Solen var steget op, og lyset reflekterede på sneen der dækkede Modergudindes tempel. Katedralen glitrede som diamanter, som en flok forskrækkede spurve lettede fra taget med en forhjappet kvidren. De kolde dage gjorde byen mere tom. Indenfor katedralen gik de gejstlige omkring og gjorde de sidste af morgenens pligter. Novicer gik og fejede de enorme gulve, mens enkelte præster satte ild i røgelseskar og stearinlys. Vinteren var præget af gejstlighedens bønner om at Gudinden vil bringe lyset tilbage, efter den lange mørke vinter.

Prins Rasmus var også tilstede i Lysets Katedral. Dog ikke for de samme bønner som mange andre. Hans bønner bar Moderens styrke, men det var fortsat en egenskab han skulle mestre. En af de få gejstlige der tjente Gudinden og Lysets Hær samtidig med sin tilstedeværelse, men intet mindre var forventet af den ung Prins af Arys. Priorinden og Rasmus' læremester var dog ikke så begejstret endnu.
"Det bør ikke være så svært Deres Højhed. Det er en af de simpleste bønner, og det er vigtigt at De kan den til Prins Aldamars bryllup."
"Naturligvis, søster Alithia, men kulden er ikke ligefrem motiverende til at tænke ritualitet. Desuden så er det stadig tidligt om morgenen."
"Vi prøver en gang til, Deres Højhed. Det er et vigtigt bryllup, som skal velsignes af Lysets Moder."
Rasmus bukkede hovedet og gik igennem ritualbogen og begyndte stille at messe bønnen. Der var to ting at Rasmus kunne tænke på. For det første var han glad for at han ikke skulle stå for sin egen vielse. For det andet, hvor rart det ville være at ligge under en varm dyne. Desværre måtte han lære denne bøn, og indtil videre havde han ikke fået kanaliseret den kraft igennem den, som han gerne skulle kunne. Det skulle helst være spektakulært når arvingen af fyrstendømmet Arys blev gift.

Denne morgen var den yngre Isenwald prinsesse vågnet med et hoved, der insisterende mindede hende om gårsdagens indtag af gæret druesaft. Et indtag der havde været alt for stort, i forsøget på at holde den kvælende angst fornemmelse i skak. Men hun havde hele tiden været mindst to træk bagud hele tiden, og slutligt havde hun måttet se sig selv slået skakmat, så hun ikke kunne andet end af føje angsten og spille på dens præmisser.
Det var derfor også med en noget uimponeret mumlen og en dyne trukket helt op over ansigtet, så kun de mørke lokkervar synlige, at kammerpigen Dina trak de tunge gardiner fra og lukkede vintersolen ind i værelset med et muntert ”Godmorgen Prinsesse, det er en fortræffelig dag. Ikke så meget som en vind rør på sig, perfekt vejr til en lille tur i paladsets labyrinthave?” den lille buttede kvinde vendte sig mod sengen og med alt for lange skridt til hendes lille størrelse, var hun henne ved den og i et hårdt træk tvang hun Thalia fri fra sit varme skjul. I en blanding af modvilje og en krop der føltes bly tung, forlod Thalia den bløde seng, så hun med hjælp fra Dina kunne påklædes til dagen.
”Jeg tror gerne at jeg vil hen til katedralen, alene.” de lyseblå øjne stirrede hårdt tilbage i gulvspejlet, mens snøren på ryggen blev strammet ind. Kun afbrudt da Dina løftede blikket fra fingrenes arbejde og fangede det ukarakteristiske blik hos prinsessen ”Deres højhed er De si…” ordene forstummede sig, da Thalia drejede omkring sig selv, greb blidt om begge sin kammerpiges hænder ”Alene, Dina.” gentog hun forsikrende, med et lille smil til følge selvom det ikke fjernede den bekymrede rynkede der havde tegnet sig i Dinas pande.

