Det var sent om aftenen, og regnen faldt som en klam støvregn over Dianthos. Ikke mange var ude på dette tidspunkt af dagen. Det perfekte tidpunkt at være ude i forklædning. Ikke særlig mange ville lægge mærke til en, og dermed færre der ville stille besværlige spørgsmål. Perfekt tidspunkt for at lægen Rasmus kunne tage ud i gaderne og hjælpe de fattige, som normalt ikke ville have råd til en læge. Nogen så denne 'fattige' mand, som en barmhjertig sjæl, men oftest så var det for Rasmus at få lov til at undersøge sygdomme og skader nærmere, som han normalt vil være forbudt at se, når han var i sine almene klæder som Prins Rasmus.

Denne aften var dog ikke helt almindelig. Han havde en aftale med en af danserne fra det erotiske teater, som var blevet åbnet for ikke så lang tid siden. Alice, som hun kaldte sig selv, var blevet smittet af en sygdom, som Rasmus genkendte fra mange andre af nattens folk. Ikke noget uhelbredeligt, men ganske ubehageligt. Han havde hjulpet hende og flere af sine venner og veninder. Alice havde en tragisk baggrundshistorie, som mange andre i lystens erhverv, men hun havde fundet arbejde hos en god arbejdsgiver, som behandlede hende anstændigt. Rasmus havde aldrig kunne få ud af hende, hvem hendes arbejdsgiver var, og mystikken om teaterets ejer var fortsat en hemmelighed for ham.

Denne gang havde Alice kontaktet Rasmus i forbindelse med sin arbejdsgiver. Hun var vidst meget syg, og Alice var bekymret for hende. Det havde selvfølgelig gjort Rasmus vanvittig nysgerrig. Ville han finde ud af hvem denne mystiske teaterdirektør var? Og måske en hel ny sygdom? Han kunne ikke sige nej. Selvfølgelig med et skue som en barmhjertig hjælper. Han ville gerne se Alice's arbejdsgivers sygdom an.
Alice havde ledt ham til teateret af en af bagdørene. Det hele skulle helst foregå lidt skjult. Det skulle helst ikke brede sig et rygte om at ejeren fik besøg af en gadelæge. Men nu var Rasmus inde. Han undrede sig over hvad der fik ejeren til at hyre ham. Hvis hun formåede at holde sig hemmelig, så måtte hun have nogle dygtige folk som sikkert kunne opsnuse en del. Måske vidste hun allerede hvem han var?

Hygiea stod op på sit kontor, med hænderne fikseret på bordkanten, lænet forover, så der var afstand mellem hendes ben og bordet. Hovedet var sunket ned mellem skuldrene, som hun prøvede at få vejret ordentligt. Hun havde gjort sit, for at holde lungerne kørende. Men noget var gået glat i beregningen og medicinen varede derfor ikke den tid den skulle have varet. Hygiea grundet åndenød blevet ført ned af scenen af en af sine dansere. Hygiea havde protesteret om at hun blot havde presset sig for hårdt, men hendes danser havde insisteret på at hente den læge hun havde brugt utallige gange. Han var utrolig begavet, havde hun sagt. Med et forpustet grynt havde hun givet danseren lov til at finde lægen.

Hygiea havde været kamufleret på scenen. Hendes hår havde været sat anderledes, hun havde været udsmykket med både smykker og diverse sminke. Håret havde hun løsnet, så krøllerne hang ned om hovedet. Håret skjulte hendes ansigtet, selvom det ikke var nødvendigt at skjule, når hun var på sit kontor, med en lukket dør; og kontoret var gemt langt væk for ’vildfarende’ til at finde. I håb om at kunne vågne op, havde hun også vasket sit ansigt i koldt vand, hvilket havde fjernet sminken, men ikke åndenøden. Det havde faktisk kun gjort det værre.
For en gangs skyld, havde hun ikke drukket, men alligevel føltes ben og arme som spaghetti. Hovedet føltes tungt og det var svært for hende at finde et ordentligt fokus på gulvet.

