Tiden blev bare mere flyende i den op pyntede balsal. Herinde var det som om tiden gik langsommere og blev en tidslomme, hvor kun Lyset kunne skinne. Mousserende cider og vine til en hver smag blev serveret på større sølvbakker, båret af tjenestefolk der gik rundt blandt de deltagende gæster, som havde de aldrig bestilt andet i deres liv.
Det var fra en af disse mange bakker, at Daena greb et nyt glas af en halv sød hvidvin med frugtige undertoner, da hun havde undskyldt sig fra hendes ellers nydelige dansepartner.
En dansepartner som da musikken skiftede, havde hvisket søde fristende ord ind i det spidse øre, med garantier for en betaling ud over det sædvanlige, hvis blot hun lod sig lede afsted med ham. Et tilbud den unge kurtisane normalt ikke ville sætte sig i mod, det var jo hendes job. Hun havde set Hr. Rellian tilpas nok gange til at vide, at han næppe ville kunne mærke en nats selskab med hende, men hvad hun også havde set, var livløse kvindekroppe, blodige og forslået og hvilken nydelse den blonde mand fik ud af det.
Selv uden at se tilbage over skulden, kunne Daena mærke hvordan de ravgule øjne brændte ind i ryggen på hende. Fulgte hver lille bevægelse som en høg og mavefornemmelsen fortalte hende, at hvis ikke hun fandt en måde at gøre sin undskyldning virkelig, så ville Hr. Rellian unægtelig finde sin vej tilbage til hende og fratage en hver mulighed for at afslå hans krystaller.
Uden at det fremstod alt for åbenlyst, søgte de brune øjne rundt efter en der uvilligt kunne blive hendes redningsmand, og som faktisk var tilbøjelig til at spille med på hendes lille påfund. Om ikke andet ind til at faren var drevet over.
Valget for denne aftens frelser blev en høj, mørkhåret mand, klædt i blåt. Flere gange i løbet af aften havde Daenas blik søgt den slanke mandeskikkelse. Der var ikke meget som talte for at han var utilpas, havde det ikke været fordi hun naturligvis havde bidt mærke i han endnu ikke havde haft begge hænder fri, så snart han ikke længere snurrede en forhåbningsfuld ung mø rundt blandt hvirvlende skørter og nypudsede sko.

”Der var du elskede. Beklager men du ved hvordan fru Winterbottom er, når først hun går i gang med at snakke. Hun kan jo snakke ørene af en døv person.” indledte hun som en hånd lagde sig ind omkring Frederiks albueled, mens hun sendte ham et varmt smil. Enkelte af de kvinder, som havde flokkes omkring den kønne mand, slog flovt blikket ned i deres drikke mens andres blikke søgte ud til siderne for at få styr på grimassen, hvad enten det var overraskelse, flovhed eller noget helt tredje da det viste sig manden foran dem var optaget. Hvor efter de undskyldte sig og lod det unge par stå tilbage.

 En dans var blevet til to og så en mere og en mere. Frederik havde følt at han nærmest ikke havde haft hænderne fri. Når han havde hænderne fri fra en kvinde, var han hurtig til at gribe et glas vin fra en af tjenerne. Den dæmper vinen lagde på følelserne var nødvendig for at den mørkhårede mand kunne forsætte med at skjule ubehaget og den væmmelse det gav at være tæt ved kvinderne. De blev kun mere nærgående jo senere på aften det blev og han vidste, at hvis han skulle have en chance for at føre noget videre mod et ægteskab, var han nødt til at smøre tykt på. 
 Det var ikke fordi det overraskede Frederik at kvinderne sværmede omkring ham som børn om honning. Han vidste godt han så godt ud. Han vidste godt han var hvad de fleste piger ville have. Alligevel var det ikke fordi han nød opmærksomheden, men det var nødvendigt. Mormor Helke ville have oldebørn, og Frederik skulle have en kone, for at det kunne ske. 

 Det var længe siden Frederik havde lukket lidt af for alle de snakkende og diskuterende kvinder. De kunne ikke blive enige om hvis tur det var til at danse med Frederik, og han orkede virkelig ikke at han skulle tage stilling, eller have mere end højst nødvendigt med dem af gøre. Han havde stået og set lidt fraværende mellem kvinderne, mens han bare havde drukket den beroligende vin, indtil glasset var tomt.
 " Nåh, hvis tur va.. " mere nåede Frederik ikke at sige, før en ny kvinde afbrød ham og stak armen om hans. Et forvirret brum forlod Frederik, og på grund af det uventede i hele situationen, skyllede ubehaget ind over ham som en flodbølge og fik en lille trækning frem ved det ene øje. Inden Frederik dog nåede rigtigt at reagere var flokken af kvinder forsvundet, og han stod tilbage med den nytilkomne kvinde.
 " Der er vidst noget jeg har misforstået, ellers er De meget ivrig efter en dans, Frøken..? " Det ene øjenbryn løftede sig i en spørgende grimasse, mens trods ubehaget ved at have hende ved hans side blev han stående. En rigtig mand trak sig ikke fra en yndige kvinde uden nogen grund. 

