Midvinterballet var ikke sin første af sin slags, men denne aften var nu alligevel noget særligt. Sidste gang havde hun måtte deltage i skjul af sin evne. Nok havde Daena ikke det fjerneste imod at tilpasse sit udseende efter hendes kunders ønske. Men det var nu en gang noget andet at kunne genkende sit eget spejlbillede, ved det sidste tjek i det store, engang væghængte, spejl inden turen gik mod paladset.

Ballet stod i stærk kontrast til verden udenfor, hvor et tykt tæppe af hvid og isblå havde lagt sig over hovedstaden. Inde i salen blev farvestrålende kjoleskørter snurret lystigt til musikken, som var de i en konkurrence med de regnbuer som de ophængte krystaller kastede af sig.
Et farvespil også Daena bidrog til, klædt i sin malakit grønne kjole med det gentagende brokademønster, i en lysere grøn tråd vævet ind i stoffet. Guldfarvede klipninger påsyet langs den korset afstiverede overdels udskæring, der sørgede for at presse barmen indbydende op. Tyndt halvgennemsigtigt stof i samme lysegrønne farve, som var vævet ind i det den mørkere base, forsatte ned over armene hvor de lige, skulderblottende, pynteærmer stoppede. Forreste del af det kastanjebrune hår flettet tilbage fra ansigtet og blottede de spidse øre. Et spænde i guldspænde med et sirligt design holdt det tilbagetrukne hår på plads, mens resten af håret hang løst ned over den snører, lukkede kjoleryg i snoet lokker.
Ved første øjekast lignede den unge skovelver en hver anden ung lavadelig kvinde, men granskede man hende nærmere ville det trænede øje genkende hende som hvad hun var; en kurtisane.

Høj som lav var at finde blandt de mange deltagende gæster, tydeligt adskilt af smykker og beklædningsgenstande, men fælles for de fleste var de brede halvmåne smil.
Under musikken lå en konstant summen, lig den man ville hører fra et bistade. Skab af de mange samtaler delt over fyldte krystalklare glas. Samtaler brunetten med lethed og elegance gled ind og ud ad imellem de opbudte danse.

---

Det var under en af disse åndeløse samtaler, om petitesser at Daenas blik blev draget imod en skikkelse, der bevægede sig rundt ude i periferien. Diskret formåede hun at holde en anden elverkvinde i øjesyn, indtil hun var sikker på ar hun med alt størst var den som kurtisanen mistænkte. Kort vendte opmærksomheden tilbage til den lille forsamling, hun havde gjort selskab ”De må have mig undskyld.” hilste hun smilende af. Hvorefter det tomme krystalglas blev afsat hos en af de mange tjenere, der gik omkring i salen. Nogle af dem med væske fyldte krystalglas på sølvfade og andre med tomme sølvfade til de tomme glas.

Aldrig havde den unge skovelver sat fod inden for Elverlys grænser. Der havde altid været noget der afholdt hende i at træde ind gennem skovbrynet. Frygten for alt det ubekendte kendte. Kendt af alle de tusindvis af livlige fortælleringer om Elverly hun var vokset op med, men stadig fuldkommen uvidende grundet sit løfte, til hendes mor Arallia, om aldrig at søge mod skovelvernes land.
I disse fortællinger var elverrådet ikke undsluppet, og Daena have ikke tal på, hvor mange gange Arallia havde måtte beskrive hvert rådsmedlem, helt ned til mindste detalje. Hun genkendte derfor med det samme den slør klædte elver, hvis skridt blev længere hver gang hun måtte tage turen over det polerede stengulv. En kurs hun selv troligt fulgte for at komme nærmere Dagens Stemme.

Daena var nært faldet hen over den siddende elver, da hun drejede om samme hjørne hun havde set Yume dreje omkring. Nået nær selv endt ved siden af den siddende elverkvinde undveg hun, knapt så elegant, Yume med et chokeret gisp ”Ved Isari…!”.

