Arbejdsdagen var endnu ikke startet for den buttede lystmand. Han skulle først starte om aftenen i dag og sollyset udenfor afgøre tydeligt, at det endnu ikke var aften. Derfor var Winchell taget en rask gåtur i byen, helt præcis på markedspladsen. Der var altid så meget at se og mærke, selv når sneen lå som et fint lag henover det meste. Det var ingen sne eller vinter sammenlignet med dem, Winchell var opvokset med. Det her mindede mere om en sommer, måske nærmere efteråret i Norden. Derfor var den buttede mand nok heller ikke pakket nær så meget ind, som de fleste andre. 

Lyden af de mange sælgere og købere var en fornøjelse i mandens ører. Han hadet ensomhed, så at vandre blandt alle disse personer var dejligt omend tilfredsstillende på et basalt niveau. Dog var lyd ikke den eneste sans, der fangede Winchell. Foruden denne var duft også kraftig i ny og næ. Blomsterboder, der havde et virvar af smukke dufte. En duftvandssælger, der kunne få selv en ork til at dufte af engel. Dog var det lugten af bagværk, der fangede Winchell. Det var ingen løgn, at den buttede mand elskede mad. Bare se på maven af hans. Og han fandt sig selv som en god kok. Hvis ikke livet som lystmand havde været mandens ønske i Dianthos, kunne en kok på en kro meget vel have været plan b.
Derfor bevægede manden sine lidt for kraftige, men skønne ben mod kernen af denne duft, indtil han stod helt nær en butik, der uden tvivl solgte friskbagt bagværk af alle former. Winchell kunne ikke se sælgeren her, men det var heller ikke synet, der havde fanget ham. Det var den himmelske duft af friskbagt og lunt brød. Mon han skulle ofre et par ravstykker for en god bolle? Eller kunne han muligvis få en gratis smagsprøve? Winchell kunne være åh så charmende, omend på en mere voksenlig facon.

Det var en dag som så mange andre for bageren Brutus, alle de større ordre var blevet hentet, og trods hvor fin markedspladsen så ud med et lag sne så var det ikke fordi at der ville komme så mange flere kunder i løbet af dagen. Der var trods alt travlest om morgenen, og frokost rykket havde også lige været der. 
Så minotaueren havde tid til at gøre en af de ting han holdt mest af, at prøve sig frem for at se om man kunne gøre opskrifterne bare lidt bedre end de var! Nogen gange var det vigtigt at eksperimentere lidt, selvom den måde man plejede at gøre det virkede fint.
Så med favnen fuld af nybagte boller vente han sig mod åbningen mod markedspladsen.

Desværre lod de fleste til at have for travlt til at have tid til at teste bagværk, indtil at hans blik faldt på en mand der lod til at have mindre imod kulden end de fleste andre i byen. "Undskyld mig! Kunne de være interesseret i at at købe tre lune boller for ens pris? Jeg er lidt nysgerrig på hvilken opskrift der virker bedst" smilede han mod den mørkhårede mand, der lidt lignede han forstod sig på god mad. Det eller han var glad for det, så meget kunne Brutus alligevel ikke sige, men manden havde vel appetit på livet.

Som Winchell nåede helt hen til boden med den friskbagte duft, lagde han ikke mærke til bodens størrelse. Manden studsede ikke over, hvordan det var ualmindeligt højt, som om der skulle være plads til giganter derinde. Dog fandt den buttede mand hurtigt ud af dette, da kilden til duften kom i favnen af en person iført forklæde. Menneske var i hvert fald ikke, hvad Winchell ville beskrive ham med. Udover at være flere hoveder højere end Winchell, var karakteristikaerne af kvæg tydelig i manden. Det var en minotaur, der stod med de friskbagte og tydeligt endnu lune boller i favnen.