Flokken af gribbe brød op, med undtagelse af en enkelt med ræverødt hår og store dybthavs blå øjne, der for en kort stund flakkede mellem skovelveren og den mørkhåret mand. Øjnene smallede sig som var det sammentrækningen, der lod til at give plads til at de tynde rødmalede læber kunne skilles. Men Daena kom hende og den nært kommende spidse kommentar i forkøbet. Smilende overbærende til det bitre kvindeansigt ”Beklager hvis min forlovede har givet Dem falske forventninger, om en dans frøken…? Han er desværre lidt for god af sig til at afslå en dans, hvis han kan se andre, ikke bryder op. Ingen skal jo tage hjem fra en fest uden tilbuddet om lidt luft i skørtet.” ordene blev sagt i sådan en overbevisning, at det ville være umuligt for en uden løgn opsporede magi at opsnappe løgnen. Et kærligt klem blev givet på mandsarmen, mens kurtisanen løftede blikket mod menneske mandens ansigt og gjorde sit bedste for at se så nyforelsket ud, at det kunne give huller i tænderne bare at overvære.
Ud af øjenkrogen kunne hun fornemme hvordan den anden kvindes læber klemte sammen som en blåmusling, inden hun i et grynt hankede op i forreste del af det lilla skørt og trappede forbi, med næsen utilfreds stukket i sky.
Envejs ordudvekslingen mellem de to kvinder havde fundet sted på så kort tid, at det først var da Daena stod alene tilbage, stadig med hånden lagt omkring hans, det lod til at høje mandsperson registrerede hvad der lige havde udspillet sig omkring ham.
”Beklager, men De lignede en som kunne bruge en redningskvinde og jeg kunne bestemt bruge en redningsmand.” svarede hun ærligt og gjorde et diskret nik i retningen af Hr. Rellian, der havde placeret sig strategisk i den lille folk han konverserede med, så gult sjældent veg længere ad gangen fra den unge elver. ”Jeg tror lidt luft vil gøre os begge godt?” med de ord ledte hun sit mørkhåret følge mod nærmeste udgang, førende ud til en af de mange hævede terrasser ud til den store slotshave. Naturligvis på sådan en måde, at det i virkeligheden lignede Frederik var den ledende part.

 Den lidt pludselige afbrydelse i hvordan Frederik havde tænkt hans aften skulle forgå, gjorde det overraskende tydeligt for ham, hvor mange glas vin  han havde fået dømt. Var det virkelig blevet til så mange danse? Uanset hvad, var afbrydelsen og snig angrebet fra denne fremmede frøken, nok til at gøre den mørkhårede mand helt rundt på gulvet, så han blot stod målløs og så til hvordan den sidste håbefulde danser blev afvist og sendt bort. 
 Udeblivelsen af et navn, da Frederik have søgt et, gjorde ham kun endnu mere forvirret. Kendte han i virkeligheden kvinden? Eller burde han kende hende? Med en rynke i panden, flyttede blikket sig i retningen der blev nikket, og det tog ikke mange øjeblikket før et sæt gule øjne fangede Frederiks opmærksomhed. De så sulte og utilfredse ud, og selvom Frederik stadig tydeligt mærkede ubehaget ved at have kvinden så tæt på, forstod ham hvad hun mente. 
 " Javel ja, " brummede han, og lod hende fører dem afsted med ryggen rank. 

 Frederik gik i stilheden lidt, og da de trådte udenfor slog det han overraskende hårdt. Mest fordi han havde glemt hvor koldt det var, og han med det samme skuttede sig med en utilfreds brummen efterfulgt af et fnys. Han hadede kulden. 
 Kulden fik dog alligevel klaret hans tanker lidt op, og han kom i tanke om han ikke anede hvem denne mystiske elver-kvinde var. Frederik flyttede blikket end på hende med øjnene smallet lidt sammen i en tænkende mine, men han kunne ikke komme på hvem hun skulle være.
 " Undskyld mig, nu er det ikke for at være uhøflig, og jeg håber ikke jeg træder Dem over tæerne, men hvem er De? Jeg synes ikke at kunne ærinde at jeg kender Dem. " Frederik løftede det ene bryn, og så i stedet spørgende og en smule undskyldende ud, i stedet for forvirret og tænkende.

Han tog hele situationen overraskende pænt, taget i betragtning af hendes bagholdsangreb. Alle muligheder havde været for at trække armen fri og begyndte at himle op om, hvad ved alle ånderigerne hun havde gang i, bare sådan at komme anmassende og så endda at røre ham uden forlov. Men i stedet blev han mod alt forventning hos den ukendte falske forlovede, selv efter at have søgt blikket i retningen af mandspersonen længere væk.
Det var altid lidt af en satsning at tro andre ville opfange det samme som en selv så, særligt når det var uvist om de to mænd var bekendte og han i stedet ville fører hende tilbage ind i Hr. Relllians bare næver. Til Daenas lettelse lod den navnløse brunette sig føre med ud i kulden.