Man skulle tro at en kvinde som flere gange havde været på besøg hos frostelverne ville have lært at sten blev kolde om vinterne, eller i hvert fald tog kulden mere til sig end de behagelig træ hun var van til, i den magiske skov der normalt gjorde sig som hendes hjem. Men de ubehagelig minder sko medførte havde gjort disse minde om det kolde gulv for glemt. Og nu i Dianthos, til bal, var de tæpperne i de smukke haller og gange som bekæmpede kulden og skabte grænse mellem behagelig varme og koldt ubehag.  Den lette silke kjole lå sig om hendes krop og dansede let ved hvert skridt hun tog, og efterlod nærmest intet udset, dog var det ikke vist som visse natlige arbejdere gjorde, alt kunne dog fornemmest på uskyldig vis. Let gennemsigtigt og skræddersyet til netop Dagens stemmes figur. Sløret som altid dækkede læber til hage, og om hoften bundet det fineste stykke silke, i en stærk lilla nuance.

I elegante, hastige skridt gik hun fra tæppe til tæppe, blikket gled fra sjæl, til sjæl. Men i sin kamp for at finde frihed fra det kolde gulv var opmærksomheden omkring hende selv faldet, hjørnet fjernede udsyn, og med næsen først ind i en fremmede faldt hun til gulvet. Instinktivt søgte hånden hendes ansigt, ikke for at nusse skaden, men for at sikre sig sløret sad som det skulle. Først som hun var sikre på sløret ikke havde bevæget sig, faldt blikket på de sko der stod i vejen for hende.

En mand. Tænkte hun som hans ben blev studeret, hånden flyttede sig fra sløret til luften mellem hende og manden, i håb om han ville hjælpe hende op.
"Se dig for!" brummede manden irreteret, og først der så hun op på halv orken. Der stod med armende over kors og stirret ned på hende. Netop som deres øjne mødtes, og han så det foragt i hendes blik hans race skabte, mødtes deres hænder. Dog langt fra som hun forstillede sig, som bagsiden af hendes hånd blev slået til side. Uden at sige et ord forlod han hende med enden på gulvet.
Som orken gik væk, med hastige, lange, bestemte skridt, vippede hun hovedet, og studeret sin hånd. Kiggede på den så om den måtte have været usynlig et øjeblik. Om der var andre omkring hende, og hvem der havde set det fyldte intet i hendes sind, som hun så forvirret på sin hånd som blev drejet rundt i hendes udsyn. "Først en halv trold, nu..." hun fniste let af sine ord, som hun kiggede på bagsiden af hånden, som havde fået en let rødlig nuance af slaget.
"Skulle være blevet ved Stemmen selv." mumlede hun med et lille suk og først der, faldt blikket på hendes omgivelser.

"Gider de hjælpe?" spurgte hun forsigtigt og løftede den let rødlige hånd imod kvinden der nær var faldet over hende.

Halv orken havde nået at passere den unge skovelver inden, at hun nært var stået på hovedet over Dagens stemme. Intet havde indikeret at de to var stødt sammen, så elveren var endt siddende på gulvet.
Opdagelsen af den siddende elverskikkelse, gjorde det pludseligt ganske klart, hvorfor at den grønne mand havde brummet utilfreds og afvisende i det han passede kurtisanen, da hendes blik søgte hans for at spørger om han havde set den silkeklædte kvinde.
Spørgsmålet nåede aldrig længere end til tungespidsen, men det var heller ikke nødvendigt da Daena selv erfarede sig hvor den anden kvinde var blevet af. Efter nær selv at være stålet på hovedet hen over hende, trådte hun et skridt tilbage, mens det chokerede udtryk lagde sig og blev langt mere undrende.
Kort blev blikket kastet hen over skulderen, tilbage imod den brede mandsskikkelse, der forsvandt væk gennem dørene og ind til festlighederne på ny ”Oh jo, - ja naturligvis.” spørgsmålet fik hende til at flytte opmærksomheden tilbage på den lyshåret skikkelse.
Daena trådte nærmere og en hånd blev budt hende som hjælp til at komme på benene igen.
”De er stemme for dagen, ikke sandt? Beklager min direkte spørgeren, men min moder har fortalt mig en masse om Dem og de andre fra rådet. Om hele Elverly faktisk.” håb strålede ud fra de brune øjne, håbet for at hun faktisk var den som hun søgte.
Det var ikke fordi hun ville efterlade hende siddende, hvis svaret var nej, men sandheden var at hun næppe ville være meget mere end en hjælpende hånd. Denne aften var desværre nok en af de eneste chancer, som hun havde til at rende på elveren, der kunne skabe dømmer hvor folk kunne mødes.