"Tre lune for éns pris? Det er næsten for godt til at takke nej til," sagde Winchell venligt og varmt tilbage til minotauren. Skønt at minotaurer ikke just lignede de mest venlige sjæle, var det netop denne beskrivelse, den buttede menneskemand fik af ham. Mildheden i de mørke øjne, smilet på læberne, ordentligheden og menneskeligheden i beklædningen. Kort lænede manden sig ind over bodens kant mellem sælger og køber. Hovedet skulle virkelig vride langt op for at møde minotaurens ansigt. Og derfor havde Winchell været nød til at løfte sit blik fra favnen med boller til de mørke øjne, men manden fik oprettet øjenkontakt. Han var vant til alle former og størrelser. "Hvad skal jeg så give? Eller deler du mon gratis smagsprøver ud?" Blikket og smilet var legende og venligt. Der var ikke mange andre end ham af mulig købere på markedspladsen, så hvis denne minotaur havde håb om at få smagsprøver fra kunder, var Winchell en af hans eneste muligheder. Og med mandens mave var det tydelig, at han var glad for mad. God mad. 

Et prust forlod minotaurern og Brutus så tænksom ud et øjeblik. Normalt tog han to rav for en bolle, men manden så sulten ud og han var nysgerrig på at hører hans mening! Så han kunne vel godt gøre tilbuddet lidt bedre, selvom det nu allerede var godt hvis han selv skulle sige det.
"To rav, så ikke så dyrt, men jeg kan også tilbyde at du kan prøve dem med smør" smilede han så til manden,"Så seks smage til ens pris!"
Bollerne blev sorteret ud i tre forskellige kurve, lifligt sendende deres duft ud på markeds pladsen. 
"Ah ja, det er hvedeboller alle tre, men de to her er lidt mere specielle, vil du vide hvad der er i eller vil du hellere prøve at gætte ud fra smagen?" han pegede på først en hvor der var lavet så der lignede et blad på toppen, og den sidste der så ud til at være en lidt mørkere farve. Hvorefter han satte sig på den lave skammel han havde bag disken, mest for at få ham lidt mere ned i øjenhøjde for alle andre.
Byen var ikke helt bygget til folk så store som ham selv, ikke at han brokkede sig, det gjorde bare at han skulle være lidt mere påpasselig end andre. 

To ravstykker for tre nybagte boller? Det var alt andet end et dårligt tilbud, hvilket også kunne ses på det varme smil fra Winchell. Og med smør ovenpå kunne man virkelig ikke klage. Derfor fiskede den buttede mand ned i sin lomme og frembagte nogle krystaller, der bevægede sig dernede, når Winchell gik.
Hånden med ravstykkerne blev trukket frem mod minotauren, klar til at give hånd på købet og dermed lade stykkerne skifte ejer. "Tre ravstykker. Ét for hver smørlagt bolle." At betale ekstra over prisen bare fordi man følte, det var mere værd, var ikke en fremmed affære for Winchell. Normalt var det bare ham, der fik de ekstra krystaller og ikke gav dem. Gavmild, når gavmild var værd, var altid en god ting. Lommen var alligevel godt tung. Vægten kunne snildt hjælpe bukserne med at blive revet en anelse ned over hofterne. Hellere få dem brugt end at de samlede støv.
"Giv mig en overraskelse. Så er det mere en lag," Et blink med det ene øje blev givet til minotauren, der heldigt nok valgte at finde en skammel og sætte sig på den. Nu behøvede Winchell i hvert fald ikke at vride nakken for at være høflig med sin øjenkontakt. Dog vendte hovedet og dermed også blikket ned til de tre kurve, hvis indholds dufte spredte systematisk ud og selvfølgelig ind i Winchells næsebor. En hånd løftede og åbnede svagligt sine fingre, som den bevægede sig rundt i mellem kurvene, inden den stoppede og med en pegende finger var imod kurven med boller af mørkere farve. "Lad mig starte med sådan en, tak."