I sin lette desperation i at lægge mest mulig afstand til blondinen, havde hun ikke taget højde for årstiden og vinterkulden ramte derfor som en stålhammer. Taget i armen strammede sig, da hun ubevidst trak sig nærmere den eneste varmekilde, ham.
Spørgsmålet fik hende til at knejse nakken for at se op på hans ansigt langsomt slap hun armen og trak en mere passende afstand med et beklagende men venligt smil ”Det er mig der bør beklage sådan at trænge Dem op i et hjørne. De kan kalde mig Lily, Hr? Vi har ikke mødtes før, af hvad jeg erindre.” denne gang var det hendes tur til at fiske efter et navn. Hun forsøgte virkelig ikke at lade kulden æde sig ind, men med de blottede skuldre føltes selv de letteste vindpust som issyle, så den kropslige kontrol måtte give efter for rystelserne i forsøg på at generere ny varme.

 Som forvirringen begyndte at aftage sig, blev Frederik også lidt mere klar i hovedet - lidt. Vinen havde gjort sit for at lette Frederiks hoved, så han nemmere kunne komme gennem aftens planer. Alligevel kom han til at tænke på, at han ligeså vel kunne have brugt denne mystiske kvinde til at måske få en forretnings kontakt med manden. Hans sulte øjne, sagde Frederik at han måske nok kunne sælge ham noget kropsolie. 
 Det var dog alt for sent Frederik kom frem til den ide, og de var allerede ude før han havde fået tænkt tanken færdig. 

 En svag, utilfreds brummen kunne ikke holdes tilbage da kvinden endda også strammede grebet om Frederiks arm, og trak ham nærmere. Noget der fik ubehaget til at blusse yderligere op. Åh hvor han da lige nu fortrød at være taget til Dianthos. Godt nok var det også koldt tilbage i Safirien på denne tid af året, men det var lige godt slet ikke så slemt som i Dianthos. 
 Deres blik mødtes, som kvinden kiggede op på ham, og da hun trak sig væk fra ham igen, var Frederik hurtig til at flytte blikket ned, så han kunne knappe jakken han aldrig havde fået taget af, så den holdt bedre på hans varme. 
 " Lily, javel. Frederik Ludvik Hanson, " Hilste Frederik, og rakte hånden frem. Tog Lily hans hånd, ville han løfte den op til munden og blidt kysse hendes håndryg. Navnet sagde ham dog ikke noget, og måden hun præsenterede sig, virkede heller ikke som hun havde nogen speciel rank, men hellere være på den sikre side og havde etikkerne i orden. 
 Det gik selvfølgelig ikke forbi Frederiks øjne, at kvinden frøs, heller ikke selvom han var godt påvirket af vinen, han fandt det jo selv ulideligt at være i kulden - og det var endda selvom han havde jakke og langærmet skjorte på. 
 " Og nu vi har fået det på plads, var det så måske en bedre ide at bevæge sig inden for igen? " Frederiks ord var rolige, selvom han ikke kunne skjule han bestemt ikke var fan af noget som helst lige nu.

Om de lave brum, der svagt kunne høres fra tårnets strube, kom sig af irritation over hele situationen måde både kulde, afviste kvindfolk eller noget helt tredje var svært at bedømme. Imponeret virkede han i hvert fald ikke. Med mundvige, der mest af alt virkede til at synke mod det hårde underlag når som helst, så kunne den unge skovelver ikke helt undgå den flygtige tanke om, hvor meget kønnere han ville være med bare en lille op ad gående trækning i dem.

Den fremstrakte hånd blev velmødt og for en stund lykkes det da også at få styr på kulderystelserne, nok fordi opmærksomheden blev ledt andet steds hen. Kysset var der så ment ikke alverdens i, det bekræftede kun hvad Daena allerede havde en fornemmelse af; manden foran hende var ikke bare en fra underklassen, hvis hårdt optjente krystaller var gået til den fine beklædning til lejligheder som denne. Hvad hun hæftede sig ved, var mandens præsentation af ham selv.
Navnet virkede genkendeligt og hun havde været lige ved at gentage mellemnavnet, da billeder af en lettere robust mand banede sig vej frem mellem dem. Blå øjne slog gnister af selvtillid hen over det charmerende smil, der trak en anelse skævt, da en hånd kørte gennem det halvlange mellem brune hår inden en varm latter lød. Med gyldne solstråler trængende ind gennem sprossevinduet, hvor varme lyskegler ramte den morgen rodet seng. Inden roen blev afbrudt af lyden af små, løbende fødder og umiddelbar børne latter, hvorefter to små skikkelser var i færd med at møve sig plads i smørhullet.