Hun forventede at hånden blev mødt af den fremmede og at få hjælp på at mødet med det kolde gulv kun blev mellem fødderne og ikke hendes ben og bag, med en tydelig tilfreds mime lukkede de spinkle fingre sig om hånden der mødte hendes, som hun fik hjælp til at komme på jorden. Hånden blev holdt mellem de spinkle fingre længere end nødvendigt, og kort efter hun havde fundet fodfastet gled fingrene nærmest legende om hånden der havde hjulpet, de lilla øjne fandt de brune som ordene fandt hendes øre. Hovedet vippet sig til siden ved spørgsmål, ikke grundet de ord der kom, men dens fremmedes blik, øre, hals, og måden håret faldt på. Du virker bekendt. Lyd Dagens stemmes indre, som den unge kvinde spurgte om hvem hun var, eller rettere om hun var hvem den unge kvinde mente.

Blikket, som før fangede i det korte øjeblik det virkede bekendt skiftede og fangede nu grundet de følelser som skreg igennem det.
"Det er jeg, og de er...bekendt" lyd det kort, tøvende, og tydeligt berørt af tvivl, som Yume'Ave fik rettet sig op, igen gjorde hun sig sikker på sløret sad ordenligt. Efterfølgende fandt begge hænder sig til rette ved hendes sider, den ene hvilede på hoften og den anden dansede som hun snakkede.
"Jamen dog, din moder lyder skøn. Men også hjemve berørt? Og de..lyder som du aldrig har været hjemme?" hånden der dansede med hendes ord faldt endelig til ro, den sidste bevægelse var at føre noget hår bag hendes eget øre. Dog blinkede Dagens stemme nogle gange ved den bevægelse, blikket bevæget sig opad så om hun forsøgte at se sit eget hår, hånden der søgte ro, søgte nu året, som var blevet slået let løst som hun faldt til gulvet, opdagelsen fik et dybt suk til at puffe til sløret.

Daena var på ingen måde den stærkeste person, men at hjælpe en anden op fra det hårde, kolde gulv var heldigvis ikke det som krævede mest, når den anden part aktivt selv hjalp til med at komme på benene. Godt hjulpet på vej af at den anden elverkvinde heller ikke vejede alverdens, kom hun op fra den siddende position. En position hvor fra hun ikke havde synet meget større end Daena selv, så da dagens stemme endelig kom op malede overraskelse sig hen over kurtisanens ansigt – overrasket over højdeforskellen alligevel var ret tydelig.
Kommentaren om hun virkede bekendt, fik små fine streger til at tegne sig i den lyse pande og fik den yngre elver til at glemme alt om hånden, som stadig var lukket omkring dagens ”Bekendt? De må forveksle mig med en anden. Vi har aldrig mødtes før, for som De gættede så har jeg aldrig været hjemme.” svarede hun ærligt, men med et lille skævt smil, næsten som hun beklagede ikke at være hvem end den anden tænkte på. Dog formåede det at trække et lille varmt smil frem, ved benævnelsen af hjem. For selvom hun aldrig have været der, så føltes elvernes skovrige aldrig fremmedet for hende, det føltes som hjem - det havde det altid gjort. 
Hænderne foldede sig sammen foran an det grønne brokadestof ”Min moder hun…” hun bremsede sig selv, da ordene syntes svære at finde. Kunne hun være ærlig overfor dagens stemme og stadig spørger om hjælp uden at blive dømt for at være sin mors datter?
Mens Yumes blik søgte op, søgte Daenas ned mod gulvet. Underlæben trukket ind mellem tænderne i en usikker og eftertænksom mine, inden blikket søgte tilbage mod det slørklædte ansigt ”Jeg har fået fortalt, at De kan hjælpe folk med at mødes? Ser De jeg har aldrig været hjemme fordi min moder ikke er velkommen længere, men hun har fortalt alle disse historier om Elverly, rådet og min familie... Hun har forbudt mig at tage der hen så længe hun stadig er i live. Siger jeg vil dømmes for min families gerninger. Både for dem af min mors og… Og min halvsøster.” lød det forklarende.