"Lad gå da" Klukkede minotauren med en glad brummen, det var nu rart når folk gav ud af deres gode hjerte, selvom de kunne have fået en bedre pris. Nogen gange var oplevelsen vist noget folk var villig til at betale lidt mere for, samt det var stadig et godt tilbud selv for de tre ravstykker. 
"Glimrende! et øjeblik!" Brummede Brutus glad som han med lidt besvær fik drejet sin overkrop hen og fangede en kniv han brugte til at dele en af de mørke boller i to.
Varmen steg fra de to lune dele i en dis der kunne anes i vinterens kulde, med overraskende præcision blev det gule smør delt over den øvre del af bollen, der med glæde smeltede sin gæst og lod den liflige duft af smør blande sig med duften af bagværk.
"Værsartig!" lød det som bollen blev sat på en træ tallerken der blev skubbet hen mod den mørkhårede mand. Denne bolle havde knuste valnødder i sig, der var knust så fint at de var som mel, dog med små stykker så man kunne få en lille snært af knas i det bløde luftige brød. 
"Jeg håber den smager?"

Blikket fulgte, som den store minotaur vendte sig rundt for at finde en kniv for ikke bare at skære en af de boller, Winchell ønskede, over, men også for at smøre på den ene halvdel. Den buttede mand kunne ikke andet end at se en anelse sultent på. De dampede jo helt og allerede inden han havde fået serveret bollen, var smøren godt smeltet på den ene bolle.
"Det er der kun én måde at finde ud af," erklærede Winchell, som han løftede den usmørte bolle, som skulle han skåle med minotauren. En bid blev taget og allerede imens det endnu var i munden utrygget, kom Winchell med en lyd af nydelse. Den var god. Tydelig med nødder. Godt han ikke var allergisk. "Meget godt. Nødder, ikke?" sagde Winchell efter at have slugt halvdelen af biden. Skønt der kun var taget en enkelt bid af bollen uden smør, valgte den buttede mand at tage en bid af den med smør. For at finde ud af, om minotauren skulle investere i smurte af den mørke bolle eller sælge dem rå så at sige. "Smør giver noget ekstra. Godt på den."
Efter begge halve var blevet smagt og munden var helt tør for bagværk, valgte Winchell at kigge lidt på minotauren. "Du er en god bager. De her skal nok sælge som øl på en fyraften!" Og Winchell kendte til sit bagværk. Han var jo ikke fremmed i et køkken og derfor følte han, han vidste til en hvis grad, hvad han snakkede om - hvilket nok også kunne mærkes i den smilende og venlige stemme. 

De store brune øjne fulgte nysgerrigt mandens reaktion på den første bid, og det var et ganske glad smil der dukkede op på Brutus læber som en veltilfreds lyd undslap den mørkhårede mand. "Valnød ja." Strålede minotaueren, han havde haft overvejet en del forskellige nødder, men den dybe smag der fulgte valnødderne var den han selv holdt mest af, det kunne dog være han skulle prøve med flere forskellige nødder en anden dag.
"Det vil jeg huske så" klukkede han, det var mest tærterne folk købte når de blev hængende for at spise dem, men der var nok nogle byvagter der ville kunne finde på at nyde en varm bolle med smør når de skulle gøre deres runder. 
"Åh, mange tak! Det er jeg glad for at du syntes" klukkede Brutus med en rungende latter, desværre havde han ikke noget øl at sælge sammen med dem, men det kunne være at det kom en dag, hvem ved? Måske endda han kunne vinde titlen som ærkebager?
"Vil du have den næste bolle nu? Eller lige have tid til at spise op?" 
Hvis han gik med til at gå videre til den næste ville Brutus vælge hvedebollen med den oprindelige opskrift. De var lyse og luftige boller og de var som sådan populære nok, men nogen gange skulle man prøve de almindelige, for at kunne sætte pris på de specielle. Lidt pølse til kunne nok også være på sin plads.