En bestemt type banken på døren, lod Hygiea vide at det var Alice der var kommet tilbage; forhåbentligt med selskab. Med sin telekinese, åbnede Hygiea døren på fuldt gab, mens hun stadig selv stod ved skrivebordet og prøvede at koncentrere sig om at få vejret. Uanset hvor meget Hygiea ønskede at byde lægen velkommen med et håndtryk, så var det ikke noget hun følte sig i stand til, uden at hun ville tabe hovedet, falde eller tilmed besvime.
”Kan du hjælpe Gina?” lød det nervøst fra Alice, som så op på lægen i dørkarmen. Gina var Hygieas dæknavn når hun begav sig på sit teater.

Det var noget af en tur at han blev ledt på. Han var ikke i tvivl om at det sikkert var meningen. Hvor de skulle hen, var ikke noget man kom hen til ved et tilfælde. Det gav meget god mening når ejeren gerne ville holde sin identitet hemmelig. Så skulle hun kun mødes med dem hun stolede på, og gerne ville mødes med. Hvem end det var, så var det en intelligent kvinde. Han kunne ikke lade være med at glæde sig endnu mere til at møde hende.

Der blev banket på døren, og kort efter virkede døren til at åbne på egen hånd. Han trådte ind efter Alice, og han blev overvældet af indtryk. Han holdt et gisp tilbage, som han stoppede kort op i dørtrinnet. Han sø hvordan denne Ginas bryst var dækket i en mørkeblå farve, og den var meget intens. Lugten var jordslået og fugtig. Det her var ikke en sygdom at spøge med, og Ginas tilstand var alvorlig, hvis ikke dødelig. Han kunne ikke lige komme med en simpel kur. Her skulle Isaris hjælp til, men han kunne ikke vise Alice at han var en af Gudindes tjenere. Så ville hans ydmyge forklædning falde til jorden.
"Jeg kan gøre hvad jeg kan. Det vil glæde mig hvis du vil være så sød at lade os alene."
Rasmus smilede til Alice, og lagde en beroligende hånd på hendes skulder. Alice var tydeligt meget bekymret, og det gav Gina en del kredit på Rasmus' konto. Hvis ens ansatte bekymrer sig så meget om sin arbejdsgiver, så gjorde man noget fuldstændig rigtigt.

Rasmus ville vente tålmodigt indtil Alice ville forlade rummet, inden han ville vende sig mod Gina.
"Det er mig en ære at møde Dem, Gina. Mit navn er Rasmus. Jeg vil gerne bede Dem om at sætte Dem med det samme, fordi der skal nogle skrappe midler til, hvis De skal komme igennem aftenen."
Han havde ikke tænkt sig at sætte filter for, når det var en situation så alvorlig som dette. Han vidste endnu ikke hvad der var galt, og han ville ikke kunne kurere det selv med Isaris hjælp. Det her skulle studeres nøje.

Hygiea kunne høre hvordan hendes danser og lægen trådte ind i lokalet. Ordene der blev udvekslet mellem dem, hørte hun ikke, men koncentrerede sig om at trække vejret, ikke falde og generelt blot blive stående hvor hun var. Her havde hun det jo ’godt’. Det varede dog ikke længe før danseren Alice begyndte at forlade lokalet og lukkede døren efter sig. Hun var tydeligt bekymret og syntes det var hårdt at skulle forlade lokalet uden at vide om hendes chefs tilstand blev bedre.

Det var nu kun Hygiea og gade-lægen. Noget i Hygiea var spændt på hvad han var i stand til, som tidligere læger, ikke havde kunne gøre. Som lægen trådte tættere på, præsenterede han sig. Det var en tydeligere summen i hovedet denne omgang. Øjnene virkede tunge og havde mest af alt blot til at lukke sig i og sove. Instrukserne stridte imod alt hvad Hygiea følte for at gøre. At sætte sig ned… Kunne hun ikke bare blive stående? Hun turde slet ikke tænke hvordan hun ville have det hvis hun enten skulle sidde ned eller ligge. Hun var bange for hun ville kunne få mindre luft og ende med at døse hen eller måske noget der var værre.