Den spinkle hånd var ikke den bedste hjem til at hjælpe hende på sine ben, men hjælp var hjælp selv om hun var en smule skuffet i netop dette korte øjeblik selv at bruge kræfter på at finde gulvet under sine fødder. Blikket fladt kort til hånden der blev stadig blev holdt, og langsomt lod hun en fingrene hvile i en let bevægelse om den unge kvindes egne fingre og før hånden forsvandt fra den unges, fangede hun en af de spinkle fine fingre mellem sine egne i et legende greb.
"Mhm..De har nok ret, ville have husket en med øjne som dine.-" hånden der ikke havde fanget en fingre slap af søgte den unge kvindes kind med intet andet end et let støj.
"Og hud så fin." hun rystede hovedet.
"De ville klæ et læderet." tilførte hun med et lille vip på hovedet og et tydeligt smil under sløret der endda kunne anes som et lille glimt i blikket.

Et smil som på ingen måde ændret sig som kvinden talte, eller søgte gulvet, og hånden der før nusset kinden søgte let den unge elvers hage.
"De behøver ikke søge gulvet, hvem end deres mor er og halv søster er, er deres forbrydelser ikke slemme nok til retfærdiggøre et blik som dit hænger så lavt." Hun valgte at slippe fingren hun havde fanget med sine, hånden søgte hvil på hendes egen hofte og den enden forsvandt fra hagen som deres blik mødtes på ny.
"Jeg gør drømme til virkelighed øjesten. Hvis alt de ønsker er et møde, så lad da ske." hun fniste let af det hele. Hvad havde hun mon endelig hørt om Dagens stemme? Forhåbentligt ikke for meget.
"Jeg er den sidste der ønsker at dømme nogle for noget andre har gjort. At arve straffe er..ikke vort stortest tradition." hun lod sig selv fnise opgivende af sine ord, for hvor mange gange havde hun ikke forsøgt at få andre til at forstå af alle var deres egen, selv de mere end livslange straffe var..meningsløse i dagens blik.

Det var så absolut ikke uvant for den unge skovelver at modtage komplimenter, fra begge køn. Nogle mere oprigtige end andre. Hvad der dog var uvant for Daena var, hvordan dagens stemme formåede på en og samme tid ganske diskret og alligevel så direkte, at fastholde hendes hånd i legende og indbydende berøringer.
Blod steg straks til kinderne, der blev rødmossede under det blide strøg. Det var en uvant følelse, som hun havde svært ved at bedømme hvad hun helt præcis skulle mene om. Det var jo ikke ubehageligt, men med den kom en lille følelse af noget… Usikkerhed? ”Tak, men jeg er sikker på der er andre, som vil tage sig meget bedre ud på et lærred.” svarede hun næsten i en mumlen, men oprigtigt overbevidst om der fandtes mere spændende individer. Hun havde jo intet særligt over sig, hvis hun da selv skulle sige det.

De det varme brune øjne slap gulvet, da hun uden modvilje mod den anden kvinde løfte hendes hage. Åh hvis bare hun vidste, hvem hendes familie virkelig var. Tanken kunne Daena ikke nå at kvæle før den havde passeret gennem sindet, kun til nøds nåede hun at hindre dem i at nå hendes mund.
”Hvad ville en pris for sådan et møde koste?” spurgte hun med nysgerrigt stemte øjne og underlæben trukket ind mellem tænderne. Bad til at prisen ikke ville være for høj, så hun kunne finde midlerne uden at hendes moder skulle fatte mistanke. Et lille smil formåede nu alligevel at trække sig frem på smilebåndet, ved den mulige udsigt til at få en ansigt på, hvem hun kunne kalde for hendes søster.