Winchell kunne ikke lade være med at fryde lidt over at genkende kerneingrediensen. Han var jo ikke ringe i et køkken. Det var bare ikke der, hans passion var. Det var, hvad familien havde kunne bruge ham til, dengang han endnu havde boet hjemme. Når Winchell ikke havde gidet at være en del af familiearbejdet, måtte han stå i køkkenet og servicere familien. Og det var nok derfor, det ikke var bager eller kok, som den buttede mand havde gået imod. Han ville ikke sammenlignes med det, han var for familien.
"Man skal jo komplimentere kokken. Eller bageren i dette tilfælde," sagde Winchell og blinkede med det ene øje. Alle elskede at vide, når de gjorde deres job godt. Selvfølgelig kunne denne minotaur nemt bedømme, om han gjorde det godt eller skidt. Kom kunder tilbage, var det godt. Hvis ikke, ja, så skulle han finde ny profession, men Winchell ville stærkt overveje at komme tilbage. "Vi kan tage det med ro, makker. Jeg er ked af det, men tror ikke, du får travlt i dag. Plus, den her skal da ikke gå til spilde," Winchell løftede bollen, som han havde klappet sammen - på den måde var smøren på begge halve nu. Og derefter blev en god bid taget, dog ikke for meget til at fylde munden uden at kunne snakke. "Hvem er du så? Hvad laver en minotaur med et melet forklæde i Dianthos?" Der burde være plads til en smule smalltalk. Winchell var god til at holde en samtale gående og han kunne da ikke lade være med at finde en stor minotaur i Dianthos som interessant. De levede ikke meget i storbyer, gjorde de? Eller blandt mennesker generelt, hvis Winchell huskede korrekt. Men denne minotaur virkede meget menneskelig. Nærmest som de mange halvdyr af katte, der rendte rundt. Ikke som en kriger-minotaur, man hørte om. De blodtørstige, der elskede at svinge køllen. Denne minotaur ville hellere svinge kagerullen, det var tydeligt.

"Kun hvis man mener det, men tak endnu en gang! Det varmer hjertet!" Klukkede minotaueren varmt med hånden over hjertet for at understrege det. Han var ikke så god til at tage imod komplimenter, men han prøvede at blive bedre! Og det var nu rart at blive værdsat for noget man prøvede at gøre sit bedste med. Mad var en af de ting der bragte folk sammen, og det var værd at gå den ekstra mil for.
Brutus så ud til at slappe mere af og hans skuldre sank da også et par centimeter, ja idag var nok en dag hvor der bare kunne tages det lidt med ro, sådan var det en gang i mellem. "Det havde også været en skam at lade dem gå til spilde ja" klukkede han atter engang med sin rungende latter, mens han smed et klæde over de lune boller, ingen grund til at varmen skulle stikke af.
Nogle gange havde folkene her i byen så travlt, men det var da rart at se en der ikke havde.
"Mig? Mit navn er Brutus," en enorm lap blev stukket han over disken, hvis manden skulle have lyst til at give ham hånden. "Jeg kommer nede fra den stenede del af Rubinien, og jah en dag så var livet med lændeklæde ikke længere for mig, hvor mig og min bror tog nord på, han bor nede i Medanien nu." Forklarede han med et lille smil, de knap så rare detaljer var der ingen grund til manden behøvede at høre, de var jo begge i så godt humør!
"Hva med dig? Hvad laver du når du ikke jager boller?"

Et klæde blev smidt over de resterende boller. Selvfølgelig for at holde varmen inde og lade dem forblive lune til, når Winchell skulle smage dem. Men lige nu havde han endnu en halv bolle at tygge på og den blev også taget bidder af, imens minotauren snakkede. Bollen skiftede sågar hånd for i stedet at give minotauren. Og sikke en hånd, han trykkede. Winchell forventede en stor hånd - alt ved Brutus var større end ham - men hænderne var virkelige store. "Du må kunne ælte store deje med de her krabater." klukkede Winchell efter at have synket sin nuværende bid. Som ved enhver givning af hånd trykkede Winchell den en smule. Ikke for meget. Han ville ikke risikere, at Brutus trykkede til. Minotaurer kunne sikkert knuse en mands hånd bare ved at trykke. Winchell skulle jo bruge sine hænder til arbejdet. Eller den kunne erstattes af andre kropsdele i princippet.
Brutus i lændeklæde? Hvor ville Winchell gerne se dette syn. Lige nu var minotauren dækket til med menneskeligt tøj og et forklæde. Men den buttede mand kunne endnu forestille sig Brutus uden noget på pånær lændeklædet. Hvis den rigtige vind kom, ville mere blive vist. Det var jo ikke unaturligt for Winchell at afklæde personer med sit sind. Måske Brutus ville kunne se dette i Winchells øjne, men det var ikke det mest tydelige. Især ikke, hvis ikke personen kendte blikket.
"Winchell til din tjeneste. Og jeg arbejder med personer. Giver dem glæde i deres liv så at sige." forklarede Winchell en anelse vagt. Det var ikke, fordi han ikke accepterede sit erhverv. Det gjorde han og var stolt af det. Men manden vidste også, at der var mange, som så ned på lystfolk. Hvorfor ødelægge hyggen med Brutus ved at blive anset som en skøge? Der var jo endnu to boller at smage på. 

