Det var lidt af en skam. Det øde, forladte område vidnede om en æra der var passeret, og tidens tand havde boret sig godt og grundigt ind i de ruiner der stod tilbage af Aztaroth. En førhen prægtig by, og nu ikke mere end blot et levn - det var længe siden at Lumine selv havde sat sine bare fødder i det stenede landskab. Omkring hende lå et tungt mørke, et mørke der ganske karakteristisk kendetegnede dæmonrigets forskellige afkroge, og det var med en knitrende lyd af flammer, at ild-dæmonen nu antændte den ene af sine hænder, så dens varme lys kunne både oplyse, men i den grad også tiltrække diverse blikke til sig. 
Hun var klar. 

Brevet burde havde fundet sin ejermand, og Lumine af Ilden håbede - håbede inderligt - at det ikke ville være en forgæves anmodning at sende, da det trods alt... også var mange år siden at hun havde gjort noget lignende. Men med forandringens vinde i ryggen, sigtede hun efter at der skete noget. Bare noget. Og ganske motiverende, forekom det ikke fjernt at det noget startede med et enkelt pust til de ulmende gløder, her i dag.. 

Kzar Mora var mange ting, et land af mørke, et rige drevet af jagten på magt, men mest af alt var det en skygge af hvad det havde været. Nok havde Jabari ikke været der før det blev lukket med magi for årtusinde siden, men andres minder om hvad det havde været havde drevet hende til at se det, nej befri det for den plage der var flyttet ind.
Hun som den eneste af dødsynderne havde været i fronten og været med til at smide mørket på porten. Men derefter? Der havde det været som dæmonerne var gået i stå, at ærkedæmonerne ikke vidste hvad de ville gøre ved deres bror der havde forladt dem for at lede uslingene der havde forsøgt at bruge hendes folks land som base i deres fjollede krig.
Brevet havde dog været uventet, måske der ville ske noget brugbart alligevel...

Ilddæmonen lyste så fint i ruinerne, og Misundelse lod sit eget lys mangefarvede lys vise hun var på vej, den yngre dæmons sjæl havde smagt ganske fint. Af princip fik ilddæmonen lov at mærke misundelses auraen før hun blev skærmet for nu. "Så i er ilddæmonen der ønskede at snakke?"

Der skulle heldigvis ikke gå lang tid, førhen at Lumine anede skikkelsen af en anden nærme sig. Mangefarvet lys viste hendes tilstedeværelse, men det var nok nærmere den sælsomme energi der fulgte med hende, som bekræftede ild-dæmonen i at den rigtige havde fundet hende; jalousi havde altid ligget hendes væsen tæt, og i kraft af den, havde misundelse sin helt egen plads den flammeskabtes væsen. 
Men det var nok ingen hemmelighed. De færreste dæmoner kunne sige sig fuldkommen fri fra de karaktertræk som dødssynderne inkarnerede med deres fysiske form.

Et behageligt smil strakte sig over det ovale ansigt, vagt taknemmeligt for at den prikkende, stikkende misundelse der var begyndt at flamme op i hende, fik lov til at falde til ro igen. Ikke fordi at hun ikke brød sig om den, nej så langt fra, Lumine's sjæl sitrede efter den styrke der lå i den tilstedeværelse. Men den gjorde hende ufokuseret og sulten, det var ikke brugbart lige nu."Misundelse, en fornøjelse endelig at få et ordentligt syn på hvem titlen faldt til" den lyse stemme havde en knurrende underkant i sine ord, men det kom ligeså meget af at være skiftet over til den dæmoniske ordlyd igen - det var mange år siden sidst. 
"Mit navn er - som jeg skrev, Lumine..." flammerne omkring hendes hånd sprang i slanger ud, og lagde sig i stedet om dem som 4 små bål, som oplyste ruinerne, så hånden kunne rækkes ud imod dødsynden. "...  jeg er glad for at du valgte at komme, Jabari"

Smilet der blev sendt tilbage var bredt og sultent nok til at Jabaris spidse hjørnetænder kunne anes, så fin og forgyld var ilddæmonen, noget der burde tilfalde hende selv! Men ak hun havde en pointe, de fleste vidste ikke hvem hun var, sådan som hun havde været fri udenfor det lukkede rige, så hvordan skulle de kunne? Noget der tydeligt skulle rettes på tids nok.