Overraskelsen over synet og følelsen det gav var ikke til at skjule. Det ene af de velplejede øjenbryn skød mod nattehimlen og da hun endelig fik det trukket ned på plads, var det med en eftertænksom mine og et blik der søgte hans. Hun havde nært overhørt forslaget om at trække sig ind i varmen igen og fik elveren til at fatte sig ”Meget gerne, De skulle jo nødigt ende med en forkølelse eller være, fordi de lod mig føre dem afsted.” svarede hun og lod de rødmalede læber pressede sig sammen, kortvarigt.
De små lyde af utilfredshed gav pludselig mening. Hvor Daena før ville have ventet på en budt arm så de kunne vende tilbage til festlighederne, trådte hun ind i det musik fyldte rum uden en hånd om den jakke klædte arm ”Jeg formoder De har spørgsmål?” spurgte hun lavmælt. Hentydende til den fiktive mørkhåret mand der var dukket op ud af det blå, da Frederiks læber mødte håndryggen.

 Så snart Frederiks læber ramte Lilys hånd gik han i stå, og stod blot lænet en smule frem, med den ene hånd vendt med håndryggen mod hans ryg, og læberne blidt mod Lilys håndryg. For hans indre udspillede sig en scene han tit havde fundet trøst og tryghed i, om natten når kroppen var omsluttet af søvnens fangarme. En scene, der fik Frederiks udtryk til at bløde en smule op, og mundvigene til at trække sig op af i noget der næsten kunne forvekslet med at lykkeligt smil.
 At vågne op til synet af ens ægtemand og høre ens børn komme løbende, uden at skulle mærke ubehaget snige sig frem i en, var en drøm Frederik holdt for sig selv. Han var en mand. En rigtig mand. Selvfølgelig skulle han giftes med en kvinde der kunne give ham en masse børn. Give mormor Helke en masse oldebørn. Han skulle bare tage sig sammen. 

 Da drømmebillederne forsvandt fra hans indre igen, slap Frederik hånden og trak sig væk med et ryk, som havde han brændt sig på Lilys hånd, og et mere stramt udtryk faldt over det skarpkantede ansigt igen. I stedet for at se på hende, vendte hans blikket lidt ud til siden, usikker på hvad der havde fremprovokeret så groteske tanker og billeder andre steder end når han sov. 
 Blikket fandt tilbage til Lily kort efter, og udtrykket der sad på hende sagde Frederik så måske var det kommer fra hende. Noget der fik hans øjne til at smalle sig en smule mistroisk. Hvad var hun ude på? Uden et ord fulgte han efter da hun bevægede sig indenfor igen, lettet over hun ikke forlangte at holde ved hans arm som de gik. 
 " Jeg ved ikke hvad De snakker om.." mumlede Frederik en smule nonchalant tilbage da hun prøvede at prikke til hvad der var sket uden for. Han vidste ikke om hun havde set det samme som ham eller hvad hun havde oplevet, men spørgsmålet tydede på hun vidste et eller andet. Ikke at Frederik havde tænkt sig nogensinde at åbne op omkring hans forræderiske tendenser til nogen.

Drømmebillederne bragte et smil, der var til at forstille sig ville have været at se på Frederiks ansigt, havde han rent faktisk befundet sig i sengen. Et smil der med alt størst sandsynlighed var første og det eneste, som kurtisanen ville se denne aften og så havde det endda været gennem tågerne af sin evne. Måden Frederik havde trukket sig, som havde hun været glohedt jern og han brændte sig på det, gjorde det ganske tydeligt. Det vigende blik bragte tanken om skam. En tanke der var svær at slippe selv da øjne søgte tilbage på hende og smallede sig.
Bevægelsen var glidende, ubesværet trods det store skørt, da Daena trådte ind foran Frederik og afskar ham midt i et trin frem ad, men stadig ikke så de ville ramle sammen. Handlingen var langt mere hensynsløs end, hvad hun normalt fortrak at bruge, men en mildere tilgang ville næppe give svar, fornemmelsen sagde at han var lige så god som til at undvige det emne, som et siv var bøjeligt for vinden.
”Det ved vi begge to er en løgn, Hr. Hanson. Hvad De så og følte blev delt med mig.” svarede hun, højt nok til at han kunne høre hende, gennem musik og klinkende glas, men stadig lavt nok til ikke at drage andre ind i samtalen. Ordene valgt tilpas vage, skulle der alligevel være en eller flere nysgerrige medlyttende ører.
Ansigtet forblev blødt og venligt, men de mørke øjne var blevet stålfaste og lod ikke til at ville lade ham slippe afsted med en letkøbt løgn. Ikke at hun kunne forhindre ham i at træde forbi sig "De følte lykke, glæde... Kærlighed. Skræmmer det Dem? Hvad er de så afvisende for?".