Thalia havde med det samme fortrudt sit valg i det øjeblik hun var trådt ud i de snedækkede gader. Solens stråler skar i øjnene og de første skridt virkede til at blive taget i sneblind tilstand. Den manglende vind gjorde kolde luft mild, mens krystal klare dampe samlede sig foran munden ved hvert åndedrag taget og kinder og næse antog en sart lyserød kulør, under turen til Lysets katedral. Mest påskønnet var dog, fornemmelsen af at den friske vinterkulde gjorde hovedet lettere. Kun en håndfuld personer krydsede hendes vej, den ene med et mere venligt smil end den forrige.
Først da forskrækkede spurve fik sne til at drysse ned over de tunge døre ind til katedralen, og lagde sig på skuldrene af den mørkegrønne uldkappe foret med rævepels, at smilet nåede øjnene. Indenfor var der næsten lige så menneske tomt, som i byens gader. Det var først her gik det op for Thalia, hvor tidligt på dagen det endnu var.
Skindhandskerne blev trukket af, finger for finger, mens hun trådte længere ind i det store rum. Søgende efter en der ville lade sig afbryde i sine gøremål. En opgave der ville have været lige til, hvis ikke den ene forsvandt lige så hurtigt ind og ud mellem søjlerne, som hun nærmede sig. Kun tre stod stille længe nok til, at Thalia kom ind for en behørig afstand ”Undskyld?” lød det med en spæd nervøsitet at spore i den lyse stemme. Måske var hun slet ikke velkommen endnu, hvorfor kappen endnu var lukket omkring skuldrene.

Mens Rasmus sad og gennemgik ritualet igen. Nok for tyvende gang blot denne morgen, og det hjalp ikke på at hjernen var træt af at genlæse de samme ord om og om. Det var for koldt og for tidligt om morgenen. Hvorfor Aldamar - eller nok nærmere deres mor - havde valgt at blive gift på dette tidspunkt af året vidste han ikke. Men man gjorde vel hvad man skulle for at gøre Arys stolt.

Hans stille messen blev dog afbrudt af en sagte kvindestemme. Både han og priorinden vendte sig mod kvinden. Hun var ganske ung, og så også ud som om hun kunne have haft en bedre nat. En ting som der dog stod meget tydeligt frem for Rasmus, var hvordan hendes årer flød af gift. En gift som han havde set så mange gange. Alkohol. Den kolde blågrønne sky, hang omkring den unge kvinde, som gjorde det svært for Rasmus rigtig at se hendes træk. 
"De har ingen grund til at undskylde," sagde Rasmus og rejste sig op, mens han ignorerede priorindens demonstrative gisp.
Han trådte frem mod kvinden med et venligt smil. 
"Gudindens tempel er altid åben for hendes børn, og hvad end De kunne have brug for, så er hendes gejstlighed altid klar på at hjælpe."
Han smilede bredere, velvidende at priorinden var ved at gå ud af sit gode skin, fordi Rasmus havde afbrudt sine studier, for at hjælpe denne adelskvinde. Han kiggede lidt nærmere og prøvede at ignorere tømmermændenes aura, for at prøve at se om han kunne genkende hvem hun var. Han syntes at kunne genkende hende, men han var ikke helt sikker på hvem det kunne være. Hun var ret ung, og han mente at hun muligvis var en Isenwald.
"Hvis jeg må, så tror jeg at jeg kan hjælpe med en af Deres sorger denne morgen, hvis De tillader," sagde Rasmus og rakte forsigtigt en hånd frem, med et blik der spurgte om tilladelse til at han måtte lægge sin hånd på hende.