Med et hårdt bid i det sure æble, lod hun sin telekinese trække stolen tættere på. Eftersom lægen kun lige var kommet ind i lokalet, forventede hun ikke han havde tingene klargjort nogen steder. Hun ventede derfor et øjeblik før hun lod kroppen give efter og kollapse ned i stolen stadig med en forfærdelig hurtig vejrtrækning. Som hun sad i stolen, var hun lænet op ad ryglænet, og med sin numse næsten ude over kanten og hovedet hvilede næsten på brystkassen. En åndssvag stilling for situationen hun var i; men kroppen var så øm, og hovedet så tungt. Hendes normalt strålende, blå, store dådyrsøjne var lige nu matte, smalle og trætte. De havde endnu ikke set ordentligt an hvem lægen i realiteten var. Vejrtrækningen var mest af alt overfladisk og foregik oppe ved brystbenet, frem for nede ved maven og ribbene. ”Tak,” kom det kort fra hende, selvom hun ikke vidste om han overhoved ville kunne hjælpe hende. Hun takkede for at han kom og at han ville gøre et forsøg.

Selvom Rasmus havde sin taske med de fleste almindelige remedier han havde, som hjalp på de mest almindelige problemer, så kiggede han ikke ned i den på nogen måde. Han trak den bare af over hovedet som han gik hen til Gina, der satte sig ned. Han kunne ikke lade være med at lægge mærke, til at der var noget der virkede lidt bekendt ved hende. Han lod dog ikke den tanke hvile, da der var mere bekymrende ting at tænke på nu. Tasken blev lagt ved siden af stolen Gina havde sat sig i med en tydelig klirren af de mange forskellige flasker der slog imod hinanden.
Rasmus greb ind under sin slidte forklædning og fiskede sit helligsymbol til Isari frem. Det stod i meget stærk kontrast til de meget slidte og pjaltede lægeklæder han havde forklædt sig i. Symbolet så ikke ud til at have været noget som en fattigmandslæge ville have råd til. Rasmus satte sig på knæ foran Gina, som gispede noget efter vejret. Noget måtte være i vejen med lungerne, og det så sort ud. Han havde ikke set noget på den her måde. Han havde ret i at det ville blive spændende at undersøge denne sygdom, men kun hvis hun overlevede. Hvis ikke han fik hevet Gina op at stå igen, så vidste han ikke hvad der ville ske med teateret og dens dansere.

"Gina. Prøv at se om du kan prøve at trække vejret dybt ned i maven."
Rasmus prøvede at se om han kunne få hende til at lave nogle dybere vejrtrækninger for at få hende til at være så rolig som mulig. Samtidig lagde han sin venstre hånd på Ginas højre. Han kunne mærke at hendes hånd var kold. Der var ikke særlig meget bevægelse i blodet. Hvor længe havde hendes åndedræt ikke været særlig stærkt?
Med sin højre hånd knugede han Isaris symbol.
"Ærede Moder. Hør mig i vores nød. Lad dit livgivende lys spræde sig, og fordriv død og ulykke der gemmer sig i Mørkets skygger..."
Rasmus påbegyndte en hurtig stille messen, som han prøvede at påkalde Isaris tilstedeværelse. Symbolet begyndte svagt at gløde med et lys, som var det morgensolen man så stige op over horisonten. Varme spredte sig fra Rasmus hænder, og ind i Gina. Som han messede kunne han mærke som han stødte på sygdommen der hærgede Ginas bryst. Hans messen blev hans fokuspunkt, som han stirrede mod den enorme mørke plamage der lå over Ginas bryst. Sved drev ned af Rasmus' ansigt, og hans blik var intenst som han kæmpede med sygdommen. Hvis han bare kunne få slået den lidt ned, så kunne han prøve noget medicin der nok kunne hjælpe Gina på længere sigt.

Efter nogle intense minutter stoppede Rasmus messen, som han fik skubbet noget af sygdommen ud af Gina med Isaris lys. Lyset i symbolet døde ud, og Rasmus satte sig forpustet tilbage. Gina skulle gerne kunne mærke at vejrtrækningen var blevet lidt lettere. Hvad end det var, så kunne Rasmus ikke kurere det med magi. Ikke endnu. Så hellere gå til videnskaben, og holde hende i live længe nok til at kunne udvikle en kur, eller at hans forbindelse til Isari ville blive stærk nok.