Der var noget hyggeligt ved at snakke med mennesker og andet småfolk, det mindede Brutus om at at hilse på kalvene tilbage i klanen. Menneskene var dog noget blødere, men det var ikke deres skyld, sådan var de jo bare! Så Brutus gjorde sit for ikke at komme til at skade dem ved et uheld.
"Joh, mængden har aldrig været mit problem" Klukkede han tvært imod, "Men at sikre det er godt nok har været noget helt andet, og at lave små nok portioner! Det tog også lidt tid at spore sig ind på" for sjovt nok spiste minotaure mere end de fleste, men hvor meget havde været et spørgsmål.
Det drømmende blik hos den mørkhårede mand var Brutus ikke sikker på hvad handlede om, men folk skulle have lov at drømme som de havde lyst.
"Godt at møde dig Winchell! Personer? Det lyder hyggeligt!" Smilede han varmt, så Winchell var en form for barde eller sådan noget? Brutus kunne finde så mange værre ting at lave en den slags, men det var nok et arbejde der skete mest om aftenen. 
"Er det meget travlt, nu hvor kulden er kommet?" han kunne forstille sig at det blev mere travlt når folk var samlet på kroer.

Som Brutus snakkede, lod Winchell sig tygge i bollen, indtil der var mindre end en tredjedel tilbage. I det her tempo skulle han snart have den næste bolle, men der ventede også to mere på ham. Hvis ikke Brutus havde mere for den buttede mand at smage også. Alligevel reagerede han på den passende måde. Smil, små fnysen, nik og den slags til minotaurens fortælling om portioner og den slags. "Der skal jo et dusin af de her boller bare for at være en lille snack for dig, makker." smågrinede Winchell, efter han havde synket biden.
På en måde virkede Brutus uskyldig. At han reagerede på den måde - smilende og varmt - sagde mere til Winchell, at minotauteren ikke havde regnet ud, hvordan han arbejde med personer. Det var en dejlig vag forklaring og dens vaghed virkede til at fungere. Derfor spillede Winchell med. Det var sjovt at fortælle om erhvervet uden at nævne eksplicit, hvad det var. "Ikke mere end normalt. Måske lidt. Folk vil jo gerne have varme," fortalte Winchell smilende og med en snert af glimt i øjnene. Og som han proppede det sidste af bollen i munden og tyggede tilstrækkeligt til at kunne snakke uden at spytte fugtig brød i ansigtet på Brutus, rømmede han sig kort. "Ser ud til jeg mangler en af dine boller. Vælger du min næste, Brutus?"

Brutus klukkede med sin dybe og brummende stemme, "Jeg skal bare bruge en håndfuld som alle andre, min håndfuld er bare lidt større end de flestes" Men sådan var loddet som minotaur i storbyen, en masse korrektion for størrelses forskellen.
Minotauren nikkede, han kunne fint sætte sig ind i at folk søgte mod varmen når der var så koldt som det var, han havde på ingen måde regnet ud hvad det var Winchell faktisk lavede, det var ikke ligefrem et job som man havde i klanen, så det var ret naturligt at han tanker ikke søgte i den retning. "Det tror jeg gerne, der er også meget koldt for jer uden pels" Ikke at han var bygget til kulde selv, men han kunne nøjes med færre lag end de fleste.
Som nordboen tog den sidste del i munden, gjorde Brutus den næste bolle klar. "Et øjeblik" lod det med et smil som han delte den lyse hvedebolle i to, og lod smør smelte på den ene halvdel for han rakte de to halv til Winchell. "Værsgo" 
Hvedebollen var en smule luftigere end den forgående, og uden dybden fra nødden. Hvilket gjorde at smøren kom mere til sin ret end før. Normalt foreslog Brutus folk at lægge en bid ost ved eller lidt kød, eller til at dyppe i suppe eller gryderet. 