 Som sådan var smil ikke svære at få frem hos Frede - han var mester i at lade som om, han var underholdt og glad, det var noget man hurtigt lærte når det kom til forretning, men også når man ikke kunne fordrage at være i nærheden af det ene køn. Lige nu var han bare ikke i situation hvor han skulle gøre forretning, eller forsøge og score. Derudover var han også en smule skubbet ud af kurs over drømmebilledet. Hvad var det også for noget at vise en man ikke kendte!?

 Frederik var midt i at træde et trin op, da Lily stillede sig lige foran ham. Brat stoppede han op, og så på hende. Selvom hun stod højere oppe, skulle han ikke vendte blikket særlig meget op af for at se på hende.  Et irriteret glimt spillede i de mørkeblå øjne, og det ene bryn løftede sig mod panden, mens han ventede på hun kom til sagen. 
 Helt automatisk lænede Frederik sig tættere på hende, da hun tog drømmebillederne op igen, selvom han lige havde afvist det. Selvom hun snakkede nogenlunde dæmpet, og baggrundsstøjen var høj, var der ikke nogen der skulle høre noget som helst af hvad hun snakkede om. Heller ikke trods Frederik bestemt ikke nød at være tæt på hende. Han fnøs lidt over hendes ord og lod kort blikket glide forbi hende.
 " Det var intet andet end en latterlig drøm.. Hvad De hentyder til er grotesk! " mumlede Frederik inden han trådte til siden og forsatte det sidste stykke op af trappen. Han var tydeligvis ikke interesseret i at snakke om det. Der var bestemt heller ikke noget at snakke om!

Irritationen var tydelig at spore i de blå øjne, kun yderligere understreget af det mørke øjenbryn der skød sig mod loftet. Noget der fortalte skovelveren at hun bevægede sig faretruende tæt på en grænse, som var hårfin. Halsen snørede sig tæt om en klump spyt i det Frederik lænede sig nærmere uden at ansigtet mildnede sig det mindste.
Det havde uden tvivl været lettest, hvis Daena havde valgt at lave drømmebilledet ligge. Et valg der kortvarigt blev fortrudt i sekundet han lænede sig nærmere og en lille gnist af en panisk tanke slog sig frem hos hende. Han ville vel ikke gøre hende noget her, hvor alle deltagende gæster og opstillede vagter kunne se det?
Nok stod de lidt trykket tilbage fra de mange dansende par og små grupperinger af konverserende folk. Men hun trøstede sig med at lagde han op til at lægge hånd på hende her og nu, så ville det kunne ses af andre og hun ville kunne kalde hjælp fra vagterne.
Svaret lod hende stå paf tilbage, da han trådte forbi, men før han var meget længere væk end to lange skridt fulgte hun med ved hans side. Smilende høfligt til dem de passerede og da en tjener med et fyldt fad af krystalglas nærmede sig, greb hun to glas.
 ”Det er manden… De er i fornægtelse, er De ikke? Men det ændrer ikke på Deres hjertebegær, Frederik.” et sjældent skarpt blik blev sendt hans vej ”De kan lyve for Dem selv og resten af verden, men De kan ikke lyve for mig. Jeg kan mærke og se hvad De begære og hvad der ryster Dem i deres grundvold." en pause mellem ordene blev lagt, men lige præcis ikke lang nok til at give ham muligheden for indvendinger. Dem måtte han komme med efter de tilføjende ord "Jeg kan få Dem til at se og føle begge ting uden skammen.” det ene af de to vin fyldte glad blev fremrakt til ham.

 "Jeg ved ikke hvad De snakker om.." bed Frederik efter den første sætning, selvom Lily forsatte med at snakke og se endte med at snakke lidt i munden på hinanden. Han kunne nærmest mærke hende borende blik mod sig, men så ikke ned på hende, og forsatte derfor blidt med at gå op af trappen.
 De næste ord fik ham til at fnyse og bide tænderne hårdt sammen. Han var ikke i tvivl om hvad hun sagde eller hentydede til, og det var en løgn! Han var ikke til mænd! Vrede og frustrationen over hendes ord, fik ham til at knytte hænderne en smule sammen. Der var ikke nogen der skulle sige at han var til andet end kvinder, og bestemt ikke en lille elver der ikke en gang præsenterede sig med fulde navn.

 De var lige nået op til enden af trappen, da Lily lod de sidste ord forlade de buttede læber. Ord der fik bærget til at flyde over hos den mørkhåret menneske mand, og i stedet for at tage imod glasset med vin, tog han fat om hendes håndled, og fik hende hevet hen til væggen som han skubbede hende op mod. Han pressede hende ikke op mod væggen, så tæt havde han ikke lyst til at være på hende, men han stod tæt. 
 " Jeg. Ved. Ikke. Hvad. De. Snakker. Om! " ordene var sammenbidte, og et utroligt hårdt blik var vendt med Lilys. Han havde stadig fat om hendes håndled, og den anden hånd støttede sig mod væggen ved siden af hendes hoved. 
 " Jeg har intet at skamme mig over! Hvad end De tror De ved om mig, så er det en løgn! " Det var tydeligt at se alt ved denne samtale gjorde Frederik utilpas. Mest tydeligt ved den pludselige vrede. Alligevel kunne man ane en lille glimt af et eller andet i hans øjne. Han ville ikke indrømme det, men en lille del af ham var nysgerrig på hvad hun egentlig snakkede om. 

