Eri havde aldrig mødt en dværg, eller halvdværg, så hurtig som kvinden der stod foran hende. Kendall Drageild.
”Jeg kan få os fra Dragorn til Sarghos på to sekunder,” sagde Kendall meget stolt, hendes øjne skiftede til begejstrede lyserøde farver, og det var ikke første gang i aften at Eri havde følt sig alt for fascineret af kvinden foran hende.
”Virkelig?” spurgte Eri alligevel, hendes egne mørke øjne funklede tilbage. Et hvin undslap hende, som Kendall var hurtig til at lade de stærke arme finde vej omkring hende og løftede hende op, som var hun en brud. Hendes egne korte arme fandt vej om kvindens hals, og et grin undslap hende. ”Med mig på slæb endda?”
”Selvfølgelig,” sagde hun leende, og mere blev der ikke sagt inden Eri mærkede vinden omkring dem, som gik alt for hurtig, og hun blev nødt til at lukke sine øjne. Da de blev åbnet igen, var de dog et helt andet sted. Det var dog absolut ikke Sarghos. Der var næsten lidt dunkelt og små køligt, dog ikke som i Nordlandet. Hun kunne se samme forvirring i Kendalls nu grønne øjne.
”Huh... jeg kunne sværge at hvis jeg løb til højre, så ville jeg komme ned til Sarghos... tog jeg fejl.. igen?” kom det mumlende fra Kendall, som alligevel satte Eri ned på jorden, som hun kiggede sig om og kløede sig i nakken. Det børstede noget af det blonde hår lidt væk, så man kunne se toppen af en stor tatovering af en drage på hendes ryg. Eri havde endnu ikke fået historien om den. ”Nu når vi alligevel er her,” hun slog armene ud mod byen de stod i, med den sølle mængde af folk omkring dem. ”Så kan vi vel ligeså godt lige komme over på kroen. Jeg kender en eller to der, og så... giver jeg gerne en omgang.” Kendall gav et lille blink til Eri. ”Jeg skal nok lade dig komme hjem i god behold senere. Jeg lader aldrig en kvinde i nød.”
Eri lod den større kvinde lægge en arm om hende, og ned mod kroen de gik, allerede halvt på afveje, hvis ikke Eri havde påpeget et kroskilt, og de i stedet for havde fulgt Kendalls hukommelse om hvor de skulle hen.

Inde i kroen var der dog rigeligt med liv, og de to af dem fandt hurtig et bord, og Kendall fik vinket en over til dem. ”Hey, hey! A-... Ade.. ADELANA!” En lille buttet menneske kvinde kom over til dem, med et venligt smil i øjnene, selvom hun skævede lidt til Kendall, som dog virkede til at kende hende.
”Min navn er Jamisha! Zalans også Kendall, du kan aldrig huske det,” sagde hun og rystede på hovedet.
”Det her er i hvert fald E..... Ingrid!” lo Kendall, og denne her gang kunne Eri godt mærke sig selv smile lidt mere anstrengt. Det var ikke mere end en time siden at hun havde givet Kendall sit navn.
”Mit navn er Eri, men den rette person... kan kalde mig hvad som helst,” sagde hun, hendes mørke øjne fandt Jamisha som dog også pludselig så en anelse forfjamsket ud. Eri havde helt glemt hvor fantastisk steder som disse var. En masse kønne større piger.
”Jeg finder noget I kan drikke... og spise,” hviskede Jamisha blidt inden hun satte på vej mod køkkenet igen, ildrøde kinder, inden de overhoved kunne sige hvad de ville have.
”Jeg betaler,” sagde Kendall glad til Eri og var hurtig til at gribe ud efter en pung, så hun kunne fiske mønter op til hvad de skulle have, men det blev meget hurtig opdaget at den ikke var der. ”Eeehhh...”
Eri kunne føle sig selv ryste på hovedet, og fandt sin egen pung frem. ”Glemt den et sted?” spurgte hun grinende og smilet hun fik tilgengæld var en anelse flovt, som Kendall trak på skuldrene.
Snart kom Jamisha dog tilbage med øllene og maden, og Eri fik betalt, men dog gik hun ikke uden et sidste blik mod Eri. Hvor Eri elskede kønne tøser som hende, så forlod hun dem også igen, men ikke uden Kendall lige en sidste gang prikkede til Eri, og lod vindmagien blæse lidt kraftigere i krostuen op under Jamishas skørt.
Eri prikkede lidt til Kendall med drillende øjne. ”Det var ikke pænt gjort,” sagde hun selvom det var svært helt at benægte synet af Jamishas ben ikke var helt slemt.
”Hvem siger det var mig,” sagde Kendall med skinnende øjne, selvom de godt begge vidste det var lidt at strække den. Kendall havde ikke ligefrem lagt låg på at hun gjorde det.

Tiden mellem dem gik. Eri følte sig selv læne mere og mere ind i Kendalls selskab, til trods for at hun ikke havde meget madskik, og som hun blev mere og mere fuld, så blev hendes manerer virkelig også dårligere, og hun blev mere frembrusende, ligesom Eri selv, og tingene for aftenen begyndte i hvert fald at tage et drej for... måske det værre, da Eri kom til at spørge ind til Kendalls digter-erhverv. Hun havde jo hørt at Kendall var god, godt nok fra damen selv, så hun ville gerne høre det fra mesteren selv.
Kendall rømmede sig en enkelt gang og slog sig lidt på brystet, så en bøvs undslap hende, inden hun trådte op på stolen og så bordet, for at begynde på sit digt.
”Aldrig havde jeg set en så skøn
Kun guderne hørte min bøn
Hun var i sandhed en drøm
Og i den grad ikke en menneskesøn.”
Længere kom Kendall dog ikke, som Eri allerede var på vej op på stolen for at hive Kendall ned. ”Hvad med at vi springer alt det her over,” spurgte hun. Hun var måske ikke meget selv en digter, men hun var ikke ovenud begejstret for de digte Kendall havde formået at tvinge frem i sit fuldskab. ”Vi ville op og finde et kroværelse ikke?” spurgte hun, et sigende blik i øjnene, for selvom Kendall var en dårlig digter, så var hun stadig en flot halvdærg.