Månederne var som fløjet afsted siden Astrid og Alaric var blevet gift. Brylluppet havde været en sand fest. Aftenen derpå havde haft sine komplikationer, men de fandt snildt ud af det sammen; særligt nu hvor Astrid havde fået noget indenbords.
Astrid havde dog stadig vovet over sin lillesøster, og været der for hende, når dagene havde været værst. Thalia skulle tage sin tid, og åbne op når hun ville. Astrid havde dog godt opsnuset at der var nogle ting som ikke var som de skulle være, og det var blot et spørgsmål om tid, før Astrid fik at vide hvad de handlede om.
Dagene var gået med, at hun var blevet vækket ’tidligt’ af en frisk mand, været på ture, læse nye pergamenter og generelt blot have det fantastisk. Dét at Astrid skulle vænne sig til Alarics hunde havde været lidt af en udfordring. De var bare så store og når de bevægede sig lidt for hurtigt, trak hun også hænderne til sig, selvom hun udmærket godt vidste de ikke ville gøre hende noget. Dagene virkede dog til at blive længere, så snart hun opdagede hendes måneblod ikke ankom, appetitten ændrede sig og hun fik morgenkvalme. Det varede heller ikke længe fra det tidspunkt, før end at hun meldte ud til både sin mand og moder, om at hun var blevet gravid. Astrid havde valgt at holde nyhederne lidt endnu fra sine søskende; det var ikke noget de skulle gå og tænke på – ikke endnu.

Vinteren stod stadig på, og sneen havde lagt sig henover Medanien. Det havde gjort alt udenfor lyst og gjorde det kun svære for Astrid at kende forskel på morgen, middag og aften. Hun havde igen tidsfornemmelse når hun sov, og ville for alt i verden helst sove indtil nogen syntes hun ikke skulle sove længere. Hun var iført sin sædvanlige lyse natkjole, og med flere edderdundyner og tæpper hen over den store seng. Kvalmen var begyndt at stilne af hen over de sidste par dage, og det havde været nemmere for Astrid ikke at skynde sig op for at få tømt mavesækken.
Hendes hår lå løs ved siden af hende og glinsede næsten i sollyset, som tittede ind ad vinduerne.  Hovedet var drejet i retningen af hvor hendes mand burde ligge og sove; ifølge Astrids ur. Helt i søvne, rullede hun om på siden, for at lægge en arm om sin mand, i håb om en kærlig omfavnelse. Hun endte næsten med at ligge på maven; hvilket endnu ikke var blevet et problem. Om Alaric stadig lå i sengen eller ej, lagde hun ikke helt mærke til, medmindre han lagde armene om hende. Et drømmende suk efterlod hende, som hun sov fredeligt videre.