Der var noget særligt med de tøvende øjne som hun langsomt fik hævet fra gulvet med fingeren imod den bløde spidse hage. Den lette farve som kom frem i den unge skovelvers kinder, var umulig ikke at smile over om dette smil kunne tydes igennem sløret og kun i hendes blik og kindben for den unge elver, vidste hun ikke. Men det var en uden tvivl en behagelig fornemmelse at se denne reaktion hos den unge kvinde, de ord som forlod den unge kvinde fik Dagens stemme til at ryste hovedet forsigtigt.
“Må vi lade komme an på en prøve. Hvis de så dem selv gennem mine øjne, ville de ikke tænke andre ville stråle mere end dem.” Fingeren gled forsigtigt fra hagen, op over den unges kvindes kind, før fingrene forlod den unge kvinde helt og fandt sig hos dagens stemme selv. Blikket blev på den unge kvinde som Yume’Ave forsøgte at fange så mange små tegn som muligt fra kvinden. Hun ønskede ikk at selv det mindste skulle gå hende forbi, for der var noget ved denne kvinde, et eller andet hun ikke kunne sætte finger på for selv om kvinden sagde de aldrig havde mødtes før var der alligevel noget bagerst i Yume’Aves sind der sagde at der var noget bekendt et eller andet sted, en duft, hendes måde at stå på, der var noget, for hun havde ikke blot sagt det for at flirte det havde blot være en lille bonus ved det. Denne søgning for det bekendte døde dog ud som den unge elver fandt mod til at spørger, og endda ligge pris på bordet.

Altid farligt at afsløre man vil give noget for noget. Lyd hendes tanker kort som hun rettede sig op, og lod blikket falde imod et af loft vinduerne og lod månes smukke lys blive nydt blot et øjeblik som hun samlede tanker og ord, for hvordan skulle hun forklare sin pris til så ung og uerfaren en kvinde.
“Krystaller mangler jeg ikke.” begyndte hun som blikket langsomt søgte fra månen tilbage til kvinden før hende.
“Men jeg er ikke ondsindet i min pris, for jeg kan ikke helt love mødet vil lykkes.” hun sukkede over sin indrømmelse, der var ingen grund til at pakke det ind, hvis hun var ærlig kunne hun sætte flere krav som betaling. Der var ingen grund til at holde det hele i fluske ord, som tidligere “gør drømme til virkelighed” jo, på sin vis var det sandt men ikke for kvinden foran hende.
“Jeg kan kun tvinge folk ind i drømme med mig hvis jeg rør dem.” på nær en person, men det var der ingen grund til at dele.
“Altså, at jeg faktisk rører dem som vi sover.” som det blev sagt søgte den ene fingre ryg igen imod kvindens kind, i en let, mild berøring.
“Men, skal jeg skabe et møde i en drøm, er det op til dem jeg ‘kalder’ på, om de vil åbne døren eller ej. Til din fordel, åbner de fleste væsner en ukendt dør i deres drømme. Så det er sjældent folk der ikke kender mig, ikke åbner døren. Folk er for nysgerrig til at lade være.”hun fniste kort ved orderne og lod blikket forlade kvinden og falde til en dør, der førte dybere ind i paladset.
“Selv en dør som den, der er fristende, hvad er bag den?” blikket vente return til den unge brunhåret kvinde.
“Så selv om jeg ikke kan love, at det vil lykkes. Er jeg ret så sikke på at jeg nok skal få personen lokket ind i en drøm med dem.” tilførte hun i en tone der søgte at få hvert ord sagt til at lyde som faktum.

"Beklager, men jeg har desværre ikke krystallerne til et protræt af mig selv." faldt det ærligt fra hjertet. Livet som kurtisane var ikke et dårligt betalt job, slet ikke når man som Daena levede af at servicere de højt bårne. Desværre gik langt størstedelen af hendes fortjeneste direkte i lommen på hendes moder. De få gange den unge skovelver havde haft rigt mellem hænderne, havde forventningen været at hun fik syet en ny kjole der kunne følge med den højeste mode, og så var der ikke meget tilbage.
"- Og jeg kan ikke tillade mig at lade Dem bruge tid på at male mig uden betaling." skyndte hun sig insisterende at tilføje, inden Dagens stemme kunne nå at tilbyde kurtisanen et maleri af hende selv fra hendes egen gavmilde hjerte.
Et var at være vant til at blive set på med sultende øjne, som var man intet mindre end et stykke kvæg hængt på krog til at friste potentielle købere. Den måde den anden elver betragtede hende på var dog en helt anden. Det var som om at hun ledte efter noget hos eller i kvinden foran sig. Følelsen var svær at slippe, selvom det var uden større besvær at Daena undertrykte følelse til at spørger ind til blikket.