Det havde næppe været et aktivt valg fra priorindens side, at fremstå uvenlig i det øjeblik hun drejede sig i retningen af stemmes ejermand. Skønt det rynkede ansigt virkede venligt og blidt, var øjnene skarpe. Blikket fik Thalia til at krympe sig for dem, med en følelse af, at den ældre kvinde så dybt ind i den for tiden noget besværet sjæl. Beklagelserne lagde sig på spidsen af tungen, som perler på en snor, da hun genkendte den unge mand ved siden.
En smule for stirrende, forsøgte hun at sætte navn på ansigtet. Sikker på at have set ham, endda hilst, ved mere end en af de større begivenheder for de højbårne.
Thalia endte dog med at opgive at finde navnet, da hovedpinen atter bankede på og hun måtte undertrykke trangen for at løfte hænderne til ansigtet og massere fingrene imod tindingerne.
Gispet var sagte, men stadig højt nok til ikke kun var for den mørkhåret unge mand at hører ”Jeg,” startede hun tøvende mens han nærmede sig. Et kort henkastet blik forbi hans skikkelse, tilbage på priorinden fik hænderne til at knuge hårdt omkring handskerne, til knoerne blev hvide af blodmangel. Opmærksomheden rettede sig tilbage mod den navnløse adelsmand, hvis venlige smil smeltede den begyndende klump af is i prinsessens indre.
”Er De sikker? Jeg vil nødigt forstyrre Dem i Deres pligter.” spurgte hun, skønt han selv havde tilbudt sin hånd, så var den konstante hensyntagen svær at lægge fra sig. Det var derfor med en tøven hun holdt sin hånd få millimeter fra at røre hans. Klar over det kunne lyde som en halv afvisning, trak tænderne underlæben ind inden Thalia markant lavere, erkendende tilføjede ”Men jeg ville sætte stor pris på Deres hjælp.” med blikket flovt slået ned i stengulvet, da hånden lagde sig helt i hans.

Priorinden var blevet ret stram i masken, som Rasmus tydeligt ignorerede hende. Hun åbnede munden et par gange, for at finde de rigtige ord, men hun stod overfor to adelsfolk, som havde mere magt end hun havde, og det var upassende at irettesætte en fyrstesøn foran andre. 
"Vi fortsætter lektionen efter formiddagsbønnen, Prins Rasmus" sagde hun, inden hun med faste skridt forlod de to adelsfolk, mens hun mumlede et eller andet under sit åndedræt.

"Jeg er helt sikker. De er til ingen besvær."
Rasmus smilede blot endnu mere over at have fået lidt fred fra priorinden. Dette var desuden et interessant studium i sine evner til at kurere alkoholens eftereffekt. Hvis han kunne fremme sine formler, og sin magiske kunnen, så var det det hele værd.
Hendes hånd lå let i sin hånd, og han lagde blidt den anden hånd ovenpå.
"Nådige Moder. Lad dit lys rense sår og blod. Lad din mildhed dulme smerte og sorger. Vær du med os når vores kroppe lider og søger hvile. Lad du være vores tilflugtssted, når vi ikke kan finde ro."
Rasmus begyndte sagte at recitere en lang bøn. Han lukkede sine øjne og koncentrerede sig på ordene. Han var ret sikker på at huskede de rigtige ord. Hvert fald de fleste. Som han gentog bønnen stille for sig, begyndte han at mærke gudindens nærvær. Eller det han havde fortalt var gudindens nærvær. Lyset fra nogle af de store mosaikvinduer virkede til at søge efter Rasmus, som han blev badet i en svag gylden glød. Hænderne blev varmere. Adelskvinden ville nok mærke hvordan noget af ubehaget forsvandt. Nok ikke det hele. Langsomt så stoppede varmen og lyset, som Rasmus mærkede at han mistede forbindelsen, og han stoppede sin messen.
"Jeg håber det hjalp en lille smule. Hvis ikke så har jeg også nogle lidt mindre hellige remedier til at kunne tage toppen af hovedpinen."
Rasmus smilede bredt til den unge kvinde, som var ganske nydelig at se på. 
"Hvor er mine manerer. Jeg er Rasmus af Arys, tjener af Gudinden og kriger af Lyset."

Priorindens stramme facon, med den følgende mumlen da hun overlod de unge mennesker til dem selv, så meget man nu kunne være på tomandshånd med novicer og præster puslede rundt, formildende på ingen måde følelsen af at forstyrre noget vigtigt. Delvis forstærket af alkoholens eftervirkning, der heller ikke ligefrem talte skyldfølelsen ned.
”(…)Prins Rasmus” navnet blev genkendt med det samme, det navn der havde syntes umuligt at genfinde selv. De havde hilst på hinanden før, men aldrig snakket sammen til de større arrangementer. Havde det ikke været fordi den unge prinsesse var bedre opdraget, ville munden med størst sandsynlighed været faldet åben for realiseringen. Med det nære bånd mellem Arys og Isenwald, så burde hun instinktivt have genkendt den næst ældste af Arys børnene. Den stigende flovhed farvede kinderne røde på ny, efter at den rosa farve fra kulden endelig havde sluppet.

