile, og ikke blive tortureret til evig tid af sine efterkommere. Derfor havde han heller ikke deltaget i nogen form for politik omkring rivaliserende folkeslag og stammer. Han vidste den generelle stemning mellem elvere og orker. Den havde været til at føle på med det samme.

Han observerede den meget strenge og smukke elver indgående, som hun spurgte ind til ritualet, og hvor godt den virkede for ham. Efter flere årtiers praktiseren havde han så godt som perfekteret ritualet i sin egen ydmyge mening.
"Det er nemmere jo mere jeg har af de jordlige rester på den sjæl jeg ønsker at påkalde mig, men selv med kun et navn kan jeg påkalde mig den rigtige sjæl. Ritualerne sørger også for at blokere uønskede sjæles indblanding. Det kan blive farligt hvis de kommer ind i vores verden. Uopmærksomhed kan bringe meget ødelæggelse."

Rheia lyttede til han svar, men sad for et langt øjeblik tavst ved bordet. Vendte og drejede hans ord, splittede dem ad inde bag den blege pande, før at sikre sig intet var overhørt eller lå skjult mellem linjerne. Udsigten til at blive taget ved næsen af en ork var trods alt mindre ønskelig, end at acceptere hjælpen selv samme.
En lille del af bjergelveren havde, skønt rejsen til Dianthos havde været lang, selv i fugleflugt, måske håbet lidt på at han havde sagt noget der gjorde det nemt at afslå den hjælp han kunne tilbyde hende. En trods der kun var skabt for deres folks historik og hendes egen stolthed.
Roligt lænede hun sig frem, så underarmene kunne hvile imod bordpladen og hun deraf kom ham en anelse nærmere. Det første rigtige tegn på noget imødekommenhed ”Og De tror på at De vil kunne lære mig disse ritualer? Det er ikke nogle som kun fungere for Deres folk?” adspurgte hun og lod nysgerrigheden lægge hovedet let på sned. "Og kan de afdøde kontakte Dem uden om disse ritualer?" tilføjede hun kort efter, før han kunne nå at besvare første spørgsmål.



// Lukkes grundet inaktivitet - skriv endelig hvis vi skal genoptage plottet senere hen