"En fornøjelse ligefrem? Hvor smigrende" Klukkede hun, med en stremme der lød sær, som den bar et meget svagt ekko af flere stemmer der talte på en gang. 
"Hvordan kunne jeg andet? Jeg blev nødt til at møde en med så dristige tanker" den mørke hånd tog den lysere, mens det flerfarvede lys dæmpede sig "Så Lumine fortæl mig mere om dine tanker, og hvordan du tænker jeg spiller ind i dem"

Dæmonens hvide smil blev en anelse mere lumskt, og med et greb i den andens hånd, fik Jabari et lille klem. Smiger, høflighed - der var mange agendaer med en handling. Og det indkapslede måske meget godt hvad Lumine's egen agenda med dødssynden var, da hun slap og pressede de slanke fingre imod hinanden, guld og smykker glimtende i flammerne af hendes ild der knitrede omkring dem. Hendes tanker. 
"Det er ingen hemmelighed, at vores kære rige har lidt et knæk... jeg havde forventet at nogle ville rejse sig i asken af Merihem's... lad os kalde det beslutning, men selvom evigheden er lang, har ingen grebet muligheden. Så jeg ved ikke om det er ligeså dristigt som det næsten er en pligt" de røde øjne lyste svagt op fra deres ulmende regnbuehinde - det var selvfølgelig dristigt, og det ville hun heller ikke lade være helt skjult, de fine ord til trods. "Jeg vil gerne stille et ultimatum for hans tilbageværende brødre... og du, og dine søskende skal hjælpe mig med det" Ild-dæmonens stemme blev mere fornøjet, og med et knipset der fulgte med, snoede en dansende flamme sig igennem luften, og delte sig til 7 skikkelser. "Det er ingen hemmelighed at jeres magt er svundet... gevaldigt ind. En skam, fordi i er arvingerne af de stærkeste slægter, og det står ved sin ret i kraft af jeres aura - selv når du skærmer den, kan jeg mærke den trække i mig. Tiden er inde, til at verden mindes det, men mest af alt, skal Kzar Mora også mindes det" flammerne havde været spredt, men nærmede sig ganske roligt hinanden igen. "Dødssynderne skal tilbage til riget" slog hun dermed fast - det var ikke til diskussion i hendes planer. Det var slut med at gemme sig i Krystallandets afkroge, mægtige dæmoner tvunget i skjul - det var til at græmme sig over. "Og riget skal samles". 
"Med jeres støtte, vil jeg kunne bakke et krav på tronen op... og skulle dét ikke være motivation nok for Eisheth og Abraxas, må de... forsvinde, deres passivitet gavner ingen. Jeg ønsker ikke at sidde alene..." det var direkte naivt at forvente, at man kunne regere riget alene, og Lumine var ikke naiv. "... men jeg ønsker heller ikke at sidde i fortidens forfald" der var mere, men en ting af gangen. Dæmonen havde velsagtens sine spørgsmål at komme med. 

Tsk, af alle ord ilddæmonen valgte så skulle det ende på pligt og at hun kunne bestemme hvem der skulle hjælpe hende i hendes galskab? Hun lød i al fald som en der mente at hun burde regere, om hun havde evnerne, det var så noget helt andet. "Søskende? Pff, de er lige så meget mine søskende som du er," lød det næsten irriteret. De andre synd-slægter ville hende lige så lidt som hun så frem til at møde dem. Årtusindes bitterhed og fejder ville på ingen måde være noget der blot blev vasket væk, eller brænt i dette tilfælde.
"Men du har i to ting, dæmonernes magt er svækket fra hvad den har været, rigets forfald er en torn i øjet på alle der har bare en smule fornuft. Men jeg ser næppe en måde hvordan du af alle for tvunget nogen til at følge dig. Dog er tanken om at tvinge nogle af de andre synder til at lytte til fornuft en smule tillokkende." Det havde været tåbeligt at de andre synder var flygtet fra riget og havde gemt sig i frygt, frygt var for dødelige og de svageste dæmoner.
"Men der skal ske noget så meget er vi enige om, så hvad er min hjælp værd Lumine af ilden? Jeg ser ingen årsag til at du kan mene at jeg skal noget." De grønne øjne brændte ved tanken om at fortærer enten Eisheth eller Abraxas sjæl, ærkedæmoner hang ikke ligefrem på træerne. 