Blikket løsrev sig fra gulvet, søgte tilbage mod prinsens ansigt, da han begyndte at recitere den lange bøn. Med de mørke øjne lukkede tillod hun sig at betragte ham mere indgående, end det nok var passende for en ung kvinde af hendes stand. Med lyset kom varmen, der på ingen måde var ubehagelig. I takt med bønnen aftog trætheden og kvalmen, begge dele noget Thalia knapt nok bemærkede før han afbrød sin messen. For mens Rasmus havde messet sin bøn til Lysets gudinde, havde den samme tanke ekkoet hos Thalia; han er udvalgt af Isari.
Hvordan skulle det ellers forklares at lyset havde søgt ham, badet ham i sin varme glød som var Gudinden til stede?
”Jeg kan umuligt bede om mere fra Dem, De har allerede gjort så rigeligt.” det var på ingen måde en påtaget ydmyghed. Hovedpinen havde stadig sit tag og udsigten til noget der kunne afhjælpe den var lokkende, men kunne hun virkelig takke ja til det, når den var selvforskyldt?
Hænderne greb om hver sin lille håndfuld af skørt, da hun nejede, præsenterede sig ”Thalia af Isenwald, med de dybeste beklagelser for at prinsen skal se mig i denne tilstand.” det brede smil blev velmødt og gengældt uden større besvær, skønt det ikke helt formåede at sætte sig i øjnene.

Han lagde mærke til at den unge kvinde genkendte ham. Så de havde stødt på hinanden på et tidspunkt. Nu havde han været til sin andel af adelige festligheder, så han var helt sikkert blevet præsenteret for hende på et eller andet tidspunkt, og sikkert flere gange. Han var trods alt en af sønnerne af Arys fyrstendømmet. 

Han smilede beroligende, og foldede sine hænder bag ryggen. Han ville langt hellere snakke om sine medicinske studier, end alt den hellige palaver, som han skulle lære til sin brors bryllup. Videnskab var ofte meget mere interessant, en religiøs tilbedelse.
Rasmus nikkede selv genkendende, som Thalia præsenterede sig selv. Hun var en Isenwald. Derfor havde hun været så genkendelig. Han var sikkert blevet præsenteret for hende, mange gange, men de navne sidder bare ikke fast, når man ikke rigtig interagerer med hinanden.
"Jeg kan berolige Dem. Jeg har set mange i meget værre tilstand, end den De var i nu. Festlighederne går nogen gange lidt længere end man forventer, og det er ganske forståeligt. Og bare rolig. Jeg hjælper altid gerne. De skylder mig intet. Det var bare en del af mine hellige pligter."
Det var ikke helt sandt at tage sig af folks tømmermænd var en del af hans pligter, men det at hjælpe de nødstedte var, så i Rasmus' fortolkning hjalp han en nødstedt kvinde.

Navne havde altid været en finurlig størrelse for den unge Isenwald. Ansigter kunne være svære at huske, når det eneste hun havde at koble på dem, var højlighedsfraser, hvor langt de fleste blev delt med bukket nakke og bløde læber trykket mod håndryggen. Alligevel havde den næstældste af Arys prinsernes navn formået at hænge ved et sted langt væk i hukommelsen. Måske fordi han altid have været en manglende Arys, når familierne lagde visit hos hinanden.
Thalia erindrede i hvert fald ikke selv at have set ham rende i gangene på hverken Ædelborg eller Isenborg. Det var måske også for meget at skulle have forlangt, at hun skulle huske sådanne detaljer fra de første leveår.
Smilet gled over i en mere forpint mine, lidt som når man ved en fejl fik bidt sig selv i kinden med en skarp smerte til følge. For hvor ville hun ønske, at det dog bare havde været fordi hun havde festet lidt for længe den foregående aften, der nu resulterede i det den irriterende og trættende dunken i hovedet.
”Det er nu ikke fordi det gør ondt, mit hoved. Ser De Deres højhed, jeg føler ikke fysisk smerte, men hvis De kan afhjælpe den dunken vinen har efterladt sig, så ville jeg være Dem mere end taknemlig.” normalvis var det en højt skattet hemmelighed, at Thalia ikke følte smerte i den klassiske forstand, men hvis han virkelig mente at han kunne være behjælpelig måtte den viden deles. Det var jo ikke sikkert prinsen havde noget der virkede når smertefølelsen var væk.
Den tykke uldkappe var efterhånden begyndt at blive ganske varm, og mindede hende om den endnu hang om den smalle skikkelse ”Undskyld mig et øjeblik.” skyndte hun sig at indskyde, før sølvspænderne blev åbnet og kappen lagt over den ene underarm i stedet for at hvile på skuldrene.

