Krystalklar ånde formede sig omkring hendes næse og mund, mens hun med helt mørke øjne betragtede den livløse kvinde der hang som en kludedukke i hendes fastegreb, som havde hun klippet dens strenge faldt kroppen sammen for fødderne af hende. Den lyserøde tunge fugtede de kølige og sprukne læber, inden den sorte farve der havde indhyllet hendes øjne, forsvandt ind og blev en del af purpillen i stedet. For hver sjæl hun åd, desto stærkere følte hun sig også, som havde hun været en udsultet og svag kvinde i Dianthos slumkvarter. Måske havde det også været sandheden forinden? Der var i hvert fald noget galt med kroppen, det tog ikke en lægekyndig at genkende trækkende i måden som den forhenværende vært havde mishandlet sig selv. Om det havde været med vilje, eller uden omtanke det kunne Ammit jo ikke vide, da minderne i kroppen ikke længere var hende tilgængelig da sjælen var indespærret i en halskæde som Aamon bar. Så det havde kun været de informationer, som der var blevet hende givet af forskellige folk der havde sluttet sig Jezebeth og dæmonen selv. Det var også derfor det kun var for ganske nyligt, at Ammit havde fået lov til at bevæge sig rundt som hun ønskede. Flere måneder hvor det havde kriblet i hendes krop for at se, om krystallandet havde ændret sig siden hun sidst havde været løs, og til hendes store glæde var meget lidt det samme og alligevel så lidt var forandret. Så hun kunne igen udforske og sprede kaos på ny, noget hun altid havde elsket.

De blå øjne betragtede kajen af de mange smugleskibe som der lå tøjret til landgangen, armene lagde sig hen overhinanden og de skarpe negle greb omkring den sorte kappe hun havde omkring sig. Iført nogle stramme læderbukser, og en kjortel der var blevet spændt ind med et bælte omkring hendes liv, fremhævede hun de former som kroppen efterhånden var ved at få igen. Man skulle næsten havde troet, at kvinden havde været bange for at spise. Da der dog ikke viste sig at være meget interessant der foregik ved havnen, vente dæmonen rundt på føden og gik hen mod en intim og snusket bar, hvor højlydte stemmer, råb og skrål kunne høres. Dette var bestemt mere hendes stil, og uden at tænke over det, skubbede hun døren op med en flad hånd. Varmen ramte hendes frosne kinder, som hun snoede sig vej op mod udskænkningsbordet for at bestille et stort krus dværgemjød.

Halv-dæmonens solbrune skikkelse, faldt grundet kappens beskyttende og sorte dække... ganske godt i et med sine omgivelser, for en gangs skyld. Han lignede blot en ud af mange bedste borgere i Tusmørkedalen, og selvom byens faste beboere uden tvivl ville kunne udpege ham som værende den tilrejsende han var, var der lige nu ingen interesse i det. Hvorfor skulle de? Den kappeklædte mand brugte sine krystaller på opvartning af kroen, og passede sig selv, kval de mennesker der på skiftende omgange havde været derovre til en lille snak. 
Under kappen var det dog noget ganske andet, og det skarpe snit passede ikke ind imellem smuglere og småfolk. Men det forekom ikke vigtigt. 

En slurk blev taget af mjøden, og han stolede nok på den gode drik, til at den forhåbentlig ville rense hans hals for de klodsede og hakkende ord som orkisk nu engang kunne præsentere. I hans mund lød måske ganske naturligt, men det kunne umuligt være naturlige ord; det føltes som om at de sad fast halvejs inde i halsen, og skulle knurres ud med stemmebåndet hakket over på midten. 

Og da var det at en skikkelse skubbede døren op, og dens knirken vendte kortvarigt langt størstedelen af kroens blikke imod hende, førhen at alt snak blev genoptaget og hun atter fik lov til at falde i et med tapetet. Næsten. Dorian's sorte øjne flakkede op, og det solbrune hoved gled undersøgende på skrå, observerende imens hun banede sig vej igennem folket og op til bardisken. En kvinde? 
Det var ikke den største bar, og hun stod ikke alt for langt væk. Dorian kunne søgende mærke sig selv - eller i hvert fald en del af ham  - søgende række ud, og blive mødt af et ekko af genkendelighed. Som når man kastede en sten ud i mørket, og den ramte en klokke hvis tone man havde hørt før; han kendte den her melodi der uhørbart for det almindelige væsen, kom fra den kappeklædte kvinde. Han havde hørt de toner før. 
Så Dorian rejste sig, mørke øjne undersøgende, idet at han møvede sig vej udenom bordene for at lægge en hånd på den andens skulder, klar med den anden hånd, på at gribe fat i en farlig knytnæve sendt i overraskelse, hvis reflekser skulle forsøge at sende ham flyvende. Hvis hun nu bare kunne vise sit ansigt ordentligt. 