Et næsten sultent smil bredte sig over dæmonens læber, da der blev sat tvivl til hvorvidt hun kunne tvinge nogen til at følge hende. Det var ikke forkert tænkt, hun kunne ikke tvinge nogen til noget de ikke var klar til. Men det her handlede ikke kun om at få dem over på sin egen side. Om de ikke var med hende, var de potentielt imod hende. Og hun skulle ikke rundt og slukke mindre ildebrande, når hun tændte for den store. 
Slanke fingre tippede imod hinanden, idet at ild-dæmonen betragtede dødssynden foran sig, hvis øjne gnistrede i grønne flammer. Hvad der foregik bagved det kønne ansigt, kunne man blot gisne om. 
"Åh, min kære... det her er ikke tvang eller trusler, Jabari. Det her er et tilbud" slog hun fast, det kønne ansigt vippede på skrå idet at dæmonens røde øjne studerede hylsteret Misundelse benyttede sig af. "Jeg kommer til at opsøge ærkedæmonerne. Og jeg kommer til at finde mine støtte, at sætte jer i første række som dem der kan udfylde den... nej, de pladser, er ren høflighed fra min side" hun ville kunne klare sig uden dødssynderne, selvom det ville være en skam. Mest i forhold til hendes egen tro på at der var en form for hierarki. Og selvom hun i princippet lå nederst, bundet af sine rødder, havde hun aldrig været god til at lade sig nøjes. 

Men hun var her ikke for at true nogen, og et blidt smil trak de bløde læber fra hinanden, imens den ene hånd viftede affejende foran hende. Om det lykkedes for hende, ville de dødssynder der ikke støttede op, skulle finde deres plads når asken havde lagt sig. Det ville ikke nødvendigvis være... behageligt, men den tid, den sorg. "Så din hjælp er meget værd - tag ikke fejl, du er meget værd - " men kun så længe hun ikke lod sig opsluge af grådighed eller selvvigtighed, ingen var så vigtige, at de ikke kunne erstattes. " - så fortæl mig endelig, hvad der får flammerne frem i dine øjne. Måske kan jeg hjælpe dig, når du hjælper mig" 

Åååh hvor Jabari elskede det smil der dansede over ilddæmonens læber, et ønske om mere stod nærsten skrevet over det guldpyntede ansigt. Misundelse skulle være sådan en grim ting, men Lumine bar det som det var de mest udsøgte juveler, det her skulle nok blive sjovt.
"Jeg ser, dit ordvalg er ind i mellem meget interessant hvis det er tilfældet, men ja det er en skam at nøjes, for hvordan når man ellers til nye højder?" Smilede hun med et særdeles sultens smil, åh hvor ville ingen have noget med hende at gøre hvis de vidste hun selv havde været født som halvblods, men selv det havde ikke stoppet den grønøjede dæmon.
"Hvor venligt af dig" alt tydede på at ilddæmonen havde støtte fra nogen eller noget, især som hun havde en tendens til at tale ned til en som hun faktisk vidste var en dødssynd. Om det var modigt eller dumdristigt  måtte tiden vise.

I takt med ilddæmonens træk mildnedes begyndte Misundelse at cirkle rundt, hoppende lidt som hun hyggede sig gevaldigt. "Ser du, jeg var med til at smide mørket ud, jeg var der mens forræderen Sabbatin blev hevet af sin trone og Merihim valgte at tage hans plads... Forstå mig ret, jeg er nyder at mørkets uslinge er smidt på porten men..." Jabaris øjne rasede over den udåd der var blevet begået mod hende. "Merihem fangede den sjæl der var mit bytte, så jeg finder det kun passende at fortærer en af hans brødre som hævn" Nok var dæmonerne mægtige, men som ånder var de sjældent andet end føde for Jabari, skridt på vejen mod perfektion.

Af personlighedstræk personificerede Lumine selv mange af de renere slægters kendetegn, og gjorde det i sådan en grad, at hun ikke kunne andet end at værdsætte hvad de havde arvet. Ikke forgude det, men respektere det på samme måde som hun respekterede sig selv. Hun var stolt langt ud over sin stand, og forfængelig som bare pokker. Hun var grådig - grådig nok til at samle på alt hun bedømte til stor nok værdi, og skiftede det, eller dem, ligeledes ud når det trættede hende. Mange ville heller ikke være sen til at påpege de åbentlyse - vreden imod de dragefødte og 'de utilstrækkelige', dem der ikke levede op til hendes perfektionistiske standarder, og lysten til mere, som blandet med livlig gnist af misundelse.. altid bankede, levede og åndede igennem hende. "Mmmmh..." spandt hun i enighed.
Alt hvad Jabari var, eller havde potentialet til at være, ville hun gerne være. Så hun ville finde en anden måde at blive det på. 