Sin pligter til Lyset og Isari havde medført at han ikke altid kunne være lige så deltagende i de mange festligheder udenfor Dianthos, men Fyrstinden vidste det godt, da hun først havde sendt ham til Dianthos for at blive en del af Lysets Krigere i sin tid. Derfor burde han stadig kunne huske Isenwald slægtens medlemmer. Hvert fald i kernefamilien. De var trods alt tætte de to familier.

Da Thalia spurgte efter noget der kunne hjælpe på hendes dunken, lyste Rasmus straks op.
"Det vil jeg med glæde være behjælpelig med. Jeg har lige det der kan skræmme en tømmermand væk."
Rasmus smilede bredt. Han så sig omkring inden han fik opmærkesomheden fra en af novicerne. En ret ung pige. Halvelvisk umiddelbart. Hun kunne ikke være meget mere end otte til ni år gammel. Hun kom forsigtigt hen. Rasmus havde ikke interageret med hende rigtigt, men han syntes at kunne genkende hende. Hun var vist ret stille af sig, men var rigtig nysgerrig, og prøvede ofte at lytte med til forskellige ceremonier og ritualer.
"Vil du ikke være sød, at bringe et glas vand til Prinsesse Thalia? Jeg er sikker på at hun vil være meget taknemlig. Jeg tager prinsessen med til helerfløjen, hvor vi kommer til at sidde i fællesstuen."
Den lille novice kiggede op på Thalia med store beundrende øjne. Hun nikkede kort og skyndte sig så hurtigt væk efter hvad Rasmus havde bedt om.
"Jeg har ikke lige mine remedier på mig. Så hvis De vil følge med, så kan vi sørge for at vi får gjort noget ved den dundren."
Rasmus begyndte roligt at gå gennem det store kølige tempelrum, som havde en stærkt fornemmelse af ærefrygt og fromhed. Perfekt til de centrale messer og ritualer i templet. 
"Hvordan går det Dem ellers, når De ikke er til forskellige festligheder?"

”Jeg lover Dem at De nok skal få betaling, for Deres tid og midler.” skyndte hun sig at forsikre, da hendes forespørgelse blev velmødt af den unge Arys prins. Bevares Rasmus havde nok ikke forventet at krystaller ville være et problem, men Thalia havde det nu bedst med at være på forkant. Det sidste hun ønskede, var trods alt at blive sidestillet med stereotyperne, der byggede på endnu en høj adelig der bare forventede, at tingene blev hende givet alene på baggrund af titel.
Det tog ikke Rasmus længe at fange opmærksomheden af den unge pige, der mest af alt kunne virke til at have stået bag nærmeste søjle og bare ventet på at tegn til at træde nærmere. Pigen var køn, det kunne ikke benægtes. Det var dog hendes alder, der stod tydeligst frem for Thalia som mødte hende med et hjertevarmt smil under det hilsende nik. Hvorefter hun forsvandt igen.
Thalia havde ubevidst været for optaget af at følge halvelveren, i det pigen smuttede afsted, til at hun fik hørt ordentligt efter første del af Rasmus’ ord. Hun mødte derfor hans skikkelse med glippende øjne ”Oh... Ja, ja naturligvis.” fik hun klemt ud, hvorefter hun fulgte ham mod fællesstuen.
Der var som sådan ikke noget underligt ved hans spørgeren ind til hende. Det var et ganske harmløst spørgsmål, men det formåede alligevel at bringe kulden ind og sætte sig i hendes indre.
De lyseblå øjne rettede sig en anelse stift ned mod stengulvet, skjult under en eftertænksom mine ”Det har været nogle hårde tider for min familie, jeg er sikker på De må være bekendt med min brors forsvinden efter en af kampene mod Mørket?” svarede hun, halvt kontraspørgerende.