Som hun ventede på at kruset ville blive sendt hendes vej, mærkede hun en let brise der pustede omkring hendes sind, hvad var dog det? En prøvede at se hvem hun var, eller vidste de hvem hun var? Umuligt, men de små tråde som blev trukket i hende, føltes også for hende genkendeligt men ikke nok til det fik øjnene til at flytte sig. Det dæmoniske individ i kvinden havde levede længe nok til at vide, hvornår man skulle tilkendegive at man vidste nogen prøvede at vandre i ens sind, og hvornår man skulle svare igen af samme karakter. Pulsen steg dog, det samme med varmen i hendes hals op i kinderne, skikkelsen kom tættere på. Hvor kvinden der før havde ejet kroppen, ikke havde fyldt den med føde, havde hun i stedet finpudset reflekserne og styrken der strømmede gennem kroppen, og spændte alle musklerne klar til at parrer og afvige alle former for angreb. Fingrene vandrede lydløst ind under kappens skjul og lod de spidse negle glide hen over kasteknives kølige metal, inden fingrene lukkede omkring det. Kruset blev sat foran hende, og hun nåede lige at lukke fingrene omkring hanken, da en hånd lagde sig på hendes skuldre. Rigtig nok havde han allerede forudset, at hun ville gå til modangreb, dog ikke med en knyttet håndflade. Knivens spidse stoppede blot få centimeter fra hans skød, som de blå øjne lagde sig på skikkelsens ansigt der lå gemt bag skyggerne af den sorte kappe. Et smil, et smil af genkendelse formede sig hen over de hjerteformede læber, hvorefter hoved blev lagt en anelse på sned, som et rådyr der ikke forstod hvad pilen i jægerens bue betød. ”Dorian?” Hviskede hun, som havde hans navn ligget og kælet på hendes tungespids, inden de blev formet og kastede hen over en perlerække af hvide tænder. Hun trådte et skridt tilbage, stadig med kniven vendt mod hans private dele, kruset med mjød blev hævet op til hendes læber og den kølende væske gled hen over tungen. Øjnene fjernede sig dog aldrig fra hans ansigt, som var hun afventede, kunne han genkende hende trods hendes nyeste forklædning?

Han burde måske have været bedre forberedt, men det var nemt at være bagklog. 
Den mørkglødet halv-dæmon så aldrig sig selv som usårlig, men... det var nogle gange så godt som tæt på, specielt på dage som i dag, hvor alt blot var faldet i hak. Det kunne meget vel være endt galt - Dorian så ikke kniven førhen at det kunne have været for sent.... og derfor var det også meget nemt at holde en nysgerrig mine, da han endelig så hvem der havde pirret hans interesse sådan. Oh... hylsteret var ikke genkendeligt, men andre ting var. 
Som et rådyr gled hovedet på skrå, og ekkoet af et længe glemt minde skippede over hans nethinde, da det lille træk syntes at følge med hende på tværs af kroppe og år. Navnet vidnede om at hun vidste hvem han var, og i kraft af det, skulle der ikke gå mange sekunder inden at halv-dæmonens skarpere tænder kom til syne i et smil, da erkendelsens sejr endelig ramte ham. Ammit. 

Med det trak hun sig tilbage, og han kunne nu se den kniv der ville have kunne forvolde... ret så stor skade. Blikket gled op imod hende igen, og et enkelt øjenbryn løftede sig men dog med fornøjelse i det tilhørende smil - virkelig? Bagerst i tankerne, mindede han dog sig selv om at holde sig ovenvande, han skulle ikke nyde noget af at miste hverken lemmer eller liv i dag. 
"Ammit" kom det lavmælt fra ham, det dæmoniske sprog lavmælt og knurrende, flerstemmigt som var det ikke kun ham der talte. I en længere samtale, ville de nok skifte over - ingen grund til at trække unødvendige øjne til sig. 
Elveren vinkede uden at slippe øjenkontakten med kvinden, et krus hen til sig også. "Du ser ikke en dag ældre ud, end sidst jeg så dig" kom det så endelig fra ham, og den mørkglødede mand løftede selv sit krus, til en spejling af den slurk hun lige havde taget. Dæmoner var lunefulde. Var han stadigvæk på hendes gode side?