Så selvfølgelig blev alt sagt, som var udfaldet af den konflikt hun trappede op, allerede besluttet. Alternativet var at trække sig i skam - hvordan ville hun kunne leve igennem det? 

Og hvis Jabari kunne se det underholdende og tillokkende i den form for magtrokade, var det næsten alt hvad hun kunne bede om her i starten. Fjedrende skridt satte dødssynden i gang, og Lumine fulgte hende med blikket i sin runde - et rovdyr - dog uden at rykke sig selv eller sit ansigt med. 
Og måtte med en flammende gnist af indvendig latter, høre hvad der kunne fæstne dæmonens opbakning - hævn og den personlige retfærdighed! Støtte fra Misundelse, ville betyde endegyldigt fjendskab med ærkedæmonerne, de ville næppe se passivt til i mens den ene blev fortæret og den anden vippet af pinden. Hun havde dog aldrig besluttet sig for at regere med dem, og var ikke blind for den vinkel hun præsenterede. Hvis den ene forsvandt til Jabari's grådighed, måtte den anden forsvinde til hende selv... men det kunne altid arrangeres på den ene eller anden måde. 
"Det virker retfærdigt, min kære Jabari... du fortjener hævnen, og den styrke det bringer med sig... gør du ikke..." tanker der blev sagt højt, og den lyserøde tunge gled over de bløde læber, det måtte uden tvivl være en helt sublim og eksklusiv smag. Hun ville næsten have det selv. "Og en værdig afslutning for en så gammel sjæl" passive eller ej, ærkedæmoner var ærkedæmoner. Det ville være en ære for dem, at blive indtaget af en dødssynd. Også selvom de så sig uenige med det. 
Lumine drejede sig i et ryk imod Jabari, den ene hånd strakt frem foran sig og en glødende gnist på indersiden af sin hånd. "Det er en aftale jeg kan bakke op omkring" 
Om hun tog hånden, ville det brandemærke dødssynden - intet var så permanent at hun ikke kunne få det fjernet, men en udmærket symbolsk forsegling, i mangel på bedre. 

Det ville være fjollet at antage at dødsyndsslægterne kun følte den følelse som deres slægtsnavn bar. Den var ganske sandt stærk blandt dem, men de følte trods alt andet. Jabari var som så mange andre et virvar af følelser, men misundelse lå altid lige under huden på hende, heldigvis følte hun der var mange der ikke var værd at misunde, ellers ville død være evigt en del af hendes følge.

Til Misundelses glæde var ilddæmonen ikke let at skræmme, svagere dæmoner ville vakle som de blev cirklet, men Lumine lod sig ikke kue så let, fantastisk.
"Præcis..." strålede Jabari og stoppede sin cirklen foran Lumine, om smigeren var oprigtig eller ej var hende ligegyldig, hvert et ord blev grådigt drukket. "Ikke sandt? Nye tider kræver ofre, ofre ikke alle er villige til at give..." sukkede dødssynden og krydsede distancen med vuggende hofter. En dag måtte hun smage ilddæmonen, på den eller eller anden måde...
"Til et partnerskab" den svigende fornemmelse blev ignoreret som mørke læber mødte røde, og en mørk hånd vandrede langs nakken mod de røde lokker.

Der var umiddelbar overraskelse at spore i dæmonens sind, da håndtrykket ikke kun var hvad Misundelse havde planlagt, da hun med en svitsende lyd af hud mod gløder greb den fremstrakte hånd. Den anden hånd fandt nemlig vej ned til den slanke nakke, ned omkring de røde lokker og læberne mødte Lumine's, hvis øjne tilfreds gled i da hun mærkede varmen fra den anden. Oh. Læberne krølledes i kysset op i et tilfreds smil, og Lumine's anden hånd gled ned omkring livet på den yngre dæmon, og trak hende ind, den bløde krop velkommen... og smagen, duften og ikke mindst følelsen, ligeså. 

Omkring Lumine bølgede luften i et lille udbrud af varme, og under hendes fødder, ville forbrændinger af jorden være at se, når hun en dag skulle rykke sig videre - følelser og fornøjelser var i den grad bundet sammen med dæmonens væsen. 
Så da hun med et lille suk slap læberne, panden imod Jabari's egen mørkere pande, raslede et afkast af gløder også ned omkring det røde hårs spidser. "Til et partnerskab" den bløde stemme havde en snert af forventningsfulde undertoner, da med Misundelse med sig, var hun et ud af syv skridt tættere på der som hun gerne ville være. Den næste ville være Hovmod. Og ikke nok med det, skulle hun også aflægge dæmonen Vidya et besøg snarest. "Jeg ser frem til at se dig igen, Jabari" den dæmoniske stemme talte med de flertungede lyde der kendetegnede det som en - for mange andre - foruroligende hvisken, trods det for dæmonerne selv, nok nærmere ville lyde kælent. "Jeg rækker ud til de andre snarest. Når det praktiske, kedelige arbejde er faldet i hak, vil du vide besked" fortsatte hun, og løsnede sit greb omkring den anden, omend hun ikke helt slap endnu. 