Hvorfor den unge skovelver overhovedet valgte at tage kampen op, når det lå så fjernt fra hendes person at være konfliktsøgende, det var hende selv uvist. Måske handlede det i bund og grund om Frederik havde hjulpet hende, ved ikke at lave en større scene under det bagholds angreb der havde fundet sted, så hun nu følte at det var muligt at gengælde hjælpen. Der var bare kampe der skulle tages med omhu, men kampen var allerede startet og derfor svær at bakke ud fra, når han så stædigt holdt fast i sin egen løgn.
Daena forsatte derfor med sin talestrøm, selv da han brød ind og de i stedet endte med at tale i munden på hinanden. Den enes ord med til at kaste mere brænde på den andens bål, så frustrationer voksede sig større til de ikke længere forblev sammenbidte ord og hårde blikke.

Det budte glas splintrede for deres fødder, så den mousserende væske sprøjtede mod kjoleskørtet og bukseben. Glasskår gav sig under skosålerne, da han trak afsted med hende i hvad der føltes som et jerngreb. Frygt satte sig i de brune øjne da ryggen mødte væggen og selvom afstand var mellem dem, brusede følelsen af at være fanget, mellem Frederiks hænder, frem.
Munden åbnede sig med et undskyld på spidsen af tungen. Kun for at blive hvisket væk da han på ny åbnede munden og ordene levede deres eget liv ”Den eneste løgn her er den De fortæller Dem selv… Den bliver ikke mere ægte af De prøver at pådutte mig den Hr. Ludvik.” hjertet føltes som om det var ved at kæmpe sig op gennem halsen og ud, men stædigt veg blikket ikke fra hans ”Fortæl mig hvem du ser, når du ser på mig.” kommanderede hun, uden formaliteterne. Endnu en gang, denne gang bevidst, lod elveren sin evne trække i hans sande begær frem i lyset. Kun for dem at se og mærke.

 Som glasset klirrede mod gulvet, vendte Frederik blikket lidt ud til siden for at se om de trak for meget opmærksomhed mod sig. Der var dog ikke særlig mange der havde begivet sig her op, og den der havde, var for at være lidt i fred, så de sendte dem hvis noget, blot en kort blik for at se om det var noget alvorligt. Frederik holde dog ikke Lily fast som sådan, og hvis hun virkelig ville kunne hun nok også godt skubbe ham væk. 
 Da blikket faldt tilbage på elveren var det med et fnys, og en rullen med øjnene ved hendes ord. Hun ville da heller ikke høre efter hvad han sagde! Det var hende der løj. Hende der prøvede at bilde ham ting ind. Det var i hvert fald hvad han blev ved med at fortælle sig selv. 

 " Tsk, jeg ss.. " mere fik han ikke sagt før det var som om alt omkring dem blev sløret. Frederik trådte en smule forskrækket et halvt skridt tilbage og følte sig pludselig tør i munden. Hænderne havde sluppet Lilys hånd og flyttede sig fra væggen. Begge hang nu ned langs siden, som Frederik stod en smule befippet og stirrede på manden der nu stod foran ham.
 Frederiks mørkeblå øjne svandt væk ind i det milde, lyseblå øjne, og han kunne mærke hjertet slå hurtigere. Fingrene bevægede sig lidt da et voldsomt behov for at køre dem igennem de gyldenbrune, halvlange lokker. Han sagde ikke noget. Han vidste ikke hvad han skulle sige. Det var som om ordene satte sig fast i hans hals. Han så ham jo kun i han drømme, og han sov ikke lige nu. 
 Det var nærmest som om det var en helt kamp for Frederik at krænge blikket væk fra den robuste, perfekte mand foran ham, og da han gjorde var det med en svag rømmen, og en let varme i kinderne. Den ene hånd lagde i hans nakke, mens han holdt blikket væk fra manden der før havde været Lily.
 " Jeg ser ikke noget.. " mumlede han lavt og en smule åndeløst - noget det tydeligvis var en løgn, ud fra hvordan han reagerede. 

Havde hun været bare lidt sikker på at taget om håndleddet ikke ville strammes, så havde hun uden tvivl forsøgt at hive hånden til sig og træde forbi handelsmanden. Men sådanne garantier var der ikke og selvom Frederiks greb var let, så var det ikke en chance hun turde løbe. De omkring stående personer havde knapt løftet et øjenbryn af det knuste glas, så at kalde på hjælp ville næppe afføde en større reaktion.
Nok kunne blåmærker heales, men det ville kræve krystaller og uden nye tjent, så ville det ikke gå hendes mors næse forbi.
Hvorfor Daena blev stående op ad væggen.