”Hmm” knurrede hun kærligt, som hendes navn forlod hans strube, der var altid noget magisk når andre sagde det specielt i den dæmonske tunge. Øjne gled ned over tatoveringerne der prydet den mørke hud, inden hun fjernede kniven helt og lod den glide tilbage i dens hylster, sikret og diskret, da ingen andre havde lagt mærke til den lille integration mellem de to skikkelser, normalt ville Ammit være den første til at skabe kaos og forvirring, mest fordi alt andet kunne være så utrolig kedeligt. Men blot for i aften kunne hun vel godt lade sig trække tilbage, og genvinde det fællesskab hun før havde haft med halvdæmonen.
Mest fordi hun ikke havde mange, venskaber, hvis man ville kalde det dét. Måske var det i virkeligheden mere strategiske bekendtskaber, hun lullede ind i forventningen om hun var deres ven, inden hun lod en kniv synke mellem deres skulderblade. Men Dorian havde altid været et kærkomment væsen, noget over ham der talte til den mørkere side af Ammit, som hun elskede at udforske.

Da han sagde hun ikke så en dag ældre ud, begyndte hun at grine, en krystalklar og dyb latter. Hendes hoved lænede sig bag over, inden hun vendte tilbage til hendes normale position, og smilede skævt til ham. ”Ja, det er alt jomfrublodet, det gør altid underværker” spandt hun, og lod tungen glide hen over hendes overlæbe, smagen af mjød satte sig på spidsen af hendes tunge, inden  hun lagde en hånd på hans arm. ”Så har du måske allerede et bord vi kan sætte os ved?” denne gang spurgte hun på krystalliansk, da de ikke skulle drage for meget opmærksomhed mod sig, nok var de i en smugler by, hvor alle ville holde sig til dem selv. Men man kunne aldrig være for forpasselig, når man befandt sig mellem typer der snildt kunne finde på at sælge dig til de højest bydende.

Ordene faldt i god jord, og Dorian kunne med et lille smil fjerne kruset fra læberne, da hendes krystalklare, smukke latter ringede ud i luften imellem dem; man skulle ikke tro der gemte sig andet bagved det fine ydre. Noget der fik enkelte øjne vendt imod dem, men ikke mere end at de så hvad de så - noget der mindede om en elver, som fik en ganske nydelig, ung kvinde til at grine. Intet suspekt, om man ikke formåede at overhører den hvislende dialekt der svarede ham. 
Jomfrublod? Øjnene blev smallere i deres fornøjede udtryk, og Dorian klukkede muntert i selvsamme fornøjelse. "Ah, det må være dét" Det ville ikke være første gang. 
En hånd gled ned på hans arm, og Dorian nikkede, en galant gestus med den anden hånd idet at han drejede sig en anelse til siden så det ledige bord kom til syne. "Selvfølgelig, jeg har haft fornøjelsen af at være her et par timer" kom det friskt fra ham, og armen hun havde fat på gled ind til en armkrog, trods der ikke var mere end små 8 meter hen til bordet. Mørke øjne mødte hendes blå i en sidste tavs, men mærkbar forundring - de havde engang været røde som blodet og flammerne selv. Det var virkelig... mange år siden..

Med kruset i den anden hånd, fik de placeret sig - halv-dæmonen lænede sig en anelse ind over bordet med et livligt, interesseret glimt spillende i de ellers sorte øjne, næsten på samme tid som hans bagdel ramte stolen. Mange år siden eller ej, virkede det ikke til at besætterdæmonen ville af med ham i den her omgang - og det måtte udnyttes. Det var aldrig til at sige, når de vendte på en tallerken. Omend han havde altid haft en god fornemmelse med den mørkhårede kvinde. "Så... er livet stadigvæk hvad det var for mange år siden, eller har du fundet noget nyt at rive i? Jeg har ikke hørt fra... eller om dig, længe" den behagelige stemme havde en doven kant til sig, og han lod den ene af de mørke hænde finde op til hagen, så hovedet ligeså dovent støttede sig langs det. 

”Et par timer simpelthen? For hvad dog?” spurgte hun som hendes pjuskede bryn langsomt gled op i panden, hun kunne ikke i sin vildeste fantasi forestille sig der kunne komme noget produktivt ud af at sidde her så længe. Men det kunne være der var andre ting der gjorde, at det var interessant for Dorian at blive der så længe, nogle gange kunne dovenskaben også overtage ens kødelige legeme, og selve idéen om overhoved at flytte på sig, virkede uoverkommelig.

Hun fulgte med Dorian, gled hen over gulvet som kun en danser kun bevæge sig. Smidig, kontrollere og hvert fodtrin var placeret med ynde og eftertænksomhed. Et latterfnys forlod hendes næse, som hun satte sig ned og satte kruset fra sig, så han ville allerede dykke ned i de mørke afkroge af hendes liv? Det burde nok ikke komme som en overraskelse for dæmonen, som tog en dyb indånding. De blå øjne gled langsomt over mængden af folk der befandt sig i kroen, inden hun vendte opmærksomhed tilbage mod halvdæmonen.
”Du kender mig, så snart jeg viser mig igen, er der altid noget nyt i gære, men du forventer vel ikke jeg deler det med dig?” sagde hun med et skævt smil, en lille rynke dannede sig på hendes næseryg, som hun lod krusets kant ramme hendes læber, og den kølige væske af dværgemjød gled langsomt ned i hendes svel, intet kunne beskrive den fantastiske følelse af endelig at være i live igen. Eller hun havde altid være i live, men nu med en fysisk krop, muligheden fora t røre og føle ting. Det var næsten helt ekstatisk, som flydende væske gled gennem hende, alkohollen som let greb omkring hendes krop og fik den til at summe behageligt. Ammit var endelig tilbage, og hvilken følelse det dog var.