Som tasken blev sat ved siden af hende, som hun havde slået sig ned i stolen, åbnede hendes øjne sig en anelse, for at finde ud af hvad det kunne være der larmede sådan. Selvfølgelig var det jo nok noget som lægen havde medbragt, eller altid havde på sig. Han var sikkert også en travl mand, hvis han konstant skulle holde styr på gaderne. Øjnene, som nu var lidt mere åbne, men stadig trætte, så at der blev hevet et helligt symbol frem, og det virkede straks mistænktsomt, at en simpel gadelæge havde sådanne ting til rådighed. Var han også en tyveknægt? Øjnene prøvede at se på lægen som havde sat sig foran hende, men det syntes at blive svære at holde øjnene åbne, så de blev ved med at lukke sig i, blot for stædigt at holde sig åbne i et kort sekund.

Ordren om at trække vejret dybt ned i maven, irriterede hende, men selvfølgelig var det noget han var nødt til at sige, hvis ikke hun selv havde tænkt over det. Hendes åndedrag blev dog ikke særlig anderledes, men der gik måske en anelse længere imellem dem. Så godt som hun kunne, lagde hun sløset sit hoved hen på den ene skulder, og de kolde svedperler der havde lagt sig på hendes pande, blev nu absorberet i hendes festlige påklædning.
Hun kunne mærke den varme hånd oven på sin og inden længe begyndte han en remse, mens han hold om symbolet, som han havde fundet frem. Et gyldent lys kom fra symbolet, som han snakkede, og Hygiea lukkede sine øjne. Hun lyttede til ordene, koncentrerede sig om det besvær hun havde og sin vejrtrækning og prøvede ikke at blive generet af lyset. Varmen strømmede fra hendes hånd og langs hendes arm og omfavnede til sidst hendes torso. Det var en rar fornemmelse ovenpå alt det væmmelige. Vejrtrækningen blev langsommere og tungere.

Hun anede hvordan lyset slukkede og han stoppede sin prædiken. Hun samlede roligt nogle kræfter til at åbne sine lidt mere klare øjne. De var stadig trætte, men slet ikke nær så tunge. Hun kunne nu se lidt tydeligere hvilken skikkelse der var foran hende og hun var sten sikker på at hun så syner. Hun gav skylden på iltmanglen og gned roligt sine øjne, før hun tog hænderne ned til sine lår og så på den trætte bekendte mand. ”Rasmus?” lød det fra hende undrende, som hun følte hun kunne kende prinsen af Arys. Han var trodsalt i hovedfamilien.

Rasmus virkede som om han havde løbet en længere vej. Han trak vejret stakåndet, som han tørrede sved af sit ansigt, som han havde tilsværtet en smule. Ikke for meget, fordi han kunne ikke rigtig lide at føle sig helt så beskidt. Han tog en dyb indånding, og sukkede som han lænede hovedet tilbage. Det havde taget en del kræfter, og han var ikke sikker på at han ville kunne overskue at påkalde Isari igen, hvis det skulle være nødvendig. Han kunne se at Ginas bryst stadig var farvet af den sygdom der plagede hende, men den var ikke længere så mørk og potent. Hun ville ikke dø i nat. 
Inde i hovedet gik han igennem hvordan han skulle overtale hende til ikke at snakke om at han faktisk kunne påkalde sig Isari. Så ville han ikke kunne gå omkring som sin gadelæge, hvis det kom ud at han også var en gejstlig.
Han nåede ikke at tænke så længe, inden at Gina åbenbart genkendte ham. Han kiggede på hende med et forskrækket udtryk. Vidste hun virkelig hvem han var? Det var ikke godt. 
Men så fik han også et godt indtryk af Gina, hvis han skulle kalde hende det.
"Komtesse Hygiea. Det er noget af en overraskelse."
Han kunne ikke skjule sin overraskelse, og muligvis også en hvis lettelse. Der var pludselig rigtig mange tanker inde i hans hoved.