Mmmh... smagen af ilddæmonen var som den sødeste nectar på Misundelses læber, forhåbentlig ville det kunne arbejde tæt, med det storslåede projekt. 
Den pulserende varme lokkede, det var i sandhed at lege med ilden, lige præcis som Jabari elskede det. Der var næppe nogen af de to der ønskede at lade sig nøjes, der var altid mere at kunne gøre sit eget, mere der kunne styres, formes.
Men med panderne mod hinanden var misundelse tilfreds, for en stund.

"Åhh jeg ser også frem til at se dig igen Lumine" sukkede hun stille, en negl løb langs den slanke nakke før den trak blod, ikke meget, men Jabari ville ikke være den eneste der forlod stedet med et minde, som andre kunne skue. "Alt andet ville være upassende" klukkede kun og lod blodet farve hendes læber.  At få dødsynderne til at arbejde sammen ville have sine egne problemer, men det måtte ilddæmonen selv finde ud af.
"Et sidste kys før vores veje skilles?" søde læber var svære at takke nej til, især når de brændte med flammende passion.

Lumine hverken veg eller trak sig da neglen punkterede den ellers delikate, perfekte hud, og med fascinerede øjne fulgte hun bevægelsen af fingeren imod læberne, som farvede pletter af dem i en varm, mørk og rød farve. Åh... en varm fornemmelse spredte sig fra et eller andet sted i den slanke krop Lumine havde taget sig, og de bløde læber krølledes opad i et næsten amourøst smil, da hun med ulmende, jah ulmende røde øjne betragtede Jabari's mørke skikkelse. Alt andet ville i sandhed, næsten være upassende. 
Derfor var det næppe en afvisning Jabari kunne forvente at få, da hendes spørgsmål faldt - man var heldig i disse dage - og Lumine's grådige, søgende fingre fulgte ryggens bue op imod hendes skulderblade, hvor at den ene stak af imod den svungne nakke, og den anden med en knitrende lyd af negle imod stof, trak noget af hendes tøj sammen i grebet der blev taget. Et sidste kys. 

Vagt ringede en reprimande, en følelse af Orpheus' skuffelse eller potentielle vrede om han hørte om det, men ild-dæmonen var nok så loyal som man kunne være, i mødet med så kraftfuld en skikkelse. Og til dels også dragende. 
Loyalitet var dog alt i det fundament hun havde bygget op med værkføreren, så hvor hemmeligt det ville blive.... Lumine havde sjældent haft et behov for at skjule noget, han burde vide hvor hendes hjerte lå. Håbede hun. 
Endnu en varmebølge emmede fra dæmonen, inden at hun med en fornøjet knurren slap det tilfredsstillende kys - hun havde kunne smage den metalliske strejf af sit eget blod - og nikkede. "Til vi ses igen, Jabari" hviskede hun, og en perlende lille latter gled over læberne, da hun endelig slap for at kunne vende næsen imod palæet derhjemme igen. Og fortælle de glædelige nyheder. Gerne dem alle sammen, ikke? 

Jabari havde det med at sikre at hun fik det hun ønskede, og som det var her var hun tilfreds med hvad hun havde fået. Selvom ilddæmonens vilje var fast, så kunne hun stadig lokkes. Lumine skulle nok være en partner hun ville få meget morskab ud af. Trods målet de ville var voldsomt, så tydede det på vejen der til nok skulle være givende.

Med et suk forlod de røde læber hendes, en skam men så var der noget at se frem til, hvem sagde hun ikke kunne se det bedste i ting? "Til vi ses igen" Sultens smil spejlet i de grønne øjne, som de sidste af blodet blev slikket af de mørke læber. Med så sødt blod, hvor henrivende måtte hendes sjæl ikke smage? Men nej de skulle lege sammen, der var andre at spise derude. Samt hun havde en hær at samle, de andre dødsynder ville næppe tage hende seriøst uden, og hvis der var noget hun hadede var det at blive set ned på.