De havblå øjne, der normal drog en ind I en tro om at der var noget smukkere på bunden af havets overflade, flakkede kortvarigt rødt som hun betragtede Dorian foran sig. Et drilsk smil begyndte at forme sig på hendes læber, som hoved lige så stille lagde sig på sned, han tiggede jo næsten efter det, men nu var Ammit ikke kendt for at være et væsen der blot gav ting, også selv de mindste ting skulle man have en grund til at kunne få. Noget for noget, sådan var hendes levevej. Hendes slanke finger gled ned i kruset og fangede noget af skummet der lå på overfladen af hendes mjød, hendes øjne forlod ikke hans, som hun langsomt slikkede skummet af fingeren.
”Nej” sagde hun derefter, og lænede sig over bordet, hendes pegefinger der krogede sig sammen for at byde ham ind til at komme tættere på hende. Hvor efter hendes fingre, langsomt ville glide hen over hans skønne mørkglødende hud. "hvorfor give væk det som er allerdyrest, nemlig viden?"

”Noget for noget” sagde hun med en blid lokkende stemme, dette var et væsen der havde forstand på at lokke selv de dybeste hemmeligheder frem i folk, selv dem som ikke ønskede eller havde i sinde af at give hende noget fra dem selv, kunne tit falde ind i dybden af hendes intense blik, det som der kunne drage en ind som en natsværmer til ilden.

 

Hendes fingre dansede stadig over hans glødende kindben og kæbe, som han tog hendes anden hånd og vendte den rundt, det var først da hun mærkede den kølige overflade af metallisk karakter der ramte hendes hånds hud. Hendes øjne lod sig endelig løsrive sig fra manden foran hende, og lagde dem i stedet på ringen ”Interessant” mumlede hun og fjernede sine fingre og gik i gang med at udforske denne magiske ring, en sjæl, hendes næse gled længere mod ringens blålige sten og tog en dyb indånding ind. Få streger af gråligskær forlod stenen og gled ind i hendes næse, ”hvilken smag” hviskede hun hæst, inden de blå øjne næsten i samme farve som stenen betragtede ham igen, denne gang med et drillesygt glans i hendes øjne.

”Jezebeth er tilbage, og han ønsker sammen med Aamon at finde et ganske enestående artefakt, efterladt af den forsvundne Luxuria tidligere dødsynd for lyst” svarede hun, som hendes skuldre langsomt gled frem og tilbage; ”Hvad deres slutspil er, kan jeg desværre ikke fortælle dig, det koster mere end denne fantastiske ring” mumlede hun og lod ringen glide rundt omkring hendes ringfinger, som den fandt rundt omkring fingeren skrumpede den så den passede til den perfekte størrelse ”Hvor fandt du noget så…. Enestående?” hviskede hun endelig, og lod blikket hvile på den igen, det var i sandhed en gave der var hende værdig.

Hun betragtede hvordan hans fingre dansede hen over hendes hånd og løftede den højere op så han kunne studere ringen tættere på. Ville du tro mig, hvis jeg siger jeg fandt den til dig for lang tid siden?, hun smilede kækt og lod sit eget ansigt glide tættere på ham, hun vendte hånden rundt og greb blidt omkring hans fingre, tommelfingeren gled kælent hen over dem, som hun læberne danse blidt hen over fingerspidserne.
”mmh, du forstod altid at vække den gode side i mig Dorian” hviskede hun hæst, og betragtede ham næsten dovent, der var meget man kunne sige omkring dæmoner. En ting var vel de altid tog, de fik aldrig nok og ville derfor altid have mere af alle følelser, negative som positive. De var vel alle efterkommer på den ene eller anden led, af dødsynderne, nogle af de første dæmoner som kom, som verden begyndte at blive skabt.
De syv synder af menneskeheden.
”meget interessant, ville have ønsket vi kunne have set hinanden noget før” mumlede hun blidt, og et spinkelt smil dansede hen over hendes læber, som hun gav slip på hans hånd og lænede sig tilbage i stolen, hendes fingre lagde sig i stedet rundt omkring kruset og tog en slurk af hendes dværgemjød.