Daena lyttede nøje til de forklarende ord om hvordan drømme evnen virkede. Sindet ledte efter smuthuller og formuleringer der afslørede alt det den slørdækkede kvinde skjule, men det lod ikke til at finde noget blev undladt i fortællingen. Kun den undladte pris syntes at nage bagerst i sindet, der var forblændet af håbet for at måske kunne møde hendes forviste søster.
"Så jeg ville skulle sove sammen med Dem, for at De kan trække mig ind i en drøm til et møde med en anden?" spurgte hun, usikker på om hun havde forstået ordene. korrekt. Hovedet veg ikke fra den finger der lige så blidt som en fjer strøg sig over det høje kindben. Berøringer var trods alt ikke uvant, heller ikke når de kom fra kvindehænder.
"Hvor meget skal De vide om den anden person? Jeg har kun race og navn, men jeg har ingen garanti for at navnet er det sande eller fulde navn.".

Det var længe siden en ung kvinde havde fanget Dagens stemmes opmærksomhed på denne måde, der var et eller andet over den unge elver, noget velkendt, noget farligt, og en lille del af hendes sind sagde at hun skulle holde sig langt fra denne kvinde så om hun var forbudt og kun problem ville følge denne kvinde. Men for Dagens stemme var dette ikke altid skidt, specielt ikke til en kedelig fest i menneskernes hovedstad hvor hun endelig ikke havde andre pligter end at være til stede. Men det var ikke bare det, kedsomheden og lysten til spænding, jo de var en stor del af hvorfor kvinden fangede, men det velkendte, der var noget ved denne unge kvinde der træk hende tilbage til elverly, for mange år siden før sløret dækket hende, og ikke nok med det, noget ved denne kvinde gjorde det umuligt at fjerne blikket fra hende, utrolig fangende, lokkende. Tankerne forsvandt som kvinden benægtede sig et maleri, og kort spredte skuffelsen i Dagens stemme blik som sandsynligheden for at hun fik lov til at male denne farlige blomst blev lavere og lavere ved hvert ord der forlod den unge kvinde.
”javel. Må ligge min lyst til at se dem på et lærred på hylden for denne gang. hvert ord sagt med en lille bid af skuffelse, og som ordnerne forlod hende vippede hun hoved og et høfligt smil kunne fornemmes bag sløret og i blikket men forsvandt så hurtigt som det dukkede op.
Hun nikkede som den unge blomst genfortalte hvad der var blevet sagt. Det var meget rigtigt at dette var en metode, men behovet for endelig at sove sammen gjorde det kun nemmere for dagens stemme, nødvendigt, nej, men en mulighed for at spare et skridt og noget magisk energi.
”Fysisk berøring påtvinger dem ind i min drøm, og fra min egen drøm kan jeg åbne døre til andres eller til min egen. Så at sove sammen vil være den nemmeste metodik til at få skabt et møde.” Valgte hun at uddybe sin tidligere forklaring, bedre at undgå misforståelser allerede nu, sproget den unge kvinde brugte var farligt, nogle kunne jo misforstå hvad der blev ment. En tanke der på ingen måde plagede Dagens Stemmen, men alligevel var det bedre at være sikker.
Racen betyder intet. lyd det sikkert i hendes ord.
Det jeg skal bruge er et navn, og et minde, samt nogle af de primære følelser som findes i det valgte minde. Mere behøver jeg ikke for at forbinde et sjæl til min drøm. forsigtigt tog hun hånden væk fra den farlige blomst, og lod fingeren forsvinde og falde til hendes egen mimik, og let dansede fingeren over Dagens stemme slør, over hendes læber.

// Jeg smider en lukker på, men er åben for at tage plottet/tråden op igen i fremtiden <3