Navn og titel. Av. Der røg den hemmelighed… Med mindre… Tankerne begyndte straks at køre i en spiral på, hvordan hun kunne få ham til at holde på hemmeligheden om hendes teater. Tingene var kun lige startet op og hun havde endnu ikke oplevet det fulde potentiale. Sedler om teatrets var stadig i produktion, og gæsterne var mest af alt folk der kom fra at have hørt om det fra de ansatte dansere.
En overraskelse, kunne hun sagtens være med på, men hun ville i hvert fald ikke sætte den i en behagelig eller glædelig boks. Nej hun frygtede sådan en overraskelse. Sådanne ting måtte ikke ske. Hun måtte sørge for at hendes ansatte alle vidste, at hvem end de sendte ind til hende aldrig måtte have kontakter i adelen, og i hvert fald ikke være en del af den.
”Hvad laver du her?” lød det lettere forvirret fra hende. Det var måske ikke tydeligt, at hun godt vidste han var ’gadelægen’, eftersom hun for få øjeblikke siden slet ikke havde kunne stifte ordentlig øjenkontakt. Hun vidste godt at hendes ansatte havde hentet gadelægen. Men intet hang sammen. Han hørte jo ikke til på gaden! Hun lukkede sine øjne og lod en hånd massere panden, selvom hun lige havde gnedet sine øjne. ”Jeg mener… Du jo ikke gadelæge… Eller… Hvorfor?” hun vidste ikke hvordan hun skulle formulere ordene, men forhåbentlig ville han kunne et samle svar der ville give hende en forklaring på alle de spørgsmål der trængte sig på. Havde han mon lige så mange spørgsmål som hende? Hvad lavede hun på sådan et erotisk teater. Hvorfor var hun ikke hjemme og blive passet, blivende i sin seng, som hun burde, med de lunger hun havde. Hvorfor var hun blandt de mennesker hun var i blandt. Hvorfor ejede hun stedet. Ja, hun kunne forstille sig bunker af spørgsmål han kunne sidde inde med, og hun havde et svar til hvert og et af dem. Hun ville leve livet. Hun ville ikke have et liv, som bestod af at hun skulle blive liggende i sin seng, ligesom hun gjorde det meste af sit liv i Norvik.

Der var så mange ting der skete lige nu. Det hele var gået ud af kontrol. Tydeligvis så havde både Rasmus og Hygiea hver deres hemmelige liv. Den ene som fattig gadelæge, og den anden som ejer af et nyopstartet erotisk teater. Rasmus skulle ikke have sin hemmelighed ud. Han vidste ikke hvordan hans moder ville reagere på at hendes søn gik ned blandt de fattige, ludere, drankere, for at give dem medicin. Hun skulle helst ikke have at vide hvad han gjorde, ellers blev han muligvis tvunget til at have sig en livvagt, på trods af at han faktisk godt kunne håndtere våben selv.

Hygiea virkede mindst lige så overrasket.
"Jeg kunne spørge det samme. Normalt så ville du jo være sengeliggende, med en læges opsyn. Og forresten, hvem end din inkompetente læge er, så skal du fyre dem. Hvad end de har givet dig, så har det næsten taget livet af dig."
Han fik sat sig op på knæ, og trak sin taske til sig, og begyndte at rode igennem den. En gang i mellem tog han en lille flaske eller pose op, for at kigge på hans mærkater, inden han satte dem ned ved siden af tasken. 
"Hvad end der er i vejen med dine lunger... Jeg har ikke set noget lignende før, og jeg har set min andel af sygdom og skader," sagde han med hovedet nede i sin taske. 

Hygiea prøvede at finde ord, som Rasmus tydeligt vidste at hun burde være sengeliggende med opsyn. Dertil syntes hun også hun skulle afskaffe sin læge. ”Hv-jamen… Er du sikker?” spurgte hun, lidt retorisk. ”Jeg… Jeg havde bare presset mig selv lidt for meget… Tænkte jeg…” lød det fra hende, mens hun lod blikket hvile på hans taske, som det virkede som om han ledte efter en form for medicin til hende.

