Flere gange havde hun afslået tilbuddet om et bad og hvile i kaptajnens kahyt. Kun for at blive mødt af endnu et forstående nik, der efterlod hende alene henne ved samme skibsræling hun havde hængt ud over, da kommandørkaptajn Valeriev forsvandt i bølgen blå.
Det tunge uldtæppe trykket tættere omkring skulderne. Måske for at holde den kolde vind ude, i et travligt forsøg på at få bare lidt nærhed eller en blanding af begge. Det eneste hun var helt sikker på, var hun ikke ønskede et bad. Ønskede ikke at vaske hans duft af sig. En duft der overdøvede alle de andre dufte af saltvand, bål og den rest af kloak der stædigt hang ved indtil mødet med mere end bare havskum.
Selv da den sidste rest af adrenalin løb ned gennem skibsdækket, stod Sedna urokkelig med blikket fæstnet på horisonten. ”(…)du finder mig hvor nøglerne er…” ordene havde været som et endeløst ekko under tankestrømmen, der havde gjort det svært at være tilstede i nuet og mærke hvor træt og brugt den mørke krop faktisk var.
Håbede og bad til at Treston ikke have sat sig imod sine egne, at han havde lagt sin Ridderlighed fra sig og løjet stærkere end ti vilde heste kunne rende. Redet sit eget skin i bytte for hendes, hvis det kunne føre ham nærmere hende i sidste ende.

Det var med en følelse af tiden havde passeret med et blink med øjet, at skibet lagde an ved piraternes by, Fristavn.
”Behold det.”  den kvindelige kaptajn var kommet over til mørkelveren, der havde været i færd med at vikle tæppet fri, så det kunne rækkes tilbage inden hun trådte af skibet. De fyldige læber havde været lige ved at skille sig i en modstridende protest, men blev afbrudt af en løftet hånd ”Her ugyldiggøres landets love og alle er frie, men der findes mange grådige og let fristede sjæle. En mørkelver i fange klæder vil altid vække opsigt og krystaller i øjnene på nogle.”  en kort pause blev taget, mens en lille pose med krystaller blev lagt i Sednas hånd ”Så du kan få andre klæder, lidt varm mad i maven og en seng for natten. Du er en stærk kvinde, Sedna. Guderne være med dig og en hver der krydser din vej.” et blidt klap mod de, tvunget, lukkede fingre blev afskeden inden kaptajnen trådte tilbage og kastede kommandoer af sig mod besætningen. Det var ikke meget andet end en trækning på smilebåndet, at Sedna fulgte hende med blikket. Turen hertil havde været forgået i stilhed. Med den løgn Treston havde stukket Lynn i skoene, så var det uvist hvor meget og hvad skibets folk helt præcis vidste, men rygter kunne løbe lige så hurtigt på vand som til lands.
Nok var hun ikke meget mere end en simpel soldat af Mørket, hvis det da ikke havde været for hendes oprindelse. Naturligvis ville det ikke gå skjult længe, at den tidligere torturmester for Mørkets datter var i Lysets varetægt. Det var kun et spørgsmål om tid, hvornår viden om hendes flugt fra galgen nåde resten af landet.

Langsomt lod hun sig sænke ned i dampende vand i det lille kar, hvor hun lige akkurat kunne tage en siddende plads, hvis benene blev trukket op mod kroppen. Varmen fra vandet virkede ikke til at nå helt ind til knoglerne, gjort kolde af uvisheden. Kinden lagde sig mod de bukkede knæ med en arm omkring, mens Sedna vendte og drejede den lille klump med sæde for sit blik.
Hun kunne ikke blive her, det ville være et af de første steder der villes ledes efter hende. Korteste rute ville være tværs over landet gennem Safirien og Medanien, ruten gennem Kzar Mora til Rubinen ville næsten være den nemmeste, men også alt for forventelig. Mindst sandsynligt ville det være at tage flugten nord på, det nordlige krystalhav var et minefelt af knivskarpe isbjerge.
Kun en ting var sikker, Obsidianørerne var hvor hun skulle hen. Det havde hele tiden været målet for at tiltræde Valerias Tåre.

Den følgende morgen efterlod Sedna sig en lille glasnøgle ved baren i kroen. Hængt, med forlov, på et lille søm. Synlig for dem der måtte lede, men stadig skjult nok til at kunne gå ubemærket hen hos langt de fleste. Sådan efterlod mørkelveren sig en nøgle som et brødspor, hvor hen hun havde været indtil hun nåede sit mål.