Frederik trak sig og gled helt naturligt ud af elverens greb. Afstanden fik et øjeblik lov til at bestå, mens synet fik lov til at manifæstere sig for ham. Modsat første gang den kønne mand var trådt frem, var han denne gang kun for ham at se. Følelserne, der kom med dem, var dog lige så mærkbare for Daena som første gang.
Løgnen fik hende, i ’forklædning’ af manden til at træde nærmere og selvom det for alle andre ville lyde som om spørgsmålet blev stillet med lys kvinde stemme, ville det for ham lyde helt anderledes. For Frederik ville stemmen være mandens, selvom ordene fra kurtisanens ”Det forstår jeg ikke. Siger du at du ikke kan se mig, Frederik?” endnu et skridt blev taget nærmere, til Daena standsede så skørtet strejfede hans skosnuder. Spor af noget såret spillede i de lyse øjne, uforstående for den mørkhåret mands benægtende ord.

 Tankerne susede rundt i vildskab, inde bag den hvide pande. Hans håndflader virkede svedige, og af en eller anden grund følte han sig underlig forlegen og genert. Han var sikker på det var Lily der stod foran ham, ligesom han var sikker på at han ikke sov. Det her kunne ikke lade sig gøre. Hun måtte være en heks! Hun måtte prøve at snyde ham, der var ikke andet for. 
 Som Lily - eller manden fra hans drømme - trådte tættere på ham, trådte han lidt tilbage igen. Nervøst sank Frederik en klump mens hånden i nakken faldt ned langs siden igen. Han skulle til at trække sig helt væk da stemmen lød fra manden. Frederik tabte nærmest pusten og mærkede hjertet skippe et slag. Blikket fandt hurtigt vej til manden, og et kort nag af skyldfølelse stak i ham, inden han slog blikket væk, og vendte sig rundt for at gå længere væk fra trappen og hen hvor de forhåbentlig kunne være mere privat. 

 " Selv.. selvfølgelig kan jeg se dig.. Jeg er jo ikke.. blind.. " hånden fandt igen vej til nakken mens Frederik vandrede lidt frem og tilbage. Han vidste det var Lily. Han vidste hvordan han burde føle. At han burde væmmes, at han burde havde det ubehageligt. Også selvom hun ikke længere lignede sig selv. Alligevel var det ikke de følelser han fandt sig selv have, og det forvirrede og forstyrrede ham. Hvad var der her for noget? 
 " Du ligner bare dig selv.. " mumlede han en smule afvisende uden at se hen på hende, mens han viftede lidt med hånden der ikke lå i nakken. Det var bare et trick. Hendes forsøg på at få ham til at indrømme hvad han aldrig havde tænkt sig at fortælle nogen. Hvordan han i virkeligheden havde det med mænd og kvinder.

Knapt havde hun trådt nærmer, før han lagde ny afstand mellem dem. Om end ikke lige så stor en afstand, som havde det været Daena selv der trådte nærmere for Frederiks blik. Fornuft skreg i hendes indre, at hun skulle lade sløret falde, fulgte hun i stedet for med Frederik da han trådte mod en mere privat krog.
Hovedet skrånede sig let, mens hagen blev sænket mod brystkassen, men uden at blikket helt fulgte med.
De lyseblå øjne forblev i mødet med de mørkeblå ”Men hvorfor træder du så væk fra mig? Jeg forstår ikke, har jeg gjort dig ondt?” det var feje ord, kamufleret af en drøm, et ønske, men de hårde benægtelser havde prikket til en side hos kurtisanen, som hun ikke tidligere havde stiftet bekendtskab med.
Endnu et skridt blev taget frem, denne gang mere tøvende end det forrige forsøg på at nærme sig ham ”Vil du have jeg skal gå?” lød spørgsmålet efterfulgt af en bedene kommando ”Hvis ikke du ønsker jeg skal gå, så se på mig, Frederik. Se mig i øjne og bed mig blive.” det halve skridt der var blevet trådt nærmere, blev lagt mellem dem igen da hun trådte tilbage.
Det var et tarveligt spil og det vidste den unge elver godt, men den vrede hun havde set og blevet mødt med, havde gjort trodsen svær at slippe og målet om indrømmelser endnu svære at sænke.

 Nej.. Du kunne aldrig gøre mig ondt.. Frederik tænkte kun svaret mens han rystede på hovedet. Manden var jo intet andet end en drøm. En fantasti den mørkhårede mand fandt ro og tryghed ved i aftens og natten mulm og mørke. En fantasi han varmede sig på når han var alene. 
 " Det.. det gør jeg heller ikke.. Jeg skulle bare her over.. " svarede han ligeså afvigende og afvisende som før. Han blev ved med at prøve og fortælle sig selv at det var Lily. At det han så og hørte ikke passede, men jo mere manden snakkede, og jo mere det ikke var Lily han så, jo dårligere blev hans overtalelsesevner. Selvom han vidste det var Lily. Og selvom han vidste væmmelsen og ubehaget ikke kunne være helt væk, var det alligevel som om, at med en af hans mest private drømme stående foran sig, var det svært at holde fast i virkeligheden. 