Indtil videre havde hun mest levet af nogle piller, men de havde da heller ikke altid rigtig virket. ”Hvad finder du?” lød det fra hende, stadig forpustet.
Hun strammede kæberne lidt, som han nævnte at hvad hun fejlede ikke var noget han havde set før. ”… Det siger de alle sammen,” mumlede hun, og samlede sine hænder for at pille lidt ved de velplejede negle. Det var på ingen måde for at fornærme ham, men det var i den grad noget hun havde hørt ofte, og det ville næppe være sidste gang hun hørte den sætning.
”Er du meget interesseret i medicin og helbredelse af sygdomme?” tillod hun sig at spørge, og kiggede kortvarigt op mod ham, før blikket søgte tilbage til neglene.

Han rodede med hovedet videre nede i tasken.
"Det er selvfølgelig heller ikke smart, men ordentlig medicin bør kunne hjælpe dig med at udføre dine daglige opgaver. Hvis du kun kommer til at ligge stille hele dit liv, så får du ikke noget der virker ordentligt."
Rasmus havde muligvis også høje tanker om sig selv, men han havde til gengæld også nogle kvalifikationer, som ville gøre de fleste helere og læger meget misundelig. At han med et enkelt blik faktisk kunne se hvis der var noget i vejen med en person, selv inden de vidste det, det var en fordel at han havde over langt de fleste helbredere i verden.

"Lige nu prøver jeg at finde et specifikt medikament, som har hjulpet mange andre med lunge problemer, til at kunne trække vejret bedre," sagde han som han hev den ene flaske op efter den anden.
På et tidspunkt trak han en sprøjte op, som han smilede tilfreds til, og lagde den tæt ved siden af sig selv. Lige indenfor rækkevidde.
"Hmm? Ah ja. Det kunne jeg forestille mig," sage han som han fandt en flaske, med en mælkehvid væske.
"Mine sanser er tilpasset sygdomme og skader. Jeg kan se og lugte din sygdom. Det hjælper en del med diagnosticeringen, fordi jeg kan se hvor i kroppen en infektion sidder, hvis det er hvad problemet er."
Han lagde de forskellige flasker og poser ned i sin taske igen, inden han rejste sig op. Flasken med den mælkehvide væske i den ene hånd sprøjten i den anden, gik han hen ved siden af Hygiea.
"Medicin er et meget interessant felt. Der er meget som magi kan gøre, men helbredere kan ikke være over det hele, og der er begrænsede hænder på den front. Men medicin kan helbrede folk, uden en læge til stede, og de kan deles til mange flere folk, og på den måde redde mange flere liv. Desværre så har vores samfund baseret meget af helbredelsen på magisk kunnen, så viden indenfor medicin er endnu ikke så stor, som jeg kunne tænke mig. Jeg bidrager med hvad jeg kan."
Mens han snakkede, så havde Rasmus åbnet flasken for væsken, og begyndt at fylde sprøjten med væsken.

"Jeg vil gerne prøve den her medicin først, så vi er sikker på at vi har dig i længere tid. Når vi får dig til at trække vejret dybere, så er der tid til at udvikle en medicin som er specielt rettet for din sygdom og din krop. Så skulle jeg nok kunne udvikle noget der er mere effektivt."
Han var meget selvsikker, som han tog fat i Hygieas arm.
"Du kommer til at mærke et lille stik."
Han sagde det med en rolig tone, som han fokuseret tog sprøjten, og med en tydelig øvet hånd indførte medicinen ind i Hygieas arm. Som han trak nålen ud efter at have tømt sprøjten, byttede han hurtigt sprøjten ud med en forbinding og bandt hendes arm ind, så det lille sår fra nålen ikke blødte for meget ud over hende.
"Det tager lige nogle minutter inden virkningen træder ind, men du skulle gerne snart kunne trække vejret dybere," forklarede han roligt, mens han gjorde forbindingen færdig.

"Jeg har fundet det jeg gerne vil dedikere mit liv til, og det er jeg meget taknemmelig for. Jeg har heldigvis ikke de samme forpligtelse som Aldamar. Jeg har mere frihed til at træffe mine egne valg, men der er ikke nogen tvivl om at på et tidspunkt vil jeg nok blive bedt om at lægge mine private studier på hylden for at opfylde en pligt. Så jeg må gøre hvad jeg brænder for, så længe som det er mig muligt."