"Meget store håndfulde," sagde Winchell med et skævt smil, som han nikkede i retningen af grabaterne, der var miotaurens hænder. Brutus kunne uden tvivl ælte store deje uden problemer, hvor normale mennesker ville være nødsaget til at gøre det over flere omgange. Hvad større hænder ikke kunne. "Jeg klarer mig. En opvækst i Norden gør en hærdet til lidt kulde."
Omend Winchell næppe ønskede at fortælle mere af den opvækst. Det var jo den, han havde drejet hovedet væk fra. Hvis den buttede mand havde haft et godt liv i Norden, ville han ikke være i Dianthos. Det var forskellen mellem han og familien, der havde skabt utallige kilometer og klimaer i mellem dem. Og selvom alle parter havde en skyld i dette, anså Winchell endnu ikke sig selv som skyldneren. Hvorfor skulle han være skyldig, når han bare var sig selv? Det var ikke hans skyld, at familien ikke ønskede den sande Winchell. Dog var dette ikke noget, Brutus skulle være offer at høre af. Derfor rystede Winchell også grimassen af hovedet, som næste bolle blev klargjort til ham. En langt lysere og mere luftig bolle. Smørret var endnu på den ene halvdel kun. "Tak som byder," sagde Winchell og tog imod bollen. Hver blev taget en bid af, for hvordan skulle han ellers kunne bedømme den? "Det er gode boller, men den er basal. Den har brug for smør, hvis ikke mere for at være mere end bare en gennemsnitlig bolle. Hvis du forstår, makker?" Winchell ønskede næppe at nedgøre Brutus' bagværk, for selvom dette var en klassisk bolle, var den bagt godt. Den var bare klassisk og ikke alle ønskede det klassiske. De ville gerne have noget mere. Noget med spark i.

"Norden ligefrem? Spændende! Hvordan er der deroppe?" lød det interesseret fra minotaueren. Brutus havde aldrig været længere nord på end til møllen nord for Dianthos, han havde da hørt historier om bjerge og næsten evig sne mod nord, men kunne det nu faktisk passe? Folks historier havde det med at løbe lidt af med dem ind i mellem.
Hvad der kunne have fået Winchell til at rejse syd på kunne Brutus kun gisne om, men det havde jo nok været et ønske om at ændre noget af sit liv. Brutus var jo ikke ligefrem sammen med sin klan mod syd længere, så han holdt ikke ligefrem det imod folk at søge mod nye græsgange.

De mørkebrune øjne fulgte nysgerrigt med som nordmanden smagte på hvedebollen, det lod til at han ikke syntes lige så godt om den som den forgående. Det store hoved nikkede "Det giver skam fin mening, de fleste bruger dem mest som tilbehør" uddybede han, tanken med det var ikke at imponere, men at minde en om simple tider, og så var de ældre damer og herrer ret glade for dem. "De er nu gode med pølse, et øjeblik" lød det som han drejede den store overkroppen og skar et par skiver af pølsen der ellers skulle have været hans frokost, men en stump fra eller til gjorde ikke så meget. "Her prøv Helmuts pølse" lød det med et opfordrende smil.

"Det ved jeg ikke. Det er flere år, siden jeg sidst var deroppe." sagde Winchell med en tone, der tydeligt sagde, at han ikke ønskede at tage tilbage. Ingen gad tage tilbage til familien, der mere eller mindre havde slået hånden af dig. Og kun, fordi man ikke var den søn, de ønskede. Han passede ikke ind i familien. Han var ikke en arbejdsmand. Han var en simpel skøge i deres øjne. En sexglad galning, der havde forført nabodrengen og -pigen til ulovligheder. I Dianthos var disse ikke ulovligheder. Her var de et erhverv. Og Winchell nød det. Hvorfor skulle man tage tilbage til det, Winchell tættest kunne beskrive som sit livs helvede, når han levede godt her? Han var jo ikke en idiot.