 Med det samme der blev spurgt om han skulle gå, flyttede Frederik stift blikket hen på ham med et udtryk der var en blanding af usikkert, forvirret og panisk. Han greb ud efter hans håndled, for at forhindre ham i at gå væk. Han ville ikke have han skulle forsvinde allerede. Det havde været en forfærdelig aftens, og det her var uden tvivl aftens højdepunkt. Hvis ikke månedens højdepunkt. Der var et par klumper han skulle synke før han fik flyttet blikket helt op i det lyseblå øjne. 
 " Bliv.. " Selvom Frederik prøvede hårdt for ikke at lyde så bedende som han følte sig, kunne han ikke rigtig undgå at det viste sig i stemmen. Forsigtigt slap han mandens håndled igen.
 " Fortæl mig dit navn.. " forsatte han kort efter. Han ville gerne blive i fantasien, og det var efterhånden kun navnet der holdt ham fra at svinde helt ind i den. 

Svaret, ordene gled tilbage til at være afvigende, men ikke i nærheden lige så afvisende dem som havde mødt Daena tidligere. Disse var tydeligt påvirket mere af følelser end de var af fornuft og skam, men det betød ikke at Frederik fik lov til at slippe helt så let.
Daena gjorde mine til at dreje om sig selv, træde væk fra fornægtelse og efterlade den kønne mand tilbage med et virvar af følelser der var modstridende mod alt han påstod at stå for.

Tanke blev aldrig til handling. Før hun kunne nå at flytte på fødderne, lukkede Frederiks fingre sig om det slanke håndled og selvom han ikke holdt hende, manden, fast blev hun alligevel stående. Blikket sænkede sig til hånden, inden det løftede sig på nu og denne gang blev mødt af hans blik.
Øjeblikket virkede alt for langt, mellem at håndleddet blev sluppet og navnet blev sagt højt. Delvist skyldtes det overraskelsen over det pludselige skifte, bønnen om ikke at forsvinde og at han ikke kendte navnet på manden fra hans drømme ”Aedion, mit navn er Aedion.” lød svaret endeligt.
Hånden hvis håndled Frederik havde grebet om, søgte forsigtigt Frederiks, så fingerspidserne strejfede mod hans fingre ”Men jeg kan ikke blive, hvis du kun vil holde mig i skyggerne fordi du er flov over at ses med mig?” hånden trak sig tilbage, men blikket vendte sig væk og stirrede skråt ned i gulvet.

 Stilheden der lagde sig mellem dem mens han ventede på at manden reagerede var nervepirrende. Frederik vidste ikke hvorfor. Sekunder føltes som minutter og han frygtede at manden ville forlade ham, før han overhovedet nåede at kende hans navn. Da stilheden endelig blev brudt, og Frederik fik mandens navn at vide, var det som om han tabte pusten.
 " Aedion?.. " gentog han i et nærmest åndeløst suk. Navnet virkede.. Perfekt. Ligesom manden foran ham. Aedion. Hvis ikke han vidste bedre kunne det næsten være et navn til en engel. 
 Frederiks blik gled ned mod hånden, som han mærkede deres fingre strejfe, og han bevægede selv fingrene lidt, i et diskret forsøg på at holde den fysiske kontakt lidt længere. Ganske kort efter flyttede han blikket op til Aedions igen, men det blev slået ned lige efter. 
 Munden åbnede og lukkede sig et par gange. Han vidste ikke helt hvad han skulle svare. De kunne jo ikke bare.. Frederik sank en klump flyttede så blikket tilbage i Aedions.
 " Jeg er ikke.. flov over at ses med dig.. " mumlede han lidt, og rynkede panden lidt. Fingrene strakte sig lidt for at strejfe Aedions hånd igen. Et suk forlod Frederiks læber. 

 Og så trak Frederik sig pludselig væk. Uroligt trak han sig lidt væk fra Aedion, mens han gned ansigtet lidt. Han vidste det var forkert. Men ikke de følelser han følte. Han vidste godt det var en løgn. Det kunne ikke være virkelighed. Han vidste han burde være sur og vred. At han burde råbe og skælde ud, men han var så forvirret. Det hele var så underligt. 
 " Lily.. stop.. Stop med at prøve og snyde mig! " Ordene var opgivende og en smule frustreret. Det var intet andet end ønsketænkning, at Aideon var virkelig. Med en lidt sammenbidt mine vandrede han hen til et lille sofa arrangement, hvor han satte sig med albuerne mod knæene og hovedet i hænderne.