Vinteren var ikke Caitlins foretrukne årstid at rejse i, men i det mindste havde det været sydpå. Sne var blevet til sjap og mudder fra siden af vejen havde lagt et klamt lag over bunden af bukserne, før hun var kommet to mil fra Fredskildes kro, og nu her henunder aften havde kulden også sat sig dybt ind i knoglerne. Eller sådan føltes det i hvert fald!
Hun skuttede sig og trak kappen tættere sammen om sig, mens hun lod blikket glide søgende ud til siderne. Mørke marker til begge sider og kun få sorte skygger af lunde nuancerede mørket. Til et flakkende lys, skjult for nogle skridt og så fremme igen, fangede hendes opmærksomhed. Et smil fulgte og en hurtig beslutning. Forhåbentlig ikke en hun ville fortryde.

Lyset kom fra en sprække mellem skodderne på en lille gård. Ikke meget mere end en stald og et hus med en brønd foran. Duften af mad krøb ud mod hende og fjernede den sidste tøven fra hendes skridt hen til døren. Resolut bankede hun på og trådte så et skridt tilbage for at den der åbnede se hende helt.
Hun kom til at vente.
Som hun skiftede vægten fra fod til fod i overvejelse om endnu en banken var nødvendigt, gleden slåen fra og døren blev åbnet. "Hvem der?"

Caitlin åbnede munden for at svare og gik i stå. Kvinden, der havde åbnet, var et menneske der tydeligt havde tiden bag sig mere end for sig og rynkerne til at vise det. Alligevel var hendes hår kulsort og hendes holdning rank og varsom. Hvad dog havde taget pippet fra den unge besøgende var dog den bevidst holdte tohåndsøkse. Var den slags ikke for dværge og andre mænd?
Hun blinkede og rømmede sig så, før hun fandt stemmens brug. "En ensomt rejsende i håb om et sikkert sted for natten?" Hun så spørgende på kvinden og slog samtidig hætten tilbage.
Det fulgte vurderende blik resulterede i et lille nik, før kvinden drejede sig og lod hende passere. "Intet vejr at rejse i. Ikke alene og slet ikke så ung. Sulten?" Hun lukkede døren bag Caitlin og slog slåen for. "Egnen her er ikke værst, men der er andre end jeg der får kraft af fuldmånen... en der vil stå op om få timer..."

Caitlin var gået først ind i huset store rum, hvor en gryde boblede på ildstedet og bordet flød med papirer, fjerpenne og blækhuse. De sidste ord fik hende dog til at se varsomt tilbage på kvinden, men denne virkede ikke til at have varulvenes begyndende sindssyge i fuldmånens forventning. Af nogen kendte Caitlin tegnene på det.
"Altid. Jeg har dog se.." Et blik fra de granitgrå øjne fik hende til at sluge det sidste og i stedet smile til kvinden. "Jeg er Caitlin og ja, fuldmånen har sine... evner." Hun fulgte en opfordrende bevægelse og satte tasken fra sig op af væggen, før hun selv satte sig ved bordet. Et blik på papirerne og hun så overrasket på kvinden. "De digter?"

Kvinden vendte sig halvt fra gryden og gengældte overraskelsen med et sarkastisk smil. "Det mener jeg selv, men ikke mange andre ser det som andet end håbløse skriblerier og spild af materialer." Hun sak en lang ske i gryden, drejede den rundt og slap ladende skeen fortsætte bevægelsen på egen hånd, mens hun fjernede papirerne fra bordet. "En sand kunstners skæbne aldrig at blive anerkendt af sin samtid!" Hun fandt to skåle frem og lod skeen fylde dem, mens hun selv hentede spiseskeer frem. "Du virker overrasket?"

Caitlin trak blikket tilbage fra den rørende ske og de to skåle på vej til bordet, for at huske sig på hvad kvinden havde fortalt. "Jeg havde nok ventet at finde noget... ganske andet i en af Medaniens gårde." Det trak en latter fra kvinden, der samtidig greb den ene skål og skubbede den over. Den unge kvinde rakte ud og tog imod den, afslørende blå mærker efter fingre om det ene håndled.
Med det forstummede latteren og alvor vendte tilbage til kvinden der blidt rakte ud, lukkede hænderne om håndledet. "Og her er grunden til din - og min - varsomhed ved døren." Et blidt lys spredte sig mellem kvindens hænder og fjernede misfarvningen smertefrit. "Jeg lærte tidligt at slå fra mig og havde heldigvis en evne andre ville beskytte mig for. Alt for mange ser generthed som tilskyndelse desværre, men spis. Det varmer og fortæl mig derefter om din rejse."

Caitlin gled let sit håndled, smilede så til kvinden og begyndte at spise. Af alle de gårde hun kunne have opsøgt virkede det som om hun havde fundet den eneste med en spændende kvinde i stand til at forsvare sig selv ind i alderens vinter og ude af stand til tage et andet liv, hvor det kunne reddes.