"Det skal De ikke tænke på. De er i Moderens Katedral. Krystaller er ikke nødvendige her."
Hvert fald ikke direkte. Templet levede på donationer fra mange folk, fra alle dele af rangstigen. Fra de fattigste tiggere i byen, til dronningen selv. Alle spyttede lidt i donationskassen, der gjorde at Lysets Katedral kunne holde en så grandios facade for folket, og give dem der var i nød den hjælp de havde brug for. Krystaller var ikke det som templet savnede mest. Kyndige hænder kunne der dog godt bruges flere af.

Den lille pige var af sted som et lyn, der tydeligvis gerne ville hjælpe en rigtig prinsesse. Dem var der ikke mange af. Rasmus var glad for at han lige kunne give den lille pige en smule glæde. Han gik med rolige skridt gennem katedralen mod en af fløjene, hvor helerne og helbrederne holdt til og havde deres lagre. Rasmus havde sørget for at få sit eget lille lager til nogle ting, hvis han havde brug for det. Templets overheler havde været overraskende medgørlig. Han var ikke sikker på at han ville have haft samme succes i helbrederhuset. De var så også af en anden kaliber end templets helere. 

Han nikkede. Konflikten med mørket var hård mod rigtig mange folk, og som fyrsteslægter kendte de godt til de ofre som man gav for Lyset.
"Jeg ved at Lyset gør hvad de kan for at finde prinsen. Vi må håbe de snart får nogle spor, der vil lede os til ham."
Han havde selv mistet en bror til Mørket. Det havde dog været lidt mere definitivt.

Han åbnede en dør til et af templets siderum, som viste sig at være et ganske hyggeligt rum. Et varmt ildsted, nogle borde, og enkelte arbejdsstationer. Rummet duftede af brænderøg og tørrede urter. 
"Hvis De blot tager plads, så kommer jeg lige om lidt tilbage."

Naturligvis afslog han prinsessens tilbud om at sørger for han fik retmæssigt for sin behjælpelighed. Andet havde ikke været at forvente for en mand i hans position. Thalia havde næsten været fristet til at lade sin ene håndflade løfte sig mod hendes pande over sin egen idiotiske glemsel. Alkoholen var måske ikke længere friskt i blodet, men sindet var stadig sløvt efter en nats i dens selskab. ”Jamen, så vil jeg sørge for at Moderens lys endnu kan skinne klart over os alle.” porklarmerede hun i stedet. En donation til templet kunne han trods alt ikke nægte hende I at give og om den blev lidt større end tiltænkt, det betød ikke alverdens; hun havde trods alt haft alle intonationer om at give tilbage til Isari.

Thalia lod sig lede længere ind i katedralen, men øjnene stod ikke stille alt for længe ad gangen. Nysgerrigt bevægede de sig omkring omgivelserne. Selv her uden for skibet, havde man gjort en dyd ud af at skabe et rum der gav en indre ro og følelsen af tryghed.
”Oh, han er fundet med livet i behold, men det var tæt på vi havde mistet ham. Isari må have holdt hånden over ham og jeg kunne ikke være hende mere taknemlig.” lettelsen var tydelig at spore i den lyse stemme, sammen med en dyb taknemlighed. Thalia havde nærmest siddet sine knæ til hudløshed i det mindre kapel der var hjemme på Isenborg, bedt tæt på alle vågne timer til livets Gudinde, for skåne Alexander for Kiles porte.

Hun havde været midt i bevægelsen af at tage plads ved bordet, da han proklamerede at han ville være tilbage om lidt. Ord Thalia kortvarigt stivnede under, da det gik op for hende at det ville betyde hun ville for en stund være ladt alene med sig selv, med sine tanker. Hun endte dog med at tvinge sig selv til at tage sætte sig helt ned, mens hun med en modstridende klump spyt i halsen nikkede ”Jeg… Jeg venter bare her.” Fik hun klemt ud med et smil der på inden måde nåede øjnene, men i stedet virkede stift og påtaget.


// Lukkes grundet inaktivitet.