Som tilbehør? Det kunne Winchell tydeligt mærke, som han tog endnu en bid. De var gode og var meget fine lune. Dog kunne han smage, at hvis de lå for længe og blev kolde, ville de ikke være spændende bare at spise - medmindre man var hundesulten.
Med munden fuld kiggede Winchell fornøjet, som 'pølse' blev nævnt. Ryggen af Brutus blev vist, før han kom tilbage med nogle skiver pølse. Helmuts pølse. Winchell var på randen til at fnise, men forblev det til et bredt smil. "Lad os se, om Helmuts pølse smager godt med dine boller." sagde Winchell med en tydelig, dog svag lummer undertone. Jeg kan også smage din pølse, Brutus. 

Hvad end der havde fået den mørk hårede nordbo til at rejse syd på, havde tydeligvis ikke været noget han havde været glad for. Hvis Brutus skulle gætte så lød det til at han havde lige så lidt lyst til at rejse tilbage til hvor han kom fra som Brutus selv. "Ah sådan er det ind i mellem." Svarede minotaueren og lod emnet ligge, der var ingen grund til at grave i ting som folk havde lagt fra sig, der var rigeligt at se på fremad! Han håbede dog at Winchell havde nogle gode bekendte i byen, hvis han nu var endt med at ligge familien bag sig.
Ikke at det bekymrede Brutus alt for meget, Winchell virkede så venlig! Han havde sikkert mange gode venner og bekendte!

Nu var det heller ikke så ofte Brutus oplevede at folk bare købte sig til en bolle for at gnaske på den, som så mange ting kom de små ting frem når de blev blandet med andre ting, så som pølse.
Brutus så nysgerrigt til som nordlændingen skulle til at smage bollen, selvom han måtte løfte et øjenbryn i undring, den kommentar Winchell havde lavet lydt en smule spøjs. Han trak på det enorme skuldre, det var nok ikke noget. "Helmut er slagteren ved koralstræde," det kunne jo være Winchell ville have mere pølse senere!

Heldigvis virkede Brutus ikke til at lægge mærke til toneskiftet i Winchells ord. Eller også lagde minotauren præcis mærke til dette, men valgte bevidst ikke at pointere mere. Ikke alle ønskede at grave i andres fortid. Og det var den buttede mand taknemmelig for. Hvorfor snakke om den dårlige fortid, hvor der ikke var megen kærlighed og venskab til overs, når nutiden var bedre? Winchell havde i hvert fald mange venner - alle i forskellige grad af nærvær.

Biden blev taget af bollen med pølsen oven på, endnu med det småkække smil på læberne. Og fordi munden var fuld, kunne den buttede mand ikke lade være med at knække en anelse over, hvad han tænkte. Nu vidste han, hvor han skulle få pølse henne. 
Efter mundfulden var tygget af, tørrede Winchell sig kort for munden. "Jeg må huske Helmut. Hvis jeg vil have gode pølser til mine boller."

Brutus var af den overbevisning at hvis folk ville snakke om noget så skulle de nok nævne det før eller siden, der var ingen grund til at tvinge folk til at snakke om noget de ikke havde lyst til, især ikke folk man mere eller mindre lige havde mødt.
Dog vis de havde lyst til at snakke så skulle han nok lytte, også selvom de var fremmede det var det mindste man kunne gøre. 

Heldigvis lod det til at Wincell syntes godt om pølse på bollen, Brutus var selv forfalden til de mere krydrede af slagsen. Jo det gjorde da også at prisen var højere, men ind i mellem skulle man også forkæle sig selv. "Det er jo det! Der er mange slagtere i byen så det er svært at sige hvor de gode gemme sig," Klukkede minotauren. Der var ingen grund til at gemme de små perler man faldt over for andre, hvor godtfolk var kom godtfolk til.
"Er det tid til den sidste bolle, eller har du brug for at hvile munden lidt?"